Et nyt liv, 1. bog Walk In serien

Et nyt liv, 1. bog Walk In serien

Her er en teaser …

Først fra T:

Tomas lå på sofaen i stuen og shufflede rundt på sin tablet, da Benji smed et print på sofabordet.

“Jeg tror der er én du leder efter på det her billede.” Sagde han og nikkede. Han stod som sædvanlig med armene over kors, og havde nær mistet balancen, da han sparkede til Tomas’ fod. Benji var en typisk mørk Gran, de skarpe øjenbryn og det glatte sorte hår der altid hang ned over hans skæve øjne fik ham til at se tillukket ud. Tomas kunne ikke regne ud om han gjorde nar, eller om han rent faktisk var glad.

Han tog billedet og gloede på det. Det var fra en retssag nede i København et sted, han genkendte nogle af de CESPI folk som stod i forgrunden. ”Ja og?!”

“Her!” Benji kastede en lille håndscanner over til ham, Tomas begyndte mistænksomt at trække den ned over fotoet.

“What?!” han kørte scanneren ned over fotoet igen, og igen. “Er det hende?”

“Det ser sådan ud!”

“Jamen…”

“Tro nu bare på det mand!!” Benji slog sig ned i sofaen, og gav Tomas et drag over nakken.

“Fuck hvor er det vildt! CESPI?! Det kan sgu’ da overhovedet ikke lade sig gøre!!” Tomas’ hjerne loopede rundt i tomme labyrinter.

Benji havde allerede fundet Center of Ekstrasensory Perception Investigation på tabletten. ”Ok, deres Seere står listet her.”

Han klikkede sig ind til oversigten over de Ordinarys der fungerede som Seere for CESPI. Det var en side gesjæft PET havde kørende, hvor politi fra ind og udland kunne komme og søge hjælp, når alle deres traditionelle efterforskningsmetoder gik i nul.

”Men…” Tomas målløs, “hvordan kan det være hende, vi har en aftale med CESPI, de kan ikke bare beholde hende. Hvorfor er hun ikke kommet hjem? Hun må da vide…”

”Følg nu bare med.” afbrød Benji, mens han tastede adgangskoden for en kriminalkommissær Karin Hedegård ind i kodefeltet. Tomas gad ikke engang spørge hvor han havde den fra, Benji var god til at slette sine spor, han var som en kamæleon. Det var hans humør desværre også, men det var der ingen grund til at fundere for meget over, lige nu var han på Tomas’ side.

”Se nu her!” Benji gav Tomas en albue i siden, ” – selvfølgelig er hun ikke ansat som almindelig Seer. Hende her …” han tastede sig igennem et par adgangskoder mere, ” … skal man have kode for at komme ind til, og se! – så er der bare en silhuet med ’fotografen er på vej’ -mig i røven! Hør lige teksten; ’Rose Lund, udelukkende konsultation efter aftale’. Det er hende mand! Hun hedder Rose Lund, ha! Gad vide om det er noget hun selv er kommet op med, eller om det var det navn kroppen havde, og så har hun bare beholdt det?!

Tomas rejste sig, gik over og stillede sig i den åbne terrassedør. Han spændte armene ud i mellem skydedørene, og tog en dyb indånding. ”Det her er jo mega … B! tænk hvis det er hende?! Det ville jo være…”

“Mega fedt!!” sagde B, og gik ned mod Anées kontor. “Pak et jakkesæt, så er vi på vej! Jeg er Chauffør, du er for ustabil!”

Anées ringede allerede inden de havde fået flyet i luften.

Benji grinede, og tastede på ’medhør’, mens han riggede cockpittet til. “Anées!”

”Hvor er I?!”

”Vi er ved at rigge Strandbaronen til, vi skal lige have set på Baronessen hun er…”

”Jeg er ikke interesseret i hvilket fly i tager! Jeg er interesseret i hvorfor!! Hvad skal dét betyde, ‘er tilbage om tre dage’!? Det er en helt uacceptabel lille seddel! Som om I er smuttet ind til byen for at få en øl!” Han kørte på, med sin allermest faderlige tone.

Benji elskede det. “Se nu på fotoet inden du…”

“Ja! hvad er det for et foto? I skal ikke ind på CESPI, uden at have en aftale først?! -og du skal ikke prøve at binde mig en historie på ærmet Benji, det kan jeg godt sige dig!!”

“Jeg smider bare Tomas af, nede hos Signe og Ragner. Jeg er tilbage i aften, Anées! Kør lige scanneren ned over fotoet. Der sidder en lille kvinde helt i baggrunden, hun har sådan noget lyst hår, der er lidt rødt i det. Kan du se hende. Hun taler med én i en blå bluse?!” Han tav, og ventede på at Anées skulle få øje på den næsten usynlige afgrænsning af lys, der var rundt omkring Ana. Sådan en Ring havde de alle, det var en slags fingeraftryk. Anas Ring havde en lys violet nuance. De kunne endnu ikke være helt sikre på at det rent faktisk var hende. Det kunne være en anden som havde næsten den sammen farve. Først når Tomas var i samme rum som hende, kunne han være sikker. Så ville han helt fysisk kunne mærke at det var hende.

“Jamen for pokker da!” udbrød Anées. “I tror da ikke det dér er Ana?!”

“Hvem skulle det ellers være?” Spurgte Tomas nervøst imens han kiggede på sin hånd der hele tiden åbnede og lukkede sig, “Den eneste der nærmer sig dén nuance er hende Elise, fra den Sydeuropæiske Familie. -og hun har aldrig arbejdet for CESPI, vel?!” Hans knoer var helt hvide, ” – jeg må se at falde ned.” tænkte han, og pustede lidt til sin knyttede næve. ”Hvis det her er endnu et vildspor, så kan vi næsten ligeså godt opgive med det samme … igen.” Han holdt vejret, der var frygteligt stille i cockpittet. ”Hvad mener du Anées?”

“Jo, jo det er rigtigt men …” svarede han endelig.

Tomas lukkede øjnene, og pustede ud. Igen var der stille i den anden ende. Selvom Anées var en af de Første, så kunne det stadig lade sig gøre at bringe ham ud af fatningen.

“Hvad så Gamle!? Det er da ikke tårerne du kæmper med” drillede Benjamin.

“Åh! Må jeg være fri!” kom det prompte fra Anées, men hans stemme lød grødet. Han rømmede sig, “sig til Ragner og Signe, at de bliver i hytten indtil Tomas og Ana er i sikkerhed hos dem. Og du er tilbage her, i aften min dreng!”

“Ja far!” grinede Benji.

“Tomas?!”

”Ja.”

”Pas nu på!” advarede han. “Vi véd ikke hvad der er sket med hende. Der er helt sikkert en grund til at hun ikke er vendt tilbage. Pas på du ikke skræmmer hende, gå forsigtigt frem.”

”Vi har været gennem det hundrede gange Anées!”

”- og du bliver nede i på første sal! Hvis Viktor Svendsen eller nogle af de andre oven fra…” han tav.

”Anees vi er ved at være klar til at lette …” det var Benji der brød ind.

”Jeg er krafteddermar så vred jeg ikke kan formulere mig!” råbte Anées i den anden ende af med høret. Men så besindede han sig og vi kunne høre hvordan han tog en dyb vejrtrækning.

Den Skandinaviske Familie havde en stående kontrakt med CESPI. De lod os være dem vi var, og vi jagtede og nedlagde dem de ikke kunne kontrollere med det almindelige politi, og de love de ellers havde til rådighed. CESPI havde lige brudt den kontrakt bigtime, hvis det var Ana de havde.

Det ville være umuligt for dem at have hende i deres organisation, uden at vide det var hende, så det Anées oplevede lige nu var lunken pis der løb ned af hans ryg. De var gået bag om ryggen på Den Skandinaviske Familie.

“Lad mig nu lige tjekke at det er hende.” Tomas forsøgte at berolige Familiens overhovede. “De har jo ikke gjort noget forkert hvis det er én Seer fra en af de Nye Familier. Måske tager vi fejl.” Hans hjerte sank i brystet på ham, bare ved tanken.

Det lød som om Anees kastede et eller andet gennem rummet. “Lige meget hvad, så er de nogle røvhuller. Hvis de begynder at ansætte deres egne … “ Anées tav, “ … det ville passe fint ind i Viktors kram hvis han fik held til at starte sin helt egen Familie. Så kunne han lukke os ned, og hvem ved så hvad der sker?!”

Benji blev lidt stiv i sædet, “rolig nu Gamle, der er ingen grund til at male fanden på væggen. Vi letter nu, og så ved vi mere om et par døgn, ok.”

”Tomas! Hvis du bliver genkendt, bliver du bænket, og hvis du bliver bænket, svarer jeg ikke for konsekvenserne!” Han prustede i røret, ”… bare få hende ud derfra ok, så ordner jeg det formelle med de øverste etager senere!!”

“Anées,” Benji brugte sin allermest myndige stemme, det var sjældent Anées blev bragt sådan ud af fatningen, sandt at sige var det ikke videre betryggende. ”Jeg fikser en sagsmappe, og en identitet til ham, ingen vil overhovedet overveje at der sider en Jæger i deres venteværelse i morgen eftermiddag!” Så slukkede han for mobilen og hjulene på Familiens lille Beech Baron 55, var på vej hen over den grusbelagte landingsbane.

 

.. og her kommer A, – som tror hun er Rose:

“For God sake! Hvem prøver de at narre?!” Jeg tværede læbestiften af med et lommetørklæde fra en gyselig lille dametaske, der åbenbart hørte til det outfitt jeg var klemt ned i. De insisterede altid på at jeg skulle se præsentabel ud, når jeg skulle ud på House Calls, – i dag havde de så lagt en kjole frem på sengen, og sandaler! ”Tumper!” Jeg trådte ind i elevatoren, trykkede på knappen til foyeren, og vinkede opgivende til spejlbilledet af mit spejlbillede, på den modsatte side af elevatoren. Hundrede genspejlinger, af en ukendt kvinde vinkede synkront med mig inde i det lille røgfarvede fængsel. “Yaiks! Hvor du ligner den lort du er!” vrængede jeg af mig selv.

Den eneste grund til at jeg stod her var, at når vi bliver bestilt til et hjemmebesøg, så kommer vi ikke bare en tur ud i byen, så får vi også, som de veltrænede hunde vi er, en selvvalgt godbid når vi kommer tilbage til Centret. Det var den eneste grund til at jeg ikke havde faket et sindssygt anfald af udmattelse efter aftensmaden. Min godbid er mere Flow!

Ej, det var også fordi jeg vidste det ville blive et kærkomment afbræk i at få billeder ind på nethinden af døde mennesker, der manglede en morder og et motiv. Jeg kendte lidt til pigen som jeg skulle Se på, Nini. Hun var kun tretten år gammel, og før hun for nogle måneder siden, blev bragt ind i min konsultation første gang, havde hun været ved at dø af kræft. Efter hun var blevet rask, var hun begyndt at få nogle voldsomme hysteriske anfald, der resulterede i at hun mistede bevidstheden. Hun var tvær, og ville ikke tale om sine problemer. Sidste gang kunne jeg ikke Se andet end at det nærmest virkede som om hun havde hukommelsestab. Nu håbede man så åbenbart, at jeg kunne Se noget mere … noget godt. Alle håbede altid på godt nyt. Det vendte sig i min mave, de mennesker jeg fik lov at Se på, havde sjældent godt nyt i vente, ikke engang børnene.

Nini var en underlig pige, meget fjern og på en måde uhyggelig, så jeg var spændt på hvad jeg ville få at Se. Hun mindede om et stankelben, meget fin og spinkel, og lige så tilpas fræk at man fik lyst til at proppe hende i en rygsæk og tage hende med hjem. Men jeg kendte desværre også hendes far, Viktor Svendsen, Manageren for hele CESPI! Han er min chef, og lige så kold i røven som en alligators hjerne.

Jeg viftede lidt med kjolen. Føj hvor var det indelukket i den her snegleelevator! Jeg lovede mig selv ikke at tænke mere, aldrig mere! Jeg fik kvalme af det. I det hele taget havde jeg haft det vildt underligt, lige siden en ung Olivenfarvet efterforsker, noget fortumlet havde forladt min konsultation i eftermiddags. Tomas Persson hed han. En meget cool Oliven ellers, men jeg gør mig ikke i kolleger, så jeg forsøgte at ignorere ham efter bedste evne. Det var så en plan der slet ikke lykkedes.

“Rose Lund?” Havde han fremstammet med en sandet stemme i venteværelset.

“Denne vej …” peb jeg, mens jeg nærmest løb ned af gangen mod mit hvide helvede af en konsultation.

Da jeg viste ham ind, insisterede han på at give mig hånden, det er ellers ikke noget jeg sådan gør. Et lyn løb igennem min arm da han tog min hånd. Jeg tror endda jeg snappede lidt efter vejret, men det opdagede han ikke, for han snublede selv over dørtrinnet. Vi var kun alene sammen i ti minutter, alligevel kunne jeg ikke få ham ud af mit hoved.

Jeg kunne ikke Se ham, – jeg var ellers kendt for at være en bad ass Seer, men ham her?! – fik ikke en eneste lille Gnist. Jeg fuckede totalt op.

Fuldstændig ud af det blå trak jeg hans hoved virkelig hårdt bagover, helt uden grund, – inden vi overhovedet var kommet i gang med sagen. Så kan jeg ikke huske det næste der skete, men da jeg åbnede øjnene igen lå han på gulvet foran reolen, – og han indberettede mig ikke?! Jeg synes nærmere jeg kunne spore et lille dæmpet smil på hans guddommelig smukke læber, da han bakkede ud af døren.

“Av!” En vildfaren øjenvippe havde sat sig på tværs i mit øje. Jeg lænede mig frem mod spejlet for at pille den ud, “lorte makeup!”

‘Næsten umærkeligt skiftede min hudfarve fra at være fregnet og lys, til at blive gylden. Jeg trak ansigtet lidt ud fra spejlet og drejede hovedet, min øjne forsvandt næsten helt, under et par stramme skæve øjenlåg, mit hår blev sort, glat og langt. En Gran? Shit! Langsomt blev min profil lige og skarp, og min øjne begyndte at bule ud, grønne og dystre. Jeg var Oliven. Jeg så mig selv åbne munden af forbløffelse. Men så mistede mine læber sin fylde, de blev smallere for øjnene af mig! Uvilkårligt lukkede jeg munden, og førte hånden op til læberne, huden på hånden var krid hvid. Jeg var Birk igen, men det var ikke mit eget, fregnede ansigt der stirrede tilbage, hende dér, var et år eller to yngre end mig, seksten måske sytten, hun gloede forbløffet på mig, med et par mørke og indtagende øjne. Tårerne sprang frem i mit blik, jeg blinkede. Da jeg igen åbnede øjnene var jeg en smuk chokoladebrun Mahogni. ”What?!” jeg hørte min egen stemme dirre mellem panelerne i glaskassen. Jeg greb fat i en tot hår, der hvilede på hendes skulder, det var ikke bare synsbedrag! Håret var kruset og tykt mellem fingerspidserne på mig. Der var ikke noget at tage fejl af, sådan ville mit eget hår aldrig føles.’

 

Jeg kneb øjnene hårdt sammen, og støttede mig til spejlet med begge hænder. “Shit!” Jeg hev vejret ind gennem næsen og bøjede nakken, “Shit! Shit! Shit!”. Det hele sejlede, så jeg måtte bruge al min kraft for at blive stående oprejst, mine knæ var tomme som det sug jeg havde i maven. “Jeg lover, lover, lover, at skære ned på min Flow!” Jeg talte ud i rummet, så jeg var sikker på, at jeg hørte hvad jeg sagde.

‘Ding’ elevatoren havde endelig fået jordforbindelse. Forsigtigt løftede jeg hovedet, åbnede øjnene og fik til min store lettelse øje på mit eget spejlbillede. Det var ellers ikke noget jeg plejede at være specielt glad for at se, men selv med en mascaraløber under venstre øje, var det et kærkomment syn! Noget genkendeligt. Mit hjerte hamrede i brystet under den tynde kjole, jeg var tydeligvis ved at blive sindssyg.

Jeg grinede underligt af elevatordørene, der venligt gled til side som et metallisk tæppe, for at slippe mig ud i virkelighedens foyer. Jeg havde tit overvejet at stikke af fra CESPI, men den her slags oplevelser var én af grundene til at jeg ikke turde. Her var der vagter og sygeplejersker der passede på os 24-7, det var der ikke ude på den anden side af glasfacaden, der ville jeg være alene.

“Skal du ud i aften?” Det var Henrik, den ene af vores vagthunde i vagtboksen.

“Ja kan du ikke se jeg er klædt ud?” jeg nejede for ham.

“Du ser træt ud.”

Jeg gik hen og gav hans fremstrakte hånd et sidelæns klem. “Jeg er stærk.” Sagde jeg og slap hans hånd.

“Jah, det er du.” Sagde han og hold fast. “Jeg sværger; en dag befrier jeg dig fra det her glasslot prinsesse.” Han smilede varmt, der var ingen tvivl om at han mente det. “Du er gammel nok til at være min far” vrængede jeg tilbage.

“Er det så ikke min pligt at beskytte dig mod død og ødelæggelse?”

“Det er lidt sent sys’ du ikke.” Jeg lænede mig ind over skranken og hviskede, “Der ligger en midaldrende kvinde på intensiv … fundet i nat.” Jeg måtte selvfølgelig ikke fortælle om hvad jeg Så, men Henrik havde holdt mig ved selskab, så mange søvnløse nætter at jeg ikke længere havde tal på det. Der var ikke meget han ikke vidste om det jeg havde Set siden jeg blev bragt ind.

“Hvor længe har hun været holdt i live?”

“6 uger mener man. Helsingør, fundet i en klublejlighed.” Fuldstændig ud af det blå, begyndte jeg at gispe efter vejret. Henrik var lynhurtigt ude af døren til sin kube, “Hey … “ han holdt om mig. “Vi skal heller ikke snakke om den slags nu. Shh …” han strøg mig over håret. Jeg kæmpede for at få kontrol over min vejrtrækning. “Du skulle slet ikke arbejde så hårdt.” Han sukkede.

Der lød et drøn, fra hornet i bilen der holdt og ventede på mig udenfor.

“Jeg må hellere gå.” Hviskede jeg og tog en dyb indånding. At Se, var dét der gav mig liv, og dét der slog mig ihjel. Min Akilleshæl.

Blodet susede rundt i mine årer, da jeg krydsede fortovet. Aftenen var kølig, så jeg tog den jakke på, jeg havde bundet om livet, og gned mig i ansigtet inden jeg satte mig ind i bilen der skulle køre mig ud til Managerens hus, nord for København.

Idiot Ét, og Idiot To sad allerede i bilen og så komplet latterlige ud. De var klædt i ens sorte jakkesæt, med hvide skjorter og sorte slips, det gjorde dem ikke mere attraktive, bestemt ikke. Men de skulle være der, de skulle sørge for at jeg opførte mig ordentligt.

Jeg sad bag i bilen, sammen med Idiot To. Jeg lænede mig frem og puffede til den tykke dør, ind til den lille cooler, der var mellem forsæderne. En fjeder fik den til at springe op. Der lå to Colaer og to øl på køl … som sædvanlig. De var kun til pynt, det vidste jeg, men jeg trængte virkelig til en kold øl.

“Øl til os, og en Cola til dig …?” sagde jeg henvendt til idiot Ét, mens jeg stirrede ligegyldigt ud gennem den tonede forrude. Idiot To spidsede munden, han godt kunne overtales. Men Idiot Ét, var ikke nummer Ét for ingenting, det var selvfølgelig ham der sad på førersædet.

“Det er imod reglerne!” mumlede han ligeså ligegyldigt tilbage til mig.

“Nu du siger regler … Morten? Det er da dét du hedder, er det ikke?! … ” der blev meget stille i bilen. ”- er så ikke noget med at gifte mænd bør nøjes med at knalde deres koner?” jeg lod som om jeg kiggede bagud, efter en eller anden der kom gående på gaden, “eller det er måske mig der tager fejl? … du er måske gift med hende kosteskaftet, fra Regnskab?!”

Han spærrede øjnene overdrevent op, “-jeg hader bare når vi skal lufte hende dér!” han så på mig gennem bakspejlet, med sine usympatiske ilderøjne, og snerrede, “du må jo være skæv, eller sådan noget?!”

“Præcis!” svarede jeg sarkastisk, jeg var ligeglad. Jeg havde lige modtaget en Gnist, der inkluderede mig selv fire minutter siden, det var aldrig sket før. Når jeg Så, handlede det altid om andre, og aldrig om mig selv. Så jeg greb ud efter en øl, trykkede splitten i bund, og skålede med Idioten bag rattet.

“Åh … man bør ikke drikke alene.” Idiot To, tog den anden øl, og blinkede til mig.

Jeg skålede, lydløst, og så taknemmeligt på ham, før jeg igen vendte blikket mod gaden, for at få lidt fred. Det var alt for længe siden jeg sidst havde været alene. Ærlig talt må jeg også indrømme, at jeg ikke havde lyst til at være alene. Jeg var ikke godt selskab. Tårerne pressede på, livet på gaden gled lydløst forbi, og mit hoved føltes som en forseglet bankboks, som ingen kendte koden til. Den episode i formiddags havde tippet noget ud over kanten af min bevidsthed. En klynge billeder fra min fortid hang og svævede midt i ingenting, jeg vidste at jeg burde pille mindst ét ud og Se på det, men jeg orkede det ikke. Eller jeg turde ikke, same-same! De havde forbindelse til et virkeligt blødt punkt dybt i min mave

What?!” Da vi drejede om hjørnet fik jeg øje på ham den Olivenfarvede, han stod og hang inde i en port. Han børstede nonchalant noget af sin jakke og gik frem mod fortovskanten, som om han slet ikke bemærkede os. Men lige idet vi kørte forbi, var det som om han løftede sin pegefinger og hilste i vores retning, inden han steg ind i en Taxa.

Kunne han se ind gennem de mørke ruder?! Hilste han på mig? Nej han havde nok nærmere holdt øje med bilen. Hvad fanden var han ude på?! Jeg rettede blikket stift fremad, jeg ville ikke have at de to Pingviner skulle lægge mærke til noget.

September 2014, på SAXO.com

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: