Ilddåb, 2. bog i Walk in serien

ILDDÅB

– Forestil dig, at jorden brænder under dig

Urban fantasy – New adult – Skandinavien.

Nr. 2 i walk in serien: Nyt liv.

(OPVÅGNING. Roman er nr. 1 i serien.)

515 sider

184.700ord.

KAPITEL 1

ANA

Et stik. Et postkort. sult.

“Foran!” Jeg vendte mig med et ryk. Ingenting. “Hallo … ” Jeg vendte mig igen. Mimer lå lydløs i morgenlyset, mellem svedne stammer. Her og dér lyste nye grønne skud, der var tittet frem i løbet af de sidste 4 uger. Der var en blid varm lugt af gran. Der skete intet ved søen. Der var ingen tegn på mennesker, ingen fugle, ikke en lyd.

Min puls susede rytmisk og ildevarslende i mine ører. Det var et klart Syn: En sprøjte der gav et stik – et postkort – og en stærk følelse af sult.

Overfladen på den mytiske sø var blank og sort. Mine øje søgte efter liv mellem træerne på den anden side. Ikke en krusning på vandoverfladen. Klipperne lå som døde fortidsdyr og sov. Mit hjerte slog insisterende: Der er fare på færde, fare på færde, fare!

Jeg fortrød inderligt, at jeg var kørt herop alene. Jeg ville jo ikke engang hoppe i, bare mærke roen. Men Mimers energi var én ting, der var også noget andet … jeg genkendte det ikke …

”Slap af Ana. Slap af. Du er oppe at køre over det med Tomas. Ikke andet,” tænkte jeg mens jeg forsøgte at kvæle den kvalme der skvulpede rundt i min krop. Pulsen i mine ører tog til, det var som om mit hoved var pakket ind i æggebakker. Jeg kunne ikke engang høre mine egne støvler i skovbunden. Verden var lydløs.

“ÅH! dér…” hele verden vendte tilbage med chok-zoom: Bag bilen, stod en mand.

Der stod en meget grim mand bag Roveren og stirrede på mig gennem bagruden.

Jeg kunne høre igen: Brisen i skoven, fuglelyd, støvler i grus. Hjertet der slog i brystet!

Tidligt i morges, før jeg var rigtig vågen, fik jeg et Syn. Der var en lille flok sleepere på vej mod pensionatet. Måske også et par vilde shiftere, jeg kunne ikke helt skelne dem fra hinanden. Det var en af grundene til at jeg var kørt herop. Jeg stak halen mellem benene, jeg var en kujon. Jeg havde bare sagt det helt henkastet til Ragner, før jeg kørte. Som om der måske, måske ikke, var sleepere på vej. Jeg orkede ikke overvære flere kampe. Tarveligt, jeg véd det. Men siden min udrensning, kampen med dæmonen og Tomas’ indlæggelse på Rigshospitalet, havde vi haft besøg af flere og flere sleepere og vilde. Jeg trængte til en pause fra blod og bål.

Nu stod jeg så her og fattede ikke en skid. Jeg rakte langsomt hånden i vejret og hilste. Manden havde flyttet sig lidt længere frem. Han stod ved bagsmækken nu.

“Hej,” sagde jeg og lod mit sind søge efter informationer, selvom kvalmen væltede ned gennem min hals som lunken slagger.

Et lille bastant pelsdyr kværner gennem skovbunden.

“Haaah!” lydløs indånding. En jærv! Hans foretrukne dyr var en jærv. ”Se at komme ind i den bil og få hakket speederen i bund!” tænkte jeg. Han var helt klart vild. Og vilde uregistrerede shiftere arbejdede sjældent alene.

“Hallo.” Han nikkede og lagde hånden på bilen. Så bøjede han sig lidt frem og begyndte at bevæge sig mod fronten af Roveren, mens han lod sin den ene hånd glide langs med taget og ned ad forruden. Han standsede da han nåede køleren. Slap aldrig sit blik på mig.

En brise bar lugten af råd ind mellem os. Sleeperstank. Langsomt vendte jeg blikket mod skoven. Inde mellem fyrrestammernes mørke, til venstre, kunne jeg fornemme 2 ludende skikkelser. De stod og trippede nervøst. “Sleepere,” tænkte jeg. “To sleepere og én vild shifter, en jærv. Jeg er super fucked!”

Den eneste chance jeg havde var, hvis jeg på én eller anden måde, kunne lokke ham væk fra bilen. Jeg tændte for bålet i min mave, og ventede på at charmen skulle bide sig fast. Men han lod ikke til at bemærke noget. Jeg tænkte på dem derhjemme, hvor nemt Benji eller Signe ville kunne nedlægge ham, – det var en astronimisk fejl, at jeg stod her helt Palle-langt-ude-af-en-svensk-grusvej-alene. “Nu holder vi lige hovedet koldt lille A,” tænkte jeg for mig selv. “Nordpols-istappe-koldt.”

“Walk in?” sagde shifteren henne ved bilen pludselig.

Jeg sagde ikke noget. Hans mund var ikke dybt sort. Bare mørk. Han spiste helt sikkert menneskekød.

Den vilde shifter kneb øjnene let sammen. “Den unge kvinde. Er det virkelig dig?” han hviskede næsten.

Jeg trak hurtigt en tot hår om bag ørerne, sank en klump nervøsitet, men forholdt mig stadig affventende. Måske var det et trick … måske havde charmen alligevel fået bid.

Han blev stående lidt bag køleren af bilen, som om han ville beskytte sig. Som om han også var nervøs. Han lod som om han glattede den fedtede skjorte, mens han helt klodset forsøgte at vippe et postkort op og ud af brystlommen for at tjekkede det, uden at jeg så det. Han havde lys i øjnene da han så på mig igen.

“Filia,” sagde han og bøjede overkroppen op og ned et par gange som om han hilste ærbødigt på mig. “Filia,” gentog han, før han rettede sig helt op.

“Og hvem er du mon?” forsøgte jeg mig, for at spillede med på idéen om, at han vidste hvem jeg var.

“Gerard,” svarede shifteren og så henført på mig. “Tænk engang… “ fortsatte han med plirende øjne. “Så er det virkelig sandt. Må … mm… “ stammede han, mens hans blik fór mellem mig og hans venner inde i skoven. “Må… “ den stakkels fyr gik i stå igen. “Må jeg kalde på de andre?” Han brød ud i en nervøs latter og slog ud med hænderne. “Ingen af os havde forventet at møde dig personligt, og her står du pludselig. Hvad er oddsene!”

Jeg forstod det ikke. Han spillede ikke skuespil, han mente hvert et ord: Det tilbageholdte kropssprog, hans oprigtige forsøg på at joke og virke afslappet. Det var ikke til at tage fejl af. Hele hans væsen emmede af eksplosiv glæde og stolthed. Gerard følte sig virkelig heldig. Hvem fanden hende Filia end var, så var det et held, at hun lignede mig.

“Vi venter lidt med at hilse på de andre ikke?” Jeg smilede og gik frem mod Gerard. “Vi to kunne jo starte med at tale sammen, alene, nu da du var den modige.”

Han rystede ydmygt på hovedet og trykkede sig tættere ind mod Roveren.

I et nyt forsøg på at få ham væk fra bilen, rakte jeg hånden frem for at hilse på den svedglinsende mand, der sikkert var ganske pæn, når han havde fået frisk kød … og et bad. Lige nu havde han en teint af sur mælk. “Men du er da modig,” smilede jeg. “Det er kun dig der har vovet dig hen for at tjekke min bil ud.”

Gerard kom forsigtigt frem, tog min hånd og hilste kort.

“Er du lederen af denne gruppe?” spurgte jeg.

Han klemte læberne lidt sammen. Håndtrykket havde gjort noget ved ham. Han var både sulten og tørstig, det var tydeligt. Måske også syg. Det blev mere og mere tydeligt at han ikke helt kunne styre sine impulser. Han slikkede sig om munden, stak hænderne i lommen og trak på skulderen. “Leder og leder … jeg er bare… “ han så på mig igen.

Mennesket i ham ville gerne opnå noget, ved at være sammen med mig. Men dyret i ham, jærven, der lå lige under overfladen, havde lyst til at flå kødet fra mine knogler.

Min egen hud var vidst også svedig og bleg. Det eneste der holdt mig i live var hans ambition om at blive slyngveninder med Fila …

“Hvor mange er I?” skyndte jeg mig at spørge, for at få ham til at tænke på noget andet, end at sætte tænderne i mig. “- måske vil I have Roveren … mine venner kommer alligevel lige om lidt.” Det sortnede for mine øjne i et halvt sekund. ”Hallo Evigglad! Super idé at forære ham din eneste flugt mulighed,” tænkte jeg. ”Du snupper da bare den næste bus til til La-la-land. De går herfra hele tiden herfra.” Jeg blinkede og smilede så godt jeg kunne.

Gerard lo. Denne gang var det en kold, indforstået latter. “Bare rolig, vi gør dig ikke noget. Du er jo vinderkuponen. Men for Satan hvor jeg godt nok trænger til kød og de dér… “ han nikkede mod skoven. “De trænger til levende Juice.”

“Juice?”

Han undrede sig et sekund. “Prana. Livsenergi … du véd?”

“Selvfølgelig.”

“Det vrimler ikke ligefrem med mennesker heroppe nord på.” Så nikkede han anerkendende hen mod mig, “men det er vel derfor du gemmer dig her?”

“Ja. Bedst at ikke alt for mange véd hvor jeg holder til,” mumlede jeg, uden helt at fatte hvad jeg selv sagde. Jeg havde fået øje på sleeperne igen. De stod lidt uden for trægrænsen nu. Energien i min krop ramte snart kogepunktet. Jeg kunne ikke blive ved med at holde dem hen.

Åh endelig! En fugleunge hakker sig løs, den er fri af ét eller andet. ”Ad. Aaah, hvor ulækkert.” Der kommer en fugleunge op og ud under et eller andet … kommer den op af jorden? Klamt! Ah …

Synet lettede på en eller anden måde trykket inden i mig. Selvom alting stadig kørte på højeste blus, var mit hjerte lettet. Mit blik blev totalt sløret da jeg forsøgte at se på Gerrad igen. Alle mine muskler var én stor krampe. Varmen skød op gennem mine fødder. Koldsved. Jeg havde en uudholdelig trang til at komme væk. Gerard snublede et par skridt baglæns. Jeg kunne ikke selv høre det. Men fysisk føltes det som om hele min krop vibrerede med en dyb knurren. Den her situation var ved at tænde helt af, jeg håbede det var til min fordel.

“Sig til dine venner de skal sætte farten op!” kommanderede jeg med en hæs stemme.

“Hvad?” Gerard så pludselig ikke så cool ud mere.

“De skal have Prana for at overleve?” Min ben begyndte at ryste, bilen, træerne og Gerard der smøg sig rundt om bilen var som diffuse skygger på et filmlærred. “Kald på dem, jeg har masser.” Min stemme var uigenkendelig, dyb og ru.

“Kan du det?” han var helt lamslået. “Er det dét du gør nu, laver livsenergi?”

“Ja! Også dig, kom her hen! Træd væk fra bilen,” hvæsede jeg, og tænkte: ”Here goes nothing.”

Gerard piftede over mod skoven, og signalerede at de skulle begynde at løbe.

De diffuse omrids, flød sammen til en grødet masse af skygger og lys. Sleeperne og Gerard stod foran mig som børn rundt om et juletræ.

“Haah-haah-haah…” jeg kunne næsten ikke holde det ud mere. Kulde og mørke bredte sig inden i mig, som tung slagger bag en port. Sluserne skulle snart åbnes, ellers ville jeg dø. Det var jeg sikker på.

Som en stenkvinde løftede jeg armen og pegede stift på en lysning i mørket omkring mig. Mit blik var blændet af tåge og mørke. Men jeg synes, jeg kunne huske, at der var et område med grus 4-5 meter til venstre for bilen.

“DDDER!” Råbte-stammede jeg med en sprukken stemme.

Gråsorte skygger tumlede gennem tyk luft, hen til det sted jeg havde udpeget. Endelig kunne jeg slippe kontrollen.

Kapitel 2

ANA

Anées og Benji var ved at slæbe en død sleeper om bag laden.

“Hvor fanden har du været!” snerrede Anées.

“Mimer.” Råbte jeg til ham, mens jeg trillede hen over gruset i gården.

“Ej det har du bare ikke!” Ragner, der kom gående tværs over gården med en spand vand, bankede på køleren med en knyttet næve, stak en arm ind gennem det åbne bilvindue og mærkede på mit hår.

Det så vådt ud, det vidste jeg, men det var bare fedtet, virkelig fedtet. Jeg var ikke vild med at gå i bad for tiden.

“Ligner jeg én der har været i vandet!” Jeg strakte mine arme ud, og viste ham hvor beskidt jeg var.

“Du stinker.” Ragner trak hånden til sig som om mit hår var en håndfuld slimede ål.

“Hvad er der sket?”

“Vi blev angrebet. Præcis som du sagde, bortset fra de kom op gennem haven. Fy for pokker!” Han holdt sig for næsen med håndryggen. “Tag et bad! Du lugter virkelig dårligt.”

“Fuck you too.” Jeg trådte speederen i bund, kørte op foran garagerne, trak i håndbremsen og præsterende en perfekt vending, så jeg stille og roligt kunne trille ind i Roverens bås. Jeg kunne se Ragner i bakspejlet. Han stod og råbte ad mig.

“Lort!” jeg knaldede bildøren op, trådte ud og flåede det tynde plasticbetræk af, der var på både rat, gearstang og sæde. Renlige Ragner, mente at det var mere effektivt at montere plasticbetræk hver gang vi kørte nogen steder, i stedet for at desinficere, når vi kom hjem, hvis vi løb ind i en sleeper-kamp. Det var selvfølgelig rigtigt, sleeper-stank var ikke noget man skulle spøge med. Det kunne ikke vaskes ud med almindelig sæbe. Det var ren råddenskab.

Jeg var ved at få et hysterisk anfald, da jeg ikke kunne finde åbningen i den klare affaldssæk, der hang på stolpen i garagen til de inficerede betræk. “LORTE-LORTE- LORTELORT!”

Jeg trak min trøje ind mod kroppen og småløb op mod huset, som om jeg frøs helt vildt. Jeg kunne ikke rumme de andre. Ha, jeg kunne ikke engang rumme mig selv. Hvad fanden var det jeg lige havde oplevet? Det var pisseuhyggeligt. At jeg havde været oppe mod en shifter-jærv og to sleepere var én ting. Men mig selv? Hvad var det jeg havde gjort! Jeg var vågnet ved lyden af Roverens gearkasse der skreg på et højere gear, fordi jeg ræsede ned ad grusvejen i 1. gear med 60 kilometer i timen. Mine hænder var blå af kulde. Det eneste jeg kunne huske var at jeg var en stenkvinde mod 3 mørke skygger. ”STOP,” jeg lukkede hoveddøren bag mig og styrtede ned mod lejligheden. Hvad der end var sket oppe ved søen, havde jeg ikke tænkt mig at fundere alt for meget over det. Jeg havde da slet ikke tænkt mig at indvie de andre i min egen lille sleeperkamp. Jeg havde lyst til at skride fra det hele, forsvinde, spole tiden tilbage til år 1985 hvor alting var let og lige til. Tilbage til tiden, før vi blev en del af CESPI. Nej, jeg ville helt tilbage til dengang vi var Hypnotisørens børn. 1901, da jeg blev gift med Tomas, åh ja. Dengang var jeg lykkelig. Jeg ville tilbage til mig. Dengang var jeg så fuld af liv. Godt liv. Lige nu … aldrig havde jeg været så sort.

Jeg tog verdens korteste bad. Det er noget med at stå nøgen under bruseren. Jeg hader det. Ragner siger det er normalt når man har været udsat for noget meget traumatisk. Han foreslog også at jeg skulle gå i bad med tøj på, og først tage det af efterhånden som jeg vaskede mig. Men altså jeg er ikke nogen tøsedreng … jeg går i bad … det tager bare ikke mere end tre minutter. Ét når jeg ikke vasker hår. Jeg håber det går over, når først vi har … jeg er næsten sikker på at jeg får det bedre når … når han er død.

Vi havde besluttet at slå ham ihjel i morgen. Han har ligget i koma i 2 uger nu. Hele familien er under pres. Der har været en eller to sleepere på besøg hver anden eller tredje dag. Måske er vi nødt til at flytte. Ikke i dag, men det kan ske, og vi er nødt til at overveje alle muligheder. Vi kan ikke fragte Tomas som han er nu.

Han ville selv ønske at translokere, at komme tilbage i en ny stærk krop hurtigst muligt. Der er ingen der ved hvordan eller om hans krop overhovedet kan hele op, så måske er det bedst bare at slukke for alle maskinerne.

Efter 2 uger på Rigshospitalets intensivafdeling, mødte Viktor Svendsen op med en fuldmagt, og Tomas blev udskrevet i Signes varetægt. Nu er der bare en af CESPIs læger der flyver herop og tjekker ham igennem to gange i ugen. Det er nødt til at være sådan, ellers er der for mange spørgsmål.

Viktor har gjort det før, trukket i trådene, for at hjælpe os. Nu har han også gjort det for Tomas. Ingen fatter helt hvorfor, han burde hade os efter dét Anées og Tomas gjorde ved ham i Caffaells have. Men det er som om han slet ikke kan huske noget. Eller også er det fordi han mener, at vi nu skylder ham en big-time tjeneste nu. Selvom det var ham der startede. Han holdt mig skjult for familien i et halvt år, hvor jeg ufrivilligt var Seer for CESPI: Centret for Ekstra Sensorisk Investigation nede i København. Ingen af os gad at have noget med ham at gøre efter det. Men selvfølgelig var vi nødt til at tage imod al den hjælp vi kunne få.

Han stillede et fly til rådighed for os midt om natten. Lægen fra Rigshospitalet fløj med. Tomas blev installeret på det sygeværelse der ligger mellem Signe og Ragners lejlighed og køkkenet på første sal. Lægen og Signe tjekkede alle hans vitale funktioner igennem, lever, nyre, hjerte og lunger. Dobbelttjekkede de maskiner der var med fra Rigshospitalet og sammenlignede med vores egne. Det var dét. Siden har vi været hjemme – og bare ventet på at han skulle komme til bevidsthed.

Jeg har siddet time efter time oppe i det sygeværelse og stirret på ham. Nogen gange holder jeg ham i hånden. Den er varm, blød og tør. Men ikke levende, ikke rigtigt.

Signe siger alt det der New Age crap med at sjælen er i rummet, tal til ham, han kan mærke at du er her. Og jeg tror ikke en skid på det. Jeg taler kun med ham for min egen skyld, for at holde sorgen fra døren.

Jeg véd godt hvor han er. Han er i sit sorte rum, og A: Han kan ikke finde tilbage. B: han synes det er for fedt og har glemt alt om mig, og os, og Familien. C: han husker det hele og gider hverken translokere til en ny krop eller vågne i den han har, fordi det hele sucks!

Jeg skuttede mig i tæpperne, og trykkede mig længere ned i hængekøjen. Vinden brusede i trækronerne højt over mig. Min næse og mine kinder var kolde, dejligt. De andre stod og drak øl ved sleeper-bålet bag laden. Jeg gad ikke nogen af dem. Så jeg sneg mig gennem huset og ned gennem haven, uden nogen bemærkede det.

Min krop var varm. Pakket ind i trøjer, uldtæpper, sokker og varme støvler. Jeg stenede over en flue der fløj mellem mig og birketræets hvide stamme. Det havde den gjort de sidste 10 minutter, tror jeg. Bzz – stamme … bzz – hængekøjekant … bzz – stamme … bzz – hængekøjekant. Som en lille postflyver.

Måske ville jeg rejse til Nantes efter vi havde gjort det – slukket for maskinerne. Bare for at komme væk. Caffaell ville så gerne have haft mig med. Det var noget med at Rossignol måske kunne hjælpe mig. Jeg var stadig ikke mig selv, efter alt det sidste år. Og nu, dét oppe ved søen. “Åh!” jeg gispede. “Vi tænker ikke på det!” formanede jeg mig selv.

Men jeg véd ikke. Anées ville få et vulkanudbrud, hvis jeg rejste ned til Caffaell og Rossignol. Han hader ikke ligefrem Rådet. Han er bare ikke vild med dem. Men han er i det hele taget ikke vild med noget, eller nogen der er større og stærkere end ham.

Det var også lige meget. Før jeg havde ret til at gøre noget som helst, skulle jeg ha’ set på det mørke der var inden i mig. Jeg skulle finde ud af om det var mit, eller om det var alle andres angst, jeg havde suget til mig. Under alle omstændigheder, så skulle det fucking ud af mit system, så jeg kunne komme til at leve mit liv … hvad det så end gik ud på.

Billederne gentog sig igen og igen. Tomas der var tæsket til mos, hans hoved i mit skød på bådebroen. Blod og tårer. Dæmonen der kom op af vandet. Forvandlingen fra hans mandekrop til den dæmon jeg havde længtes efter at dø hos. Min … jeg kunne stadig ikke fatte det. Men min kærlighed til ham, flammede op da jeg så ham komme op af vandet. Han var afskyelig dér på broen, våd og klam, med skællet hud. Alligevel følte jeg mig forbundet med ham. Hans dødsskrig – verden der blev sort – Ragner der pludselig var hos os – Dæmonen der var væk – Ragner der gav Tomas hjertemassage.

Måske havde det været bedre hvis han var død dengang. Tomas altså. Men Ragner er sej. Han fik liv i ham og så kom ambulancen … og … bådebroen … Tomas’ hoved i mit skød … hans forslåede krop … dæmonen der kom op af vandet … mine tanker startede forfra.

“ÅH!” jeg slog øjnene op igen. Jeg var nødt til at disciplinere mig selv. Jeg måtte fokusere på virkeligheden. Jeg kunne ikke tænke det væk. Sket er sket.

“OK! Kig dig omkring Ana Banana!” tænkte jeg og hældte en spand mentalt isvand ind gennem min stakkels overvældede hjernebark. “Birkens stamme er hvid,” registrere jeg. “Grønt græs, fyldt med gule blade. Mørkegrøn lærredshængekøje, blå puder, øm ryg.” Og så får jeg øje på den igen. Fluen. Den sidder på tæppet nu. Af en eller anden grund får jeg lyst til at græde. Ikke en vræle-tuder. Bare en tuder, for at lukke noget af alt det her ud. Men jeg kan ikke. Jeg nøjes med at sukke dybt. Jeg længtes efter at elske, at blive elsket.

“Måske burde jeg gøre noget ud af mig selv, til når vi slukker for maskinen,” tænkte jeg.

Tomas smilede til mig, inde i mig. ”Ja, gør det til noget godt. Tag en kjole på … en ren én …” han lo. ”Jeg elsker at se dig i kjole.” Hans dybe mørke blik fyldte mig med fred.

Han smilede med lukket mund nu. Ét af mine yndlings, lidt frækt. “Du er her sammen med mig,” sagde han og lagde en let lukket hånd ind mod min kind.

“Jeg bliver ikke rigtig levende før du vågner,” hviskede jeg.

“Eller dør.” Han strøg mig blidt over håret. “Kys mig.”

Hængekøjen svajede, vuggede min krop frem og tilbage. Han lød længselsfuld. Jeg smilede og glædede mig. Det er enormt at elske et andet menneske så dybt som jeg elsker Tomas Seraph Brodersen og stadig føle sig ensom.

Et gult blad der drejer som rotér blade på en helikopter, dalende ned gennem træets beskyttende hulrum. Efteråret kom pludseligt i sidste uge. Birkens blade var gule og mørkegrønne. Jeg lå under en blad-stjernehimmel.

Inde under alle uldlagene har jeg stadig den sommerkjole på, jeg fandt en dag jeg lå på gulvet i lejligheden og stirrede ind i tomheden uden Tomas. Den lå i en lyserød pose der var stoppet ind under stolen.

Det er det fineste råhvide stof med små lyserøde roser rundt i halsudskæringen. Nu er den mere grå end råhvid, og der er to kaffepletter på den for oven. En brombærmarmelade og en ketchupplet midt på og forneden. Men jeg vasker den ikke. Ikke før Tomas er død.

Ikke før i morgen. Det var i forgårs Anées gav Signe et ultimatum. Vi var alle sammen samlet i køkkenet.

“Det her er ikke et hospice. Og du er forpligtet til at være jæger, ikke intensiv-sygeplejerske for den Skandinaviske familie!”

“Jeg får ham op at stå!” vedblev Signe.

“Helt ærligt, du er ved at være lidt for stolt hvis du spørger mig,” muggede Benjamin.

Signe sukkede bare og gned sig i tindingerne.

Benji der ikke var kendt for sine diplomatiske evner trak en finger hen over bordet, og kiggede ud gennem et par sammenknebne sorte Gran-øjne.

“Er det fordi du synes at du har brug for at booste sit store fede ego over for de nye jægere? Ville det være fedt når de kom, at du kunne sige: Jah jeg har sgu’ lige vækket familiens øverste jæger fra en koma! Er det…?“

Signe rykkede sig tilbage i stolen og lagde armene over kors. Hun kiggede opfordrende på Ragner som om han burde forsvare hende. Men han var som sædvanlig en stor fed Oreo: Éns på begge sider med en sød hvid creme i midten.

“Der er fordele og ulemper … ved alt.” Han spidsede munden og så indgående på Benjamin. “Vågner han og er stærk som før … jah, så er dét jo godt. Men hvis ikke…” han så ærgerligt på Signe. “Jamen skat, så er det nok bedst, og i det lange løb en god idé, at slukke for apparaterne, og håbe at han … dør fredfyldt, og snart vender tilbage, stærk og vitaliseret i en ny krop.”

Anées så på mig, som om jeg skulle have en mening om det. Jeg tænkte på Daeg der snart kom hjem for at overtage Tomas’ plads som øverste jæger. “Jeg må indrømme at jeg har det ligesom Benjamin faktisk.” Jeg trak på skuldrene, og så på Anées. “Han ville også selv sige, at han skulle sendes i transit … Ej du bestemmer, jeg ved det ikke.”

Pludselig sagde Signe, “ok giv mit to dage mere, hvis han ikke er tilbage inden da, slukker vi.”

Anées bankede knoerne i bordet. “Ok to dage mere.” Som om hun lige havde vundet en auktion.

Jeg satte mig op med et ryk og kiggede ud over hængekøjens kant. Der var ikke nogen. Så lagde jeg mig ned igen.

“Duk, duk!” nogen råbte i den anden ende af haven. Fluen der fløj mellem mig og den hvide stamme var væk. “Duk, duk, duk, duk.” Jeg kom langsomt op på albuerne.

“Aaaannnaaa!” Benji stod og kiggede ud over haven, han kunne ikke se mig. Tusmørket slørede alle former. Jeg rejste mig og strakte tavst en arm i vejret. Han så mig og pegede op mod glaspartiet på første salen. Pensionatet lyste op som et rumskib midt i skoven. Signe stod med en seddel og bankede på ruden. “Duk, duk, duk!” Da hun fik øje på mig, pegede hun på sedlen. HAN ER VÅGEN! stod der på den.

Jeg løb 5-10 skridt, mens jeg slyngede tæpperne af mig. Så standsede jeg og hev først den ene gummistøvle af, løb 2-3 skridt mere før jeg hev den anden af. Så løb jeg, i tykke uldsokker, for fuld skrald op mod huset, gennem det våde græs. Da jeg løb hen over terrassen, hørte Benji sige: ”pas nu på ham,” mens jeg klemte mig ind gennem den store skydedør der næsten var lukket til.

“Har du set ham?” spurgte jeg, uden at vente på svar. Bare synet af hans glade fjæs irriterede mig. Jeg ville have at det var mig, og kun mig! Tomas så først. Ok, og Signe, der har passet og plejet ham, men mest mig.

Våde svuppe-sokker på trægulvet. “Skuuii!” jeg skred, men fandt hurtigt balancen igen. Jeg løb gennem huset som en stivbenet klovn der lige var blevet kastet af en karrusel. Jeg trak mit hår tilbage i en hestehale og strammede den elastik jeg havde om håndledet to gange rundt om den. Entréen – trappen. Jeg greb fat i gelænderet og trak mig selv op to trin af gangen. Drejede af ved køkkenet, og løb hen af gangen mod sygeværelset. Signe der allerede havde åbnet døren på klem, stod mellem mig og ham. Manden i mit liv.

“Slap af.” Hun stod stor og tung i døren, som en hvid marmorkvinde af bedreviden. Hendes lysende brune øjne slog mit pulsslag ned. “Han er svag. Ringen blussede kort op og er blevet lidt mere klar. Som forventet efter han er kommet til bevidsthed.”

Jeg pustede. Krængede kæmpe-cardiganen af. Glattede min kjole. Fokuserede før jeg så op på Signe. ”Jeg er rolig nu.”

Hun trak den et kvart sekund for langt tid, med sin jeg-er-lægen-og-jeg-bestemmer-her-på-hospitalet-attitude.

“Som om!” sagde jeg bare, skubbede til døren, dykkede under hendes arm, og marchere ind i rummet.

Hans øjne var lukkede. Øjenlågene var blanke og mørke. Han havde stadig iltslangen i næsen, drop og blodtryks måler på. De grågrønne maskiner bippede med små lyde og takkede linjer. Det hele sejlede. Men så … dér midt mellem slanger og plastic, så jeg hans åbne øjne. Han smilede. Løftede en finger fra underlaget. En tåre trak en streg fra hans øje til hans øre.

Jeg bøjede mig ned for at kysse ham, tøvede pludselig og så på ham. “Kan jeg…?”

Han trak svagt i min hånd der hvilede på sengen ved siden af hans og nikkede. Jeg smilde, bøjede mig ned og kyssede ham.

KAPITEL 3

CAFFAELL

Caffaell lod fingrene følge den rå mur. Château des ducs de Bretagne. Slottet i Nantes hvor hun havde tilbragt det meste af sin ungdom.

Nu var det fyldt med turister. Guidede ture, voksne med nysgerrige blikke, og børn der kedede sig bravt. Det meste af slottet var museum i dag. Men De Ældste, Nattergalene, De Sorte Fugle – som nogen også kaldte dem – Rossignol – det råd der regerede alle registrerede walk ins – havde fortsat en del af slottet til deres rådighed.

Det var stadig tidligt. Turisterne ville ikke indtage slottets gange før om nogle timer. Caffaell havde fundet indgangen til den ældste del af slottet. En indgang der førte hende ned til de store katakombere. For 300 år siden, ville hun have taget en af faklerne på væggen med videre ind gennem de mørke gange. Men i dag var falklerne rekvisitter. I stedet var der monteret små lamper, der kastede et dæmpet gult lys op under loftet. Rundt omkring var der indlagt diskrete skilte og vejledninger, til turisterne. Men det betød ikke noget for hende. Stedet var stadig det samme. Muren der havde båret denne, ældste del af slottet, siden 1200 tallet, var fyldt med historie. Tidens tunger talte til hendes fingerspidser. Hun trak hånden til sig et øjeblik, og trak den tykke ceremonielle kappe tættere ind omkring kroppen. Det var koldt, og hun følte sig bange.

Hun var først ankommet sent i går eftermiddag, efter at have brugt nogle dage i Paris på at pakke de ting hun ville have med fra lejligheden dér.

Da hun hjemme i København havde fået at vide, at Rossignol var rykket til Slottet i Nantes, var hun blevet kold som is. Med ét vidste hun at hendes syn havde været sandt. Ana der var blevet besat af et dybt mørke i Finland, dæmonen der havde overtaget hende. Caffaell forbandt det i første omgang ikke med dét hun vidste nu. Men da en af Rådets ældste, en gammel veninde, Hettie, havde kontaktet hende for at fortælle at Rossignol var nødsaget til at forlade Paris på grund af trusler fra de unge Jaguarer, faldt det hele pludselig på plads for hende. Det passede så uhyggeligt godt sammen med det syn, Caffaell havde haft mange, mange år tidligere.

Sent i nat var indvielsesceremonien gået i gang, og tidligt i morges var hun endelig blevet indsat i Rådet. Det var Madeline selv, der havde udført seancen.

Det var en uforglemmelig oplevelse. Siden Caffaell var barn, havde hun drømt om en nat som denne. Selvom det nu var Madeline der regerede, følte hun sig ligeså stolt og glad som hun ville have gjort, hvis det var den regent hun var vokset op under – Augustine, Madelines bror, der havde forestået indvielsen. Det var som om, det var hendes skæbne at stå dér den nat, sammen med de mennesker som hun både frygtede og elskede.

Hun havde glemt hvor sød, den buldrende fornemmelse af fuldkommen lykke, føltes når den løb gennem kroppen. Det var en ekstatisk oplevelse. Den åbne skyfri himmel, brisen i træerne, jorden under hendes bare fødder, ilden og vandet. Elementerne havde opført sig eksemplarisk. Ceremonien kunne ikke have fået en smukkere indramning. Vinen der skulle drikkes af kalken: symbolet på den evige ungdoms kilde. Kødet der skulle spises råt: symbolet på kroppens forgængelighed. Røgelsen der brændte i karrene: symbolet på ånden, den evige sjæl. Caffaell havde været lige ved at bryde ud i en komplet upassende latter. Fuldmånen, der stadig hang hvid og kold på morgenhimmelen, mens solen stod op i et væld af farver i horisonten og gav dagen varme og lys. Nat og dag på samme tid. Det var alt sammen, alt for fuldendt. Hun følte sig næsten for heldig. Som om perfektionen havde været et ondt varsel.

Det havde været en stor begivenhed i hendes liv. Hvis ikke dén største. Den mest vidunderlige og den mest ensomme. Alt hvad hun havde drømt om og stræbt efter hele sit liv, var gået i opfyldelse, da hun ofrede sit blod og lod det løbe ned på den ældgamle sten. Her havde flere generationer af walk ins viet deres liv til helheden. Universets mystik. Nu var – en ikke adelig – trådt ind i Rådet på lige fod med de adelige. Det havde været hendes håb, og hendes drøm, at det en dag skulle blive til virkelighed. Men, at det var hende selv der var blevet inviteret, var ubegribeligt.

Det var det vigtigste tidspunkt i hendes liv, og ingen af dem hun elskede, havde været der til at dele glæden med hende.

Ikke engang Abdal, hendes far, som hun skulle overtage pladsen fra, havde været hos hende. Han havde meddelt Porter, at han ikke ønskede at deltage. Sådan en aften ville være for anstrengende for ham.

Caffaell havde forsøgt at finde ham på hans gamle adresse i Paris. Hun havde endda en nøgle, men lejligheden var tom. Ryddet.

Selvom hun havde været alene, gav det hende stadig en ukendt tilfredsstillelse at se på den guldrandede invitation for hendes indvielse, der var blevet sendt til de officielle gæster.

Bogstaverne var præget i en mørk vinrød på det cremefarvede papir med Rossignols segl: En undseelige lille nattergal på en kvist, syngende sin pris til livet mod en hvid måne med en krans af guld. Næppe det man forbandt med Rossignol, nu om stunder. Ikke desto mindre var det indlagt som et smukt præg i det cremefarvede papir. En brusende fornemmelse flød igennem hende da hun så sit eget navn: Caffaell Hadi Seraph. Sjovt som det fik hende til at føle sig hjemme at stå på listen over de kongelige navne.

Hun var ikke helt klar over hvad det var hun skulle her. Hun havde bare en meget stærk fornemmelse af, at det var vigtigt, at hun tog imod invitationen.

Der var 7 pladser i Rådet. Og denne ene plads var kun ledig fordi Abdal, var ude af stand til at varetage sine pligter som rådsmedlem. Hun gøs. Hvis bare hun ikke var blevet i tvivl om Anées holdning til rådet. Hun havde håbet at hun kunne have vundet hans sympati i køkkenet den sidste morgen inden hun rejste. Men han havde været så forbandet indædt og ville slet ikke lytte. Han var så vred og selvoptaget at selv hvis hun havde forklaret, hvis hun havde fortalt ham om sin idé, ville han have misforstået hendes plan med Ana, CESPI og Viktor Svendsen. Hun kunne ikke gøre andet end at fortsætte med planen uden opbakning fra familien. ”Ha,” hun fnøs af sig selv. Den plan som hun ikke kendte mere end et sekund af gangen. Det var som om den formede sig under hendes fødder for hvert skridt hun tog. Hvordan skulle hun nogensinde have fået Anées til at støtte sig, efter dét hun havde gjort mod Ana, mod familien. Endnu et træk der opstod mens det skete. Her tag Ana i pant for at jeg får en plads i Rådet. Ikke desto mindre var det et perfekt træk, og nu … nu føltes det som om der var én brik mere der faldt på plads i den store mosaik hun stod midt i. Om lidt, ville hun kunne ane konturerne på spille pladen, snart ville hendes følelser fortælle hende hvad det var for et spil hun var kommet for at spille … med eller mod Rossignol.

Forsigtigt åbnede hun den tykke kappe igen, og rakte hånden frem mod muren i den mørke gang. For 300 år siden da hun havde været så tryg her – Dengang de gamle fugle, var hendes familie. – Dengang hun var alles vidunderbarn, lod hun også sine fingre løbe på selvsamme mur som nu. – Dengang var hendes fingre slankere, mørkere og stærkere. – Dengang var muren varm og venlig. Nu var den klam og kold.

Det havde alt sammen forekommet hende som en ond drøm. Det var et Syn der havde været for uforståeligt. Det hun havde Set var pakket ind som en kugle af billeder. Billeder hun ikke helt forstod at tyde. Men i dag, hundreder år senere, stod det hende helt klart: Kvinderne i kjoler og dragter syet i uvante former. Nogle geometriske, andre flagrende og bløde. Sorte dragter. Kroppe der var skulptureret til perfektion. Guld, sølv og ædelstene var skudt ind igennem deres hud, som udsmykning. Rundt omkring diamant-besatte tænder der glitrede i lyset. Dengang gav det ingen mening. Først havde hun troet at det var væsner fra det ydre rum, på grund af det underlige tøj: Flagrende stoffer af så lette og fine materialer, at hun aldrig havde set noget lignende. Kraftig mat Silke eller lærred … – et eller andet råstof hun ikke kendte til, der var både stærkt og let. Det var et syn ingen, dengang, kunne forestille sig skulle blive sandt.

Men det var jo ganske almindeligt i dag. Selve Rådet, de menige walk ins, og menneskene der arbejdede omkring Rossignol, havde altid flirtet med de sidste trends inden for moden. De nød denne form for exhibitionisme.

Caffaell så ikke sin egen hånd på muren nu. Men den unge, med de slanke hvide fingre der begyndte at sitre. Hun huskede hvordan det havde været at se ud af sine unge uerfarne øjne: Fingerspidserne der blev våde af vand, selvom muren var varm og tør. Hånden der blev grov, mørk og buttet.

Det var den hånd hun havde nu, hun havde set. Igen begyndte Caffaells hånd at ryste. Muren blev koldere og koldere jo længere hun nåede ind under slottets gamle mure. Kulden bed i fingrene.

Caffaell begyndte at græde, ligesom muren græd hendes gamle erfarne øjne også kolde tåre. Hun græd ikke for sig selv eller for sin søn Tomas. Ikke for familien eller Ana, som hun havde fundet her i Nantes, sammen med Tomas da de boede ude under broerne. Hun græd, for en tid der var forbi. Og den nye tid der skulle komme. Hun græd, for kampen der er uundgåelig når tiderne skifter. Hun græd, for alle dem som skulle dø. Hun græd, for al den smerte som samlede sig under hende. Hun græd, fordi hun vidste at hendes syn havde været klart og rent … også den sidste del. Eksperimentet. Den del, der havde fået hendes unge selv til at skrige af smerte. Hun kunne høre skriget endnu, mellem stenene, i muren, -hang det som et 300 år gammelt sørgeslør.

“Så Caffie!” Caffaell tog en hurtig-hidsig indånding gennem næsen og pustede så langsomt og kontrolleret ud, som hendes temperament tillod hende. “Det er nu det sker. Det du har frygtet og ventet. Det er dit nu, nu.”

Hun tørrede de kolde tårer væk fra kinderne. Men pludselig måtte hun alligevel slå en hånd for munden og klemme til. Hun ville ikke skrige denne gang. Denne gang ville hun kæmpe. Hun forsøgte at slappe af i ansigtet der var hårdt og hævngerrigt. Koldsveden løb ned ad hendes ryg. Hånden på muren, fingrene der prikkede af kulde, neglene der borede sig ind mellem stenene. “De sssataner!” Stemmen skar i stilheden, men blev hurtigt kvalt i et lommetørklæde.

Hele tiden havde hun håbet på, at det bare var et mareridt, at det ikke var sandt – at hendes unge Jeg, havde været forvirret og træt, at hun var kommet til at blande sin personlige historie med angst og frygt for fremtiden. Men muren under slottet i Nantes fortalte en anden historie. Den fortalte den historie den altid havde fortalt. Ondskaben findes. Ikke bare led bedreviden, pengegriskhed, hævn og magtbegær. Men ondskab i sin reneste form. Et dødeligt sort mørke, der ikke hungre efter noget, kun mere mørke. En kollektiv bevidsthed der arbejdede gennem flere individer samtidigt. Den hang den som giftstof i luften og blæste støvkorn af ondskab ind i dem der var sårbare og dem som ville lytte.

Kapitel 4

ANA

2. Dag – Tomas var vågen – Yay!

Jeg kyssede ham på panden, og satte en tallerken med udskåret frugt på bordet. “Jeg har lidt med til dig.”

Han smilede, og tog en bid af et æble. Der løb et par tårer ned af min ene kind. Det var ikke fordi jeg begyndte at græde, jeg blev bare så rørt nogen gange, over de simpleste ting. Det var skørt, det vidste jeg godt. Denne gang var det af at se ham spise, af at se hans ansigt bevæge sig. Han sagde stadig næsten ingenting. Men det var ok, han var vågen og han var snart rask.

Han rakte ud og tørrede tårerne væk med bagsiden af en finger. “Søde lille du.”

Jeg klemte hans hånd ind mod min kind. Min mund begyndte at bæve, jeg skyndte mig at kysse de smukke floder i hans håndflade, før jeg begravede mit ansigt i hans dyne.

3. Dag – Tomas er vågen – Yay!

Vi begyndte at tale sammen. Korte sætninger.

“Jeg elsker dig.”

“Jeg elsker også dig.”

“Du er ok?”

“Ja.”

Hans ring havde næsten ingen farve. Den var praktisktalt gennemsigtig. Nogle rygter sagde at det var fedt – at det betød at han var kommet til næste level. Anées sagde at nyfødte walk ins ringe er neutrale, Tomas’ ring ville bliv stærkere med tiden. Men altså, jah, det vidste ikke rigtig om jeg troede på det.

4. Dag – Tomas er vågen – Yay!

Lægen fra Rigshospitalet havde været her. Alle vitale organer fungerede fint. Tomas skulle kun blive i sengen én, måske to uger mere.

Sygeværelset var hyggeligt. Signe var god til det med hygge. Grønne gardiner, friske blomster, en lænestol og et lille bord til en kaffekop. Jeg havde været nede i byen for at hente nogle blade, så jeg sad og læste til lyden af hans sovende hjerte. Så hørte jeg hans hoved dreje sig på puden. Jeg kiggede op. Han blinkede tungt.

Jeg tog hans hånd. “Du er snart rask.”

“Ja.” Sagde han uden at se på mig. Hvilket var fedt, for min underlæbe rystede lidt igen. Jeg fangede en tåre i ærmet, mens Tomas holdt øje med nogle store Råger der hang i vinden over træerne. Han virkede ked af det.

Jeg krøb op i sengen til ham. Han lagde armen om mig, jeg hvilede hovedet på puden.

4. nat – Tomas er vågen – Yay!

Jeg tænker tit på hvordan det mon er, at have sådan en stor krop, som min lille krop, kunne putte sig ind til.

Her på det sidste var jeg begyndt, at tænke tilbage på hvornår han holdt han op med at være en anden, og hvornår blev han så stor en del af mig, at jeg følte vi var ét?

5. dag – Tomas er vågen – Yay!

Tomas trak mit hår væk fra mine øjne og forsøgte at få det til at sidde bag mit venstre øre. Det var en leg han havde leget i hundrede år. Det var ikke lykkes endnu.

Han sad op i sengen, jeg lå i hans favn. Han bøjede nakken og kyssede mig på håret. Jeg vendte mig og så på ham. Der var liv i hans øjne, han smilede og kyssede mit øjenbryn. Det er dejligere end alt: Softice og karamel, varmt badekar med bobler af rose og lime, bedre end Hud … hele min krop var totalt afslappet og fuldstændig vågen. Det kildrede.

“Der var nogen der råbte i nat?”

“Det var bare en vild,” sagde jeg i et roligt tonefald. Jeg ville ikke have han skulle bekymre sig. “Benji så hende sidde i en bil nede i byen. Ham og Ragner tog sig af det.”

Tomas sukkede.

“Så længe det er et lokalt problem, så kan vi sagtens styre det.” Jeg så på ham og trak en finger hen over hans kæbe. “Daeg kommer på fredag. Har jeg sagt det?”

“Mmm…”

6. dag – Tomas er vågen – Yay!

Jeg løftede forsigtigt dynen og så på hans arrede bryst. Han var lang tid om at hele efter kampen med dæmonen. Vi heler normalt ret hurtigt, så det var lidt usædvanligt.

“Du ser sød ud når du gør det dér.” Hviskede Tomas, og trak en finger hen over min underlæbe.

“Tomas, hvor meget husker du af kampen?”

Han slog blikket ned. “Jeg husker ikke ret langt tilbage.” Hans stemme var frygtelig sårbar.

Jeg skyndte mig at kysse ham på kinden. “Bare glem det.”

Han smilede træt. “Det bliver dejligt at komme ned i lejligheden igen.”

Det gibbede i hele min krop. “Signe har sagt ok?”

Han kyssede mig inderligt til svar. “Lægen ringede. Prøverne var fine. Jeg bliver koblet ud af det her i morgen tidlig.”

11 dage efter – Tomas er vågen – ikke så meget Yay!

Tomas var i bad. Jeg stod og stirrede ud af soveværelsesvinduet. “Jeg skal ha’ gjort rent,” tænkte jeg og fejede 7 døde fluer, der lå i vindueskarmen, ned i min hånd.

Det var dejligt endelig, at sove ved siden af ham en hel nat. Det var dejligt at se hans smukke ansigt så snart jeg slog øjnene op. Det var ubeskriveligt at mærke hans kærlighed til mig. Jeg var uendeligt taknemmelig. Jeg kunne ikke vente til jeg skulle høre ham le. Til jeg skulle se ham lege i haven med de andre.

Men jeg kedede mig også lidt. Jeg ønskede så inderligt, at han snart havde lyst til sex. Min krop skreg på at mærke ham give sig helt hen til mig igen. Det var ulideligt lang tid siden vi havde været sammen. Over et år faktisk.

“Hvor er Signe.” Tomas stod dryppende våd i døren til soveværelset, han havde kun et håndklæde om lænden. Han var ved at tørre sit hår, de lange muskler i hans overarm rullede under huden.

“Lige hvad jeg ønskede mig, Tomas uden tøj på,” tænkte jeg. “Bortset fra den der hundehvalpe-stemme: – hvor er Siiigne!”

Men i stedet sagde jeg bare: “det her har virkelig skabt et stærkt bånd mellem jer.” – Selv hundehvalp!

“Ja!”

Jeg rystede let på hovedet af mig selv. “Det er helt forståeligt, selvfølgelig. Jeg er bare glad for at hun hjælper dig så meget. Men hun kan jo ikke sove mellem os, vel skat.”

“Nej.” Han smilte kort, mens han tørrede sig over sine perfekte skuldre, over- og underarme … og hænder … som rigtig gerne snart måtte flå tøjet af mig.

Jeg rullede med øjnene af mig selv. “Jægerne kommer jo snart T. Hun har smadder travlt. De rejser vidst fra Frankrig i dag eller i morgen. Festerne efter knæfaldet for Rossignol er ved at ebbe ud.”

“Måske er det derfor hun er så god ved mig.” Sagde han og trak et par boksere på … oppe under håndklædet.

“Jees! Er han nu også blevet blufærdig!” tænkte jeg, men lo i stedet. “ha, ha, ja!” Jeg lo igen. “Som om hun kunne heale dig så meget, at Daeg ikke behøvede overtage pladsen som øverste jæger.”

“Hey!” Han trak en T-shirt ned over hovedet i langsomme seje bevægelser og fandt et par jeans i skuffen. “Det er da ok. Det går jo ikke med mig, som det er lige nu… “

Han så ikke det dræberblik jeg sendte ham, for han trak mig ind i et favntag og da han så begyndte at kysse min nakke blussede håbet om sex op i mig igen.

Han dumpede ned på sengen, jeg lagde mig halvt ind over ham, kyssede ham og førte en hånd op under hans T-shirt.

“Aaah… “ Han ømmede sig.

“Du var lidt for hurtig til at få alt det tøj på.” Jeg kyssede ham lige over bukselinningen.

Han skubbede mit hoved væk, lagde en hånd omkring min nakke og trak mig ind i et langt kys. Alt i mig, åbnede jeg i et kæmpe JA. Men så duttede han mig på næsen og sagde. “Nåe det synes du.” Og så skiftede han totalt emne. “De nye jægere … skal de sove i gæsteværelserne i den anden ende af kælderen?”

“Ja,” jeg væltede om på sengen og faldt ind i kedelig-forstående-kæreste-rollen igen. ”Men Anées og Ragner er ved at bygge et vagtrum, eller hvad man skal kalde det, ovre i den gamle lade.”

“Cool.” Tomas strakte armene op over hovedet og lukkede øjnene. “Jeg kan ikke engang klare et bad uden at blive udmattet,” sukkede han, lukkede øjnene og nikkede tilfreds. “Babes sorry. Jeg er sådan en træt ting.” Så lavede han trut mund, for at jeg skulle kysse ham, inden han for tredje gang den dag, tog sig en lur.

Men det var ok. Jeg elsker ham. Han er stadig min Tomas. Skør og skæv. Smuk og dejlig.

Kapitel 5

BENJAMIN

Da Benji kom ned i den gamle lade, stod Anées og slog søm i en bræddevæg med en sømpistol og Ragner var i gang på den anden side med en almindelig hammer. Benji stillede den lap top han havde under armen på arbejdsbordet og åbnede den. “Tror I vi kunne bygge sådan en afdækning her til nogle interimistiske sovepladser og et ekstra bad?” sagde han og viste dem en tegning han havde lavet.

“Hvorfor?” spurgte Ragner, der selv brugte det udendørs bad der var bag huset, året rundt. “De har bade i gæsteværelserne.”

“Jeg har lige fået en liste…” Benji løftede det ene øjenbryn. “Det viser sig at sådan en flok jægere, uddannet på Rossignols Jæger Akademi under Den Kongelige Garde, gerne ser at der er adgang til bad og toilet i forbindelse med vagtskifte.”

Anées hvilede sømpistolen på kanten af arbejdsbordet. “De opfører sig som Rockstjerner.”

Benji nikkede, “Signe siger, at det er nogle af de skarpeste jægere i Europa. De udfører vidst opgaver over hele verden… “

“Toilet?” Ragner lo og lavede en udstrækning med armen foldet hen over sit brede bryst. “Kan de ikke gå de 20 meter op gennem gårdspladsen, for at droppe det brune anker?”

Anées virrede med hovedet i væmmelse, ”jeg véd jeg har spurgt. Men du er sikker på at ingen af dem er ansat af nogen i Rådet? Jeg har ikke brug for at én af dem lækker følsomme informationer til en departementschef eller… “

Benji holdt en hånd op for at få ham til at stoppe. ”Rolig Gamle. De er tjekket. Ikke engang Rådets hemmelige tjeneste… “

Ragner tabte kæben, ”har du hacket den inderste cirkel, har du set hvem der er jægere for rådsmedlemmerne?”

Benji slog blikket ned. ”Nej, det er forbudt Ragner, meget.”

Ragner kiggede fra Anées til Benji og så fra Benji til Anées.

Benji tappede et par gange på sin computer, “De beder også om en massagebænk og rekreations-faciliteter.”

Med ét gav Ragner sig til at skraldgrine, “Massagebænk! … ha, ha, ha … ha … Aaaahhh ha, ha, ha … hvad vil de ha’ badedyr og jacuzzi!”

Anées gav sig også til at le, “ja, ja, vi må følge med tiderne. De kan få min gamle chaiselong herud, den står vidst stadig i en af garagerne? ” Han smilede til Ragner. “Så er der både massagebænk og rekreative faciliteter, ha, ha – men toilet, det når vi ikke.”

“- Og hvad med badet…? “ spurgte Benjamin.

“Ja, ja.” Ragner kiggede mistænksomt på Benji. “Apropos bad…”

Benjamin kiggede på både Anées og Ragner. “Det er ikke mig der lugter af frikadeller. Det er en af jer der stinker. Jeg sidder bare og læser mails og beregner afstande for sleeper-forekomster… “

“Den lugt var her altså ikke før du kom!” Afbrød Anées.

“Ok, I vil have jeres mandehørm i fred, det skal I få!” Benji klappede computeren sammen igen og begyndte at gå.

Anées kiggede på Ragner, der nikkede. “Benji … print det lige ud … den tegning dér…”

Benji vendte sig og trak let på den ene skulder. “Ja, jeg tænkte … det er jo ikke så meget. Nærmest bare det samme aflukke som omme bagved. Vandet kan nemt trækkes fra den gamle stald… “

“Vi ser på det,” afbrød Ragner og snusede til sin armhule, kiggede over på Anées og spilede øjnene op. Benjamin rystede på hovedet af ham og gik.

“JAARRGH!” Han nåede kun om på den anden side, af det der på et tidspunkt skulle blive til en dør, da en bred hånd greb ham om halsen og tryggede ham ind mod væggen, i et jerngreb.

Anées hørte bumpet på den anden side af trævæggen. “Benji?” råbte han, men fik ikke noget svar.

“Han er lidt sensitiv … ” sagde Ragner og vippede med hånden. “Du véd, Daeg der kommer i morgen, og sådan.” Så startede han en stiksav, der sendte en øredøvende larm ud over de svenske skove.

På den anden side af væggen var Benji lige ved at blive kvalt. Laptoppen lå i gruset. Han kunne hverken råbe eller bevæge sig. De to sleepere, der havde stået og ventet på ham, var sindssyg stærke. Ovre fra skoven kom Signe spurtende hen over gården efter en vild shifter. Bag hende kom endnu en sleeper.

Benji tværede den ene, en radmager sleepers ansigt, bagud. Samtidig strakte han armen frem mod et bræt der var efterladt uden for laden, i et forgæves forsøg på, at få det til at hæve sig fra jorden. Men brættet vibrerede kun svagt. Det var tilsyneladende to lystfiskere. Sleeperne havde i hvertfald både hat og veste på, der passede beskrivelsen. Han fik et chok da den den anden sleeper tog fat i ham, tvang hans hoved til den ene side og begyndte at sutte sultent på hans hals.

Benji råbte, men ingen hørte ham. Sleeperens varme tunge og de suttende begærlige læber mod hans hals var noget af det klammeste han nogen sinde havde været udsat for. Hele hans krop skælvede af afsky. Den magre sleeper begyndte at ryste af anstrengelse, han strakte hals for også at komme til at suge på ham. Benjamin spruttede og forsøgte endnu engang at sende et træk afsted mod brættet, der nu begyndte at svæve. Hvis bare han kunne fokusere to sekunder mere, så ville han have det i hånden. Stiksavens bidende hyl, sang i hans ører.

Signe tumlede rundt i gruset i gården. Shifteren fik et spark i ansigtet, før han kunne nå at kaste sig over hende. Så gav hun ham ét til slag af en knyttet næve, og han var færdig.

Benji sendte en sidste fokuseret tanke afsted til rummet mellem hans hånd og brættet. “Duk!” så lå det i hans hånd. “BAK!” Benji knaldede den ene, ham der suttede på hans hals, en ordentlig én i nyren.

“Aruuff!” Sleeperen trak sig sammen. Men den anden slap ikke grebet om hans hals. I stedet pressede han Benjis hånd ind mod væggen.

Benji forsøgte at kalde på Ragner, men stiksaven overdøvede alt. Signe var koncentreret om den tredje sleeper, der nu var nået frem til hende. En kvinde på 30, en lille birk.

Den magre sleeper knaldede Benjis arm ind mod trævæggen en gang til, så han tabte brættet. Benji hakkede knæet op i skridtet på sleeperen, der knækkede sammen. Men det gav ham kun en kort set back, og gjorde ham endnu mere rasende.

Begge sleppere havde fået overmandet Benji. Han kæmpede klodset, indædt og koncentreret. Hele situationene forekom ham latterlig. Det var to sleepere der var ved at banke al selvtilliden ud af ham. Som to bumsede drenge i skolegården, trykkede de ham ned i gruset så han ikke kunne komme fri. Højre arm var vredet om og under ryggen. Den ene sleeper sad over skrævs på hans ben og var i færd med at løfte op i hans T-shirt, for at sutte ham på maven. Den anden holdt hans venstre arm nede i gruset med sit knæ mens han holdt Benjis hals i kvælertag og direkte forsøgte at kysse ham. De suttende læber mod hans mave, og den magre sleepers mund der nu sluttede sig helt tæt om hans – Benji var ude af sig selv af vrede og afsky. Hele kroppen snurrede af de to munde der sugede på ham. Han søgte panisk efter hjælp og fik øje på Signe der gav kvinden et heftigt slag i maven, længere inde i gården. Stiksaven holdt op med at larme, men kun et sekund, så kørte den for fuld drøn igen. Han var alene.

Endlig fik han slidt sit hoved fri af dødskysset. Han vidste ikke hvor han fik kræfterne fra men på en eller anden måde fik han også vredet sin krop rundt og begyndte at kravle væk. Men det var som om de to sleepere kæmpede for deres liv. Med febrilske hårde bevægelser fik det fat i ham igen og holdt ham fast, vendte ham rundt, og begyndte igen at trække hans i hans tøj for at komme ind til den bare varme hud. Stiksaven holdt op med at larme igen.

“Fuuuck!” Benji skreg af sine lungers fulde kraft. Hans stemme var hæs og forvrænget efter kvælertaget. Ud af sin øjenkrog så han, et halvt sekund, Ragner stå med fire søm i munden og en hammer i hånden på sin højre side.

“PUK!” Den ene sleeper fik en sømpistol for tindingen og et 7 tommer søm skudt ind i gennem hjernen, fra den venstre side. Det var Anées. Den magre sleeper fik ét sekund senere et søm tværs gennem halsen. Blodet fossede ned over Benji.

“Argh!” han skubbede og krabbede sig ud under den døde sleeper der lå med blå læber og åben mund oven på ham. “Fy for satan! Fy for satan! Føj for helvede … fucking klamt… “ han blev ved med at trække en hånd ned over halsen, dér hvor det varme blod havde ramt ham. Løftede op i trøjen og mærkede efter om der var gået hul på maveskindet, for det havde føltes sådan. Men der var bare et stort blåt mærke. ”Fy for helvede. Fy for helvede,” gentog han mens han tog i mod den hånd Ragner rakte frem og hjalp ham op at stå. “Er du ok?” spurgte han, stadig med søm i munden. “Ska’ mvi ha’ pfat i Signe?”

Benji pegede op langs med laden.

Signe havde den lille kvinde på knæ i gruset. De var i tavs indædt kamp. Sleeperen afgav et halvkvalt skrig, da hun greb fat om hendes hoved med begge hænder, vippede det bagud og nikkede hende en skalle der flækkede hendes næse. Signe, der var forpustet, spyttede blod ud af munden og tørrede sig hen over panden. Så gik hun en halvt skridt bagud, saksende kvinden med et spark der knækkede halsen på hende.

“What the fuck!” hviskede Benji med en rusten stemme da Signe kom hen til dem.

“Ja det må du sgu’ nok sige.” Svarede Signe og trak hånden hen over munden for at tjekke for blod, så spyttede hun igen, og tog sig til kæben. “Den lille bitch kunne sku’ sparke fra sig.”

“Hvor kom de fra?” Spurgte Ragner.

Signe pegede bagud med tomlen, “flypladsen.” Så smilede hun. “I det mindste har vi en flyver mere.”

”Hvad for én,” spurgte Benji.

”Bare en lille snoldet Cessna.”

“Hvor mange er vi oppe på?” Spurgte Anées. Da ingen svarede tilføjede han, “altså sleepere … omkring pensionatet?”

Benji der stod og strakte de ømme muskler i halsen, holdt først 10 og så 2 fingre op.

Anées nikkede, ”12, ok.”

Ragner rystede på hovedet, ”de er stærkere end de første. Dem Tomas og mig nedlagde ved hytten, var lette på en måde. Der var ingen kamp i dem.”

“Ja,” sagde Benji, “de nye virker underligt stærke, men stadig zombie agtige. Virkelig heftige, meget målrettede.” Han kiggede på sine fingerspidser der var røde af blod. Så tørrede han sig endnu engang om munden med T-shirtens ærme. ”Jeg er ikke blå om munden vel?”

Anées rystede på hovedet.

“De vilde shiftere er sgu’ heller ikke bange af sig.” mumlede han så og spyttede en ekstra gang i gruset.

“Er der nogen der bakker dem op? – ellers ville de aldrig… “

Anées afbrød Ragner, “ja, Benji! Det er dit job, at finde ud af hvor dén forbindelse er.”

“Hvordan fuck vil du ha jeg skal finde ud af det? Der er ingen der aner hvad der sker! De vilde er vilde fordi de ikke er registrerede i Rossignols register! Sleepere er sleepere. Ingen har set så mange i hundrede år.” Benji begyndte at hoste. Han følte sig let i hovedet, som om han kunne mærke at sleeperne havde taget af hans energi. ”De kommer i små klumper. Det er nærmest som en lille familie … to tre små sleeper børn og en vild shifter der agere far eller mor.

Signe rystede forvirret på hovedet. “Jeg fatter det ikke. De dukkede pludselig op, lige efter jeg havde sendt Michael og Chia ud på deres første rute.”

“Du har sat dem i gang?” spurgte Ragner.

Signe trak på skuldrene, “Jah, hvorfor ikke? De er på vej rundt på K6.”

Benji trak sin T-shirt af og begyndte at tvære blod af ansigt og hals. “Godt de er kommet. Det her bliver sgu’ da bare værre og værre!”

“De sidste jægere kommer i overmorgen.” Sagde Signe, selvom de alle sammen godt vidste det. ”Godt det samme. Her skal til at strammes op, inden der er én af os der kommer alvorligt til skade.” Hun sendte Anées et bebrejdende blik og trak Benji i ærmet. ”Lad mig lige se på dét der du fik på maven… “

“Ja, men vi begynder at patruljere i dag … på alle de store ruter.” Anées ignorerede Signe og tog fat om fødderne på den lille sleeper. “Benji. Der er stadig ingen efterretninger om hvordan de opstår?”

Der blev stille i gården.

“Sleeperne … ved nogen hvordan de opstår?”

Ingen svarede.

Anées brummede utilfreds, “hvis der er nogen der siger: sleepere varsler Le Marias komme … så…”

“Det er der ingen der siger,” mumlede Ragner og tog fat i den anden ende af den døde kvinde med flækkede læber. “Le Maria er en myte, om en dæmon som ikke findes… “ fortsatte han, som en remse han havde lært udenad. “Men helt ærligt … hun har sat ild til Mimer, bidt Tomas i halsen og så var der dæmonen, som tæskede Tomas til puré, uden at røre Ana … før han forsvandt ud i den blå luft … “

“Stop!” Anées holdt en hånd op for at standse Ragner. Sleeperens fod dumpede ned i gruset. “Det er nok. Lad nu Benji gøre sit arbejde, jeg er sikker på at han kan finde logikken i det her. Ikke et ord mere fra nogen af Jer overtroiske tåber! – ikke et ord mere om Le Maria. Ana og Tomas skal have fred.”

Kapitel 6

ANA

Daeg trak forsigtigt i en hårlok. “Det er en fin krop du har fået.”

Jeg holdt vejret lidt.

“Sjovt at du har krøllet hår.”

Jeg smilede.

Han lo,” – og en skæv tand. Igen!”

“Hold op,” sagde jeg og daskede til ham.

“Er du hjemme?” Tomas var vågnet. Han lå og missede med øjnene.

Daeg og jeg havde sat os på to puder foran sengen inde i soveværelset.

Han kom hjem i går aftes ved halv tolv tiden. Vi havde ikke set hinanden i over et år, og det føles som om han aldrig havde været væk. Bortset fra at han var totalt solbrun og hans hår var bleget af solen. Han lignede en klassisk surfer dude.

“Ja.” Daeg smilede og gav Tomas et knus, “Godt at se du er vågen. Godt at se!”

“Hvorfor?” Tomas’ blik søgte svar hos mig.

“Ha, bare fordi det er godt at se dig bro’.” Han klemte Tomas på armen i begejstring over at se ham. Jeg har jo hilst på de andre det er bare…”

“Hvorfor er du hjemme nu!” spurgte Tomas igen.

“Anées forlangte at jeg kom hjem.” Daeg så ærlig talt også lidt forvirret ud.

“Ok?”

“Fordi du er syg T.”

“Åh.” Tomas’ ansigt klarede op. “Så vi mangler en mand på barrikaderne. Selvfølgelig. Ana siger der er sleepere i skovene.” Det sidste tilføjede han som om han ville fortælle at han var helt med. Men det var han ikke.

“Tomas. Jeg skal være Øverste Jæger, det ved du godt ikke.”

“Ja selvfølgelig!” Han baskede affværgende med hånden på dynen.

Daeg og jeg så på hinanden.

“Du er ok?” Nu var det mig der spurgte, for det virkede som om han ikke fattede en skid af hvad der foregik.

Han havde lukket øjnene, og søgte med hænderne efter noget på sengebordet. “Jo, jo Daeg er cool, selvfølgelig.”

“Her.” Jeg gav Tomas de solbriller der lå bag et glas.

Han tog dem på, lavede Peace tegn og smilede til os begge to. “Who cares!” og så lo han i to sekunder. Men det var ikke hans smil, og det var slet ikke hans latter. Det var fucking creapy. Nu sov han igen.

“Overmedicinere hun ham eller hvad?” hviskede Daeg.

“Ja han virker fuld ikke?” hviskede jeg tilbage og lavede fulde fjæs.

Vi lo lidt, det var rart.

Jeg så forsigtigt over på ham, mens han så på Tomas. Jeg havde tænkt og tænkt over hvordan jeg skulle få brudt isen.

Han mærkede, at jeg betragtede ham og vendte sig. Vi sad lidt og kiggede på hinanden. Vi var nødt til at tale om at jeg slog ham ihjel. Bed hans strube over og skred, fordi jeg var besat af en dæmon. Det havde jeg selvfølgelig ikke lyst til. Så jeg blev bare ved med at stirre, som om jeg var en kanin og han var en spot på en mørk vej. Jeg sank en ekstra gang og mumlede: “undskyld.”

Han nikkede. “Det var jo ikke din skyld,” sagde han så og rømmede sig. ”Jeg vil gerne kramme dig og sige alt er ok, men det er ikke endnu.”

“Ok.”

Vi sad lidt. Så spurgte jeg: ”Så det dér hus i Coca beach, det så meget lækkert ud?”

”Det var det også, men jeg flyttede en del,” han trak på skuldrene. ”Det var fedt at være der, jeg savnede selvfølgelig familien og sådan, men fuck hvor var det også bare fedt at se … ej, du skal… “ han nikkede over mod Tomas, ”I skal altså rejse over og se Ulumay. Det er en kæmpe national park. Jeg har nogle fantastiske billeder… “ han gik i stå. Så sad vi og stirrede lidt på Tomas igen. Ingen af os sagde noget.

Der gik nok 3-4 minutter før Daeg brød tavsheden. Jeg holdt vejret i hvad der føltes som halvanden dag.

“Jeg har været så vred. Ikke nødvendigvis på dig A -” han sendte mig et sidelæns blik inden han fortsatte. “Men på den mission I blev sendt ud på. Systemet … hvorfor var I ikke beskyttet!”

“Det var rutine.”

Han lød indebrændt. “Ingenting er rutine” Der er masser af walk ins der gerne vil lukkes ind, hjælpe, og støtte op. Men Loven … den forbandede lov!” han sukkede og smilede. “Hvorfor skal alle nye familiemedlemmer godkendes af Rossignols departementschefer? Det burde være op til de individuelle Familier – hvor mange medlemmer de ville optage!”

”De vil ikke ha’ store familier. De sætter deres egne jægere ind på de store aktioner … “

”Hvorfor er der et maksimum på 8 medlemmer? Kan du ikke se hvor kontrollerende det er? … Anyways. Jeg fandt ud af at omdirigere min vrede … så jeg er klar igen. Klar til at starte forfra … eller i hvert fald at give det et skud som Øverste Jæger.”

Det var et nobelt forsøg. Men jeg troede ikke en skid på ham. Han var stadig vred. Men måske han bare skulle have lidt tid. Jeg lagde en hånd på hans arm. ”Vi har været meget igennem sammen, men Daeg, det her… “

“Det vildeste var dine øjne. Jeg så jo direkte ind i et dybt mørke. De var forladte.” Han trak vejret ind gennem næsen og holdt det lidt.

Jeg slog blikket ned. “De siger jeg havde reptil øjne…”

Han blinkede og rystede på hovedet. “Frygteligt. Noget af det sidste jeg husker er, at jeg tænkte: “mærkeligt at hendes øjne lyser, når de reflektere mørket så klart.”

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, det gjorde han vidst heller ikke. Så vi gav os til at kigge lidt på Tomas igen.

“Hvorfor sover han med solbriller på?”

“Det er noget med lyset. Han klager over smerter i øjnene.”

Pludselig lagde han en arm omkring mig, “Hey! What’s up Sis? Hvor er du henne?”

“Det ved jeg ikke.” Jeg bed mig i indersiden af læben.

Han rynkede brynene og accepterede slet ikke mit forsøg på at spille dum. “Mine tanker er overhældt med vådt sand.” Begyndte jeg langsomt. “Det er meningen at vi skal leve og udleve gode ting. Men jeg har fuldstændig mistet kontrollen over mit liv. Jeg oplever ikke andet end grimhed og ondskab.”

Han tog min hånd.

“Jah, det er sådan jeg har det! Jeg er her, lever og gør som jeg får besked på. Hjælper så godt jeg kan og forsøger ikke at gå i vejen. Men tag ikke fejl. Jeg er dybt angst for hvad der sker i morgen, om en time, eller efter denne her sætning. Du aner ikke hvad jeg har været igennem … hvad vi allesammen har været igennem!”

Daeg klemte min hånd før han slap den. Så rejste han sig og gik over til vinduet. “Det hele bliver nemmere når træerne har tabt alle bladene, så er der langt bedre sigte.” Han smilede da han vendte sig. “Vi skal nok snart få styr på de vilde, og få udslettet sleeperne.”

“Det håber jeg.”

“Og så er jeg sikker på at du og Tomas finder hinanden igen. Alting falder til ro.” Daegs øjne spillede. “- så hende shifter kvinden vi troede sugede livet ud af dig. Hun pustede i virkeligheden noget ind … hvad sagde Anées en … måske en livsform ind i dig. – Og hun var den store shifters mage?”

“Ja.”

“Du kan ikke huske at du myrdede og spiste menneskekød?”

“Nej jeg kan ikke huske ret meget.”

“Bekvemt!” han blinkede til mig.

Jeg følte mig forsvarsløs. “Det eneste jeg har fra den tid, er en følelse af en dyb behagelig kulde der løber gennem mine årer, Daeg.”

“Men A. Tænk hvis du kunne huske dét. At sætte tænderne i et andet menneske og bare tage en bid. Fascinerende.” Han tog sig til halsen.

”Undskyld.”

Han lo sarkastisk. ”ja det kommer sgu nok til at tage et par kroppe at glemme den dér følelse af kødet der bliver revet ud af min hals.” På typisk Daeg-facon slap han alvoren som en dreng der smider en pind i bækken. han kiggede efter den i ét sekund, så var han videre. ”Jeg har altid vidst at du ville blive til noget særligt,” lo han. ”Men at dræbe med tænderne… “

“Det var ikke særlig tit hun bed med tænderne. For det meste sugede hun så hårdt at der gik hul på huden… “

“Nå dét kan du godt huske at hun gjorde?”

“Nej, jeg huskede gennem en drøm. Og så gjorde jeg det rigtigt på Tomas mens han sov.”

“NO!” Daeg lavede store øjne.

“Se det ar han har dér på halsen.” Jeg nikkede over mod min sovende kæreste.

Daeg gik hen og trak kraven på hans skjorte lidt ned. Tomas reagerede slet ikke. “Ej! Har du lavet det? Det ser ud som om det krævede sting?” spurgte han nysgerrigt.

“3 styks.”

“Du havde hukommelsestab og der gik ild i Memory Lake da du sprang i…?”

Jeg trak mig lidt. ”du har fået fuld rapport hva`?”

Han vippede til min albue. ”Det skal jeg jo ha’ … hvad mere? Fortæl om søen.”

”Ja, du véd hvordan man kan få vist ét eller to minder fra det her liv, eller fra tidligere liv og så hjælper det på dét spørgsmål man springer i med?”

Han nikkede og rejste sig.

Jeg virrede med hovedet. ”Sådan var det også, men jeg fik ligesom bare det hele downloadet på én gang. Jeg så 2-3 måske 4 sæt billeder, og så kom det hele tilbage til mig.

Måske var det derfor der gik ild … det har jeg i hvert fald tænkt”

“Men det har jo ikke noget med ilden det at gøre, det ved du også godt. Mimer er … ikke en helt almindelig hellig gammel sø … Det er en hukommelses sø. Det er stadig vand Ana.” Han hvilede bagdelen mod kommoden og lagde armene over kors. ”Selvom du fik hukommelsen igen, så er der stadig ingen logik i at der gik ild i søen.

“I know.”

“Og Caffaell kunne se at der var noget inden i dig, og hun fjernede det?”

“Ja… “ Jeg havde ikke fortalt om detaljerne ved min udrensning til nogen. Jeg kiggede ekstra indgående på Daeg.

“Come on, du véd du kan stole på mig,” hviskede han og skævede over mod Tomas der stadig sov.

Jeg sagde stadig ikke noget. Jeg trykkede bare mine læber hårdere sammen. Kløede mig i nakken, prustede og fortsatte. Det lod jo ikke til at Tomas var i stand til at være min fortrolige sådan lige foreløbig. Så pikkede jeg til Tomas. ”T?” jeg dobbelt tjekkede at han sov tungt. Daeg sukkede, han troede at jeg ville snyde udenom. Men det var ikke dét. Det var heller ikke fordi Tomas ikke måtte høre hvad jeg havde at sige. Jeg ville bare helst ikke ha’ at han skulle høre det mens jeg fortalte det til Daeg. ”Arh, shit hvor er jeg god til at komplicere ting,” tænkte jeg og hoppede ud i det. “Du siger ikke noget til nogen, ok!”

Daeg gjorde korsets tegn, “sværger på min mors grav.”

“Ha, ha! Idiot.”

Jeg tænkte og tænkte ikke, i ti sekunder, før jeg begyndte. “Der var et lille dyr, som slap ud. Caffaell sagde jeg skulle forandre det. Lave det om til en fugl, og give den frihed til at flyve afsted.”

Daeg nikkede. “Ok.”

“Men det kunne jeg ikke. Jeg elskede på en eller anden måde det lille dyr. Som om jeg ville beskytte det.”

“Ok … “ Hans tonefald var accepterende men han var ikke overbevist.

“Skørt jeg ved det.”

Han trak på skuldrene. “Jarp. Og du tror på, at det stadig findes inden i dig?” han smilede akavet.

“Du skal ikke sige til de andre, ikke endnu i hvert fald … eller aldrig. Jeg … var under Yggdrasil, Livstræets rødder. Dér gemte jeg det. Så jeg håber på en eller anden måde at det bare er lagret dér som alle andre, ældgamle hukommelser.”

Han kom over til mig igen. “Jeg skal nok holde mund søs. “

Jeg trak en tot hår om bag øret, hvor den blev siddende i 2 sekunder. Så kørte jeg begge mine hænder op gennem min uregerlige manke før jeg fortsatte. “Ingen ved bedre end mig, at jeg er en befængt kræftknude for den her familie – det er kun et spørgsmål om hvornår de … eller I, beslutter Jer for at skære mig ud. Jeg véd det godt. Det er sådan det er. Det er ikke fordi I er onde, men I er nødt til det, for at overleve.” Jeg så på Daeg med noget nær desperation. “Og det er cool. Det er det virkelig. Jeg ville skære mig væk.”

Jeg klaskede mine hænder op foran mit ansigt. Det var kun på grund af Tomas at jeg var her. At vi var her … hvis han var rask nok, så tror jeg, vi var stukket af. Ikke for at stikke af-stikke af. Mere for at give familien ro til at arbejde. Det sagde jeg selvfølgelig ikke til Daeg, jeg ville holde det for mig selv, måske var det noget vi kunne blive nødt til senere. At stikke af. ”Han blev næsten slået ihjel under kampen med dæmon-shifteren, og nu … Ingen ved med sikkerhed, hvordan udfaldet bliver når han er så svag.”

Jeg stoppede min tankerække ned i helvedes afløb, tårerne trillede pludselig ud af mine øjne som om de ikke havde alt muligt bedre sat tage sig til. – Som at se lyst på tilværelsen for eksempel.

Daeg trak mig op at stå. ”Nu er jeg klar.” Sagde han. Så krammede han mig, til jeg holdt op med at tude.

“Jeg er begyndt at meditere igen. Fast.” Sagde jeg ind i hans skulder.

Han lo. “Det har jeg ikke gjort siden jeg var helt ung.”

“Heller ikke mig.” Så lo jeg også. “Kan du huske den sommer hvor vi pludselig skulle sidde udenfor?”

“Fokus – fokus. Lad vinden være vind, lad græsset være græs. Fokus.” Han gjorde sin stemme dyb som Anées når han vejledte vores meditations øvelser. “Du lader bare tankerne svæve videre… “

“Og metronomen … dak … dak … dak… “

Vi lo. Det var dejligt at tænke på, at vi engang var helt unge og uskyldige.

“Hypnotisørens børn.” Daeg sukkede længselsfuldt.

“Meditationen er det eneste der holder mig fra at blive sindssyg.”

Han nikkede genkendende. “Du finder vej Søs,” så stak han sin arm ind under min, “skal vi vove os op til min velkommen hjem frokost?”

“Ok.” Jeg trak i Daegs armkrog, gik over og strøg Tomas over håret og kyssede ham på panden. Jeg hviskede Ce t’aime i hans øre. Men han sov dybt.

Kapitel 7

ANA

Det duftede af friske krydderurter, hjemmelavede saucer og friske blomster i køkkenet. De var der alle sammen. Ragner, Signe og Anées stod og så ud over skoven ved det store panoramavindue, før de kom over til os andre i køkkenet.

Benji havde ikke overgået sig selv med smørrebrødet. Det var simpelt, nedtonet og klassisk. Ikke for mange kunstfærdige krummelurere.

“Han spiller cool,” tænkte jeg, “han vil ikke have at Daeg skal tro at han prøver at imponere.”

Alles opmærksomhed var på ham, mens han stod ved det store køkkenbord. Han arbejdede roligt og præcist. Halsen var mørkerød enkelte steder, og man kunne se nogle af de dybe kradsemærker der var skjult oppe under T-shirtens korte ærmer. Han var ved at lægge sidste hånd på de to kæmpe fade med brød belagt med lækkert pålæg, frisk grønt, salater og dressinger i flotte cremede farver. “Pfiu!” han rettede sig op og tørrede en plet af kanten af det ene fad med sit forklæde. ”Voilá! Take it away” gestikulerede han til Ragner og Signe for at de skulle sætte fadene over på bordet. Så bundede han et glas vand, flåede forklædet af, og så helt vild dejlig ud i en sort T-shirt med en haj på brystet. Han stjal et blik på Daeg, men han var allerede på vej over mod bordet.

“Signe. Hvor mange jægere mangler at ankomme?” spurgte Daeg.

“2.”

“2!” Han lød overrasket. “Så meget modstand?”

“Ja.” Signe svarede næsten ligegyldigt.

”Hvor mange i alt?”

”8.”

Anèes lavede en spids mund, trak hånden ned over underansigtet og fjernede den igen. Det gjorde han to tre gange. “Måske senere, når de hører… “

“Der kommer ikke flere!” Signe bed ham af. “Dem der er her, gør det for min … og Jeres skyld. Der er ingen anerkendelse i, at løbe rundt i en skov i Skandinavien, for en Familie der ikke vil samarbejde med Rossignol.”

“Vi samarbejder!” udbrød Anées.

“De vil ha’ Ana. Det kan enhver da regne ud.”

“Det er jo ikke rimeligt … de har ikke engang fremsendt en officiel forespørgsel.” Anées cirkulerede affejende med hånden for at få hende til at skifte emne.

”Caffaell bad dig inderligt om, at lade hende, tage Ana med til Nantes. Korrekt!” Signe var ubarmhjertig.

”Nu byder vi Daeg velkommen!” kom det prompte fra Anées.

“Ok. Jeg ved godt alle kender min holdning… “ Signe kiggede rundt langs med hele bordet, lagde sine lange ben over kors, og så direkte på Daeg. “Jeg stiller mig tvivlende overfor din evne til at lede familiens jægere, for slet ikke at nævne de jægere jeg har rekrutteret. Du har været væk så længe…”

”Hold nu kæft, hvor du kører på, hva’!” Jeg søgte opbakning hos Anées, ”hva’? skal vi finde os i at få det moralske bræk presset ned i halsen…”
”Rolig nu!” Anées lukkede for yderligere fornærmelser.

Jeg så uforstående på Signe, derefter på Daeg. Efter hun ikke engang fik tilbudt jobbet som øverste jæger, -efter hun havde fået ansvaret for Tomas, -efter optrapningen af sleepere, havde hun ændret sig. Det var ikke til det bedre.

Daeg afbrød med en håndbevægelse. “Jeg forstår det heller ikke Sweethart. Men det er ikke det vi skal diskutere her. Den Skandinaviske Familie er ikke et demokrati, det har det aldrig været.” Hans blik blev hårdt, “den dag vi får indført demokrati i Europæisk walk in sammenhæng, bliver en ny dag for os alle. En god dag. Men som det er nu… “ han holdt sit blik på Signe, der sultent sad og ventede på hans næste angreb. “Det spørgsmål der skal stilles her handler ikke om mig. Jeg er helt udemokratisk udpeget som leder. Et krav som jeg tager alvorligt. Så det virkelige spørgsmål er til dig Signe.” Han hvilede albuerne på armlænene. Tog en dyb indånding og foldede hænderne, så hans arme dannede en bro. “Kan jeg stole på din loyalitet?”

Spørgsmålet kom lidt bag på os alle. Signes ansigt døde. I to tre sekunder lignede hun en voksfigur. Kun brystkassens rolige bevægelser, afslørede at tiden gik.

Eftersom Signe ikke sagde noget, henvendte Daeg sig til os andre rundt om bordet. Hans blik hvilede til sidst på Anées, der som altid, forholdt sig tavst i situationer som denne. “Hvis hun ikke vil bøje knæ for mig, så er de jægere hun har rekrutteret ingenting værd… “

Signe afbrød. “Min loyalitet er ikke betinget af hvem der er Øverste Jæger. Tumpe…”

“Ingen øgenavne!” Anées brød ind. “Ren diskussion.”

Signe slap ikke sit blik på Daeg. “Selvfølgelig er jeg loyal over for den familie jeg har giftet mig ind i. Jeg bøjer knæet til hver en tid – at du betvivler det – siger mere om dig, end det gør om mig. Hvor var din loyalitet, dengang Tomas havde brug for din hjælp til at finde Ana? Hvor var du da et af vores familiemedlemmer var fanget i en dæmonisk krop? Du skred fra dine forpligtelser over for familien! Du bøjede knæ for Tomas for snart mange år siden. Men stak af, fordi hvad!” Signe spærrede øjnene op. “Fordi du blev slået ihjel! Det har vi alle sammen prøvet. Masser af gange. Man stikker ikke af fordi… “

”Stop!” jeg hamrede min hånd i bordet. “Ingen er blevet slået ihjel af et andet familiemedlem Signe! Det er ikke fair.” Udbrød jeg.

Der blev stille. Daeg sagde ikke noget. Signe fortsatte i et lidt mere modereret tonefald. “Jeg har ret til, til enhver tid at stille spørgsmål ved de beslutninger familiens overhoved, eller noget andet medlem af familien træffer, der involvere mit velbefindende.” Hun så triumferende på Daeg. “Det må du da, om nogen, have forståelse for.”

“Sikke en smøre.” Daeg trak sig lidt.

“Jeg mener den beslutning Anées har truffet, om at du skal være øverste jæger i stedet for Tomas, er en fejl.”

“Du er godt nok vred hva’?” Daeg lagde hovedet let på skrå og kneb øjnene sammen.

Signe smilede, “egentlig ikke. Bare forundret over at ingen af Jer lader til, at bemærke, at Anées i dén grad er snublet og har tabt faklen.”

Jeg holdt vejret et sekund, og stjal et blik på Anées. Ragner begyndte at vendte sin gaffel rundt og rundt på dugen. Anées der var rolig som en brevvægt, løftede bare pegefingeren, i Ragners retning. Ragner slap gaflen.

Signe insisterede og løftede øjenbrynene mens hun kiggede ned. “For det første er du raget uklar med Caffaell, Anées. Du har forbudt os at kontakte hende.” Hun rystede let på hovedet, før hun løftede hagen og så afvejende på ham. “Det var også dig der overtrådte reglerne og hypnotiserede Viktor Svendsen. Lederen af CESPI! – hvorefter du sender Tomas afsted alene efter shifteren. – Velvidende at det højst sandsynligt var en yderst farlig shifter vi var oppe mod. Resultatet er at Tomas måske ikke bliver sig selv igen.” Nu så hun på Daeg, “og du, den fortabte søn vender hjem fra surfer ferie og skal overtage ledelsen af jægerne, mens vi står i familiens måske største krise.”

I lang tid var der stille i køkkenet. Ragner rakte armen ind over bordet, pillede en lille tomatbåd af en rejemad, og kastede den ind i munden, men ramte ved siden af, så han fik mayonnaise på kinden. Den lille røde tomat båd der sejlede ned af hans nystrøgne skjorte, blev ignoreret i ét-to-tre sekunder, før han meget koncentreret fjernede den med en serviet foldet som en Lotus.

Anées slap det lille optrin med et fjernt blik og rømmede sig. “Tak for din åbenhjertige mening Signe. Du er et meget passioneret og ærligt menneske … det sætter jeg pris på. Måske kunne vi bare spise, byde Daeg velkommen og sådan, ligesom vi plejer, før vi forsøger at løse de problemer, vi jo tydeligvis har.”

Benji, der havde holdt sine skæve sorte øjne fikseret på de to små flag der stod på bordet brød ind. “Nej Signe har ret Anées. Jeg har også tænkt. Vi skal snakke. Og nu er bedre end senere. Vi kan ikke bare ignorere de interne issues vi har – guffe smørrebrød – og håbe på det bedste.” Han trommede let med en finger på bordet. “Vi sidder midt i et sirligt dominomønster på flere kvadratkilometer. Flytter vi én forkert brik, begynder det hele at vælte. Brikkerne vil løbe i så indviklede kombinationer, at vi ikke fatter det. Én brik udløser brikker der vælter i tre nye strømme, som igen bliver til 9 som bliver til mindst 81… “

Anées løftede armen mod mig og Ragner. ”Sætter I den dejlige mad på køl. Jeg kan ikke bære at se at den går til spilde.”

”Jeg synes måske også godt vi kunne spise først,” brummede Ragner utilfreds.

“Hey!” Daeg rejste sig op. “I sidder her i Jeres lille andedam og tror I har problemer? Det har I også. I er en flok blinde ignoranter.” Han skubbede stolen ud fra bordet og rejste sig, trak hænderne om bag nakken, og gik et par skridt. Ragner og mig løb nærmest gennem det store køkken med fadene. Vi skulle tilbage og høre resten af diskussionen.

“Rossignol er nogle uhyggelige gamle sataner. Jeg kan forstå at Caffaell gerne ville have overleveret Ana til Rådet? -At de nu – i hvert fald uofficielt – forlanger at hun rejser derned.”

Henne fra køleskabene kunne jeg se Anées smile, som kun gamle walk ins kan smile, når de unge er overbeviste om at de kender den eneste sande vej.

“Irriterende.” Tænkte jeg. “Det er som om de ved noget, men de fortæller ikke præcis hvad det er…”

Daeg blev åbenbart også irriteret for han skruede op for dramaet. “Det her kan få internationale konsekvenser. Deres krav om at få Ana udleveret, officielt eller uofficielt, er ikke noget vi på nogen måde kan imødekomme.”

“Hold nu op med de fucking Fugle!” Begyndte Benji. “Det er ikke dem… “

“Nej det er os! – det er jo det jeg siger!” Afbrød Signe.

“Hey!” Anées nikkede over mod Daeg, “lad ham nu tale.”

Signe skubbede sin stol lidt bagud, med et “skrriitj” Benji, der havde taget Tomas’ normale plads ved bordet for at undgå at sidde ved siden af Daeg, flyttede sig også rundt på stolen.

Daeg fortsatte: “Både i Østen og på den anden side af Atlanterhavet, har de skiftet de gamle styresystemer ud. Ingen tror mere på den nedarvede kraft. Hvem ved i det hele taget, om dem der sidder i Rådet virkelig er kongelige walk ins … og i øvrigt … hvad så, hvis de er? Hvem siger, at de er de genfødte walk ins de siger de er? Bare fordi de er de ældste betyder det vel ikke, at de er mere rigtige og mere berettigede til at styre og regere.” Han tog en dyb indånding. “Ingen er gamle nok til at vide om de taler sandt.” Det sidste sagde han lidt mere lavmælt.

“Var dét det … ikke mere ungdommeligt krudt?” Anées nidstirrede Daeg. “Jeg er en af de gamle. En af de Ældste. Jeg kan huske at de Sorte Fugle var meget vidende allerede dengang de tog Caffaell og mig ind. Det er nogle walk ins du … vi alle… “ han så rundt på os, ” … må respektere, for dét de har gjort og gør. De har skabt din… “ han pegede på Daeg, derefter på sig selv, “og min verden. De besidder en dyb visdom. I er alle opstået mellem det 17. og det 18. Århundrede … jeg er ikke ældre end det 15. Århundrede. Madeline og Porter er fra fjortenhundrede tallet. Og Abdal! Jeg tror han er fra det første årtusindskifte!” Han rystede let på hovedet af Daeg. “Hvor vil du hen? Ingen … “ han slog knoerne hårdt ned i bordet. “Ingen kan tage deres plads. Dét de har gennemlevet og set. Deres erfaringer, alene og sammenlagt, det må du da kunne se, aftvinger respekt.”

“Ja!” Daeg lænede overkroppen frem. “Selvfølgelig skal vi respektere dem Anées. Men skal de lede os? Det er en ny tid. De valg Rossignol har taget – blev taget i en anden verden … jo før du acceptere det jo bedre!”

“Hey!” Anées skød en beroligende hånd gennem luften.

Daeg trak på skuldrene. “De er måske brugbare som remindere for historien, og den skal vi bestemt lytte til. Men selv du må indrømme at de ikke lever i den verden de regere over.”

Anées rystede på hovedet, -ikke over indholdet af det Daeg sagde. Vi vidste alle at der var sandhed gemt i hans ord. -Men over det kolossale rod vi sad i.

Daeg lænede sig op af stoleryggen og kiggede ned på sine hænder, “Er det ikke et must, et minimum, at dem som leder og fordeler strategier og så videre, at de faktisk ved hvad det vil sige at leve i den virkelige verden.” Han var rolig igen, han så på os alle, “jeg ville ikke komme hjem her, og lave så meget rav i den, det er bare … I hele verden – Ok der er få undtagelser – men der stemmer man om lederskabet.”

Anées fnøs. ”Og sikke en ro det giver,” han lavede et sarkastisk ansigt og pegede på Daeg. ”Det går specielt godt i de sydlige stater i USA, har jeg hørt. Og Mellem Amerika står flere steder i flammer fordi shapeshifterne vil have en plads i parlamentet.”

”Det er klart der er problemer når den Amerikanske Centralstyring ikke vil sende fredsbevarende jægere over grænsen… “ Daeg forsvarede sig.

Signe afbrød. “Uh, en ung revolutionær vi har fået hjem. Hvor er dit banner.” Hun lød drillende, men hendes tonefald var glaseret med is.

“Lige her…” Daegs stemme var rolig, da han trak ned i halsen på sin T-shirt og afslørede en lille tatovering af et dyreprint, der bredte sig op mod skulderen.

Anées gispede, “Så er det altså sandt?”

Kapitel 8

ANA

Daeg nikkede og rømmede sig. “Åh ja! Det vrimler med tilhængere af fraktionen. “De siger at Jaguaren æder Nattergalen inden sommeren er tilbage.” Han trak sin T-shirt på plads,. “Men lad os nu se… “ pludselig mumlede han nærmest.

“Er det derfor de er rykket til Nantes?” spurgte Anées med tilbageholdt stemme.

“Det véd du bedre end jeg,” Daeg satte sig ned. “Jeg ved ikke mere end hvad rygtet siger naturligvis. Jeg fik den bare lavet, fordi det er det man gør ude i verden. For at vise sympati med de modige walk ins der trodser det gamle styre.”

“Hvad skal det forestille?” Signe forsøgte at latterliggøre ham, men han bed ikke på.

“Juntaen har en springende jaguar tatoveret her… “ Anées trak to fingre hen over brystet. ”Dem der bare støtter idéen, om en den nye styreform, har kun jah, jaguarens pletter… “ han nikkede mod Daeg.

“Hvad er det der Junta?” Ragner lød mistroisk.

“Det er en gruppe unge revolutionære der vil omstyrte Rossignol med magt. De har i mange år forsøgt at få vedtaget et mere liberalt styre, gennem dialog. Men som I véd er Rossignols medlemmer nedarvet gennem generationer. De mener ikke lederskab kan vælges af folket. Det er forbeholdt de walk ins der vågner i en royal krop, og der er som bekendt ikke mange.” Benji der havde forholdt sig tavs plaprede pludselig løs af sin Wiki-viden.

Anées rettede på kniven ved tallerken, jeg kunne se han lyttede intenst. Vi havde alle sammen fået Benjis opdaterende mails, men det var sjældent at vi satte os ned og talte om verdenssituationen. Det var der ligesom ikke tradition for i vores familie. Mange familier holdt sig for sig selv. De fleste faktisk. Vi udførte hver især de opgaver vi havde og deltog sjældent i at opretholde det netværk der umærkeligt holdt os alle sammen samlede.

“Men Caffaell er inviteret.” sagde Ragner. ”Hun er da aldrig translokeret ind i en af de store europæiske kongefamilier?”

Anées rystede på hovedet.

“Hun var vaskekone eller noget i den stil, da hun fandt Tomas og mig under broerne i Nantes.” Sagde jeg.

“Det er også dét jeg undre på.” Anées toneleje faldt næsten til en hvisken. “Hvorfor har de inviteret hende til at sidde i Rådet? Og hvorfor nu? Hun er ikke ligefrem royalt materiale. Faktisk har jeg kun set hende translokere ind i de lavere sociale klasser. Aldrig over middelklassen.”

“Ham … ham der med skægget… “ Daeg vippede med fingeren.

“Jerome?” spurgte Anées

“Nej, ham med dét der skæg.” Daeg trak to fingre ned langs mundvigene.

Ingen forstod hvor han ville hen.

“Fransk … han er da heller ikke kongelig … Armon’ … efternavn som Grenadine… “ Daeg så spørgende på Anées.

“Aaah!” han slog knoerne ned i kanten af bordet og pegede på Daeg. “Du mener Darcey Bernadine. Jo han translokerede som kongelig, i slutningen af 1600 tallet – begyndelsen af 1700 tallet. Var kongelig walk in fra 1680-90 stykker … døde kort tid derefter.”

”Så alle er kongelige undtagen Caffaell?” Daeg og Anées holdt øjenkontakt, til Anées nikkede kort.

“I vandre!” udbrød Ragner. “Hvad betyder de der jaguarpletter.”

“Du burde læse de mails jeg sender dig Big R.” Benji lænede sig ind over bordet. “Jaguarerne eller J.A.G. står for: Junta – Altruistic – Generation. Junta betyder: militærregime der overtager en styreform, ved et statskup.”

“Uh!” Ragner lænede sig tilbage mod stoleryggen, der klagede under vægten af hans tunge overkrop. “Hvorfor pokker har du deres pletter Daeg?”

“Aah … junta er vidst oprindeligt bare et spansk ord for forsamling.” Irettesatte Daeg.

Benjamin ignorerede ham og fortsatte: “Men det er ikke det man mener her, man mener at man vil styrte Rossignol med magt. Altruistic betyder, at man gør noget uselvisk for andre … og Generation betyder ja … os.

“OS!” udbrød Ragner. Jeg skal ikke ha’ sådan nogle pletter, de passer ikke ind i mit tema.

Jeg kom til at smile. Ragner var dén af os der havde flest tatoveringer. Begge hans arme og det halve af ryggen var dækket af lange snoede tribal tatoveringer.

“Er det ikke farligt?” spurgte Anées. “Hvad siger Rossignols jægere til det, hvis de finder en sympatisør?”

“Jo, i begyndelsen måske, men ikke nu. Da Rossignols Jægere tog to af de oprindelige medlemmer og dømte dem, for snart halvandet år siden, eksploderede antallet af walk ins med Jaguar aftegninger. Siden da er det vidst ok … der er trods alt grænser for hvad Rossignol kan tillade sig at forfølge.” Han så pludselig berørt ud. Han var virkelig optaget af dén revolution. Så skiftede han fuldstændig ansigtsudtryk og smilede bredt til Anées. “Men who cares, vi har nok at se til her, og det er vigtigt nok, Ikke! Jeg er i hvert fald glad for… “

Signe afbrød ham, “måske mener vores øverste jæger, at vi alle bør bære Jaguarens mærke…” hun rankede ryggen og hendes stemme antog en hånende tone. “Måske vil det være smart at få de samme tatoveringer. Måske bliver vi dømt for forræderi, hvis der udbryder krig og fraktionen vinder og vi ikke bærer deres mærke.”

”Det er lige sådan noget Rossignol ville gøre.” Daeg lo. “Men som sagt, jeg ved ikke noget. Det er nærmest umuligt at opspore informationer om dem.” For første gang kiggede han på sin gamle kæreste Benjamin.

“Ja der er ikke meget på nettet … mest rygter … ingen hårde fakta.” Han sukkede lettet, gned sine hænder mod hinanden, og forsøgte sig med et smil til Daeg.

Daeg smilede til alle og sukkede, “som sagt: godt at være hjemme igen. – Og ja … jeg vil selvfølgelig sætte pris på at det bliver holdt her i familien at jeg bærer fraktionens banner. Ikke at jeg skammer mig … men det kan give knubs. Og jeg tror vi har brug for at holde konflikterne på et minimum.”

Signe undertrykte et hoverende smil. “Ha! Fik du kolde fødder da du hørte jeg havde hyret et crew af Rossignols gamle jægere.”

Daeg gav hende fingeren uden at se på hende.

“Godt vi spiser!” sagde Anées, og rejste sig for at hente fadene med smørrebrød. Daeg fulgte ham, og snart var vi i gang med at sende smørrebrødet rundt. Ragner knappede sin danskvand op og bundede den. Anées foldede sin serviet ud og placerede den i skødet. Signe var ved at hejse et stykke med roastbeef over på sin tallerken da Anées fortsatte:

“En sidste ting. Hvis de nye jægere på nogen måde viser tvivl på Daegs evne til at være Øverste Jæger, på grund af hans politiske holdninger, så får du i bedste tilfælde fast job som rengøringskone her i huset Signe. Ellers er det ud! Intet mindre.”

“Buuoarb!” Ragner slog en kæmpe bøvs. “Sorry!” sagde han og så forvirret fra den ene til den anden, “kan han det?” Så så han på Anées, “det kan du da ikke. Kan du smide hende ud? Hun er min kone.”

“Han er Øverste Jæger efter ceremonien. Jeg vil ikke have at nogen betvivler hans beslutninger. Det er for farligt.”

Signe var målløs. Ragner tog hendes hånd. “Anées… “

“Som Daeg så fint pointerede tidligere, så er det her ikke et demokrati Ragner. Jeg gør hvad jeg vil.” Så langede han ud efter et stykke med rødspætte filet, ” – du kan også se det som en advarsel, for ikke at tale ordentligt og respektfuldt, til og om dem, man ikke er enig med – især i krisetider.”

Signe trak på skuldrene og bed kæberne sammen. Ragner kiggede ærgerligt på hende, som for at sige, at han var godt træt af at hun ikke kunne blande sig uden om politikken, bare en gang i mellem, – før han rakte ud efter fadet med smørrebrød.

“Duing! Duing!”

Tre kvarter senere ringede det på døren og Signe nikkede til Daeg, der i forvejen var oppe at stå. “Gider du ikke gå ned og sige han skal vente i laden.”

“Nej. Jeg går direkte ned.” Anées skubbede stolen tilbage og nikkede til Benji. “Amazing!” sagde han og blinkede til den lille gran, der var meget stille og genert over al den ros han havde fået for smørrebrødet.

Vi andre rejste os også fra bordet. Vi var altid nysgerrige som en flok hundehvalpe når der kom gæster der skulle bydes indenfor.

“Sluk lyset!” hviskede Ragner til Daeg der satte sin Cola på køkkendisken.

“Hvorfor hvisker du?” spurgte Benji.

“Fordi det er spændende… “ hviskede Signe, og så spruttede vi alle sammen af grin.

Daeg slukkede lyset, og vi andre samlede os omkring Benji der havde sat sig foran panoramavinduet.

Det var et meget begrænset område ved vinduet, der gav overblik over det der skulle til at ske. Så vi var allesammen nødt til at pakke os tæt, helt op af vinduet, for at kunne se ordenligt.

Vi kunne ikke se den nye jæger fordi han eller hun stod for tæt på hoveddøren. Men Signe sagde at det højst sandsynligt var en birk. Ravi som hun havde hyret fra England.

Ragner stod bag Signe. Jeg stod yderst og lænede mig ind mod ruden, da jeg mærkede at Daeg gled ned på gulvet ved siden af Benji, der sad på gulvet foran mig. Pludselig var det næsten mere spændende at holde øje med de to, end det der skulle til at foregå i gården. Men Benji spillede cool og lod som ingenting. “Dér.” Sagde han og pegede over mod højre side af gården. Anées kom ud gennem skyggerne under træerne. Jægerne trådte væk fra døren, og vi kunne se dem. Der var to. En kvindelig mahogni og en mand der var birk.

“Det er Ravi og Carla der er her også så…” sagde Signe.

De to jægere gik frem mod Anées. Men han holdt en hånd op.

“Ana … Ragner… “ Daeg kiggede op på os med bedene øjne.

“Ej!” sukkede jeg.

“Pleeease … det er hundrede år siden jeg har været hjemme!”

Signe blev også helt exited. “Jo come on! Det kunne I godt!”

Signe snoede sig ud af Ragners omfavnelse. “Kom nu skat.” Og så fik vi ét af de sjældne kys mellem de to at se.

“Du smelter mit hjerte.” Hviskede Ragner og smilede.

Daeg klappede ham på læggen “kom nu i gang mand! Ellers er det overstået inden vi hører noget af det!”

Jeg stod allerede parat.

“Op!” Ragner lavede en hestesko som jeg stillede mig op i, kravlede op på hans skuldre, hvorefter han greb mig om fødderne og strakte armene.

“Kom nu! Han går tættere på dem nu!” Signe skyndede på os.

“Ja, ja!” hvæsede jeg og hægtede mig fast om en af de lange loftbjælker. Jeg kravlede op oven på den og lænede mig frem mod det lille smalle vindue der var øverst, over panoramaruderne, flippede låsen op og åbnede vinduet på klem.

Nu kunne vi høre Anées hypno-stemme. Han var kommet til: “… bare følg min stemme, så vil alt gå dig godt.”

“Jeg har dig!” Ragner stod med åbne arme under mig, og skulede ud i gården. Så kiggede han op og jeg sprang leende ned i hans favn.

Lyden gik ikke helt vildt godt igennem. Når man var den der blev udsat for en af Anées hypnoser, føltes det helt overvældende. Men når man bare var tilskuer, lød den ikke særligt højt. Det gjorde ikke noget, vi kendte alle sammen turen. Det der var spændende var gæsternes svar, og de talte som regel temmeligt højt, netop fordi det føltes som om Anées stemme fyldte hele gården og skoven med.

“Velkomment til.” Brummede Anées.

“Tak.” Sagde den mandlige jæger.

“Tak mand!” sagde kvinden i et familiært tonefald.

De så begge stenede ud.

“Jeg kender Jer ikke … “ fortsatte Anées. “Men I kommer anbefalet.”

Jægerne nikkede som to ponyer.

“Vi er midt i et møde. Så jeg vil bare bede Jer svare på et enkelt spørgsmål før I kommer ind i huset, hvor jeres værelser er gjort klar.”

Kvinden sendte Anées en thumbs up, og da den anden så det, løftede Anées også sin tommel.

Vi fnisede oppe i køkkenet. Benji vippede sin lillefinger op over Daegs. Daeg trak ikke hånden til sig.

“Dejligt.” Tænkte jeg.

Anées fortsatte nede i gården: “Sværger I ikke at gøre skade på nogle af beboerne eller de gæster som allerede er indlogeret her på pensionatet?”

“Dak!” Jægerne slog begge en hånd på brystet.

“Ja!” svarede de i kor.

Så henvendte Anées sig til Birken, Ravi. “Hvad er dit formål med at stå vagt for den Skandinaviske famille?”

“At tjene og beskytte, en familie der tjener og hører under Rossignol, som Loven foreskriver.”

Signe sukkede lettet.

Så vendte Anées sin opmærksomhed mod mahognien, og gentog sit spørgsmål. “Hvad er dit formål med at stå vagt for den Skandinaviske famille?”

Hun stod og svajede lidt.

Jeg kunne mærke Signe spændte lidt op. Hun var nervøs. Men så svarede kvinden helt kækt og helt som forudset med lidt for høj en stemme.

“Jeg har lidt problemer med mændene … du véd. Jeg håber at stige i graderne så jeg kan få noget mere pik!”

Anées krop stivnede et øjeblik. “Fair nok!” sagde han så og knipsede for at afbryde hypnosen, før han gik hen for at omfavne dem.

Ovenpå brød vi sammen af grin. Sprut og fnis blev begravet i hænder og ærmer.

“Nej, nej, nej.”

“Det sagde hun bare ikke!”

Benji og Daeg rullede rundt på gulvet. Et sekund fangede de hinandens blik før de trimlede videre. Mit hjerte susede, jeg håbede så inderligt at de fandt sammen igen. Benji lagde sin hånd på Daegs ryg. Men han lod som om han ikke bemærkede det, rejste sig og gik over for at hente sin Cola.

Kapitel 9

ANA

Da Anées kom op i køkkenet igen havde han en kasse øl med. Det var slet ikke noget vi gjorde til familie middage. Drak alkohol. Ikke fordi vi ikke drak os fulde ind imellem. Det var bare ikke noget vi gjorde, når vi bød nogen velkommen hjem.

Vi andre var gået i gang med at rydde bordet da Jægerne var lukket ind i huset, så vi stod alle sammen stille og stirrede på Anées der løftede kassen lidt. ”Det er vel ok? Jeg tænkte bare at vi måske alle sammen kunne trænge til at slappe lidt af med en godnatøl.”

”Daeg smed de servietter han stod med på bordet og gik over for at tage øllene ”Jeg er game.” sagde han, tog en dåse og vendte sig mod mig. ”Ana?”

Jeg nikkede og klappede med hænderne, greb øllen og sendte den straks videre til Ragner der med nød og næppe greb den.

Alle virkede til at nyde aftenen. Jeg hjalp Ragner med at rydde køkkenet lidt mere, inden vi satte os over til de andre. Jeg vidste hvor svært han havde det med rod … og med politiske diskussioner.

Vi talte om den fraktion der var rygter om. Unge, det vil sige walk ins der max var 1-200 år gamle, var begyndt at samle sig. De protesterede mod Rossignols måde at køre tingene på. Meninger og holdninger fløj gennem køkkenet. Ragner traskede rundt, Daeg stod ved vinduet, vi andre sad stadig ved bordet.

Politiske diskussioner var ikke noget vi havde haft i mange år. Det var ikke fordi vi var dumme eller dovne. Sådan var det bare blevet. Anées bestemte, vi kunne sige ham i mod, men det var altid ham som havde det sidste ord. De fleste walk in familier, hvad enten de bestod af en gruppe læger, forskere eller miljø forkæmpere, havde en udemokratisk ledelse. På den måde fungerer vi ligesom en militær gruppe. Lederen stikker en ordre ud og vi andre udfører den. Det er det mest effektive. Hos os er det Anées der leder og fordeler. Hvis han dør og vi skal vente på hans translokation til en ny krop, tager Caffaell over. – Så lige nu er vi faktisk lidt fucked. Anyways, det der skal diskuteres og planlægges, de tråde der skal trækkes i, og de aftaler der skal indgås, de bliver ordnet af Anées og Rossignols departementschefer. Hvis det er et stort issue, så bliver selve Rådet – Rossignol – involveret. Det foregår ved en kæmpe rundbords samtale.

Jeg troede ikke på det halve af den sladder, der var om Rossignol og deres embedsmænd og kvinder. Men på noget af det. Jeg havde kun set dem, tre eller fire gange. De er mega sære. Men jeg anede jo ikke hvordan jeg selv ville være om 2-300 år? Det var for sindssygt at tænke på. Et år ligner det næste, men alligevel … jeg havde ændret mig meget, og der var stadig meget at lære. Hvem vidste hvad de havde oplevet. Nu jeg tænkte over det, følte jeg en form for afsky, uden at kunne sige hvorfor. De var bare så langt fra hvad der er normalt … men hvad er normalt? Det havde også noget at gøre med, at jeg helt ærligt var bange for hvordan jeg selv klarede de næste 200 år. Her på det sidste var det gået rimelig meget ned af bakke for mig.

Det var mange år siden jeg sidst havde set Rossignol. Den gang virkede de depraverede og fjerne. Men jeg anede ikke hvad de hver især havde været igennem. Hvis det mindede bare lidt om det der skete med mig lige nu … hvem véd … måske ville jeg også distancere mig til resten af verden.

På en måde var jeg lidt ligesom Ragner, konfliktsky, eller … ja politik var bare en kæmpe bunke rod inde i mit hoved. Jeg var ligeglad, bare de ikke skadede mig. Årh … mine tanker stødte mod en mur. Det var måske præcis det der var ved at ske nu. At de ville skade mig, min familie, alt hvad jeg havde og var. Jeg burde tænke over det. Burde involvere mig. Men jeg kunne knapt nok finde rundt i min egen tilværelse.

Én ting var sikkert. Jeg ønskede bestemt ikke at der skulle opstå konflikt mellem os og Rossignol. Det var bare sådan, at når den store bjørn kom og sagde til den lille bjørn: lad mig hjælpe dig. Så skulle man være en stærk lille bjørn for at sige: øh nej tak, jeg tror sgu’ lige vi selv tumler den her selv, ok.

Det var præcis dét der var Anées problem. De ville hjælpe familien med sleeper problemet. Fint nok. Men de ville garanteret have mig udleveret, til gengæld.

Det helt store problem lige nu, og grunden til at Anées tøvede med at tage en afgørelse, var fordi han ikke kunne rådføre sig med departementscheferne. Det var selve Rådet han ikke var enig med. Og Departementscheferne, eller Oksehakkerne, som de blev kaldt, hørte under rådsmedlemmerne, de sorte fugle. Så det mindste tegn på svaghed, eller at han ikke ville lade dem undersøge mig. Ville gå direkte til Rådet.

Men jo længere der gik før vi fandt ud af hvad fanden der var med de vilde shiftere, og sleeperne og … fuck it … mig, jo strammere blev løkken om Den skandinaviske families hals. Plus … hvis Anées begyndte at rådføre sig med de andre familier i Europa, så som England, Belgien, Spanien osv. så var det en konfliktoptrapning, som kun kunne misforstås af Madeline, lederen af Rossignol, og hele hendes Råd. Hun ville tro at vi var ved at samle folk til at modsætte sig Rossignol. Måske endda at han var ude på at starte et statskup. Hvis det skete … så kunne vi lige så godt drikke petroleum og sluge en tændt Zippo-lighter.

Daeg stillede flere øl på bordet mens han forsøgte at dæmpe gemytterne. Han kom Signe, der kritiserede den nuværende fordeling af magt i Europa, til forsvar: “Rolig nu Anées. Jeg sympatiserer bare med Juntaen. Det er jo ikke fordi jeg har et nummer hængende over en springende Jaguar.

“Nej gud ske lov.” Sukkede Anées.

“Et nummer?” Signe kiggede på Anées.

“Ja det er noget … ” han sukkede og kiggede længselsfuldt ud i mørket bag panoramaruden. “Kan vi tage den senere.” Han trak på smilebåndet og tog en slurk af sin øl.

“Øh nej!” nu var det mig som ville have svar. “Det her er helt nyt for mig! Jeg vidste godt at der var tale om at vælte Rossignol. Men hvornår har der ikke været det?”

“Ja nemlig!” udbrød Ragner, “der vil altid være nogen som vil vælte Rossignol, for selv at komme til magten.”

Anées rømmede sig og så alvorligt på mig. ”De efterretninger der er omkring J.A.G. Blandt lederne af de andre store familier i Europa. De vidner ikke om en fredfyldt overgang, til et såkaldt demokrati.” Han så dyster ud. “Hvis de unge får held til at samle folk nok så…”

Ragner sukkede dybt. “Så det betyder krig?” han så pludselig dybt berørt ud.

“Ja.” Svarede Anées. “Hvis de angriber Rossignol, så bliver der krig, og vi bliver nødt til at vælge side.”

Der blev stille i køkkenet. Alle vores problemer betød pludselig ingenting i forhold til dét lille ord: Krig.

“Hvad betyder dét med nummeret? Hvorfor er det så vigtigt at han ikke har et nummer?” spurgte Ragner forsigtigt.

Daeg smilede, “Jeg véd ikke om det er rigtigt. Men man siger, at de dedikerede, dem som arbejder aktivt på at fælde Rossignol, har en springende jaguar tatoveret over hjertet.”

“Der skulle være 12 i alt, men 2 af dem er døde. Rossignol har dømt dem som forrædere.” Tilføjede Benji. “De tilstod.” Han bøjede nakken. ”Og de kommer ikke tilbage. Det er hvad jeg har kunnet finde på nettet.”

”Vil dét sige… “ jeg så vantro på Benji der nikkede.

”Det var ikke pis jeg sagde de blev dømt.” Daeg bøjede sig flyttede sin tallerken og glattede dugen. ”De blev dømt og delt, -som white outere.”

“Det er også det Viktor Svendsen fortæller mig.” Tilføjede Anées.

Jeg så måbende på Daeg, der lagde hånden uden på T-shirten over hjertet, “det her er så bare et patch. Som i – I hart New York – ikke mere.”

Anées gryntede.

Daeg sendte ham et undskyldende blik. “Hey Gamle, det var slet ikke min mening at … jeg blev revet med. Undskyld. Det var dumt. Jeg kan få den fjernet.”

Anées affærdigede ham med et vink, “I hart New York. Virkelig?”

Ragner sukkede opgivende. “Skal vi nu ikke bare lukke den her for i aften. Jeg … jeg får ondt i hovedet.”

“Du mener lukke øjnene? Mens resten af verden kæmper din sag.” Daeg blussede op igen. Ingen kunne provokere ham som Ragner. De var prototype-brødre. Ild og vand. Opfarende og undvigende.

“Du kender ikke hans sag!” bed Signe.

“STOP” Ragner skridtede hen over gulvet, og lagde en tung hånd på hendes skulder. “Du har sagt at du bøjer knæ for Daeg.” Så kiggede han over på Daeg, “der er ikke mere at sige om det alt sammen nu. Du har valgt at vende tilbage. Så vær her! -Og ikke ude i verden!” Så så han faktisk en lille smule skamfuld ud. “Det kan godt være at vi er nogle bonderøve i forhold til resten af verdens walk ins. Men jeg tror på traditionen. Og indtil videre har den ikke svigtet mig. Det arbejde Rossignol gør for os er stort, det kan vi ikke sætte spørgsmål ved… “ så så han over på mig og mumlede, “ikke endnu i hvert fald. Nu er Caffaell kommet med i Rådet. Det er godt. Selvom nogle af os ikke er helt gode venner med hende – jeg vil godt lige nævne at jeg ikke har noget udestående med hende – under alle omstændigheder så er det godt at hun sidder der, hun har de samme værdier som os. Stort set.”

Jeg vovede ikke at sige noget. Alle var trætte og tavse. Men pludselig så jeg at Anées sad og smilede. Han hadede at Caffaell var trådt ind i rådet, men elskede at Daeg var tilhænger af fraktionen. Og så nød han, at han nægtede at udlevere mig og på den måde, selv, havde en lille opstand kørende, mod mange af dem han havde kendt, fra han var helt ung walk in. Lederen af Familien synes det var fedt, at vi brændte hul i alle de gamle måder at gøre tingene på. Den virkelige revolutionær her ved bordet, der var Anées.

“Ana?” Anées ørneblik smilede til mig. “Du tænker?”

Jeg rystede på hovedet, “Øh, ja. Øh jeg sad og tænkte på … opgaven i morgen. Svensk Politi…?”

“Vi er i gang.” Signe så også ud til gerne at ville skifte emne.

“Det var dét I kaldte en rede?” spurgte Daeg.

“Sleepere er jo ikke kendt for at være de mest intelligente væsner. Nu har du ikke oplevet dem… “ Signe holdt en kort kunstpause. “De er ikke levende og heller ikke døde, og ikke helt så dumme som de Zombier du har set på film men… “

“Men stærkere end tidligere rapporteret.” Toppede Daeg hende af, han havde læst på sine lektier. “De vilde shiftere hjælper dem.” Så søgte han efter svar hos Anées, der sikkert havde sat ham ind i situationen. “Men hvad får de vilde ud af at hjælpe Sleeperne. De tager dem ind ikke? Har dem boende. Hjælper dem med at jage? Det er reden ikke. Når man opdager at en vild shifter-flok har taget sleepere til sig…”

“Ikke helt… “ svarede Anées. “En rede er et sted hvor sleepere holder en person fanget, og suger vedkommende tom for livsenergi over flere dage. Det er ret grusomme efterretninger der er. Der kan være flere lig … Benji?”

“Jeg har sendt dig en mail, med fotos.” Benji løftede kun blikket halvt.

“Du kan komme ud med B og mig til Arvidsjaur i morgen,” tilbød jeg.

Nu hævede Benji til gengæld hovedet med et ryk og så direkte på mig. Han stegte mig langsomt med sit blik. Men jeg sendte ham et nik, han var nødt til at følge op på invitationen.

“CESPI vil gerne at vi lige tjekker det ud, inden de sender politiet. Det er ikke helt klart. Men der er efterretninger der tyder på at der er en vild shifter, og måske en sleeper oppe ved Glommerträsk, men de rapportere også om mistænkelig aktivitet i Arvidsjaur.”

Daeg så direkte på Benji denne gang. Men ikke rigtigt alligevel, hans smil var kort og glat. Så talte han til mig, “ellers tak, det lyder sgu’ spændende. Men jeg tager med Signe til Glommerträsk, det er vidst dér der er størst sandsynlighed for at der er en rede.” Så kiggede han kort på Benji “Men helt sikkert … vi tager os en anden tur. Det kunne være fedt at jage sammen igen.” Denne gang var blikket en 1/2 grad varmere. Måske tog han bare tilløb.

Ragner stod og stenede op af komfuret. “Jeg vil gerne spørge om en hel anden ting. Ved de nye godt, at de selv skal vaske deres tøj?”

Der blev stille.

“Det er simpelt … der skal også vaskes op … og købes ind.”

Anées undslap det første lille pust, der lød som latter.

Ragner begyndte at hakke luften i skiver med en lodret hånd “Jeg mener det!”

Og så fnisede vi alle sammen.

“Jeg har skaffet en kok. Men hvem skal rydde op og vaske tøj, for slet ikke at tale om alt det støv og skidt der bliver trukket ind i huset når vi er så mange. Der skal også gøres rent. Chase er kun ansat som kok. Hun kan ikke klare alle de andre opgaver også.”

“En rigtig kok?” Anées så oprigtigt glad ud. “Godt Ragner!”

Ragner satte altid en ære i at tænke på de praktiske omstændigheder. Han elskede at sørge for at vores operationer foregik så effektivt som muligt.

Han nikkede til Anées. “En rigtig kok. Anglesaksisk birk.”

“En Englænder?” udbrød Benjamin. “Har du skaffet en engelsk kok!”

“Det er en myte at englændere ikke kan lave mad.” Svarede Ragner.

“Det eneste englændere kan er, at lave amaaaziing musicals!” vrængede Benji og slog, i bedste homo-parodi, en takt med sin bordkniv på kanten af bordet.

Signe trak frustreret en hånd ned over ansigtet. “Det er jo ikke en myte skat. De aner ikke hvad fiber er!”

“Memories! … Fiber is only a memoryyyy…” Benji skabte sig og sang Memory fra Cats.

Alle lo, også mig. Indtil min hjerne begyndte at lægge 2 og 2 sammen. “Memories = Memory Lake = Mimer! … oh I’m so royaly fucked!” Mit ansigt lo videre, men jeg kunne mærke en tynd film af sved pible frem på min overlæbe.

“Åh, hvor er I åndsvage,” lo jeg og strakte mig. ”Jeg tror jeg smutter tidligt i seng.” Jeg smilede stadig. Men mine tanker var i færd med at kradse en grim en negativ spiral dybt ind i bagsiden af min pandeskal.

“Uuh!” Signe gjorde nar. “Skal du putte hos Tomas … I skulle se dem i dén lille seng da han lå heroppe … “

Jeg rystede på hovedet af hende. “Godnat.”

“Hun lå nærmest oven på ham, med drop og slanger… “ Hun fortsatte leende, mens jeg fes ud af køkkenet, som en rotte med syv forsultede katte i hælene.

Jeg skulle skynde mig ned gennem huset, gennem kælderen og ud gennem bagindgangen. Hvis jeg skulle lokke en af de nye til at hjælpe mig med at skubbe Beetlen hen over gården, uden der var nogen i familien der opdagede det, så skulle det være nu, mens de stadig sad i køkkenet.

“Shit, shit, shit, hvor er du dum!” jeg var i gang med et mentalt overgreb på mig selv. “Dum er ikke engang ordet. Imbecile idiot! Du er denne galakses største idiot… “

Pludselig, midt i mit grin, var jeg blevet isnende bevidst om, at det var kun et spørgsmål om tid, før de ville sende jægere på en patrulje helt oppe omkring Memory Lake. Oppe ved Mimer … Hvad var der var sket?

Jeg turde ikke finde ud af det, men jeg turde heller ikke vente til der var nogen andre der fandt ud af det.

Carla, der ellers var en hård nitte, bed lynhurtigt på min løgn. Jeg havde forsøgt at charme hende, men jeg mine evner var stadig ude af kurs. Så det blev til en halv charm og en hel løgn. Jeg apellerede til hendes sans for kvinde solidaritet, og fortalte at jeg skulle ned til byen for at sige farvel til en hemmelig beundre.

”Du er sikker på, at jeg ikke lige skal køre med og sørge for at der ikke er nogen på dén bar dér, der kunne finde på at…”

”Ellers tak Carla. Det er bedre jeg klarer det selv.” Jeg satte mig ind i bilen der nu var skubbet halvvejs ned af skovvejen.

Så blinkede hun til mig, og skød mig med en pistol-finger, ”klik,” sagde hun og blinkede. ”En anden gang så…”

Jeg smilede og nikkede. ”Helt sikkert.” Satte bilen i frigear og trillede lydløst ned gennem skoven.

Kapitel 10

CAFFAELL

Porter der var Madelines højre hånd, og ikke så hemmelige elsker, viste Caffaell ind i rummet. Han var ikke bare en af de Ældste, ligesom Caffaell var det. Han var en af de første kongelige walk ins man kendte til i Europæisk sammenhæng.

“Hvor er din Madeline smuk. Utroligt som hun holder sig ung. Krop efter krop.” Caffaell smilede indsmigrende til Porter.

“Madeline … min ridder og min væbner. Mit skjold og mit banner.” Porter slap Caffaells hånd og klemte læberne sammen for at udgøre et smil. Hans øjne løb gennem rummet som registrerende laserstråler, blå, klare og skarpe. Han holdt en hånd frem i en svag, næsten ugidelig gestus. “Achmed Malouf, øverste Departementschef.”

En plump bleg birk med kulsort hår, hilste dovent på Caffaell. “En fornøjelse at se dig igen. Jeg kontakter dig i løbet af ugen. Du vil få tildelt en sekretær, og senere en departementschef, når det formelle er på plads omkring stemmeret.”

”Vi tager det hen ad vejen.” Caffaell takkede og smilede, før Porter trak afsted med hende igen.

Departementscheferne, der også blev kaldt Oksehakkere, fordi de havde nogenlunde samme funktion, som de fugle der sad på ryggen af store Savanne dyr, og holdt dem rene for snyltere og mider. Departementscheferne sørgede for at alt kørte som det skulle, og at intet generede eller kunne falde tilbage på Rådsmedlemmerne. Caffaell var spændt på om hun fik én hun kunne stole på … bare lidt.

Madeline strakte armene frem og mjavede, ” Caffaell’e … mon Cerí” og kyssede hende tre gange på kinderne, og afsluttede med ét på munden.

“Åh.” Caffaell havde glemt denne intime detalje ved Madeline. Sådan havde hun altid gjort. Det fik Caffaell til at føle sig som en lille pige. Hun havde endda lyst til at tørre sig om munden og sige “yark.” I stedet trykkede hun hænderne tættere ind mod maven.

Madeline lod sig ikke bemærke med noget. Hun lagde sine lange slanke arme omkring den lille runde kvinde og trak hende med længere ind i rummet. “Vi er glade for at netop du, Abdals elev og datter kan træde til og udfylde hans plads, nu han er … for syg til at udføre sine pligter i Rådet.”

Caffaell drejede sig roligt ud af hendes favntag. “Jeg er meget beæret, som du ved… “

”Haps.” Lige så dansende som Caffaell havde vendt sig ud af Madelines arme, ligeså elegant trak hun hende tilbage i en meget familiær armkrog. På regentens bud begyndte de langsomt at slentre fra den ene side af rummet til den anden, som støvkorn der svæver gennem en solstråle på den stille sommerdag. Madeline bøjede sig ind mod Caffaell der var omtrent et hoved lavere end hende, ”her.” Hun holdt en lukket hånd frem for sig og dumpede to små guldindfattede perleørenringe, ned i Caffaells hurtigt fremstrakte hånd. ”Som et tegn på min glæde for dig.” Caffaell følte et stik i hjertet af længsel efter at være tæt med Madeline igen. For mange hundrede år siden, da de begge var unge og udennogen idé om hvem eller hvad der var rigtigt eller forkert, havde de været helt tætte. Ikke i gennem mere end én eller to kroppe. Men det havde været sjovt, let og legende. Caffaell synes hun fik et glimt af den sande Madeline. Hende som var fri for forudfattede meninger, poseringer, og konvention.

”Tak.” Caffaell førte en finger hen over perlerne i hånden.

”Din farve,” smilede Madeline. ”Hvid, fordi du er ren som sne.” Så lo hun. ”Du skal selvfølgelig sige det er dine egne smykker. Man vil ikke vide du har fået dem af mig. Det er ikke derfor jeg giver dem til dig.” Hun smilede kærligt og vuggede med skuldrene som om hun havde sommerfugle siddende dér. ”Det er for at vise min glæde for dig. Specielt.”

Caffaell blev helt rørt. Hun gjorde ansats til at tage den på med det samme.

Madeline rystede på hovedet og kiggede til den ene side, som om det var noget hun skjulte for de andre. ”Nej.” Hun åbnede en lille æske, så Caffaell kunne dumpe perleørenringene ned i den. ”Tag dem på senere.” Hun trykkede sig endnu engang lidt for tæt på Caffaell der ikke var komfortabel ved at mærke hvordan bagsiden af hendes hånd blev trykket godt og grundigt ind i regentens svulmende, næsten nøgne, bryst.

“Lad mig skippe direkte til mit dybeste hjerte ønske: Ana. Du bringer hende stadig ikke, hører jeg?” Madeline hviskede og så Caffaell dybt i øjnene. “Jeg kan hjælpe, det ved du. Du må bringe hende for mig.”

“Ja, det ville jeg også rigtig gerne have gjort. Jeg håber stadig hun kommer frivilligt.” Caffaell løftede hagen og vippede nakken let til den ene side. ”Nu er hun jo Skandinavisk til benet. Du véd hvor frit og frivilligt, de synes det hele skal være. Hvis først man trækker i tøjlerne, så sætter de hælene i og så…”

Madeline løftede de smukt buede øjenbryn og lavede en truende grimasse, “Og så … tsk. … tsk.!”

“Så må vi jo tvinge hende.” Konstaterede Caffaell tørt.

Madeline nikkede og smilede mens hendes smukke øjne svævede ud i rummet der var fuld af rådsmedlemmer, departementschefer og deres sekretærerne.

“Hvis hun virkelig er Hybrid,” hun vendte tilbage til Caffaell med et skælmsk blik, “så har vi tid. Forbindelsen skal modnes. Vi har mange ting at tage os til. Tragisk selvfølgelig, som det er gået for hende. Men intet er skidt for ingenting. Som I siger ikke? Du er her, ha, ha, ha.”

Et andet rådsmedlem, Elisabeth, kom hen til dem og Madeline klappede Caffaell på hånden for at markere afslutningen på deres samtale. ”Dejligt du endelig er her, søde Caffaell. Vi mangler muld. Vi savner én der har puls i fingeren.”

“Fingeren på pulsen … det er det vi siger.” Caffaell smilede til dronningen over alle Europas Walk ins. “Det er udtrykket, fingeren… “

“Ja, det er det jeg siger. Du har dine hænder beskidte. Du kender livet.”

Caffaell, havde en plan med at træde ind i Rådet. Hun vidste bare ikke hvad den gik ud på … ikke endnu. “Det kommer,” tænkte hun for sig selv. “Der viser sig en plan, det gør der altid.” Hun havde mest af alt lyst til at bunde det kølige glas hvidvin en tjener holdt frem mod hende, på en bakke. Men hun nøjes med at sippe lidt til den.

Jerome Littwin, der ikke var en af De første, men rådsmedlem, tog fat om Caffaells skuldre og hilste på hende med de traditionelle tre kindkys. “Bon jour, og velkommen til Nantes. Vi er så glade for at du sagde ja til Abdals plads i Rådet.”

Caffaell smilede, bøjede nakken som en hilsen til Porters mest betroede og gentog det hun allerede havde sagt ved indsættelsen i Paris. “Det er mig der takker Littwin. Den Skandinaviske familie takker for pladsen. Jeg er blot glad for at vi blev inviteret.”

Littwin der havde en udstråling som mælk der hele tiden truer med at blive sur, smilede som en utilfreds hankat.

“Utroligt hvilken position man kan opnå ved en royal transit. Men selvfølgelig, nogen har mere tæft for loyalitet end andre. I Littwins årer løber Labrador-blod,” tænkte Caffaell og returnerede det lumske smil.

Der var ikke mange walk ins som var translokeret ind i en royal krop. Men der var nok til at der ikke automatisk kunne gives en plads i Rådet, til dem som gjorde. Nogle var ligeglade, andre, som Littwin måtte lave lobby arbejde i mange år, for at gøre sig håb om at få en plads, hvis muligheden bød sig. Et hårdt arbejde som der ikke var mange der ville ofre deres tid på. Men Littwin havde løbet for dem alle. Og han havde løbet stærkt, så vidt Caffaell havde forstået på Abdal. ”Det bliver spændende at se om han er blevet herre i eget hus, eller om han ikke kan slippe vanen og stadig halser afsted uden at finde fred med den han er.” tænkte hun

“Hvordan går det med dem alle sammen deroppe nord på?” Littwin så kærligt på hende og løftede et diamant besat øjenbryn.

“Satans.” Tænkte Caffaell. “De ved at vi er splittede.”

“Det går godt, vi har stærke bånd som I véd. Til trods for komplikationerne med Ana.” Caffaell så roligt på Madeline, der fulgte nysgerrigt med i deres udveksling og sendte hende det mest overbevisende smil hun kunne mønstre.

“Åh det stakkels pigebarn,” sukkede Porter. “Det er ikke let. Og slet ikke nu hvor Tomas er vågnet af sin koma, og er så medtaget.”

“Åh Gud. Da jeg hørte at hans ring næsten er forsvundet… “ Madeline tog sig til brystet og sukkede, “jeg føler med ham, virkelig … med dem alle sammen.”

Caffaell bed al skam i sig. “Hans ring?”

“Ja den er der, svagt. Kun svagt.” Madeline lagde en blid hånd oven på hendes. ”Kroppen er stabil så længe han er i fuldstændig ro. Signe mener der er mulighed for … hvad var det? Jeg husker det ikke … noget med nogle ribben der var trykket langt ind … du ved hvor faglig hun kan blive med den slags. I hvert fald så måtte han på hospitalet i Danmark.”

“Hans lårmuskel … han blev også opereret i benet … på grund af en jernstang.” Tilføjede Littwin med oprigtig bekymring.

Hettie Wilhermsdörfer, Caffaells gamle veninde gik rundt om den lille klynge, der havde dannet sig om Caffaell og masede sig ind forbi en nysgerrig sekretær, der kun modvilligt veg pladsen for den lille stædige Tysker. Hettie bemærkede det ikke. “Han er så sej den dreng.”

“Åh gud.” Caffaell trak en hånd om i nakken.

”Men at det skulle ha’ været en dæmon?” Littwin trak brynene sammen.

Elisabeth rystede på hovedet og skød en stor lyserød dampsky bagud, for at være hensynsfuld. Men der stod så meget damp ud af det lille apparat og af hendes mund at alle blev indhyllet. ”Undskyld mig,” sagde hun og viftede med hånden for at fjerne den lette tåge der stod ind i den lille kreds. ”Ha, ha, jeg har lige fået nyt batteri, det er lidt vanskeligt at styre.” så lo de alle sammen, lige indtil hun lagde hovedet på skrå og stirrede mistroisk på Littwin. ”Vi har ikke haft dæmoner i over 75 år, i Europa.”

Littwin der blev forfjamsket over den smukke kvindes inspektion slog ud med hænderne, ”men … men det er dét der bliver rapporteret. En dæmon hærgede også Tyskland og ja … andre lande i Europa sidste år … man mener det er den samme… “

”Tha!” Elisabeth forlod gruppen med et spydigt blik. ”De rapporter er lige til at tænde op med. Det var spor af en vild shapeshifter der blev beskrevet. Hvorfor alle vil blæse denne dæmonsnak helt ud af proportioner ved jeg virkelig ikke.”

Littwin søgte svar i Caffaells blik, ”du har set den, har du ikke?”

”Ikke direkte nej. Heller ikke i mine syn som sådan… “

Littwin spærrede øjnene op, ”det er altså kun Tomas og Ana der er i stand til at give sande vidneudsagn? Men … men så kan det jo godt være en løgn… “

”Nej!” Caffaell mærkede en vrede som kold stål, brede sig fra sin lænd og op over hendes ryg. ”Daeg, Daeg så ham også i Findland. Det er en dæmon. Det er det.”

”Hvad taler I om?” Hettie stillede sig storsmilende ved siden af Caffaell og begyndte, at pludre om små ligegyldige ting. ”Har I hørt at vinderne af The World Ice Arts Championship er i færd med at skabe en skulptur i den store sal netop nu… “

Caffaell følte sig ikke længere så alene. Hendes hjerte fløj hjem til Tomas. Hvordan kunne hun have været så tankeløs? Måske Anées havde ret. Måske hun var blevet til en magtbegærlig kælling. Hun burde i det mindste have sikret sig at hendes søn var ok, inden hun forlod familien på den måde. Hvorfor havde de ikke kontaktet hende? Hun havde fået svar af Ragner, da hun sendte en sms. “Det skal nok gå.” Var den eneste besked hun havde fået tilbage. Hverken hendes opkald eller Sms’er var blevet besvaret siden da. Når sådan noget skete burde alle stridigheder falde væk, så burde familien komme først. Og Tomas var hendes søn. Hun tog en dyb slurk af sin hvidvin, for ikke at komme til at råbe i arrigskab.

Madeline løftede armene og klappede let i hænderne for at fange alles opmærksomhed. 27 kroppe vendte sig i rummet som trænede cirkusheste for at afvente domptørens ord.

“Tak… “ Madeline slog blikket ned, som om hun slet ikke fortjente den opmærksomhed der flød hendes vej. “Som I véd, vi er aldrig i hvile her på Château des Ducs de Bretagne. Vi arbejder hårdt for den position vi har blandt Europas walk ins. En pligt og en ja!” hun løftede hagen, “en selvfølgelig ære for os at… “

Caffaell hørte ikke det næste hun sagde, hun undrede sig over at Madeline så stædigt holdt fast i at tale klovnefransk. Hun drak en slurk vin for at ingen skulle se hende smile ad regenten. “Hun har talt fransk i over 300 år… “ undrede Caffaell.

“… Så naturligvis vi er glade for at kunne samle repræsentanterne her hos os i morgen.”

Folk klappede og mumlede lidt. Det var den årlige forsamling af Europas Chief Hunters, der skulle finde sted i morgen. Alle var spændte. Europas jægerfamilier sendte deres Øverste jæger, én gang om året for at bøje knæ for Madeline.

“Rådsmedlemmer, departementschefer og sekretærer mødes i spisesalen en time før den officielle modtagelse i Løvens Gemak i morgen aften. Her vil I alle blive briefet om dette års program.” Det var Littwin der nu trådte ind sammen med Madeline, for at overgive de mere trivielle detaljer.

Caffaell tømte glasset. “Hvis bare jeg vidste hvad jeg laver her,” mumlede hun for sig selv.

“Ja, den er skøn ikke?” Hviskede Porter og lagde en hånd på hendes arm. “Til middagen i aften, har jeg noget endnu bedre oppe i ærmet. En Musingy Grand Cry der vil slå benene væk under dig.”

“Uuuh… “ Caffaell smækkede med tungen, smilede og rakte sit glas frem mod den tjener der stod ved siden af Porter. Meget belejligt var det var som om, han hele tiden havde en skygge af tjenere med mere vin omkring sig. ”Det vil jeg også ha’.” tænkte Caffaell bundede det tjeneren skænkede op og vippede let med glasset at han bare skulle gentage handlingen.

Caffaell lod Porters hvidvins-skygge fylde glasset helt op med den kølige angsthæmmede væske, til over 400 Euro flasken. “Tak.” Så mumlede hun selvbevidst til Porter. “Krystalgals er så små, synes du ikke?”

Han nikkede indforstået og trak hende lidt væk fra gruppen der klappede efter at have hørt om hvilke steder i byen der var tilladt for Walk ins at holde fest. I større byer var der altid en række etablissementer der var ejet af en walk in eller én som kendte til dem. Det her man kom, hvis man ville feste igennem. Berusede walk ins og originaler er ikke en god cocktail.

“Du skal ikke holde dig tilbage. Scharzhof Riesling. Flydende nydelse.” Porter klemte hende venskabeligt på skulderen.

“Oh ja, glæd dig til i aften!” Hettie stak begge arme ind og rundt om Caffaells albue. “Han har opkøbt et parti af Europas mest udsøgte vine, fra en gammel venetiansk købmand.” Hun blinkede til Porter, “tid til tøsesnak,” sagde hun og trak afsted med Caffaell. “Alkohol har aldrig reddet nogen ud af en krokodille rede,” hviskede Hettie og lo lyst og let.

“Åh men de elsker denne komedie,” sukkede Caffaell.

De to kvinder stod et øjeblik og betragtede en tegning, der var smukt indrammet. En båd uden årer.

“Aha.” Caffaell svingede sit glas ud til højre, hvor en tjener straks fyldte det med mere vin, før hun trådte tilbage i passende afstand. Hun havde på magisk vis, eller Porters anvisning, fået den skygge af alkohol hun havde ønsket sig. En skitse af Noel Schaublüme. stod der ved siden af billedet.

“Porter har altid haf en ironisk smag.” Caffaells stemme var lige så syrlig som vinen der løb ned gennem hendes hals i store slurke.

“Ikonisk.” rettede Hettie.

“Ja, det var det jeg sagde.”

“Nej du sagde iro…”

“Jeg er faret vild Hettie.” Caffaell så fortabt på den lille birk med stålgråt hår, og skarpe sorte øjne.

“Du er lige hvor du skal være.”

“Jeg er ulykkelig og bange.”

“Og med god grund.” Hettie smilede klappede hende blidt på hånden.

Caffaell løftede blikket og betragtede den smukt farvede tegning. “Hvorfor kan verden ikke bare være et godt sted.”

“Så ville vi kede os ihjel.” Hettie nev Caffaell hårdt i den tynde hud i armhulen.

Caffaell snappede efter vejret. “Av?”

“Dit eget trick.” Svarede hun tørt. “Smerte vækker os.”

“Eller slår os langsomt ihjel.” Caffaells øjne gled henover de 5 andre rådsmedlemmer og deres stab af embedskvinder og -mænd.

“Abdal?”

“Ja. Jeg forstår det ikke. Jeg fatter det simpelthen ikke Hettie. Hvordan kan han være det bekendt? Alle andre end ham, ville jeg kunne forstå. Men Abdal er den sidste der må give op på den måde!”

Hettie trak hende rundt og væk fra kunstværket igen. “Kom.”

”Hvad skete der med den rokkering der skulle have fundet sted for flere år siden?”

Hettie så uforstående på hende.

”Hold op!” Caffaell så strengt på hende. ”De to nye kongelige translokationer, Logan MacCarthy og hende … Adora Shay, skulle indtræde i Rådet. Du ved udmærket hvad jeg taler om. Darcey skulle rykke op som regent, og du … du skulle være hans…”

”Men sådan gik det ikke.” Hettie talte skarpt og hurtigt. ”Den slags tager tid, og der er altid en risiko. Logan MacCarthy og Emmely Kosma Adora Shay, døde i en frygtelig ulykke for 5 år siden.”

”Og så?” Caffaell trak ligegyldigt på skuldrene. Vinen havde gjort hende dejlig afslappet. ”Hvorfor er de ikke tilbage?”

Hettie nikkede og smilede til Darcey, som stod og talte med Elisabeth – er rankt kvindeligt rådsmedlem, der nød at stordampe på e-cigaretter med farvet damp. – ”Ingen véd det … det var en brandulykke. Den Yacht de var ombord på, satte i brand 70 sømil fra land, og eksploderede få minutter efter.”

”Men…” Caffaell så forvirret på sin veninde.

”Jeg véd det. Ild er den værste translokation at vende tilbage efter. Men de er vendt tilbage. Det de være. Jeg tror de har lavet en Henry Ried.”

”De gemmer sig?”

Hettie slog øjnene ned og fulgte de brede marmorfliser med blikket. ”Det er hvad jeg ville gøre, hvis jeg døde her … i en ulykke mener jeg. Ild, jeg tror det var en besked til dem,” Hettie trak munden sammen, ”-og til os.”

Caffaell slap Hetties arm, og gik selv over til tjeneren med vinen, som åbenbart havde glemt hende, eller synes hun havde fået nok af de kølige druer. Men det skulle de blive to om at bestemme. Hun vendte ansigtet og lavede et par store øjne til Hettie. Der rullede sine i en bue op mod loftet som svar.

Da Caffaell var tilbage hviskede hun: ”Du tror da ikke at de er blevet myrdet … er det ikke lidt for åbenlyst.”

Hettie vippede usikkert med den ene skulder. ”At skjule noget i det åbne er nogen gange det bedste sted, ikke? Alt hvad jeg véd er at det ikke bliver til nogen rotation i Rådet foreløbig. Madeline og Porter træder ikke tilbage. Hvad de så end gør, for at blive dér. Det blander jeg mig slet ikke i.”

”Hvad med Abdal…” Caffaell blev pludselig ængstelig for sin gamle far, på en helt ny og fundamental måde.

”Nej, nej! Jeg mødte ham i Paris for nogle måneder siden. Sur og krop umulig. Han lød kontrær og smask forkælet hvis du spørger mig.” Så lo hun højlydt som om Caffaell havde sagt noget virkelig morsomt.

“Paris?”

“Ja. Han havde et møde, påstod han.”

“Så han er i Paris nu?”

“Hvem véd. Død er han ikke!” Hettie trak ligegyldigt på skuldrene, hun havde aldrig haft en mentor, eller en der agerede forælder i sine unge dage. Hun havde aldrig forstået det bånd, og var også glad for ikke, at være bundet af sentimental kærlighed, som menneskene var det. Sådan var der mange walk ins der havde det.

Caffaell havde også drømt om et frit liv, da hun var yngre. Et liv hvor hun ikke var bundet til Abdal – hvor hun var fri – og kunne gøre som hun ville. Men det var før. Før drømmene om de to små børn under broerne begyndte at dukke op.

Ana og Tomas, især Tomas, havde ændret hendes syn på dét at binde sig til en anden walk in. Hun havde haft affærer, selv langvarige kærlighedsforhold. Men at tage et barn til sig … den kærlighed var noget ganske andet. Da hun tog Tomas til sig, ændrede hendes forhold til Abdal sig også. Pludselig forstod hun hvad hun selv var, for ham. Den sammensmeltning der var mellem hende og Tomas var til tider smertefuld, meget endda. Så meget at hun følte at hun ville blive skør hvis hun ikke kunne få kontakt med ham. Som nu. Hun tog endnu sip af vinen, for at dulme den smerte der for alt i verden ikke måtte sløve hendes dømmekraft.

“Jeg må forsøge at kontakte ham, på én eller anden måde.” Tænkte hun. Hans mobil var lukket, ingen af de andre i familien svarede når hun ringede. Hun havde, selvom hun vidste at det var omsonst, prøvet at ringe fra et andet nummer end hendes eget, til både Ragner og Benjamin. Stadig ingen svar.

“Kom! Vi kan ikke stå her i evigheder. Hvad med om du kiggede forbi til brunch, i mine gemakker, i morgen?”

“Du har køkken?”

“Ja. Ikke så stort som dit i København, men det går.” Så klemte hun kærligt Caffaells hånd. “Desuden har du din første officielle pligt, som det i morgen tidlig. Vi kan gøre det sammen.”

“Ja?”

“Det er tradition at vi vinker og hilser mens de unge ankommer i Møntslagergården.”

Caffaells hjerte fyldes igen med varme. Ikke kun på grund af sin selvglæde over at være rådsmedlem Caffaell Hadi Seraph, der skulle vinke til de unge jægere i morgen, det dejlige gensyn med Hettie, men også på grund af vinen, der varmede hendes krop og dulmede hendes bange anelser.

Porter der åbenbart var fast besluttet på at drikke hende fuld på hendes første aften i Nantes, kom hen mod hende sammen med en tjener.

“En Sauvignon, fra Californien.” Han nikkede skælmsk, og førte hånden hen mod tjeneren, der præsenterede vinen.

“When in France,” sagde Caffaell og lod ham fylde hendes glas endnu engang.

Bordene var ryddet for mad og blomster, men der var væltede stole, vinglas og tomme flasker over det hele. Der var kun en lille hård kerne af festen tilbage: Caffaell, Hettie, Elisabeth, Darcey og en gruppe overrislede Oksehakkere. De stod samlet omkring Hettie, i et hjørne af den lille banquet sal, hvor de havde indtaget en udsøgt middag tidligere på aftenen.

”Jo! Kom nu.” Elisabeth så indtrængende på Hettie. ”Du husker ham godt. Den mærkelige stemme, Hettie!” Elisabeth der heller ikke holdt sig tilbage for at tage indvendigt brusebad i vin, så strengt på Caffaells gamle veninde. ”Du skal!”

Hettie sukkede, ”kun én sætning!” sagde hun og lukkede øjnene.

Elisabeth nikkede sagligt. ”Kun én,” fniste hun.

Alle ventede spændte.

Hetties talent var at kopiere stemmer. Et lille talent, som hun tit blev mobbet for, men ikke desto mindre var hun altid festens midtpunkt. Hun havde nemlig også en god sans for humor.

Caffaell smilede, det var længe siden hun havde overværet det. Hettie skulle bare genkalde sig en persons fysik og høre vedkommendes stemme for sit indre ører, så kunne hun tale nøjagtigt som ham eller hende. Mand eller kvinde, det gjorde ingen forskel.

Forventningen i rummet steg. Så åbnede Hettie endelig munden som om hun ville begynde. I stedet lukkede hun det ene øje op og kiggede direkte på Elisabeth, ”Jeg glemmer … går han med stok eller hat?”

”HAT!” busede det ud af Elisabeth, og straks havde Hettie en lille pink hat svævende over hovedet.

”Uh.” En kvindelig departementschef kom med et lille udbrud og tog sig forskrækket til hovedet. Det var hendes hat. Alle lo.

”På mit hoved, så en cirkel og tilbage på mit hoved.” Instruerede Hettie Elisabeth og blinkede til hende. Elisabeth var, sammen med Hettie og nu Caffaell de eneste rådsmedlemmer der, ud over Madeline, havde et talent. Elisabeth var en exceptionel telekinetiker.

Med et hop lettede hatten fra Hetties hoved, svævede rundt i kredsen, mens den dykkede ned over folks hoveder. Hettie lod som om det var hende som fik hatten til at svæve, mens hun talte med en lys mandestemme med en engelsk-italiensk accent: ”You have the world’e in’e your’e hands’e if’a you whant’e.”

Caffaell genkendte straks den lille Italiener der kom og underviste den kongelige garde i fægtning, og hun var ikke den eneste. For folk lo og klappede da de også genkendte stemmen. Det var utrolig så præcist hun kunne ramme hans lyse lette tenor.

Hatten slog en kolbøtte og Hettie korrigerede leende sine bevægelser så det så ud som om hun havde fuld kontrol over hatten. Elisabeth, drillede hende ved at sende hatten frem og tilbage et par gange, så hun ikke helt kunne følge med i sine bevægelser. Hettie lo, men fangede hurtigt rytmen, nu var det hende som tog over. Hun lavede en ”kom her” bevægelse med sin pegefinger, og Elisabeth lod hatten svæve tættere på hende, langsomt og tøvende som om den var bange for hende.

Caffaell og Darcey lo så de fik ondt i maven. Darcey lagde armen om hendes hofter og gav hende et klem. Caffaell nød sig selv så meget at hun var ved at eksplodere.

Hettie rynkede brynene og råbte, som de alle havde hørt fægtemesteren råbe: ”Engarde! No’e hesitation’e’ – or you will’e die, for sure!” Hatten standsede brat op og stod stille i luften foran Hettie, som om den afventede næste ordre. ”Up!” kommanderede Hettie og tegnede nogle store underlige cirkler i luften inden hun kommanderede den lille pink hat tilbage på sit hoved. Elisabeth lavede et ansigt da hun ikke helt kunne følge med i det sirlige mønster Hettie tegnede, hvilket var til stor morskab for publikum, for det var ikke særlig tit, de fik lov at se det stolte rådsmedlem Elisabeth Emelia Dawson på glat is.

Hettie bukkede og proklamerede: ”It is not’te the objebt that controlles you’e, you’e a’ concrol’le the objebt!” Folk piftede og klappede.

”Se, det her er livet.” tænkte Caffaell da hun lo højt og hjerteligt sammen med alle de andre.

”Jah.” Darcey gav hende et kys på kinden og skred gennem rummet som en top-tunet meget tyk balletdanser. Ved det glatte glaslignende anlæg, slog han ud med armene og råbte: ”skal vi aldrig danse?” Så trykkede han på play, og musikken væltede ud i rummet. Darcey skubbede en ung gran til side og trak Caffaell ind i et favntag, kastede nakken tilbage og råbte: ”LET’S DANCE OR DIE TRYING!” hen over musikken. Caffaell gav den alt hvad den kunne trække og svingede med hofterne i takt til den dunkende rave musik der blev blæst ud i hver en krog af den lille Banquet sal.

Kapitel 11

ANA

”Måske er det her noget… “ jeg stod og skrabede i den forkullede jord med hælen, og lyste med lommelygten. ”Det er i hvert fald svedent her.” En underlig ensom fornemmelse bredte sig i min krop. ”SKRRAAH” En fugl skreg advarende inde fra skoven. “Fuck!” jeg fik et chok. “Virkelig også snot dumt at gøre det her om natten!” vrængede jeg. Men hvad skulle jeg ellers ha’ gjort? Invitere hele familien med herop? Nej tak. Jeg anede jo ikke hvad jeg ville finde. Jeg håbede at jeg på en eller anden måde bare havde skræmt dem væk.

Min mave var kold og kvalmende. Her var kulsort, og meget stille. Kun små pusle lyde fra skoven, og en meget svag hvisken fra trætoppene, der svajede for brisen. Månen var smal og skarp som en le, lige nu var den skjult bag nogle skyer, hvilket gjorde det umuligt at se noget som helst. Jeg stod bare og stirrede på den skarpe lyskegle der var på jorden foran mig. Den vibrerede lidt, fordi min hånd sitrede af kulde. Den flade klippegrund der stak op under gruset var svedet helt sort. Heldigvis var der ingen døde.

Jeg tog en dyb indånding. “Ok Ana Banana, her goes nothing.” Langsomt begyndte jeg at søge med lommelygten langs jorden, for at se om jeg kunne finde flere spor fra mit sidste besøg hos Mimer. Spor jeg skulle ha’ ryddet af vejen, inden Benji besluttede at beskyttelsesruterne skulle inkludere området helt ud omkring Memory Lake.

Efter et stykke tid begyndte jeg at lede rundt i krattet og det lave buskads, lidt længere væk. Der var svedne spor, der førte mod højre. Hér … “Jo det var her jeg havde stået. Roveren havde holdt dér … og dér… “ Jeg vendte mig om og fik øje på en lille affsvedet heksering. Det måtte være der jeg havde stået. Det stank af våd sod. Jeg vendte mig igen og fulgte de svedne spor ind i krattet.

“ÅH!” jeg slog nakken op og tilbage, og lyste op i mørket. Jeg stod og kiggede op i himlen, mens mit hjerte tæskede rundt i kroppen under mig. “Nej, nej, nej, nej … “

Jeg begyndte at tude. Jeg stod og kiggede op i stjernerne mens jeg hulkede og græd. Rørte mig ikke ud af stedet. Jeg havde så ondt af mig selv. Til sidst lukkede jeg bare øjnene, bøjede nakken, åbnede øjnene og lyste ned på Gerrads forbrændte ansigt, læberne var trukket tilbage i et uhyggeligt grin, resten af ansigtet var helt væk.

Lidt længere fremme lå hans forkullede venner, som campister i sorte soveposer af brændt kød. ”Det her er for sindssygt,” tude-mumlede jeg. ”Du er så langt ude at skide, at der ikke findes returbilletter.”

Godt nok var det en vild shifter og to sleepere. Men jeg var ikke vandt til at slå ihjel. Tomas, Signe og Benji ok, de var jægere. Ragner gjorde det sjældent, -og jeg, slog aldrig ihjel

Angsten var ved at æde mig op indefra – Som en sort klæbrig skygge der havde stukket et sugerør ind i min mave og langsomt sugede livet ud af mig.

Jeg tværerede tårerne af ansigtet og gjorde mig så hård og kold som muligt. “Ingen! – ingen i hele verden, får noget at vide om det her.” Lovede jeg mig selv. “Nogensinde … Heller ikke Tomas!”

Jeg stod over et stort hul, jeg havde gravet inde i skoven. Det havde taget mig lidt over halvanden time, at få det stort nok. Jeg svedte og frøs på en gang. Ligene havde været alt for tunge at slæbe og mine arme var slet ikke egnede til at grave. Luften var kold og der var ikke mere end nogle få timer til det blev lyst igen. Jeg manglede stadig at kaste jord i hullet og dække det hele til med fyrrenåle. Langsomt, som en kedelig film, begyndte jeg at kaste jord ned i hullet igen. Mine arme var ved at flade af. Mens jeg skovlede jord, begyndte stumper af tanker og hukommelser at dukke op i mit hoved.

Tomas’ blik, misbilligelsen fra de andre, tavse mistanker, angst og spekulationer.

Måske var alt det her tilfældigt. Måske hang det hele sammen, jeg kunne bare ikke helt … Hende der shifteren i Finland der måske havde lagt sit æg i mig, eller …

Ok, lad os sige at det var det der skete: Hun pustede et æg ind i mig. – Det klækkede og jeg blev til en dæmonlignende kvinde, der åd og knaldede sig gennem Europa, sammen med en handæmon. – Jeg havde været en helt anden person … eller, et væsen faktisk … i næsten et halvt år, før Tomas endelig slog mig ihjel. – Det hele havde været for voldsomt for mit system. Så da jeg translokerede ind i en ny krop, glemte jeg hvem jeg var, – så havde CESPI fundet mig, og havde lokket mig til at arbejde som Seer, før Tomas kom, kidnappede mig, og bragte mig tilbage til familien. – Problemet var bare at jeg ikke kunne huske en skid før Ragner lokkede mig til at hoppe i Mimer. – Måske var det faktisk ilden der brændte på Mimers overflade, der gjorde at jeg igen kunne huske hvem jeg var. – Udrensningen nede hos Tomas’ mor, Caffaell, der afslørede at der stadig var noget inden i mig, fra dæmonlivet som jeg ikke kunne slippe, et krybdyr …

Jeg hvilede skovlen mod kanten af hullet i to minutter. “Shit. Det er umuligt at finde hoved eller hale i.” Jeg sank en ironisk idé, der føltes som vat i halsen. ”-Eller en kombination. Det nye dig: Ana Banana og Ana der går bananas og dræber med ild!”

Sidste år havde måske bare været første episode af mit liv i helvede. Jeg begyndte at skovle mere jord ned over Gerard og hans to enormt solskoldede venner. Nu stod jeg så i en næste episode af mit liv: Apokalypico. Universets undergang.

Da jeg begyndte at skrabe grannåle sammen og strø dem henover den opvendte jord, kom jeg pludselig i tanker om bladene der bevægede sig ud af skoven, i sommer. Efter jeg havde bidt Tomas i halsen, stod jeg og kiggede over mod skoven hvor bladene samlede sig og blæste hen mod ruden, hvor jeg stod. Den hang som et stort væsen og kiggede ind på mig. Pulserende som om den var levende.

“Beskyt dit afkom” havde den telepateret til mig. Dæmonen telepaterede også til mig. Det var sådan vi kommunikerede. Der var et eller andet med det … aftrykket af liljen – sleeperens mærke – på ruden. Sleeperne der var begyndt at dukke op … og hver gang i nærheden af mig. Det var dæmonen der førte bladene, det vidste jeg nu. Benji havde fortalt om papirerne inde i København, gruset der også havde formet en sig som en slange i gården. Dæmonen havde hele tiden holdt sig i nærheden af mig. “Jeg passer på dig,” sagde den, eller han, på bådebroen.

Beskyt dit afkom … ja, det giver mening,” tænkte jeg. Det hænger sammen med dét han sagde til mig: “Hun er derinde, jeg våger over hende.” Det havde han sagt til mig. “Hun sover bare. Jeg våger over hende.”

Pludselig åbnede skyerne sig over mig, og månens skarpe segl lyste ned i skoven.

Som en film der spoler baglæns, samlede et gammelt verdensbillede sig. Glasskår, af forskellige former og farver, dukkede op blandt et væld af stjerner, på en sort nattehimmel. Alle de bitte små dele kom frem fra de mørkeste afkroge af mit sind, og blev til en kugle af glas og blændende lys. Jeg kunne begynde at se helheden inde i den, – huske og mærke den forbindelse der var mellem skårene.

Selvfølgelig. Hvis dæmonen havde ret, så var der noget i mig, en hun, et afkom, som han vågede over.

Fugleungen, dyret der krøb rundt på DNA strengene under Yggdrasil. Det hele blev til virkelighed inde i glaskuglen. Det dyr jeg troede jeg havde gemt væk … det havde noget med ilden at gøre. Det var dét der tændte ilden.

Det var det sorte dyr der havde slået dem ihjel. Det måtte det være. Det var i hvert fald ikke mig. Men ingen ville jo tro på at jeg slet ikke var til stede da det skete. Ingen ville tro på, at det var fuldstændig ude af min kontrol, og hvis de gjorde … ville det også være som at trække splitten på en håndgranat i bukselommen. Jeg ville blive spærret inde. ”Hun er ude af kontrol, hun er whiteouter.”

“WOOUSHH!” lyden var enorm i mine øre. Mine øjne fór rundt. En kugle af ild faldt ned for mine fødder, så jeg måtte springe tilbage. Gnisterne stod op omkring mine fødder. Kuglen var væk.

”Satans!” hvislede jeg. ”Var det mig?” jeg kiggede forvirret på gnisterne der glødede kort, inden de forsvandt i mørket. ”Ja Supernova! Selvfølgelig var det dig. Du burde tilstå og overgive dig til Rossignol, eller i det mindste melde det til Anées.”

Kapitel 12

CAFFAELL

Over 100 jægere skulle samles til det årlige taffel hos Rossignol. Kun de øverste jægere var inviteret, men de fleste territorier var langt tættere befolket end det Skandinaviske, så de havde 2 eller 3 repræsentanter med.

Mange Øverste jægere eller Chief Hunters, inviterede også én, eller to, af deres menige jægere til at deltage i de fester der opstod mere eller mindre spontant, før og efter den store gallamiddag.

Solen skinnede fra en skyfri himmel. Det var en dejlig varm efterårsmorgen. Pladsen lige under Hetties lejlighed var fyldt med unge walk ins i højt humør.

Caffaell og Hettie stod på den lille balkon der hørte til Hetties lejlighed. Hettie så henført ud over alle de unge stærke jægere, der var ved at samles i gården før den uofficielle brunch. “De er smukke ikke?”

Caffaell tog hendes hånd og klemte den, “jeg står midt i en nærdødsoplevelse,” hviskede hun. Hendes mund føltes som en knastør sandstrand, en strandet hval, – hendes tunge – var den døde hovedattraktion. “Jeg har det ikke godt med højder for tiden…”

“Der er kun 3 meter ned. Se!” Hun vinkede til en høj atletisk birk med gran træk. “Åh, smukke Vladislav … og han har en ung jæger med.”

“Hettie!” lød det nede fra gården. “Reserver en dans til mig i aften.”

“Som den første.” Svarede Hettie. “Hvem har du dér ved din side?”

“Danielle. Ny jæger i mit territorie,” kaldte Vladislav op mod dem.

“Hej!” Hettie vinkede som om hun fik penge for det.

“Kommer du til efterfesten?” spurgte en lys kvindestemme.

“Ja selvfølgelig. Selvfølgelig.” Hettie lød ekstatisk.

“Vi ses.” Råbte Vladislav.

“Jeg glæder mig.” Svarede Hettie og henvendte sig til Caffaell. “Åh han er så charmerende” sukkede hun.

“Det er muligt.” Caffaells ansigt var slapt, som lige efter man har kastet op. Hvad hun også lige havde gjort – i en urtepotte med Timian. “Du har vel ikke et lommetørklæde på dig?”

“Caffie!” udbrød Hettie, “min citrontimian!”

“Undskyld.” Caffaell løftede forsigtigt de store sorte solbriller og tørrede øjnene med snippen af sit ærme. “Åh mine øjne løber altid i vand når jeg kaster op.”

”Og det gør du måske tit for tiden!” Muggede Hettie, tog den lille plante og holdt den ud i strakt arm. Hun gik ind i det interimistiske køkken, smed den ud og tog en halv pakke servietter med ud til Caffaell, der havde rettet sig op og nu stod og hilste stift på folkene i gården.

“Hvor længe skal vi stå her og lege Mester Jakel?”

“Til de fleste af dem er gået ind i Mønthuset for at få brunch.”

“Åh… “ Caffaell havde ondt af sig selv. “Sikke en debut… “

“Vi ler af den næste år… “ Hettie sendte fingerkys til en eller anden blond skønhed der stod og fleksede med musklerne for hende.

“Vi ler og ler … ” brummede Caffaell og nikkede til Jerome Littwin og Porter, der stod sammen med Elisabeth på en balkon på den anden side af gården.

Alle jægere tilhørte officielt Rossignol. Men var naturligvis tilknyttet Europas walk in familier, til daglig. De familier der var jægerfamilier, havde naturligvis flest jægere. Men familier der havde en anden prioritet, som healere, videnskabs- og handelsfamilier, havde også to eller tre jægere tilknyttet som beskyttelse. Rossignols samlede styrke var på 320 jægere, dertil kom så, familiernes jægere, der, hvis de samledes ville udgøre en styrke på over 1.000 jægere.

Traditionen tro, kom de hvert år, rejsende fra deres respektive lande, for formelt, at bøje knæ for Rossignol, for Madeline.

Caffaell trak lidt ud i den ene brillestang på solbrillerne, de strammede så forfærdeligt omkring hovedet.

“Hvornår gik Darcey i seng?” Fuldstændig selvoptaget havde hun drukket sig i hegnet, uden at tænke på dagen derpå.

“Ikke lang tid efter at du råbe at du ville være Jeanne d’Arc, og at Château des Ducs de Bretagne var dit. At det var din fødselsret at få tronen bragt fra tronsalen over på dit værelse.”

Caffaell slog en hånd for munden. “Det sagde jeg vel ikke!”

“Jo du gjorde. Heldigvis fik Darcey den geniale idé at I skulle hælde vin ned i halsen på hinanden som de græske guder I var… “

“Gud ja!” hun greb fat om Hetties albue. “Hvordan kom jeg overhovedet op på dét bord?”

“Du var smidig som en kat.”

“Nej, nej, nej.”

Caffaell huskede svagt, at hun havde ligget på bordet med hovedet ud over kanten, mens Darcey, der stod på en stol, forsøgte at ramme hendes mund med strålen fra vinflasken. Det gik ganske godt. Ikke underligt at hendes nakke føltes som en havelåge, der knapt kunne dreje på sine rustne hængsler.

“Det er jo til at tude over som jeg har sjoflet mit gode navn.” Hun trak hidsigt solbrillerne af sig selv. “Det var da også som satan! som de strammer.” Hvæsede hun og trak de brede brillestænger hver sin vej, i et forsøg på at udvide dem. “Twak! “Nu stod hun med den ene brillestang i hånden.

Hettie kiggede ikke engang over på hende, hun blev ved med at hilse og sende fingerkys. “Det var Tom Ford solbriller.”

“Tom hvem?”

“800 Euro. Men bare rolig det har jeg ikke betalt. Det var en gave fra Tom selv, der har designet dem specielt til mig.”

“Undskyld.” Peb Caffaell.

I aften skulle hun for første gang deltage i den store gallemiddag, som Tomas havde fortalt om mange gange. Hun havde brugt timer på at udspørge ham om kjoler, hår og smykker. Håbet at hun en dag, på én eller anden måde kunne få lov til, bare at være vidne til, at se cremen af cremen af Europas unge jægere, defilere forbi Rådet. Europas unge håb. Nu skulle hun deltage som intet mindre end Rådsmedlem Caffaell Hadi Seraph, syg som en fordrukken sømand.

De to ældgamle veninder sad i hver sin ende af en lille sofa og drak begsort kaffe af små porcelænsskåle, præcis sådan som Caffaell bedst kunne lide det.

Hetties lejlighed var inddelt med store tunge mahogniskærme, bogreoler og grønne planter. Loftet var dækket af dyb hvid stuk, med tableauer af engle og blomster. Hun havde fået stillet Grøn Balsal til rådighed engang i tidernes morgen da hun translokerede ind i en royale krop i Skotland, og var blevet inviteret ind i Rådet.

Kun det moderne køkken og badet, der var inspireret af resten af rummets kontraster af mørkt træ og hvide paneler, havde døre, resten var ét stort rum.

“Especially for you.” Hettie puffede til et glas, der stod på bordet, med sin blålakerede tåspids.

“Hvorfor holdt jeg mig ikke bare til ét glas … eller to.”

“When in France…” Hettie lænede sig frem, trak kaffen ud af Caffaells fingre og pressede glasset med den tykke masse, ind mellem dem i stedet. Så lænede hun sig igen tilbage, trak benene op under sig, før hun tog sin tallerken, med en friskbagt croissant, smør og appelsinmarmelade over på skødet.

Caffaell vuggede med glasset, og samlede invitationen fra hendes indsættelse op fra et fad der stod på bordet.

Madeline Vasilijs Parenteau – Regent og leder af Unified Europe for Registred Walk ins.

“Hvad er det med Madelines franske?” Caffaell så op fra det guldrandede hvide kort. “Det er blevet værre er det ikke?

“Det er mange år siden. Du véd hun var syg efter en translokation for 60-70 år siden?”

“Ja.”

“Usædvanligt for en walk in, ikke at blive rask ret hurtigt. Hun rejste, – var væk i næsten et halvt år tror jeg.” Hettie virrede med hovedet, og tyggede af munde. “Porter kom med undskyldninger for hendes fravær, indtil hun endelig vendte tilbage og var helt stærk. Derefter var den hel gal.”

Caffaell blinkede træt, under øjenbryn så tunge som jernbanesveller.

“Elisabeth og mig blev enige om at det var en halvsidelammelse, og at hun var for forfængelig til at skifte krop. Har du ikke se hvordan hun nyder sig selv?”

“Det er vel ikke forbudt!” sagde hun, selvom hun selv havde tænkt tanken da Madeline have sagt godnat, aftenen før. Igen, havde hun kysset hende på munden, men denne gang, på grund af vinen, havde Caffaell tænkt, var kysset overdrevnet og langt. Så mumlede hun fraværende: ”Hun har da ingen børn vel, eller har hun været gift?”

”Nej hvorfor?”

”Hvorfor så Parenteau? Det ekstra efternavn betyder enten at man har taget et barn til sig eller at man er blevet gift …?” Caffaell trak øjenbrynene sammen og lukkede øjnene. Selv huden i hendes ansigt gjorde ondt.

“Drik nu bare din smoothie,” kommanderede Hettie.

Caffaell gloede tungt på hende mens hun vippede, hvad der for hende lignede snot, rundt i glasset. “Nopal?”

Hettie nikkede, ” – og banan. Kaktus, banan og lidt mynte … kom nu du vil elske den.”

Caffaell lagde kortet fra sig på sofaen, holdt sig for næsen og tog en ordenlig slurk, sank og satte sig brat op. “Urh … urh… “ hele hendes inderside truede med at vælte ud på det victorianske tebord. “Uurh…” hun gaggede igen før hun slog en klam rulle-bøvs “BORORARB.” – Undskyld.” Caffaell så flovt på Hettie. Godt nok var de tætte veninder, men der var grænser for hvad hun havde lyst til at dele.

Men Hettie hørte ikke hendes undskyldning, hun lå bagoverbøjet i sofaen af grin. “Mein Gott … mein Gott … Hvor har jeg dog savnet dig, min lille landmus.” Da latteren var faldet til ro i hendes krop, rakte hun over og strøg Caffaell på kinden. “Kæreste dog. Hvad laver du også her?”

Caffaell tog kaffen på bordet så hun nu havde noget i hver hånd. “Jeg véd det ikke. Men det regner jeg med at du kan hjælpe mig med at finde ud af.” Hun bundede resten af den snotlignende mixtur før hun slukkede for enhver gentagelse af høvisk optræden med 2 store slurke kaffe.

“Ja, jeg kan mærke det på dig … der er noget under opsejling.” Hettie tog kortet og læste højt “Abdal Hadi Ried, stemmeberettiget Rådsmedlem, er desværre forhindret i at deltage i indsættelsesceremonien for: Caffaell Hadi Seraph. Porter Choen underskriver i hans fravær.” Hun viftede med kortet, “hvad i alverden er der sket med ham?” Sagde hun eftertænksomt. “Hvornår har du sidst talt med ham?”

“Det er måneder siden. Da jeg fik beskeden om min udvælgelse ringede jeg naturligvis. Men du ved hvordan han er. Jeg… “ Caffaell begyndte at græde.

“Liebling!” udbrød Hettie, men rørte sig ellers ikke ud af flækken for at trøste Caffaell. Det var de blevet for gamle til. “Sorg kan man ikke sætte plaster på.” Mumlede hun for sig selv.

Caffaell tog en dyb indånding. “Jeg…”

Hettie viftede afværgende med hånden. “Desuden er det der ikke sorg, det er tømmermænd!”

“Jeg véd det!” Caffaell tog mod til sig og rakte ud efter sin egen tallerken med croissant, smør og marmelade.

“Jeg har som sagt heller ikke kunnet komme i kontakt med ham. Ærligtalt har jeg været fornærmet.” Hettie kiggede ned i sin kaffe. ”Men nu … ja først troede jeg naturligvis bare han var stukket af til Hawaii…”

“Ja?”

“Men det er han ikke, for Porter fik den dér fuldmagt til at skrive under for ham, på en eftermiddag.”

“Og du er sikker på at det var hans håndskrift?”

Hettie lavede et dah ansigt til Caffaell.

“Ja selvfølgelig.” Caffaell tog croissanten i munden, ”ræk mig lige invitationen.”

Madeline Vasiljis

Porter De’lombard

Darcey Bernadine

Jerome Littwin

Caffaell Hadi Seraph

Hettie Wilhermsdörfer

Elisabeth Emelia Dawson

Caffaell tog en bid og stillede tallerkenen over på bordet. “Jeg skal lige ha’ den opskrift på: klam smoothie, jeg tror sørme den hjælper.”

“Selvfølgelig” spandt Hettie og strakte benene ind bag Caffaells bagdel, langs med sofaens ryglæn.

Caffaell lod fingrene følge hvert eneste navn på listen, som om hun på den måde kunne læse mere end de bogstaver der dannede navnene. Darcy Bernadine, Mahogni med et ungt glimt i øjet. To parallelle grå linjer i det krusede sorte skæg. Én på hver sin side af munden med de mørke læber. Det gav ham en vis alder, med det grå i hans skæg. “Hvis Darcey barberede sig, ville han se 10 år yngre ud,” sagde Caffaell og slap sin “fingerlæsning” et øjeblik, for at tage en slurk kaffe som Hettie netop havde skænket. “Ah, kaffen er manifique! Jeg véd det er skørt, men en af mine helt store grunde, til ikke at følge med Tomas til Skandinavien permanent, er den Franske mad, kaffe og…” hun sukkede ” indrømmet … vinen.”

“Jeg håber han snart får det bedre,” sagde Hettie og tilføjede, ”Tomas mener jeg …

“Jeg kontakter ham snart igen. Anées kan jo ikke ekskludere mig mere fra familien.”

Kapitel 13

ANA

Tomas stod og ruskede i mig. Jeg lå og sov ind over køkkenbordet, i min morgenkåbe. Jeg kunne høre Benji stå og råbte henne fra døren så jeg rejste mig. På badeværelset fandt jeg mit løbetøj på gulvet, i spejlet så jeg at den ene halvdel af mit ansigt var rødt af frottésovemærker, trendy. Mit hår var helt vildt fladt i den ene side og stadig vådt, jeg hev mit ur ned fra hylden, 03.30, jeg havde sovet 45 minutter. Flot.

Jeg havde været møgbeskidt efter mit uhyggelige foretagende i går aftes, så jeg havde sneget mig til at tage et bad uden at Tomas vågnede. Jeg ville også ha’ spist noget, men dét projekt kom jeg åbenbart ikke så langt med.

Nu sad jeg så i bilen sammen med Benjamin. Jeg havde den meget tørre bolle, dén som jeg ville have spist i nat, hængende slapt fra min hånd. Jeg havde taget en lille bid af den. Den lå som en vattot inde i min mund. Jeg orkede ikke at tygge på den, så jeg vippede fingeren over på kappen i døren og kørte ruden ned, lænede mit hoved hen mod det åbne vindue og spyttede brødvattet ud. Desværre var der ikke kraft nok i kuglen så den satte sig fast i kanten mellem ruden og døren. Endnu mere desværre, registrerede jeg det ikke, så jeg kørte ruden op igen, med brødkuglen på. Benji fik et anfald og jeg undskyldte endeløst over min uprofessionelle opførsel, indtil han tændte for radioen og tavst gav mig fingeren.

Mand! Hvor jeg trængte til at sove. Lige nu var det mere end heldigt at Benji og mig havde fået Arvidsjaur, hvor der kun var en lille-til nul chance for ballade. Ragner skulle tjekke en landejendom i Akkavara, som nærmest heller ikke var en mulighed. Daeg og Signe, var til Benjis slet skjulte irritation, kørt til Glommerträsk, hvor der i forvejen var rapporteret et mord. Hvis der var en rede, så var det sikkert dér den skulle findes.

Jeg tror ikke nødvendigvis det var fordi Benji gerne ville sidde i samme bil som Daeg, eller fordi han gerne ville være den der fandt reden – hvis der var én. Han ville bare ikke på opgave med mig. Familiens svageste link, når det kom til jagt – og lige i dag – oven i købet også den største idiot i verden.

Bilen var varm, Benji havde radioen på en eller anden love me tender kanal, der spillede sovsede kærlighedssange. Jeg gad ikke engang kommentere det. Jeg tog den sidste slurk af min kaffe, trak mit hår om i en hestehale, viklede tre elastikker fast omkring den, før jeg skubbede min jakke op mod ruden, dunkede mit hoved ind mod den og sov.

I lang tid hører jeg ingenting. Jeg mærker fart. Mærker luften mod mine kinder. Kold og frisk. Meget kold. Min krop er varm. Meget varm. Men det er ikke mig der bevæger mig. Det er noget under mig.

“Ssshh, ssshh, sshh…” lyden er næsten usynlig, hvis man kan sige sådan om en lyd. Det er kun fordi resten af verden er helt stille at jeg kan høre den … stille som sne. Ja, vi kører gennem tyk hvid pulversne. Det er lyden af slædens meder … ssshh, ssshh, … mine sporhunde trækker slæden, jeg hører også lyden af dém nu, remmene og seletøjet. Jeg sidder varmt pakket ind, på en stor hundeslæde, der suser gennem landskabet. Det er hvidt i alle retninger. Jeg tror ikke jeg nogensinde har set noget så smukt. Solens lys reflekteres som stjernestøv i det hvide underlag. Slæden farer gennem landskabet, hundene er fulde af glæde og iver. Det her er fantastisk. Jeg kan se uendelige hvide flader, så langt øjet rækker.

Varmen fra skindene, den kolde luft i mine lunger, ikke en stjerne på himlen, lyden af hundene der løber. Det bliver bare véd og véd. Vi har kørt i dagevis. Jeg er på vej til ét eller andet, jeg véd bare ikke helt hvad det er … det er ok, vi skal nok nå det. Vi er på vej, det er det eneste der betyder noget … Himmelen er høj og klar. Den hænger blå, blå, blå over mig.

“Hhhh…” en hurtig indånding.

Der er én synlig stjerne langt ude i horisonten. Den hænger meget lavt på den blå himmel og blafre som om den er en flamme. Langt langt væk. Den hænger som et ensomt skrig i horisonten. Som én der kalder og ingen hører hende. Som en ensom sommerfugl i et efterladt hus, flakser hun fra rum til rum, igen og igen, men finder ingen udvej. ”Åh,” mit hjerte brister. Sneen er hård, gold og ufrugtbar. Ikke en sten, ikke en plante. Bare hvid sne der suser forbi under mig. Sne og iskrystaller i luften og i mine lunger.

Jeg sætter mig på knæ på slæden, strækker ryggen og halsen mod den høje himmel. “WHUUH – WHUUH – WHUUUUH!” jeg hyler mod himlen som en ulv. Kalder så højt jeg kan. Fortæller hende at jeg er på vej.

Kapitel 14

ANA

“Der er to personbiler. Bag dem er der en sort varevogn.”

“Ja.” Benji krydsede gaden og løb frem mod varevognen. Han trak i dørhåndtaget. Den var låst.

“Tjek fordækket,” foreslog jeg.

“God idé Einstein.” Han tjekkede, der var selvfølgelig ingen nøgle. Så tappede han på sin pande og kiggede op mod mig som om, at nu skulle jeg se rigtig godt efter. Jeg stod på den anden side af gaden i et loftsrum, over en skobutik, overfor det gammelt Coop Konsum supermarked hvorfra der var rapporteret mistænksom aktivitet. Folk der kom og gik uden for butikkens normale åbningstid. Benji, der stod på supermarkedets parkeringsplads holdt en pegefinger op i luften som om han var tryllekunstner. Frem fra inderlommen trak han en lille pind, med en masse små tapper på og stak den ind i låsen. Drejede på nogle af pindene, og pludselig var der lys i kabinen. Han trak døren forsigtig op, smilede op til mig før han hoppede ind i varevognens førerhus og lukkede døren så lyset gik ud. Det var igen dunkelt på parkeringspladsen.

Jeg kunne høre lyden af Benjis åndedræt der ændrede sig da han sad i bilens kabine. Det var meget tidlig morgen, men solen var begyndt at sende lange røde fingre ind over den lille by, fra øst. Der var kun to af lamperne på parkeringspladsen der virkede.

Mit fokus var blevet bedre, de sidste uger. Mit Syn flød ikke som før, men heldigvis var jeg begyndt at få hele gnister fulde af informationer, det var da altid noget.

Jeg var pisse flov over hvor meget alt det her handlede om mig, og hvordan det var mig der var en klods om benet på Benji lige nu.

Jeg havde aldrig været i stand til at klikke ind med de andre walk ins når vi var på jagt. Derfor havde vi altid et earpiece på. Jeg blev som regel placeret et strategisk sted, væk fra selve kampen. Herfra gav jeg dem de informationer jeg fik.

Jægerne arbejdede sammen gennem en lukket telepatisk forbindelse inden for den gruppe de skulle fungere sammen med. Reelt set var Benji alene på den her opgave. Der var ikke noget jeg kunne stille op, hvis det kom til kamp og mit Syn fungerede nogenlunde lige så dårligt som en ustabil radiokanel for tiden. Jeg var så selvbevidst om min egen uduelighed, at det bare gjorde det hele endnu mere klodset end det behøvede at være.

“Argh.” Jeg bandede over mig selv og følte mig som verdens dårligste partner. Jeg var flov. Længere var den ikke.

“ANA!” Benji brød ind i mine frustrerede tankerækker, som en velkommen kædesav. “Der er en fed birk der står og venter ved hækken. Hun kigger over mod et hus. Jeg kan ikke se hende ordentl… “

“Det er en vild.”

“Fuck.”

“Ja.”

Jeg kunne se Benjis silhuet synke længere ned i sædet i førerhuset. “Ok. Vi venter også. Jeg ser lige om jeg kan finde noget på hende,” Svarede jeg.

“Ja.”

Jeg stillede ind og fokuserede på kvinden. Det var stadig svært for mig at Se så let som før. Stress havde Anées sagt, Dét med Tomas og udrensningen havde fået skylden. Og Signe havde tilføjet: “Stress kan lamme os totalt. Se bare på Ragner, han bliver aldrig hardcore jæger igen.”

“Kan du se noget?” spurgte Benjamin.

“Hva’? Nej.”

“Kan du se huset hun kigger over mod? Helt fysisk mener jeg?” han lød lettere irriteret.

“Ja jeg kan se huset!” svarede jeg indædt. “Der sker ikke en skid.”

“Og shifteren?”

“Hun står bare og står.”

“Ok.”

Vi var tavse i hver sin ende af forbindelsen i et par minutter. Den lille by sov stadig, det ville vare nogle timer før folk begyndte at gå morgentur med deres hunde og følge deres børn i skole. Forhåbentlig skete der ikke andet end, at vi fandt ud af at alt var ok, og livet i Arvidsjaur fortsatte som sædvanligt, mens Benji og jeg stille og roligt trillede hjemad i en varm bil med kærlighedssange, kaffe og rundstykker.

“Synes du det er mærkeligt at Daeg er tilbage?” spurgte Benji.

Det var altid godt lige at tale om noget andet end det potentielle lort man stod midt i. Vi talte i et afslappet toneleje, men vi var begge to spændte som harpestrenge med ører på stilke.

“Han er anderledes ikke?”

“Ja, det har jeg også tænkt.”

“Tror du han er cool?”

“Det håber jeg. Jeg troede bare det var mig, jeg mener, jeg føler slet ikke jeg er mig selv,” mumlede jeg undskyldende.

“Ha, kender det godt. Måske er det bare det. Jeg er også nervøs … eller… “ Benji blev stille.

“Han skal lige finde på plads B. I skal nok finde… “

“Hvad fanden venter den shifter på?” udbrød han pludselig. “Jeg håber ikke det her tænder af.”

“Det gør det ikke.” Jeg forsøgte at lyde rolig. “Hvis det gør, venter vi på back up. Du kæmper ikke alene…” Jeg tøvede.

“Eller stikker af.” Sagde Benji tvært.

Så gik der vel, to tre minutter igen, uden der skete noget.

“Du kan slet ikke Se noget? … Altså mærke-Se… “

“Nej ikke rigtigt. Hvis jeg skal sige noget så virker … Altså supermarkedet er lidt ekstra klamt. Men det er søndag, hvem ved hvad de har smidt ud af gammelt kød og fordærvet mad i går. Der er noget … kvalme dérinde, kunne man sige … men det bevæger sig ligesom ikke, det er dødt i energien på en eller anden måde … som råddent affald, det er det jeg får.”

“Dllee.” Min mobil vibrerede i vindueskarmen. “Fuck Benji, det er Daeg, han skriver Clear. De er halvvejs hjemme.

“De har ikke fundet noget så?”

“Åbenbart.”

“Hvor mange savnede her i området?”

“2.”

Jeg stak en stam hånd op gennem håret. “Jeg har lidt gøjseren over det her. Mærkeligt sted for en shifter at trisse rundt alene ikke!”

Benjamin skiftede pludselig attitude. “Jeg ringer efter Ragner. Det er ikke fair hvis vi virkelig står med noget her … vi kan jo for helvede ikke bare sige: “jo vi så dem. Det var højst sandsynligt der, der var en rede … jo, jo, vi var der, vi så det, og så kørte vi ellers hjem!””

“Ok god idé. Også bedre at I er to der tjekker … hvis det nu viser sig at shifteren har gang i noget.”

“Hun står sgu’ nok ikke og venter på pizzabuddet!”

”Bare der ikke er noget galt hos Ragner.”

Mens Benji ringede de andre op forsøgte jeg for 117 gang at sende en sporhund afsted. Men der skete ikke noget. Det var første gang, i drømmen på vejen herop, at jeg havde haft – i hvert fald én eller anden form for kontakt med dem. Det var lige siden Caffaell havde sendt mig gennem den udrensning med Mistelten. Lige siden jeg havde været levende død i mit sorte rum. Normalt kunne jeg sende min bevidsthed ud i flere retninger, for at lede efter spor i en sag. Efter noget tid fik jeg svar tilbage, i form af billeder eller fornemmelser, hvis der var fare på færde. Jeg kaldte det at sende sporhunde ud. Men den evne var væk nu.

“Ragner er her om 25 kilometer.” Benji vendte tilbage til mit øre.

“Om 25 kilometer?”

“Ja typisk Ragner. Det vil sige 20-30 minutter på ordentlig vej … Fuck!” Benji afbrød sig selv. “Fuck.”

Jeg gispede, “pis!”

”Hvad?” Benji rykkede sig i sædet og tjekkede begge sidespejle og bakspejl.

“Der står sgu’ én til inde i en af haverne.” Jeg holdt vejret.

Benji lagde sig tværs over forsæderne så han stadig kunne se ud af højre sidespejl. “Shifteren er en ulv,” hviskede han.

Jeg gik uden om en stabel skokasser og kiggede ud af vinduet længst til venstre. Det var blevet lysere på parkeringspladsen. “En ulv?” Jeg kunne ikke se hende.

“Ja, hun skiftede lige. Ikke ret stor … hun lunter videre ind i næste have nu … Kan du se hende?”

Ulvens lyse pels kom til syne bag en hæk. “Ja.” Jeg kunne se en lille slank ulv med lys grå pels, der havde en mørkere grå stribe hen over ryggen. ”Hun løber gennem have nummer to nu.”

“Jeg prøver lige at se om jeg kan komme tættere på bygningen, mens hun er væk. Måske kan jeg komme ind af en eller anden dør til lageret.”

“B … vi venter.”

“Du holder øje med shifteren.” Han ventede ikke på svar, jeg kunne høre døren til varevognen klikke åben, lyset i kabinen sendte et svagt lys ud i det tidlige morgenlys, Benjis mørke silhuet løb tværs over parkeringspladsen og han forsvandt bag den lange Coop Konsum bygning.

“Benjamin!” Hvæsede jeg. Jeg kunne ingenting gøre hvis ulven besluttede sig for at vende om.”

Benjamin reagerede ikke. “Din lille lort,” hvæsede jeg i mine tanker. Mit hjerte hamrede afsted, og mine øjne pilede mellem haven og parkeringspladsen. Ulven luntede lidt rundt i haven. Så hørte jeg en dør lukke sig til et stort rum i min øresnegl. Benji var indenfor.

“Ana her er helt tomt.”

Jeg kunne høre han gik længere ind i rummet.

“Er shifteren stadig i haven?”

“Vent nu til Ragner er her.”

”Svar.”

”Ja hun er i have nummer to,” mumlede jeg med en utrolig dårlig fornemmelse i maven.

“Hvis der er nogen overlevende, er jeg nødt til at … måske kan jeg… “ Mit earpiece skrattede. “Forbindelsen…” Benjis stemme lød svagt i den anden ende.

“Drop det B! Jeg står lige på den anden side af gaden, der er ikke en skid galt med… “

“Skrriii… “ det hylede i mit øre. “Av for satan!” Jeg hev øresneglen ud af mit øre og hvæsede ind i mikrofonen: “Ok, så kig, men lad være med at pille ved forbindelsen.” Jeg så Benjis skikkelse løbe inde bag nogle vinduer i supermarkedet. Jeg tog min øresnegl på igen, og så begyndte jeg ellers at lede efter glimt af Mowglis mor i haven, som stadig stod og ventede på noget. Endelig fik jeg bid …

En kvinde, to mænd, og en ung person … To sleepere. En mund, -en mund med mørk mundhule og en sær rynket tunge, som en skovsnegl.

Chok! En af ofrene får et chok. Han ser noget han ikke kan forstå … fliser, brune laminat låger.

“AAH!” mine øjne stod på vid gab. Glimtet havde kun varet et par sekunder, men det var pakket med informationer. Jeg var tilbage i skobutikkens lager, stakke af skokasser tårnede sig op over mig. Jeg kunne høre Benji i den anden ende.

“Benji der er noget … hvis du kan finde et køkken … der må være et køkken … eller … måske laver de mad i supermarkedet, er der en delikatesseafdeling? … Hurk!“ blandingen af at tænke på den mega klamme fornemmelse der var i billederne, og en delikatesse var ved at få mig til at kaste op.

Benji svarede stadig ikke. Jeg rejste mig og kiggede ned i haverne – ulven stod med bøjet hoved, halvt skjult bag et udhus. Jeg greb i mobilen for at ringe til Ragner, men gik i stå med pegefingeren svævende over tasterne …

Shifteren står nervøst i døren, det er den kvabsede hvide brik. En klar køkkenfornemmelse. Men der bliver ikke lavet mad. Hun har afleveret en gave af en art. Hun er spændt på om gæsterne kan lide den.

En mand med bukserne trukket ned til midt på skinnebenene, er fuld af mærker på lårene. Fuck! Han ser klam ud.

”DONK!” – jeg ville ud af køkkenet fra mit syn. Jeg stavrede bag over i lagerrummet, og væltede en masse skokasser. Jeg så ikke det hele, men dét jeg så var nok. “Benji. Kom ud derfra. NU!” råbte jeg. Jeg kom op at stå, løb gennem dobbeltdøren til det andet lagerrum, kiggede ud af vinduet. Men der var intet tegn på Benji. “Hvis du kan høre mig B, så kom ud. Vi har fundet reden!”

Kapitel 15

CAFFAELL

“Jerome er pæn, synes du ikke?” Hettie førte sine finger hen over navnet der var smukt præget i papiret.

“Hvis man kan lide plexiglas… “ Caffaell trak ligegyldigt på den ene skulder.

“Littwin? Synes du han er plexiglas!” Hettie trak munden sammen til en streg. De to kvinder havde aldrig haft samme smag når det gjaldt mænd.

“Han er glat og hård og tom,” sagde Caffaell ligegyldigt.

Littwin var gran. Høj, slank og neutral. Caffaell kunne bedre lide mænd som var mere robuste at se på.

“Han har en pæn hud og gode manérer,” peb Hettie.

Caffaell spidsede munden. “Hvis man ser bort fra det lange glatte hår, den spidse næse og vandige sorte øjne er han måske ok.”

“Han er på mange måder blid at se på.”

“En skam at hans vævende kropssprog afslører hans ucharmerende personlighed,” overbød Caffaell.

Hettie trak benene lidt længere ind til kroppen.

Caffaell blev flov. “Undskyld.”

“For hvad.” Hendes gamle veninde så, så ligegyldigt på hende som hun kunne.

“Du har knaldet ham… “ Caffaell så forsonende så på Hettie. “Mere end en gang?”

“Vi gik til den en overgang. Men du har ret. Han er ikke helt igennem i orden.”

“Hvorfor?” Caffaell så fuldstændig uforstående ud.

“Det er let at komme til at kede sig her Caffie. Vent til du har været her i et par årtier, så begynder du også at finde sære måder at adsprede tiden på.”

”Hvorfor tager du så ikke mere ansvar. Jerome er kontakt for militæret, Elisabeth – lægerne, Darcey – kulturen, hvad med dig. Hvem sørger for at støtte og vejlede, de walk ins der arbejder i nødhjælpsorganisationerne? … uuh, hvad med videnskaben? Eller internationalt diplomati?”

”Det er Abdal.”

”Er jeg ansvarlig for diplomati!” Caffaell sprut-lo. Det kunne selv hun se det ironiske i.

”Nej, du har ret, det ville være for dumt. Du får sikkert ansvaret for børn og unge til at begynde med.”

Caffaell hævede det ene øjenbryn. ”Nåh ja, for de er jo så nemme.”

Hettie trak på skuldrene. ”Bare prøv at få det bedste ud af det. Det er det jeg gør. Vi lever et godt liv her i Frankrig.”

”Men du er trafikansvarlig. Hvad består det overhovedet af!”

Hettie blev stille. ”Det er ikke så slemt endda. Jeg er blandt andet ansvarlig for lufthavnene.”

”Uuh … Flotte piloter i hvide uniformer. Det lyder som noget der rigtig kan sætte ild i Europa.”

”Præcis.” Hettie smilede træt. ”Det er en joke jeg véd det.”

Caffaell forsøgte at sige noget opmuntrende, men Hettie stoppede hende ved at holde en spinkel hånd op foran hende. “Neej, nej, nej min liebling. For meget pres hjemmefra, de har brug for én i Rådet. De har placeret mig hér fordi Tyskland er en gammel stolt nation, der forlanger at have en plads i Rådet.” Hun så ned et sekund. ”De har bare ikke nogen kongelig walk in, ud over mig. Så jeg er blot en strategisk marionet, indtil en af deres højtstående ledere translokere ind i en kongelig krop. Og tro mig, så skifter de mig ud. Problemet er bare, at der ikke er så mange kongelige familier tilbage.” Hun lo, ”og slet ikke hvis man bliver véd med at forlange, at det skal være rent royalt blod. Unge kongelige originaler gifter sig jo med hvem som helst nu om stunder. Godt for dem … og for mig.” Hun klemte smilet i de smalle læber tættere sammen, og trak lidt på skuldrene. ”Jeg har det bedst sådan – Ikke så meget pres.” Hendes stemme var lys og munter, men sarkasmen lå som et mørke i hendes klare blå øjne.

“Åh!” Caffaell smilede tilbage, “Du er lusen…”

Hettie lagde en spinkel hvid hånd på Caffaells buttede brune. ”Ja … Skal du altid tale om vigtige emner?”

Caffaell så tomt på hende i et par sekunder, før hun rejste sig og så ud over byen. Tågen kom ind fra havet og svøbte slottet i et uigennemtrængeligt gråt tæppe af fugt. “Det her skulle føles som begyndelsen på et nyt livsafsnit for mig. Hvorfor føles det så, så endegyldigt.” Hun vendte sig og så tænksomt på Hettie. “Hvad fanden er det jeg skal her! Jeg kan ikke bare … HA! Du har ret. Jeg får sikkert de unge og børnene. Den mindst prestigefyldte post, til det mest ligegyldige rådsmedlem.” Hun rankede ryggen. ”Men det er vel optil ansvarshaveren, at afgøre hvor alvorligt hun tager opgaven. Jeg er faktisk mere end tilfreds med at få børn og unge. Det er på tide, vi får hørt deres mening, om hvad det vil sige at være walk in i dag. Tror du jeg snart får stemmeret?”

“Ikke så længe de fremviser Abdals underskrifter på udleveringstilladelser og diplomatiske aftaler. Du kan ikke Se ham? Scanner du overhovedet?”

Caffaell lagde hovedet på skrå og vred munden skæv. “åh, brillant idé. Hvorfor har jeg ikke tænkt på at scanne!”

”Entschuldigung.”

”Selv oksehakkerne ville kunne mærke det. Inden længe ville jeg sidde overfor Porter og redegøre for hvorfor jeg scanner, hvem og hvad jeg leder efter. Ikke en god start.”

Hettie strakte sig. “Han er ikke på slottet. Tro mig, så havde mine sekretære fundet ham, og vi har ledt. Han skylder mig 4000 Euro.”

Caffaell slog ud med armene og lo opgivende. “Ved du hvad kære? Jeg er det mest godtroende fæ på jorden – Antager mig selv for at være mere end rimelig intelligent… “ Pludselig stak hun en finger i vejret. “Men det er jo dérfor. Man skal aldrig antage noget som helst, og slet ikke om sig selv. Jeg har ikke tænkt siden jeg modtog den invitation. Jeg har været fuldstændig forblændet.” Nu råbte hun: ”AF EN MAIL OG ET STYKKE KARTON! Da jeg så monogrammet og de smukke ord… “ hun rakte hænderne frem mod Hettie, “alle Jeres underskrifter … inklusive Abdals! … blev jeg ung igen. Al min fornuft fordampede. Først nu, indfinder den sig som en enfoldig middags gæst, til et selskab af forhærdede pokerspillere. Jeg er gået All in og hvis jeg taber har jeg intet tilbage, -ingen familie, -ingen karriere, -ingenting.”

”Uuuh…” Hettie så sulten ud.

”Kan du ikke se det! Jeg er sat ud af spillet. Det er dét hun har villet hele tiden. Jeg kunne ikke overtale Ana til at komme herned sammen med mig. Og nu… “

“Er du lukket helt ude af familien,” mumlede Hettie.

“og jeg … var inde på CESPI for at sælge hende til Viktor … husker du jeg fortalte om et møde jeg skulle til i København…?”

“Caffaell?” Hettie spærrede øjnene op.

“Ja, jeg er ikke fejlfri. Argh! Jeg er sådan et fjols. I et Syn, så jeg hende inde i byen. Hun sad i en bagbutik og lavede clairvoyancer. Jeg aftalte med Viktor Svendsen at CESPI kunne beholde hende indtil … Jeg fik ham til at trække i trådene, jeg ville tættere på Rådet,” hun slog en knyttet hånd mod brystet. ”Du forstår det ikke Hettie, jeg har sådan en trang – en nødvendighed inden i mig. Der er noget jeg skal her. Mit hjerte brænder, og det er ved at gøre mig sindssyg. Så Viktor meldte tilbage at han havde talt med Porter og Madeline, og de ville se hvad de kunne gøre.” Caffaell smilede næsten vanvittigt. ”Det lyder skørt, jeg véd det. Men de lovede mig at der snart ville åbne sig en plads, tæt på Rådet, og det var fint med mig. Jeg ville slet ikke have en stol ved bordet. Men… “ hun bed sig i læben, det gjorde ondt at fortælle om hendes forræderi mod familien. ”… Tingene udviklede sig, og Ana blev ved med at tro hun var original: Rose – en helt almindelig Seer – og jeg … jeg tænkte, at så kunne der jo ikke ske noget ved at tage hende med ned til Paris. Som tiden gik og med de tegn Ana viste, blev Madeline mere og mere interesseret i at møde hende. Og jeg tænkte: Anées opdager det alligevel ikke, han tror jeg leder efter Ana. Han stoler på mig. Tre måneder fra eller til. Men så fandt Benji hende pludselig. Jeg burde have vidst det, jeg burde ha… “ Caffaell følte sig helt vanvittig af vrede.

”Hvad. Hvad burde du have vidst!” Hettie var også helt ophidset nu.

”At deres forbindelse ville … Ana og Tomas kan man ikke skille ad. De vil altid finde sammen.”

Hettie faldt tilbage i sofaen.

”Da han hentede hende, blev jeg helt lettet forstår du, jeg var fri igen. Det var umuligt for mig at bringe hende til Madeline nu. Jeg måtte bare se at finde en anden måde at komme tæt på Rådet.” Hun så undersøgende på Hettie. ”Kender du det? Man er så opsat, helt betændt af en idé? Den bliver til en byld der vokser under huden og så når nogen kommer og prikker hul på den så bliver man helt lettet, og først da opdager man hvor forskruet éns tanker har været?”

Hettie nikkede.

Caffaell tog en dyb indånding. ”Og så kom invitationen til at sidde med i Rådet.”

Hettie sukkede. ”… og med dén: kravet om at du holdt din ende af aftalen. Du skulle medbringe Ana.”

Caffaell nikkede tavst. ”Hvorfor skal jeg altid overpræstere. Jeg vil jeg bevise mit værd. Jeg ville have Ana med her ned for at vise hvor seje vi var i Skandinavien. Jeg vidste ikke hvad hun var … jeg ville vise hvor cool jeg var … og Ana skulle være min validering… “ hun smilede for sig selv. ”Mit håb om at Tomas ville følge hende til Paris, eller hertil … og vi tre kunne blive en familie. Jeg følte endelig at jeg havde mulighed for at tage noget fra Anées. ” Caffaell havde rasende tårer i øjnene. ”Jeg gav ham Ana! I tidernes morgen. Jeg kontaktede ham, og forærede ham den lille pige under broerne. Og hvad var min tak! Den skandinaviske familie stjal min søn. De skabte den familie jeg aldrig… “ hun begyndte at græde.

Hettie rørte sig ikke ud af flækken. Ventede bare til hun var holdt op. “Er du færdig?”

Caffaell gik hen til bordet og vippede resten af croissanten af servietten, ned på tallerkenen og pudse næsen i den.

Hettie duppede sig selv under næsen for at signalere til Caffaell at hun havde noget siddende. ”Croissant-krummer … Hvis du skal noget, skal du vidst stramme mig lidt an.” Hetties stemme var ukærlig. “Dine år som Seer for den familie du siger du ikke er medlem af. Hrmf!” Hettie fnøs hånligt. “Anées har altid behandlet dig fair. Mere end fair. De år har gjort dig hovmodig og egerådig. Du opfører dig som et forkælet barn. Dig og Abdal!” hun rystede misbilligende på hovedet.

Caffaell så fortvivlet på Hettie.

“Tag dig sammen!” vrissede hun og vrængede med munden. “Det er uklædeligt. Apropos klæder, så kan du nok ikke låne noget til gallamiddagen af mig. Din krop er mindst 3 størrelser større end din.”

“KO!” Caffaell rejste sig for at gå og snuppede de knækkede solbriller på bordet. Èt eller andet skulle hun skjule sine øjne med. “Jeg har allerede en aftale med Elisabeth. Hvilket er heldigt … hun har god smag.”

Hettie lo pludselig meget højt. Hun var stadig helt uberørt af deres diskussion. “Oh mein Gott im himmel! Kan du huske første gang Madelines bror … hvad hedder han … Augustine, så dig!”

“Ja.” Caffaell lo også. Det var en varm sommer dag. Hun havde en buttet krop, som så mange gange tidligere. Rossignol kom sejlende i store fladbundede både, omviklet med farvede bånd. Det må have været en fest af en art. Porter og Abdal, Madeline og Elisabeth, huskede hun tydeligt. Der havde været flere i bådene men hun huskede ikke navnene lige nu. “De kom sejledende ned af floden, vi stod alle på rad og række for at se de kongelige sejle forbi.”

“Han var regent dengang ikke?”

“Jo han var gudesmuk.”

“Det var du også. En stærk solbrændt birk, på omkring 20 år. Du stod strunk og stolt på bredden i den grimmeste kjole på kloden.”

Caffaell slog blikket ned, og rystede på hovedet mens hun tog solbrillerne af igen. Det lod til at hun ikke behøvede at gå lige med det samme. “Han pegede på mig. Husker du?”

“Om jeg gør. Jeg frydede mig over at det ikke var mig kongen pegede på.”

“Vi har været sammen længe Hettie…“ Caffaells stemme var hæs.

“Ja.”

Hettie rakte hænderne ud mod hende og hun greb dem.

“Jeg er bange.”

Hettie tog en dyb indånding. ”Det er jeg ikke. Jeg har været evig alt for længe. Du siger bare til… “

Caffaell lænede sig frem og kneb øjnene sammen, kæden var meget fin og næsten usynlig mod Hettie hud. Den lignede noget hun havde set før, hun huskede bare ikke hvor.

Hettie tog sig til halsen ”Ah ja, Madeline?”

”Ja?”

Caffaells gamle veninde lo kærligt. ” Hun giver af og til folk gaver. Lad hende bare tro, at vi tror, at vi hver især, er noget specielt for hende. Ind i mellem er hun som en lille pige. Pludselig dukker menneskeligheden frem i hende og hun forsøger at knytte folk til sig. Men der går ikke lang tid før hun igen er regenten.”

”Nåe… “ Caffaell fandt tilbage til det bløde sted hun havde i sit hjerte for Madeline. ”En vis respekt for hende har jeg nu også. Hun har regeret dette Råd gennem en svær tid, hvor vi er trådt ind i et større samarbejde, med originalerne, end nogen kunne have drømt om.” Caffaell klemte Hetties hånd. ”Jeg er glad for at du er her.” For sig selv tænkte hun: ”Satanste kælling…”

Kapitel 16

ANA

Min tunge føltes som velour. Jeg tømte en vandflaske i 5 slurke, mens jeg ringede Ragner op. Det var længe siden jeg havde Set noget der var så grusomt som det her. Eller som det jeg troede det var. Jeg havde læst en rapport fra PET, om fundet af den første rede i København. Det var et sted hvor sleepere holdt til, fandt mennesker, og sugede dem tomme for energi, til de var døde. Sleepere var ikke kendt for at være de mest intelligente væsner. Men de havde nogen til at hjælpe sig, vilde shiftere. Her var det en ulv. Shifterne hjalp sleeperne med at fange deres ofre. Men hvorfor?

“Ja.” Ragner svarede mobilen.

“Hvor lang tid Ragner? Jeg tror det er her, jeg tror det hele er her…”

“Reden? Er det en rede?”

“Det … det tror jeg… “

“Jeg får fat i de andre.”

“Benji svarer ikke, han er på vej ind … alene… “ Jeg var helt forpustet.

“Ok, Ana. Undskyld men jeg var simpelthen nødt til at holde en tissepause… “

“TISSEPAUSE!” jeg råbte. Hånden der holdt mobilen havde nær knust den.

“Jeg har lige krydset Bryskaelven! Jeg kører over 100.”

“Du er stadig på 45’eren så?”

“Nej 95’eren… “

“Ragner! – der er en shifter – en ulv! – og noget – som er virkelig sort her! – Nu maser din højre fod – speederen helt i bund – … “ Ragner lagde på.

Endelig brød Benji stilheden, men hans stemme var kold. “Hør her A, der er ikke noget køkken ok. Det er et lille supermarked. Her er kontorer og sådan … og der er et lager, ikke noget køkken … og slet ikke en rede. Hvad fanden er der med dig!”

Jeg mærkede et stik i halsen, mine læber stivnede. “Ja, ok,” Afbrød jeg. Jeg havde ikke brug for et Power Point oplæg om hvor dum jeg var.

“Bare så vi er helt klar på det her. Jeg kigger lidt rundt, kan du i det mindste holde øje med gaden – se om shifteren kommer tilb… “

“Cool.” Jeg afbrød ham. ”Det er helt ok. Hun er stadig i haven. Jeg holder øje.”

“Tag det nu bare roligt … her er virkelig ingenting.” Der var en pause. ”Og alligevel stinker her værre end helvedes røvhul efter en kålgryde,” mumlede han for sig selv.

Jeg fornemmede en åbning og forsøgte en sidste gang: “Kan du ikke vente lidt B…”

“Her er en trappe, støvet er trådt væk midt på trinnene.”

“Ragner er her om fem B … Please … “ jeg gjorde min stemme så blød som muligt.

“Ooog dér røg forbindelsen igen,” hvæsede Benjamin.

Pludselig kom ulven gennem hullet i hækken, lige på den anden side af vejen. “Hun er tilbage!” Benji svarede ikke. “Pis, pis, pis!” klynkede jeg, og fumlede efter min mobil.

Ulven luskede lidt ned ad vejen langs med hækken for at få overblik over parkeringspladsen. “Oh no!” Ulven stod og snusede ved varevognen.

“Benji.” intet svar.

Ulven stod og vejrede i luften, kiggede tilbage mod hækken. Så satte hun pludselig af i løb hen mod lagerbygningen. Jeg råbte, “Benji. Hun kommer ind nu. Benji? Kom ud!”

“Ana?”

Så kunne han endelig indfinde sig – “Hun må være lige ved at være inde i bygningen nu …“

“Fuck, fuck, fuck. Der er kun én vej!” Benji lød rådvild. “Døren! der er en dør, men den er blokkeret af noget på den anden side. Her er kun trappen hvis jeg går ned dér ser hun mig.”

“Gem dig, søg op. Hun må have fået færden af dig!” Jeg kunne høre at han skubbede rundt med nogen ting. Hans åndedræt var roligt og fokuseret. “Godt Benji! Steady now!” Tænkte jeg, og forsøgte at få live i mine egne lunger der føltes som gipsafstøbninger.

Benji arbejde koncentreret. Det lød som om han var ved at kravle op nu.

“Er det dig?” hviskede jeg.

Et tagvindue gik op og jeg kunne se hans hånd komme til syne. Så kunne jeg se hans sorte hårtop skubbe ruden højere op, før han hævede hele overkroppen ud af vinduet. Han pustede lidt.

“Vent B. Ulven er her igen. Jeg kan se hende i gården.”

Benji der hang halvvejs ud gennem tagvinduet, løftede hovedet og kiggede åndsvagt over mod mig. Jeg pegede ned mod hækken. “Jeg kan se en sleeper.”

Benjamin trak sig helt op og ud på taget. Så krøb han hen mod gavlen for at se hvad der skete.

Der stod en sleeper bag hækken inde i haven. Shifteren skiftede. Hun var igen en plump kvinde, med et sammenbidt ansigt.

Jeg åndede ud.

Benji så på sit ur. “Ragner må snart være her. Vi skal have dem begge to nedlagt. – Og bare håbe på at der vitterligt ikke er noget inde i det supermarked.”

Shifteren stillede sig i det hul der var i hækken, spredte benene og fandt et godt fodfæste, rakte armene ud som om hun ville tage i mod noget. Hun kiggede op og ned langs vejen der førte om til supermarkedets parkeringsplads, før hun bøjede sig ned, og hankede op i en slap krop. Sleeperen kom til syne, en kvindelig birk, hun havde fat under den anden skulder.

“SHIT.” Jeg gispede og sank en ekstra gang. Den person de bar på var ikke død, han havde en plasticpose over hovedet. Coop Konsum – en sund affär stod der med store grønne bogstaver. Hans ben fulgte med så godt de kunne, men hans krop hang tungt mellem sleeperen og shifterens greb. De krydsede det åbne stykke på Parkeringspladsen hurtigt og forsvandt om bag supermarkedet.

“Benji, Benji… “

Han afbrød “Ja! Hvad fanden er det her for noget?” Så løb han langs tagryggen, for at følge de tre på den anden side af huset.

“Jeg tror … “ Min mund fyldtes med mundvand. Det var afskyeligt. Jeg registrerede heldigvis at det ikke var lækkersulten-mundvand, som dengang med fingeren i gården. Det var nærmere som lige før man kaster op. ”Føj.” jeg spyttede i en papirkurv.

Ragners bil rullede lydløst forbi under mig, han måtte have slukket motoren et godt stykke oppe af vejen, for jeg havde ikke hørt ham. Han trillede nærmest bare ind i indkørslen til skobutikken, så bilen var skjult fra vejen. Så holdt han stille.

“Ragner er her,” hviskede jeg.

“Cool, tjek at jeres earpieces swinger og så klikker jeg ind med ham.”

“Jeg er på du kører bare Benji.” Det var Ragner der meldte sig på linjen.

“Tttrrlt…” jeg hørte en sko tøffe på plads ovre ved døren. Jeg vendte mig ikke om, fortsatte bare min vandring foran de tomme vinduer, til jeg kunne få fat i den kost der stod i hjørnet. Pludselig kunne jeg lugte dem, pludselig vidste jeg godt hvorfor jeg havde den sygeste kvalme og munden fuld af spyt. Der var sleepere bag mig.

Uden at sige en lyd vendte jeg mig om. Kosten var latterlig, alligevel holdt jeg den op foran kroppen. Jeg var ikke super til at kæmpe, men jeg kunne hvis jeg skulle.

Henne i de åbne dobbeltdøre ind til det andet lokale, stod der en sleeper. Stille som en stolpe. Én til i døren til trappen, og bag hende kunne jeg se en ung mand gå rastløs rundt med blikket fæstnet på mig, som om jeg var en farlig Aileen. De gjorde ikke noget, de stirrede bare på mig. Den sleeper der stod i døren, havde en lang frakke på. Hun rakte forsigtigt en hånd frem mod mig. Langsomt gjorde de andre det også. De blev stående tavse og insisterende, de smilede.

“Hvad vil I?” Min stemme lød underlig i den tomme lejlighed. Den unge ude på trappen vippede med hånden, som om jeg skulle give dem noget.

“GÅ!” jeg gik et skridt frem i et forsøg på at true dem.

“GÅ!” Sagde manden i dobbeltdøren med en dyb stemme og trådte også et stift skridt frem. Jeg gik to skridt baglæns og bumpede ind i væggen. Det fik dem til at le.

Jeg stivnede totalt. Manden der var dukket frem fra lokalet ved siden af så virkelig sødt på mig, næsten bedende. “Hejsan,” hviskede han med en mild stemme. Så trak han et postkort frem. Det samme som Gerard, shifteren oppe ved søen havde haft. Men ham her var ikke bange for at vise mig hvad det var. Det var et billede af mig!

“Det her er en privat bolig.” Jeg ville række hånden frem for at genne ham væk. Det tog han åbenbart som en opfordring, for han gik fra skildpadde tempo til krokodille.

“Klap,” så havde han fat om min hånd.

Hele min krop begyndte at ryste. Jeg var varm og kold på én gang. Det begyndte at suse for mine øre.

Så nikkede han kort til mig, før han åbnede munden let, trak min hånd op for at kysse den med en meget våd mund, jeg kunne mærke hans tænder mod min hud.

Kvinden fra opgangen tog et nølende skridt frem mod mig. Det var som om de også var bange for mig. “Nej!” sagde jeg fast, “SMACK!” og knaldede ham der holdt fast i min hånd en ordentlig lussing. Han slap og tog sig til kinden. De så forvirrede på hinanden et øjeblik. Og så tilbage på mig. “Skrid! Gå!” sagde jeg med lidt mere myndighed i stemmen.

Aah. Av … Av for helvede. Jeg tager mig til brystet. Et skarpt næb presser og hakker sig vej inden i mig. Der er både jord og træ … det er rødder … den er på vej op gennem jorden. Fuglen kæmper sig vej gennem en smal passage der er mellem mørke fugtige rødder. Da den er kommet op oven på jorden begynder den at skræppe hjælpeløst. Den har skrabet fjerene på hovedet og det øverste af vingerne af. Den skriger …

Min vejrtrækning blev til en dyb halslyd, som om jeg havde problemer med at trække vejret. Det havde jeg bare ikke.

Hans læber begyndte at krænge sig bagud. Men der skete ikke noget. De stod alle sammen og vuggede lidt … tøvede.

I en abrupt bevægelse lagde manden hovedet på skrå. “Du sveder.” Han smilede let og løftede næsen et my og trak vejeret ind.

“Han lugter til mig,” tænkte jeg og slikkede mig lidt om munden. Min læbe var salt. Pulsen slog i mine tindinger.

“GRRR! HAU! HAU! HAU!” Sleeperen gøede pludselig højt, så lo han inderligt.

“Shit.” Jeg fik et chok. Men formåede at holde en nogenlunde jævn vejrtrækning. Sleeperne så underlige ud i hovedet, som om det ikke fattede hvad der foregik med mig.

“Få tjek på Daeg!” råbte Ragner pludselig i min øresnegl. Automatisk trak jeg mobilen op for at ville ringe, men tabte den selvfølgelig. Jeg kiggede på sleeperne, så ned på mobilen.

“Sleeperen er væk!” lød Benjis stemme, “Vi mangler ulven. Ana kan du Se hende… “

Jeg flåede øresneglen ud af mit venstre øre og begyndte at koncentrere mig om hvordan jeg skulle komme ud af min egen kamp. Blodet tæskede gennem mine årer. Jeg var fucked – helt bogstaveligt indefra og ud. En voldsom skurrende lyd var begyndt at hobe sig op inden i mig. Jeg ville få dem til at forsvinde, forskrække dem, ikke andet. Ikke som med Gerad oppe ved søen.

”Haaarr… “ Fyren i der stod i gangen, sagde en mærkelig lyd, mens han forsøgte at kile sig sidelæns ind forbi den kvinde der lignede en bogstøtte. Mine hænder føltes som is. Lyden i mit hoved var for sindssyg. Min hjerne løb langsomt ned langs indersiden af mit kranie, jeg var i gang med en seriøs nedsmeltning.

Ørersneglen der hang og dinglede fra sin ledning ud over kanten på min trøje, kom af og til med Mickey Mouse stemmer, men lige nu var der en masse larm. De var i fare, og jeg kunne ikke hjælpe dem.

“S-l-a-p a-f!” hviskede jeg langsomt og jævnt. Stemmen, min hals producerede var dyb og hæs. “Jeg har styr på det,” messede jeg som om jeg ville berolige mig selv. “Watch and learn.” Sagde min stemme med en sikkerhed, der ligesom tog toppen af den totale panikangst jeg også følte.

Rød gnist, hul i ribkant på jakken. Rød gnist, ild i uld. Rød gnist, flamme. Rød gnist, flammen fanger frakken.

Ilden løb hen over gulvet. Pludselig brændte tøjet forskellige steder på de fem kroppe foran mig. Lyden i mit hoved holdt op med at skurre. “Endelig” tænkte jeg lettet, og mærkede hvordan roen bredte sig i min krop. De skreg ikke, åbnede mundene, rakte ud efter dørkarmen og væggen, forsøgte at flå tøjet af. Der var ild i dem alle sammen. “Ups!” tænkte jeg, og ilden dæmpede sig. Det var som om den var levende, som om vi talte sammen. Ilden gik ud. Sleeperne fandt døren og væltede ned af den smalle trappe. Jeg mærkede et smil omkring mine læber, og så tænkte jeg: “Det gik faktisk meget let. Kulden er noget man kan vænne sig til,” før min krop ramte gulvet med et brag. Knæ, skuldre, ansigt.

Kapitel 17

ANA

Jeg mærkede en der løftede mig op. Mit bryst trak sig sammen i krampegråd.

Den friske luft føltes som nitrogen i mine lunger. Verden var i slowmotion. Jeg var mutet. Jeg kunne ikke høre Benjamin. Han talte til mig, det kunne jeg se. Men jeg kunne ikke høre ham.

Hans mund formede: “A-n-a!”

Han lagde mig ned i gruset, på en gårdsplads. Trak sin jakke af og lagde den hen over mig.

”Hvorfor bærer du mig?” måske sagde jeg noget med lyd på nu.

Eksplosion på min kind.

“UH! Jeg er her!” Nu var der lyd på min stemme.

“Åben dine øjne,” han gav mig et klask mere. Denne gang lidt hårdere.

“Av.”

“Godt.” Benjamin lænede sig tilbage på hælene.

Jeg satte mig halvt op med et sæt. Vi var skjult mellem varevognen og den ene personbil. “Fuck hvor er …? Hvad skete der. Hvor er dyret. Ulven? Hvad skete der med ulven?”

“SMAK!” Benji gav mig en lussing til.

“Igen!” kommanderede jeg.

“SMAK!”

“IGEN!”

Han tog mit ansigt mellem sine hænder. Lagde sin pande mod min og hviskede: “Vent.” Så tog han en dyb indånding mens jeg tog 4 korte hidsige.

“Igen, kom!” Benjamin tog en dyb indånding mere. Jeg fulgte ham så godt jeg kunne. Efter 3-4 forsøg havde han fået min vejrtrækning ned i tempo.

Jeg fokuserede på hans ansigt. Han så vred ud. Sammenbidt.

“Hør her. Du var aldrig inde i den skobutik. Ok!” Benji lod ikke til at bekymre sig om den strøm af tårer der silede ned af mine kinder.

“Nej? Ja, Ok?” mumlede jeg, og blinkede en tåre væk.

“Du har siddet i varevognen på parkeringspladsen. Forstået?”

“Øh… “ jeg forstod ikke en skid.

“Argh!” han kom med et frustreret udbrud.

“Bare sig hvad jeg skal sige.”

“Jeg har sagt til Ragner at du sad i varevognen.”

“Ok. Hvorfor? hvad er der med dig?” Jeg satte mig helt op. “Benji slap lige af. Fik I shifteren?”

“Ja. Og sleeperen.”

“Manden. Overlevede han.”

“Det håber jeg, han er ved at blive undersøgt af et hold Reddere.”

“Hvad er der med dig?” jeg lagde min hånd på hans arm.

Han trak hænderne gennem sit hår og så pludselig fuldstændig ulykkelig ud. “Du gør mig sgu’ bange du gør!”

“Okay.” Jeg nikkede og så så åbent og oprigtigt på ham som jeg kunne. Selvom jeg ikke anede hvad der foregik.

“Du ved ikke hvad der skete?”

“Nej.” Hviskede jeg hæst. “For det eneste jeg husker er ild. Og det kan ikke passe.”

“Der er sort af sod i dit stakeout.”

“Nej.”

“Jo smeltede sko og sod på karmene, ikke meget, men der lå en frakke på trappen, der helt tydelig havde været ild i.”

“Hvad?” Tårerne løb ned af mine kinder. Jeg kunne ikke styre det. Det her var det vildeste pres. Mit system kunne ikke klare mere.

“Jo. Og det er ikke det værste.”

En hård cobra-knude vendte sig i min mave. “Jeg vil ikke høre hvad det værste er?”

“Jo du vil.” Han nikkede og trak mig i hagen så jeg ikke kunne undgå at se på ham. “Du er fuldstændig hvid i ansigtet og blå om læberne. Akkurat, som da du satte ild til Mimer.”

“Nej.”

Han så insisterende på mig, som om han ventede på en opklarende sætning.

“Shit. Undskyld.”

“Jeg gider ikke høre om det, men jeg er heller ikke ligeglad. Lige nu laver vi to en aftale. Der er i forvejen alt for meget i spil. Så vi fortæller det kun til de andre hvis det bliver strengt nødvendigt. Ellers holder vi vores kæft!”

“Ja.”

“Du tager dig lidt tid og fikser det her ok. Trækker dig lidt, når vi er færdige her … måske bliver du lidt små syg…”

“Ok.”

“Lad være med at blande dig for meget i noget af alt det her med de nye jægere og sleeperne og så videre … koncentrer dig 100% om at finde ud af hvorfor du futter ting af.”

Jeg tog mig til brystet og sank en omgang bittert spyt. Han havde ret. Jeg skulle ha’ undersøgt dét med ilden for længe siden. I stedet havde jeg brugt tiden på at ligge i hængekøjen og have ondt af mig selv.

“Måske skal du endda prøve om du kan gøre det med vilje … træne … ligesom jeg gjorde med telekinetikken.

Jeg var holdt op med at høre efter. “Sleeperne B. Det var fordi Sleeperne var i lejligheden!”

“Hvad?”

“Den ene tog min hånd. Han kyssede mig Benji. Han tog min hånd og kyssede den. Som om han hilste. De rakte hænderne frem mod mig. Den ene havde et billede…” Jeg hostede lidt. Trykkede hånden hårdere ind mod bystet, jeg var øm og … forslået?

Benji så sig over skulderen, “Ok hør her … Ragner spørger efter dig … du må lige gemme den her forklaring til senere. Jeg vil ikke have at det her falder tilbage på Daeg. Han har nok at se til. Han skal ikke vide noget om det her.”

Jeg nikkede forstående til ham. “Heller ikke Tomas ok?”

“Ok vi har en deal … du gør dit bedste for at finde ud af hvad helvede det er. Måske er det et nyt talent, en evne?” han så håbefuld på mig.

“Ja? Ja, det kunne det godt være … faktisk.” Jeg forsøgte mig med noget mere luft ned i mine ømme lunger.

“Cool hvis det er.” Han smilede opmuntrende, men hans øjne så bekymrede ud. “Du burde give dig til at meditere igen.”

Jeg smilede. “Meditere du B?”

“Oh yes! Hver morgen og hver aften. Hvordan tror du jeg holder hovedet koldt i alt det her?” Han tørrede mig under næsen med sit ærme og trak sine tomler hen under mine øjne for at tørre mascara væk.

Jeg vendte øjnene op så han bedre kunne komme til. “Wow … Jeg satte mig på puden igen efter … ja det med Tomas og dæmonen.”

“Supert!” Han forsøgte at gøre noget ved mit hår, opgav og tog min hånd. “Kom.”

Jeg sagde ikke noget. Jeg klemte bare hans hånd og gik med rundt om bilen. Det gik bedre med at trække vejret frit. Min brystkasse var ikke så øm mere.

“Hvad skete der med sleeperne?” spurgte Benji.

“Der gik ild i dem … men kun lidt … tror jeg.”

Han vendte sig i et ryk og så spørgende på mig.

“De døde ikke … de stak af.”

“Så nu er der to sleepere løs derude… “

“Fire. Der var fire.”

“AARGHH!” Benjamin vendte og drejede sig i frustration. “Fuck, fuck, Fuck! 3 sleepere?”

“Please, please lad det være. Vi er nødt til at holde mund.”

“Du er for vild Ana.”

Jeg kiggede trist på ham. “Men jeg vil ikke være vild B. Jeg vil bare være helt almindelig.”

“Benji!” det var Ragner der råbte fra den anden side af supermarkedet.

“Vi er her.” Benji knaldede mig én på siden af hovedet. Og så én til.

“Av for helvede.”

“Du var bleg.” Han smilede. “Nu har du friske røde kinder… “ han skar en grimasse, “med aftryk af mine fingre.” Så gned han mig hårdt på kinderne med jakkeærmet for jævne farven ud.

“Hvad laver I?” Ragner var i færd med at krænge en blå dragt ned over skuldrene. Han havde et mundbind skudt op i panden. “Vi kan komme ind om en lille time. ” Han stod med hænderne i siden, som en lyseblå baby-Batman.

“Hun græd.” Benji trak en tommeltot hen under mit øje. “Det er jo ikke cool hvis ham CESPI agenten ser hun står og flæber.”

“Tak.” Sagde jeg og gav ham et stort knus. Jeg havde aldrig troet at vi skulle have en hemmelighed sammen. Men selvfølgelig, han var reserveret og egenrådig. Han var lige præcis dén man skulle have som ven i alt det her.

Ragner lagde en lap på min skulder. “Ja, hvor var du?”

“Forbindelsen røg… “

“Jarp! Jeg skal lige ha’ tjekket de to earpieces… “ Benji trak min øresnegl frem og stoppede den i lommen. “Min faldt også ud. Noget gammelt lort.”

“Det hele blev pludselig for meget.” Stammede jeg.

“Er du ok nu så?”

“Nu? Ja, helt fin,” løj jeg.

Ragner rystede på hovedet og vinkede os med hen mod bygningen. ” Benji du skal have et bad … alt det blod dér. Vild uhygiejnisk.” Han rystede på hovedet. ”Men først skal vi lige tale om det her. Det ser skidt ud.”

Benji og jeg så på hinanden.

“Du har ikke set det endnu?” Spurgte jeg.

“Nej.”

Ragner så på os begge. “Det her er noget rod. Vi skal ha’ lukket kisten så hurtigt som muligt.”

Vi nikkede begge to. At lukke kisten, betød at lukke en sag. Sørge for, at der ikke var en sten der ikke var vendt, og hvis der var noget vi ikke kunne opklare, så skulle vi sørge for at lægge låg på overfor CESPI. Vi skulle sørge for at holde vores position som dem der tog sig af de sager, hvor der var overnaturlige elementer til stede. Sindssygt nok, skulle vi helst ikke vise at der var noget vi ikke havde styr på, når det kom til overnaturlige fænomener. Hvilket jo var absurd. Men politiet kan godt lide at putte ting i kasser med labels alá: rigtig og forkert, opklaret sag, uopklaret sag. Vi kunne ikke have for mange uopklarede før Viktor hang på ryggen af os som en virkelig træls – lidt fugtig – rygsæk med noget råddent i.

“Så der stod noget foran døren?” spurgte Benji.

“Øh, nej det var to lig. Det lader til at de har brugt den udvendige trappe på nordsiden af bygningen, for at komme ind i det gamle personalerum. Godt du ikke kunne komme ind.”

“Personalerum. Som også var et køkken?” spurgte jeg og smilede hoverende til Benji.

“Ja hvorfor?” spurgte Ragner.

“Lige meget, hvorfor var det godt jeg ikke kom derind? Hvor slemt… “

Ragner vippede sin tommeltot op og pegede på den. “For det første ville du have fået verdens største chok.” Han hævede øjenbrynene, “der ligger fire døde derinde, alle sammen med de dér blåsorte mærker. To af dem har ligget der længe.” Han flippede pegefingeren op og pegede på den, “nummer 2 grund: lugten alene … ja det får I at mærke om lidt.” Så flippede han langemanden op. “For det tredje: shifteren har også slæbt et måltid derop. En ung mand. Meget blod.” Ragner kørte hurtigt bagsiden af hånden med de tre strittende fingre, hen over en bekymret pande.

Benji kløede sig karakteristisk i nakken. “Pyh, det lyder som noget af en frokoststue hva’?”

Han nikkede. “Daeg og Signe kommer for at afhøre det offer de tog i dag. Vi skal rydde op.” Han pegede på Benji, “Jeg ved du føler dig for fin til det her, men vi er nødt til at holde hovedet koldt ok! Det bliver ikke værre end det vi skal ind til. Vi skal holde dramaet nede på et minimum. Det er ikke tid for at holde på, hvem man er i forhold til hvad, og hvilke opgaver man plejer at udføre. I dag gør vi alle tre rent.”

Benji så lidt stam ud i masken. “Siger du jeg er en snob der ikke…”

“Jeg siger: Det er tid til at dæmpe gemytterne i denne her familie, ikke til at addicte til komplikationerne.” Ragner holdt fast i det faktuelle tonefald.

“Du mener … adde?”

“Hvad?”

“Tilføje.”

“Ja. Adde skråstreg tilføje.” Ragner lavede cirkler med hånden, “I ved hvad jeg mener, man skal ikke stille sig for tæt på flammerne, når man har nylonshorts på. Det går næsten altid galt.”

Jeg turde ikke se på Benji, men jeg vidste at han smilede.

Ragner rynkede brynene, “hvor tydeligt skal jeg tale? I skal hjælpe mig med at der ikke bliver hældt mere benzin på et bål der, hvis vi er heldige, ligeså godt kan gå ud, som at blusse op.”

“Ok.” Benji nikkede og så sammenbidt på mig. Mit ansigt var til gengæld snøret totalt sammen i frø-fjæs, for ikke at komme til at sprutte af grin. Benji drejede sit blik skarpt tilbage på Ragner.

“Hvad er der!” Ragner pegede belærende på os. “Lad være med at gøre nar af mig! Jeg tænder af! Siger det bare, jeg er ved at være fyldt op… “ han trak en hånd hen over hovedet på sig selv. “… helt herop til, -af den her families trang til at skabe konflikt!” Så vendte han om på hælen og gik. “Jeg har taget mig den frihed at hente lidt pølse, brød og ost inde i butikken. Vi spiser inden vi går ind.” Han kiggede sig tilbage, “-og alle spiser nu. I kan ikke få en bid ned efter vi har gjort rent.”

“Åh Ragner.” Klynkede jeg.

Han vendte sig om og blinkede til os. “Jeg véd det! Skandinaviens største mordmysterie, og vi får lov til at gøre rent – hvor cool er det!” Han dansede næsten om mod indgangen til supermarkedet.

Benji lo. “Dejligt at se at du elsker dit job.”

Ragner strakte den ene arm i vejret, “jeg elsker livet mand!”

Da Ragner var gået trak jeg Benji ind i et armkrogs-knus.

“Tak for hjælpen.”

“Jeg er sgu’ helt bange for dig… “

“Ja?”

“En walk in der ikke er bange for ild er bare en idiot.”

“Jeg véd det.”

“Tomas ville ha’ sprunget i søen sidst … vidste du det?”

“Nej!”

“Jo jeg stoppede ham to gange. Hvordan var ilden deroppe?” han nikkede over mod skobutikken.

Jeg trak på skuldrene. “Det er svært at sige. Jeg fik et chok da der gik ild i deres tøj, jeg så ikke efter … ikke rigtigt. Hvis det giver mening?”

“Dengang med søen, der lå den ligesom bare oven på vandet.”

Jeg ville ikke tale mere om ilden. Ild var noget alle walk ins frygtede. Det bedste var at dø omgående. At få en kniv i hjertet, eller en kugle i kroppen, eller noget andet som slog os ihjel på sekunder. De fleste af os havde enkelte gange også prøvet at slå os selv ihjel, hvis kroppen var blevet så hårdt såret, at det kun var et spørgsmål om tid. Jeg mener smerte er ok, men lidelse … Anyways, ild er det værste. Jeg har set det to gange, og det er noget af det mest uhyggelige jeg har oplevet. Den ene gang var det en gammel veninde jeg havde i Italien. Ilden bandt hende ligesom til kroppen indtil kroppen var død. Og det tager alligevel et godt stykke tid før … ja hvis du kan forestille dig det … først skal der gå ild i håret og tøjet, så huden, kødet … man dør faktisk ikke af flammerne man dør af varmen.

Translokationen efter sådan en død er næsten altid noget lort. Man er skæv på en eller anden måde – sær. Det var det der skete med Mindy, min veninde. Hun gik i hundene. Dopede sig med stoffer og piller.

“Selvfølgelig er det noget lort … med ilden mener jeg … men tænk hvis det er rigtigt… “

“At det er et talent der er vågnet?”

“Ja! Jeg har aldrig kunnet kæmpe før. Jeg bliver jo uovervindelig.”

“Ok, super fedt. En overdimensioneret flammekaster, der tror hun er gud selv.”

Jeg så forfærdet på ham. “Det kan jo gå helt vildt galt! “

“Atomreaktor-kerne-galt.” Benji nikkede i retningen af supermarkedet. ”Siger du lige at jeg kommer om en halv time. ”

”ja?”

”Jeg dapper lige ud og slår de der 4 sleepere ihjel. De kan ikke være nået særlig langt.”

Jeg trak vejret ind i en hurtig vejrtrækning. Jeg var sgu’ lige ved at give mig til at tude igen.

Benji så det og nappede mig hårdt i kinden. ”Siger du lige at jeg leder efter et sted at tage et brusebad!”

”Ja.”

Kapitel 18

DAEG

Tomas stod i gården da Daeg og Signe kom tilbage. Han så forpint ud.

“De er ok,” sagde Daeg så snart han steg ud af bilen.

“Ja.” Sagde han bare.

“Jeg vender den lige med Anées.” Signe klappede Tomas på skulderen da hun gik forbi.

Daeg rystede på hovedet og hviskede til Tomas, “jeg ville næsten ønske at det var hende der havde fået pladsen som øverste jæger, så var jeg fri for det her.”

Tomas forstod ikke helt.

Daeg fortsatte – “kan du ikke se hvor ivrig hun er, for at bevise sit værd overfor Anées.”

“Så gør det da, der er ikke noget der stopper dig.”

Daeg smilede. “Det betyder ikke noget for mig. Det er ikke det. Det er mere Signe jeg bekymre mig om for at være helt ærlig.”

Tomas trak på skuldrene. “What ever.”

Daeg lagde armen omkring Tomas, “skal vi to ikke hellere snakke lidt. Ana klarede det godt i Arvidsjaur.”

“Ja, hun ringede.”

“Ok.”

“Ragner taler med politiet lige nu.”

“Ja.”

Tomas lo. “Vi har vidst fået de samme beskeder.”

“Ja jeg talte med Ragner. Hørte du at Benji fik en halv palle Sprite til at svæve, mens Ragner kæmpede med ulven.” Daeg lavede en eksplosions bevægelse med fingrene. “CRASH! 200 Sprite ned over ulven.”

“Uark…” Tomas gaggede, og spyttede lige inden de gik ind af døren.

“Er du ok?”

“Ja det lyder bare klamt med en kvast ulv.”

Daeg lo og klappede ham på skulderen, mens de begge to trak skoene af. “De redede ofret – en mand. Det bliver spændende at høre hvad han kan fortælle.”

Tomas kiggede på Daeg, “hvem skal afhøre ham?”

“Politiet er i gang. Vi kører derop om lidt. Daeg trak sig lidt væk fra Tomas. “Du er velkommen men… “

“Nej tak.” Tomas smilede genert. “Jeg er ikke helt på toppen. Den her krop er sgu’ lidt tung.”

“Ja.”

“Slår I ham ihjel bag efter.”

“Nej!” Daeg smilede. “Han skal sikkert en tur omkring psykiatrisk skadestue. Hvorfor?”

“Ikke for noget. Selvfølgelig gør I det.” Tomas fik en kuldegysning.

“Tomas? Det véd du da vi ikke gør. Nu afhører vi ham, og hvis den er helt gal, så får han besøg af en af CESPIs læger, en lille oliven med en meget kroget næse… “

“Anées?”

Daeg lo. “Det har vi da gjort masser af gange. Han hypnotiserer ham til at være ok, og glemme de dumme detaljer, hvis der er nogen… “ Daeg holdt inde. Hans gamle ven så forvirret ud. Daeg gned ham venskabeligt op og ned af ryggen for at varme ham. Tomas hakkede ham en albue i siden. “Drop det. Klamt mand.”

Daeg der holdt begge hænder op foran sig i en afværgende bevægelse grinede bare “wow! Bro … rolig nu. Det plejer du sgu’ da overhovedet ikke tænke ov…”

Tomas skuttede sig, og trak et tæppe op af en stol, og slog det om skuldrene. “Ej, undskyld. Jeg er… “ han vippede med hovedet og smilede afvæbnende til Daeg. “Kender du ikke det man går der og bliver helt opspændt, og uden man ved det bliver ens humør det også.”

“Joh.” Daeg kiggede ned mod den anden ende af stuen hvor Anées kontor lå. Det var stille derinde.

“Måske skal du ringe til Caffaell?”

“Nej, Anées har sagt det er ok hvis jeg kontakter en anden, alt taget i betragtning.”

“Ja, han er sgu’ vred på Caffaell. Men hun er jo din mor, så …”

Tomas rystede på hovedet.

”Jeg ved ikke, hun plejer at have styr på sit shit. Det er lidt mærkeligt at hun pludselig skulle have vendt familien ryggen på den måde.” Daeg trak mobilen op af lommen og tjekkede den kort.

“Hmm. Det er jo ikke til at sige hvem der vender hvem ryggen. Det er alt det med Ana, der skiller vandene.”

“Jeg mener bare, jeg har altid godt kunnet li’ din mor.”

“Du kan bare kalde hende Caffaell.”

Daeg lo afslappet, “Ja ok.” Så skiftede han emne. “Hvordan har du det egentligt med at jeg har fået din plads? Knæfaldet gør det jo ligesom officielt?”

“Ja det var en klar aftale, sagde Ana. Jeg kan helt ærlig ikke huske det. Men Anées sagde at vi skulle trække os lidt i baggrunden og at du skulle være øverste jæger.”

Daeg nikkede. ”Så vi er cool.”

Tomas lo pludselig. “Ja sgu’ da! Er du klar over hvor fedt det er at jeg ikke skal have overblik over det her rod.”

Daeg trak en hånd hen over panden og op gennem håret. “Ja!”

“Ej du! Faktisk er jeg glad for at jeg bare har fri og kan komme mig oven på dén omgang.” Han smilede smørret til Daeg. “Så er der også mere tid til at have sex med Ana! … Selvom vi ikke rigtig er kommet i gang endnu. Men jeg tænker… “

Daeg vippede Tomas et slag med bagsiden af hånden. “Ej det stopper det der! Jeg er hendes bror, jeg gider sgu’ da ikke høre om jer og sex!”

“Av!” Tomas tog sig til skulderen.

Daeg lo. “Gjorde dét ondt?” så rakte han over og gav Tomas et slag mere på skulderen. “Vi to skal vidst ud og have lidt ‘one on one’ træning. Du er sgu’ for slap til at være med på mit hold.”

Tomas forsøgte at le og slå lidt igen. Daeg skubbede ham væk og sagde ikke mere. Hans gamle Buddy havde været igennem en masse. “Det gør vi. Vi træner lidt sammen, en af dagene.

Døren til Anées kontor vippede op nede i den anden ende af stuen. “Så kører vi til Arvidsjaur.” Kaldte Signe.

“Er Politiet allerede færdige?” spurgte Daeg.

“CESPI København har en lokal agent på stedet, han overtager lige nu sammen med SÂPO.” Signe stod og trippede lidt for at komme afsted.

“Ok cool.” Daeg satte sig i sofaen. “Så vi køre ned og afhører om … hvad skal du bruge? Et kvarter?”

Signe så åndsvagt på ham. “Et kvarter til hvad?”

“Nåe jeg tænkte … måske kunne du for en gangs skyld skulle friske din makeup lidt op … måske bare lidt lipgloss?”

Signe lavede en doven grimasse af ham. “Jeg er klar!”

“Det er liidt crazy at du er sådan oppe at køre. Jeg skal lige tale færdig med Tomas ok! Måske skal jeg også vende noget med Anées.”

Signe lagde hovedet på skrå og så på ham som om han var en pose mel, “Daeg, come on!”

Daeg tog det helt roligt. “Du har da heller ikke smurt sandwiches til os endnu, har du?”

Signe kiggede ned.

“I bilen sagde du at du ville smører os verdens bedste lakse-sandwiches når vi kom hjem.”

“Det var før Ragner ringede. Lad os nu bare købe noget på vejen. Det er lettere.” Signes stemme faldt lidt i intensitet.

Daeg rejste sig, “Ligesom det var lettere at du skred forbi mig i gården, for at komme først til Anées, for at aflægge den rapport jeg skulle afgive!”

Signes stemme blev hård igen, “du stod sgu’ da og sludrede med Tomas.”

En tyk underskov af uigennemtrængeligt gammelt krat skød op gennem stuegulvet.

“Jeg kom hjem fra Florida for 10 minutter siden og du har udfordret mig to gange allerede.” Han rystede let på hovedet. “Du er nødt til at bakke ned Signe. Og du véd det.”

Hun vendte sig om for at gå.

“Jeg vil hellere have Parmaskinke i stedet for laks. Den store af de to jeg havde med hjem.”

Signe vendte sig målløst om.

Daeg talte lavt men fast. “Tag det roligt! Jeg er øverste jæger. Jeg beder dig om at smøre en sandwich til mig, inden vi kører… “ Han kiggede på sit ur. “… Om 9 minutter. En simpel ordre.” Så nikkede han over mod Tomas, “Jeg gør lige min samtale, med den tidligere øverste jæger færdig. Jeg er sikker på du forstår … nu da der er knæfald i morgen.” Så vendte han ryggen til Signe, der gav ham fingeren.

Tomas hviskede, “det var lige til stregen det dér…? “

“Du ville da ha’ gjort præcis det samme!” sagde Daeg.

Tomas, der var et par centimeter højere end Daeg, trådte lidt for tæt på ham og mumlede, “nå men den tidligere øverste jæger har ikke noget at sige til den nye øverste jæger. Såh, jeg tror bare jeg trisser op og hjælper Signe med at klappe et par sandwich sammen…” Så pegede han på Daegs læber, “dine læber ser til gengæld lidt tørre ud. Måske du lige kunne nå at give dem en omgang lippgloss… “

Daeg mærkede et stød af vrede skyde op i sit ansigt.

Tomas lod som ingenting og tjekkede sit ur, ”Du kan vidst lige nå det. Der er 8 minutter og 20 sekunder til din limo kører.” Så gik han.

Daeg stod alene i stuen og stirrede tomt ud af vinduet.

Kapitel 19

ANA

”Så Ragner gik i freeze-mode?” Jeg mimede næsten det sidste ord.

Benji trak på munden og så ned. ”Ikke helt – tøvede, er et bedre ord – og jeg havde jo mistet min kniv nede i den anden ende…”

”Scarry.”

Benji nikkede, ”ja lidt … jeg mener, den her ulv er vild: smalle øjne, ørerne helt tilbage, tænderne blottet, jeg forsøger at fange den i et push, men…”

”Stod han bare og gloede?” afbrød jeg.

Benji kiggede rundt om hjørnet, for at sikre sig at Ragner stadig ikke kunne høre noget. ”På en måde … men til sidst sprang han jo på den. Du véd – han vidste jo ligesom godt at han var nødt til at distrahere den på én eller anden måde – så jeg kunne komme til at…”

”Havde han ikke en kniv på sig eller hvad?”

Benji lavede store øjne og nikkede.

Hvad sker der for ham!”

”Han er ikke god til kamp. Det er efter han fandt T smadret til ukendelighed på bådebroen… “ Ragner kom hen til os, Benji trak ligegyldigt på skuldrene og skiftede til et let toneleje ” … så nej, de nye jæger skal ikke regne med at de får silkelagner, man må… “

“Tag det her på.” Ragner gav mig en pakke med et forklæde, handsker og mundbind. Han tjekkede mig ud. “Det her skal gå tjept, ok. Hvis du bliver dårlig, er det ud, og du klarer dig selv. Svenska Sikkerhedstjänsten …” Ragners svenske var om muligt værre end hans engelske. ” altså: SÖPA, har givet os 4 timer.”

“Var der problemer med de lokale.” Benji, var ved at folde sin dragt ud. Jeg stod og tværede Mentholatum op i næseborene.

“Beboerne i Arvidsjaur er rystede, naturligvis, men de kender ikke til detaljerne. Det kommer de heller ikke til. Politiet er ved at sammensætte en forklaring de kan give til folkene her i byen og i omegnen. SÖPA tager kontakten til pressen, men ikke før vi er færdige her.

“Er der mere til mig.” Heine Harraldson, agenten fra den Svenske CESPI-afdelingen i Österby, kom op af den smalle udendørs trappe. Vi stod på et tag der var indrettet som terrasse uden for gerningsstedet. En smal terrassedør førte ind til det tidligere pauserum, detlå godt skjult fra vejen. Han gav Ragner to spande. Den ene var fuld af vand, den anden var tom.

“Kan jeg ikke ringe hvis vi finder noget ud over det sædvanlige?” Ragner gav ham hånden, Benji og jeg nikkede til en hilsen.

“Retsmedicinerne er færdige. Jeg skriver rapporten til CESPI København.” Sagde han og smilede. “og siger at din rapport er på vej ikke?”

“Jo, vi dokumentere det hele.”

“Uh, Viktor bliver glad,” mumlede Benjamin sarkastisk.

Agenten smilede. “Du er ham den Walk in der kæmpede i Berlin i ’96? Ikke?”

Benji slog med hovedet for at få håret væk fra ansigtet. Jeg kunne se fryd i de skrå mørke øjne.

“Jo.”

“Imponerende.”

“Jeg fik hjælp fra det Germanske territorie.” Benji gav ham bare hånden og nikkede.

“Men du orkestrerede det hele.” Heine nikkede anerkendende til os alle sammen. “Godt at have nogle gode sager i ryggen, når man skal aflevere sådan en grimrian som den her ikke,” sagde han med en dyster mine.

“Ja vi er ikke stolte over situationen.” Ragner rettede sig op.

“Hvorfor fanden tager han det sådan på sig?” rasede jeg lydløst bag min pandeskal. “Det er for helvede ikke muligt, at vi skal holde så meget kaos under kontrol.”

“Nej! Og det falder tilbage på os alle sammen.” Heine rystede på hovedet.

Både Han og Ragner var åbenbart vilde med, at tage brusebad i dårligt selvværd.

“Jeg véd det er svært. Vi har stor respekt for Jeres arbejde også. Det skal du vide Heine. Sikke et arbejde … at kommunikere og holde styr på alle de politiske tråde. Vi er glade for den opbakning vi har nydt godt af i alle disse år.” Ragner nikkede anerkendende og rullede med de behandskede hænder mens han talte.

Jeg så bestyrtet på Benjamin, der også var overrasket. Måske, den snak vi havde haft ved Daegs hjemkomst, havde vækket en hidtil ukendt siden hos Ragner. –en kysse-røv-på-lokal-politiker-side.

“Vi gør hvad vi kan, hvad vi kan,” jakkede Heine videre. “Lige nu har vi nok at gøre med, ikke at blive trukket med ind under det Germanske territorie! Viktor er ret opstemt på det.”

”Når bare vi gør vores bedste.” Ragner rystede på hovedet, “- så er jeg sikker på at vi består. Vi skal bare ikke give dem grund til sammenlægningen. Når dét så er sagt, så er det nok helt sikkert endda, at byen her, aldrig bliver den samme igen.” Han pegede sigende på døren ind til “Rede III” som den allerede var døbt. Uofficielt selvfølgelig. “Når lysene er slukket og alt er skuret rent derinde, så vil unge og voksne strømme hertil for at se gerningsstedet, mærke energien føle suset. Deres fælles fantasier om hvad der er foregået her, vil få dem til at gyse, og menneskedyret i dem vågner i et frydefuldt sus.”

“OK!” Benji gav igen hånden til Heine Harraldson, “vi skal vidst til at videre.”

“Ja.” Ragner nikkede og endelig smuttede Heine ned af trappen igen.

Ragner gik hen og tog fat i håndtaget, jeg tog et par dybe indåndinger. Jeg ville ikke bakke ud eller knække. Jeg er ikke en svagpisser-Seer-snob, der ikke kan hjælpe til i marken når det virkelig gælder. Ragner sendte både Benji og mig et fast blik, som for at give os styrke. “Fantasier kan være grumme. Men de er ingenting – mod dét at skulle bære på den virkelighed vi skal ind til nu – herinde.” Han pegede på sit brede lyseblå bryst. “- Velvidende at det er virkeligheden.”

Benji tog også en dyb indånding. Jeg bandt et ekstra mundbind omkring underansigtet, måske kunne det mindske den stank man kunne fornemme, selv her uden for døren.

“Nu åbner jeg døren. Så kommer I ind når I er klar. Ikke før.”

Han fik øje på de to spande som Heine var kommet med. “Nåe ja.” Så fyldte han en sjat vand fra den fulde spand over i den tomme, og stillede den lige ved døren. “Det er altid godt med lidt vand i bunden. Det er nemmere at gøre rent. Dén er til at kaste op i.” Han pegede på den næsten tomme spand. “Den anden er, så man lige kan friske sig op bagefter, det kan være meget rart.” Han pegede på et lille havebord der stod på taget, hvor alting lå i lige rækker. “Håndklæder dér. Friske skiver citron og syltede ingefær, godt til at rense munden med … mere Mentholatum til næsen… “

Uden yderligere snak, åbnede Ragner døren og gik ind. Stanken der væltede ud fra det solvarme rum var som en orks indvolde. Ragner gik uden videre i gang med at åbne og fordele indholdet af sine sweeper kufferter, inde i rummet.

“Hvor mange lig var det der var?” Jeg stod og skulede ind, en halv meter fra døren.

“Fire.” Svarede Benji og klappede mig skulderen, “kom nu bare.”

Benji trådte ind i rummet. Eller det vil sige: han trådte et skridt ind og et halvt skridt ud igen. Vendte overkroppen helt ud på taget igen og tog en dyb indånding. “Ooh” udbrød han bare og blinkede en ekstra gang med øjnene, holdt albuen op foran mundbindet og gik helt ind. “Motherfucker of bad choices… “ stønnede han, så gaggede han, og kiggede tilbage mod mig med de vildeste øjne.

Jeg stod lige i døråbningen. Stanken var altomsluttende. Jeg var på vej ind i en kube af geleret råddenskab. Benji vinkede mig ind. “Det her skal du prøve.” Så gaggede han igen, og virrede med hovedet som om han kunne få det til at gå væk. “I dare you!” sagde han og vinkede efter mig en gang til, med et drilsk smil i de sorte skrå øjne.

Jeg trådte en meter ind i rummet – I 2 sekunder tænkte jeg: “Det er cool, det her kan jeg godt.” Så vendte jeg om på hælen og tog to lange skridt ud igen. Jeg ville brække mig i spanden uden for døren. Men jeg fik kun flået det yderste mundbind af, så det inderste mundbind, og dermed hele mit underansigt blev fyldt med varmt bræk. Det fik mig til at kaste endnu mere op.

Mens jeg stod og vaskede mit ansigt i det vand – der helt sikkert var meget rart at ha’ – i den fulde spand, forsøgte Benji sig med en anden taktik: distraktion. Han begyndte at tale:

“Ragner, det her må være noget af det vildeste du har oplevet?” han stod stadig inde i rummet, men rørte sig ikke ud af stedet. Han stod bare og pustede lidt.

“Nej.” Kom det fra Ragner.

“Er der en Richterskala for dårlig lugt?”

“Ikke rigtigt. Lugt er meget individuelt. Men jeg har selvfølgelig et olfactometer til at…”

“Hvad for én?”

“En elektrisk næse. Men det er vidst ikke nødvendigt … eller du er måske i tvivl om, om her lugter?”

Benji vendte sig rundt, stak hovedet ud af døren og stod helt foroverbøjet med ansigtet begravet i plastichandskerne. Det eneste man kunne se var hans sorte øjne. Jeg kastede noget mere vand i hovedet og tog et nyt mundbind på, denne gang nøjes jeg med ét.

Jeg kunne se Benji måtte tage sig alvorligt sammen. “Jeg sværger mand, han må jo inkarnere ind i kroppe uden lugtesans!” sagde han til mig og rettede sig op.

“Ok det var dét! Ikke mere pjatteri fra nu!” Ragner råbte inde fra rummet.

“Pjatteri?” Benji sank en ekstra gang. Jeg stod i døren for at gøre mig klar til mit andet forsøg på, at penetrere indgangen til Helvedes røvhul.

“Jeg fatter ikke du kan det her. Fy for helvede!” Benji blev ved man at brokke sig.

Ragner var i gang med at skrabe prøver ned i lange glas. “Det er et spørgsmål om at have den rette indstilling,” mumlede han koncentreret

“Indstilling.” Svarede Benji igen, “som om man kan lugte til lort og bare ignorere det. Man kan jo smage Sleeperstanken i det her rum! Uhurk!” han undertrykte endnu engang kroppens trang til at kaste op. “Det er ulideligt.”

“Ok, som jeg siger, det er et spørgsmål om indstilling. Du lider, jeg er ok… “

Jeg var glad for at de var optaget af hinanden, det eneste jeg skulle lige nu var – ikke at brække mig én gang til. Jeg stirrede stift ned i gulvet. Tog en dyb indånding gennem munden. Så pustede jeg langsomt ud, mit mundbind lignede en lille lyseblå lunge. Så forsøgte jeg mig også med at synke en enkelt gang. Det gik fint. Jeg blinkede et par tårer væk fra øjnene. “Sådan, så kan du godt se op igen.” Mumlede jeg til mig selv i dyb koncentration.

“Ha, ha, ha, sådan dér søster Rødøje.” Benji lo og var glad for at han ikke var alene om at have det ad helvede til. Jeg kom også til at le. Vi skreg af grin og pegede på hinanden, som om vi var Sid og Scrat fra Ice Age, der lige havde fået Diego til at sætte sig på en pruttepude.

Ragner lo ikke. “Det er en hel normal reaktion at le, når man føler sig overvældet. Men venner … vi har kun 3 timer og 40 minutter tilbage,” konstaterede han bare.

Vi tog os sammen. Jeg gik længere ind i rummet og kiggede mig opgivende omkring. “Så hvad er det præcis du vil have os til?”

“Vi tjekker og registrere det vi skal, pakker ligene i poser og sender dem videre til en køler i København til yderligere undersøgelse … og så gør vi rent!”

Sleeperne havde forsøgt at gøre det hyggeligt. Som om de stadig havde noget menneskeligt i sig. Der lå en halvvissen buket blomster i en glasskål på en stol under et møgbeskidt vindue. Et par udtørrede brændende kærlighed stod og vippede i deres potter, på køkkenbordet. Det var et gammelt kantinekøkken fra 70’erne, orange og brunt.

På selve spisebordet lå der en kvinde, stadig fuldt påklædt. Hendes øjne var lukkede, huden var tør og sad stramt omkring hendes krop. Som om hun var vakuumpakket i sin egen skindpose. Håndfladerne vendte opad. Hun var birk. Det var en blå nederdel, skjorten var åbnet foran, ærmerne rullet tilbage. Den var hvid med blå blomster, et fint sæt. Nylonstrømperne var så hullede at de nærmest var væk. Skoene var fjernet. Ben og arme var oversået med blå og sorte mærker. Retsmedicineren sagde at hun havde været levende i nat. Det var kun et par timer siden hun var klinisk død. Der stod 5 stole rundt om bordet, som om de havde siddet og spist et måltid mad, som en helt almindelig familie.

Et sekund, ikke mere, fik jeg et billede af de sleepere der havde stået og betragtet mig i den tomme lejlighed. Det var selvfølgelig dem, og jeg kunne ha’ været den næste kvinde på bordet. Eller den madpakke, som vi kaldte det.

“Benji, jeg vil gerne have dit til at registrere og optælle, hvor mange mærker der er på hvert lig.” Ragner tjattede til mig med et kamera der var pakket ind i plastic. “Ana hvis du tager billeder først og filmer bagefter, igen – det er bare en registrering -” Han drejede rundt med fingeren, “- af hvordan de ligger. Nærbilleder af lig og positioner. Det er mest for at vi har noget at vise de andre derhjemme til briefingen.”

“Ok.” Jeg tog først en 3600 film af hele rummet. Køkkenbordet omkring vasken var oversprøjtet og der var trukket tunge våde streger gennem skidtlaget på bordet. Overskabene stod åbne eller på klem. Der lå gamle og nye aviser på gulve og borde. Den brune dør der førte ud til taget med terrassen, havde en lille rude, der var fuld af fedtede håndaftryk i skulderhøjde. Som om nogen havde stået foran den i timevis.

“Gad vide hvor mange dage det tager at suge et menneske helt tomt?” spurgte jeg ud i rummet.

“Retsmedicineren sagde at hende på bordet lignede én der har ligget 8-10 dage. Et menneske kan ligge lænket til en seng i månedsvis, hvis de får lidt mad og vand. Vi kan altså gå ud fra at sleeperne tømmer dem ret hurtigt.”

” … Se.” Benji pegede på en udhuling under kvindens nederdel. “Det ligner… “ Han noterede og løftede kvindens nederdel, trak nakken lidt tilbage og kiggede tøvende op under skørtet.

“Nej.” Sagde han bare, slap det tynde stof, og skred ud af rummet mens han hidsigt forsøgte både at flå mundstykket og dragten af.

Ragner og jeg så på hinanden i to sekunder før Ragner gik hen og slog nederdelen til side.

“FUUUCK!” Benji stod ude på den lille tagterrasse og råbte til himlen.

Kvindens store lårmuskel var næsten helt væk. Der lå en gaffel og en steak kniv nede i den 15 centimeter lange udhuling.

“Ja ok! De spiser kød nu,” sagde Ragner. “De vilde bruger ikke ligefrem kniv og gaffel når de æder. Dét der er sleepernes værk.”

Jeg tumlede baglæns gennem rummet og fumlede efter dørkarmen med hånden bag mig.

Sleeperne suger Prana. Vilde shiftere spiser kun levnede kød – Kød fra dyr – Kød der har været dødt i mere end en time rører de næsten aldrig. I meget sjældne tilfælde, æder de menneskekød. Det er derfor de er vilde. Registrerede shiftere spiser dødt kød ligesom os andre – Kød der har ligget på køl – Eller i fryseren.

Jeg tog billeder. En mand kun iført undertøj, var skubbet op i et hjørne. Her var kødet flået fra benene, noget vi havde set mange gange før, der var tandmærker, ingen tvivl om at det var shifterens måltid. Det var kun de store muskelgrupper hun havde ædt af. Lægge, lår, rygmuskler og overarme var gnavet helt væk. Hans ansigt så fredfyldt ud. Han lignede bare én der sov, uden kød på kroppen.

Langs væggen lå der to unge piger i undertøj og sokker. De var viklet ind i hinanden, som om de var i gang med at lege Twister. Den ene piges nøgne arm strittede lige ud i rummet. Hun pegede hen mod døren. Blåsorte mærker, med røde hekseringe rundt om, svævede på hendes nøgne hud, som planeter i et tomt univers.

Den anden pige, havde hovedet drejet i en grotesk vinkel, man kunne se samtlige knogler under hendes vaccumpakkede hud.

“Jeg er færdig.” Sagde jeg og tjekkede hurtigt billederne igennem.

“Ja. Fem minutter.” Sagde Benji og Ragner nikkede samtyggende.

“Skal vi lige drikke en Cola inden vi gør rent?” Ragner gik hen i døren, trak sit mundbind ned under hagen, og tog en dyb indånding. Han tjekkede plasticposen med hans mobil. “Klokken er kun seks. Det kan vi godt nå. I har gjort det godt.”

Kapitel 20

CAFFAELL

Caffaell havde været mere eller mindre beruset i over en uge … ikke fuld, bare beruset. Hun var blevet ganske god til at gå og tale som om hun havde fået mere at drikke end hun egentlig havde. Det gav visse fordele at folk troede man var så fuld at man ikke heeelt kunne følge med i samtalen.

Men Caffaell forstod alt og hørte mere end de fleste. Der havde været meget intrige-snak i krogene. Det fleste gik på at Jaguarerne kunne angribe når som helst, eller at nogen i Rådet lækkede informationer, at Europa skulle samles nu, eller for evigt forblive splittede. Den helt store årsag til uroen var at rådsmedlem Darcey Bernadine var fundet snigmyrdet på et lille kammer bag den store banquet sal, efter gallamiddagen for Jægerne.

Tidligt på morgenen, efter festen for de unge jægere, havde Hettie fundet ham, dolket i hjertet. En hurtig ren død. Ikke desto mindre var alle naturligvis berørte af det. Han lå indenfor et sikret område hvor kun Rådet og de nærmest tilknyttede departementschefer havde clearance til at færdes. Alle koder var blevet skiftet. Det var et direkte angreb mod Rossignol. I hånden havde han haft en krøllet seddel med et sort tryk af en Jaguar der sprang hen over Rossignols segl: månen med nattergalen på kvisten. Ingen kunne være i tvivl om at mordet var en besked fra Junta Altruistic Generation.

Nu var Rådet blevet enige om at afholde et ekstraordinært møde med specifikt udpegede repræsentanter for originalerne, bestående af betroede embedskvinder og mænd fra nogle af Europas største regeringer. Samt repræsentanter for de registrerede shapeshiftere.

Shifterne havde ikke ledere på samme måde som originaler og walk in familierne havde det. De holdt rådsmøder, udelegerede og lavede aftaler. Men de var ikke meget for samarbejde, hverken mellem hinanden eller sammen med andre racer. Flere af dem som man betegnede som ledere blandt shifterene, havde meldt afbud. Kun én var mødt op: Ylonda. Hun havde Baldur med som bisidder. Caffaell var hun på rigtig god fod med Ylonda. Hun var en dygtig shifter som Caffaell, ved flere lejligheder efterhånden, havde arbejdet sammen med, for Policia Nacional og en enkelt gang for civil Garden i Spanien: Guardia Civil. Sammen havde de opsnappet en gruppe vilde shiftere, der var i færd med at smugle kvinder over grænsen. Vildhund var hendes foretrukne, men hun havde set hende som både ravn og ræv. Hun var én af de dygtigste shiftere Caffaell kendte.

Hun nikkede forsigtigt til Baldur. Hun kunne ikke huske om der var egentligt ondt blod mellem dem, eller om de bare havde stået på hver sin side af en diskussion. Men hun var mere eller mindre sikker på at Baldur ikke overholdt ret mange love og aftaler. Så vidt hun huskede smuglede han en del smøger og spiritus ind i Skandinavien, hvor den slags var højt beskattet og derfor meget dyrt.

Hettie, der var klædt i noget der lignede jeans og en højhalset bluse i et kraftigt sort materiale, stod sammen med Caffaell da lederne kom ind i rummet. De andre medlemmer af Rådet havde også nedtonet deres påklædning en del. De fleste bar jakkesæt eller spadseredragter i dæmpede grå, blå og sorte farver. Det var altid en god idé når de skulle mødes med originalerne, at klæde sig derefter, havde Hettie mindet om da de alle var samlede til morgenmad spisesalen til en briefing før selve mødet. Stemningen var i forvejen spændt op, ingen grund til at forstyrre den fred de havde kæmpet for i årevis, bare på grund af at friheden til at udtrykke sig kreativt blev opfattet så forskelligt fra race til race. Elisabeth havde nikket sløvt og arrogant, ”- du har ret kære. Forbandet være demokrati, der kun går den vej masserne marchere.” Havde hun derefter proklameret, før hun var gået op i sine gemakker for at klæde om til mødet.

Madeline havde også inviteret lederne af de Europæiske politi- og efterforskningsstyrker. Hvilket naturligvis også gjaldt Viktor Svendsen.

Hettie lænede sig ind mod Caffaell: “Noel fra England kommer ikke, vidste du det.”

Caffaell rystede på hovedet og blev ved med at søge mellem de mennesker der langsomt kom ind i den store banquet sal, før hun pludselig vendte sig mod Hettie. ”Du tror vel ikke at Noel… “

”Jo,” nikkede Hettie. ”nogen gange er der virkelig en elefant i rummet når der er en elefant i rummet.”

Caffaell åbnede munden let for at svare, men der kom ikke noget ud.

Hettie nikkede. ”Hans fravær er den elefant i rummet som ingen taler om. Det er en klar udmelding om hvad han mener om dette møde.”

”Panos? Har han også meldt afbud?” Caffaell kunne ikke få øje på sin gamle elsker fra Grækenland.

”Grækenland er for lille et land, de er ikke inviteret, tror jeg,” hviskede Hettie.

”Desuden er han i transit. Døde for to, tre uger siden, så vidt jeg ved.” Det var Littwin der havde sneget sig op bag de to kvinder.

“Åh gud dog!” udbrød Caffaell i forskrækkelse over at han pludselig stod lige bag dem – og over hvad hun kunne have sagt af modbydeligheder, som Littwin kunne have hørt. Hun vendte sig halvt og så lettere sløret på Littwin, “Panos er sådan et rart menneske, -ikke særlig mange fordomme.”

“Sandt nok, sandt nok. Ikke desto mindre død og begravet … kroppen i hvert fald.” Littwin lo af sin egen vittighed.

“Nå, han er vel snart på vej tilbage… “ mumlede Hettie, inden hun gik frem for at hilse på de stakkels nye originaler som aldrig havde mødt Rådet før. ”Altid godt at fremstå så menneskelig som muligt. Hjælp mig med at få dem til at falde til ro,” sagde hun og nikkede, for at de skulle følge med hen for at hilse.

“Nej, der er nogle ændringer. Panos vender ikke tilbage som repræsentant for Grækenland.”

Caffaell løftede et øjenbryn og så interesseret på Littwin. “Der er nok nogen der har talt med Sladremanden?”

Littwin, der blev helt opløftet af at hun inkluderede ham i hende og Hetties interne jokes om folk, lyste op som fluorescerende tænder i en mørk nat. ”Sladremanden?” lo han.

”Ja, Jakup. Sekretær for øverste departementschef Malouf.”

Jerome Littwin lagde anerkendende hovedet på skrå og undertrykte et smil. ”Du har ret, han véd meget om mange. På den måde minder han om et egern. Nysgerrig og ihærdig.”

Nu var det Caffaells tur til at le. Jerome havde fuldstændig ret. Jakup var hurtig og foretagsom, ivrig og havde tilmed lange smalle fortænder og et rødligt skær i sit mørke hår. ”Jerome savner en ven,” tænkte hun. ”Utroligt hvordan man kan glemme, at selv de mest magtfulde og umedgørlige mennesker savner venskab og fortrolighed.”

”Skal vi?” spurgte hun og tilbød ham ved en hurtig indskydelse sin arm, så de sammen kunne hilse på originalerne.

Da alle havde sat sig rundt om det store forhandlingsbord tog først Littwin, så Porter og til slut Celestine ordet.

Caffaell hørte ikke efter Littwins indledning. Hun sad og holdt øje med Viktor Svendsen, der var usædvanlig rolig. ”Han har ét eller andet oppe i ærmet” tænkte Caffaell og beundrede den skandinaviske leder af Center for Ekstra Sensory Perception Investigation, der ulig sine artsfæller havde taget farver på. Han var mødt op i en mørkeblåt jakkesæt, som ventet. Men havde denne morgen også valgt at tage en flot blå pullover i et smart design på indenunder. Skjorten havde et fint matchende lyseblåt skær og dertil havde han valgt et pink slips med gule ællinger på. Alt sammen meget stilligt.

”Han viser Rådet respekt, kipper med hatten og hilser ytringsfriheden velkommen. –om end det bare er en pullover og et pink slips. Modigt i hvert fald. Måske også en anelse over-kækt signal til de andre originaler om at han er tættere på Rådet end de er. Så tæt at han tør være vild.” Caffaell havde et blødt hjerte for ham, det var hun nødt til at indrømme. Der var noget uskyldigt over Viktor Svendsen. Det var tydeligt, hvor meget han så op til det ikke at være menneske. Ingen tvivl om, at det var på grund af den fascination, at de overhovedet havde fået etableret en specialafdeling for overnaturlige væsner, der var beskyttet af PET. Men hun vidste også at fascinationen var farlig. Al hans beundring kunne hurtigt blive til had og misundelse.

”En åben krig er bestemt en mulighed.”

Porters bombastiske udmelding rev Caffaell ud af sine tanker.

”Vi beder Jer huske på at vi altid har brug for hinanden.” Porter fortsatte med at svare på et spørgsmål fra én af Europas udvalgte. ”Men lige nu især. I har brug for os for at opretholde den verdensorden der giver Jer frihed til at bevare den verden som størstedelen af Jeres race, menneskene, tror på. Det arbejde udfører vi ikke uden en vis stolthed. Men nu har vi brug for jeres hjælp. Vi har ikke tidligere og forventer ikke i fremtiden at true med at afsløre vores eksistens. Det er i alles interesse at størstedelen af verdens befolkning forbliver uvidende om overnaturlige skabningers eksistens. Men hvis der bliver krig, har vi brug for landområder til uset at udkæmpe disse på. Vi har brug for at der ikke bliver solgt våben til de unge jaguarer.”

Peter Glücksberg fra Tyskland trak en hånd ned af den dueblå dug. Caffaell registrerede at Littwin noterede hans navn.

”Han er så godt som død,” tænkte Caffaell. ”Han har solgt eller har været vidende om et ulovligt salg af våben. -Mærkeligt at originalerne frygter os sådan, vi er da ellers yderst sympatiske.”

”Hvad med de våben vi allerede véd at I er i besiddelse af?” Viktor Svendsen fortsatte med at demonstrere sin position som én af de originaler Madeline og Porter søgte råd hos. Hans mine var alvorlig, men arrogancen sivede ud gennem hans mundvige. Han solede sig i den respekt det gav ham hos originalerne at han turde spørge så direkte.

Madeline svirpede med hovedet i retningen af Svendsen som en slange der fornemmer et bytte inden for rækkevidde. Et eller andet stort passerede gennem hans hals. Caffaell blev enig med sig selv om, at han nok alligevel havde en portion angst han var nødt til at kvæle, på trods af sit tilsyneladende stille ydre.

Uden helt at se på ham, henvendte Madeline sig til alle ved bordet: ”De våben vi er i besiddelse af er udelukkende til selvforsvar. I en åben krig, vil vi naturligvis, som Loven foreskriver, få udpeget et specifikt område, samt specifikke våbentilladelser, til at gennemføre en sådan krig. Alle er bekendte med de forholdsregler der er stillet op. Der er ikke og bliver ikke, så længe jeg er regent, opkøbt flere våben. Rossignol er ikke fortaler for krig i Europa.”

Porter rejste sig langsomt op for at dæmpe den uro der boblede under den glatte dug.

”Jeg er nødt til at understrege at det ikke er Rossignol der opildner til denne konfrontation. Men vi er den ledende magt for de overnaturlige sjæle i Europa. Det er derfor vores pligt at kvæle enhver opstand mod den fred det har taget os århundreder at opbygge… “ han gestikulerede mod originalerne, ”… vi skal beskytte det tætte og fortrolige samarbejde vi gennem årtier har opretholdt med Jer. Jeg mener ikke kun i forbindelse med det store arbejde vi gør for at holde populationen af uønskede overnaturlige nede. Vi har med vores jægere også ydet en stor hjælp til at opklare forbrydelser indenfor Jeres egne rækker gennem de sidste mange år. Jeg vil kort nævne det samarbejde, der foregår inden for handel og økonomi, på tværs af racer. Samt hele hospitalssektoren, hvor vi senest var medvirkende til at en voldsom svindeinfluenza blev inddæmmet.” Han kiggede rundt i salen.

Der lød gisp forskellige steder ved bordet. Sandu Pascal der var regeringsmedlem fra Rumænien nikkede. ”Det er korrekt jeg var selv i Alba Lulia for at inspicere. Vindecatôr familien – der overser det centrale og det østlige Rumænien – ” Sandu Pascal rystede anerkendende på hovedet, ”-deres arbejde var fænomenalt. Intet mindre.”

Porter fortsatte: ”Jeg tror ikke – i disse tider – med udpræget folkelig indblanding i alt fra politik, til personlige tragedier på diverse sociale medier, at vi… “ han lavede en cirkulær gestus ud i salen for at inkludere alle, ”… ønsker at dele vores eksistens med verden. Dokumentation i form af fotos eller film … ja I har ved flere lejligheder stoppet enkelte udbrud. Men i tilfælde af åben konflikt er det usandsynligt at Ieller vi, kan stoppe alle registreringer af de overnaturlige. Det ville udløse en viral steppebrand der i værste fald kunne lede til opstandelse i hele Europa. I hele verden. Vi vidste alle at dette var en risiko ved dette samarbejde. Vi risikere alle alt. Hvis først menneskene finder ud af hvor længe dets regeringer har kendt til vores eksistens… “

Madeline lagde blidt sin hånd over på Porters arm. Han slog blikket ned og lod tavsheden føre beskeden helt ind i marven på alle ved bordet. Både rådsmedlemmer og originaler var rystede.

Banquetsalen var tyst som en underjordisk katedral. Caffaell mærkede en iskrystal slå rod i hendes hjerte. Porter advarede ikke bare, han truede originalerne. På Rådets vegne, på alle overnaturliges vegne.

Hun kunne godt glemme sine bekymringer om sig selv og familien, om Rådet og hendes Syn for længe siden. Hvis der blev krig handlede det ikke længere bare om at hun kunne miste sig selv og sin position i den skandinaviske familie eller blandt walk ins. Verden som hun kendte den ville styrte sammen om ørerne på hende.

Madeline, Rådet, dét at være walk in var en magtfuld position. Men originalerne var mange. Hvis de som en helhed fik kendskab til dem, så var alt tabt. De overnaturlige ville blive jaget vildt. Menneskejagten og hekseafbrændingerne der havde slået tusinder ihjel under de forskellige inkvisitioner, helt fra Elvte til det attende århundrede, ville ikke kunne måle sig med den jagt der ville blive sat ind på de overnaturlige i det enogtyvende århundrede. Det vidste Caffaell og det vidste alle de andre rundt om dette bord også.

Madeline rømmede sig let. Hendes øjne var klædeligt blanke af rørelse.

”Alt dette véd Junta Altruistisk Generation godt, at vi véd. De véd at vi vil gøre i for at undgå en sådan situation.” Madeline rejste sig langsomt. Hun talte med en rolig moderlig stemme. ”Det er altså ikke en tom trussel, at de unge oprørere har slået rådsmedlem Darcey Bernadine ihjel, og ville tvinge mig til at trække hele Rådet tilbage.”

Hun slog blikket ned. ”Det er ikke bare en trussel om, at de vil storme Rådet og overtage styringen med magt. Vi har over 500 millioner mennesker i vores Europa. Mange at beskytte. Både mennesker, walk ins og form skiftere. Vi skal stå sammen!” Den knyttede hånd som hun pressede ned mod dugen blev om muligt endnu mere hvid. Senerne på hendes hals stod frem som hårdt spændte strenge. ”Vi ser alle, de stormagter der har valgt ikke at møde op. Tro mig de er inviteret. Her taler jeg naturligvis om England og Italien.

Vi tror at det betyder at Juntaen også er i færd med at kuppe Europa indefra. Regeringerne i de respektive lande nægter naturligvis. Det samme gør en lang række mindre lande vi har mistanke til.” Madeline sænkede hagen og fastholdt Caffaells blik. ”Deriblandt Anées Verdante, lederen af den lille Danske jægerfamilie, der regerer det skandinaviske territorie.” Det var lige før Caffaell kunne høre hende fnyse. Hendes afsky var taget til eller også var det den pressede stemning der gjorde det svært for hende at styre sine impulser. Hendes hud virkede ét sekund grå og tør som en gammel negl. Men så smilede hun igen og alting lyste op omkring hende. Hun løftede de lange slanke fingre og foldede dem foran kroppen. ”Vi er naturligvis allerede nu i færd med at finde ud af hvilke lande der kunne huse nogle af de 12 ledere af J.A.G ”

”Øh, undskyld er det ikke kun 10?” Petra Smith fra Bundespolizei Deutschland, så spørgende på Madeline.

Porter afbrød hende med en håndbevægelse. “Det vides ikke med sikkerhed Petra. I denne tid fokuserer vi mest på det internationale politisamarbejde. Ambassadører for Interpol, og efterretningstjenester i hele Europa samles, som du ved, her i Nantes om en lille uges tid. Her skal vi blandt andet diskutere, vores forhold til den opstandelse vi nu med sikkerhed véd er på vej.”

Madeline nikkede til Littwin der rejste sig med et sæt. ”Vi holder en kort pause, hvorefter vi det vil være muligt at stille spørgsmål og diskutere en eventuel strategi.

Kapitel 21

ANA

Da Benji, Ragner og jeg endelig skiltes var vi rene som nyfødte snemænd. Ragner stod kun iført et badehåndklæde om lænden og en pose fyldt med brugte desinfektions-svampe og våde håndklæder. Vi havde taget bad under den udendørs bruser, så jeg var pakket ind fra top til tå i rent tøj, tæpper og store støvler. Benji tog posen med det tøj vi havde haft på mens vi gjorde rent. Han løftede den ud fra kroppen, og kiggede sørgmodigt på den. “Så kan man lære ikke at tage sine bedste støvler på, på job.”

“Min kashmir ligger der i.” Sagde jeg

Ragner smilede træt, “bedst at vi brænder det dog.”

“Selvfølgelig. Jeg kunne aldrig drømme om at tage den på igen.”

“Nå!” Benji daskede sin skraldepose mod Ragners. “Skal vi dele en øl ved bålet?”

“Dele én! … vi skal dele 10!” Ragner lo højt og rungende og begyndte at gå om mod bagsiden af laden. Det hvide håndklæde lyste i mørket mod hans mahognihud.

“Skal du med?” Benjamin lænede sig ind til mig og hviskede: “Du kan jo tænde bålet.”

Typisk af ham lige at give mig et slag over fingrene, når jeg var allermest træt. Jeg slap ikke hans udfordrende blik. “Jeg går ind til T.” Sagde jeg og luskede afsted.

Da jeg kom ned på gangen, kunne jeg høre at Sigen og Tomas havde gang i en heftig diskussion inde i lejligheden. Min første reaktion var at vente, måske lytte og finde ud af hvad det gik ud på inden jeg bare brasede ind, jeg orkede ærlig talt ikke flere overraskelser i dag. Men jeg tog mig i det, og brasede alligevel ind. Jeg orkede slet ikke at høre noget jeg ikke ville vide.

Signe vendte sig om med et ryk, slog viskestykket over den tallerken med rester hun stod med og udbrød: “Han har spist godt i aften,” som om han var et barn.

“Ok.” Jeg kiggede på Tomas, der slog blikket ned. “Hvad laver I?”

“Drik din juice!” kommanderede Signe Tomas, der straks bundede et stort ingefær-citrus shot. “Daeg har været på nakken af mig… “ sukkede hun som svar på mit spørgsmål og trak på skuldrene. “Det er sikkert bare det.”

“Og så savner vi dig.” Tomas tog fat i min hånd og halede mig ned i stolen til et kys.

Jeg satte mig hos ham, men vendte mig mod Signe der var ved at lukke døren. “Nej. Undskyld, vent lige … Det har været en hård dag. Og jeg er sikkert bare pirrelig… “ jeg rystede på hovedet af mig selv og vinkede hende ind i lejligheden igen.

Hun tøvede lidt, men gik et skridt frem så hun kunne stå og hænge i døren, mens hånden med tallerkenen stadig var på ude på gangen.

“Hvad har du givet ham?”

“Fald ned. Det er bare spaghetti og kødsovs.” Signes stemme var hård. “Du er måske sulten efter din tur i Arvidsjaur!”

“Ha, ellers tak.” Så kiggede jeg over på Tomas. “Dét der er ikke spaghetti kødsovs!”

Han trak mig lidt i albuen. “Skat,” sagde han og gav mig et knus bagfra.

Jeg lænede mig ind mod ham. Det var rart at være tæt med ham. “I er søde. Men også nogle røvhuller! Det var en pisse hård opgave, men mine Syn – dem jeg fik – var lige på kornet. Det der… “ jeg vippede med hagen i retningen af tallerkenen ude på gangen. “… Er ikke spaghetti kødsovs.”

Signe blev rød nederst på halsen, det var ikke meget men det var der. “Så skal jeg spørge: Nå Ana, hvad har du så Set?” vrængede hun.

“Et dyr. Et dødt dyr i skovbunden.”

“Åh gud nej. Er jagt sæsonen gået ind.” Signe udstødte et falskt gys.

Tomas forsøgte at vende mig om. “Hey Babes. Det var min idé ok.”

“Har I skudt en hjort? … det er ikke et lille dyr … det…” Nu forstod jeg hvad det var for en lugt jeg havde siddende i mine næsebor. Lige siden jeg kom ned i lejligheden havde jeg haft sådan en lidt sød lugt siddende i næsen. Jeg troede det var mig der ikke kunne slippe stanken i Arvidsjaur. Men det var blod, frisk blod, lige dér på den tallerken Signe forsøgte at skjule. “Det der er noget bullshit!” jeg sled mig fri af Tomas. “Har du ædt råt kød?”

“Hør lige.” Signe trak tallerkenen frem og vippede viskestykket til side, så jeg kunne se de små sortrøde terninger der var efterladt på tallerkenen. At dømme efter farven var det lever.

“Samerne gør det hele tiden. Det er enormt nærringsrigt.”

“Fy for helvede!” jeg viftede med hænderne og fjernede blikket fra kødterningerne. Signe rullede med øjnene og dækkede tallerkenen til igen.

Tomas lagde en hånd på brystet og smilede, “Slap af. Du har lige oplevet noget mega klamt. Lad være med at gøre det her klamt. Det er det ikke.”

“Jeg boede hos Samerne for 10 år siden. Det véd du da. Der er det helt normalt.” Signe rakte en flad hånd frem mod mig. “Du spiser sushi,” sagde hun så, som om det var en trylleformular.

“Hvorfor helvede er han også så lang tid om at hele.” Snerrede jeg.

“Det ved jeg for helvede ikke!” bed Signe tilbage.

Der var stille et øjeblik.

“Undskyld! Jeg ved du gør dit bedste.” Jeg så nysgerrigt på Tomas, “hvordan har du det så?”

Han smilede sit smukkeste smil til mig, “meget bedre. Tak fordi du spørger Madame.” Han smilede til Signe. “Det er det der er hele pointen. Vi har været fuldstændig oppe at køre over det… Jeg løb over 5 kilometer i dag.“

“Oh cool. Hvor lang tid har I gjort det. Hvor lang tid har du spist råt kød?”

Tomas skulle til at svare, men Signe kom først. “Siden i forgårs. Så bare tre gange. Vi tænkte at vi ville prøve med én gang om dagen i en uge og så se om det gav resultater.”

“Og det har det allerede gjort.” Tomas lød så, glad at jeg ikke ville træde mere i det.

“Ok, det er jo faktisk ret fedt.”

“Ja ikke” Signe lyste op. “Men hvis du gider … altså hvis det kunne være vores hemmelighed?”

“Ja! Selvfølgelig. Det behøver de andre ikke få at vide. Ikke flere familiemøder.”

“Nej tak!” Signe lo lettet.

Jeg ville kysse Tomas men … “er det blod du har i mundvigen?”

“Nej!” han skyndte at tørre munden i ærmet. “Og det var derfor jeg drak det ingefærshot, det renser munden. Han smilede og trak mig ind til sig. “Du skal endelig ikke holde dig tilbage, jeg har masser af kræfter.” Så kyssede han mig.

“Jarp, der var vidst også noget med at jeg skulle tjekke op på jægerne.”

Jeg slap Tomas’ kys, selvom det var vildt dejligt at mærke ham tænde igen. ”Signe… “

”ja?”

”Tak,”

”Selvtak.” Hun smilede forlegent. ”nå, men… “ Signe snuppede tallerkenen igen, og ville snige sig baglæns ud af døren. ”Ved du hvor Ragner gemmer sig?”

Jeg rejste mig og fulgte hende ud på gangen. ”Benji og Ragner brænder bål, men Daeg er i laden han har gang i en langhåret diskussion… “

Signe afbrød mig. ”Ja, Ravi kom hjem med voldsomme mærker fra et sleeper overfald. Han er rasende over at ingen bakkede ham op. Det gik lidt vildt for sig, det er jo et team der har rejst meget sammen. Men… “ hun nikkede ind mod lejligheden, nyd nu bare din aften,” så blinkede hun til mig. ”Det kunne godt se ud som om han havde kræfter til … du véd nok hvad.” hun vendte sig om for at gå.

”Hey vent lige.” jeg hev en halv blisterpakke op af hendes baglomme.

”Hvad fanden er det I har gang i? Det her er Hud kapsler!”

Signe blev fuldstændig bleg og skubbede mig baglæne ind i lejligheden igen. ”Det er mig. Jeg er… “

Jeg kunne mærke at hun ikke løj. Jeg kunne se skammen i hendes ansigt. ”Signe?” pludselig fik jeg ond af hende. Hun havde været igennem det vildeste flow-misbrug jeg nogensinde havde set.

Hun rystede på hovedet. ”Jeg har styr på det. Men du véd hvordan det er med de testosteron jægere, og Anées der er på nakken af hvert eneste move jeg laver.”

Jeg tog fat i hendes albue. ”Ok, hør her. Fra den ene misbruger til den anden, hvis jeg ser det mindste tegn på at du…”

Hun tog fat i blister pakken, og stoppede den tilbage i sin lomme. ”Det her er de sidste. Du kan tjekke den blå kasse, den står på sygeværelset. Den er tom… “

Kapitel 22

ANA

Tomas blev ved med at kysse mig. Skubbede mig baglæns over mod døren og lukkede den ved at presse mig op af den.

Jeg lo. “Du har det bedre!”

Han lo og begyndte at tælle mine ribben, “een, too, trre…”

“Aahii!” jeg hvinede og kæmpede for at fange hans hænder. “Stop. Stop så din store stygge…”

“AV. AV!” han lod som om jeg var super stærk.

Jeg have fanget ham ved håndleddene og trak hans hænder om på hans ryg. Han grinede og lod mig gøre det.

Jeg lo også for han var så meget højere og længere end mig at jeg var nødt til at mase mit ansigt ind mod hans bryst for at holde hans arme på ryggen.

Inden i mig smeltede alle mine bekymringer om alt og blev til marshmellow sne. Pludselig stod vi og kyssede og kyssede og kyssede. Hormonerne knasede som kinesere i hele i min krop. Jeg blev tændt på 2 sekunder.

“Skmolf” min krop bankede ind mod døren igen. Tomas trak mine arme op over mit hoved og klemte dem sammen med én hånd. Jeg ved ikke hvordan det skete, men han havde i hvert fald overtaget styringen.

Med den frie hånd greb han fat om min nakke og kyssede mig dybt og begærligt.

“Aarh!”

Hans mund mod min, hans tunge mod min, hans tændte åndedrag mod mit, det vækkede alt hvad der kunne vækkes i min krop af lyst.

“Jeg vil ha’ dig!” hviskede han mod min hals, åbnede munden og bed mig blidt før han slikkede mig op af halsen.

“Ja!” jeg greb fat om hans nakke, trak mig selv op og helt ind til ham, løftede benene op omkring hans hofter. Vi så hinanden dybt i øjnene i et halvt sekund, før han vendte rundt og smed mig over i sofaen. Han trak trøjen af. Synet af hans bare overkrop, med de lyserøde ar i den olivenfarvede hud, og hans spændte muskler tændte mig helt vildt.

Jeg flåede min egen T-shirt af, åbnede og viklede mig ud af min BH, før jeg hev ham ned til mig.

Han kyssede mig begærligt. Mine bryster var ved at sprænges under hans hænder. Han tog godt fat, slikkede og sugede på min brystvorter, så jeg var lige ved at skrige. Hele min krop skreg på mere af ham.

Hans læber og varme ånde mod min hals fik alle spændinger i min trætte krop til at falde væk.

“Det er alt for længe siden.” Hviskede han mellem sine kys.

“Jarp! Hvis du bare fortsætter med det du er i gang med!” kommandere jeg.

Hans hånd pressede uden på jeansene mellem mine ben, mens han lod tungen løbe fra mit kraveben og op langs halsen. “Kom så… “ hviskede han og begyndte at knappe mine bukser op. Jeg løftede bagdelen, for at få dem af. Jeg kom til at støde til hans dårlige ben.

“Agh!” han gav sig i smerte.

“Er du ok?”

Tomas flåede mine bukser af. “Ja kom her!”

Han sad på knæ over mig og betragtede min krop med en intensitet jeg ikke havde mærket alt alt for længe. Han åd mig med øjnene. Så lod han sig falde med over mig og begravede sit ansigt mellem mine bryster.

“Åh ja! Åh Tomas… “ hviskede jeg.

“Ana!” Han tog min hånd og trak mig op at stå. “Kom”

Jeg fulgte ham ind i soveværelset, fuld af længsel efter ham. Beundrede hans nøgne ryg, jeansene der kun lige dækkede hans perfekte bagdel. Da han bøjede sig ned for at slå dynen til side, lagde jeg begge mine hænder på hans stærke mørke lænd.

“Åh” Han rettede sig op og lod mig kærtegne hans lænd, hans ryg, hans skuldre. Huden var blød og varm. Jeg lagde min kind ind mod hans ryg. Jeg kunne mærke hvordan han spændte lidt op fordi mit hår var vådt og koldt. Måske var det et smil jeg kunne høre, i hvert fald udstødte han et suk.

Mine hænder søgte ud over hans muskuløse skuldre, dykkede ned under hans albuer og fandt om til hans stærke flade mave.

“Ana.” Han greb fat i mine hænder for at stoppe mig, men jeg begyndte at kysse hans ryg. Det fik ham til at række sine arme bagud for at holde mig ind til sig. Mine hænder kunne nu søge op til hans stærke bryst. Min krop mod hans. Tæt. Hver eneste celle i min hud dansede af fryd og længsel. Jeg havde lyst til at forsvinde ind i ham, helt ind. Jeg ville være ét med ham. Min mund kyssede ham igen, smagte på ham. Men det var ikke nok, jeg bed ham blidt i huden, lige under hans venstre skulderblad, og satte neglene i hans brystmuskulatur.

“Argh.” Han gav sig i nydelse.

Min pande hvilede mod hans ryg, mens mine hænder fulgte hans bukselinning. Musklerne på maven trak sig sammen i små gip. Jeg smilede. Han nød det. Forsigtigt klemte jeg mine fingre ned i mellem jeans og mave.

“Ej stop nu, A.” Han bøjede nakken frem over.

Jeg stak hænderne dybere ned i bukserne, ned i bokserne. Fulgte lysken ned i begge sider, uden at røre hans pik, der helt sikkert var hård lige nu.

“Shhtt… “ Han gav sig igen, men blev troligt stående.

Jeg elskede det. Den varme hud, hårene der voksede mellem hans pik og navlen. Mine hænder fulgte stadig maven helt tæt, til de mødtes på midten. Dér var hans pik. Lidt til højre. Hård og stærk. Jeg ignorerede den stadig, undersøgte musklerne og maven bag pikken. Den lå dirrende og spændt mod bagsiden af mine hænder.

Tomas sukkede igen, ”Du slår mig ihjel kvinde.”

Jeg lo stille, jeg var nødt til at mase min kind helt ind mod hans ryg for at kunne nå. “Er det rart?” smilede jeg.

“Årh … ikke helt.” Jeg kunne høre at han også smilede. “Nærmere tortur.” Han vendte sig halvt om og trak mig om foran sig. “Jeg vil ha’ dig nu Ana.” Så kyssede han mig dybt og inderligt.

Han trak mine træningsbukser ned, kyssede mig i trussekanten til jeg måtte hive ham i håret for at få ham til at stoppe. Han kiggede drilsk op på mig med sine smukke mørke øjne.

Et par sekunder, lod jeg mine hænder svæve to centimeter over hans hår. Hans ring var så lys og sart. Jeg savnede den dybe grønne farve. Men så trak han mine trusser ned og kyssede min kusse. “Aii!”

Tomas lo, holdt fast i mine bukser mens jeg trådte ud af dem. Så trak han sine egne bukser ned. Trampede hurtigt ud af dem før han igen var over mig.

Vi lå på sengen med hænder der blev véd og véd med at stryge, røre og munde der kyssede dybere og mere og mere vådt.

Han trak sig ud af kysset og så mig dybt i øjnene. Ingen af os sagde noget. Jeg havde glemt hvor fuldstændig ekshalerende det er at mærke varm hud mod varm hud. At mærke hænder og læber stryge op og ned af min krop. Hvor befriende det er at gå på opdagelse, rundt på hans krop. Alle mine tanker forsvandt. Jeg elsker at elske med Tomas.

Han kyssede min hals, mine bryster, og min mund. Jeg tog fat om roden af hans stive pik. “Fuuck! Hvor er det en dejlig fornemmelse.” Tænkte jeg og lod min hånd glide op langs det varme skaft.

“Aggg… “ Tomas trak sig bag ud. “Vent baby. Jeg … puuh!” han prustede af anstrengelse.

Så lo jeg lidt, det gjorde han også. “Er det hårdt?” jeg smilede frækt til ham. ”Nej du er hård.”

Han greb hårdt fat om min håndled for at stoppe min hånd der bevægede sig op og ned af hans pik. “Du må ikke røre mig mere så eksplodere jeg.” Han gryntede med hovedet hvilende på min skulder.

“Så kom.” Jeg kyssede ham og vippede mit underliv op mod hans. Jeg ville mærke ham inden i.

Han tog fat i sin pik og førte den fumlende ind i min kusse, der var våd og glat.

“Aah … ” jeg gav mig lidt, da han trængte helt ind i mig.

“Oorrgg…” Tomas stødte frem og tilbage i tyve tredive sekunder, før han kom i et brøl.

Der var stille lidt. Han hvilede hovedet mod min skulder.

“Sorry Babes.” Tomas trak mig længere ind til sig.

“Slap af… “ sagde jeg og trykkede dynen tættere ind omkring os. “Vi har masser af tid.” Så jeg ham og lagde hovedet tilbage på puden.

Sådan lå vi lidt. Jeg stirrede op i loftet. Tomas trak vejret tungt. Men han rørte sig ikke ud af stedet, det gjorde jeg sådan set heller ikke. Det var mærkeligt, efter så lang tid.

Så gav han mig et hurtigt klem, “jeg skal nok give dig en tur, en anden dag, jeg er bare helt busted lige nu. Ok?”

Jeg lo og sagde: “Godt at vide at jeg stadig kan mit shit.” – Så tænkte jeg, “hvor bliver min orgasme af?” Han plejede altid at … det var selvfølgelig ok. Sådan kunne jeg bare ikke huske at vi nogensinde havde haft sex før. Så … jo altså vi havde haft masser af hurtig sex. Det er jo ikke altid det skal være eeeeelskov. Men jeg havde sgu’ da aldrig oplevet at han ikke gav mig orgasme. Jeg sagde ikke noget. Hvad skulle jeg sige? Han var træt og jeg var krævende og selvisk, det vidste jeg godt. Jeg var bare så forbandet tændt lige nu. Det var tortur at skulle ligge her og prøve at falde i søvn, når hele min krop skreg på forløsning.

Tomas kyssede mig på håret og vendte mig rundt så vi kunne ligge i ske. “Godnat.”

“Godnat skat.” Jeg løftede armen op og rørte ved hans kind. “Je t’aime.”

Han svarede ikke. Han sov, og jeg forestillede mig at jeg havde en blok is mellem benene, der kunne køle mit brændende begær efter mere Tomas.

Kapitel 23

DÆMONEN

Han stod og så ned på sin elskede Ana. Hun sov. Hun sov tungt. Allerede dengang de løb sammen, havde han lært at han sagtens kunne kysse hende på panden, og stryge hende over håret, uden hun bemærkede det. Hun opdagede sjældent når han forlod hende om natten. Hun trak vejret med ham og han med hende. Det var derfor.

Hans hjerte var let i kroppen, han var glad. Igen var han nær Ana, igen kunne han passe på hende og vogte over dét som sov inde i hende. Han bøjede sig ned og pustede til det hår som var faldet ned i hendes pande. “Jeg passer på dig,” hviskede han.

I gangen stod han et øjeblik og betragtede sig selv, i det store gulvspejl. Han var flot igen, imponerende krop, muskuløs og stærk. Han sendte sig selv et triumferende blik. Ingen anede at han var så nær. Han kunne frit bevæge sig rundt i fjendens hjerte. Han havde ofret alt og skaffet sig adgang til huset, og dermed dets beboere. Ingen anede uråd.

Men han ville ikke misbruge sin magt. Selvom hans blodtørst var ude af dimensioner, så vidste han, at han havde en større opgave. Han vogtede over selveste mørkets dronningen. Mørket der skulle blive ét med lyset. Til gengæld ville hun overgive sig til ham. Hans elskede lille Lilje. Åh hans livs længsel. Instinktivt skød han en hånd frem mod spejlbilledet så de to hænder mødes. Hans pik blev hård, da en følelse af styrke brusede igennem ham. Snart var hun hel. Snart skulle han…

“Klak.”

Han kunne høre nogen oppe i entreen. To der havde været på vagt uden for huset kom ind for at gå deres runde. Han skyndte sig at smutte ind i et lille linnedrum til de var gået forbi oppe i entréen. De ville gå deres første tur i stueplanet. Derefter ville de dele sig i to, for at tjekke under- og overetagerne. Da fodtrinnene forsvandt ind i den store stue, gik han beslutsomt ned mod kælderudgangen. Her havde han gemt et sæt sort løbetøj der. I nat skulle han på jagt. Rigtig jagt.

Kroppen var ved at være klar, men hans hjerne hang slet ikke sammen. Han manglede blod, varmt blod. Allerhelst menneske blod.

Kapitel 24

ANA

“Hvad!”

“Jeg skal til møde med Viktor.” Anées havde stået og banket på vores dør et par minutter uden der var nogen der svarede. “Jeg vil gerne have dig med Ana.”

“Hvorfor!” Jeg trak min dyne rundt om kroppen og stod modvilligt ud på det kolde gulv. Jeg gad på ingen måde med til Danmark. Men når først Anées havde fået en idé, låste hans kæber sig som alligatortænder om kødklump. Der var kun én vej for ofret, i dette tilfælde mig, og det var at følge med i tændernes retning. Også selvom det var en virkelig dårlig idé.

Jeg flåede døren op, og gav ham et ondt blik. “T sover!”

“Klokken er 7.”

“Hvorfor er der fodspor her?” Jeg stak overkroppen ud på gangen.

“Hva’?” Anées så forvirret ud.

“Jord. Der ligger jod hele vejen op af gangen?”

“Ja, nå! Det gør der sørme også,” sagde Anées totalt uinteresseret. “Viktor siger at du har et godt tag på hans datter Nini … så vi tænkte om vi kunne lave en far datter dag…? “

“Ej!” Jeg forsøgte mig med mit mest ærgerlige ansigt: Ikke for offer agtigt og ikke for surt. Mere sådan: det duer sgu’ nok ikke lige i dag gamle – ansigt.

“Tomas har det bedre?” Anées strakte hals og hilste på Tomas der spadserede nøgen gennem stuen.

“Jeg går i bad.” Brummede han.

“Jeg kommer!” jeg smilede frækt til ham.

Anées tog fat i min hage og drejede mit ansigt ind foran sit eget. “Det er en ordre!”

Jeg trak hagen til mig. “Er du seriøs – Hun er 11!”

“12!”

“13.” Jeg kom til at le. Jeg tænkte på Tomas og mig nøgne sammen i badet – så snart jeg var kommet af med Gnavpot-with a mission from Hell.

“Hun trænger til en ven. Du er over 250 … du burde vide bedre.”

Jeg rullede med øjnene, i et sidste lamt forsøg på at gøre modstand.

“10 minutter så flyver vi.”

Flyveturen gik fint. Michael, en af de nye jægere var Chauffør. Han tog metroen ind til København, mens vi kørte til Nordsjælland. Anées havde lejet en bil, der stod klar hos AVIS, da vi var kommet gennem tolden.

Vi tog motorvejen, og holdt ind på en stor tank, hvor vi kunne få noget morgenmad. Hvis ikke det var fordi vi var på vej op til Viktors landsted, var det faktisk hyggeligt at være på tur med Anées alene. Det havde jeg ikke været i årevis.

Anées vippede med sit krus mod damen bag disken.

“Ha, ha, -du er sgu’ lidt for gammeldags far,” lo jeg, og kiggede op mod ekspedienten, der var ved at flytte rundt på noget wienerbrød. “Hun kommer da ikke herned med frisk kaffe til dig.”

Han smilede vemodigt. “Ana, min Ana. Hvor bliver tiden dog af?”

“Tik tak,” sagde jeg, og vippede min finger som en metronom foran hans øjne. “Jeg fylder op.” Så tog jeg begge vores krus og gik op til den store selvbetjenings-ø for at fylde en, faktisk helt ok kaffe, i vores krus.

“Nu har jeg dén,” sagde Anées da jeg kom tilbage.

Jeg havde spurgt ham om det med skæbne og fri vilje, uden at spørge direkte om han troede at jeg var ved at blive sindssyg.

“Vi skal, eller rettere, vi har pligt til, at bruge vores frie vilje,” sagde han, og pustede lidt til den brandvarme kaffe jeg havde stillet foran ham. “Vi må ikke bare slappe af og lade skæbnen styre vores liv. Vi kan vælge. Og skal vælge. Dér hvor vi mærker de stærkeste følelser eller den stærkeste passion, der skal vi gå hen. Den energi der kommer ud af det, får os til at føle os i kontrol over vores liv.” Han trak på skuldrene. “Men måske også kun føle at vi har kontrol. Dét jeg tror er at vi har kontrol, -til et vidst punkt. Det er klart, skæbnen også har sine egne planer som skal tilgodeses. Vi lever i sameksistens med skæbnen.”

“Hvorfor siger du at det er klart at skæbnen blander sig?”

“Simpelthen fordi den findes. Hvis vi kun havde vores frie vilje, så havde vi vel ikke opfundet ordet skæbne.”

“Mega dårlig logik.”

“Nej! Hvis det ikke findes, så havde vi da aldrig have avet et ord for det.”

“Så derfor er det klart at skæbnen går ind og overruler vores frie vilje? Fordi vi har givet den et navn?”

“Nej, fordi skæbnen findes – så har vi et ord for den. Det er mig der siger, at den går ind og forstyrre den retning vi selv mener vores liv skal have.”

“Ja. Jeg er ved at fatte det nu. Det er en blanding af ting. Jeg kan selv vælge at jeg bliver i familien og at jeg elsker Tomas og at vi lever lykkeligt, lige indtil skæbnen sender en Shifter dæmon ind på en tank i Finland og gør mig sindssyg.” Jeg bed mig selv i læben. “Glem det. Jeg ville slet ikke bringe det på bane.”

Anées lagde en hånd oven på min i to sekunder, klemte den som om den var et råddent æg, og slap igen. “Heller ikke mig. Jeg ville bare hygge.” Han tav et øjeblik. ”Men så skubbede skæbnen alligevel til den samtale ingen af os har lyst til at tage.”

Cafeteriets lyde overvældede pludselig mine sanser. Rummet var koldt, hårde klinker, store glasflader, plastic over det hele. Brudsikkert porcelæn der klirrede og slog i mine ører. Jeg tog en dyb indånding og kiggede på Anées. “Jeg er bange.”

“Også mig.” Han slog blikket ned, begyndte at nappe hård hud af pegefingeren. “Jeg véd det ikke er meget værd. Men jeg er glad for at dele dette livsafsnit med dig.”

“Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre.”

“Det er der ingen af os der gør. Vi går forsigtigt frem. Én dag af gangen og alt det dér.”

“Jeg… “

“Der er ikke mere at sige.” Han stillede sit tomme kaffekrus oven på tallerkenen. “Vi skal ikke tale for meget om det. Det er min mavefornemmelse.”

“Ok?”

“Vi kan komme til at lufte de mest frygtelige senarier for hinanden, og på den måde tilføje mere frygt, end den der ligger i hver af os. Gøre det ukendte større og dermed forstærke frygten, og splitte den kerne af styrke vi trods alt har som familie.”

Jeg fnøs håndligt ad ham. “Så vi skal bare lide hver for sig. Uden nogen at dele smerten med.”

“Ja. Jeg forstår hvad du siger. Det er rart at få lettet sit hjerte og tale om tingene. Men det her … ” han tav. “Det der er ved at ske med dig, det er så … stort. Ingen af os har en jordisk chance for at regne ud hvad der er på vej.”

“Men hvad hvis det hele fucker op far? Hvis alting går… “ jeg huskede på Benjis ord, ” Hvis alting går atom-reaktor-kerne-galt.”

“En Atomreaktorkerne er ikke noget dårligt i sig selv. Det er kun hvis kernereaktorerne bliver overophedede at det hele eksplodere. Ellers er det en glimrende energikilde.”

“Du er langt ude.” Det var det jeg sagde. Men samtidig følte jeg mig glad og stolt over at han var min far. Han havde nogle vilde idéer sommetider.

“Forstår du. Vi kunne komme til at blive enige om, at det var farligt og uhyggeligt, -at det var familiens og vores alle sammens undergang.” Han slog knoerne i bordet som han altid gjorde når noget var spændene, eller når han var vred. “Det kan lige så godt være død spændende og den største gave, vi som familie, har oplevet nogen sinde! Men frygten for det ukendte vinder næsten altid over forventningen til det nye. Vi er designet til at finde ud af hvor faren er – og først bagefter til at søge efter en løsning.”

“Du er sgu’ lidt for optimistisk. Jeg får en knude i maven for at være helt ærlig.”

Anées løftede en pegefinger og løftede øjenbrynene. “Det er fordi du ikke følger med tiden! Vi har i hundredevis af år været på udkig efter trusler og farer. Det er på tide at vi vender blikket mod solen, finder lyset og leder efter håbet, i stedet for frygten.”

“Men far… “

“Vi skal bare flytte fokus! Det er sindssygt vigtigt faktisk.”

Det var underligt. Anées lød på én gang, som en blomsterpige med en kurv fuld af duer og en indædt visionær.

Han sukkede, “Hør her, denne her kender du: Hvis du er negativ i hovedet har du også en virkelig dårlig dag. Det er som om du ikke kan komme ud af den onde cirkel. Du véd det er sandt! De dage du tænker positivt, så har du en fed dag. Og det kan være akkurat sammen slags dag. Eller endnu værre!”

“Men det her er lidt værre end en dårlig dag Anées.” Jeg forsøgte ikke at slukke hans iver med alt for meget koldt vand.

Han trak sig lidt. “Ja, det kræver arbejde. Jeg véd at det er langt ude, jeg ved det.”

Det var næsten som om han forsøgte at sluge al sin optimisme. Jeg fik det helt dårligt.

“Benji sagde faktisk noget lignende den anden dag. Noget der fik mig til at håbe lidt på det gode.”

“Hvad var det?”

“Ikke noget. Bare noget om det som sker med mig.” Jeg fortrød igen min åbenmundethed. Men hvad gør man ikke for at muntre sin far lidt op.

“Men var det ikke godt?” han så nysgerrig ud.

“Vi skulle ikke tale om det … var det ikke sådan!”

“Det gode kan vi godt dele. Det må gerne vokse.” Han så udfordrende på mig med hans dybtliggende sorte øjne.

Jeg smilede lumsk til ham. “Du kører på hva’?” jeg drak det sidste af min kaffe og stillede den oven i min tallerken med smør og marmeladerester. “Jeg er ikke klar. Jeg ved ikke helt om det er positivt. Så du må vente.”

Han blinkede til mig, og rejste sig. “Skal vi køre.”

“Benji siger at du skal lave noget til festen i morgen?”

“Hva?” Anées så uskyldig ud.

“Vi skal bøje knæ … “ Jeg daskede til ham.

“Ja og… “

“Giver du et nummer?”

“Til festen?” Han så død-fornærmet ud. “Hvad tager du mig for? Jeg er leder af den Skandinaviske familie. Tror du jeg har tid til at optræde som en partyklovn!” Han nappede mig i bagdelen, virkelig hårdt, så jeg kom til at hvine højt som en forskrækket gris.

“Hold dog op! Alle glor på os.”

”Det kan være jeg kigger forbi til de sidste prøver i morgen.”

”Ja?”

”I gemmer jer hos Agerströms, ikke?”

”Jo.” Et håb blussede op inden i mig. Det var hundrede år siden jeg havde stået på scenen med min far. Det ville være fantastisk hvis han gav et nummer. Faktisk havde jeg haft mistanke om at ham og Benji havde gang i noget fusk med et kamera og hypnose.”

“Hvad med dig, hvorfor laver du ikke noget. Du kunne jo lave et stort ildnummer!” Anées tog et par step-trin og lavede flammer med hænderne.

“Hallo! Dét der er ikke sjovt!” jeg slog ud efter ham. Men han skøjtede let og elegant uden for min rækkevidde.

Den latter der kom fra Anées var så hjertelig og fuld af kærlighed. Det var en latter jeg ikke havde hørt i, i hvert fald 10 år. Det var ikke som om, det var helt sikkert at al den her ballade på én eller anden måde vækkede ham.

Jeg vidste også godt hvorfor han ville have mig med ned til Danmark. Han kunne sagtens ha’ afslået Viktors ønske om at jeg besøgte Nini. Men han ville ha’ mig for sig selv i nogle timer. Det var fint med mig. En tur ud i verden var altid at foretrække, frem for en tur ind på hans kontor.

Kapitel 25

ANÉES gennem læs

Både Anées og lederen af den skandinaviske afdeling for Ekstrasensorisk efterforskning så små ud i biblioteket hvor der var 4 meter til loftet. Lange slanke bogreoler, stod som gardere hele vejen rundt langs tre af væggene. Ved den fjerde væg var der 7 kolossale vinduer med dybe karme. De var dækket af matchende forsatsruder der var fastmonteret med hvide sprosser hele vejen rundt langs kanten.

“Vi har lige sat dem op.” Viktor drejede lidt på den lille klemme der holdt forsatsruderne på plads.

“Det er de originale vinduer?” Anées nikkede mod vinterruderne, ”siden de dér skal i nu?”

“Nej, vi fik dem reproduceret for nogle år siden. Kristin er ikke vild med termoruder i så gammelt et hus, det er unaturligt siger hun. Så det blev til enkeltlags.”

“Dyrt.”

“Ja, varmen fosser ud,” lo Svendsen, “men hvad gør man ikke for kvinder.”

Anées skulede over mod Viktor. ”Tak for sidst i øvrigt.”

”Selv tak. Hvordan har han det, Tomas?”

”Udmærket.” Anées smilede, Viktor trak mundvigene ned ad. Anées skiftede emne. ”Du har været i Frankrig, skrev du?”

“Ja!” Viktor viste ham over i en af de to sofagrupper der stod midt i biblioteket. “Det var interessant, jeg talte med Nona fra Tyskland.”

“Ja. Hun er altid spændende.”

Viktor rettede ryggen. “Tyskland siger at I skabte mange problemer, da jeres unge jæger, Tomas dér, ledte efter sin mage forrige år.”

“Vi er ikke dyr.”

“Hvad, nej!”

“Kone.”

“Hans kone, ja. Ikke desto mindre.”

”Alt dét véd du at jeg véd?”

Viktor virrede lidt med hovedet. ”De vil meget gerne udvide op i Danmark.”

“Ja. Jeg har haft samtaler med både Sanna og Günter.”

“Du ved selvfølgelig også hvad Nona ville?”

“Ja, jeg har et godt gæt.” Anées undlod af se på Viktor.

“Belgien og Holland har allerede overgivet sig. Det er næsten latterligt at blive véd Anèes. Det må jeg sige. Vi har holdt stand. Vi har virkelig stået stærkt, i mange år nu.”

“Vi? Så vidt jeg véd begyndte du at logre med halen allerede ved årtusindskiftet!”

“Jeg begyndte at se virkeligheden i øjnene – ville være en mere realistisk tolkning.”

“Den virkelighed du beskriver ser jeg mig ikke værende en del af.”

“Men det ville være meget nemmere for dig. Det må du indrømme. Din hverdag ville blive…”

“En nikkedukkes hverdag? Nej tak.”

“Ha, ha, som du kan sige det.” Viktor kiggede ned ad sig selv, og rettede på sin pullover. “Prøv lige at tænk det igennem her og nu, sammen med mig stille og roligt. Vi tager ingen valg, lover ikke hinanden noget. Vi vender bare pandekagen og ser hvad der er på den anden side.”

“Kør!”

“Er du sulten … jeg kunne få Lüdia til at komme med noget til os.”

“Jeg har spist. Men hold dig endelig ikke tilbage.”

“Selvfølgelig.” Viktor tog sin mobil frem og ringede til sin hausfrau. “Lüdia würden sie bitte brunch for uns machen … jah … shön … im die Bibliothec bitte.”

“Jeg overgiver mig ikke Viktor. Det kommer ikke til at ske.”

“Skandinavien er ikke stor og indflydelsesrig nok. Hvis vi sagde ja til den centrale styring som Tyskland tilbyder, ville vi tilhøre en union der var næsten lige så stor som USA, Kina og Japan!”

“Ha, ha,” Anèes lo hjerteligt. “Nej der er lang vej endnu. Inden længe slår Amerika sig alligevel sammen med Sydamerika, og så er alting lige meget, det er og bliver det største walk in territorie.”

Viktor lænede sig tilbage i sofaen og faldt til ro. De to havde ikke det mest åbenhjertige forhold. Men de havde udrettet meget sammen, og det havde givet dem en form for forståelse for hinanden.

Vi husker lige at det var mig … sammen med din gamle chef, Walter Clausen, der etablerede det internationale samarbejde mellem politi og walk ins.

Danmark var et godt sted at starte fordi det var så lille et land.” Anées fandt Viktors blik. “Kan du huske hvor hurtigt det pludselig gik! Hele Europa – og så fulgte resten af verden med. Det hele startede lige her.”

Viktor slog ud med hånden, “ja det er flot, det var godt det gik godt. Men vi skal videre nu, Anées! Desuden er det ikke hele verden! Du overdriver på det punkt.”

“Det kan godt være, at hele verdens politi ikke samarbejder med os, men vi operere i hele verden, gør vi ikke!”

“Jo. Det er ikke pointen!”

“Det er præcis pointen. Det kører fint.”

”Det er også et absurd stort territorie for så lille en familie.”

”Det er tyndbefolket.”

”Det er da ikke noget agument.” Viktor trak hagen ind til brystet og så helt perpleks ud, som om det rent faktisk var det dummeste argument han nogensinde havde hørt.

”Det har aldrig før været et problem.” Anées lænede sig frem i stolen. ”Jeg tror du bruger det som springbrædt til at opnå et bedre position for dig selv.”

Hvad?” Viktor så vantro på Anées. ”I har over 300 kvadratkilometer der skal dækkes af tre-fire … hvis man kan kalde Ragner for jæger…”

”Hør nu … vi er flyttet fra Danmark til Sverige netop fordi det er mere centralt og fordi de har det største befolkningstal.”

”Alligevel!”

”Alligevel hvad? –Samlet har skandinavien et befolkningstal på rundt regnet 20 millioner indbyggere. Vi får hjælp af nære venner i Norge og Finland hvis det brænder på. Det véd du da! Jeg har styr på det. Det går helt fint.”

”Ha!” Viktor holdt sig kort for munden. ”Anées for helvede. Det er lige præcis dét du ikke har.”

Anées blev siddende i stolen men måtte holde godt fast i armlænene. Han ville ikke tabe ansigt overfor Viktor Svendsen ved at begynde at råbe og skabe sig. ”Tyskland alene er 80 millioner mennekser. Hvad er indbyggertallet i Holland? – over 15 millioner – i hvert fald og så lægger vi lige Belgien oven i, med hvad? 10 millioner … skulle vi opsluges af et territorie på i forvejen 105 millioner mennesker. Du kan tro det bliver løgn!”

”Du spiller højt spil Anées. Hvorfor ikke føre skandinavien som ét hele ind under det germanske Territorie, i stedet for at vente til det hele bryder sammen og alting bliver splittet til atomer.” Svendsen forsøgte at falde til ro ved at presse læberne sammen og holde vejret.

”Men hvorfor? Det går jo helt fint.”

“Du bliver ved med det: fint?” Viktor tog en hurtig indånding og holdt vejret. “Juntaen står og banker på Rossignols dør. Hvis der udbryder krig inden for rækkerne, så kan du godt regne med at hele vores arbejde tager hovedspring direkte ned i toiletkummen. Hvad tror du ikke der sker hvis menneskene finder ud af at … at I findes … at vi har haft et hemmeligt samarbejde … at…”

“De finder ikke ud af det. Vi har klaret den slags før. Mange gange. Selvfølgelig vil en åben krig mellem Rossignol og Jaguarerne være katastrofal.”

“Netop!” Viktor fløj frem i stolen, så hårdt pegede han over mod Anées. ”Hvis vi allierede os med Tyskland, ville vi være beskyttet, vi ville overleve selvom Rossignol falder.” Viktor så næsten bedende på Anées. ”Det vil betyde så meget for mig hvis…”

“Hvorfor tror du Rossignol falder?” Anées så mistroisk på Viktor.

“Det gør de sikkert heller ikke, men hvis… “

“Hvis og hvis min røv var spids! Tror du vi kunne forhindre Jaguarerne i at angribe Rossignol hvis vi tilføjede vores 20 milioner til Tyskland? Jeg mener … “

Viktor var rød som en julekjole. “Vi kan ikke forhindre noget som helst! Som det er nu, er vi for små og ubetydelige. Du skal finde ud af at stoppe de vilde som hærger dit territorie. Når først Rossignol sender deres Tactic-team, så bliver du for alvor tilsidesat. Hvorfor ikke gøre det frivilligt, og holde dig på god fod med Rossignol … og Tyskland … Holland … og Belgien, hvis Jaguarerne gør alvor af at true Rossignol ville vi være helgarderede.”

Anées rømmede sig, og strøg fingeren hen over næsen. ”Hrmm … Du har ret. Jeg har aldrig oplevet at vi havde brug for hjælp udefra. Ikke desto mindre har jeg erkendt situationen, og hyret jægere udefra. Vi har altid … uden undtagelse kunnet håndtere alt hvad der har været af uønsket aktivitet i Skandinavien. Dette er første gang…” Anées rømmede sig igen.

Viktor der sad med sænket hage og studerede Anées dovent, brummede: ”du har problemer med halsen?”

“Vi har styr på det. De vilde og sleeperne er kun oppe omkring Sverige.”

”De er kun i nærheden af Ana, mener du.”

Anées ignorerede ham. ”Faktisk har jeg lige afholdt et møde med Noel fra England. De sender en gruppe jægere op gennem Danmark. Norge sender Olauf Bergens-team fra børneorganisationerne, hele vejen ned gennem Norge hvor de møder Noéls team. Sammen gennemsøger de hele Finland, hvor Karlos og Ina fra forskerfamiliernes jægerkorps i Kajaani, støder til og gennemtrevler hele Sverige.”

“Du har rigtig haft travlt hva!”

“Du var i Nantes!”

Viktor dumpede ned i stolen igen. ”Så Noel var sammen med dig?”

”Ja?”

“Ja. Ok, god indsats.” Viktor trak en hånd gennem det tykke hår og sukkede. ”På mødet i Nantes blev det tolket som en provokation at Noel ikke mødte op.”

”Men det var da vigtigere at han og jeg lavde en strategi… “

Viktor lukkede øjnene et sekund. Han virkede pludselig træt. ”Ikke desto mindre blev det tolket som om han nu lægger afstand til Rossignol.”

”For Satan i helvede!” Anées fnøs. ”hvad vil de ha’? Vi kan ikke være alle steder på én gang.” han slog ud med armene. ”Var der ingen der spurgte efter mig? Var jeg ikke savnet?”

Viktor smilede hånligt, ”Nej, selvfølgelig ikke. Alle véd jo du har nok at gøre med at få styr på skandinavien.”

Lüdia kom ind med et rullebord, med kaffe, rundstykker, frugt, oste og marmelader. De to mænd faldt til ro ved at cirkulere lidt rundt om vognen uden at sige noget. Anées tog bare en kop kaffe. Viktor lavede sig en tallerken med lidt af hvert.

”Jeg talte med Porter i Nantes. Din unge mand har lavet en del ravage i sin jagt gennem, og der var alt for mange vidner. Talsmanden…

“Svend Jensen. Ja, jeg så ham i nyhederne.”

“Præcis.”

“Ikke nok med at han slog mig ned, lad os bare slå en streg over det.”

“Det var storslået af dig.”

“Men der var to vidner på havnen, som så en ældre mand med en usædvanlig velfungerende fysik, løbe ind i et skur hvorefter det sprang i luften. Men der blev ikke fundet nogle døde? –heldigvis kunne man sige. Men også meget mystisk. Der var nogle S-togs passagerer der måtte have bevilliget psykoterapi.

“Ja, ja,” Anées slog ud med hånden. “Det er for fa’en ikke første gang at du har skullet dække den slags til.”

“Det er problematisk.”

“Det var ikke problematisk da vi forhindrede mordet i Malmø. Der kørte vi vidst et godstog i havnen og hvor mange politibiler var det der blev totalskadede?” Anées lo. Aftenposten skrev: Drengebande Highjacker godstog – Berusede betjente.”

Viktor lo ikke. Han sad bare og klikkede med sin teske mod koppen. “Jeg har fået underretninger om at Tomas er kommet ud af sin koma og at Ana stadig tiltrækker disse … sleepere…”

“Det er der ikke bevis for. Det kan være fuldstændig tilfældigt at de dukker op netop nu!”

”Det var en stor rede der blev fundet i Arvidsjaur?”

”Der var også reder før.”

“Tomas har ingen ring.”

“Jo.”

“Det er ikke hvad jeg har hørt. – Og du er ved at samle en hær!”

”En hær? Jeg har hyret jægere fra Akademiet, til at hjælpe os med…”

”Det ser ud som om du er ved at etablere et lille kongerige. Udefra mener jeg.” Viktor bøjede håndledet og tappede sig selv på brystet med fingrene. ”jeg mener; jeg véd hvad der sker. For alle andre, kunne det se ud som om du er ved at trække dig ud af det Europæiske samarbejde.” Så pegede han på Anées, ”men hvis nu, du indgik en aftale med Tyskland, akkurat som Holland og Belgien har gjort det, så er du ude over al mistanke. De kunne hjælpe dig med dit territorie, og Rossignol ville slet ikke have nogen grund til at sende et Tack team ind for at overtage styringen … for det er det de gør, hvis du trækker den længe nok. Så kommer de bare og tager Skandinavien. Hvor efterlader det så os!”

Viktor så på Anées uden at blinke. “Anées.”

Anées sukkede og lod sin hånd dumpe ned på armlænet.

“Jeg talte med Caffaell. Hun er indsat i Rådet.”

“Ja, ja, jeg véd det.” Anées trak begge hænder ned over ansigtet.

”Ana er ikke sig selv – Tomas har måttet overgive sin plads som øverste jæger!” Viktor så vantro på Anées. “Han kan ikke engang udfylde en almindelig jægers funktion. Hvorfor healer han ikke?”

“Det ved jeg da ikke!” bed Anées ham af.

“Jeg har set ham ligge halvdød bag i en bil… glemmer du Amsterdam?”

Anées rystede på hovedet.

“Allerede i weekenden var han oppe at stå.” Det var svært at se om Viktor så triumferende eller bekymret ud. Han søgte Anées blik, men fandt det ikke. “Det er næsten halvanden måned siden nu, og … min kilde siger at han stadig har problemer med at holde balancen?”

“Hvem giver dig informationer?”

“Det er ligegyldigt.”

“Hvem?”

“Jeg kan ikke give dig min kilde. Det er også irrelevant,” han lænede sig frem mod Anées, hvad der ikke er ligegyldigt er, at den information jeg har fået af dig er mangelfuld og direkte fejlagtig. Send hende ned til Nantes. Nu.” Viktors stemme var kold. “Tomas skal jeg have udleveret,” han lænede sig tilbage og smilede selvglad. “- Når han kan holde balancen.

Anées forholdt sig tavs som en munk i bøn.

“Kan du ikke bare svare mig på hvorfor du ikke vil sende hende til Nantes? Er det ikke lov – at Rossignol skal dømme i denne slags sager.”

“Kunne du sende din … Hvad hedder hun … Nini afsted?”

Viktor tøvede, “det er ikke hende det her handler om.”

“Men kunne du!”

“Det ville være svært.” Pludselig smed Viktor den professionelle maske, og sænkede stemmen. “Men jeg ville gøre det. Du ved at Ana var ude hos mig for at se på hende før … da hun ikke vidste… “

Anées trak vejret ind og holdt det.

Viktor vrissede af ham, “åh, hold nu op, det var den aften Tomas kidnappede hende! Jeg har det hele på overvågningsfilmen.” Han lød som om han virkelig gerne ville nå ind til en eller anden forståelse med Anées. “Lad os nu for en gangs skyld være ærlige over for hinanden … for én gangs skyld.”

“Be my guest.” Anées slog ud med hånden.

“Jeg ville gøre hvad som helst. Det mener jeg. Hun er stadig ikke sig selv. Hvis jeg troede det ville hjælpe at sende hende til Nantes, så ville jeg gøre det! Ha, hvis jeg fik det tilbud.”

“Hrmf.” Anées brummede.

“Men det er sandt.” Viktor lød pludselig desperat. “Jeg var nødt til at sende hende på kostskole! Kirstine var utryg. Hvem gør det! Vælger sin kæreste over sin datter?”

“Spørger du mig.” Anées var forvirret over den pludselige fortrolighed.

“Hun kom hjem efter 5 uger. De andre børn blev bange for hende.”

Anées undertrykte et smil. Men fandt et undrende ansigtsudtryk frem i stedet. “Bange?”

Kirstine er bange for hende. Hun er på retreat i Indien lige nu, for at finde hjem til sig selv!”

Nu kunne Anées ikke holde et smil tilbage. “Sjovt at hun tror hun kan finde sig selv dér, når nu hun bor her.”

“Argh!” Viktor snerrede ad ham. “Jeg hader jer! I er uhyggeligt kolde, véd du dét!”

“Lad os droppe det.” Anées vendte sig mod haven. “Vi har problemer, men jeg har styr på det. ”

Kapitel 26

ANA

Jeg blev siddende i bilen, et par minutter efter Anées var gået ind i hovedbygningen. Jeg ville være sikker på at jeg ikke mødte Viktor. Jeg hadede ham. -og jo længere jeg sad her, jo kortere tid skulle jeg hænge ud med den lille mærkelige unge, jeg kunne se bag gardinerne oppe på første sal. Det var underligt med hende. Jeg var ikke bange for hende selvfølgelig. Men … der var noget over hende som jeg ikke vidste hvad jeg skulle stille op med. Hun var så lille, så … åh, det rev i mit hjerte.

“Szszsz… “ lyden var millimeter svag, men den var der. En fucking myg igen! “Bring it on. Det er for koldt og du er for dum.” Det var gråt og tåget udenfor, så jeg tændte lyset i loftet for at lokke den i en fælde, dumme dyr.

Jeg tænkte på at det var godt det ikke var mig der var Anées og skulle forhandle med klamme cremefrøer som Viktor Svendsen, jeg havde bare lyst til at sætte ild til ham.

“Szszsz … szszsz…”

“Velkommen i lyset Sucker!” Myggen vimsede rundt omkring den lille firkantede loftslampe, som om den var en lille skøjtebane på det grå loft. “KLASK” jeg klappede mine hænder sammen, men fik den ikke. Så flip-floppede jeg hidsigt mine hænder op mod forruden og ind mod siden af bilen, til jeg endelig kvaste den. “Ha!”

Jeg fandt mascara og en hårbørste i min taske, og kom til at smile i bakspejlet. Det var første gang jeg frivilligt tog mig sammen til at se præsentabel ud, efter Tomas’ opvågning.

“Hun er 13 år gammel… “ sagde jeg til mig selv og fortsatte med at give mine vipper en mørkere farve. “Du er vild med hende… “ drillede jeg og spærrede øjnene op. “Hun er lige præcis så underlig, at du ikke kan lade være med at holde af hende. Indrøm det, du er nysgerrig.”

Jeg pakkede maskaraen ned i tasken igen, fandt en lipgloss frem og begyndte at børste mit uregerlige hår. “Ja jeg er ret vild med hende. Hun rykker sgu’ noget i mig,” indrømmede jeg.

Hvis ikke vi stod i den potentielle krise, vi gjorde, så kunne jeg faktisk godt finde på at se hende lidt mere. Blive hendes besøgsven eller hvad originalerne nu kalder det. – og så alligevel … det var sådan nogle idéer vi sommetider fik, når vi længtes efter helt almindelig liv. De blev sjældent til noget. Slet ikke dét med Nini, det var vidst mest en flugt tanke fordi jeg helst ikke ville tænke på den spand lort jeg stod i.

Det var lige før jeg ønskede mig, at Rossignols jægere ville dukke op og varetage styringen, selvom Anées havde forbudt det. Han havde truet dem med at den Skandinaviske familie ville forlade det Europæiske walk in samarbejde, hvis de overtog. Også selvom det bare var i en tidsbegrænset periode.

Hvis dét skete ville vi trække – i hvert fald de Baltiske lande med ud. Dem havde vi altid haft et tæt forhold til. Måske også de Anglesaksiske familier, hvis det gik helt i hegnet, med mudderkastningen. Noel, lederen af den Anglesaksiske familie og Anées havde før stået sammen gennem kriser.

Rossignol kunne meget hurtigt komme til at stå svagt. De ville få svært ved at fastholde deres position som regerende dronningemagt, hvis Anées fik held til at trække så mange lande ud af samarbejdet. Det var vel derfor de tøvede med at sende deres egne jægere ind for at overtage vores territorie.

Jeg lagde hårbørsten væk, satte et par spænder i for at holde håret væk fra ansigtet, og tog lipgloss på.

Daeg ville få ret. Juntaen ville forsøge at kuppe Rossignol. Måske skulle vi pludselig til at stemme om en ny … ja det ville jo så blive en regering, eller et parlament. Vi ville blive ligesom menneskene, med politikkere, snyd og tomme løfter. Måske var der ikke den store forskel fra det styre der var nu.

Jeg slukkede for radioen, og steg ud af bilen. “Time to go to work.” Mumlede jeg. Anées havde totalt respekteret at jeg ikke ville aflægge rapport til Viktor Asshat i dag. Så jeg havde fået lov til, bare at lave en lydfil af forløbet, så han kunne høre hvordan det gik med hans elskede datter.

“Hvad for et forhold er det også at ha’ til sin egen datter?” brummede jeg mens mine fødder knasede gennem perlegruset. “Han ringer efter mig hver gang lokummet brænder. -Og så vil han ha’ en rapport. Sygt.” Jeg fandt min mobil frem, men tabte den da jeg åbnede hoveddøren. Der stod en kvinde midt i hallen med et rullebord fuld af brunch.

“Hallo.” Sagde hun med tysk accent og blev stående for at glo, da jeg gik forbi hende.

“Nini…” sagde jeg bare og pegede åndsvagt ind gennem galleriet.

“Klrk… “ Døren var låst. Jeg bankede på. Ventede.

Døren blev låst op. Men ikke åbnet. Jeg trykkede langsomt håndtaget ned.

“Hej Rose!” Nini smilede da jeg stak hovedet ind på hendes værelse.

“Hej.”

Hun lignede stadig en dukke nogen havde bundet sammen af kviste, men denne gang havde hun røde kinder. “Du ser godt ud.” Smilede jeg.

“Tak.”

“Hvad er der sket?”

“Vil du have noget at drikke?” hun gik over mod et bord hvor der stod en kande med saft, små sandwiches og kiks, under en … jeg ved ikke hvad det hedder … en osteklokke af net. Så smilede hun til mig og holdt øjenkontakten.

Jeg må indrømme at jeg blev blæst lidt om kuld. Jeg havde regnet med at hun ville være sær og tvær. Værelset virkede også underligt tomt.

Nini smilede meget stille. “Rose? Kiks eller sandwich…? “

”Måske kan du kalde mig Ana.” jeg trak let på skuldrene, ”det er lidt åndsvagt, men det er faktisk mit rigtige navn.”

Hun smilede og spærrede øjnene lidt op. ”Ana. Ok. Kiks eller sandwich … det er bare med agurk.”

“Tak. En Agurkesandwich og lidt saft. Du er ikke meget på dit værelse?”

Nini bevægede sig yndefuldt med sin lange tynde krop. Det dæmpede lys i rummet og stilheden i huset i det hele taget, fik hende til at virke helt overjordisk. Hendes bevægelser var langsomme og velovervejede. Hun havde en dyb ro. Det var noget nyt.

“Jeg er flyttet ud i laden, det er derfor.” Hun trak op i sine bukser og viklede den cardigan hun havde på tættere ind omkring kroppen, med de papirtynde arme. Så krummede hun sig lidt sammen og satte sig på gulvet foran mig, mens hun vinkede mig ned på til sig. “Vi bruger bare den her som bord ikke?” Sagde hun og trak en rund bakke ud under sengen.

“Kan vi ikke sidde på sengen?”

Hun rykkede hurtigt med hovedet. “NEJ!” Hun smilede et kort mekanisk smil. “Vi sidder bare her.”

Jeg satte mig over for hende med ryggen op af sengen. “Ok, så er vi på skovtur.” Smilede jeg, og satte mit glas og min sandwich på bakken.

“Du behøver ikke være sød, det ligger ikke så naturligt til dig.”

“Ah, det synes jeg nu at jeg er,” smilede jeg undrende. “Du kender mig nok bare ikke så godt… “

Hun slog blikket ned. “Jeg vil ikke gå ind i konflikt med dig.” Hendes stemme var ikke sukkersød eller hård, bare konstaterende.

“Wauh, hun er rykket ud af startboksen hva’,” tænkte jeg og tog en bid af min sandwich. “KLASK!” med sandwichen i munden klapsede jeg en myg mellem mine hænder. Jeg tog en bid og trak sandwichen ud af munden, smilede og rystede på hovedet. “De er bare overalt.” Jeg tværede den af på kanten af bakken. “Jeg tror sgu’’ efterhånden det er mig der tiltrækker dem!” lo jeg. “Du ville blive sindssyg hvis du vidste hvor mange jeg har … shit!” Jeg kunne se på Ninis ansigtsudtryk at hun havde en anden holdning til myg.

“54.”

“Hvad?”

“Jeg har sendt 54 myg, over 70 fluer… “ Ninis blik var roligt.

“Undskyld.” Mumlede jeg. Og tænkte: ”hun har virkelig tabt kalotten. Eller også har jeg.”

Hun rystede afmonterende på hovedet. “Det er ok. Den er her kun i dag. Så dør den, og det er ok. De har ikke samme opfattelse af livet og døden som vi har. De oplever ikke den store forskel.”

“Super.” Jeg sank min agurkesandwich-mundfuld sammen med min følelse af at være jordens dummeste mentor. Så forsøgte jeg mig med at gå med på hendes idé. “Du tror altså på … altså at du kan sende myg?”

Hun nikkede, før hun rystede på hovedet, “altså ikke sende, på dén måde. Det er svært at forklare. Jeg har mange flere ude i laden. Alle mulige slags. Hvis vi har tid kan vi gå over og kigge.”

Jeg nikkede. Hun var jo kugleskør. Alligevel var der noget ved hende som fik mit hjerte til at smelte.

“Faktisk ville jeg bare gerne tale med dig om noget. Og så vil jeg gerne sige tak fordi du gider det her.” Hun lød formel og meget voksen.

“Øh, velbekomme.”

Hun stak bestemt sin lille hage lidt frem og betragtede mig nysgerrigt. Hendes blik var skarpt og vidende, hun havde forandret sig. Alligevel voksede den klump af medlidenhed jeg havde i maven.

“Du ser træt ud Ana.”

“Jesus christ! -For en lille Miss know it all!” tænkte jeg og rankede ryggen lidt. “Det er jeg også,” sagde jeg. “Faktisk har jeg lidt svært ved at Se noget hos dig. Du lever måske næsten i insekternes verden.”

“Noget i den stil.” Hun smilede. “Er det det du ser?”

“Jeg Ser også en masse andre ting. Børn der skriger og råber og slås.” Hvis jeg skal pakke det billede ud, i forhold til dig, så vil jeg sige, at du har en del konflikter kørerende i dit liv!”

Hun så uforstående på mig.

“Jeg Ser også at din far er urolig for dig, næsten bange.”

Hun blev alvorlig, sank en klump. “Han gør ikke noget vel?”

“Hvad? … nej.”

“Han slår mig heller ikke ihjel vel?”

“Nej – Hvorfor tror du dét?”

Pludselig løb der en tåre ned af hendes hvide porcelænskind. De skæve mørke øjne søgte ud til siden. “Jeg ved det ikke. Jeg er så mærkelig.” Nu begyndte hun at tude for alvor. “Jeg er sær. Jeg hører ikke til i den her verden.” Pludselig kiggede hun forskrækket på mig. “Du skal ikke sige noget til min far. Jeg gør ikke noget. Altså selvmord, jeg har ikke lyst til at dø. Jeg har det så godt … også. Jeg har det rigtig godt, når jeg er alene, eller … åh!” hun sank sammen og græd, og græd.

“Sødeste lille skat.” Jeg humsede over og holdt om hende.

Hun trykkede sig ind til mig, og græd til hun faldt til ro. Det var en fantastisk fornemmelse. Det lyder sygt, jeg véd det, men det var noget af det dejligste jeg havde oplevet. Jeg gav hende den serviet der lå på min tallerken. “Her tør dine øjne.”

“Jeg kan ikke komme med dig vel?”

“Åh… “ jeg lukkede øjnene, ”ikke igen!” tænkte jeg. Til Nini sagde jeg bare: ”Sweetie,” med den blødeste bamsestemme.

”Jeg tror ikke min far ville havde noget i mod det. Han er vildt stresset over hvordan jeg er, og… “

Jeg klemte hendes arm. ”Selvom din far sagde ok, og jeg … altså det dur ikke.”

Så græd hun igen. “Men jeg har det bedre når jeg er sammen med dig, jeg føler mig ikke så underlig.”

Jeg lo lidt for mig selv over hendes bemærkning, der ramte helt vildt plet. Da hun var faldet til ro sagde jeg: “Jeg tror ikke helt du forstår. Det er ikke fordi jeg ikke vil. Men jeg kan på ingen måde … som i: – virkelig ikke, tage dig med nogen som helst steder hen.” Nu var jeg også lige ved at tude. Hun havde det jo ad helvede til den lille stakkel.

“PPRRNNNSSST” hun pudsede næsen højlydt. Så fik hun øje på mine blanke øjne og nu var det hende der trøstede mig.

“Det er ok.” sagde hun og klemte min arm. ”Det er bare en fantasi jeg har haft. Jeg har det godt for det meste, men nogen gange bliver jeg forvirret over alle de tanker der er i mit hoved. Det er som om jeg ikke ved hvem der tænker dem.”

Pludselig kom jeg i tanke om hvad det kunne være der var galt med hende. “Det er helt normalt Nini … jeg kender det godt.”

“Gør du?”

“Mm… “ jeg nikkede og aede forsigtig oversiden af hendes hånd med oversiden af min pegefinger. “Det kan være meget overvældende når det begynder. Du er jo faktisk teenager … måske er du på en måde allerede gået i puberteten. Der sker så meget.”

Hendes sorte øjne flakkede mellem mine blå. “Er det bare det? Men… “

Jeg trak på skuldrene. “Det tror jeg … “

Men faktisk var jeg meget i tvivl om hende. Der var noget andet. Noget i kanten af hendes energi jeg ikke kunne fange. Det var sært. Men jeg var også træt, jeg kunne simpelthen ikke Se særlig meget omkring hende. Måske var det puberteten der forstyrrede billedet af hvem hun var.

Jeg lo. “Det er hundrede år siden jeg var teenager, men det er altså noget man vænner sig til.”

“Er dit holdt op?”

“Ja.” Løj jeg. Jeg havde mere end nogensinde flere stemmer inde i mit hoved.

“Hvad sker der når vi dør? Kommer jeg i helvede for at tænke lort om min far og Kirstin og…”

“Nej. Du kommer ikke i helvede. Personligt tror jeg ikke på helvede.”

“Men hvad sker der når vi dør?”

“Oh God, here we go:” tænkte jeg. “Sexualundervisning ville ha’ været nemmere.”

Ninis hvide ansigt med de mørke øjne og sortrøde rander, stirrede forventningsfuldt på mig.

”Nogen tror på at når vi dør så dør vi og så er der ikke mere. Det er en ok tanke. Jeg tror på noget andet. Men faktisk, så tror jeg allermest på at dét vi bliver trygge af at tænke om døden, det er det vi skal tænke. Det det handler om er at vi skal have det godt mens vi lever.”

”Men hvad tror du på?”

”Jeg tror på at kroppen er en skal. Eller en bolig, et hus som sjælen bor i. Døden er en slags port der fører sjælen tilbage til dér hvor den kommer fra. Her venter den lidt, taler med andre sjæle om hvad den har lært om livet, i den krop den lige har boet i. Når den så er klar og har hvilet sig lidt. Så tager den afsted igen. Bliver født ind i en ny krop.”

”-og starter forfra! Skal man så gøre det hele igen?” hun så forfærdet ud. ”Det orker jeg da ikke!”

Jeg tog en dyb indånding. ”Sådan har jeg det også, tro mig. Men du er også heldig. for dét du oplever i kroppen af smerte og ked-af-det-hed, det efterlader du i den døde krop. Sjælen tager kun det gode med. For det er det den er: god. Og når den skal ned og starte forfra, så ved den ikke at den starter forfra.”

Hun nikkede ”ja små børn er tit bare glade.” Nini fik tårer i øjnene igen.

”Åh kære menneske dog.” tænkte jeg, og ønskede mig langt væk.

Det gjorde Nini vist også for hun sukkede og sagde: ”Jeg skal nok bare lige vænne mig til at jeg aldrig bliver glad igen, ikke helt.”

”Jo du gør!” Jeg talte lidt mere strengt til hende nu.

”Alle er bange for mig.”

”Ikke mig!” jeg gav hende et fast blik. ”Du er helt sikkert teenager. Det er bare ærgerligt. Alt er noget lort fra nu af til du er hmm … 20, måske.” jeg lavede et ansigt som fik hende til at smile.

Min mobil boblede. Det var Anées der sendte en besked. “Jeg står i gården, Viktor er gået. Kan du afslutte?”

“Om 5.” Skrev jeg.

“Hey Nini, jeg er nødt til at smutte ok.” Det var svært ikke at række ud efter hende. Holde om hende. Tage hende med. Hun var så tapper som hun stod dér og var så uendeligt alene om sine problemer. “Det har været hyggeligt.” Jeg kunne ikke holde ud at være sammen med hende mere. Det gjorde for ondt.

“Ok.”

Hun var noget at det underligste jeg havde mødt.

“Tak for det svar jeg fik i dag. Det hjalp.” Hun bredte armene ud til siden og drejede forlegent med kroppen.

“Gør lige det dér igen.” Jeg trak mig tilbage og stirrede på hende. Jeg kunne ikke lade være. Hun var så smuk. Tynd og skravlet. Bleg og gennemsigtig. Men hun strålede også på en måde.

“Hvad er der?”

“Jeg… “ jeg virrede med hovedet og lo. “Jeg synes bare jeg så noget … men det er fjollet.” Så purrede jeg op i hendes glatte hår, og undlod at se mere på hende. Jeg var vidst træt. Det jeg troede jeg havde set … det kunne ikke passe.

“Hey.” Hun glattede irriteret håret på plads igen.

Pludselig dumpede der en bænkebider ud under sengetæppet.

“Ups!” sagde hun. Med et koncentreret blik samlede hun den op, løftede sengetæppet og puttede den tilbage hvor den kom fra.

“Hun er eddermame klam.” Tænkte jeg, men undlod at sige hvad jeg synes. Jeg ville gerne prøve at være et sødere menneske, især over for hende. “Vi ses ok.” Jeg gik hurtigt frem for at give hende endnu et klem.

“Ja?” jeg kunne se hun knyttede hænderne for ikke at hoppe af iver.

Jeg vendte mig om for at gå.

“Ana!”

“Ja.” Jeg så mig over skulderen.

“Venner?” spurgte hun, med en spæd stemme og et åbent ansigt. Så trak hun ligegyldigt på skuldrene, og tilføjede i et voksent tonefald: “- eller det er måske for tidligt at sige?”

Spørgsmålet kom sådan bag på mig, at jeg bare sagde, “Nej selvfølgelig, det er cool.”

“Cool.” Sagde hun og nikkede så afmålt hun kunne.

Da jeg lukkede døren bag mig, styrtede jeg ned af trapperne, mens jeg fandt mobilen frem fra min lomme. Standsede lydoptagelsen og slettede filen. “What ever det var jeg lige havde oplevet, så vidste jeg pludselig med sikkerhed at det havde Viktor ingen ret til at høre.

Kapitel 27

BENJAMIN

Ragner nikkede stolt til Benji og Signe, som var de eneste der sad tilbage i køkkenet. Alle jægerne havde været samlet til en kort briefing og formiddagskaffe, med brød og ost.

Det lange spisebord, var skiftet ud med fem mindre borde, med solide egetræsbænke og skamler rundt om.

“Så er hende den nye sat ind i hvordan køkkenet virker. Chase. Super pige.” Han pegede over skulderen mod døren til underetagen. “Hun virker tilfreds nok. Er lige nede for at pakke ud på værelset.”

“Cool”

Ragner svingede armene frem og tilbage, klappede og knipsede lidt. “Det bliver fedt med én i køkkenet.”

“Du tror ikke hun kan lave mad.” konstaterede Signe.

“Nope!”

“Hvorfor har du hyret hende så?” Benji så ærgerligt på ham og snuppede det sidste stykke brød i kurven.

Ragner trak på skuldrene. “Hun har ikke fået sit jæger diplom endnu.” Så spærrede han øjnene op, ”Dumpet to gange faktisk. Scorer højt i alle prøverne men så,” han lavede en kort spruttelyd med læberne, ”hun siger det er noget personligt. Så faktisk er hun sprunget fra næste runde, for at komme og hjælpe os. Hun følte sig ikke på sin rette hylde… “

Benji og Signe lo.

“Det lyder som én jeg kender … bortset fra at du rent faktisk kan lave mad!” Grinede Benji. Men der var alvor bag hans ord. Han hadede dårlig mad.

“Ja, ja! Nu giver vi hende lige en chance ok.” Ragner pegede truende på ham. “Hun har i hvert fald styr på hygiejnen.”

Benji og Signe lavede udspilede ansigter til hinanden.

“Nåe, dét er grunden.” Signe rakte sin hånd frem, for at få Ragner til at sætte sig hos dem. “Tager du ikke lige lidt mere brød med ovre fra komfuret?”

“Er der nogen der har set Ana?” Tomas stod i døren til køkkenet. Han så usædvanlig underlig ud. Håret stod ud til alle sider som om han ikke havde friseret sig i en uge. Joggingbukserne var et par slidte blå Hummel og en underlig bleggul T-shirt, men hul langs ribben i kraven.

“Hey T!” Ragner gik hen mod ham. “Godt at se dig mand. Kom hen og sæt dig. Der er te på kanden.”

“Ja cool.” Han gik en bue uden om Ragners fremstrakte arm og tøffede hen til de andre på strømpesokker.

“Du trækker stadig på benet?” Benji så bekymret på ham.

“Lige meget.” Tomas rystede på hovedet, og satte sig på bænken ved siden af Signe.

Tomas så søvndrukkent på Benji. “Ana?”

“Michael, en af de nye jægere har fløjet dem til København, Anées havde møde med Viktor og Ana…”

“Nåe ja, han var sgu’ da forbi. En der hed Nini?” mumlede Tomas.

“Præcis. Så du hende da du hentede hende for et halvt år siden?”

“hva’? Hentede jeg en Nini?” Tomas så uforstående på Ragner.

“Nej!” Ragner smilede overbærende til ham. “Da du hentede Ana, mener jeg.”

Tomas skænkede sig en kop te, “kan I ikke snakke om det I nu snakkede om … jeg hænger bare lidt ud.”

Benji stillede en tallerken med chokoladekage foran Tomas “Selvfølgelig.” Så nikkede han mod Tomas, “din yndlings … orangechokolade.”

Tomas tog ligegyldigt imod kagen.

“Nå men i hvert fald… “ Ragner blødte det underlige stemning op så godt han kunne. De var allesammen bekymrede for Tomas, men det var kun Signe som kunne gøre noget for ham. Han ville ikke løbe eller træne med nogen endnu, heller ikke engang deltage i nogen af de helt små aktiviteter som at dække bord eller fikse laden op. De savnede at have ham med i fællesskabet, og alligevel var det frustrerende når han, som nu, kom og ville deltage. Han kunne ikke rigtig følge med. “… Så er det ikke Chase,” fortsatte Ragner. “… men Signe og mig der laver maden til ceremonien i morgen aften.”

“Det bliver spændende at se hvad… “

Endelig smilede Tomas, “-de ser i hvert fald meget mærkelige ud, synes I ikke?” så lavede han et fjæs der fik de andre til at le.

De fire gamle venner, Signe, Tomas, Ragner, og Benji sad i køkkenet en lille time, og hyggesnakkede om alt det som ikke man ikke kunne komme til at tale om når der var krise i familien. Daeg var i færd med at vise de sidste tre jægere hvordan de skulle følge ruterne og navigere på de elektroniske kort, Benji havde konstrueret.

Den spænding der havde været hver gang de var samlede var væk. Lige nu var der plads til at lægge paraderne ned, og det trængte de alle til. De udvekslede historier om gamle ture, underlige mennesker, walk ins de havde mødt og creapy steder de havde været nødt til at overnatte. Selvom Tomas ikke bød ind med ret meget, var det dejligt at høre ham le.

“Jeg véd sgu’ ikke helt med de nye jægere dér!” Ragner faldt ud af et grin og blev alvorlig et øjeblik, så flippede han sin tommeltot op og pegede på den. “For det første! -så véd jeg bare at det kommer til at koste en helt ny lakering af alle gulvene når det her er overstået.”

“Aah… “ Signe lagde hovedet på skrå.

“Jo Skat. De har allerede været inde i stuen to gange med støvler på.” Så flippede han pegefingeren op og sagde. “Ville det ikke være bedre hvis vi klarede det selv. Jeg mener … er jeg den eneste der er lidt nervøs over at nye folk kommer så tæt på? De går rundt over det hele, kigger, og kommer til at vide alt muligt om os? Jeg mener, har i set hvordan de går og løfter på ting? De flytter også på stolene. De ser på os som om vi er underlige.”

“Ha, ha, men det er vi jo også… “ lo Signe, ” … der sker ikke noget. Hvis der gør, så er det fordi denne her familie bliver verdensberømt når vi er færdige med denne her mission!”

Ragner sad allerede og pegede på sin langefinger. “For det tredje kan Benji ikke få et ordentligt fil-tjek på dem allesammen.”

“Hvad mener du?” spurgte Signe overrasket. “Har Anées bedt dig om at tjekke op på mit arbejde!”

“Rolig nu, Little Miss Lemonpie. Det var mig selv der ville se dem ok! Jeg kunne bare ikke få clearing til andet end deres CV?”

Signe sagde ikke noget.

Alle ventede på at hun skulle forklare sig.

”Du har ikke gjort noget forbudt, vel?” Ragner så uroligt på sin kone.

Signe sukkede og hvilede hovedet i hænderne i to sekunder. “Åh for fanden! De er hyret fra Rossignols liste over desertører. Lad venligst være med at sige det til Anées, så tror han jo fandme at… “

“What! I mailen stod der: uddannet på Rossignols Jæger Akademi under Den Kongelige Garde! Og du har hyret …” benji lænede sig frem og hviskede : ”Niger Crucis jægere!”

“Men de dømmer jo deres jægere for at desertere, hvis de tager en friweekend … de er ikke…” hun så bedende på Benji. “Please. Jeg lover at de er tjekket i hoved og røv. Du véd hvordan De sorte fugle behandler dem der ikke er ét tusinde procent loyale… Jeg gav Anées en liste hvor der stod at de var tilknyttet Det Frie Jægerkorps.”

Benji nikkede tavst og alvorligt. Der var hele tiden rygter om jægere der translokerede og aldrig fandt tilbage til jægerkorpset. Officielt blev de dømt som desertører. Uofficielt samlede mange af dem sig i et hemmeligt jægerkorps: Niger Crucis. Her kunne enhver familie hyre dem til at udføre uofficielle opgaver, uden at det blev registreret af Rossignol. Det var ikke uden risiko. Men Anées troede dem Signe havde hyret kom fra Det Frie Jægerkorps, som var jægere der ikke var blacklistet, de havde bare aftjent deres værnepligt hos Rossignol, var ikke tilknyttet en familie og levede nu af at hjælpe til hos de familier der havde brug for hjælp. De rapporterede stadig tilbage til Rossignol.

Ragner så bestyrtet på sin kone. “Hvorfor har du ikke bare taget nogen fra den interne liste? De rejser over hele verden og hjælper! De er gode, ordentlige, socialt accepterede, de er…”

Signe afbrød. “… Fordi jeg ville have nogen der ikke sladrede til Rossignols departementschefer lige så snart … hvis nu … noget af det her tænder helt af.” Så så hun dem alle tre dybt i øjnene. ”Anées skal ikke vide noget. Hvis I tænker Jer om, så véd I også godt, at det er præcis det Anées gerne vil. Men hvis han finder ud af at jeg har hyret desertøre fra Niger Crucis, så misforstår han fuldstændigt og…”

Ragner afbrød. ”Det gør vi ikke skat. Du bliver her.”

Benji løftede øjenbrynene og nikkede anerkendende. “Strong move.”

“Ja ikke!” Signe var tydeligt tilfreds med sig selv.

“-og det hele tænder ikke af! Vi har styr på det,” udbrød Ragner.

Signe så beroligende på ham. “Jeg siger også kun måske … desuden,” hun slog ud med hænderne. ”Mange af dem der ikke arbejder for Rossignol – jeg har overhovedet ikke belæg for at sige det her – Men jeg tror de arbejder- eller er frivillige for Jaguarerne. Det er virkeligt svært at finde nogen. Jeg var nødt til at hyre dem jeg kunne få.”

Ragner lagde armen om hende og gav hende et knus. “Jeg véd det, jeg er gammeldags. En gammel bedstefar der bedst kan li’ at tingene kører som de plejer.”

“Det kan være der er nogen af de nye der er lækre,” udbrød Tomas og bumpede sin skulder ind i Benjamin der sad ved siden af ham og vippede en kop mellem hænderne uden at røre ved den.

Signe sprang på, “Ja! Michael han er super lækker, eller Ravi. Mmm… “ hun lænede sig ind mod Ragner, jeg elsker når ham her kommer hjem i en mahogni krop.”

“Så mange år har I da ikke været gift!” kommenterede Benji uden at slippe koppen med sit blik.

“5 kroppe.” Sagde Ragner og så lidt stødt på Signe.

“Hvorfor bliver du ved med at få de dér super stærke kroppe egentlig?” Benji lod koppen dale ned på bordet. Det gav en lille klonk lyd, fordi han slap den for hurtigt. Han hævede den straks igen.

“Hvad mener du?” Ragner brækkede et hjørne af en kanelsnegl og kastede det ind i munden.

“Jeg mener, nu du bare skal… “ han lod koppen dale ned på bordet endnu en gang. Denne gang formåede han at få den til at lande fuldstændigt lydløst. ” … nu du er sweeper?”

Ragner trak fornærmet hagen lidt tilbage, “så en sweeper fortjener ikke en lækker stærk krop!”

Benji trak på mundvigen, “det er jo ikke nødvendigt. Ok, en sweeper har også brug for muskelkraft, men det er jo ikke som dengang du var jæger.”

Signe gav Ragner en albue i siden, “dengang du kom ind første gang som … ja som ham der ikke ville være jæger mere … da du blev sweeper… “

Benji smilede bredt til Ragner, “ja! Der var du sgu’ da sådan en lille splejset birk, var du ikke?”

“Han var to meter høj!” indvendte Signe

Ragner smilede også, “jo det var sgu’ underligt. Sådan en krop har jeg ikke haft siden. Men jeg var glad for den, den hjalp mig med at tage beslutningen om aldrig mere at…” han tav.

Benji og Signe udvekslede blikke, Tomas stirrede spørgende på Ragner.

Signe blinkede kærligt til ham. “Heldigvis varede det kun et halvt år ikke? Du translokerede ret hurtigt.”

“Jeg blev stukket ned, da jeg gik og sweepede efter en sindssyg vild shifter, der var brudt ind i et privat hjem i Oslo.”

Benji spærrede øjnene op, “det er sgu’ da også rigtig mand! Det var en underlig sag.” Så kastede han en brødskorpe over på Tomas der sad i sine egne tanker. “Det var dig og Daeg der fandt ham ikke!”

“Det kan jeg ikke lige huske detaljerne på… “ mumlede Tomas.

“Jo! I sad i saunaen og ventede på ham, kan du ikke huske at det var sjovt fordi det var nøgenkamp. I var nøgne og glatte af sved. Det var skide skægt… “ Benji lo.

Pludselig afbrød Ragner med et spørgsmål til Signe. “Synes du ikke jeg var en god elsker da jeg var birk?”

De blev alle sammen opmærksomme på Ragner igen.

“Joh… “ svarede Signe modvilligt.

“Bare sig det… “ Ragner hviskede næsten nu. “Jeg var for spinkel, var det det?”

“Du var dejlig skat. Hold nu op, det er længe siden.” Signe tog hurtigt den sidste slurk te i koppen.

Stemningen i rummet kunne ikke klare mere. Hele Ragners ansigt var vredet i en trist grimasse. “Min røv … var det min røv? Det var røven, var det ikke… “

Benji og Tomas begyndte at smågrine af de to kæmpe store mennesker, der helt alvorligt diskutere røve.

“Nej skat! – du ved, at det er lige meget hvilken krop du kommer hjem med. Det er dig jeg elsker!” Signe blev alvorlig igen.

“Men min røv var meget flad.” vedblev Ragner.

“Den var fin,” vedblev Signe.

“Jah” Tomas var begyndte at grine.

Pludselig pegede Benji på Ragner og grinede ukontrollabelt. “Det er sgu’’ rigtigt! Der var ingen kød på de baller, to flade burgerbrød!”

“Wraps!” nu grinede Ragner også.

“Wraps flaps!” bød Tomas pludselig ind.

Så døde de allesammen af grin.

Signe tog Ragners hånd hen over bordet og så kærligt på ham. “Jeg elsker dig. Det ved du.”

“Ja.” Svarede Ragner og klemte hendes hånd.

“Lige meget hvad.”

“Ja, ok skat.” Han fattede ikke rigtig alvoren af hendes ord.

Men Benjamin så at de to udvekslede et hårdt blik. ”Sært,” tænkte han.

“HEY! Benjamin!” Tomas knaldede pludselig hånden i bordet og råbte.

“JA!” svarede Benjamin, også med alt for høj stemmeføring, og så lo de til hinanden. Det var fedt at have ham tilbage.

“Du har ikke fået noget i over 2 år!” Tomas smilede bredt.

“Nej!” Benji blev ved med at lave sjov, men havde også lidt nervøsitet i ansigtet over hvad Tomas kunne finde på at fyre af.

Signe nikkede til ham. “Selvfølgelig! Laden er fuld af lækre hårdtpumpede Jægere.” Så lavede hun flirtende øjne hen mod Benji. “… Nu de rejser så meget, er de sikkert både til drenge og piger.”

De lo igen.

“Der være mindst én homo.”

“Der er sikkert lidt af hvert” Benji faldt lidt ned, og trak på skuldrene, og begyndte at rejse sig. “Jeg skal ikke…”

Ragner spærrede øjnene op og stirrede på Benjamin. “Hvad laver du her! Kom afsted! Ned og glo … du har hjemmebanefordel.” Så blev han pludselig alvorlig. “B … hvis du vil høre min mening om Daeg…”

“Egentlig ikke…” sagde Benji.

“… Så er han lidt snobbet efter han er kommet hjem.”

Benji satte sig ned i to sekunder, “ok fortæl mig mere…” så grinede han og rejste sig igen. ”Nej, ellers tak, jeg finder selv ud af det ok.”

“Jeg har set ham lure på dig i smug…” sagde Signe.

“Ja, ja.” Benji troede ikke en skid på hende.

“Han ser til gengæld helt vild lækker ud!” tilføjede hun så.

“Ja dét gør han.” Benji smilede kækt, før han gjorde ansats til at rejse sig igen. “Tak for støtten.”

Signe holdt ham tilbage. “Der er ikke noget som ny kærlighed, der kan vække en gammel… “ hun vippede med øjenbrynene på en virkelig usmagelig måde.

Benji rystede på hovedet, tog det værktøjsbælte der var slænget hen over bænken og spændte det om hofterne. “Ok. Jeg kigger lige ned i den nye vagtbygning, måske er der nogen der har brug for en rundvisning.” Han undertrykte et glad fjæs og klikkede spændet på plads. “Jeg må også hellere tjekke om dén vandvarmer virker som den skal.” Så vendte han sig om for at gå.

“KLONK!” Værktøjsbæltet ramte gulvet med et brag. Det var Ragners, det var alt for stort til Benjis smalle hofter.

Ragner, Signe og Tomas lå flade af grin hen over bordet … “uuh pas på! Der er en håndværker på vej!” peb Ragner med en høj stemme.

Uden at se sig tilbage trådte Benji ud af bæltet og gik hen mod døren. “Vandvarmeren er digital…” så pegede han mod sit hoved, “All I need is my brain man!”

“… Og dit kødsværd!” Råbte Ragner. En ny krampelatter rullede gennem køkkenet og overmandede de tre venner der sad tilbage.

Kapitel 28

BENJAMIN

“De her fakler?” Michael stod på terrassen med favnen fuld af fakler. Benji sad med sin bærbare, i sofaarrangementet inde i stuen. Begge havedøre var skudt til siden.

“Ja. Hvor mange er der?” spurgte han uden at se op fra skærmen.

“Her er 6. Men der er flere i skuret.”

Det var dagen for knæfald. Skikken tro, skulle der være en fest bagefter. Det var den de var ved at forberede. Carla og en lille fyr, der hed Ernesto var i gang med at slå det store telt op, de skulle spise middagen i.

“Og bagefter… “ Benji så op fra det han var i gang med. “… Gider du så ikke køre de 4 gasvarmere herom. Du kan tage havetraktoren i garagen.”

“Cool.” Michael smilede, “Har du set hende nede lille kok fra England?”

“Ja. Ragner er i gang med bålet til pattegrisen.”

Michael smilede lettet.

“I know!” Benji smilede tilbage, og trak på skuldrene. “Men hun kommer til at stå for alt det andet, såh… “

Michael smilede bredt og afslørede et tandsæt, der ville have været mere passende til et rovdyr.

“Fucking scarry, som de pynter sig…” tænkte Benji og gav sig til at arbejde på sin mobil igen.

“Sidder nøglen i traktoren.”

“Alle nøgler hænger i entreen.”

“Cool.” Michael forsvandt med faklerne, og Signe kom ind i stuen.

“Yenta, Ravi og Chia er sendt ud på runder. Det er et fedt system du har lavet, jeg har bare rettet det lidt til.”

Benji lukkede ned for sit projekt. “Det er cool.”

“Ja, der var noget der var nemmere at plotte manuelt.”

“Men antallet passer da?”

“Ja, men du véd … nogen er bedre partnere end andre…” Signe virkede meget glad. Hun nikkede ud mod haven, “Ernesto for eksempel, han er meget lille ikke…” hun satte sig i stolen overfor Benji og strakte benene.

“Ja, jeg havde svært ved at holde masken da jeg så ham.” Lo Benji. “Det har jeg aldrig set før.”

“Det er noget crazy shit nogen gange med de transitter.” Signe nikkede over mod Benji, “hvad er du i gang med?”

“Gik det med hele op med værelserne?” spurgte Benji.

“Ja de er tilfredse. Det er jo ikke et hotel, men det virker som om de er indstillet på at få det til at fungere.”

“Er det dine nye støvler?” Benji nikkede mod Signes støvler der så vildt slidte ud.

Hun trak fødderne til sig. “Åh, Ragner får et flip.”

“Don’t worry, han er nødt til at slappe lidt af. Vi kan jo ikke snører støvler hver gang vi går ind og ud. Undskyld der er en sleeperflok ude ved hovedvejen, men vi skal lige snøre vores støvler før vi er klar!”

“Nej, det ved han også godt… “ Hun vippede afværgende med en træt hånd. Tog et magasin der lå på et lille lampebord. “Han er lidt langsom til nye ting… “

“Hvor er de så? Er de fede?”

“De er oppe i lejligheden.” Signe mumlede, mens hun bladrede ligegyldigt gennem de glittede sider.

“Kan du ikke hente dem?”

Hun sænkede bladet og så på ham som om han var en lille dum dreng.

“Jeg skal også have nogen, det er bare det. Hvis nu de er fede kunne det måske godt betale sig at rejse helt til Stokholm for at få fat i dem.

“Hvad snakker du om.”

“Ja, jeg var i byen, der havde de kun de der, der går helt op på anklerne. Jeg kan bedst lide dem der kun går hertil… “ han pegede på sin bare fod, under vristen. “Lidt ligesom korte basketstøvler… “

Signe afbrød ham. “Så find nogen online.”

“Ja hvorfor gjorde du egentlig ikke det? Hvorfor var du helt i Stokholm for at finde støvler?”

“Det er over en måned siden!”

Benji stirrede tavst på hende.

Signe lukkede magasinet og rejste sig for at gå. “Altså jeg har lige briefet tre jægere og været i ôsterby for at hente en død pattegris, efter en midnatsvagt. Så hvis du ikke har alt for meget andet interessant at sige, så tror jeg bare lige jeg snupper mig et bad og en lur.” Hun så ondt på Benji og rejste sig. “Fik du i øvrigt noget?”

“Hva’ mener … Nåe i går? Nej, nej … jeg… “

“Nåe … den lille prinsegemal venter stadig på at den øverste jæger skal få øje på ham… “

Benji lavede et ansigt og gnubbede sig i panden med sin fuck finger.

Døren til Anées kontor vippede op. Anées og Daeg kom ud derinde fra. Benji rejste sig op, men satte sig hurtigt ned igen, og greb ud efter sin computer. Det var helt åndsvagt som han ikke kunne finde ud af at være i samme rum som Daeg.

“Fedt du er her Signe!” kaldte Anées.

Benji nåede kun lige at se skyggen af et smil på hendes læber før Anées tværede det af.

“Du skal sende en af dine jægere hjem!”

“Hvad mener du?”

“Det har været en af de første … så ham den lille Ernesto eller Chia.” Anées gned sig henover næseryggen. “I hvert fald skal vedkommende findes. Jeg vil ikke have dem i mit hus!”

“Hvorfor?”

“En af dem taler med Viktor.”

“Nej.”

“Jo. Han fortalte mig i går, at han vidste at Tomas’ ring var væk, at han knapt kunne holde balancen og så havde han fået indtryk af, at vi var ved at etablere vores egen lille hær. Ikke smart!”

“What the fuck?” Benji fløj op at stolen.

Anées der var nået hen til sofaarrangementet, standsede kort op, rystede opgivende på hovedet og gik videre gennem stuen, med Daeg i hælene, mens han fortsatte sin reprimande. “Hvis jeg finder ud af at der er flere stikkere, så ryger hele bundtet,” råbte han.

“Jeg aner ikke hvad du taler om!” forsvarede Signe sig.

Anées vendte om. “Benji fortalte at de er desertører hele bundtet!”

Både Signe og Benji stivnede. Signes blik brændte ham til askestøv.

“Hvis de skal sladre til nogen, skal det være til Rossignol! Jeg vil hellere konfereres af Oksehakkerne end af CESPI. Det her er en intern sag for walk ins. Originalerne kan jo alligevel ikke stille noget op.”

“Vi kan ikke klare os alene. Du er nødt til at åbne lidt op…” forsøgte Signe.

“Åbne op for Viktor Svendsen og hans forpulede Center for Ekstra Sensorisk Investigation?” spyttet stod ud mellem Anées læber.

“AIH!” Signe hvinede over hans grove ord.

“Lad være med at fortælle mig hvordan man leder en familie! Er I klar over hvor sultne Tyskland er for at overtage vores territorie? Hmm? Nå, så skal jeg fortælle Jer hvad der kommer til at foregå:” Han var fuldstændig rød i hovedet af indestængt raseri. ”Hvis ikke vi får den her lukket A.S.A.P. Så skal Viktor Svendsen nok sørge for at Rossignols Tacteam møder op og overtager sagen med sleeperne og de vilde – Vi bliver sat i karantæne – Tyskland får kontrakten på Det Skandinaviske Territorie – og hvis vi er heldige, får vi lov til at passe huset og slå græsset! Ellers… “ han faldt lidt til ro. “Ja, ellers ved jeg sgu’ ikke hvad vi gør.” Han så direkte på Signe og rystede på hovedet. ”Jeg forstår det er vanskeligt for du og jeg at tale sammen. Dit træk er fornuftigt nok. Desertører melder ikke tilbage til de sorte fugle, men du glemmer at du er en bonde i det her spil. Du véd ingenting. Lige nu er CESPI Skandinavia en organisation der ikke har den helt stor indflydelse i Europa, men hvis de vinder indpas i Rådet via Tyskland … kan de sidestilles med CESPI UK i england og så er de pludselig i en helt anden position. Det er noget lort for vi står ikke på god fod med dem, af årsager I allerede kender…”

Signe hev efter vejret, men holdt mund.

Anées så vantro på hende. ”Lige nu er det tydeligt hvorfor du ikke blev øverste jæger.”

Signe nikkede indebrændt. Hun var hvis om munden og højrød på halsen.

Men Anées var ikke færdig med hende: ”Nej hellere departementschefer frem for desertører. Dem kan jeg bedre styre. De kan trues og sendes rundt i cirkler, – et stykke tid. Men hvis Viktor og Nona fra Tyskland har en informer blandt de nye … pffyy!” han pustede og trak sig i næsen igen, før han så på Signe. “Bare få den lukket ok.” Så forsvandt han ud i gangen, men vendte hurtigt om igen. Han var nær stødt ind i Daeg, der fulgte ham som en bleg hundehvalp, ”flyt dig, og luk døren,” kommanderede han.

Daeg lukkede døren og Anées skulede ned mod sofagruppen hvor Tv’et stod, for at sikre sig at der ikke var andre i stuen. Han stirrede på Benjamin i to sekunder. ”Den Hvide dame siger dét dig noget?”

Benji så underlig ud i hovedet. ”nej?”

Signe lagde armene over kors.

”Tjek det ud,” han pegede ham, ”og gå dybt. Jeg tror der er noget dér.”

”Selvfølgelig, kunne jeg få lidt mere info at gå på?” spurgte Benji.

”Nej.”

”Ok, du har en rapport i morgen tidlig.”

Anées nikkede anerkendende og kiggede surt på Signe en sidste gang, ”find vedkommende, eller pak din kuffert.”

Signes svar kunne næsten ikke høres. ”Men det kan du ikke, du kan ikke fyre mig uden en høring.”

”Mmm! Men jeg kan sende dig på en riiiigtig lang ferie.” Anées så vild ud i øjnene da han forlod stuen, endnu engang med Daeg i hælene.

Benji kiggede ned på de arme han havde lagt over kors. “Hvordan går det med dine planer om at bevise dit værd?” mumlede han skadefro mens han lod som om han fandt noget interessant at se på i haven.

Signe lodsede ham en ordentlig én på låret med hælen.

“Av for helvede!” Benji vendte sig og sendte hende et velanrettet push på højre skulder.

Hun væltede ned i en stor blød lænestol, tog fat i en vase og kastede den mod Benji. Han greb den med et løft, et skub og et træk, på én gang, og tillod sig et smørret smil. Det var en kunst, kun dygtige telekinitikere var i stand til at udføre.

“Snitch!” vrissede Signe og sendte en halo af en sten gennem vasen mod Benji. Stenene kunne naturligvis ikke skade ham, det var kun et billede af en sten, men det var nok til at han tabte vasen, der gik i stykker da den ramte gulvet. Det hele var overstået på mindre end 30 sekunder.

“Fuck dig!” sagde Signe og forlod stuen.

Benji stod og så ned på den smadrede vase. “Fuck you too.” Tænkte han og gik ud på terrassen for at tage den kost og fejebak der stod bag den store grill.

Kapitel 29

CAFFAELL

Caffaell nød den klare morgen mens hun gik ned ad Rue de la Juviverie. Butikkerne ville først åben om en times tid. Caféernes morgenfolk, bar skilte, der lokkede med lækkert friskbagt brød og kaffe ud på den smalle stengade. Husene stod tæt, bygget af tunge kampesten og sandsten. De frodige blomster altankasserne var overhængt med om sommeren, var skiftet ud med små lyskæder og stedsegrønt i stedet. Gaden stoppede ved den smukke kirke Eglise Sainte Croix, og hun valgte at dreje ned ad Rue de la Baclerie, hvor hun vidste der lå en café der havde tidligt åbent. Her håbede hun at kunne sidde ude og nyde den sol der trods årstiden varmede murene og gaderne.

Hun gik i sine egne tanker, da hun overhørte to lokale tale om et grøntmarked der åbnede lige om lidt. Hun huskede det godt. Det lå længere nede mod floden. Ved Quai Turenne eller … Allée Duguay Trouin.

“Der kan jeg måske få nogle af de urter jeg mangler,” tænkte hun og droppede morgenkaffen i solen. “Lidt frugt og friske blomster ville pynte på mit værelse.” Caffaell tog en dyb indånding og satte farten op. Hun elskede faktisk Nantes, men ankomsten til slottet havde overskygget og kvalt hendes nysgerrighed. Det var vanskeligere end forventet at falde på plads i Rådet. Rådsmedlemmerne og alle de folk der var omkring dem, var langt mærkeligere end hun huskede.

“Men du har jo også kun set dem ved officielle lejligheder,” tænkte hun. “Det er klart at de er anderledes, -når lysene slukkes og du bliver inviteret med ind bag scenen.” Måderne de talte og gjorde ting på. Nej det var ikke kun dét. Stemningen var underlig. ”Departementscheferne og deres sekretære er et underligt folkefærd!” Hun smilede for sig selv. “Ok, ikke pibe. De har ikke noget med dig at gøre… “ hun lavede et ansigt af sig selv. “… Ikke rigtig. Hold dig til fakta. Du skal finde ud af hvorfor pokker du er havnet her! Ikke andet. Det er i virkeligheden ret simpelt,” formanede hun sig selv. For et par nætter siden havde hun haft en drøm, der gav hende et hint om hvorfor hun var her. Hun havde drømt at en elefant var begyndt at gå mod Cimetière de l’Est –en kirkegår hun og Tomas tit havde gået tur på i Paris. Hun skulle forhindre elefanten i at lægge sig til at sove. Hun havde prøvet at få solen til at vække den ved at varme den op, -hun havde sendt tunge regnskyl ned over den. Men det var først da hun gav den sne at det vågnede op. Caffaell var vandt til at hendes ubevidste talte i et næsten uforståeligt billedsprog til hende. Men hun efter en dags tid havde hun knækket koden. Nu ville hun ned på markedet, for at finde ud af om hun kunne få hvad hun manglede her.

Der var allerede en del mennesker omkring de gamle sporvognsskinner. Små og store boder, fyldte den aflange plads. Åbne store borde der bugnende af grøntsager. Små borde, med farverige telt-tag, der var praktiske hvis det gav sig til at regne, lokkede med oste, oliven, vine, eddiker og urter. Der var kommet en glad fjedren i Caffaells gang, hun smilede og glædede sig til at gå på opdagelse mellem boderne. Hun tjekkede sin pung, “Ok der er penge nok. Jeg kan tage en taxi hjem, hvis jeg køber for meget.”

Efter 20 minutter havde hun fundet det meste af det hun skulle bruge, da hun fik øje på en midaldrende mand, på den anden side af grøntboderne. Eller det vil sige, hun fik øje på hans ring. Kroppen genkendte hun ikke. Men ringen … den dybe blå farve?

“Det kan ikke passe.” Caffaell betalte for de urter og pulvere hun havde købt, og fulgte manden parallelt gennem boderne, med favnen fuld af blomster. Han standsede op allerede efter 4-5 meter, for at tale med en af de marskandisere hvis boder begyndte, der hvor grøntmarkedet holdt op.

Nu var Caffaell sikker. Hun skulle bruge den sne hun havde drømt om. Resolut skyndte hun sig tilbage til den urtehandler hvor hun havde købt en lille pose af Nopal kaktuspulver, og bad om at få dobbelt vægt af det tømmermands vidundermiddel hun havde købt, bare få minutter tidligere. Urtehandleren virkede lidt forvirret, men gav hende smilende en lidt større pose kaktuspulver.

“Hvis den tidligere regent er i Nantes… “ Caffaell var pludselig fyr og flamme. “Auguste Vasilji han er… så er der ingen tvivl om min drøm.”

“ – Og 5 gram Coke! … S’il vous plait?” Hun så på urtehandleren som om hun havde bedt om et bundt mynte. Han så på hende, som om hun havde bedt om … 5 gram kokain. Caffaell vidste han havde det. Men det var høfligt at spørge og forbudt at sælge.

“No madame.” Han begyndte at flytte rundt på nogle af de kurve og krukker der stod på hans bord.

Caffaell lagde hurtigt en pink 500 euro seddel ind under den timian kurv han var ved klemmen ned mellem basilikum og salvie.

“Sacrebleu!” udbrød han og klemte kurven helt ned over den enorme seddel.

Caffaell kiggede ind mellem boderne, indtil hun igen fik øje på den unge walk in et stykke længere nede.

“5 gram!” gentog hun uden at se på bonden i boden, og gik lidt hen af stien for at sikre sig at Vassilji ikke var på vej væk. Det var han imidlertid ikke. “Godt så!” mumlede hun for sig selv, og gik tilbage til den forvirrede urtehandler. “Det ville da være århundredes fejltagelse ikke at hilse på ham, når man endelig havde muligheden.”

Hun ville aldrig kunne tilgive sig selv hvis Auguste Vassilji havde forladt sit eksil i Hvide Rusland, for at komme til Nantes, uden hun havde stillet ham et par spørgsmål.

Hun kiggede strengt på manden i boden. “100 Euro per gram er vidst mere end ok!”

Han så usikkert på hende.

Hun bredte armen ud og kiggede ned af sig selv, og så tilbage til Urtehandleren – skråstreg – coke dealeren. “Hvordan skulle jeg være fra politiet? Det varer længe før de er opfindsomme nok til at bruge små buttede kvinder på over 60, i narkopolitiet!” så pegede hun utålmodig på ham. “Du har det lige dér.” Hun nikkede og så ham bestemt ind i øjnene. “I lommen midt på dine overalls. 4 poser … jeg skal bare bruge én.”

Auguste Vasilij steg ind i en Taxi få meter fra hvor hun stod. Endelig mærkede hun en lille plasticpose blive trykket ind i sin fremstrakte hånd. Auguste lukkede døren til Taxien og gestikulerede et eller andet til chaufføren.

Uden at slippe taxien af syne, lukkede Caffaell hånden om den lille pose og stoppede den i jakkelommen. “Merci!” sagde hun nærmest lydløst, inden hun begyndte at zig zagge ud og ind mellem folkene på markedet, før hun kunne komme til at praje en taxi.

“Hvor til madame” spurgte chaufføren, med en klar Basker dialekt.

“Ligeud,” mumlede Caffaell forvirret. Hun var ikke helt klar over i hvilken retning hun skulle dirigere ham.

Chaufføren fulgte hendes ordre og begyndte at trille fremad med et smil.

“Plus rapide! … Hurtigere … S’il vou plaîs.”

“Han kørte lidt hurtigere. Caffaell fik øje på den anden taxi der var drejet op ad Boulevard Gabriel Guist’Hau. “Dér!” hun prikkede chaufføren på skulderen. “Den taxi dér…”

“Men…”

“Aih!” udbrød Caffaell skuffet. Chaufføren nåede ikke at dreje op af den brede boulevard.

“Den næste er ensrettet…” han så sig undskyldende over skulderen.

“Merde!” Caffaell bandede.

Den lille Basker undskyldte men fangede så hendes ide. “Åh, ok. Chase?”

“OUI!” udbrød Caffaell, og mumlede: “-hvor svært er det at forstå? – ja jeg køber stoffer, ja! Jeg kører stærkt! Ja – jeg er i en gammel krop!” hun pegede på sit hoved, “- dén her … oh! Ikke meget mere end 350 år gammel! Og skarp som…”

Chaufføren afbrød hende. “Jeg kan tage Bonne Louise her og kører parallelt, så fanger vi dem ved Place Viarme Ok?”

“Oui-oui. Gør det!”

Chaufføren trådte speederen i bund, og Caffaell begyndte at finde kontanter frem.

Auguste Vasilijs taxi ankom til Place Viarme et halvt minut efter Caffaell og den lille Basker, der var godt tilfreds med sig selv, var ankommet.

De var klar til at følge med videre ude af boulevarden. Men Vassilij steg ud af sin taxi, og Caffaell gjorde det samme.

Der var et stort loppemarked på pladsen, det var der han var på vej hen. Caffaell lod poserne med æbler og ananas ligge på bagsædet, og tog kun en af tulipanbuketterne, og urteposerne med sig.

“Hey!” Chaufføren råbte efter hende. Hun vinkede ham videre med hånden og råbte “Votre astuce … dine drikkepenge”

Auguste stod ved en lille bod lidt inde på pladsen.

Caffaell gik hen til en af de tilstødende boder og tog en messingramme op fra en af marskandiserens kasser, og studerede den med et halvt øje, mens hun tænkte: “Madeline, må være i problemer … hvis han er her for at tale med Rådet, så vil jeg tale med ham først. Uden vidner.” Hun kunne mærke en svedperle løbe ned af ryggen. “Måske begynder spillet at give mening,” tænkte hun spændt.

Han var én af, hvis ikke dén største og mest magtfulde mand, der havde regeret Rossignol og dermed alle organiserede Walk ins i Europa. Ingen havde set ham i mange mange år. Caffaell selv, havde ikke set ham siden hun var en stor pige.

Han stod og beundrede en petroleumslampe med en smuk glaskuppel. “Dette er originalen siger du?” han holdt det sandblæste glas op mod solen og drejede lampen rundt. ”1880?” spurgte han, lavede en anerkendende grimasse og så indgående på sælgeren bag bordet. En lille fransk kone med et vejrbidt ansigt, og et fast blik. “Original! Selvfølgelig når jeg siger det!” svarede hun og slog let ud med hånden.

Auguste lagde hovedet på skrå og sagde intet. Bevarede bare sit blik på kvinden. “150 euro,” sagde han så.

Hun lo som om de var gamle venner, og bad ham forsvinde med en hidsig håndbevægelse.

Caffaell var fuldstændig forundret over at se selveste Auguste Vassilij blive behandlet som en original. Enhver walk in ville have foræret ham lampen og været taknemmelig, hvis han tog imod. Ja, Caffaell ville formodentlig have foræret ham alt hvad der stod på bordet, havde det været hendes lille marskandiser.

Auguste bød ind med en lidt højere pris.

Kvinden lænede sig frem mod ham, de solbrændte knoer på den ene hånd hvilede på brodpladen med den blåhvide dug. Med den anden hånd viftede hun sin pegefinger af ham, og rystede på hovedet som om han burde skamme sig.

Det fik ham til at le, “180 Euro. Mit sidste bud!”

Kvinden rettede sig op, spyttede på jorden bag sig og sagde meget bestemt, “230!”

“210!” bød Auguste og så lo de begge og gav hånd på salget.

Kvinden pakkede lampen forsvarligt ind i en kasse og gav den til Auguste.

Caffaell var så opslugt af optrinnet, at hun blev helt fortumlet da han vendte sig mod hende og sagde, “en god pris, eh?” og vippede med kassen.

“Ja, jamen bestemt,” smilede Caffaell spagt, og følte sig som en lille buttet pige i sin bedste kjole på bredden af en flod igen.

“Så mangler jeg bare lampeolie.”

“Der lampeolie på slottet,” røg det ud af Caffaell.

Hvis ikke det var fordi hun var desperat for at tale med den tidligere regent, havde hun bidt tungen af sig selv, i ærgrelse over hendes latterlige iver. “Der er lampeolie på slottet…” vrængede hun indvendigt.

Men Auguste Vasilij lod sig ikke mærke med noget. “Lad os gå og få en kop kaffe?” sagde han bare og tilbød Caffaell sin arm.

Hun stak forsigtigt sin hånd ind under hans albue. Hun vovede ikke at se på ham. Han var høj, og slank og hans krop var mindst 20 år yngre end hendes. Hun kunne mærke at han kiggede på hende mens de passerede ned gennem et par sidegader. Det føltes som om hendes indre blev fyldt med varm lava.

Han var birk, lys og let. Klare blå øjne, lange stærke lemmer. Hans hår var langt og mørkt og på trods af sit unge udseende, havde han en stribe af gråt hår i venstre side. Hun vidste han var mand, det kunne man se på hans knoglestruktur, højden, hans ansigt og hænder. Han klædte sig også som en mand. Jeans og en lang løsthængende skjorte, med en lang flagrende frakke ud over. Men der var noget androgynt over ham. De feminine kvaliteter var ikke undertrykte eller ubevidste som hos de fleste mænd.

“Jeg tror ikke han tænker over om vi er mænd eller kvinder. Han anerkender ikke kønsopdelingen. Han ser kun et væsen, -en walk in, -en shifter eller -en vild.” Tænkte Caffaell. ”Måske ikke engang dét. Måske ser han bare individer med forskelligt udseende.”

Hun vidste at han boede alene, med en lille flok omkring sig. De levede som munke eller shamaner langt ude på Tundraen i Mongoliet.

En gang for mange år siden havde han magten. Tiderne skiftede for mennesket og dermed for de overnaturlige, som altid havde været og altid ville være afhængige af, at kunne indgå lydefrit i menneskenes verden. – Eller isolere sig fuldstændigt.

Da oplysningstiden langsomt gav mennesket filosofien, trak Auguste sig mere og mere tilbage. Han abdicerede fra tronen og gav den til sin søster, Madeline. Caffaell mærkede modstand i sin tankerække, og spurgte uden at tøve.

“Hvorfor gav du Madeline tronen?”

Han rynkede de slanke bryn.

“Tronen var din … magten…”

Så lo han. “Endnu et eksempel på hvordan historien ændres med et pennestrøg.” Han slog ud med armene. “Jeg gav den ikke til hende. Det gjorde opstanden.”

De fandt et lille Torv hvor de kunne sidde og tale uforstyrret, foran en Café. Indehaveren, der var en smuk rødhåret kvinde med runde former, kom ud og tog imod deres bestilling. Hun trillede en stor gasvarmer lidt tættere på deres bord, og tilbød at hente et par tæpper til benene.

“Til min ledsager, meget gerne” Augustine smilede varmt til den elegante birk, “Jeg fryser sjældent.”

Kvinden forsvandt og ordene væltede ud af Caffaell. “Opstand? Du valgte selv at forlade Rossignol? Det nye Råd formede sig om hende. Der var ingen kamp. Du overlod regentens plads til din søster, trak hele din stab med dig … frivilligt!”

“Det er det samme. Blot formaliteter. Hvem der tager og hvem der giver, betyder ingenting. Kun konsekvenserne af forandringen betyder noget.

Jeg føler nu, at jeg ikke burde have forladt min position. Jeg burde have kæmpet. Men det var jo netop det…” han lo.

“Du var imod selve dét at kæmpe?”

“Ja. Jeg hilste på dig da du stod på bredden. Husker du?”

Caffaell snappede efter vejret.

“Du var så fin. Da jeg hørte du blev indsat, vidste jeg med det samme hvem du var – og at vi to nok skulle komme godt ud af det med hinanden.”

“Du…”

“Det var min sidste dag som Regent. Rossignol fejrede min tid som regerende walk in. Ingen forstod hvorfor jeg ikke var mere ulykkelig eller vred. Men jeg har altid haft tillid Caffaell.”

“Til hvad?”

“Livet. Mit. Dit. Alles liv. Sammenhængen. Jeg har tillid til det som Er. Ligesom du har.”

Caffaell slog blikket ned og bøjede nakken lidt. “Det véd jeg nu ikke helt om jeg altid har…”

Augustine skiftede emne. Det var som om han havde en del han ville tale med hende om, eller noget bestemt han ville opnå. Caffaell nåede at tænke, at hun skulle huske at hovedet koldt, når han stillede sit krav, eller fiskede efter de oplysninger han var kommet for at få, – og ikke være forblændet af hvem han var. Hun forstod at hun ikke var alene om at savne svar.

“Tiderne skiftede, som de gør nu igen. Madeline kuppede mig. Eller udskiftede, er nok et mere korrekt udtryk. Nu er det hende som skal udskiftes.”

“Hun gør det ikke frivilligt,” mumlede, Caffaell.

“Nej kampen er hendes natur.”

“Så du er her for at … du vil tilbage!”

“To espresso.” Denne gang var det en ung pige som kom ud til dem. “Og to vand.” Hun løftede de små kopper, flaskerne med vand og to glas over på bordet med, sirlige bevægelser. Der var kun lige plads til det hele på det lille bord.

“Merci Beaucoup,” Caffaell tog blomsterne og lagde dem ned på brostenene, ved siden af sin håndtaske og smilede til den unge kvinde. “Så kan det hele vidst bedre være der.” De brune poser med urter lod hun ligge.

“Jeg er ikke kommet her for at tale med Rådet. Jeg er kommet her for at møde dig,” sagde Augustine.

Caffaell havde nær spruttet espresso ud over bordet.

“Tror du, at du har fået Abdals plads i Rådet, fordi du har politisk tæft?”

Caffaell slog blikket ned og smilede, mens hun hostede espresso op af luftrøret. “Undskyld mig.” Hun hostede ned i et lommetørklæde. “Nej, jeg forsøger stadig at finde netop dén grund.” Så smilede hun hjerteligt til Augustine. Det var som om hans lille fornærmelse, havde fjernet en usynlig høflighedsbarriere mellem dem.

“Vi har alle forskellige teorier. Nogle krydser hinanden, andre opløser den ene og forstærker den næste.” Han skyllede sin kaffe ned i én slurk, og fortsatte sine fornærmelser, til Caffaells store fryd. Det var som om de blev tættere og tættere forbundet for hvert stik.

“Skulle du være indsat fordi du er endnu en royal juvel i Madelines kurv?”

“Nej.”

“Tror du at din plads er skabt for at øge Madelines magt?”

“Nej.”

“Tror du det var nemt for hende, at få dig nomineret til pladsen over det økonomiske geni Alba Rodriguez, fra Catalonien. Translokeret ind I den spanske kongerække for bare 120 år siden? Spanien har ikke haft nogen i rådet nogen sinde.”

Caffaell holdt en hånd op for at standse ham. “Hvis du har en teori, så sig endelig frem. Hvorfor er jeg her?”

“Madeline vil have Ana. Men hun har forregnet sig. Troede du var tættere med Anées end du er … ham kunne hun jo ikke invitere til at sidde i Rådet.”

De lo begge.

“Men du giver hende ikke Ana og du ryger ud.”

“Sådan går det nok, ja.”

“Det som er interessant for mig er.” Han lavede nogle hurtige cirkler med hånden. “Altså vi er enige om, at hun slet ikke behøvede at indsætte dig. Det er alt sammen en formalitet. For at få dig til at føle at du står i taknemmelighedsgæld til hende, for på dén måde, måske, at få Ana udleveret. Det som er interessant er, hvorfor Ana? Og hvorfor henter hun hende ikke bare med magt, hvorfor denne komedie?”

Caffaell nikkede og fortsatte spekulationerne. “Hun har ikke råd til at miste ansigt. Politisk er hun nødt til at følge reglerne. Især nu, Jaguarerne står i kulissen og venter på den mindste fodfejl.”

Han så tænksom ud. “Kender du dét når de logiske tanker kun rækker til kanten af problemet…”

“Hvad mener du?”

“Jeg mener, ja der er en understrøm af politik og taktik her. Men der er også noget som er … er … jeg véd ikke.” Han spidsede munden og så ud over torvet, der var fyldt med travle mennesker. “… jeg tror du kender udtrykket: “Der er ikke noget der er så stærkt som en idé, hvis tid er kommet.””

“Viktor Hugo.”

“Oui Madame.”

Augustine slog ud med hånden. “Jeg ved ikke hvad jeg taler om. Hun er min søster, jeg elskede hende over alt på jorden, til jeg ikke elskede hende mere. Jeg véd også at du var hendes unge håb. Alle! forventede alt fra dig. Men så blev du og hende – uenige om, hvem du skulle helbrede og hvem du ikke skulle helbrede. Ting du Så, skulle du tilbageholde, af taktiske årsager. Det kunne du ikke finde ud af…”

“Som du selv sagde – jeg er ikke kendt for at have politisk tæft!”

“Du endte som vaskekone i slummen, og nu…” han kneb øjnene sammen og så på hende med et isnende blik. “… Nu gør hun nar af dig?”

Caffaell mærkede en kulde brede sig fra rygsøjlen og ud over ryggen som glas der sprænges. Hendes øjne fyldtes pludselig af tårer. Hvorfor glemte hun hele tiden hvem hun havde været. Før Madeline forsøgte at censurere hendes arbejde, var hun alles yndling, ikke bare Madelines. Mange højtstående walk ins, kom til hende og søgte råd. Det varede bare ikke særlig længe. Hun havde faktisk glemt hvor lovende og lys hendes fremtid havde været. Fuldstændig glemt det.

Caffaell tog en hurtig indånding. Det var også noget pjat. Hun levede jo et godt liv nu. Hun var ikke længere vaskekone, hun ernærede sig ganske pænt via sine evner. Flere højtsående walk ins var begyndt at opsøge hende, men Augustine havde ret. Madeline brugte hende som en gammel klud lige nu, til at … at … Det vidste hun endnu ikke. Hvorfor pokker hun havde følt sig så tiltrukket, og nærmest nødsaget til at tage posten som rådsmedlem?

Augustine fulgte roligt med i hendes følelsesudbrud, indtil hun havde fået kontrol over det, “der er ingen grund til tårer,” sagde han så. “Du er stadig hende…” han lænede sig frem og smilede. “… Og véd du hvad? Jeg elsker denne leg. Vi har leget den før. Hun og jeg.”

Caffaell tog sig sammen. “Hvad kan jeg gøre for dig?”

“Jeg har brug for du finder Abdal for mig. Vi … jeg har forsøgt at kontakte ham adskillige gange. Han er væk.”

Caffaell trak på skuldrene. “Tror du ikke jeg véd det.”

“Der blev underskrevet en udleveringskontrakt med Interpol lige før du ankom. Det kan ikke lade sig gøre uden samtlige rådsmedlemmers underskrifter. Én af dem har adgang til ham.”

“Nogen kunne ha’ forfalsket den.”

“Madeline er ikke en sjuske Dorte. Han er ikke engang så langt væk som Paris. Han er lige her i Nantes. Hvis der opstår en krisesituation så er hun nødt til at kunne samle et fuldt Råd.”

“Det er derfor jeg er her, tror jeg.”

Augustine rystede på hovedet. “Du har ikke stemmeret endnu?”

Hun skar ansigt. “Nej, vi afventer Abdals underskrift.”

“- Og det trækker ud … tro mig, hun vil være sikker på din fulde støtte før hun tryller dén fuldmagt frem fra skyggerne.”

Caffaell så hårdt på ham. “Er du involveret med Jaguarerne?”

Han fastholdt hendes blik. ”Nej.”

Caffaell lo, ”dumt spørgsmål. Ingen ville indrømme overfor et rådsmedlem, selv et uden magt, at de havde forbindelse til J.A.G.”

Augustine spejdede ud over torvet. ”Korrekt.”

”Jeg vil også gerne finde Abdal. Men jeg vil ikke deltage i nogen konspiration omkring det gamle Råd! De er stærke og udretter store ting. Der er efter min bedste overbevisning ikke en finger at sætte på Madelines arbejde. Hvad angår de andre rådsmedlemmer, så er jeg fuld af beundring for deres store indsats. Hvad jeg kunne have af personlige udeståender med Madeline kommer ikke andre véd.”

Augustine trak en mobil op. “Se på dét her.” Han viste Caffaell et natbillede af Porter og Littwin, der rullede en vogn eller en seng, med en ligpose på, ud af en bygning.

“Hvad er det?” spurgte Caffaell.

“Det er hvad det ligner. De fragter et lig.”

“Det er slottet i Paris.”

“Ja.” Han bladrede frem i billederne. “ – Og her, i Paris, igen. De seneste billeder her og her, er fra…”

“Nantes!” Caffaell var forfærdet.

”Bemærk at det ikke er oksehakkere eller andre håndlangere der udfører arbejdet.”

”Det ser ikke godt ud.” Caffaell lænede sig tilbage på den lille caféstol.

“Vi blev først opmærksomme på regelmæssigheden for halvandet år siden.”

“Regelmæssigheden?”

“De har flyttet et lig, tre til fire gange om året … så vidt vi har efterretninger om … i 2 til 3 år.”

“Hvor mange mennesker har de slået ihjel?”

Han nikkede med et barskt udtryk. “Det der er ikke originaler. Det er walk ins. I hvert fald de sidste 3, som vi har fået held til at følge.”

“Walk ins?”

Han trak mundvigen ned. “ – Eller sirener, eller whiteoutere. Derfor er vi ikke skredet til aktion endnu. Vi er nødt til at have beviser.”

“Ja. Hvorfor tror du … I … at de er sirener og white … åh,” Caffaell forstod pludselig: “… Så har de lov at slå dem ihjel.”

Augustine nikkede. “- Og så er der ingen vidner. Dem du ser her, er ikke vendt tilbage. De er parteret i maskinen og brændt 12 forskellige steder.”

“Du store skaber!” Caffaell kunne næsten ikke trække vejret.

“Ja og vi har dokumentation på dette også. Men jeg vil spare dig … billederne er temmelig grafiske.” Han smilede og tog mobilen. “Kan du genkende den silhuet?” han trak to fingre hen over skærmen og forstørrede en skikkelse der stod og kiggede ud gennem gardinerne, på første sal, på det ene billede.

“Madeline!”

Han nikkede og bladrede tilbage. “Hun står også her. Hun holder øje med at alt går som det skal.” Augustine fikserede Caffaell med et mørkt blik. “Vi har brug for at vide hvad det er der foregår. Hvem har de slået ihjel? Og hvorfor. Du og Abdal er de eneste medlemmer jeg tør overgive disse oplysninger til. I … eller i hvert fald Abdal, har altid repræsenteret oppositionen i forhold til den øverste ledelse.”

Caffaell nikkede tavst, hendes ansigt var stift og chokkeret. Hun tog mobilen og bladrede tilbage gennem billederne, zoomede ind på Madeline igen. “Og hvem er den unge kvinde der står dér bag gardinet?”

Kapitel 30

ANA

Jeg smilede. Jeg sad med lukkede øjne og smilede.

Mødet med Nini havde rystet noget løst inden i mig. Mit hoved var fyldt med tanker og meninger, ord og forklaringer på alt og intet. Jeg kunne stadig ikke helt forstå hvad det var meditationerne gjorde. Men måske var det noget alá: at det gav mig en anden holdning til dét at være Ana.

Jeg kunne have de samme problemer, stå i de samme konflikter som når jeg ikke mediterede. Det var bare som om jeg ikke tog det så tungt. Hmm, det er svært at forklare. Jeg var ikke ligeglad med alting. Bare rolig midt i det kaos der var mit liv.

“Det kaos der er mit liv.” Gad vide om der overhovedet findes nogen mennesker der ikke lever et kaotisk liv. Jeg tog en dyb indånding, og forsøgte igen at slippe min lille bibliotekar på øverste etage, der så gerne ville registrere alting.

Jeg tænkte på det som var sket, og så bekymrede jeg mig: ”Hvad er det der er ved at ske med mig? Er jeg ved at blive til et monster. Eller er jeg allerede et monster?” Det var dét der forbandt mig til Nini tror jeg. Den dér umærkelige følelse af at være uønsket. Åh jeg håbede så inderligt … Nej… “ jeg beordre blidt mine tanker til et stop.

Fremtiden deler sig i millioner af muligheder. Én splitter til to. 2 splitter til 4. 4 splitter til 16 … 16 til … jeg kan ikke regne 16 gange 16 ud, i hovedet. “Stop” jeg slap tankerne igen, fokuserede på min indånding. Lang udånding. Dyb indånding. Holde den lidt, ånde ud, langsomt. Meget langsomt. I en lille sprække prøvede en tanke, jeg ved ikke engang hvilken, at trænge ind til min opmærksomhed. Men jeg tog endnu en dyb indånding. Holdt vejret i 2 sekunder og begyndte langsomt at ånde ud.

Sådan sad jeg hver morgen mellem kl 4.30 og 5, og trak vejret, mens de andre sov eller havde vagt. Kl 5.10 ligger jeg og trykker mig ind til Tomas varme krop, og vi sover til han vågner ved 8 tiden.

Dagene var gået, én efter én. Min bagdel i stolen – vejrtrækning – små åndehuller af fred. Pludselig en morgen fandt mit sind ud af at jeg ikke ville give op – mine tanker stoppede. Jeg havde fundet stilheden indeni mig selv. Jeg fattede det ikke engang før jeg havde siddet i dyb ro i et halvt til et helt minut … Måske endda i 5 minutter … tror jeg. Jeg véd det ikke, tiden forsvandt. Min mave blussede op af glæde, og jeg faldt øjeblikkeligt ud af stilheden. Jeg var igen fanget i min egen bevidsthed: Banegården.

Et kort glimt af banegården. Hvilken ved jeg ikke. En stor ejendom i viser sig. Der er ikke nogen mennesker. Den er ryddet, på grund af en filmoptagelse. Jeg forstår ikke. Stemningen er indædt og ond. Det er midt om natten, butikkerne er lyst op, skiltene stillet ud foran butikkerne som om der var åbent, selvom det er midt om natten. Der blæser en vind gennem den store gård der er midt mellem de høje bygninger omkring mig. Der kommer nogen eller noget. Mit hjerte slår vildt i brystet på mig. Endnu et vindstød blæser alt lyset ud, og det er mørkt. Jeg er ikke længere midt i banegården, jeg er i min meditation.

Igen var der ro. Først mange farver, der langsomt viser sig for mig, så mørke. Den rare slags. Jeg får et sidste kort glimt til farvel:

En lille fugl sidder og synger et sted. Jeg kan ikke se den. Kun høre lyden af sangen der kalder på natten.

Åbne øjne. Mit sind er i fred, jeg er i fred. Dejligt.

Kapitel 31

ANA

“Nummeret er det samme, modellen … akkurat magen til den du har.” Benjamin talte tonløst, som om han havde gentaget det samme 500 gange. Hvilket han også havde.

“Jamen jeg havde lige sat den op,” sukkede jeg og tog modvilligt imod den nye mobil, da jeg gav ham min gamle.

“What ever … “ Han trak ligegyldigt på skuldrene, ”hvad med dig og T? Fik i fat på 7 hvi…?”

Jeg rystede på hovedet og sendte ham et kæmpe grin. ”Nope, han havde 50!”

Benjis ansigt lyste op som en solskikke. ”Hvem har 50 hvide duer på lager?”

Jeg lo, ”Ja det er crazy. Agerströms gamle millikammerat ovre i Araviken. Så længe vi ikke havde tænkt os at flå og stege dem …

Benji klappede og lo. ”ha, ha, ha hvor fedt. Nej, vi sender dem jo bare hjem … fedt Ana. Det bliver så cool.”

Daeg kom op af trappen, da han fik øje på os, på gangen foran sygeværelset. “Benji… “ han lænede sig ud over trappen for at se om der var nogen der kunne høre os. Det var underligt at have gæster i huset, så vi ikke kunne tale frit.

“Har du set på jægerne som Anées bad dig om.” Daeg kom helt op til os, og talte med dæmpet stemme.

“Ja.” Benji bankede på døren til sygeværelset og Signe kom ud. Han blev ved med at se på den mobil jeg havde givet ham, som om den var en meteorsten der indeholdt alle universets mysterier. “Jobs, personer de har arbejdet sammen med, forhold, og transitter.” Han rystede på hovedet. “Ingenting.”

“Hvad fanden er det for en Nazi ledelse at indføre!” hvæsede Signe, med en lav stemme, mens hun nidstirrede Daeg.

“Har du måske fundet ud af hvem der taler med CESPI!” Bed Daeg.

“Hey!” Benji brød ind, og fortsatte, “jeg fandt ingenting på deres opkaldslister, eller i beskeder.” Han trak på skuldrene og så over på Signe. “Alle er good to go. Fandt Ragner noget under randsagningen af deres værelser?”

“Nej!” Signe spilede øjnene op. Jeg synes det er groft at tjekke private mobiler! Groft at gennemsøge deres private ejendele. Vi har brug for at de bliver. Hvornår fatter I det. Du får ikke min mobil B. Det er simpelthen så grænseoverskridende.”

Han lagde en hånd på hendes arm. “Rolig nu.” Hun var så høj at han var nødt til at kigge op for at få øjenkontakt med hende. “Med mit gear kunne jeg åbne din mobil på 0 sekunder … hvis jeg havde lyst.” Han slog med hovedet for at fjerne en lang sort pandelok. “Men det kunne jeg selvfølgelig aldrig finde på. Ragner har jo heller ikke gennemrodet dine ting vel! Jeg lægger mobilerne i boksen, du får den igen så snart vi har fundet ud af hvem der lækker info til CESPI.”

Daeg kom ham til forsvar. “Selvfølgelig skal vi også bruge de nye mobiler! Det hedder sig at der har været et mindre brud på sikkerheden … som du selv siger, vi har brug for at de bliver, så vi skal naturligvis all monitoreres.”

Hun faldt lidt til ro. “Ja, ja, jeg hørte det godt. Good point.”

You betcha Doctor Watson,” sagde Benji. “Heldigvis har Anées kun bedt mig om at aflytte de nyes samtaler.” Han sank en ekstra gang. “Jeg synes sgu’ heller ikke det var fedt hvis jeg skulle lytte til jeres private jokes.”

”Og Signe… “ Daeg lavede en trækning med munden. ”Jeg har talt med Beate … som vi talte om… “ han tøvede. Signe vippede utålmodigt med hovedet. ”… Vi er blevet enige med hende om at hun bliver sendt væk. Benji booker en ferie som plaster på såret.”

Signe så på Benji og faldt lidt til ro. “Nå ok. Ok, det er cool. Så Beate tager faldet for de lækkede informationer og det er ren proforma at du skal ha’ vores mobiler?”

Benji nikkede.

”Det er vores historie til Anées?” Signe så spørgende på Daeg og Benji. ”Og dén tror I han køber?”

Benji blev pludselig bitter og skarp: “Selvfølgelig! Jeg har styr på det. Måske du bare skulle passe din lille fugleunge derinde,” han nikkede mod døren til sygeværelset, “meget belejligt at han vågnede samme dag som vi skulle ha’ slukket for ham, og nu når vi virkelig har brug for ham … er det hele ligesom gået i stå eller hvad? – hvornår holder han op med være en ubrugelig zombie.”

”What!” både Signe og jeg råbte i munden på hinanden, ”han er super stærk, næsten i mål, hvad fanden…” jeg hadede ham når han vendte rundt på den måde.

“For helvede B!” Daeg sendte ham et dødsblik.

“Hvad!” Benji trak uskyldigt på skuldrene.

“Du skulle lige prikke én gang til?” Daeg gik tilbage mod køkkenet. “Få nu bare de mobiler ud, Tech Boy!”

Benjis ansigt blev til beton.

Kapitel 32

ANA

“Hvor er Ernesto?”

“Ravi og Ernesto løber rute 4.”

“Selvfølgelig,” Benji virrede med hovedet. “Ok, ingen mails, sociale medier, eller internet.” Han stod og viftede med en af de nye mobiler.

”Vi mangler Beate.” Michael purrede op i sit hår. Han havde lignede en der lige var vågnet.

Benji nikkede. ”Hun er sendt på ferie …” han løftede en finger inden nogen kunne nå at sige noget. Jeg fingerede et forbavset udtryk der matchede de nye jægeres ansigter. ”Alle véd hvor meget flow hun var på. Det er bare ikke sikkert, som situationen er nu.”

Alle tav. Jeg aner ikke om det var en samtyggende tavshed, eller fordi der var flere af dem der var på stoffer og ikke ville sendes på ferie. Jeg skulede over til Ragner der stod ved siden af Signe, og håbede inderligt at han ikke ville stille et af sine kejseren-har-jo-ikke-noget-tøj-på-sprgsmål og afsløre benjamins løgn. Men han gloede bare tomt tilbage på mig og lavede store øjne tværs over kredsen som om han synes det var det kedligste og mest intetsigende besked i verden. Typisk godtroende Ragner havde ikke fattet, at Benji, Daeg og Signe lige havde snydt Anées, der ville flippe skråt hvis han fandt ud af, at Beate var rejst frivilligt, og oven i købet havde fået en enkeltbillet til Honolulu.

“Alle bliver monitoreret.” Benji begyndte at dele mobiler ud. Signe så stadig mega pissed ud, hvilket var perfekt i forholdt til de nye jægere, der heller ikke lignede glade børn på trampoliner.

“Du kan tage ind til byen og forsøge at købe en mobil i Telia butikken, Alfreds Kiosk på Nor gatan sælger også brugte mobiler. Glem det … ingen vil sælge noget til jer.”

Jægerne mumlede og brokkede sig dæmpet, mens de kiggede i de nye mobiler, der var skrællet for al personlig frihed.

“Du kan ikke betale dem hvad jeg betaler dem,” fortsatte Benji, “så bare drop det.”

“Jeg har penge.” Carla sendte ham et hårdt smil. “Masser af penge.”

“Det er det jeg siger Carla, du kan ikke betale det jeg betaler!” Benjamin smilede frækt til Carla og løftede det ene øjenbryn.

De andre fangede joken og stemningen lettede lidt.

“Og by the way … al fysisk post går gennem Ragner, og fru Agerström så selvfølgelig heller ingen online handel. Overhovedet. Hvis I skal handle, går det gennem Ragner, han får adgang til en bærbar to timer dagligt.”

”Hvornår?” Yenta så noget utilfreds ud.

”Mellem 18 og 20. Samme tid som der serveres i køkkenet.”

“Hvad med ruterne?”

“Der er lavet et lukket kredsløb mellem mobilerne. Det tillader også et overblik over skovene, vejene og byerne i 50 kilometers omkreds.”

“Cool.”

“Angående ruterne, så er der nogle ændringer…” han vinkede jægerne ind omkring den IPad han stod med. Jeg blev stående lidt på afstand.

Jeg havde tit oplevet situationer, hvor vi som familie, eller bare nogen af os, skulle samarbejde med andre familier og deres jægere. Men jeg havde aldrig set så mange såkaldte desertører på én gang. De var vilde. Stærke og frie.

Den vildeste og den ældste af jægerne var frygtindgydende. Yenta. Hun havde linjer op af armene, skuldrene og op af halsen. Det var noget de frie jægere gjorde. -Skar sig, for hvert liv de havde givet efter Rossignol havde opgivet dem aka smidt dem ud. De troede stadig på at de arbejdede for at beskytte alle walk ins. Arene var symboler på det offer de gjorde uden af få oprejsning for det.

Noget af et ritual. Yenta havde så mage ar at hun lignede en børnetegning, en Ork havde lavet. Når hun døde, og det gjorde hun åbenbart tit, måtte det være et helvede at vende tilbage. 78 snit, havde jeg hørt, hun havde. Det sidste snit, havde hun lavet fra kæben og hen under øret. Der var sårskorpe på og det blødte lidt, fordi hun bevægede hovedet i underlige abrupte bevægelser.

De andre jægere havde også sindssygt mange ar. Men de var selvfølgelig også placeret på hænder underarme, hals og i ansigtet, så de var mest muligt synlige.

De var søde nok, men den konstante påmindelse om hvor mange gange de var døde i sagens tjeneste, var kvalmende. Når de lo, tyggede deres mad, gik tværs over gården og sendte en et blik ud gennem deres arrede ansigt, løb det mig koldt ned af ryggen.

Vi var alle døde i sagens tjeneste mange gange, men intet kunne måle sig med disse 7 jægere der af den ene eller den anden årsag ikke længere var en del af Rossignols jægerkorps.

“Så vi skal lægges i lænker.”

“Hvad?” jeg tog et skridt tilbage.

“Jeg mener mobilerne… “

”Ja… “ En lille usandsynligt grim dreng, der ikke var mere end 13-14 år stod og kiggede nysgerrigt på mig. Hans øjne var det eneste der var lykkedes. De var lysende blå. Huden på den ene side af ansigtet var snittet i et sirligt criss-cross mønster, henover hans kæbe og op langs med hårgrænsen. De fleste ar var helet pænt op, men huden stod blankt og lyserød mod hans hvide hud, de var nye. Han var nok det grimmeste birke barn jeg nogensinde havde set.

Han lo. “Ja det er en syg joke! Jeg formoder at der er en grund til at jeg er havnet i sådan en lille krop.” Så rakte han hånden frem. “Ernesto. Vi mødtes for nogle år siden under en kamp i Berlin.”

Jeg spærrede øjnene op “Ernesto? Ja selvfølgelig.” Et sekund så jeg kanten af en velkendt solgul ring stå ud fra hans venstre skulder. Han var den største trussetyv i Vesteuropa. Det var han åbenbart stadig, for han stod og flirtede for vildt med Chia. Den yngste og smukkeste af desertørerne. Jeg smilede lidt genert tilbage til ham.

Flokken omkring Benji opløstes, og et par stykker kom hen for at høre om der var sket noget ude på ruten.

Ernesto rystede på hovedet. “Ravi er stadig i laden.” Sagde han bare og lagde hjemmevandt sin hånd på Chias slanke talje.

I samme øjeblik trådte Yenta ind foran ham og stak en pegefinger op under næsen på ham. “Aha-aha! Din lille lort. Glem det.” Hun trak Chia til side. “Der er en grund til at han er havnet i den drengekrop dér. Han bliver straffet for at behandle kvinder så dårligt!” hun kiggede ondt over sin venstre skulder, mod mig og Ernesto. “Vi dyrker ikke sex med børn her!” sagde hun meget fast.

Ernesto slog ud med armene og gik frem mod de to kvinder, “Hey! Jeg er ikke noget fucking barn YO! No way, at du skal tvinge mig til cølibat, mens jeg er fanget i den her latterlige krop.”

Yenta trak afsted med Chia over mod laden. “Hvis jeg ser dig, så meget som give ham et kindkys eller holde ham i hånden…”

Mere hørte vi ikke. Carla fulgte efter og jeg stod alene tilbage med Ernesto.

“Hun er da virkelig pissed hva’?”

“Min ex … ex.” Ernesto sukkede. “Ufedt at jeg er endt i den her krop. Endnu mere ufedt, at Signe tog hende med på holdet. Har du set hendes gun?”

“Ja.”

“Lady Smith 500, 12 centimeter løb uden dæmper.”

Jeg lo nervøst. Jeg vidste ikke særlig meget om våben, men hendes var stor. Det var en anden ting, der gjorde desertørerne creapy. De brugte våben. Det var sjældent at vi benyttede os af skydevåben. Men sleeper situationen var helt og aldeles ude af kontrol. Ingen videste hvor de kom fra, vi vidste bare at de skulle nakkes. Signe, Daeg og Benji havde også fundet deres håndvåben frem. Ragner nægtede.

“Ja det er en joke … og så alligevel ikke en joke. Hvis der er nogen der finder mig med en 700 Grain Lead Wide Flat Nose Gas Check-patron i kroppen… ” han lo genert.

“Så sladre jeg,” sagde jeg og smilede. Jeg havde altid godt kunnet lide Ernesto. Ja, han havde mange kvinder, men jeg havde jo altid haft Tomas, så han havde aldrig lavet et move på mig.

Daeg der stod i døren til laden, vinkede os ned til de andre. Da vi var samlet piftede han for at få ro. “Hey! Ok, jeg har hilst på jer … hermed et officielt velkommen.”

Jægerne piftede og klappede. En råbte “super fed velkomstgave.” Og viftede med den nye mobil.

Daeg trak på skuldrene, og hev sin egen op. “It sucks! – jeg véd det. Men hør her: Nogen har foreslået at vi forlader området her. Nogen har foreslået at vi joiner Tyskland. Nogen har foreslået at vi kaster håndklædet helt og aldeles i ringen og ringer til mor og far i Nantes, og trygler dem om hjælp.”

Vi buede og peb alle sammen.

“Men vi har besluttet at blive her.”

Nu klappede og hujede alle.

“Sleeperne har en beef med os. Ingen anden. De eksistere kun i et forholdsvis isoleret områder. Vi har dem her hos og tidligere på året var de også omkring København. Det lader til at være ved at være falde til ro nu.”

“Hvad med Finland og Norge? – Og resten af Sverige. I er en meget lille familie til så stort et territorie?” spurgte Ernesto.

Daeg smilede “ja, ja, jeg véd at nogle derude i verden kalder os for luksus jægere. Surfer familien, der stadig rider på bølgen af det var Anées der organiserede de første jægerfamilier i verden.” Han tog sin cap af, og trak en hånd gennem sit blonde hår. “Og de har ret …! Som I kan se, så er vi nogen i familien der er skide gode til at surfe!”

Alle lo. Det gjorde Daeg ikke.

“Jeg giver ikke en skid for de onde tunger. Vi er en stærk familie. Territoriet er tyndt befolket, og vi har altid fået opbakning fra de professions-baserede familier. Vi har aldrig svigtet. Vi har altid kunnet dække de opgaver der har været her i Skandinavien. Vi har uden tøven hjulpet til i andre territorier, når der var behov. Især Ana og… “ han nikkede over mod mig. “Mange familier har haft glæde af både hendes og Caffaells evner.”

Jeg beundrede Daeg for at være så dygtig en taler. Han var et godt valg som øverste jæger. Selvom vi alle havde set hans tydelige forandring da han afslørerede tatoveringen af Jaguar printet der viste hans sympati med dem som kæmpede mod Rossignol, og også selvom han for få dage siden anklagede familien for at være politiske ignoranter, så stod han stærkt sammen med os nu. Ikke kun fordi han ville beskytte os, men fordi han var klar til at gøre det der var nødvendigt for at bringe familien op blandt de øverste på listen over velrenommerede jægerfamilier.

Daeg fortsatte sin tale: “Helt nye informationer er kommet frem i dagens lys. Anées har på et møde med Viktor Svendsen … jeg er sikker på I kender navnet … fra Cespi Scandinavia. De har fået efterretninger om, at de vilde shiftere formodentlig har en aftale med en person, de kalder Den Hvide Dame. Vi ved stadig ikke om det er en mand eller kvinde. Hun eller han beskrives som både feminin og maskulin. De har ikke rigtigt styr på hvad de opnår, eller hvor det fører hen, hvis de følger denne hvide Dame. Men som I véd førte sagen i Arvidsjaur til en vild shifter som førte til en anden rede længere syd på. I begge tilfælde har vi kunnet afhøre en vild shifter. De fortæller begge at hun lover dem fame and fortune.

Det er muligt at nogen i Europa er ved at skabe sig en hær, og et meget tyndt befolket område i Sverige er et oplagt sted for sådanne aktiviteter.”

Jeg kiggede forundret over på Benjamin, der også lavede øjne til mig. Alt det her havde vi ikke hørt før nu. Benjamin, listede forsigtigt over til mig.

”Det med den Hvide Dame er rigtig nok. Men dét med hæren … ” han rynkede brynene og så tvivlende ud.

”Tror du han taler om Jaguarerne?” hviskede jeg.

”Det er det jeg ikke forstår, han påstår jo han støtter dem …”

”HEY!” Daeg knipsede af Benji og mig. ”jeg véd godt at nogen af informationerne også er nye for familiemedlemmerne,” så henvendte han sig til jægerflokken, ”som I kan se, er vi alle lige her… “ hans blik vendte tilbage til os, ”vi kan ikke indkalde til familietamtam, hver gang der dukker ny info op, alle får de samme beskeder, ok!”

”Ai-ai Captain!” Benji gjorde honnør for Daeg. Flok lo lidt.

”Wauh, hvor blev din sarkasme af?” jeg hviskede ud af mundvigen for at Daeg ikke skulle irettesætte os en gang til.

Men han var optaget af sig selv og den nye position han snart skulle indtage helt og aldeles ved knæfaldet i aften. ” … Og de vilde er med på en badebillet, på grund af det de gør for Den hvide Dame og de sleepere hun har omkring sig. Det er hende vi skal fokusere på. Desuden har vi ikke haft besøg i en lille uges tid nu… “ han tav jægerne var holdt op med at høre efter.

Der var utilfredse mumlerier rundt omkring. “Østeuropa … Fucking Jaguarer … hvor fanden er Rossignol…”

“Det vil sige!” Råbte Daeg. “Rygterne omkring Ana er usande.”

Nu blev der helt stille i laden. Alle kiggede på mig. Jeg trådte et skridt til siden og bumpede ind i Benji der lagde en afslappet arm omkring min skulder. ”Manden man kan hade og elske 7 gange i løbet af en dag,” tænkte jeg og fokuserede helt vildt på dét Daeg var i gang med at sige, mens jeg ignorerede de blikke der stadig hvilede på mig.

“Hun er ikke grunden til vores problemer. Den hvide Dame er åbenbart stor, som i høj. Med maskuline træk.” Han kiggede over på mig og vippede lidt med hovedet. “Du er meget A. Men høj… “

Vi lo lidt igen og jægerne begyndte at tale om det de lige havde hørt.

Jeg smilede tilbage til Daeg. Jeg elskede ham. Det var først da han sagde det, at det gik op for mig hvad det betød. Det var jo fantastisk nyt. Det var ikke mig der tiltrak sleeperne! Jeg kunne mærke lettelsen af, at alles projektører nu blev rettet mod Den hvide Dame. “Fuck hvor fedt,” tænkte jeg og kiggede ud over flokken. Jeg følte mig pludselig som en del af familien igen. Vi havde et arbejde at udføre sammen. Jeg var med på holdet!

Jeg trak mig ud af Benjis arm og sendte ham et smil der blev tværet af, af hans sorte blik. Jeg var ikke fri for alles mistanke.

Daeg holdt begge hænder op, ” … så snart vi ved noget mere får I besked. De få sleepere vi har kunnet afhøre har ikke givet os nye informationer. Så det er først og fremmest vilde shiftere vi skal holde i live, for at få informationer om Den Hvide Dame… “ Han trak et papir op af sin baglomme og tjekkede om der var mere han skulle sige. ”Nej, det var vidst dét…” så smilede han næsten genert ud til os alle sammen. ”der er bare én lille ting mere, én af de grunde til at jeg har savnet denne her familie så forbandet … i aften har vi, som tak for at I er her, forberedt en lille overraskelse for Jer og resten af aftenes gæster.”

Jægerne smilede og klappede forsigtigt. Daeg holdt papiret op for at dæmpe dem. ” -og en sidste-sidste ting. Der kommer folk udefra. Originaler. De er allesammen bekendt med vores særheder. Skal vi sige det sådan. Det er folk som vi sætter stor pris på, og som hjælper os med at opretholde en vigtig facade. Så prøv om I kan lade være med at opføre Jer alt for underligt. Også efter I har fået alkohol og musikken spiller. Ok!”

Haven var indhyllet i et orange skær fra solen der hang lavt på himmelen. Der var stadig et par timer til den forsvandt bag skoven. Lyset gjorde alle smukke, selv de mest arrede jægere, så magiske ud i efterårssolens sidste stråler. Luften var klar, det lugtede af skov, frisk luft og helstegt pattegris. Alle stod i deres stiveste puds, ny vaskede og spændte.

Vi var en stor kreds. De nye jægere og vores egen familie, 15 i alt. Den unge køkkenpige Chase, stod også i den store kreds. Alles opmærksomhed var på Daeg der stod på en stor huggeblok og talte.

“Det er en glæde for mig at stå her i dag.” Han kiggede varmt på Anées, der stod ved siden af ham. “Ikke bare, er det godt at være hjemme igen. Men vi skal for første gang, knytte nye jægere til familien, for en kort periode.” Så strakte han armene op og råbte: “VELKOMMEN TIL JER!”

“HEYYY!” råbte de alle til svar.

Vi lo og klappede som det var tradition. Da der faldt lidt ro på, fortsatte Daeg. “Det er kun indtil Tomas igen er stærk nok til at løfte opgaven som øverste jæger at jeg står her.” Han holdt en pause og fulgte kredsen rundt. Jeg synes det er på sin plads at du… “ han strakte sin arm frem mod Tomas, der stod på modsatte side af cirklen, “… Tomas, kommer her hen til mig, for at stå ved min og Anées side.”

Anées så en smule forvirret ud, det var ikke en del af ritualet. Men han gjorde igen indvendinger.

“Tomas!” Daeg vinkede Tomas frem fra cirklen.

Tomas så på mig. Jeg smilede og nikkede.

Jeg vidste at han ikke var stolt af at han stadig trak lidt på den ene ben. Såret på hans lår ville ikke rigtig hele op. I dag var det helt slemt for han havde taget sin krykke med. Men han vendte sig halvt rundt for at give mig krykken, før han haltede tværs over det åbne stykke græs. Mit hjerte slog lidt hurtigere end det havde gjort lige før. Hans lange muskuløse krop, de brede skuldre, rygmusklerne der rullede under sweateren, da han med bøjet nakke krydsede cirklen for at stå ved siden af Daeg. Jeg elskede ham helt vildt.

I samme øjeblik Tomas vendte rundt og stod ved siden af Daeg og Anées, skød et lyn henover himlen og en dyb rummelen lød langt væk. Daeg lo og slog ud med armene. “Ok lad os komme i gang, inden vi får buksevand af guderne. Så holdt han en kæde af sølv frem for sig. Den havde et vedhæng, der smukt forarbejdet, som en af de første aftegninger man havde fundet af Yggdrasil – den skandinaviske families tegn. “I modtager denne kæde, som I skal bære for at vise jeres troskab til mig, – og den skandinaviske familie.

Jeg kiggede ned på den ring jeg bar på min finger. Vi bar den ikke altid. Jo, Caffaell og Anées gjorde. Men vi unge tog den kun på til højtidelige begivenheder. Det var en traditionel vikingering hvis snoninger endte i en elegant vignet af Yggdrasil.

“Ved at modtage og bære dette symbol på Livets træ… “ fortsatte Daeg, ” … lover I troskab og loyalitet, til konfliktens ende. Eller til jeg – og kun jeg – siger du er færdig.” Han så truende på flokken af fremmede jægere. “Og ve den! Der ikke er tro mod denne mand … og denne ed.” Han slog sig for brystet og sprang ned fra egestubben hvilket udløste en nervøs latter hele flokken rundt.

Mens Daeg gav de nye jægere en halskæde hver, talte han til familien.

“I, af Den Skandinaviske familie, der allerede bærer symbolet på Nornernes utrættelige ildhu rundt om jeres finger…” Han fandt Signes, Rangers, mit og til sidst på Benjamins blik i kredsen. “… Svar mig nu, med de nye jægere, og sværg Jeres troskab til mig, sammen med dem.”

“YAI!” Råbte vi alle sammen så højt vi kunne.

Daeg sprang tilbage på stubben og råbte:

“Sværger I at lyde mine ord?”

“YAI!” Råbte vi alle hårdt og højt. Nogle slog sig for brystet andre lo hjerteligt.

“Sværger I, at I vil give jeres liv i kampen for at forsvare denne familie og dens værdier?”

“YAI!” Råbte vi allesammen igen. Traditionen tro gik vi allesammen på knæ i græsset. Selv Chase, der også stod i kredsen, men ikke havde fået nogen kæde, bøjede sig ned på det ene knæ. Tomas måtte støtte sig til egestubben, men han gik også på knæ for Daeg. Anées og Daeg var de eneste der stod.

Så råbte Daeg: “Det bekendtgøres hermed for alle, at dén som bryder denne ed – før hun eller han – er løst fra denne hellige kontrakt – vil stå i dårligt lys, i enhver walk in familie, gennem 3 liv.”

“YAI-YAI-YAI!” råbte vi alle sammen i kor.

Vi rejste os og brød kredsen. Gik ind mod midten for at hilse på hinanden med bjørnekram, brøl, løft og high fives.

Kapitel 33

BENJI

Benji trak sine seler op om skuldrene og knappede den øverste skjorteknap. Ana insisteret på at han også var med i showet og derfor også skulle klædes ud. Så selvom han synes det var lidt for meget, stod han nu stod klar nede bag mixerpulten i kjole og hvidt og ventede på sit que.

De gamle nordiske guder holdt hånden over dem i disse dage. I dagslys indrammede efteråret Pensionatet i smukke røde, gule og grønne farver. Og selvom det havde truet med regn var luften var lun, vinden holdt sig på et minimum. Her til aften, var temperaturen endda steget et par grader og vinden havde lagt sig helt. Benji smilede, det var rart at føle at man kunne trække vejret helt ned i maven for en gangs skyld. ”Der som om nogen har trykket på en knap og givet os fred … ind til videre i hvert fald.” tænkte han og vinkede til Daeg for at signalere at han bare kunne gå i gang når han var klar.

Det var rart at der havde været tid til at lave denne fest, det havde rystet dem sammen på tværs af familie og jægere. Ragner havde inviteret hele Ingvarssons familie som han købte Tjur og andet vildt af. Agerströms, der også var vandt til lidt af hvert fra dem der boede på pensionatets side, var der selvfølgelig også. Der var endda et par walk in familier, fra Norge som Carla kendte, der var mødt op sidst på eftermiddagen for at deltage i festen efter knæfaldet. Måske var de overmodige, men de havde besluttet at droppe ruterne, bare denne ene aften, og feste sammen alle sammen. Hvis de fik besøg, ville vi tage kampen op samlet. Men lige nu var det tid til familiens overraskelse til de nye jægere og resten af aftenens gæster.

Daeg sprang op på et bord, og råbte ud i haven:

“Drenge og piger – damer og herrer – Kom nærmere kom nærmere,”

Det var ikke alle der var i haven, de fleste sad stadig inde under teltdugen, hvor de hyggede og snakkede.

Benji kunne se Ragner dykke ind mellem teltflapperne på den anden side. Han piftede og klappede for at samle folk. Det eneste han havde på var en stor hvid ble. Rundt om maven havde han bundet en ekstra, fed baby-mave, der passede til lejligheden. Han skulle spille den onde baby. Han havde også en kæmpe sut hængende om halsen og en hvid kyse på der med den sorte makeup og det glinsende hagesavl, fik ham til at lige en meget uhyggelig kæmpe-baby.

Dem der var ude i haven vendte sig mod Daeg der var i færd med at tage tøjet af, så de begyndte at huje og klappe. Da han havde afsløret et par meget hvide, meget stramme hotpants og en overkrop der var malet som en blå og hvid matros trøje, løb Benji op og kastede et headset til ham, mens – især jægerne – lo og skreg deres begejstring for øverste jægers lette påklædning ud i natten.

“Drenge og piger – damer og herrer – Kom nærmere kom nærmere,” gentog han i mikrofonen, “… æbler og pærer, her er meget at lære… “ han lo lidt af det dårlige rim mens han monterede headsettet, trak en kam gennem håret, lavede en hurtig sideskildning og duppede rødt på kinderne, så han lignede en meget ung matros, mans han blinkede og flirtede med Chia der stod og hoppede op og ned i iver.

“Ja, vi har moderniseret showet lidt siden sidst… “ sagde han og henviste til mikrofonen. “FOR ER I KLAR OVER HVOR LÆNGE DET ER SIDEN VI HAR OPTRÅDT!” Daeg lænede sig tilbage og hylede som en ulv.

Alle klappede og hylede sammen med ham. De sidste fra teltet var ved at indfinde sig, – Benji der sad bag lyspulten, slukkede for al lys i teltet, lod kun én spot blive på Daeg, og startede musikken – en gammeldags melodi fra en spilledåse, med svage trommer under.

“Jah… “ sagde Daeg og spærrede øjnene op. “Det er rigtigt, i aften kære kolleger, kære nye jægere, kære venner og familie, i aften skal I opleve en gruppe som ikke har optrådt i Europa siden 1891!” han blinkede og pegede på fru Ingvadsson ”… med løg på! Siden 1991 naturligvis! SÅ: Mine damer og herre, Fremde, stranger. Gluklich zu sehen, je suis enchante – specielt til Jer – har vi tunet det gamle show… givet det punch og gore … specielt for Jeres skyld har vi smidt al høflighed over bord… “

Folk begyndte at klappe. Tomas, der var det eneste familiemedlem der ikke deltog i aftenens forestilling, sluttede sig piftende og klappende til publikum.

Daeg råbte: “ER I KLAR TIL AT MODTAGE HYYYPNOTISØREN og hans UHYYYGELIGE BØRN!!!

Alle hujede og skreg. Daeg greb en konfettikanon og skød hvide dødningehoveder og sorte skelletter ud over den lille flok der var samlet foran den lille scene. Benji var glad for at der var kommet så mange. Det var et fedt show, de havde øvet sig i Agerströms lade i flere dage. Det var længe siden familien havde haft det så sjovt sammen.

“BENJIIIII” Ana skreg ind i sit headset, han havde misset et que.

“Undskyld.” Råbte han med en stemme der lød meget tynd i forhold til de anderes der var micket op.

Flok lo, og han blændede op for lyset der fangede Ana, som så ung og uskyldig ud i en lyseblå sommerkjole. Hun havde en sort paryk og en skræmmende sort makeup på, der fik hende til at ligne en uhyggelig lille pige. Det så ud som om hun svævede i luften indtil Benji blændede op og man kunne se Ragner der stod under hende, og holdt hende svævende i sine strakte arme. Ana vrikkede uskyldigt med hendes lille bagdel før hun nejede.

Alle piftede og klappede. Ragner kiggede op under Anas kjole, glippede med øjnene, lavede smaskelyde, slap den ene fod og gramsede efter hende med den frie hånd.

“Neeej…” publikum buede af ham.

Ana der lod som om hun nær havde mistet blancen, spillede fortsat en lille uskyldig pige. Da hun igen stod nogenlunde lodret, tog hun fat i foden og gjorde klar til at balancere på ét ben. Ragner så endnu mere vild ud i øjnene og strakte en rødmalet tung helt ud af munden. Publikum råbte advarende til Ana. “Neeej … pas pååå.”

Men den lille pige lo bare og strakte det ene ben op i en perfekt ballancestand. Folk klappede kort, råbte og advarede hende mod Ragner-den onde baby. Men lige i dét han skulle til at stikke hånden op under den fine kjole, holdt Ana sig på maven og lille-pige-forskrækket ned på Ragner. Benji satte en bøvselyd på og udløste en bræk-ampul der eksploderede lige ned i hovedet på den onde baby.

“Aarhgg… “ publikum trak sig tilbage i afsky, klappede og lo, mens Ana hvinede ondt i sit headset.

Den unge matros, Daeg, der stod oppe i et tårn, sendte en trapez ned efter den lille pige der greb gyngen i farten og blev reddet fra den onde baby. Ragner flygtede ud gennem det begejstrede publikum.

Mens Daeg og Ana lavede et trapetznummer hjalp Benji Ragner med at skifte tøj, bag en skærm der stod ved lyspulten. “Hvor er Signe? Skulle hun ikke lave 4D koralrev og fisk under trapez nummeret?” Spurgte Benji mens han var i færd med at knappe Ragners hvide skjorte.

Rgner klappede irriteret Benjis hånd væk, og knappede resten af skjorten selv. “Hun skulle tjekke noget … vandmøllen eller ét eller andet …”

Benji kiggede forbavset på ham. “What the fuck? Det er ikke aftalen. Vi har fri i aften.”

“JAH!” Ragner snerrede ukarakteristisk ad Benji. Carla og Ravi vendte sig halvt om og tyssede på dem. “Jeg kan for Susan ikke gøre for det,” hviskede Ragner lige ind i hovedet på Benji. “Hun er min kone, ja. Men ikke en hund man bare kan kalde til sig.”

Benji rystede undskyldende på hovedet og trak slipset lidt til siden, for om muligt at få Ragner til at se endnu mere latterlig ud.

Da Anées i al hast dukkede op med et butterfly i hånden han skulle have Benji til at binde, knækkede de alle tre sammen af grin. Benji vendte sig lynhurtigt om og skruede op for de technorytmer, der understøttede trapez nummeret.

Anées’ hår stod ud som en sort sol omkring hans grotesk malede ansigt. Sorte cirkler omkring store øjne med hvide kontaktlinser der fik ham til at ligne en zombie. Hans læber var røde. Han var også i bar overkrop – eller det vil sige han havde lavet en hvid skjorte der så ud som om den var eksploderet omkring hans store behårede mave. Det ene bukseben var revet af ved knæet hvor der i øvrigt hang en rotte og dinglede.

Benji kiggede nervøst op mod scenen, Daeg og Ana var snart færdige, folk klappede, inden finale nummeret hvor Ana ville blive kastet ud i mørket mens hun skreg og Daeg sprang efter hende.

“Har du helt selv stået for dit kostume?” spurgte Ragner, der stod i det stiveste tyrefægter kostume Benji nogensinde havde set, og bekæmpede et sprutgrin.

Anées stirrede på ham med de hvide øjne, “er det for overdrevet?” spurgte han glad.

Ragner grinede, Benji strammede butterflyen, “Det er cool gamle,”

Anées hvis pupil sad en anelse skævt i det ene øje, så anklagende på Benji. “Det er måske sidste gang i mit liv, jeg får lov til det her!”

Benji rystede på hovedet. “Selvfølgelig.” Så klappede han ham på begge skuldre, “du er så fin.“

”JEG VIL HJEEEM.” Man kunne høre Anas længselsfulde stemme over musikken, der afslutningsvis var Fly Me to the Moon i en technoversion Benji havde fundet på nettet.

”Jeg sender dig ud mellem stjernerne.” Råbte Daeg og kastede Ana ud i mørket, før han selv sprang efter.

“Hey det var vores stikord.” Ragner hev fat om skuldrene på Anées og de småløb op mod scenen. Det var først på det tidspunkt, at Benji lagde mærke til, at der ingen bagdel var i hans stramme tyrefægterbukser.

“Wow, De går til den!” sagde han grinende, fadede musikken og skruede op for Daegs mikrofon igen, og råbte ud i mørket. ”Du er på Daeg! Ingen Halo!”

Benji var træt af Signe og hendes små udflugter, men Dage klarede skiftet ok. Han vadede bare ind på scenen med Ana, der stadig var ved at klæde ham på, hængende efter sig, mens han improviserede på bedste entertainer vis:

Meinen damen und Herren … Wie geht’s? … Comment ca va? Do you feel good?” Han var kun halvt iført en sexet drag-udgave af Anas lyseblå pigekjole, høje hæle, hofteholdere og en høj sort hat overstrøet med glitrende pailletter.

Begejstringen ville ingen ende tage. Daeg åd publikum råt. Han flirtede og sendte fingerkys som om han aldrig havde bestilt andet. Ana bukkede og nejede da hun var færdig med hægterne bag på kjolen.

”Er I klar til det sidste nummer … den maine attractione, the one and onlyyyy DADDY OOOF HYPNOOOSISSS … MISTER ANÈES VERDANDEEE.”

Folk klappede, piftede og hujede. Benji slukkede alle lyset i haven, kun faklerne der var placeret helt ude i kanten ved skoven lyste op. Lyden af en kold vind susede gennem højttalerne, folk blev stille. Så tændte han spotten midt på scenen. Dér stod Anées og så latterlig ud, med strit hår, store hvide øjne og røde læber. Folk lo lidt, men der var også en spændt stemning, for alle vidste hvad han var i stand til.

Benji tændte for lyden af en metronom. “dak…… dak…… dak…… dak… dak… “

Nu blev haven helt stille. Benji mærkede en arm sno sig om hans, det var Ana. “Nu bliver det spændende” hviskede hun. Daeg kom også, han holdt sig lidt på afstand, men Benji var glad for at han var kommet om bag mikserpulten for at nyde det sidste af showet sammen med ham … og Ana.

Det første der skete var at piercede rå Ravi, brød ud i sang. Anées stak tungen ud og rullede med øjnene selvom Ravis stemme var en overraskende smuk tenor. Folk grinede let. Ravi skippede fuldstændig uanfægtet i gadedrenge hop op mod scenen, hvor Anées spurgte om hvad han hed.

”Heidiiii… “ sang Ravi, og folk lo.

Anées fortsatte nummeret, hvor Carla fik lov at agere Heidis ged, Yenta blev til en høne der var meget ked af, at hun ikke kunne lægge æg. Anées tryllede æg frem og tilbage op og ned mens Ragner, der stod ved et lille rullebord med remedier, agerede hans assistent. Selv Ingvarsson kom også op på scenen, som en mand der, meget grisk, talte sine fingre som om de var pengesedler, til stor morskab for både hans bror og hans kone. Ragner stjal Tjur bag hans ryg, og hans forbavselse ville ingen ende tage, hver gang han opdagede den samme fugl der forsvandt igen og igen.

Pludselig råbte Anées ”SSTHOOP!” så dansede han fjollende rundt. Knipsede foran de forvirrede deltagere, krammede dem og smilede ”I være majet majet dugtiii. SÅÅ flot et hypnosenummer. Mange tak!” og så sendte han dem ned fra scenen før han pegede på de andre der stod og klappede. ”I grine af jeres venne! I synes den er sjov at le når andre er dummer sig! Eh? Alle dem dummer sig ja. Men også JER!” Han spilede de store blanke øjne op og trak en stort lærred tværs hen over scenen.

Benji tændte for projektoren og afspillede en sorthvid film af de jægere der ikke havde været på scenen. Michael, Chia, Ernesto og endda Chase, havde alle, uden deres viden været offer for skjult kamera under hypnose. Benji havde efterfølgende klippet det hele sammen som en stumfilm, med skrevne replikker på sort baggrund, så de hver fik en lille scene. Nu var det Yenta, Ravi og Carlas, tur til at grine og pege fingre af deres benhårde kolleger der dummede sig. Både originalerne og de to norske walk in familier så, til Benjamins fornøjelse, ud til at more sig over det han havde været med til at bidrage med.

Den hypnose de havde lavet med Chase oppe i køkkenet, hvor de ville overraske hende med at hun alligevel havde bestået jægerakademiets prøver, endda med udmærkelser, var den eneste der ikke var gået så godt. Eller … først var det ok hun blev super glad. Men da Anées introducerede Signe som Noel Macleod – lederen af den største engelske jægerfamilie – var Chase begyndt at kaste med potter og pander mens hun råbte og skreg I hate You! I fucking hate you – you old demented bastard!”

Signe måtte dykke ind under køkkenbordet, Anées havde stoppet hypnosen omgående og talt hende helt til ro. Så det eneste Benji havde kunnet klippe sammen af Chase, havde været nogle sjove ansigtsudtryk, som han havde fanget i skjul og sat ind som reaktioner på de andres hypnoser.

Den joke der gik bedst hjem var da Chia troede hun var i Nantes i audiens hos Madeline, spillet af Ragner. Han stod splitterravende nøgen ude under den udendørs bruser og tog sig et bad, mens en meget forvirret Chia tiltalte ham De og javel Deres Højhed og tog i mod den sæbe Ragner stod og vaskede sig med, hvorefter hun forsøgte at klæbe den på sin jakke fordi hun var overbevist om at det var en medalje.

Jægerne knækkede fuldstændig sammen af grin. Anées tog ordet igen efter filmen. ”Mine Dame og Herre … vi skal schlutte nu … ikke mere fis und ballade i aften… “ han spærrede øjnene op og fjernede først den ene, så den anden kontaktlinse. ”De her satanner svier jo helt ad helvede til,” indskød han mumlende og lo, før han nulrede dem mellem fingrene og smed dem væk. ”Ja, det må I sgu’ meget undskulde. Jeg smider masken. Det er man nødt til nogen gange som gadekunster. Jeg vil bare, her til slut… “ Han trak i håret for at få det til at ligge bare lidt ned. ”Jeg vil gerne lige sige tak, inden Benji skruer op for musikken og vi … eller nogen … dem der har lyst … skal danse. Jeg vil gerne sige tak til Jer,” han rakte hånden frem mod jægerne der stod spredt rundt i mørket. ”Tak fordi I har bøjet knæ for Daeg her i dag. Og tak til din familie Ingvarsson fordi I så gavmildt deler af jeres overflod, hvad end det gælder vildt eller hjemmebrygget øl.”

”Ingen årsag. I aften er det mig der takker,” råbte Ingvarsson op mod scenen.

”Agerström… “ Anées tog sig til hjertet.

Den gamle mand der stod og holdt om sin kone i første række blandt publikum, gjorde det samme. Sådan stod de i to … tre sekunder, uden at sige noget, før Anées gik videre.

”Hans og Jan, med familie fra Mølnbekken. Lisas gruppe, der er kommet helt fra Trondheim, ikke bare for at feste men også for at støtte op om den skandinaviske families territorie. Tak, af hjertet tak for Jeres støtte. Vi håber der aldrig rigtig bliver brug for… “ han gik i stå. Benji kunne ikke se om han var rørt eller vred. I hvert fald blev han afbrudt af Ernesto der råbte: ”Ikke mere alvor nu. Gode venner er som stjerner. Det er ikke altid du kan se dem, men du véd de er der. – og alt dét jazz…

Anées rettede sig op. ”Altid,” sagde han og skævede til familien der stod ude i kulissen. Den ene i et mere underligt kostume end den næste. ”Jer! Jer ved jeg slet ikke hvordan jeg nogensinde skal kunne takke for denne tid. Dette vidunderlige besøg tilbage i tiden med Hypnotisørens børn. TAK!” han smækkede begge hænder op for munden og sendte en stort kys afsted mod dem.

”Ok det var vidst mit stikord” grinede Daeg og trådte ind i lyset og råbte: ”Det var dét. Kære venner, naboer og familie. Mange tak fordi I holdt os ud. Hvis I har moret Jer er det kun en bonus. For denne forestilling var skabt til glæde for os, lige så vel som for Jer.

Benji blinkede med lyset, folk klappede og piftede mens Ana, Anées, Ragner trådte frem på scenen og tog imod bifaldet. Ana kaldte på Benji der løb op på den lille scene for at stille sig sammen med sin familie.

Daeg kastede mikrofonen op i luften og greb en ildfakkel, pustede til den så der stod en stor flamme ud over publikum, der en sidste gang udtrykte deres udtalte begejstring for showet.

”Er de klar?” råbte han mod Benji der nikkede, før Daeg en sidste gang pustede til faklen. Benji trykkede på en udløser og faklens flamme forvandlede sig til 50 hvide duer der fløj ud over publikum.

Kapitel 34

ANA

Der er meldt 4 savnede fra Skellefteå … De er sidst set stige af en turistbus, Arctic Bus, i nærheden af…”

Tv’et kørte for fuld drøn i stuen. Der var ikke andre, måske havde nogen hørt musik herinde. Jeg var gået ind i stuen for at få varmen, så jeg dumpede ned i sofaen, trak et tæppe op om skuldrene og skruede lidt ned for lyden. Det var regionsnyhederne.

“… de fire var med en gruppe ude for at vandre i området omkring Storberg, men vendte ikke tilbage til Storberg Fjällegården…” nyhedsværten kiggede ud på mig med alvorlige øjne. “Politiet advarer mod at færdes alene. Dog tyder det på, at der i to tilfælde, er forsvundet personbiler med henholdsvis 3 og 5 passagerer, der nu også meldes savnet. Det drejer sig om…”

“Hej”

”Uh.” Jeg fik et chok. Michael lå nærmest helt ned i lænestolen til venstre for mig. ”Hej.”

”Hvad laver du?” Han var mega stiv. I et forsøg på at virke, bare lidt sober, spærrede han sine sløve øjne op og blinkede stift.

“Jeg sidder og tænker over om hvorfor de dér mennesker forsvinder, og hvorfor…”

“Det er sgu’ da de vilde, der er gået helt over gevind. Jeg har jo studeret dem, været inde under huden på dem!” hans stemme var mega sløret. Han forsøgte at fastholde sit blik på mig, som om jeg var det eneste der kunne få stuen til at holde op med at spinne, mens han pegede skråt bagud mod Tv’et, der stod foran ham. ”Skulle det der være en Øksemorder? Nope … de er super meget mere klodsede.” Han lavede splatterlyd med munden, og spredte fingrene ud. “Blod ud over det hele. Desuden er der for mange der meldes savnet. Hvis det var en massemorder, så har han sgu’ haft travlt.” Han lavede zig-zag bevægelser i luften foran sig. “Arvidsjaur – Glommerträääsk – Storberg…”

“Shh…” jeg skruede lidt op for lyden igen.

“Politiet har sat en storstilet eftersøgning i gang, og beder alle om at ringe ind på det nummer der vises på skærmen, hvis de observerer mistænkelig adfærd.”

“Nå. Der var alligevel ikke mere.” Jeg slukkede for Tv’et.

Michael trak en øl op af lommen og rakte den over mod mig. “Madame?”

Jeg smilede, “Ellers tak, jeg skal snart i seng.”

“Ja det må være hårdt at der kun er dig der kan Se…”

“Det er jo heller ikke det hele jeg får med…”

“Nej, der var de to der smurte.… SMUTTEDE!” han lo, ”… nord for zone 3. Mosen Men Carla fik dem! Gjorde hun!”

“Ja, jeg kan virkelig ikke have mine antenner ude hele tiden. Desværre.”

” … og så det med Tomas…” han lavede en ærgerlig bevægelse med munden. “Hvis du ikke har noget i mod jeg siger det?” Spurgte han, uden at vente på svar. “Så bliver jeg helt…” han lavede endnu et ansigt, ” … over at se ham sådan. Han var den bedste mand! Bedste!”

“Tak.”

Michael havde rejst sig, han stod noget usikkert på benene, hvis det stod til mig så…” han trak en finger hen over halsen.”

Jeg nikkede. “Det var der også snak om… “ Pludselig blev jeg vildt ked af det. Jeg tænkte på Tomas alene, hvis han blev sendt i translokation, skæv og forvirret. Hvem vidste hvordan hans transit ville blive, når det hele sejlede inden i ham.

Michael begyndte at bakke. “Ja undskyld, det var dumt sagt af mig. Selvfølgelig.”

Jeg rystede afværgende på hovedet, “Det er ok Michael, helt ok… “

Der var nogen der kaldte på ham ude i haven.

Han vinkede og listede ud i haven. “Jeg er dum til daglig – og endnu mere du–hik-humm når jeg er fuld.”

“Hvor er det egentlig fedt.” Tænkte jeg. “At de er kommet her for at hjælpe os.” Jeg vidste godt at vi alle havde håbet på at der var nogle pænere jægere Signe havde hyret. Nogen fra de familier vi havde hjulpet i årenes løb. “Måske er det forståeligt,” tænkte jeg. “Gad vide hvad rygterne siger om os, om mig, ude i resten af verden? Der blev sikkert sladret om hvor mærkelig jeg var, at jeg var på vej ind i et Whiteout, at jeg var soulrider.” Jeg smilede skævt. Der var 7 … nej, faktisk havde der været 8 fantastiske jægere der, mod alle ods, var kommet for at støtte den Skandinaviske familie – Mig og Tomas og det vi skulle igennem nu. Hvis det bare var en kamp mod nogle sleepere, og nogle få vilde shiftere, ville det ikke tage mere end et par måneder at få situationen under kontrol. Men hvis det var et permanent problem, og hvis det Germanske territorie ville overtage det Skandinaviske, under den påstand at vi ikke kunne håndtere de store ændringer i populationen af uregistrerede. Så var jeg ikke sikker på at Anées ville overgive sig sådan uden videre. Så ville kampen måske komme til at tage et år. Selvom det ville foregå på et mere politisk plan, ville vi være nødt til at hyre flere jægere. Mange flere.

Det sidste og det værste scenarie ville være, at det var selveste Rossignol der endte med at løse problemet ved at sende deres Fredsbevarende styrker, der ikke var så fandens fredsbevarende. Det kunne ende i Ragnarok … Det ville få indflydelse på hvad mange andre territorier frygtede fra Rossignols side. Så ville de måske endda støtte os, når det kom til stykket, for ikke selv at blive tromlet at Rossignol på et senere tidspunkt.

”Uh.” Jeg vendte mig med et ryk. Det var som om der stod nogen bag mig. Men stuen var tom. Jeg rystede på hovedet. Fulde mennesker kunne godt få mig til at blive lidt jumpy.

Pludselig kunne jeg mærke hvor kolde mine hænder var. Jeg gned dem mod hinanden, og pustede på dem.

Tomas ligger og sover på siden. Men inde bag øjenlågene kigger han ud. Han føler sig uendelig alene.

Jeg sprang op fra sofaen. En gnist! Mit hjerte bruste. ”What-the-fff…”

“Nå dér er du?” Tomas stod henne i døren til haven.

Jeg lo. Jeg havde lige fået et Syn af ham. Mit første glimt af en walk in. Det var utroligt. Det var det Caffaell sagde skete, når man var ved at være en super cool Seer. Og så var det af Tomas.

Tomas lo også, ”du ser glad ud.” Han kom hen og gav mig et kys, trak mig længere ind i sin favn, og lod en hånd glide ned for at gribe fat om min bagdel, og gav den et klem. “Mmm, du er overdrevent lækker, ved du det?”

Jeg stillede mig på tæer og kyssede ham. “Jeg tror jeg skal i seng, jeg er begyndt at fryse. Vil du med?”

“Ja lad os det. Jeg er også busted.”

Jeg løftede hans T-shirt, og nød hans varme hud mod mine kolde fingre. “T, du virker faktisk varm?”

Han trak mine hænder væk fra ryggen og ud under T-shirten, før han kyssede mig igen. “Nej det tror jeg nu ikke.” Han smilede, bøjede sig ned og prustede på min hals, så jeg kom til at hvine.

“Kommer du med nu?”

“Om lidt, jeg lovede lige at hente Benjis afspiller.” Tomas smilede.

Jeg lo stille og hviskede: “Han har siddet og lavet playlister til showet, til spisning, til chill, og til dans.”

Tomas kiggede ned i gulvet før han kiggede bagud af den åbne terrassedør. “Sødt,” sagde han så, uden passion. Men det var kun fordi han var optaget af mine barm. Han bøjede sig ned og kyssede mig på brysterne uden på blusen.

“Tomas.” Årh, hvor han vidste hvordan han kunne tænde mig på 0 sekunder.

Han bed mig i underlæben. Jeg trak i hans T-shirt for at få adgang til hans nøgne lysebrune hud. Ffff … hvor var han lækker.

“Hey.” Jeg tørrede sved af hans overlæbe med kanten af mit ærme. “Du har ikke feber vel?”

“NEJ!” han spærrede øjnene op og lavede en overdrevet grimasse.

“Ok.” Jeg lo. “Du er fuld så?”

“Jaah,” mumlede han glad, greb fat under min kæbe og drejede mit hoved ind i et kys. “Babe. Du er så sexet.” Hans ånde var tung og sød. “Det her er det vi er skabt til. Det ved du godt ikke.”

Jeg smilede, og trak i hans underarm for at få ham til at slippe mit ansigt. Men han var for stærk. I stedet tog jeg blidt fat om hans nakke og kørte stille og roligt mine fingre op gennem hans hår, for at få ham til at falde til ro. Men han misforstod og begyndte igen at røre mine bryster lidenskabeligt.

“Mmm … så du vil have mere!” hviskede han og kyssede mig dybt.

Jeg kyssede igen, men trak mig ud af hans favn. “T … vi må hellere gå nedenunder…”

Tomas lo, og tog fat om mit håndled. “Der kommer ikke nogen, alle er ude i haven.”

“Ej slip mig nu,” smilede jeg, mens jeg forsøgte at vride mig fri.

“Come on … du har aldrig lyst!” han bøjede sig ned og sugede sig fast til min hals.

“Tomas… “ jeg trak i hans ører for at få ham væk. “Vent nu lidt.”

“Det koster et kys.” Sagde han og greb fat i min anden hånd. “Du er jo helt vildt slap!” lo han. “Kom nu!”

Jeg kyssede ham og så slap han endelig. Jeg begyndte at trække ham gennem stuen.

“Seriøst Ana. Du skal i gang med at træne.”

“Ja, ja,” smilede jeg. Det kunne godt være at hans hoved var lidt sløvt, men hans kræfter var helt intakte. Han virkede nærmere stærkere end han nogensinde havde været før.

Han fulgte kun modvilligt med, og jeg trak lidt ekstra i ham. “Jeg har dig!” grinede jeg.

“Hold godt fast.”

“Jeg slipper dig aldrig.”

Tomas slappede af i kroppen, bumpede ind i mig og gav mig en kæmpe krammer bagfra. “Vil du love mig det?”

“Ja” sagde jeg og faldt selv til ro.

“Lover du at vi to følges ad for evigt?” han blev pludselig alvorlig.

“I medgang og modgang.”

Tomas sukkede, og gik om på den anden side af mig. Vi så hinanden dybt i øjnene et lille stykke tid. Så lagde han en hånd på brystet og kiggede ned af sin medtagne krop. “Hvad hvis du bliver ved med at synes at jeg er lidt øffe, hvad så?”

“Jeg synes ikke du er øffe, jeg synes du er dejlig,” smilede jeg.

“Ana… “ han talte til mig som om jeg var et barn han havde fanget i en løgn.

“Tomas.” Svarede jeg ham lidt for afmålt. “Hvad er der med dig?”

“Vi kan jo godt begge to mærke at jeg ikke er den samme.”

“Du har været igennem en masse… “ forsøgte jeg mig.

“For fanden Ana, gider du lige tage de der rosenfarvede briller af bare et øjeblik.”

“Slap nu af … “ Jeg strakte mig på tæerne for at kysse ham, men han skubbede mig væk.

“Lad være med det! – gider du …! Det er ikke til at holde al den her sødsuppe ud. Du skal lade være med at sweettalke mig hele tiden.”

“Arg … Men så glem det.” Jeg vendte mig om og skyndte mig ud af stuen.

“Ana.”

Han fangede mig på trappen på vej ned i kælderen. ”Undskyld.”

“Er det stadig dæmonen der spøger?” spurgte jeg og blødte lidt op. “Den har virkelig gjort noget ved dig.”

“Ja, jeg ved godt jeg er lidt fuzzy i kanterne, men jeg har det også som om jeg er hundrede gange stærkere end jeg nogensinde har været før, og det føles fedt.”

“Ok.”

Det havde han sagt før, men det var første gang jeg faktisk troede på ham. Det gav mig bare sådan en sug i maven. Jeg længtes helt vildt efter det vi havde haft sammen før. Men for pokker jeg var jo heller ikke den samme. Vi stod lidt på trappen og så hinanden dybt ind i øjnene.

Jeg trængte i dén grad til at glemme mig selv for en stund. Heldigvis havde jeg en perfekt metode. “Hvor træt er du egentlig … “ spurgte jeg og sendte Tomas mit bedste flirte smil.

“Sex?” han så glad ud.

” … langsom sex.” Jeg rørte blidt og sensuelt ved hans arm.

Vi gjorde vores bedste, det gjorde vi virkelig. Kyssene, kroppene, hænderne – huden alt var dejligt. Jeg ved ikke hvad der skete. Vi var to forskellige steder tror jeg.

“Av!”

“Undskyld.”

“Ok.” Jeg trak ham ind over mig og begyndte at kysse ham igen. Men så lagde han armen ned på sengen så den trak i mit hår. Jeg prøvede at lade som ingenting, mens vi kyssede, men …

“Vent lige.” Jeg skubbede til hans arm, trak mit hår ud. “Tak.” Jeg smilede og kyssede hans skulder. “Det er dejligt,” hviskede jeg og hakkede mit knæ direkte op i arret på hans lår.

“Arg! Shit” han hvilede hovedet mod min skulder og ømmede sig. Så tog han en dyb indånding og så mig dybt ind i øjnene “det er ok… “ han kyssede mig igen. Lidt for hårdt og hurtigt som om det her bare var noget der skulle overstås. Han begyndte at knappe sine bukser op. Trak blusen op over mine bryster og bed mig.

“Av for helvede!”

“Rolig skat… “ han var koncentreret om at lyne mine bukser op.

Jeg trak blusen ned over mine mave igen.

Han bemærkede det ikke, løftede mekanisk mine bukser ud under bagdelen, som om han var ved at trække plastikindpaknigen af en stor luns kød. Jeg holdt fast i buksekanten. “Vent… “

Han kiggede ikke på mig, bøjede sig bare ned og begyndte at kysse mig automatisk, som om han ville varme mig op igen … eller hvad? “Ej! Stop! Det duer ikke.” Jeg vred mig fri og Tomas lod sig falde bagover i sengen.

“Ja … tak, det duer ikke T… vi er bedre i morgen ikke?”

“Helt sikkert!” han lo. “I morgen er jeg oven på … glad igen… “ den sidste sang han.

“Og jeg er ikke træt. Vi kunne prøve lidt langsommere?” Jeg vendte mig om på albuen og kyssede ham på brystet.

Han drejede hovedet frem og tilbage i dynerne til et beruset ja.

“Er du sikker.”

“Totalt.” Prustede han og lukkede øjnene.

Så lagde jeg mig ned på ryggen og stirrede op i loftet, til lyden af hans tunge vejrtrækning.

“Vand!” udbrød han og rejste sig op med et sæt.

“Gider du tage lidt med til mig?”

Han svarede ikke. Bumsede bare ind i dørkarmen og forsvandt ud i køkkenet.

Hvis jeg havde været afslappet nok, eller … åh. Jeg ved ikke … han havde mistet sin ømhed, sin langsomhed og … hvis jeg tænkte tanken til ende: … sin respekt for mig.

“Gad vide hvornår han er klar til at elske igen? Indtil videre har vi bare haft sex. Endda virkelig dårlig sex.

Men selvfølgelig. Den slags tager tid. Hjernen og fantasien husker alt det blide og gode, alt det man drømmer om. Perfekte bevægelser som på film. Men så når man er midt i det, bliver det hele er pludselig klodset og uvant.

Vi koncentrerede os begge to alt for meget om, om den anden nu nød det. Vi kunne slet ikke mærke os selv. Hele pointen med at elske er jo netop at slippe tankerne og bare være tilstede og mærke kroppen der bliver helt elektrisk og … åh, der var ikke noget elektrisk over det vi lige havde lavet. Men ok, man kan vel ikke få det hele.

Jeg lå på ryggen med lukkede øjne. Trak en dyne ind over min krop. Jeg følte mig nøgen, selvom jeg stadig havde trusser og bluse på.

Tomas kom ind og gav mig et glas vand. Jeg tog et sip og stillede glasset på natbordet. Han kyssede mig. Vi så hinanden dybt i øjnene.

“Om lidt er vi tilbage… “ han satte sig på hug foran mig.

“Om lidt… “ smilede jeg og strøg mine fingre langsomt hen over hans kæbe. Før jeg kyssede hans læber.

“Er du ok?” han kyssede mig på næsen og sprang gorillaspring hen over mig, til hans egen side af sengen.

“Ja alt ok, se nu at få sovet lidt,” sagde jeg uden at vende mig om.

Men alt var ikke ok, han havde ikke strøget mine bekymringer væk fra panden sådan som han plejede at gøre det. Han lagde sig ikke ind til mig, jeg kunne mærke ikke mærke hans hjerte, hans kærlighed. Alt var overhovedet ikke ok.

Kapitel 35

ANA

Klokken var fire om morgenen. Efter at have siddet foran huset i ti minutter og kigget ud i mørket var jeg gået ned i lejligheden igen, for at tage løbetøj på. Jeg trængte til at få rystet virkeligheden af mig.

Nu sad jeg på sengekanten og havde lige trukket lynlåsen op på min træningstrøje, da jeg kunne høre Tomas vende sig bag mig. “Bare han sover videre,” tænkte jeg.

“Ana.”

“Bare sov videre.”

“Hvad laver du? klokken er ti over fire.”

“I Know.”

Han lød bekymret. Jeg vendte mig og så på ham, for at lade ham se, at jeg var ok med, at se ham ind i øjnene inden jeg løj for ham. “Jeg er helt ok.”

Han lo, men lyden kom hverken fra maven eller fra hjertet. Den kom fra en sammensnøret hals. “Du har også meget tænke på.” Han dunkede panden mod min ryg. “Hør nu skat. Ingen forventer at du skal være razor skarp,” mumlede han kærligt.

Jeg trak mine fingre gennem hans hår. “Så er det godt jeg gør det.”

“Kom her.” Han trak mig bagover og kyssede mig dybt.

“Jaark. Jeg kan ikke få luft,” lo jeg, da han endelig stoppede. Så satte jeg mig op igen. “Jeg har nærmest ikke sovet i nat.”

Han trak mig tilbage i dynerne, “jaj’ ælsker daj … jeg vil ha sex med daj’.”

“Du er super sød og sjov … og jeg gider super meget ikke… “

“NU!” Han hamrede den ene hånd ned i dynen, lige ved mit venstre øre, som en kæmpe orangutang.

“Hold op! Jeg er træt. Du har dårlig ånde og jeg gider ikke! Ok!” Jeg forsøgte at skubbe ham væk, men det kunne jeg selvfølgelig ikke, før han selv flyttede sig.

“Hey.” Han vendte sig om og slog armene op over hovedet. “Er det sådan det er nu?” spurgte han surt.

“Hvad?” jeg stirrede trodsigt på ham og synes pludselig det lejligheden var alt for lille.

“At jeg har dårlig ånde, at du har kvalme eller bare ikke har lyst… “

“Nej!” jeg satte mig helt ud på kanten af sengen, og trak i de gamle træningsbukser på der lå på gulvet ved sengen.

“Vi kysser ikke engang!”

“Det er jo løgn.” Min hånd rodede rundt under sengen, og fandt et par sokker. “Du vil jo knalde hele tiden.”

“Ja!” Lo han.

“Argh Tomas!” Jeg skred ud af lejligheden og gik ned mod bryggerset ved kælderens bagudgang.

“Hey Babes! Jeg børster tænder ok?” han lo stadig.

“Du er skide sjov,” råbte jeg tilbage. “Tag et bad, jeg er i bedre humør om en halv time.” Det troede jeg ikke engang selv på. Han havde ret. Jeg var kold. Jeg havde ikke lyst til intimitet. Jeg havde kun lyst til at være alene.

Der var mere i det end Tomas er ikke sig selv for tiden, det lå dybere. Jeg har set alle udgaver af min elskede. Jeg mener a-l-l-e! Men det her?

Lige meget hvor presset han havde været, træt, frustreret, vred, gennembanket og øm, så var der altid den dér forbindelse mellem os. Noget der bandt os sammen. Som viden. At vide, ikke tro men vide med sikkerhed at vi altid havde hinanden. Dét var der kommet en revne i, en lille ridse-revne-mini-sprække. Men det var nok til at freake mig helt ud af den. Tænk hvis Anées besluttede at slå ham ihjel. Tænk hvis han blev tvunget i translokation. Det ville være katastrofalt, sådan som han havde det nu. Eller tænk hvis jeg var nødt til at forlade familien. Tænk hvis vi pludselig var Benji og Daeg. Shit!

“Klokken er fire?” Tomas kom luntende bag mig.

“Der er en del tanker der skal klares.”

“Hvad mener du, klares?”

Jeg smilede til ham. “Det klarer tankerne at løbe. Det er bare et udtryk.”

“Har aldrig hørt det. Tankerne klarer problemerne altså?”

“Nej? Man slipper dem. Løb eller meditation eller opvask, det renser tankerne.”

“-Og sex?”

“Ja, også dét.” Jeg undgik hans blik og gik ind i bryggerset for enden af gangen.

Alt vores træningsudstyr hørte til her. Forskellige sko og dragter, vægte, elastikker og hvad folk ellers synes var sjovt at bruge. Jeg havde bare et par løbesko hængende på væggen.

Tankerne om hvad Tomas var blevet til og hvad jeg var ved at blive til, sammen med ham – eller … uden ham – slæbte sig rundt i mit hoved som en sort ål i et mudderhul.

“Jeg vil gøre alt for dig. Det ved du.” Tomas stod og hang i døren. Han rakte hånden frem mod mig. Hans smil var sødt og dejligt.

Jeg tog skoene ned fra væggen. Tomas åd mig med øjnene.

“Hey” han sendte mig et fortroligt blik, og gik over mod reolerne med udstyr. “Hey” han strøg sine langefinger op af min arm.

Jeg faldt til ro et øjeblik. Det var stadig ikke blide kys og langsomme berøringer, han lagde op til. Det var sex. Jeg kunne også mærke et begær efter ham. Et begær jeg ikke havde lyst til at mærke. Jeg havde lyst til blid og kærlig sex. Alligevel blev jeg ved med at holde hans blik fast. Jeg havde lyst til ham.

Det var en super intim udveksling af blikke: Er du ok med, at vi gør det nu? – øjne der spørger om lov uden ord. Øjne der svarer: ja, jeg har også lyst.

Vores åndedræt kunne høres i det lille rum. Min krop var tændt, men jeg havde ikke lyst. Jeg ville ikke ha’ sex med ham her. Ikke lige nu.

“Du er dejlig,” fremstammede han, og måtte rømme sig.

Jeg smilede lidt, “sødeste lille du?”

Han sukkede “ikke flere ord ok!” Så trak han lynlåsen ned på min træningsbluse.

“T…”

Før jeg vidste af det gav han mig et hårdt dybt kys. Han trak mig hårdt i håret, og bed mig i halsen.

“Av for helvede!” Jeg sparkede ham over skinnebenet.

Han trådte tilbage uden at sige noget. Vi pustede begge to lidt. Jeg forsøgte at lyne min trøje igen, men mine hænder rystede. Han trak mine hænder væk, førte trøjen ned over mine skuldre og tog mig hårdt om brysterne.

“Argh, Tomas, vent.” Jeg forsøgte at vride mig fri.

Han hamrede mig ind mod reolen, mens han stønnede ned i min skulder: “Ana hold nu kæft lidt.” Så skubbede han mine joggingbukser ned midt på låret.

“Stop!” hvæsede jeg. “STOP!” Pulsen i mine ører dunrede afsted. “Duue … duuee … duuee… druuee…” Jeg var rasende.

“TONK!” han tog fat om min lænd og løftede mig op af reolen, så jeg ikke kunne nå jorden. Det væltede ned med sprayflasker og børster.

“Fuck hvor er han stærk,” registrerede jeg. Jeg var bange nu. Mit hoved dunkede. Jeg sagde ikke noget, skreg ikke. Jeg sparkede og slog, så godt jeg kunne, men han pressede sig tungt ind over mig. Så løftede han mig over på kommoden. Kyssede og gramsede på mine bryster mens jeg slog ham på ryggen. Vores vilde åndedræt blandede sig med hinanden. Vi var oppe at slås! Jeg ville ikke slås med min kæreste. Men jeg havde aldrig nogen sinde været så fucking vred på ham før. Jeg hadede ham.

Pulsen i mine ører ændrede sig. Det blev til en stille knurren. “Hhhrrrr-lll…” lyden kom fra et andet sted end her. Den nåede knapt mine øre. Men det var helt klart en form for knurren.

Tomas pressede mig hårdt ned mod kommoden, kyssede og gramsede på mine bryster og min røv. Jeg var sindssygt bevidst om mine bukser, der var gledet ned omkring mine ankler. Det eneste der var mellem ham og mig, var mine små trusser, og det faktum at han ikke havde hevet sin pik frem endnu.

Han tøvede på en eller anden måde, vaklede i sit foretagende. Klemte mit hoved hårdt ned mod det mørke træ. Mens han stak den anden hånd ned i mine trusser bag på. Jeg sparkede og ramte hans skinneben et par gange.

“Stille nu!” han talte gennem sammenbidte kæber.

Vi var i hver vores zone, han ville tage mig med vold, Jeg ville væk.

Han forsøgte at trække mine trusser af. Jeg sled mit hoved fri af hans greb og bed ham hårdt i skulderen.

“ARGH!” udbrød han og lo. Han elskede det. Jeg hadede det.

Åh. Åh. Årgh … Jeg væmmes. Min inderside bliver trykket ud inde fra. Mit bryst er en bold nogen forsøger at vende vrangen ud på. Næbet. Det er fuglenæbet der hakker i mig, mine blodårer er rodnettet og mit skelet – træets rødder, som den af al kraft forsøger at hakke sig fri af. Aaarhh … det er væmmeligt, åh, så væmmeligt. Jeg … jeg … vil gerne have at den … ah, endelig bryder den fri af jorden, næbet og øjet kommer til syne. Snart er fuglen kommet op gennem jorden. Jeg har brug for dens hjælp …

Jeg blev overfaldet udefra og indefra. Langt, langt væk begyndte den dybe knurren at vokse. Mit hjerte begyndte at slå i angst. Den vrede jeg følte mod Tomas var pludselig ingeting mod den brusende fornemmelse jeg mærkede i kroppen. “HHHRRRRrrrr-lll…” Der opstod en dyb gutteral lyd inden i mig jeg genkendte fra søen og fra Arvidsjaur. “Nej!” tænkte jeg … “ikke dét.”

Jeg kunne mærke hans hånd mellem mine ben nu. Jeg var holdt op med at stritte imod, han var selv væk, i en anden verden.

Angsten i mit indre var vild. Sveden haglede ned langs mine tindinger, og jeg rystede af kulde.

“Det er ok skat, jeg elsker dig.” Sagde han, som om han ville forsikre sig selv om at det han gjorde var ok. Så begyndte han at trøste mig, som om jeg var en lill epige, ”Såh, så, så, så…såh, shh, lille skat.”

Jeg sagde ikke en lyd. Jeg græd lydløst mens alt i mig larmede. Med ét var det ikke Tomas jeg var bange for. Der var et dyr mellem os. Denne gang vidste jeg med sikkerhed hvor det var. Det var inde i mig. Lyden voksede og voksede og hvis den fik lov at blive véd, ville jeg tænde ild et eller andet sted. Til rummet. Til Tomas. Han ville brænde og jeg ville gå herfra, uskadt.

“Stop … stop … Sss-ssttooopp!” græd jeg.

Jeg hostede, min hals snørede sig sammen. Stemmen ændrede sig. Dyb, hæs og bestemt kaldte jeg. “STOP!” Jeg ville flere ting på én gang, men jeg var låst fast – til kommoden – til mit sind der var på vej ind i ilden. Jeg ville have Tomas til at stoppe, jeg ville have dyret til at skride, ud af mig, ud af mit liv. Lige meget hvad. Bare ikke dette.

Så hørte jeg den igen. Den dybe knurrende stemme: “JEG SLÅR DIG IHJEL!” sagde den, -og mente Tomas.

“NEJ. Jeg slår dig ihjel!” sagde min egen stemme, -og mente dyret, fulgen.

Pludselig var der stille i bryggerset. Kun to forpustede åndedrag. Tomas slap mig.

Det var forbi.

Jeg græd. Han sagde undskyld. Jeg slog ham. Han tog imod. Jeg hulkede, og han holdt mig. Jeg havde lyst til at forbande ham langt væk. Men hvad skulle jeg gøre han var min Tomas, han var syg. Jeg følte mig misbrugt. Hånet og spyttet på. Alligevel hadede jeg mig selv mest, fordi jeg blev siddende hos ham. Fordi jeg ville trøste ham. Han græd også og var så ulykkelig, som jeg aldrig havde set ham før. Helt opløst. Jeg hadede mig selv fordi jeg havde brug for at sidde dér på gulvet i redskabsrummet, mens vi vuggede hinanden til ro. Jeg græd og græd. Han græd og sagde undskyld tusind gange. Men det hjalp ikke på den lede jeg følte ved mig selv, ham og vores forhold. Dyret ville ikke trække sig tilbage til skyggerne, ville ikke forsvinde ned i jorden, hvorfra det normalt holdte øje med alt hvad der skete.

Det var stadig mørkt udenfor, vi var gået ned i lejligheden og han havde puttet mig på sofaen med min dyne og lavet te til mig.

Han virkede helt normal igen.

“Tager du noget?” spurgte jeg ham oprigtigt.

“Hvad Hud? nej!”

“Jamen forklar mig det nu bare.” Jeg strøg ham over panden.

Han tog mig om ansigtet og klemte det blidt mellem sine stærke hænder. Hans blik var så fortabt.

Jeg vred mig løs. “Måske skal du sove ovenpå, i sygeværelset som du plejer.” Det var ikke et spørgsmål. Jeg var ikke bange for ham, ikke mere.

“Se på mig!” han hev efter vejret, tårerne trillede ud af øjnene på ham. Sveden piblede ned langs hans tindinger. “Jeg kan snart ikke mere. Du er nødt til at begynde at elske mig, ellers dør jeg. Du er nødt til at elske mig som jeg ér.”

Jeg begyndte at græde igen. Vi sad og så på hinanden, jeg strøg ham over hagen, kyssede ham på kinden. “Je’ taime ma Chérie,” hviskede jeg tonløst. Jeg ville så gerne, men jeg kunne bare ikke elske ham lige nu.

Pludselig fór han ud på badeværelset og kastede op.

“Åh, T. Det her er det værste lort. Du er jo simpelthen så syg,” tænkte jeg. Men jeg rejste mig ikke for at hjælpe ham.

Kapitel 36

MADELINE

Skype forbindelsen var dårlig. Der var næsten ikke noget billede. Madeline hadede det. Alt den her teknologi, var i det hele taget lammende for sanserne. Der var så mange flere informationer i et fysisk møde.

“Her er meget dårlig forbindelse.” Stemmen i den anden ende undskyldte gentagende gange.

“Que ce soit – Lad det være.” Sukkede hun.

Dette møde var uhyre vigtigt for Madeline. På en måde var hun glad for at ingen kunne se omfanget af hendes spænding. “-Og pressen?” hun holdt sin stemme så neutral som muligt. ”Nej vent.” Madeline fortrød øjeblikkeligt at hun havde tøvet, men var nødt til at fortsætte. Tiden var knap, på alle måder. Det var dét der var farligt, og dét der tændte hende. Åh, hvor det tændte hende. Hun tog en langsom dyb indånding før hun stillede, dét der skulle have været hendes første spørgsmål: ”hvordan har du det mon Chéri?”

”Ok … efter omstændighederne.”

Hun kom til at le ad den sidste del af svaret. Så typisk for de uprøvede. Hun ignorerede den unges selvmedlidenhed. ”Vi er sikre på at min involvering er udelukket?”

”ja. Familien købte historien om at jægerne er desertører.”

”Godt. Og nu: pressen?”

“Den regionale presse har nævnt det … Ikke andre.”

“Kan vi kontrollere det?”

“Det tror jeg ikke, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg har brug for hjælp.”

”Du er forbudt at indvie nogen jæger i dette. De er der kun for at observere familien. Din mission er klassificeret.”

”ja …”

“Hvad med vogteren?”

“Han er her stadig.”

“Hvorfor det går så langsomt. Vi skulle være nået længere på nuværende tidspunkt!”

“Jeg gør hvad jeg kan. Processen er usikker.”

“Hrmf.” Madeline måtte bide sig i læben. Det var meget utilfredsstillende i disse perioder hvor hun ikke havde nogen reel indflydelse på processen.

“Det er aldrig forsøgt før. Korrekt!”

“Pas på ham. Han er prædestineret til at beskytte hende lige meget hvad. – og myten?”

“Den lever.”

“Magnifique! Så de tror på Le Marias komme.”

” … De tror, at der er noget som er skævt.”

Skærmen viste skiftevis omridset af en person, og mørk sne.

“Ja?”

“De kan bare ikke regne ud hvad det er … Le Maria, ligger og spøger i alles bevidsthed.”

Madeline afgav en tilfreds lyd.

“Der er noget jeg skal spørge om … Sleeperne … de er anderledes nu. Der var én der begik selvmord.”

Madeline blev stille i den anden ende. Man kunne kun høre lyden af et åndedræt. “Så der er altså noget bevidsthed tilbage om et selv? En mistet identitet, og en frasigelse af ny identitet.”

“Ja. Det vil jeg tro. Kan du regulere dét?”

Pludselig kom billedet igennem, Madelines omrids var uskarpt, men pludselig kunne hun også se den person hun talte med.

Den trykkede stemning blev opløst af en let latter. “Hallo! Godt at se dig, kære. Du fortjener stor ros og vil blive belønnet for dit arbejde.”

“Tak.”

“- hvordan går det med den lille Ana, er hun ved at være klar til at mødes?” Madeline rynkede brynene bestemt, men smilede samtidigt.

“Desværre. Jeg… Det … Jeg har ikke haft mulighed for at tale alene med hende … ikke på dén måde. Det var bedst hvis familien selv kom op med idéen sagde du … hallo?”

Skærmen fyldtes igen med sne og det lille billede af en såret emoji tonede frem i sneen. “Hallo?” Madeline vinkede dumt til den sorte skærm. Hun turde ikke trykke på nogle knapper i frygt for helt at afbryde.

“Ja. Forbindelsen er her… “ lød det pludselig.

Lyden gik klart igennem, men der kom ikke noget svar fra den mørke skærm. Stilheden var knusende for Madeline, der følte sig omgivet af udedikerede imbeciler.

“Jeg skal bruge mere tid. Det vil endnu ikke være naturligt at jeg foreslår et møde direkte.” Lød det endeligt fra den anden ende.

Madeline forsøgte at kontrollere sine ord. “Det er min datter vi taler om. Jeg har brug for at hun er her.”

“Jeg ved det. Men Ana viser dog ikke særlige tegn på … at være specielt anderledes end hun plejer at være.”

”Men jeg har hørt hende kalde.” Madeline forsøgte sig med endnu en dyb indånding. “Det ville være naturligt for Ana at skjule det, no? I sommer var der ild. Jeg kunne hjælpe med at finde ind til hende,” sagde hun i et mildt tonefald.

“Jeg skal forsøge at presse på.”

“Nej!” Sagde Madeline. “- ikke hvis der er stadig håb om en frivillig udveksling. Den næste fase bliver langt mere kompliceret hvis hun gør modstand.”

“Ja.”

Madeline sukkede. “Caffaell har fejlet. Du er mit sidste håb om, at det her kan foregå uden konflikt.”

“Hvordan går det med Caffaell?”

Madeline tog en dyb indånding. “Hun er det samme gamle godtroende fjols, jeg vidste hun ville være. Du havde ret, hun overgiver sig aldrig. Men jeg har mine egne veje, hun skal nok blive én af os … så snart Ana er her … vi skal bare sørge for at det virker med sleeperne.”

“De er bedre end dem jeg skabte tidligere på året.” Kom det opløftet fra den mørke skærm.

“Ja vi har reguleret formularen. De går ikke så hurtigt i forrådnelse som tidligere.”

“Nej det er ved at være udlignet nu … Men de… “ stemmen holdt igen.

“Hvad?”

“De mennesker vi bruger … som vi giver serummet…”

“Ja?” Madeline brugte sit mest forstående toneleje. Hun havde ikke råd til at soldaten tilbageholdt informationer for hende. Men gud hvor hun hadede når menneskeligheden skinnede for meget igennem hos visse, ellers talentfulde Walk ins.

“De virker mere sultne end tidligere.”

“Er der et problem?”

“Nej det er bare… “

“Så øget sult er ikke noget problem! Godt. Dem jeg har her, oplever nøjagtig det samme. Det er godt i tilfælde af kamp.” Madeline sukkede. “Når jeg har Ana her, så stopper det.”

“Ja.”

“Og det eksperimentelle serum?”

“Jeg har brugt den på 2 personer.”

“Ser du en stigning… “

“… Vent!” stemmen forsvandt. Madeline kunne høre støvler på et gulv, en dør der gik op. Det var stille længe. En svag lyd af skov, vind og fugle. Hun turde ikke kalde eller sige noget, i tilfælde af missionen var i fare. Det virkede bare så usandsynligt.

Pludselig var stemmen tilbage. “Der var ikke nogen.” Der lød en forpustede ind- og udåndinger. “Hvor var vi … jo, der var effekt med den ene af forsøgspersonerne. En kvinde i Arvidsjaur manglede noget af sin lårmuskel.”

“Ja, en kraftig stigning i begær efter Prana får dem til, at simpelthen, at spise materien. Det skete også her. De dør dog forholdsvis hurtigt. Du kan lave 4 mere, så ser vi… “

“Det er et lille sted. Det bliver meget voldsomt hvis jeg skaber kødædende sleepere… “

“Så tag til Oslo, Helinski eller købehavn og lav dem. Bare bliv i Skandinavien!”

“Ja.”

“Og sørg for Guds skyld for at de ikke kommer for tæt på min … på Ana!”

“Bare rolig, pensionatet har aldrig været så godt bevogtet.”

“Hvis der sker hende noget!”

“Hun er sikker.”

“Jeg tror ikke du véd hvad der er på spil. Jeg fødte en søn! Og nu … er hun min datters… “ Madeline tav brat.

“Du var gravid?”

Ingen af de to sagde noget et par sekunder. Walk ins måtte ikke få børn, det var Lov. Mange var kommet omkring det smertelige i at leve uden børn, ved at tage fremmede børn til sig, som om de var deres egne. Men ingen havde oplevet en reel undfangelse. Det var alt, alt for farligt.

Der lød en dyb indånding, “så du har … “

“Nej! Hvordan skulle det kunne lade sig gøre! Kroppen jeg translokerede ind i var gravid, jeg har aldrig været så lykkelig … Jeg har prøvet alt.”

“Og det du pustede ind i Ana…? “

Madeline tav.

“Du skal ikke tænke mere nu. Alt dette er mit ansvar ikke dit. Sleeper-problemet vil drive Anées til at overgive Ana. – eller Ana til at komme her, -frivilligt. Er det ikke bedre end kamp? … Er du dér?”

“Ja.”

“Så du fortsætter med at injicere serummet, som aftalt. Anées … eller Ana overgiver sig frivilligt. Det er enkelt. Alt dette stopper, når jeg forenes med min lille Lilje, min Filia.”

Der var igen en lang pause.

“Ja.” Stemmen lukkede for forbindelsen.

Kapitel 37

CAFFAELL

Caffaell sad og stirrede tomt ud i luften. Rummet var mørkt, kun den lange blå løber, der førte fra den ene dør til den næste ude i korridoren, var oplyst.

Det var tredje morgen i træk hun havde siddet og ventet. Allerede klokken 5 var hun krøbet ind bag panelet mellem spisestuen og trapperne til 1. Sal. Det var koldt og mørkt.

Det var et godt sted at sidde hvis man ville lære lidt om hvad folkene, der arbejdede omkring Rådet, havde af problemer.

Embedsmændene og kvinderne delte villigt deres hemmeligheder, mens de spadserede til og fra spisestuen.

For eksempel, kunne Caffaell ikke regne ud hvorfor, der var to sekretærer der ledte efter en egnet buschauffør i Skandinavien. “Sært, – og det lyder så vigtigt: … en buschauffør eller en dygtig chauffør med stort kørekort. Ærgerligt for Anées at han ikke vil tale med mig. Det kunne måske være nyttigt for ham.” Tænkte hun og sukkede, ”eller også er det akkurat så ligegyldigt som det lyder. De fleste af informationerne hun opsnappede var ualmindeligt kedelige. Strømper der ikke sad som de skulle. Elskere, kedelige diæter, og alt muligt andet trivielt. Lige indtil der, i går, da der pludselig var to der talte om Oksehakkeren Leo, med en betroet opgave omkring en af de gamle. Caffaell sporede en anelse jalousi fra de to unge herre der passerede ude på det blå tæppe. Mere nåede hun ikke at opfange, de havde åbenbart meget travlt.

Alt sammen meget interessant, men Jerome Littwin, Porters højre hånd havde ladet hende vente. Han plejede at dukke op ved 6.30 tiden om morgenen. Nu var klokken 7.09. Måske havde han endda valgt at indtage morgenmaden i sin egen lejlighed. Caffaell var skuffet, det var hårdt at agere spion. Men mødet med Augustin Vasilji havde ikke bare været legendarisk. Det havde også givet hende mod på at stole på at der var noget hun skulle her.

Pludselig lød Jerome Littwins stemme i den smalle korridor. “Sig til Linda, at jeg gerne ser både printer og computer er opgraderet når jeg kommer tilbage. Jeg har virkelig ikke tid til at sidde med den slags.” Vrissede han og afsluttede med: “systemscanning! My ass!”

En mandlig Departementschef fulgte ham gennem den blå korridor. “Vent.” Han kiggede sig over skulderen.

Jeromes ansigt stivnede lidt. Han kiggede sig også forsigtigt til siderne, som for at tjekke at de var alene. Caffaell lænede sig helt ind i skyggerne, og håbede at de ikke opdagede sidepanelet, der stod på klem.

“Han har skiftet læge igen,” hviskede departementschefen.

“Satans!” Hvæsede Littwin. “Hvem?”

Caffaell vågede at læne sig frem for at følge optrinnet. ”Det var dén oksehakker de to unge havde talt om i går morges. Vi byder Leo velkommen ind på scenen… “ tænkte Caffaell frydefuldt.

“En Claudia Saucer på Rue Buffon,” peb Oksehakkeren, -en robust hassel, med tydelige feminine træk.

Littwin åndede lettet op. “Nå, hun er til at bestikke … print papirerne med vores segl, og skriv under for mig, så er du god Leo.”

”Bingo.” Caffaell havde lyst til at klappe.

“Selvfølgelig.”

“Underligt at han pludselig skifter læge igen… “

Den halvtykke oksehakker trak lidt i sin pullover. Den nåede lige knapt ned til kanten af hans bukselinning. “De mørke pletter på huden er meget fremtrædende nu…” hviskede han.

Littwin rystede på hovedet, “men han spiser stadig maden fra le Bouchon?”

“Ja, han mistænker intet. Det er endda som om hans appetit er steget, for to uger siden begyndte han at bestille mere mad…”

“Alt sammen tilsat medicin?”

“Selvfølgelig.” Departementschefen Leo lød bekymret. “Men han er dårlig.”

“Du bliver ved?” Littwin lød utilfreds.

“Mmjaah. Jeg tænkte bare … det går jo ikke at hun slår ham ihjel.”

“Good heavens nej!” gøede Jerome. “Hvad får han – er det så slemt?”

“Faktisk ja. Hun giver ham Benzodiazepine i hvert måltid nu. I begyndelsen var han bare svimmel og træt. Du ved, gammelmandssymptomer.”

“- som et menneske.”

Oksehakkeren nikkede. “Men nu! Han kaster op og står næsten ikke ud af sengen.”

“Derfor skifter han lægen… “ Littwin nikkede tænksomt.

“Han har været til undersøgelser, både i Paris, her i Nantes og begge steder fik han samme medicin anbefalet.” Leo smilede til Littwin, og mumlede skødesløst. “Because we say so.”

Littwin tillod den buttede oksehakker at nyde sin magt et øjeblik. “Men? -der er et men du ikke fortæller mig.”

“Ja,” Leo bøjede nakken. “Jeg vil ikke prale, men jeg opsnappede information om, at han selv havde sendt bud efter, og betalt for, at få en Schweizisk læge fløjet ind… “

Littwin tabte kæben. “Oh, det lyder dyrere end at bestikke læger i Paris og Nantes.”

“Schweizere er ikke alle lige neutrale.”

“Porter betalte ham?” spurgte Littwin.

Oksehakkeren nikkede skadefro. “Det kom til at koste ham en sommerresidens. Du véd, dét hvide i Cannes.”

Littwin spærrede øjnene op.

Oksehakkeren nikkede bare samtyggende. “Resultatet er at … Abdal har fået en virus på balancenerven, som skal have tid.

Littwin rystede på hovedet “Han er ved at være en dyr gammel mand.”

“Ja. Der er mange at bestikke.”

Littwin slog blikket ned og så tvær ud. “Endnu en grund til at hun kunne finde på, at sætte dosis op til den bliver dødelig.”

Pludselig kom Hettie styrtende gennem rummet som en hvirvelvind. “De fjerner maden om treogtyve minutter.” Sagde hun bare, før hun forsvandt ind gennem døren ind til spisestuen.

“Jeg er ligeglad med hvor højt hun har sagt dosis skal være,” hvæsede Jerome Littwin. “Hvis hun har intentioner om at slå den gamle ihjel, så må hun selv gøre det. Jeg vil ikke hænges for en anden mands mord.”

“Kvinde.”

“Hva’! hvad?”

“En kvindes mord… “

“Ja! Ja!” Littwin fik styr på sit udbrud. Hans ansigt blev fladt og alvorligt. “Det ordner sig. Fjern dosis, vent på bedring før vi fortsætter.”

Departementschefen nikkede.

“- og du har helt styr på det?”

Leo så fornærmet ud. “Ja! Jeg sender medicinen med to forskellige kurér-firmaer. Ingen kan finde tilbage til os.”

Caffaell havde håbet på at få et lille hint om hvor hendes far og lærermester befandt sig. Men nu vidste hun i det mindste, at han med sikkerhed, var her i Nantes. Hun krøb ud fra sit skjul bag panelet og sneg sig frem fra søjlernes skygge. Hun havde fået mere svar end hun havde ventet. Meget mere.

De holdt ham bedøvet med Benzodiazepiner og nu ville de stoppe dosis helt. Det var om muligt endnu værre. Voldsomme abstinenser, det kræver tid at trappe ud af. Nu var Caffaell meget glad for sit lille hemmelige stash af kokain hun havde købt. Hvis hun kunne skaffe flere Benzo’ere så han langsomt kunne trappe ud af dem, og samtidig indtog bare få mikrogram kokain … “Jeg skal ha’ fat i Hettie,” tænkte Caffaell.

Allerede samme aften stod Hettie og trak så hårdt i Caffaells rullekravesweater, at deres ansigter næsten rørte ved hinanden. “Du skal høre på mig nu! Jeg risikerer ikke mit liv for det her!”

“Nej… “ Caffaell sank en ekstra gang. Hun ville for alt i verden ikke ødelægge Hetties liv, og slet ikke tage det. Hettie havde aldrig været god til transitter, faktisk var hun elendig til at kalibrere en ny krop. Det kunne tage hende op til ét år at komme sig helt.

“Jeg orker simpelthen ikke en transit! Kan du overhovedet huske hvor hårdt det er!” skændte Hettie.

“Nej…”

“Det er et helvede! Vi kan ikke overfalde en oksehakker og forlade slottet samme dag – eller samme uge for den sags skyld! Det hele bliver spærret af. Alle Rådsmedlemmer bliver bevogtede.”

“Præcis! Derfor skal vi afsted nu i nat!”

“Vi nøjes med adressen. Etienne går og levere dit pulver! – ikke i dag – ikke i morgen – tidligst i overmorgen. Ikke mere diskussion, ellers er jeg ude!”

Caffaell bed kæberne sammen. “Hvis de sætter bevogtningen op her, så gør de det også hos Abdal. Måske flytter de ham endda.”

Hettie var uforsonlig.

”Du er den eneste ven jeg har her. Og jeg kan ikke gennemføre det uden dit talent.”

“Ok,” Hettie spærrede øjnene op, hun var ikke meget for at give Caffaell ret. “Vi bliver. Etienne løber i nat.”

“Deal.” Caffaell nikkede og trak de sorte strømpebukser ned over ansigtet – Igen gik planen i stå …

Caffaell havde bedøvet Littwin Departementschef Leo Crimp Schalk med en mixtur i hans vin, under aftensmaden. Klokken 02, havde de hentet ham i hans kammer. Kørt ham i en vaskevogn gennem bagkorridorer og kældre, til de til sidst havde fået ham op til Hetties gemakker, hvor de kunne arbejde i fred uden at blive opdaget. Nu sad han bagbundet, med bind for øjnene i hjørnet af lejligheden. Han havde været vågen omkring ti minutter, men det havde taget længere tid for damerne at blive enige om en fremgangsmåde for afhøringen end planlagt … faktisk havde de ikke planlagt noget, og måtte lukke af til den anden ende af gemakket, med to store fløjdøre, for at diskutere planen til bunds.

Nu lå de på stuegulvet og trillede rundt af grin.

Hettie var ved at kaste op, Caffaell lå fuldstændig sammenkrøbet på gulvet, ude af stand til at gøre andet end at gnække og pege på Hettie. Godt nok havde de givet Leo høretelefoner på, men de holdt alligevel stemmerne dæmpet.

De to gamle damer havde klædt sig helt i sort, til kidnapningen. Hettie havde så fået den geniale idé, at de skulle trække sorte nylonstrømper ned over hovedet, for at skjule deres identitet i tilfælde af én af dem lavede en fejl. Desværre havde ingen af dem andet end tykke sorte uldstrømpebukser i deres klædeskabe.

“Det er koldt!” havde Caffaell udbrudt da Hettie havde set skuffet på hende.

“Jeg ved dét.” Havde hun istemt med den samme bestemte tone.

Nu var de begge to ved at gå til i krampelatter over hvor komplet idiotiske de så ud i alt for stramt sort tøj og tykke uldstrømper over ansigterne.

Da de havde grinet af, trak Caffaell strømpen op over munden igen for lige at tage et par dybe indåndinger, inden hun igen dækkede ansigtet til. “Er du klar?”

Hettie nikkede og Caffaell trykkede på fjernbetjeningen der skruede ned for musikken i Leos hørertelefoner.

Så åbnede de fløjdørene ind til den anden stue hvor den lille madsling, også klædt i sort, dog pyjamas, sad og rystede på en stol, med ansigtet vendt ind mod væggen.

Caffaell stak en lang teleskopstang ind under ledningen, og trak først den ene, så den anden øreprop ud af Leos ører, før hun nikkede til Hettie.

“Navn!” kommanderede hun med en ung mandsstemme. En lys bariton. “Giv mig dit navn.” Gentog Hettie.

Caffaell trak hidsigt en hånd hen over halsen, som for at sige: hvad laver du! Det var den unge tjener Carl, som stod for morgen buffetens, stemme.

Hettie listede over på den anden side af Caffaell, for at foregive at der også var en anden ung mand i rummet. “Er du departementschef for Mester Littwin?” brummede hun med en dyb stemme, som Caffaell heldigvis ikke genkendte.

Da Leo stadig ikke sagde noget, gik Caffaell hen og sendte 20.000 volt igennem hans buttede overarm med den tazer hun havde parat til netop det formål.

“AAAGGGG!” Leo skreg. “Ja! Ja jeg er Leo Crimp Schalk, første departementschef under Jerome Littwin.”

“Hvorfor er Rådet ikke samlet.” Spurgte Hettie med Buffet Carls stemme.

Leo var tavs.

“Hvorfor er Rådet ikke samlet!” gentog Hettie.

Nu begyndte han at græde. Caffaell vendte sig spørgende om mod Hettie, der viftede med armen for at få hende til at zappe ham igen.

“ZZAAK – ZZAAK!” Caffaell gav ham to stød.

“Jeg gentager…” sagde Hettie med den dybe bas. ”Hvorfor…

“Abdal Hadi Seraph Ried er syg. Han kan ikke deltage på grund af sygdom … han er syg Abdal Hadi Seraph Ried er ikke i stand til… “

“ZZAAK!” Denne gang zappede Caffaell ham, for at få ham til at holde mund.

Der var stille lidt. Kun Leos desperate åndedrag fyldte rummet.

Caffaell gik hen og hviskede i Hetties øre. “Vi skal bruge adressen. Spørg … men ikke for direk… “

“Giv mig hans adresse!” kommanderede Hettie.

Caffaell daskede hende på armen. Hettie hev zapperen ud af Caffaells hånd og marcherede hen og zappede den stakkels departementschef gentagende gange på ryg og skulder.

“ARGX! … ARGX! … Harrrll … ARGX!” Leo bøjede sig fremover, hostende og harkende. “Åh, åh, jeg skal nok, åh, ah…”

“NU!” Hettie råbte med den lyse bariton stemme, og zappede ham på halsen.

“RRRRLLLL … 22 Rue Crébillon, 2. sa … sa … shaaall.” Leo græd som et barn der har set sin hundehvalp blive kørt over gentagne gange. Han græd som om han havde mistet alt. Hvilket han også havde. Porter ville fyre ham på stedet. Ingen ville nogensinde ansætte ham til så meget som at sidde i kælderen og pudse æbler.

Kapitel 38

ANA

“Hey, hvordan går det med Tomas?” Daeg fangede mig neden for trappen til køkkenet. Jeg havde lige hentet morgenmad til Tomas, nu var jeg på vej nedenunder for at hente et blad til ham.

Trappen havde klart set bedre dage. Nu var den grå af tørret mudder der blev trukket ind fra gården. De store vandrestøvler de fleste jægere brugte slæbte blød våd jord ind. Hvorefter sålerne deponerede små jord riller rundt omkring i huset som traktorspor.

Gangen foran hoveddøren flød med trøjer, jakker og sokker. Møblerne i stuen blev rykket rundt dagligt, alt efter hvem der lavede hvad. Nogle trak stolene sammen når de trængte til en hurtig lur, andre igen sad foran den store TV skærm og spillede Grand Theft Auto. Ernesto havde startet en eller anden turnering. Nogen gange var alle møblerne stillet på plads når vi stod op om morgenen.

Jeg havde et væddemål i gang med Tomas og Benji om, om det var Anées eller Ragner, der nogle nætter brugte tid på at genoprette den gamle orden.

“Han er dårlig.” Svarede jeg og følte jeg løj. Men det var ikke løgn. Han var syg. Faktisk havde han haft feber siden den ulykkelige nat i går. ”Måske kan man få feber af, at ha’ dårlig samvittighed over, hvor stor en klam nar man er.” Tænkte jeg, men sagde selvfølgelig ikke noget til Daeg. Jeg fingerede bare mit tapre ansigt, ”han er flyttet op ovenpå igen.”

“Hvad!”

“Ja, i går nat.” Jeg samlede en pude op, der lå i gangen ved døren, og kastede den ind i stuen, hvor der stod en lænestol på skrå. Ernesto lå og sov i den ene ende af sofaen.

“Sørg for at han bliver rask ok.” Sagde Daeg.

“Ja, ja!”

“Hvad fanden er der med dig?”

“Hvad fanden er der med dig!” snappede jeg tilbage.

Daeg prikkede mig hårdt på skulderen.

Jeg trak mig tilbage og så dystert på ham. “Jeg er ikke mig selv… “

Han lo hånligt. “Det er der ingen der er Snehvide!” Så åbnede han hoveddøren og trådte halvvejs ud i gården. “Jeg har brug for ham. Du aner ikke hvor meget jeg har brug for ham!” mumlede han før han lænede han sig ind gennem døren og hviskede. “Han er den eneste grund til jeg kom hjem!”

“Hvad mener du?”

Han stod og hang mellem dørkarmen og døren. “- Og for at se Benji selvfølgelig.”

“Hvad er der med jer to? Hvorfor… “

“Argh! Du skal ikke blande dig i B og mig!”

“Jeg har set hvordan du hele tiden betragter ham når du tror ingen kigger … hvorfor taler du ikke med… “

“Glem det. Jeg ville bare have at du skulle være obs på Tomas. Jeg stoler ikke på Signe.”

“Uh! Surprice!”

Han kiggede ind i stuen bag mig, hvor Ernesto havde sat sig op. Så trak han mig hårdt og hurtigt ud gennem hoveddøren, lukkede den og begyndte at tale meget ophidset. “Nu skal du høre her din lille komfortable Seer. Der er ting som du slet ikke har overblik over, og som du slet ikke kan få overblik over, fordi du er så optaget af at finde en løsning i din egen lille navlebrok. Men guess what! Der sker ikke en skid i din navle. Og mens du vender og drejer det lille stykke fnuller, som du kalder din hjerne, så er verden ved at springe i luften om ørene på dig.” Han tog en hidsig vejrtrækning. “På grund af dig!” råbte han.

Jeg sagde ikke noget, gjorde ikke noget, jeg gloede bare på ham, jeg havde aldrig set ham så oprevet før.

“FÅ STYR PÅ DIT SHIT A!” han skreg mig lige ind i hovedet. Men det var tydeligvis ikke mig han skreg af. Hans blik var fjernt og hele hans krop var spændt op.

“Dit shit” blev presset ud mellem låste kæber. Så jeg måtte tørre mig ned over panden og højre kind for at fjerne hans bitre spyt.

Vi kiggede på hinanden i et par sekunder, så vendte jeg mig om og åbnede døren.

“Du har ret. Selvfølgelig er alt det her min skyld, og hvis bare Tomas blev rask, så kunne du rejse tilbage til Florida og surfe på regnbuer!” Jeg ventede ikke svar, men jeg kunne høre han fumlede lidt med nogle lyde bag mig.

“Hv … det m… “

Jeg vendte mig om. “Du har noget vigtigt du vil sige?”

Han slikkede sig om munden og forsøgte at formulere et eller andet, men opgav.

“Man mister nemt stemmen når man råber ad folk,” hvæsede jeg.

“Anées har spurgt mig om jeg synes det ville være en god idé at sende ham i translokation,” hviskede han.

“Hva’?” Mine øjne gik i stå på hans strube, der bevægede sig op og ned et par gange. “Ja den skal jeg også lige synke en ekstra gang,” tænkte jeg, men sagde ikke noget.

“Jeg sagde selvfølgelig ja. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så orker jeg det ikke Ana. Vi har brug for ham nu. Vi kan ikke vente på at han skal translokere og kalibrere en helt ny krop … jeg har andre ting jeg meget hellere vil, end at være Øverste jæger her!”

“Ok.” Jeg lagde en hånd på hans bryst, jeg kunne se hans hjerte slå vildt under skjorten. “Du har tydeligt meget at se til. Du er nødt til at bede Benji om hjælp!”

“Du aner ikke hvor mange bolde der dratter ned om ørerne på mig lige nu!”

“Du er elleres en prima jonglør,” mumlede jeg koldt.

Han lukkede øjnene, “bare fiks det med T, ok! Jeg kommer til at skændes med Signe, jeg kan ikke tale med hende.” Han åbnede øjnene, tog min hånd, og spærrede øjnene op. “Anées har jo ret… “

“Ja… “ mumlede jeg.

Daeg slap min hånd, “Bare sig, at du i det mindste er ok… “

“Jeg er ok.”

“… Og fiks Tomas! – For ellers ryger han sgu’ ud igen.”

“Ok.”

Tomas lå oven på dynen, og smilede tomt, da jeg kom ind på sygeværelset. “Hej skat.” Han rakte ud og strøg mig over håret. “Jeg har det bedre i dag.”

Men han havde feber. Hans hud var klam og hans øjne var blanke.

“Ja.” Han sukkede og sank længere ned i puderne. Så kneb han øjnene sammen som om han havde smerter.

“Hvor gør det ondt?”

“Jeg har det bedre.” Hviskede han uden at åbne øjnene. Hans trak vejret i korte vejrtrækninger, som om han måtte koncentrere sig.

“Undskyld. Det skulle ikke være sket.”

“Ja … nej. Jeg … kan vi måske bare glemme det?”

“Undskyld A.”

“Glem det.” Han havde sagt undskyld en million gange, ordet var begyndt at kede mig.

Han så ud som om han var bange, han var bleg, hans læber stramme og alvorlige. “Ana der er noget… “ begyndte han. “Det er fordi … jeg har tænkt på dét med at få hjælp i Nantes … hvis nu… “

”Ja, ja selvfølgelig skat.” jeg tog hans hånd. Han klemte den hårdere og hårdere. ”Tomas?”

Pludselig begyndte han at vende det hvide ud af øjnene.

“Tomas.”

Så knyttede han sine hænder hårdt omkring dynen. Hans bryst skød lidt op, før han sank sammen igen.

“Tomas.”

“Mmm… “ han måtte stadig fokusere for at hans vejrtrækning ikke skulle gå amok.

“Tomas jeg henter Signe ok.”

“Ppf … ppf … ppf… “ han pustede i små hurtige pift, før han tog en dyb indånding.

“Hvor har du ondt?” jeg lænede mig ind over ham. “Tomas!”

Han skød sin ryg op og greb ud efter mig. Hans hænder var glatte af sved, men hans fingre borede sig ind i min arm. Jeg forsøgte at slide mig fri, men han holdt mig fast. “Oh shit!” jeg ville hente Signe men jeg kunne ikke komme fri.

Så slog han øjnene op, løftede sin hånd ti centimeter over dynen og stirrede på den med vilde øjne. Han rystede som en sindssyg. “Aarrg!” Hele hans overkrop stod som en bro i sengen. Han var askegrå i ansigtet.

“TOMAS!” jeg begyndte at tude. “Tomas hvad sker der?” råbte jeg.

“Unk!” han faldt tungt tilbage i sengen. Lukkede øjnene. Mine arme var fri af hans greb. Jeg løb efter hjælp.

Der gik to timer inden han vågnede igen. Signe havde tjekket alt der kunne tjekkes. Han havde slået øjnene op nogle sekunder, et par gange før han havde lukket dem igen. Hun havde både talt med sygehuset i Östersund og Rigshospitalet i Danmark. Målingerne var så fine, at de ville vente et par timer med at sende en læge. Hans feber var også faldet nu, og hans hud så normal ud igen.

“Hey… “ jeg kyssede hans hånd da han endelig slog øjnene op.

“Ana.” Hans greb var stærkt, øjnene lyste, mørke og stærke. Han havde forvandlet sig fra karklud til supermand.

Tårerne strømmede ned ad mine kinder.

Tomas kneb øjnene sammen og trak min hånd op til brystet. “Hvad skete der?”

“Jeg ved det ikke skat. Men er du sød ikke at gøre det igen.”

Vi lo lidt, lettede begge to. Han kiggede rundt i rummet og løftede armen, hvor der sad et drop. Der var ikke den mindste sitren.

”Rolig som en klippe” Han trak iltforsyningen ud af næsen og rettede på pulsmåleren, der sad på fingeren.

“Signe har knoklet som en gal for at finde ud af hvad der er galt med dig. Men nu… “

” … Jazz.” Han sendte mig et stort hvidt smil. Kiggede over og tjekkede maskinerne. “Tallene ser fine ud.”

“Det er de også.”

Han slog dynen til side. “Cool så er jeg på benene igen om to.”

“Tomas… “

“Ja.”

“Din ring er væk.”

“Hvad?”

“Din ring var utydelig før … svag. Men jeg … så resten forsvinde som en sæbeboble ud i den blå luft, da du fik dit anfald. “

Han løftede sin arm og kiggede på den igen.

“Vi véd det ikke hvorfor… “ Jeg klemte læberne sammen og bed mig i kinden. Jeg havde fortalt Signe hvad Daeg havde sagt om, at Anées plan. Men jeg kunne ikke sige det til Tomas, ikke lige nu.

“Min ring… “ han satte sig op i sengen med et ryk, og kiggede på sin anden arm.

Jeg rystede let på hovedet. “Der er ingenting. Du ligner en original.”

“Uh! Så er jeg måske et helt almindeligt menneske?” Lo han.

Jeg smilede, men det var overhovedet ikke sjovt.

“Come on! Se på mig,” sagde han så. “Jeg har det meget bedre nu.”

“Det har du sagt før. Jeg tror vi er på skideren. Men Signe har én hun kan spørge, vi kan ikke spørge Anées!”

“Om hvad.”

“Om det nogensinde er sket før, at en walk in har mistet sin ring.”

“Der er ingen der kigger efter de ringe, som du gør Babe. Du er Seer, har du glemt det? Du lægger jo ikke engang mærke til: ring eller ikke ring, hele tiden vel.”

“Nej.” Jeg slog blikket ned. Signe havde faktisk slet ikke lagt mærke til det før jeg nævte det for hende.

“Den kommer igen A.”

Han løsnede tapen og trak droppet ud, vippede pulsmåleren af fingeren.

“Tomas please … bliv nu bare liggende lidt.”

Han vendte sig om og dumpede de lange ben ud over sengekanten. Jeg ville gerne bede ham om at hvile, men han ville ikke høre mig, det vidste jeg. Dét kombineret med Daegs desperation og Anées hemmelige plan om at slå ham ihjel, gjorde at jeg bare smilede, kyssede ham, og løj. Ingen fornuft, ingen ærlighed. Løgn og kys: “Lægerne siger du skal være koblet op … Signe mener det meget alvorligt.” Jeg kyssede ham igen og pressede ham tilbage i sengen.

Kapitel 39

TOMAS

Det første han mærkede var det velkendte dybe sug i sit center. Et blødt ryk trak ham ind i kolbøtten, og så mærkede han ham: Strejfet, af den sjæl der var på vej ud og Tomas’ egen sjæl der var på vej ind.

Jeg hilser lyset i dig, hvori hele universet hviler. Jeg hilser lyset i dig, hvori hele universet hviler, jeg hilser lyset i dig, hvori hele universet hviler, jeg hilser lyset i dig… remsen gentog sig igen og igen. Den fysiske translokation gik uendelig hurtigt. Sindet registrerede hele processen i slowmotion.

Tiden opløstes, milliarder af oplysninger, tonsvis af data overførtes. Sjælsskifte. Kroppen som sjælen slap, var i livsfare, det var et vilkår. Men i den tid som ikke er lineær, opfattede Tomas, at han var på vej ind i noget med en ekstrem energiudladning. Det var en kamp, eller et fald …

Vilde hjerteslag.

Blodet tæskede rundt i kroppen.

Jernsmag.

Lungerne hostede blod op i munden. Alt dette skete og mere til – mens remsen bare blev ved med at gentage sig. Det var en form for bøn eller en hilsen “… jeg hilser lyset i dig, hvori hele universet hviler.”

“SMACK!”

I samme sekund Tomas slog øjnene op, greb han frem for sig.

Blændende lys.

Han stødte strakte arme, direkte ind i en meter bred træstamme, der lå på tværs af den skrænt kroppen var på vej ned af. Stødet i hans hænder sendte chokbølger op gennem kroppens arme.

Dagslys. Det er dag.

En stemme udgød et brøl. Hans nye stemme. Projektilerne fløj om ørene på ham. Jord og støv sprang op af jorden som gejsere, der hvor kuglerne ramte. Nogen råbte længere oppe. Kroppen tumlede stadig nedad. Der var nogen efter ham. De løb oppe over ham. Oppe på kanten af en sindssygt stejl skrænt. Tomas satte hælene i og forsøgte at bremse faldet. Skrænten fortsatte dybt under ham. Han havde ingen intentioner om at nå bunden.

Trærødder, buske.

Hænderne greb desperat i alting og ingenting.

Sten og blod.

Morgen. Det er tidlig morgen.

“HUGH!” han fik fat i noget. En rod måske. Han hang med maven ind mod skrænten, skubbede sig forsigtigt ud med den frie arm og kiggede ned. Det var kun sten og jord der fortsatte dødsruten mod bunden. Han kiggede op, intet. Højre og venstre, intet. Han var fanget.

“Jo dér.” Under ham var en meget lille fremspring. Hans hænder var blodige og forrevne – en tung taske på ryggen. Men hvis han spredte ben, arme og fingrene, var der en lille mulighed for at han ville lande på afsatsen tre meter længere nede.

Femten sekunder senere sad han og pustede på fremspringet der faktisk viste sig at være en smal sti. Råbene fortonede sig længere oppe og fremme. Den sportstaske han havde på ryggen havde beskyttet ham mod skuddene.

“Iiihaa!” Tomas udstødte et lettet hyl, og pustede videre. “Sikke en måde at komme tilbage på!”

Han holdt hænderne frem for sig. De rystede helt vildt. Adrenalin-rush. Ringen plejede at være blussende nogle timer efter translokationen. Men der var næsten ingeting at se. Kun et svagt mosgrønt skær.

Han forsøgte at stille uskarpt med øjnene. “Måske er det lyset, det er stadig tidligt,” tænkte han. “Det kommer nok.” Han lagde nakken tilbage og kiggede op i himmelen der var høj og efterårsklar og tog en dyb indånding. “Skønt at være tilbage.” Han lo.

Kroppen var forslået, men i forhold til hvad han kom fra var det ingenting. Kampen mod dæmonen, havde været det vildeste han nogen sinde havde oplevet.

Et jag af smerte greb ham hårdt om hjertet. Ana. Ana og dæmonen på bådebroen. Dæmonen havde skreget sit dødsskrig … det var det sidste han havde oplevet inden han døde.

“Argh.” Tomas forsøgte at trække sportstaskens stropper ud over de meget muskuløse arme. “Fff … Hvordan fanden har han overhovedet fået trukket den på?” hvæsede han.

“TJAK!”

Et pistolskud ramte kanten af stien, kun en meter fra ham.

“Come on!” Tomas satte af mod højre, kun halvvejs ude af sportstaskens greb. De meget vrede mænd var nu under ham.

Afsatsen var faretruende tør. Flere steder knækkede store knolde af jord af under hans fødder, mens han løb. Hans forfølgere var på vej op mod den smalle sti han løb på. De mente det temmelig alvorligt.

Med armen fanget og spændt bagud i taskestroppen, ledte han desperat efter en udvej, mens han løb. Det var umuligt for ham at flygte op ad igen, skrænten var for stejl og for tør.

“Argghh Fuucckk-piss!” Endelig fik han vredet den ene arm helt ind i stroppen igen, så det var nemmere at løbe.

Selvom det kun var tre mænd, der var på vej op mod ham, vidste han, at det ikke var en god idé at standse op og slås. Han kendte ikke den krop han var havnet i godt nok. Den virkede stærk og hurtig, men det var umuligt at sige noget om hvad den kunne. Der ville gå mindst en uge før han ville være bare nogenlunde kalibreret på plads i kroppen. Først efter en måneds tid ville han helt være sig selv igen.

Tomas standsede, vendte sig ind mod skrænten og kiggede op og bagud. Der var noget der fangede hans blik. Uden at tænke begyndte han at kravle op mod dét der kunne være en vej ud. Den var spinkel, men han ville aldrig nå toppen af skrænten uden at få en patron solidt plantet i sit helt nye røvballevæv.

Tomas kunne ikke længere se sine forfølgere, men han kunne høre dem nede ved afsatsen, de var tæt på. Det var to kloakudløb, der stak ud af den tørre skrænt.

“Here goes nothing.” Tomas kravlede ind af det der lugtede mindst af lort.

Kapitel 40

ANA

“Tomas… “

Tomas lænede sig op af vindueskarmen. Skoven stod i silhuet mod en mørkeblå himmel. Om et par timer ville det være fuldstændig sort uden for. Han var langt væk i sine tanker.

“Du ser godt ud.”

Han vendte sig, trak hænderne op af lommen og sagde, “Ta-daah! Signe har lige koblet mig ud.”

“Tomas… Der er noget jeg bliver nødt til at sige… “

Han afbrød mig, “hende Chase er i gang med noget lækkert. Uhm, det dufter.”

“Mm… “ jeg krummede tæer. “Kylling tror jeg. Jeg henter noget til os, når hun ringer med klokken.”

Han lagde armen om min skulder, trak min ind foran sig og gav mig et varmt knus. Sådan stod vi lidt og kiggede ud i skoven.

“Jeg er træt af at være lukket inde i sygeværelset,” han lavede en sjov stemme på det sidste. ”Kunne vi ikke spise i køkkenet med de andre?”

“Men … jeg vil gerne være lidt alene.”

“Men det vil jeg ikke.”

Jeg trykkede mig ind til ham og han gav mig et klem. “Jeg tænker bare… “

Han pustede mig i håret. “Ja?”

“Det der skete da din krop flippede ud.”

Han lo lidt. “Er det dét med min ring?”

“Ja.”

“Det er mærkeligt ikke?” Han slap mig, “Signe siger at man ikke lægger mærke til det. Han åbnede vinduet, stak hele overkroppen ud og tog en dyb indånding. “Der er en fed udsigt heroppe. Lidt ærgerligt at vores lejlighed ligger neden under ikke.”

“Altså Signe og mig har ikke sagt det med ringen til nogen.”

Han lo lidt. “Nå da!”

“Jeg ved godt det ikke er fedt med hemmeligheder men… “

Han vendte sig om mod mig. “Men hvad?”

“Det er fordi … åh! Jeg ved heller ikke hvad det er.”

Han blev alvorlig. “Slap af.”

Jeg så ham dybt i øjnene. Han slog blikket ned. “Tomas, Anées har spurgt Daeg om han synes det ville være en idé at sende dig i translokation. Og… “ ordene væltede ud. “… Og under normale omstændigheder ville det jo være en god løsning, men Daeg mener også at du skal blive, og bare se at blive stærk så du kan hjælpe ham, jeg aner ikke hvad vi skal stille op…”

“Jeg er stærk. Det kan jeg mærke A. Det er … som … ja, der er noget der har sluppet sit tag i mig, jeg er levende som aldrig før.” Han løftede mig og kyssede mig.

Det var så sødt at han var så glad. Jeg hadede at være hende den fornuftige der insisterede på grøntsager før desserten. “Skat, du véd hvordan Anées bliver når han først får en idé … og hvis han finder ud af at din ring er væk – hvornår var han her sidst for at se til dig?”

Der blev stille.

“Han var heroppe i går før morgenmaden.”

“Ok, så har vi et par dage.”

Han rejste sig, slog armene omkring mig og kyssede mig. “Jeg er ok. Mere end helt ok.” Så kiggede han på uret der hang på væggen.

Jeg tog en dyb indånding. “Det er turneringen?”

“Jeg ligger på 4. Pladsen!”

“For helvede! Forstår du ingenting? Det her er alvorligt. Dig … mig … Vi er fucked up. Det er virkelig slemt. Det eneste vi har, er den her familie. Hvad hvis de … de… “

Han gik lidt ned i knæ og kyssede min pande ti gange. “Sweetie … det er pisse sjovt!”

Jeg skar ansigt. “Men ringen… “

“Blar, blar … ” Michael har været herinde for at sige hej… “

“Hvad?”

Tomas trak på skuldrene, “han er min ven, det er vel ikke så underligt.”

“Han sagde ikke noget?”

“Tværtimod, han kunne godt se at jeg havde det meget bedre.” Så løftede han øjenbrynene. “Så faktisk! Hvis jeg ikke dukker op til turneringen, så begynder de at tænke… “

“Ja ok.” Jeg trak på skuldrene. “I det mindste kan du tage den lysegrå sweater på, kan du ikke? Det slører overgangen.”

Jeg blev stående ved vinduet. Han sank ned på en stol og var tavs i et stykke tid. Så løftede han hovedet og så intenst på mig. “Jeg kan ikke… “ hans stemme rystede, “jeg kan ikke gå i translokation. Ikke nu. Jeg skal beskytte dig!”

“Beskytte mig!” min stemme var mere hård end jeg havde villet det.

“Passe på dig! Være sammen med dig.” han stødte ordene ud. “Jeg kan ikke forlade dig nu, ikke sådan her.” Han var rasende. Vred og helt vildt presset.

Jeg styrtede over til ham. Ked af at jeg havde udfordret ham. “Undskyld.” Jeg faldt på knæ foran ham. “Skat, det er jo derfor jeg vil have at du skal blive herinde, indtil … indtil vi finder en løsning.”

“En løsning!” han løs hysterisk. “Hvad skulle det være.” Han kiggede rundt på værelset. “Signe er måske i gang med at strikke mig en ny ring.” Han lo sarkastisk. “Gider du sige at jeg vil helst ha’ en i bomuld. Uld kradser sådan. AARRGHH! Du gør mig sindssyg.” Han skød stolen tilbage så den væltede og slog arrigt ud i den tomme luft. “Hvorfor kan du ikke bare tro på at alting ordner sig. Du tror altid det værste! Hvis den kan forsvinde, kan den fucking også dukke op igen. Ellers må vi jo rejse til nantes. Lige meget hvad Anées siger!” Hvislede han ud gennem spændte kæber. Hans øjne var vilde og vrede. Det var næsten som om de flimrede et øjeblik.

“Haah!” jeg tog en hurtig indånding.

“Hvad er der?”

“Ikke noget.” Jeg gik hen og lagde min hånd på hans bryst. Så ham først på halsen, så på hagen, før jeg så ham ind i øjnene igen. “Ingenting, der er ingenting.” Sagde jeg, både til ham og til mig selv. Hans øjne var klare og mørke, faste og rolige. Han var lige så smuk som han altid havde været. “Min søde lille Sodi… “ sagde jeg og strøg min finger over hans kæbe. “Vi finder på noget. Du skal ikke ha’ en ny krop.”

Han holdt om mig. Sådan stod vi længe, og vuggede frem og tilbage. “Jeg elsker dig Ana. Jeg ved ikke hvem jeg ville være hvis ikke jeg havde dig at passe på.”

“Og jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden dig. Jeg elsker dig” hviskede jeg.

Tomas trådte ud af knuset og trak hænderne gennem håret.

“Du er nødt til at tro på at familien, at vi alle sammen er der for dig.”

“Selvfølgelig.” Han lød lidt usikker. “Du mener den familie der har tænkt sig at slå mig ihjel, hvis ikke snart jeg kan bruges til noget. ”

”Skat… “ jeg er med dig hele vejen.

”Hvis bare jeg vidste…” han gik i stå. Kiggede lidt på mig. ”Jeg bliver sgu’ lidt i tvivl om, om jeg kan stole på dig.”

Hvad!”

“Du er varm og kold, varm og kold, du er ikke til at finde ud af.”

Han stod ved et lille bord ved væggen og drak et glas vand. “Du er nødt til at slappe lidt af.”

Jeg sukkede, “ja.”

“Jeg eksisterer kun for at passe på dig. Lige meget hvad der sker.” Han kiggede på mig, gennem et lille spejl der hang på væggen. Hans blik var fast og spørgende. Som om han ville sikre sig at jeg forstod hvad han sagde. Som om det han sagde betød mere end de ord han sagde.

“Ja?” jeg forstod ikke helt hvorfor han pludselig skiftede humør.

Han blev ved med at stirre på mig gennem spejlet. Der var noget jeg ikke genkendte. Han var anderledes. For nogle måneder siden, da han hentede mig i København, havde han holdt øje med mig gennem sidespejlet, hele vejen fra Viktors hus, ind til byen. Dér var hans blik … “vent…” tænkte jeg. “Der mangler noget… “

“Tomas?”

“Mmm… “ han vendte sig om.

“Det der Memory-Stick i sommer… “

“Øh?” han kiggede på sit ur.

“Det du gav det til Robert.”

Han løftede øjenbrynene som om det var fuldstændig ligegyldigt. Men det var det ikke i sommer. I sommer, havde han talt, som om det var mega vigtigt, som om dét han sagde til Robert også var en besked til mig. Hans blik i bakspejlet havde også talt til mig.

“Hvad var der på sticken?” spurgte jeg.

“De starter om lidt…”

“T?”

“Jeg smutter altså lige ud og får lidt at spise, det er for svært at gå når først spillet er i gang.” Han tog i døren.

“Hey!”

Han hørte mig ikke, han var allerede på vej hen mod køkkenet.

Kapitel 41

TOMAS

Tomas stod ved en landevej, i et land han ikke anede hvad var for et. Den taske han havde i hånden var fuld af dollarsedler. Der var ingen ID, i hverken jakke eller bukser. Ingeting der kunne give ham et praj om hvor, eller hvem han var. Han havde set et vejskilt, Breziznika. Han gættede på Østeuropa, men han var lidt rusten på det område, så han var nødt til at vente lidt, inden han kunne pin pointe det. Måske var det Russisk.

Tankerne inde i hans hoved blev oversat til fransk. Han havde forsøgt at tale, men ordene der kom ud var en form for gebrokkent svensker dansk. Enkelte ord var dukket op: samochód, bloki og en sætning mięso na jasne ścieżki som betød noget alá: kød på klarbane … ”Du kunne blive oversætter hos Google,” tænkte han, smilende og vinkede efter en bil der kørte forbi uden at standse.

Han var nødt til at vente til en eller anden samlede ham op. En samtale med et andet menneske var den allerbedste måde at vække den hukommelse der var efterladt i kroppen.

Endelig var der en bil der trak ind til siden. Tomas bøjede sig ned, stak hovedet ind og svarede på polsk da manden spurgte hvor han skulle hen. “Der… “ han pegede hen ad vejen, “kort vej … øhm … Jeg bor i … den vej.” Han pegede igen, og smilede for sig selv. “Ok cool nok … jeg lyder som en sinke … men ok.”

“Hop ind.” Manden trak tasken der stod på forsædet om på bagsædet. “Du kan også bare smide din taske derom, hvis det er… “

“Ok … Jeg sidder her … ” han kunne ikke helt finde ordene, men klappede på tasken. “Ok.” Tomas følte sig som den største mega klovn. Men var alligevel glad for at mærke at han forstod alt hvad manden sagde og at der kom flere og flere ord. “Tak for din stopperi for … mig at komme med… “ han vendte sig og smilede til chaufføren.

Mandens ansigt stivnede. Han vendte hovedet i et ryk og stirrede stift ud af forruden, mens han satte bilen i gear og blinkede ud.

Stemningen var pludselig meget anspændt. “Fin bil… “ Tomas klappede på instrumentbrættet. “Ford.”

“Ja,” manden undgik at kigge over på Tomas.

Tomas trak kasketten godt ned i panden, måske havde han blod i hovedet eller sådan noget. “Ogórek,” sagde han så pludselig. “My name … is Ogórek.”

Manden lo nervøst, “Ogórek? Like the cucumber?” spurgte han på engelsk.

Tomas kom til at le og nikkede som den huladanserinde der stod på instrumentbrættet. ”Yes, yes, øh, oh yes yes … my nickname, Ogórek.”

Manden lo. “Andrzej.”

“Halo.” Tomas gav ham hånden og lugtede til sin jakke. “Ohj, ohj, ohj!” sagde han så og rystede på hovedet.

“Du lugter værre end våd hund,” Andrzej blødte lidt op og smilede til Tomas.

Tomas smilede også, “Jeg hjalper bror … kloak … ohj, ohj!” han viftede med hånden foran næsen. ”bad smell.”

“No shit!” sagde Andrzej og lo.

Tomas lo også. “Yes shit!” Han var lettet, nu var han på vej hjem til Ana.

Efter tyve minutter stod han på en gangbro og kiggede ud over femten rækker etagebyggeri i forskellige højder. Beton-fuglekasser til mennesker. De grimme grå højhuse stak op af jorden som rækker af rådne tænder. Altaner og rækværker var malet i alt for stærke farver. “Nogen har forsøgt at sminke en død mands mund,” tænkte Tomas gennem en kuldegysning.

Han var træt og sulten, og trængte i dén grad til et bad. Men det måtte vente til han fandt et hotel. Dem der havde været efter Originalen han havde overtaget kroppen fra, vidste sikkert hvor han boede og Tomas ville ikke risikere at møde dem igen.

Da han havde husket hvor han boede, havde han alligevel besluttet sig for at tage chancen og finde ud af om fyren havde et pas et sted i sin lejlighed. Alt gik altid meget lettere når der var et pas.

“Hvor har jeg en så en nøgle?” Han klappede på lommerne selvom han vidste de var tomme. Han søgte tilbage i fyrens tanker. “Ok, Underligt.” Tomas gik ned mod blok nummer tre, der havde blåmaldede tremmer for altanerne, og pink trekanter på gavlen. Det var her han havde en lejlighed. I opgangen gik han ned i kælderen i stedt for at tage elevatoren op. Han stod et øjeblik og ventede til der kom én ud fra en tørrekælder. En kvinde med vagtsomme øjne og en plastic kurv fuld af babytøj. Tomas hilste med et nik, greb fat døren bag hende og smuttede ind. Kælderen var fuld af lagner og børnetøj i alle størrelser. Han vidste at der var en dør nede i hjørnet, men han var ikke klar over hvad han ville finde bag den. Tomas krængede jakken ud over de brede skuldre, og tog den af. Hvis han skulle have sportstasken på igen, og det skulle han for han ville være parat til at slås, så ville det være nemmere hvis han bare havde T-shirt på i stedet for den tunge jakke, desuden stank den. Med tasken på ryggen og jakken i hånden åbnede han forsigtigt døren. Det var bælg mørkt derinde. Lugten var ram og muggen. Hans hånd søgte automatisk over mod muren til venstre for døren.

“Klik.” Tomas åndede lettet op. Det var en opbevaringskælder, med tremmerum efter tremmerum, fuld af folks gamle ting. Nu vidste han hvad han skulle. Fire rum til venstre for døren var der en gang mere, her var det tremmerum der tilhørte hans lejlighed. “Opgang 17, etage 5, th.”

Et falmet gult og sort klistermærke var klæbet hen over tremmerne. Der var en hængelås på døren, men mellemrummet i tremmerne var stort nok til at han kunne række ind og nå en dåse der stod på en gammel kommode. “Hans mors.” Tænkte Tomas og var glad for at opdage at hans forældre var døde.

“Der ligger 50 euro og en ekstranøgle i dåsen.” Tomas stak armen ind gennem tremmerne. Dåsen kunne til gengæld ikke komme ud gennem mellemrummet, så han måtte stikke den anden hånd ind mellem to andre tremmer for at få låget af.

Pludselig begyndte hans hænder at ryste. Knæene knækkede sammen under ham. Nøglen raslede i dåsen. Han forsøgte at sætte låget på igen. Men hans hænder og underarme rystede fuldstændig ukontrollabelt. Han kunne høre nøglen og se nogle krøllede eurosedler nede i dåsen.

“Rolig nu. Rolig.” Tomas forsøgte at kontrollere sin vejrtrækning. “Kroppen reagere på den voldsomme stress, ikke andet,” tænkte han og pressede panden mod tremmerne. Han lukkede øjnene og fokuserede på sine hænder for enden af de strakte arme inde i kælderrummet, mens han pustede og stønnede. Sveden løb ned langs med tindingerne.

Han tænkte på Anas fingre der blidt strøg hans kind, hendes blide smil og hendes smukke øjne.

Fingrene der holdt krampagtigt fat om dåsen var hvide af anstrengelse. Låget i den anden hånd havde han bøjet helt sammen. Han kunne høre nøglen danse rundt inde i dåsen. “Så længe den gør det.” Registrerede han. “Bare den ikke falder ud.”

“Pffuuiiittt…” spyttet stod ham om munden. Hans lunger galoperede afsted som om han spurtede ned af en vej uden ende. Han sad på knæ på gulvet med armene inde mellem tremmerne, armene rystede og blev stive af krampe inde mellem tremmerne. Kuldegysningerne skød op gennem kroppen på ham. “Pffuuuitt … heey-heey… “ pustede han. “Rooolig nu … roolig.” Et billede af Ana begyndte at tage form. Hun var det sidste han havde set. Ana var kommet ham til undsætning. Hendes smukke ansigt. Smukke modige Ana havde været der sammen med ham. På broen.

“Fuuu… ffuuu… “ Kroppen begyndte langsomt at falde til ro. Han kunne slippe låget der lignede en smilende rød metalmusling. “Mon hun charmede dæmonen? Var de andre kommet og havde slået svinet ihjel?” Tomas bøjede albuen, hænderne sitrede stadig, men kramperne var forsvundet.

Han tog nøglen og pengene, smed dåsen og rejste sig igen. Kroppen var øm og forslået, men den var rolig igen.

Han stoppede eurosedlerne i lommen. Det var ikke meget, men nok til at han kunne klare sig indtil Benji overførte nogle penge til ham. Han kunne også prøve at veksle nogle af dollarsedlerne fra tasken, hvis det blev nødvendigt. Han sukkede, “åh en luksus suite på et eller andet hotel i en stor by.”

Tomas var træt til benet, da han trykkede på knappen til 5 sal. “Jeg skal have ringet hjem! – Og det kan kun gå for langsomt.”

5. sal til højre. Dodek Potempa stod der på døren. “Dodek.” Tomas mumlede navnet for sig selv, mens han forsigtigt trykkede døren åben med fingerspidserne. Det viste sig at en nøgle slet ikke var nødvendig. Døren stod på klem. Alt var gennemrodet. “Ok fedt nok. De har været her for at lede efter mig … eller pengene. Så har jeg nok en time eller to.” Tænkte Tomas og smilede næsten. “Nu går det fremad.”

Han lod døren stå ud til opgangen. Hvis der kom nogen ud af elevatoren, ville han kunne høre det.

Der var ingen spor af en kvinde i lejligheden. Så forhåbentlig havde han ingen kæreste. “Ok super.” Tænkte Tomas, og undertrykte en hukommelse om en lyshåret kvinde med et barn.

Han fik øje på en IPhone på bordet. “Mere supert!” han trykkede på knappen og læste: “12 oktober. Ok en transit på ca. 7 uger.” Men det var også alt hvad han fik ud af den mobil. Den var selvfølgelig låst.

Der lå to telefoner mere på bordet. Ved væggen lå lange rækker af stik, med mindst 30 opladere i. De to mobiler var gået ud, Tomas fandt de rigtige stik og satte dem til at lade. “Han havde vidst lange fingre den lille Dodek.” mumlede han og gik ud i køkkenet for at kigge i køleskabet. Der lå en halv spist sandwich, som han slugte i to bidder, før han bundede en halv liter vand, fra en flaske der lå på gulvet. Der var ingen grund til at være kræsen, han havde brug for næring. Han ledte efter mere mad i en plasticpose der lå på en stol.

“YES!” Han kom til at råbe, og kiggede hurtigt ud i opgangen, for at se om der var nogen der kunne have hørt ham. Det var der ikke. Tomas lukkede døren halvt, og vendte forventningsfuldt tilbage til køkkenet.

Posen var fuld af mobiler. Efter et stykke tid havde han fået strøm på 15 af dem, prøvet at åbne 10 uden held. I bunden af posen fandt han en lille Samsung med strøm, uden kode.

Hans hjerte slog mærkbart i brystet, så snart han begyndte at taste nummeret til Anées’ transit mobil.

Han ville allerhelst tale med Ana, men det var procedure at Anées var den første der skulle kontaktes.

“Duuiit … duuit… “ mobilen ringede 5 gange inden han svarede.

“JA!” Anées lød overrasket. Barsk.

“Hej.” Tomas smilede.

“Hvem ringer på det her nummer!”

Tomas snublede over ordene. “… Mm … Det er mig. Tomas.”

“Hvem har du dette nummer fra?”

“Øh… “ Han fik en klump i halsen. “Anées det er mig Tomas, jeg er endt i … i lidt uden for … måske 20-30 kilometer uden for Warszawa i … ja altså i Polen.”

“For sidste gang. Hvor har du det her nummer fra!”

“Hjemmefra… “

Forbindelsen blev afbrudt.

“Hjemmefra… “ det genlød i hans ører. Dumt. Men hvad fanden skete der lige? Anées gik normalt rundt med dén mobil, han havde præcis til det her formål, når der var et familiemedlem der var i transit. Han plejede at glæde sig til den ringede. Han plejede at … Tomas tastede nummeret igen, men afbrød med det samme. “Tænk T! Tænk dig om. Hvorfor fanden er den gamle så underlig?”

Kapitel 42

CAFFAELL

“Jeg er stolt det kan jeg godt mærke.” Hettie vred sig lidt i stolen.

“Du har kedet dig uden mig, indrøm det.” Grinede Caffaell der også var i godt humør.

Der var udsendt et memo til alle i Rådet, der sagde, at Rossignols interne undersøgelse var afsluttet og at man nu med sikkerhed kunne fastslå, at det var Jaguarerne der stod bag det meget voldelige overfald på Departementschef Leo Crimp Schalk.

Hettie prikkede, med sin tå, til Caffaell, der sad i den anden ende af sofaen. “Nehmen ein wenig mehr blaubeerstrudel … Jaguar Kämpfer,” smilede hun og tilbød mere blåbærtærte.

“Vent.” Caffaell slappede af i kroppen, og fokuserede blikket. Hettie så undrende på hende, men så ikke kagegaflen der var på vej fra bordet over mod sofaen.

Caffaell var blevet dygtigere til at få ting til at levittere. Nu kunne hun endda nikke i retningen af Hettie samtidig med at hun holdt sin opmærksomhed på gaflen.

“Øj! Caf … du er blevet pusher!”

Caffaell kunne stadig ikke tale mens hun koncentrerede sig om at flytte ting, så hun ventede til hun havde gaflen i hånden før hun svarede. “Ha, ha, ja nu kan jeg kæmpe mod en vild shifter – hvis hun står helt stille – og er bange for kagegafler.”

“Alligevel.” Sukkede Hettie henført, “det er inspirerende hvordan du bliver ved med at ville lære noget nyt. Jeg har det ikke. Jeg er bare glad for mit talent, og nøjes med dét. Jeg… “ hun slog blikket ned.

Caffaell tog tærten og skiftede emne. “Det er egentlig grumt det vi har gjort. Elisabeth siger at man forventer endnu et attentat.”

“Lad dem bare ryste lidt i bukserne,” sagde Hettie. “Det eneste der bekymre mig er at Jaguarerne har fået skylden.”

“Jeg ved det, en uhensigtsmæssig konfliktoptrapning,” sukkede Caffaell. “Hvad tror du de er i stand til?”

“De unge?”

“Ja.”

Hettie trak på skuldrene. “Rådet har eksisteret i over 550 år, jeg tror de kender vores styrke.”

Caffaell nikkede eftertænksomt. “Jeg ved ikke om jeg håber du har ret, eller… “ hendes stemme blev lav. ” … Eller om jeg håber de unge får held med deres oprør … “

Caffaell havde endnu ikke indviet Hettie i sin viden om Littwin og Porter der transporterede lig, ud af bagdøre midt om natten, mens Madeline og en lille skikkelse stod i vinduet og kiggede med. Hun ville ikke være nedladende i forhold til Hetties holdning til Rådet. Måske kunne hun blive nødt til at fortælle hende hvad hun vidste, senere. Men indtil videre, havde hun besluttet sig for ikke at sige det til nogen. Det var bedst sådan. Bedst at Hettie var uden skyld.

Hettie satte sin kaffekop fra sig. “Svigter du den gamle tradition! Ingen ikke adelig har siddet på tronen nogensinde. Det er utænkeligt at det skulle ske. Ingen støtter dem.” Så rejste hun sig pludselig op og så alvorligt på sin gamle veninde. “Du skal til at passe på Caffie. Vask jorden af dine hænder og træd ud af dine træsko! Du er medlem af et af de mest magtfulde og traditionsbundne Råd i Walk in historien. Det Europæiske Råd er det ældste råd i den vestlige verden. Ingen vaskekone skal fortælle mig at… “

“Åh, så kommer sandheden frem. ALTID! Bliver jeg til vaskekonen og du til en kvinde af royal herkomst! Så snart du føler dig truet … skal du tvære det ud i ansigtet på mig. Vaskekone! Må jeg være fri. Hvad er det du vil!” Snerrede Caffaell. “Det blå blod, løber ikke længere i dine årer, det har det ikke gjort længe. Du har jo skiftet krop i hvert fald fire gange siden da. Jeg genkender dig ikke. Hvad er det du bilder dig ind at du laver her? Regerer Walk in verdenen? Ha… “

Caffaell faldt ned igen, og slog ud med hånden. “Åh, hold nu op. Vi to skal ikke skændes… “ hun rakte en hånd frem mod Hettie, der gav sig og kom hen og satte sig i sofaen igen. Men hun tog ikke Caffaells forsonende hånd. “Jeg véd ikke hvad jeg selv laver kære, jeg… “ Caffaell tænkte et øjeblik. “Jeg er i tvivl. Ja! Det indrømmer jeg. Jeg synes det hele er så tomt og hult.”

Pludselig bed fortvivlesen hende hårdt i hjertet. “Hvad er det vi laver!” hun trak en finger hen under øjet for at fjerne en uklædelig tåre der var på vej ned ad hendes kind. “Se nu! Alt er anderledes end jeg forventede … jeg ved ikke hvad jeg forventede … jo. Jeg forventede at møde royale walk ins, med stærke hjerter og gode intentioner. Og hvad møder jeg! Walk ins der går mere op i vin og kunst end i opstanden i Skandinavien. Ingen løfter en finger, mens min familie kæmper for at holde deres position. Anées var den første. DEN FØRSTE!” hun kom til at råbe igen, “… til at starte en familie.”

“Der bliver da holdt øje med dem. De vil jo ikke have hjælp kære, det véd du da. Anées er stædig som en nedgroet tånegl. Lige meget hvor meget man forsøger at tale ham til fornuft, bliver han bare véd og véd med at bore sig længere ned i såret!”

Caffaell svarede ikke.

“Jeg ved fra Elisabeth at de sender et hold, hvis ikke der er sket forbedringer inden 3 uger.”

“3 Uger?” bjæffede Caffaell.

“Ja, eller dengang jeg hørte det var det en måned, nu er det 3 uger.”

Igen blev Caffaell tavs. Hettie ryddede af bordet, mens Caffaell sad og stirrede ud i stuen.

“Jeg forstår din position.” Hettie talte ikke særlig højt. Hun stod i åbningen til køkkenet og tørrede et glas af. “Jeg kan bare ikke se hvordan vi skal holde op med at gøre det vi gør.” Hun talte til Caffaell, og Caffaell kunne sagtens høre hende, selvom hun talte så lavt at man skulle tro hun talte til sig selv.

“Hvem skulle tage over? Hvor skulle vi begynde, og hvor ville det hele ende. Det har taget Madeline mange år at sno Europas ypperste ledere om sig som et varmt sjal. Efterretningstjenester, Health Committies, og Intereuropæiske handels associationer. -Verdenshandlen. Kvinder som mænd arbejder de for Madeline, som utrættelige små silkeorme, der spinder den selv samme silke, som hun pakker sine løgne til dem ind i.”

Caffaell vidste hun havde ret. Madeline sad som en drone midt i Rossignol kuben. Hun var hadet og frygtet af mange, men elsket af flere. Menneskene ville gerne have deres beskyttelse, mod det overnaturlige. De havde så utroligt meget på spil. Deres religioner, for det første, – ville falde sammen som korthuse af aske, hvis menneskene fandt ud af hvor mange væsner, der levede blandt dem.

Men menneskene ville ikke vide af, at de havde brug for de overnaturlige. De havde brug for, og det havde både shiftere og walk ins også, -en leder der ikke var bange for at tage alle midler i brug for at beskytte deres position. Hele og halve sandheder, som det muligvis var nødvendigt at have, for at Rossignol og alle underafdelingerne kunne få lov til at bestå, som lovmæssige. Det var nødvendigt for både originaler og væsner, at de arbejdede sammen og ikke mod hinanden.

Hettie sukkede. “De unge aner ikke hvad det vil sige at leve i en verden hvor du er frygtet og jaget af alle, fordi du er det, de kalder overnaturlig. De tager så mange ting for givet. De aner ikke, hvad der er gået forud af kampe og opgør, diskussioner og traktater for at opretholde den struktur de pludselig marchere i krig mod!” Hun rømmede sig, og gik ud i køkkenet med krystalglasset og kom tilbage med et nyt. “Jeg er også meget bekymret over hvad der er sket med Abdal. Det er foruroligende at Littwin er indblandet, og måske endda Madeline,” hviskede hun, og lagde det klare krystalglas ind mod brystet. “Det var sjovt at afhøre Leo. Helt bestemt. Men Caffie jeg kan ikke forbryde mig mod Rådet. Det kan jeg bare ikke.”

Caffaell slog blikket ned. “Heller ikke jeg. Jeg har med vilje holdt mig uden for alt det politiske, i mange år. Netop i tilfælde af at jeg en dag, fik mulighed for at træde helt ind i Rådet og arbejde på frihed og retfærdighed inde fra kernen.” Hun så åbent over på sin gamle veninde. ”Jeg véd godt at Rossignol er livsnødvendigt, for os alle.”

Hettie kom over mod sofaen. Caffaell rejste sig, tog sin taske og gjorde sig klar til at gå. “Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Det er ikke så let, at arbejde på forandring, når alt er så uklart. Hvor meget jeg end værger mig ved at tænke tanken, søde Hettie … jeg føler heller ingen trang til at stikke en pind i myretuen.” Så trak hun på skuldrene. “Når alt kommer til alt, hvad kan jeg så stille op? Ingenting.”

Hettie stillede glasset på bordet, og tog Caffaells hånd.

Caffaell sagde ikke noget. Hun stod bare og stirrede tomt ud i luften.

“Er der nyt fra Etienne om Abdal?” spurgte hun.

“Ikke endnu. Hun så ham ikke engang. Der var en oppasser af en art. Men ingen har hørt fra ham. Heller ikke du?”

Caffaell rystede på hovedet og sukkede.

Kapitel 43

ANA

“Kan jeg ikke bare sende den med posten?”

“Nej-for-helvede-du-kan-ikke-sende-den-med-posten! Der ingen der véd du har den!”

Robert var tavs et øjeblik. “Øh Tomas, altså Tomas véd det… “

“Tomas skal ikke vide noget om det her.”

“Nej nej selvfølgelig.” Han fumlede efter ordene, “men det er jo hans stick.”

“- Og min.” Løj jeg. “Vi deler alt.”

“Ja.”

Robert var Tomas’ gamle shifter kontakt. Han var ikke direkte en snitch, men Tomas betalte ham ind i mellem for informationer eller tjenester han ikke kunne få på andre måder. Han var god nok og han havde mega respekt for os.

“Han er mega syg Robert. Jeg er nødt til at se den, kan du ikke please bare forstå mig i to minutter.”

“Jeg forstår dig,” mumlede han.

“Har du forsøgt at komme ind på den?”

“Nej.”

“Jo du har.”

“Ja jeg har.”

“Lad være med at sige det over telefonen. Er det noget med penge eller er det info af en art? Bare ja eller nej. “

“Den var låst.”

“Hvor mange felter? 5?”

“Du er for vild!” sagde han begejstret over at jeg vidste der var 5 felter i koden.

“Ja det er jeg Robert. Men ikke lige nu. Det er antallet af bogstaver i mit første navn.”

“Hvad hed du da?”

“H-a, h-a. Nice try. Vi ses om et par timer alt efter… “

“Nu! Kommer du nu i dag!”

“Ja! Hvis du skal noget vigtigt så se at få det ordnet. Jeg skal se hvad der er på den stick.”

“Nu?” – “Hvorfor” – “Ikke tale om.” Det var Anées’ svar til mit spørgsmål om, om det var cool jeg tog et smut til København, for at være lidt alene.

Efter tre runder af søde ord og forsikringer om at jeg nok skulle passe på, gav han sig endelig.

“Kompromis?” spurgte han.

“Måske,” svarede jeg, uden at blinke.

“En halv dag og du skal have… “ han kiggede på vagtplanen. “Yenta med.”

“Kompromis … En halv dag, ok … men jeg tager en Ernesto med.”

”Ernesto. Du mener ham drengen på 14?”

”Han er over 150, og han er faktisk en super pilot!”

”Glem det.”

”Ok, Michael så?”

Anées kiggede på planen igen og slog ud med hånden før han gik. “Argh! Hvis du ikke kommer tilbage, slår jeg dig ihjel!”

Nu sad jeg i flyveren. Michael var glad for at være chauffør for en dag. “Jeg fatter ikke hvordan I klarer at bo heroppe. Man kan jo ikke bare stikke i kiosken efter smøger.”

”Om sommeren åbner isboden. Den ligger kun 7 kilometer væk,” sagde jeg og så lo vi begge.

“Du ser træt ud.” Han flippede nogle kontakter, og vi begyndte at trille fremad.

“Jah, der er meget at tænke over lige nu,” sagde jeg bare og kiggede på landingsbanen der strøg forbi uden for vinduet. “Er det ok hvis vi ikke snakker?”

“Ja, selvfølgelig.”

“Fedt, jeg er faktisk super træt.” – “Og nervøs,” tænkte jeg, inden jeg lagde nakken tilbage og lukkede øjnene. Gad vide hvad det var Tomas havde gemt på det memory stick? I sommer havde det virket så vigtigt, men nu var det som om han knapt kunne huske det.

Det er midt om natten, alligevel er det lyst. Midnatssolen oplyser mit snelandskab. Sneen er smeltet flere steder. Vi kører gennem driver, men også på ren is. Store områder af ren is. Is der smelter, is der revner, is der er dækket af enorme søer af vand.

Stemmen hænger stadig ensomt i horisonten. Som tråde på en himmelvæv, trækker de ensomme kald i mig. ”Hjælp mig – hjælp mig – hjælp mig.”

Mit hjerte slår hurtigt. Sommerfuglen overlever ikke i kulden, jeg har travlt. Jeg skal nå frem inden hun dør.

Lyden af meder mod sne. Hundene der trækker slæden er utrættelige. Jeg kan mærke hvornår vi kører gennem vand og hvornår vi kører på ren is. Den tunge slæde kan gå gennem isen hvornår det skal være.

“Hai hai hai… “ Jeg råber kommandoer til hundene, de pisker afsted som gjaldt det deres liv.

“Slush – slush. Krrraa – krrraa.”” Kælkens meder skærer sig gennem vand, hen over is, gennem vand, henover is. Om et øjeblik …

“KRRAGGGHHAA…” Isen åbner sig under os.

Slæden stopper brat. Hundene hyler og gør. De kan ikke længere bevæge sig fremad. Slæden er gået gennem isen!

Jeg slår med armene og sparker med benene for at få de tunge skind af min krop. Jeg skal op! Ud af denne dødsfælde.

“BBRRAAAHH!” Isen åbner sig på vid gab. Den brøler som et stort levende væsen, der er ved at føde, og ikke æde.

“Aarrgh!” Slæden synker under mig. Bobber og vugger i vågens iskolde vand. Der er for mange skind og tæpper. Jeg når det ikke. Slædens bagende er under vand. Jeg kan ikke komme ud.

“AR!” mine arme er fri.

Om lidt æder isen og havet både mig og hundene. Jeg flår fuldstændig panisk i tæpperne omkring mine ben. Sparker og flår. Hundene hyler. De er endnu inde på sikker grund. De bliver trukket baglæns.

Mine ben er fri. Jeg er oppe at stå på den synkende slæde. Kæmper for at holde balancen. Krapper mig fremad mod kanten af vågen, hvor isen er 30 centimeter tyk. Remmene til hundenenes seletøj skraber mod kanten. Den første hund trækkes under.

“Aaahh!” jeg tuder ikke men hyler som hundene. Jeg lider med dem. Èn mere hund ryger i vandet. Jeg bruger dem til at træde på for at komme i sikkerhed. “Aaahh!” det er hæsligt.

“Wuuuwww!”

“Aiip aiip…” to hunde under isen. Jeg er på sikker grund.

Hundenes poter skraber desperat i kanten af isen. Jeg rækker ud og rører en sidste gang deres bløde pels én for én, inden havets mørke mund opsluger dem, helt.

Slæden hænger dybt under havoverfladen. Synker langsomt men sikkert, som et havdyr, på vej mod havets bund. Hundene følger den modstræbende på vej. Jeg ser den sidste hvide pels og de smukke isblå øjne drive væk under isen. Mit hjerte brister.

Jeg kaster mig tilbage. Ligger lidt på kanten af vågen. Gennemblødt og kold til benet. Sommerfuglen flakser over mit hoved. Jeg sværger, det er som om den ler.

Min krop er stiv og forslået, men jeg kommer op at stå. Ser rundt i horisonten, alt er hvidt jeg har ingen pejlemærker.

Sommerfuglen er væk, men det ensomme kald er tættere på. Jeg begynder at le. Nu går jeg. Jeg véd hun hører mig, jeg véd, hun véd, at jeg er på vej.

Kapitel 44

TOMAS

Tomas sad og kiggede intenst på sin arm. Stadig ikke nogen forbedring. Ringen var dér. Men den var meget svag.

Han sukkede. “Måske er det måden det hele er foregået på. For meget vold, før og efter translokationen. Den bliver stærkere med tiden.”

Han savnede Ana helt forfærdeligt. De plejede at snakke sammen to sekunder efter Anées havde fået besked om en vellykket transit. Han ville ringe til Ana, men det gik op for ham at hun havde ikke engang nået at få sin egen mobil før de rejste til København, før dæmonen slog ham ihjel.

Han var vred på Anées. Det var fucking en fucking underlig opførsel at klappe røret på. Så nu ville han skide på familieoverhovedets principper.

“Benji … ” Tomas tastede Benjamins nummer. Han havde det ad helvede til. Halsen snørede sig sammen, det var længe siden han havde følt sig så alene.

Klartonen lød kun en enkelt gang før den gik på svareren. “Du har ringet til Benji, læg en besked.”

“Tomas … eller hej det er Tomas! … B. Jeg er tilbage.” Pludselig begyndte hans hænder at ryste igen. Han tog en dyb indånding, for at blive klar i hovedet. “… Jeg ved ikke hvad der lige skete med Anées, men… “ hyletonen skar ham af.

Tomas lagde mobilen på gulvet ved siden af sig, og pustede et par gange. Han klemte hælen af hånden ind mod øjnene for at dæmpe den hovedpine der var på vej. “Ok. Ro på. Der er sket en fejl. De ringer tilbage om lidt.” Han lænede sig op af væggen og lukkede øjnene i to minutter – Tjekkede at der var strøm nok på mobilen. Fem streger, der var masser – Han fandt en lader og satte den til at lade for en sikkerheds skyld – Lukkede øjnene igen, ventede ti sekunder, før han tjekkede antennen. Der var fuld blæs på.

“Det er cool. Under alle omstændigheder trænger jeg til at hvile mig. Et par timer fra eller til gør ingen forskel. De ringer snart.” Han kiggede på den lille pallietbesatte Samsung, og tjekkede at lyden var skruet så højt op den kunne.

“Men jeg venter med et bad. Pakker bare et par ting, så jeg er ude herfra inden der er gået en halv time.”

Han ville finde et hotel, tættere på byen.

“Argh … Tomas måtte støtte sig til væggen da han rejste sig. “Puh … hvile.” Sagde han ud i rummet for at dæmpe sin trang til at springe på et fly og rejse til Sverige med det samme.

“Hvile, mad … og et pas … Ja, det var dét, Dodek må have et pas et sted… “ Tomas gennemsøgte skuffer og skabe, mens han fortsatte med at tale med sig selv. Det føltes rart at høre en stemme. Han trængte til al den ro han kunne få, også selvom han lød som en tosse.

“Ren sweatshirt. Underhakkere.” Han stoppede noget af Dodeks tøj i dollartasken. “Nå for fanden… “ Han trak en oilskins-frakke ud af skabet. “Her kommer gangster looket… “ han tog den tunge frakke af bøjlen, lagde den hen over tasken og ledte i natbordet, hvor han fandt nogle personlige papirer men ingen pas. “Kom nu bassemand, jeg skal rejse … snart… “ han gik ind i stuen. “Ej, slap nu af. Du er lige landet i dag.” Han smilede. “Det er sgu fedt nok … “ han gad godt vide hvad der foregik derhjemme.

“Det er alt for farligt at rejse helt op til Pensionatet allerede i aften eller i morgen. Du er ikke klar.”

Kalibreringen mellem Dodeks krop og hans sjæl skulle optimalt set have fuldstændig ro i de første døgn. Han gik ud i køkkenet igen.

“Du er dødeligt sårbar lige nu … Som når sommerfuglen tørrer sine vinger.” Han rystede på hovedet af sig selv. “Præcis sådan noget som Ragner ville sig…”

“Ja for fanden! Nu bryder vi alle regler… “ Tomas hentede mobilen, tastede Ragners nummer, mens han gik tilbage til stuen hvor han blev ved med at åbne skuffer og skabe, for at lede efter et pas. Da han fandt en ren sweatshirt, og nogle sokker stoppede han det hele ned i tasken.

“Hallo.”

“Ragner?” Tomas’ fingre greb fat omkring et pas han havde fundet i et lille skab, der hang på væggen. Der lå også flere Euros. Hans kæber spændtes og afspændtes.

“Hvem er det?”

“Tomas. Jeg har brug for hjælp.” Han åbnede passet og tjekkede at det var ok.

“Ja, selvfølgelig.”

“Det haster, jeg er lidt fucked lige… “

“Selvfølgelig makker. Hvor er du?”

Tomas kunne mærke et sug i maven. “Åh fedt, jeg blev sgu’ lige forskrækket.” Han kunne høre at Ragner gik rundt i gruset uden for Pensionatet.

“Jeg tror Anées tog fejl. Der er ikke sket noget vel? Han afbrød forbindelsen… “

“Du skal ikke ringe til Anées når han sidder på kontoret.”

Tomas kunne høre, at han gik i gruset foran pensionatet. “Han er på vej ind til de andre” tænkte Tomas. “Jeg er bare glad for at du tog den…”

“Hvad er det for et nummer? Har du fået en ny mobil igen?”

Tomas tillod et grin at slippe gennem de sammenbidte kæber. “Ja en lille lækker Samsung, med de mindste taster. En rigtig tøse-mobil.”

Der blev stille i den anden ende. Han hørte hoveddøren blive åbnet og lukket. “Jeg skal bare lige ind, så er jeg dér…” Lyden var skiftet fra udendørs til indendørs.

“Ragner, er Ana ok?” Tomas trak sin hånd om i nakken og op gennem det stubbede hår. “Kan du måske hente Ana bagefter?”

“TOMAS!” Ragner råbte til nogen hjemme i huset. “Hvis du tror jeg gider hente Ana til dig, fordi du sidder og spiller biltyveri spil! Arhgh … du er lige gået over stregen min fine ven!”

“Ragner?” Tomas forsøgte at få kontakt med ham igen. Men Ragner holdt ikke mobilen op til øret, han kunne ikke høre noget. Det kunne Tomas til gengæld:

“Jeg er gået direkte ind i gummistøvler! Det bliver dig der skal gøre rent!” Råbte Ragner.

Tomas holdt vejret. Han forstod overhovedet ikke det her. Der var latter og stemmer langt væk, som om Ragner talte med nogen.

Så var han pludselig tilbage i røret. “Undskyld, må jeg lige bede om dit navn igen?”

“Det er mig Tomas.”

Forbindelsen blev afbrudt.

“What!” Tomas stirrede på mobilen. “Hvad fanden sker der!”

“Dui du du duuut du dut,” mobilen blinkede skiftevis pink og hvid mens den afspillede en Jason Bourne ringetone. Det var Anées nummer.

“Det er Tomas…” han ville gerne have lydt fast i stemmen. Men alt hvad han kunne mønstre var ikke at give sig til at tude som en tøs. ”Fucking nerver!” bandede han.

“Heej det er Benjamin. Hvor er du?”

“I Polen, en forstad til Warszawa.”

“Ok cool. Kan du blive der eller…”

“Ja! Eller jeg kan lige … jeg er nødt til at rykke på hotel. Jeg melder ud senere … hvad skete der? Jeg har ringet til…”

“Ja det er os der undskylder. Her er lidt kaos.”

“Er Ana ok?”

“Hør her, ring lige når du har fundet et godt hotel. Jeg sender nogle penge.” Benji lød ikke helt så glad som Tomas følte sig. Men Benjamin og glæde var lidt ligesom at hælde salt på is.

“Jeg rejser snart ok. Jeg kan ikke vente her ret længe. Hvad med Ana?”

“Du skal bare se at blive stærk ok…” Benji lød fjern.

“Jeg skal lige orientere mig … det er kun halvanden time siden jeg er…”

“Hvornår siger du at du er landet?”

“Lige nu … i dag. Tidligere. Benji … Det er vel ikke muligt at I kan sende én … den her krop er temmelig nedslidt lige nu … jeg véd ikke helt, men jeg får de vildeste rysteture. Kan du ikke…”

“Klart. Du er medtaget det er klart. Hvordan kom du ind?”

Tomas sukkede og kiggede ned på sin arm. “Faktisk er min ring lidt underlig. Den er meget svag. Det har jeg ikke prøvet før. Jeg tror han var misbruger. Har du prøvet det?”

“Det skal du ikke bekymre dig om, det er sket før…”

Tomas forstod ikke hvorfor alle var så underlige. “Benji! … Jeg skal tale med Ana. Ved hun, at jeg har ringet hjem?”

“Hvor er det fedt at høre at du allerede er i stand til at kontakte os. Kroppen er stærk så? … birk? Mahogni? Oliven? Send os et billede så hurtigt som muligt.”

“Birk…” Tomas fik pludselig en underlig fornemmelse, Benji hørte jo overhovedet ikke efter. “Benji. Fortæl mig hvordan Ana har det!”

“Hey, så har jeg har et navn på et Hotel Hetman. Det ligger 2,5 kilometer fra centrum, jeg sender adressen. Tag dérhen ok, så sender jeg penge og én til at hente dig hjem. Tomas … er du der?”

Tomas afbrød forbindelsen. “Pis. Den lille lort taler mig rundt i loops, mens han er ved at spore mig.”

“Diiing…” elevatordørene gik op ude på gangen.

“Vent et sekund … skal lige ha’ tændt en smøg… “ Der lød mandestemmer ude i opgangen.

“Hvad sagde Andrej?”

“Han har ikke set ham i to dage…”

“Vi skal lige have fat i hans søster så … hvis ikke vi finder ham…”

Inde i lejligheden fór Tomas rundt i lydløs panik. Han greb oilskinsfrakken, trak tasken over skulderen og flåede laderen til mobilen ud af stikket.

“Fuckfuckfuckpis!” nu sad han i klemme i døren til altanen.

“Hvad sal var det?” han kiggede ud over kanten. “For højt.”

Han kunne se silhuetterne af to store mænd inde bag gardinet. Resolut kastede han frakken og opladeren ind på naboens altan, og sprang op på gelænderet.

Kapitel 45

ANA

“Hej-hej.” Robert stod i døren, rødmosset og forpustet. Hans undertrøje havde store svedskjolder under armene. “Kom ind – kom ind.” Han trådte til side og viste mig ind i lejligheden, mens han var han ved at trække en skjorte hen over skuldrene.

“Jeg har en jæger med. Han er tilbage om to timer,” smilede jeg. “Jeg skulle bare op og ha’ en tatovering hos en gammel ven.”

“Ja, ok.” Robert stak begge hænder op gennem det halvlange hår, og strøg det stramt tilbage. “- Og Tomas – han er ok?”

“Ja undskyld. Jeg véd godt det er lidt…” jeg lavede et ansigt. “… At bede dig om ikke at sige noget til ham… “

“Jeg taler ikke med T.” Han rystede på hovedet. “Jeg har prøvet at ringe, men…”

“Vi har fået nye mobiler,” mumlede jeg, som om det var en forklaring, selvom vores numre ikke var skiftet ud.

Han blev stille og alvorlig. “Det … det er det mest sindssyge jeg nogensinde har set. Han kæmpede som et dyr, mod den shifter…”

“Jeg er så taknemmelig for at du hjalp ham Robert – og mig. Jeg er glad for at jeg nåede ud på havnen. Jeg ved ikke … vi skylder dig…”

“Årh … det var en fornøjelse at være til hjælp.” Han tog sig forlegent til skulderen.

”Har du fået mén?” jeg huskede at han havde en skadet vinge sidst jeg så ham.

Han trak mundvigene ned. ”Det er ikke noget.”

Vi stod lidt uden at sige noget.

“Det var en shifter dæmon,” sagde han så.

“Ja.”

“Jeg har aldrig set sådan én.”

Jeg nikkede bare.

“Det er mærkeligt når man har oplevet sådan noget sammen…” Roberts rømmede sig lidt, “… jeg ville sgu’ gerne lige tale med ham, hvis du forstår.”

Jeg lagde en hånd på hans arm. “Selvfølgelig. Men han blev meget skadet, jeg kan ikke sige så meget, og lige nu … han har det svært.”

“Ja ok. Det er i orden, selvfølgelig. Men hvis du gider hilse.” Han lagde hovedet på skrå og så på mig gennem smalle spørgende øjne.

Jeg nikkede.

Det var en lille hyggelig lejlighed, på Christians havn. Den lå tæt på Christiania, og det så ud som om han havde boet dér det meste af sit liv. Stuen var ryddelig, og lugtede af rengøringsmiddel.

“Jeg har sat kaffe over.” Han var glad og vippede med hovedet, mens han knappede sin skjorte. “Du må sætte dig lige hvor du vil. Men dén er bedst.” Han pegede på en grøn stol med en blå pude.

“Tak.” Jeg satte mig dog ikke ned, i stedet gik jeg over til vinduet for at kigge ud. Jeg smilede, der lå et par fjer i vindueskarmen. Jeg samlede en op. “Skifter du form når du er alene?”

“Jah … når jeg bare sidder og stener, hører musik og sådan…”

“Cool.” Jeg vendte hurtigt hovedet og kiggede ned på gaden, mens jeg klemte læberne sammen omkring et smil. Jeg kunne lige forestille mig en due sidde og stene til Metallica.

Lejligheden lå i en almindelig rødstensblok, med grønne vinduesrammer og punkterede termoruder. Vores lejlighed lå jo også på Christianshavn. Vi havde været heldige at få en af de helt gamle lejligheder, der lå ved kanalen.

“Her er hyggeligt,” jeg vendte mig om mod Robert der stod og betragtede mig. En meget stort smil bruste ud af mig. Han havde så fint tøj på, alt var nystrøget. Undtagen skjortens venstre ærme, der lignede krøllet køkkenrulle. Jeg forsøgte at dække mit udbrud med: “Hvor er det nogle fine farver til dig, lyseblå og brun.” Jeg nikkede anerkendende til ham.

“Ja, jeg har glemt at stryge det venstre ærme, jeg så det godt,” sagde han og tog sig til albuen.

”Hvordan går det med armen?”

Han slap med det samme, ”Fint, det er mest en vane at jeg står sådan. Den var ikke engang brækket eller noget.”

Shapeshiftere var ikke meget for at vise svaghed. “Hey. Det er bare mig. Tomas er jo også stadig helt kvæstet…” Sagde jeg og hev mit gamle værktøj frem fra min taske.

“Hva’ skal du?”

“Ha’ en tatovering.”

“Øh.”

Jeg smilede beroligende til ham. “Det er ikke så svært.”

“Skal jeg tatovere dig!” han fik røde pletter i ansigtet. “Det kan jeg ikke, om det så gjaldt dit liv.”

“Jo du kan, en lille én. Jeg skal bare have et par pletter.”

“En plet, en prik! Altså en plet?”

“En jaguar plet. Jeg har stensil og det hele. Det er bare en undskyldning for at rejse til København.”

“Flot.” Robert tog min tegning af jaguar pletterne og skar ansigt.

“Man får dem…”

“Jeg véd det…” afbrød Robert. “Det er for at vise sympati med modstandsbevægelsen mod Rossignol. Ylonda, var til møde i Nantes.”

“Ja, jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle finde på. Så det blev de pletter dér.” Sagde jeg og hev en lang flæskesteg op af en pose.

“Lækkert!” Robert smilede. “Bliver du og spiser.”

“Du skal øve dig på dén, før du får lov at stikke nålen i mig.”

Han klappede hænderne sammen, “ok, men først skal vi have kaffe.”

Han hentede to store krus med kaffe og stillede dem på bordet.

Jeg viste ham hvordan man skulle holde pistolen, lavede en lille stjerne og trak en klud henover for at fjerne det overskydende blæk. “Se det er let.” Jeg viste ham hvordan han skulle gøre. “Begynd med korte linjer, så laver du buer, og så forbinder du, sådan her.” Sagde jeg og gav ham pistolen.

“Ok.” Han så ud som om jeg lige havde vist ham hvordan man obducere en baby. Men han tog imod pistolen og begyndte at prikke en linje ned i flæskestegen. “Ha, ha, ja. Det skal jeg nok få styr på.” Sagde han så og lavede en ordentlig plamage. “Åh nej!”

“Ja! Dét der det skal du ha’ overstået inden du begynder på mig.”

Jeg tog min kaffe og gik over til den memory stick der lå på spisebordet. “Det er dén her?”

“Mmm…” Robert kiggede ikke op fra stegen, han tog opgaven meget alvorlig.

Men jeg vidste allerede at det var den. Den var skriggrøn, og havde et V på forsiden. Tomas havde viftet så åndsvagt med den foran Roberts ansigt i sommer … fordi jeg skulle lægge mærke til den. Det gjorde jeg bare ikke dengang, men nu … mit hjerte slog en lille smule hurtigere.

Jeg satte mig på den anden side af bordet ved en gammel bærbar, klikkede på mellemrumstasten, der fik screensaveren til at forsvinde, satte stick’et i og tog en dyb indånding.

Der var plads til 5 tegn i passwordet. Jeg tastede N-o-n-n-a. Det var mit navn under broerne. Hans første navn var Sodi, jeg hed Nonna. Vi brugte det sjældent. Men tit som password i en eller anden form.

“Hey!” Tomas’ ansigt tonede frem på skærmen. Mit hjerte slog en kolbøtte. Jeg skyndte mig at pause billedet. Han så slidt ud. Hans øjne var lidt stressede, og han var bleg. Pludselig var det helt vildt grænseoverskridende at se det her, uden han selv var her.

“Du er nødt til det.” Tænkte jeg, ”Robert har du nogle hørertelefoner?”

Han var så optaget af at tatovere at han ikke hørte mig.

”Slap nu af,” tænkte jeg for mig selv, skruede næsten helt ned for lyden og klikkede play igen.

“Hvis du ser det her…” Tomas kiggede ned “… så er jeg i transit.” Der var en pause, kameraet vippede lidt. Det var noget han havde optaget på sin mobil nede i vores lejlighed på Pensionatet. “Altså jeg ved jo ikke hvordan det går med dig, – hvis det er dig jeg er på vej ned for at hente nu. Men hvis det er, og der går et eller andet galt – hvis familien, Anées … eller dem alle sammen … fuck…” han bed kæberne sammen og trak en hånd ned over ansigtet, strakte og bøjede fingrene.

Jeg pausede igen. Allerede nu havde han lavet mindst 3 overspringshandlinger, han altid lavede når han var anspændt eller nervøs. Bevægelser jeg havde glemt var hans. Kæben, hånden ned over ansigtet, måden han strakte og bøjede fingrene på. Hvordan kunne hans kropssprog ændre sig så meget?

“Måske er det skaderne, der gør det,” tænkte jeg og fortsatte filmstumpen.

“Hvis nu! … Anées på en eller anden måde ikke godkender dig. Eller … altså, hvis der sker noget…” Tomas kiggede op. Det bankede på døren, kameraet vippede lidt, det hvide sengetøj med svalerne på, hoppede ind foran linsen, og så blev skærmen sort. Jeg kunne høre døren gå op.

“Ja hvad?” Tomas talte med nogen uden for billedet.

“Hvor lang tid skal du ha’ til at skifte tøj?” Det var Benji.

“Jeg er klar…”

“Ha, ha, du har ingen bukser på mand!”

“Så gi’ mig to minutter, jeg er på vej.”

Der gik et par sekunder uden der skete noget. Så rejste Tomas sig, filmede gulvet og lukkede døren.

“Hvis vi ikke er væk inden Anées kommer så kan du godt glemme det!” Benjamin råbte uden for døren.

Tomas satte sig ned på sengen igen. “Så er jeg tilbage. Undskyld.”

“Det er langt ude, jeg véd det. Men jeg har arrangeret et safe-house A. Hvis alt går galt så mød mig dér.” Han holdt en seddel ind foran kameraet.

Jeg frøs billedet. “55.00302 – 12.522813000000042.” Det var bredde og længdegrad et eller andet sted, 55 – 12 … det var i sydsverige eller måske Danmark. Jeg tog et skærmbillede af tallene, klikkede på det og sendte det til mig selv, før jeg smed det i papirkurven. Så klikkede jeg play igen. Jeg ville vente med at google til jeg var alene.

“Ingen i familien véd noget om det … det … der er penge og identitet det sædvanlige sted … jeg aner ikke hvad der sker nu … ” Så sendte han mig et hurtigt fingerkys. “Je t’aime ma Cherie.” Så smilede han og så totalt sårbar ud. “Hvis vi ses i eftermiddag, så dør jeg. A, tænk, hvis du er lige nede i København! Wauh … så lavede han en knyttet hånd foran hjertet, og spredte fingrene op i luften. “Mit hjerte eksplodere. Jeg elsker dig.”

Billedet forsvandt. Tårerne strømmede ned ad mine kinder.

“Nå var det ikke lidt skuffende?” Robert så ikke op fra flæskestegen. Han var ved at have fat i rytmen af, at tatovere og tørre det overskydende blæk væk. Hans dedikation til opgaven var rørende.

“Nej bare lidt forvirrende.” Mumlede jeg, tværede tårerne væk og druknede min sindssygt dårlige mavefornemmelse i et helt krus lunken kaffe.

“De er pæne Robert.” Jeg trak en finger hen over de sidste to jaguar pletter han havde lavet.

Han løftede flæskestegen og kiggede stolt på den.

“Jaguargris – vildt kød fra vores hjemlige stalde.” Proklamerede han. “Måske skulle jeg gøre det til en business: Skyd nytåret ind med en flæskesteg – med fyrværkeri på ryggen.” Nisser til jul … Margeritter på dronningens fødselsdag…”

“Go for it.” Lo jeg og trak min bluse af, så han kunne komme til at arbejde på min skulder.

“Fsscch…” Jeg hev vejret ind mellem tænderne, da nålen begyndte at summe i min hud.

Robert stoppede med det samme. “Undskyld.” Han sad bag mig. Jeg havde bedt ham om at tatovere mig, højt på højre skulderblad.

“Det er ok. Kør bare videre.”

Robert begyndte at tatovere mig igen. Jeg bed mig i læben. Men det tog ikke lang tid før jeg havde vænnet mig til smerten.

“Måske vil det være bedst hvis du bare konfronterede det sorte i dig selv.” Han trak en våd klud hen over min skulder, for at rense og tørre den.

“Øh…” jeg forsøgte at le. “Er du ved at sælge flæskesteg og psykoterapi nu?”

Han tøffede om foran mig, på den kontorstol han sad på. Pludselig så han 100 år gammel ud. “Jeg kan se det på dig tøs … du er helt ude at skide, er du ikke?” han trak kluden ned over det han lige havde tatoveret. “Nu passer du godt på dig selv ikke. Du er min yndlings.”

“Tatovér mig nu bare!” sagde jeg og vendte ryggen til ham.

“Jeg mener … jeg tror ikke man kan kæmpe andres kampe, jeg kan i hvert fald ikke. Det koster så mange kræfter at kæmpe … især mod noget stort!” pludselig blev hans stemme grødet. Han rømmede sig. Så blev der stille i stuen. Det eneste man kunne høre var nålens summen.

“Arh!” udbrød han så pludselig. “Jeg er en gammel tåbe. Find ud af hvad det er du vil! … og… “

”Du sidder da ikke og tuder, gør du?”

Nålen stoppede. ”Nej. Find ud af hvad du vil og hvad du ikke vil, og kæmp for det rigtige.”

“Piece of cake,” sagde jeg og lo lidt.

Han lo også, “jeg véd det.”

“Sådan, så er du frihedskæmper.” Han tværede en ny opvredet klud hen over min skulder.

“Har du et spejl?” Jeg forsøgte at se ned over min skulder bagpå. “Ej!” udbrød jeg, før jeg havde nået at set det ordenligt.

“Undskyld-undskyld-undskyld! Den øverste er ikke helt god, men dem der er nedenunder er faktisk ok.” Han småløb ind i soveværelset og kom tilbage med et spejl.

Den øverste jaguaraftegning var en katastrofe, men de to han havde lavet nedenunder var fine. “Ja ok Robert, det har du sgu’ gjort meget godt.” Jeg trak fingerspidserne hen over den øverste. “Men der er ingen, der nogensinde tror på at Tattoo Ole har lavet dem.”

“OLE!” udbrød Robert, “har du sagt at du skulle tuches af Tattoo Ole!”

Jeg lukkede øjnene, “ja, det var måske lidt dumt.”

“DUMT?” hans øjenbryn fløj helt om i nakken på ham. Han nikkede mod min skulder, “ok de to nederste ligner, med lidt god vilje, noget en praktikant har lavet. Men den øverste dér.” Han trak en flad hånd hen over det, han havde lavet i ærgrelse. “Den ligner et pissefuldt panda-øje,” Udbrød han og så lo vi begge to.

“Det var da en god idé. Skal vi ikke sige, at det var hans praktikant der lavede den?”

“Du mener hende den lille enarmede pige, med grå stær hinkerudebriller?”

“Ja.” Jeg grinede igen. “De andre dør af grin.”

Han gik hen og løftede flæskestegen op, så vurderende på den. ”Jeg sagde jo at jeg var dårlig til det.”

“Jeg er ligeglad. Jeg er bare glad for at du viste mig memory sticken.” Sagde jeg, tog min bluse på igen og gav ham et kindkys.

“Det var så lidt søster.” Han smilede og lignede et væg til vægtæppe af børnelatter.

Der løb tråde af sort blæk ned gennem fedt-marmoreringen på stegen. Robert hoppede lidt op og ned med den. “Tror du man kan spise den…”

“Ah … Er den ikke lunken? – som i: fuld af bakterier Robert?”

Han vippede med hovedet, som om han tænkte over det. Men jeg kunne se at han allerede havde besluttet sig. “Hvis jeg skærer huden af, med alt det der blæk, så kan jeg sagtens æde den.” Han smed den på bordet med et klask, tørrede hænderne af i buksebagen, kiggede på mig i to sekunder, før han resolut gik ud i køkkenet. “Jo jeg tænder sgu’ lige for ovnen.”

Jeg skar en grimasse, og smuglede memorysticket ned i min taske mellem mit tattoo gear.

Da han kom tilbage, stak jeg ham 5000 kroner. “Tak.”

Han bakkede lidt. “Det er alt for meget.”

Jeg rakte pengene frem mod ham ingen. “Tomas betaler dig altid rigtig godt ikke?”

“Ja, men…” han lagde armene over kors, for ikke at komme til at tage pengene, selvom han virkelig havde lyst.

“Så lægger jeg dem her,” sagde jeg og lagde dem på spisebordet. “Det er ikke fordi du får ret mange jobs for tiden, så lad være med at sige…”

“Der er gået så meget lort i dén, med de vilde der hjælper de dér sleepere. Hvad er det for noget? Nogen siger at de har været her før … sleeperne altså. Men jeg har aldrig hørt om dem, eller jo, for et halvt år siden men … De store shiftere, du véd Ethan og Paula, og deres flok, siger at de vilde shiftere er blevet lovet en plads hos Rossignol? Véd du noget om det?”

“Hva’? Nej.”

“Paula siger at nogen af de høje nede i Paris…”

“Nantes … de er i Nantes.”

“Nå så Nande … eller hvad det hedder. Altså Paula havde udspurgt en vild, der husede to af de dér sleepere. De sagde at de var blevet lovet en plads i jægerkorpset.”

Jeg lo, “det er løgn. Ingen vild kommer nogensinde til at…”

“Eller nej…” han afbrød mig, “altså noget der mindede om et jægerkorps … lidt ligesom originalernes hjemmeværn er for militæret. Hvorfor tror du de gør det? De vilde er jo netop vilde fordi de ikke vil lade sig registre i Rossignols register, ligesom os andre…”

Pludselig var jeg lige så forvirret som Robert. “Men … hvis de skal kæmpe for Rossignol, så skal de jo også stoppe med at spise levende kød. Hvis en registreret shifter bliver taget i at jage vildt…”

“Ja så dør de! Jeg véd det.” Han lavede store øjne, “så hvorfor … Ana? Ana er du ok?”

“Mmm … jeg sætter mig lige,” sagde jeg, men blev stående. Jeg var helt klar over, at han forsøgte at kontakte mig, men at jeg ikke reagerede fysisk. Jeg stod midt i en gnist.

Jeg blinkede, åbnede og lukkede munden et par gange. “Så er jeg her igen,” smilede jeg.

”Hallo? Hvad? Var det Syn, du så noget gjorde du ikke`”

Jeg nikkede “Det er ikke noget du skal gå og frygte lige nu, Robert.” Sagde jeg beroligende.

Han lignede én der stod i en spand skorpioner. ”Var det til mig?”

”Ja. Vil du høre det? Det er helt frivilligt?”

”Ja, for fa’en. Det kan være vigtigt.”

”Måske.” Jeg lukkede øjnene og gentog det jeg havde set, så godt jeg kunne:

Du skal passe på dragen der hvisker dig i øret Robert. Den Trojanske hest med maven fuld af løgne, dufter sødt af honning … em, taler med honingmund? … Du skylder ikke nogen noget. Husk dét… “

Da jeg slog øjnene op igen, stod Robert med de tynde skuldre hævede og hænderne i siderne.

“Det ser altid værre ud end det er. Det virkede bare som om det var en mulighed, du godt kunne undgå, der var jo et valg.”

”Ok.” Han lignede én der var på vej ud for at lege på motorvejen.

Jeg smilede og lagde en hånd på hans arm. ”Tag det roligt. Følelsen der fulgte med var altså ret afslappet. Du skal bare ikke falde for fristelsen til at gå hen og klappe den trojanske hest dér, så sker der ikke noget.”

Han bøjede og strakte knæene, og spredte fingrene ud i frustration, “hvad skal jeg bruge dét til!” udbrød han.

“Opfør dig ordentligt!” sagde jeg og klappede ham på skulderen. “Super simpelt.”

“Men drager og honning! Hviskerier…”

“Det er bare billeder. Slap nu af mand. Bare tænk dig godt om…” jeg pegede på ham og smilede, “hele tiden. Ingen svinke ærinder. Hold dig til sandheden og lad være med at indgå dårlige deals.”

“Men for helvede jeg er jo hustler, det er min … det er mig! Hvis du vidste hvor svært det er lige nu …”

Jeg stoppede ham med min hånd, “så meget desto vigtigere er det, at du holder dig på måtten.” Jeg stak hovedet ud i køkkenet og kiggede på et ur der stod op af en grim brun flisevæg. “Jeg er nødt til at gå nu, Michael står sikkert allerede dernede og venter.” Jeg gav ham et hurtigt knus, fandt 2000 kroner mere i min lomme. “Her,” jeg smed dem på bordet og klappede ham på skulderen igen, “nu har du i hvert fald lidt reserver, så keep it cool, ok!”

“Ok.”

Han stod tavs og lammet. Det stak lidt i maven. Men jeg var nødt til bare at gå. Robert var sådan én man ikke kunne hjælpe. Det var de fleste. Der var altid nogen der tænkte det værste om deres liv, nogen man ikke kunne muntre op, eller få til at forstå at de havde andre muligheder end dem de valgte igen og igen. De ville altid vælge at stå i bus-kørerbanen og lade sig køre over, simpelthen fordi det var dét de altid havde gjort. Sådan var Robert. Han var ham fyren der altid fik tæsk, indtil han valgte at sige stop. Hvilket var meget usandsynligt.

Kapitel 46

CAFFAELL

Til deres månedlige middag, dukkede der pludselig en kendt silhuet op i døren til den smukt dekorerede spisestue, der lå i forbindelse med Madelines gemakker på første salen i Château des Ducs de Bretagne.

En gang om måneden inviterede det royale overhoved rådet til et lille intimt middagsselskab, uden embedsmænd og kvinder, i hendes private spisestue.

Det var en uformel middag, de fleste var afslappet klædt. Elisabeth var den eneste der markerede Darceys død. Hun bar et bredt sort bånd stramt om hendes slanke hals. Hun gik rundt ved vinduerne og nippede til sin hvidvin, mens hun nynnede og puffede på en e-cigaret, mens de andre var ved at sætte sig til bords.

Hettie og Caffaell havde været meget forsigtige. De havde med vilje ikke opholdt sig sammen, siden deres afhøring af Leo. De sås stadig, men passede meget på med ikke at vise deres ny fundne venskab, alt for meget frem, i tilfælde af at nogen skulle fatte mistanke om at de stod bag det brutale overfald på Leo, som det nu var blevet til. Departementschefen havde indgivet en officiel opsigelse, hvori han meddelte at han ville trække sig tilbage inden årsskiftet. Han havde ikke deltaget i nogle af Rådets aktiviteter, siden sin nat i Dantes helvede, som han selv yndede at omtale hændelsen, ” – hvor to gamle damer,” tænkte Caffaell, “-med uldstrømpebukser over hovedet og en zapper, havde fået ham til at tale på under ti minutter.”

Madeline var som sædvanlig, smukkere og mere lysende end nogen af de andre ved det runde spisebord. De talte lavmælt om vejret og vinen, aftenens menu og et nyt tørklæde Madeline havde fået tilsendt fra Paris. Et smukt broderet silketørklæde, der mest af alt lignede at kunstværk, da Elisabeth pludselig holdt op med at nynne.

Silhuetten i døren begyndte langsomt at gå frem mod bordet, hvor alle rådsmedlemmer uden undtagelse, stirrede med åben mund og store øjne.

“Åh gud!” Udbrød Elisabeth, og hostede en stor mundfuld damp ud.

“Nej stadig bare Abdal.” Hans stemme var tynd, men stadig dyb. Accenten lige så skarp som den altid havde været.

“Absen … hvor godt at se dig oppe … og på benene. Så stærk du ser ud.” Madeline hilste, nærmest ligegyldigt, på trods af at ingen af dem tilsyneladende vidste at han stadig eksisterede. “Har du drukket dug af en sovende jomfru?” Hun hævede sit vinglas mod døren.

“Noget i den stil.” Abdal trak den tomme stol ud, ved siden af Porter. “Godt at se at der stadig bliver dækket op til mig. Det må betyde at I ikke helt har afskrevet mig som død og borte.”

“Hettie blev lang i hovedet, “faktisk… “ hendes øjne skød rundt til de andre ved bordet. Men ingen kom hende til undsætning. Deres hårde øjne sagde bare, “gør nu bare din sætning færdig Hettie … “

Hun rømmede sig meget forsigtigt. “Faktisk er det Elisabeths plads.”

Abdal stivnede. Caffaell blev klam af flovhed over situationen. Det var grusomt. Men hun turde ikke vise det mindste tegn på glæde. Som det var, var hun allerede i problemer. Hun kunne bare håbe at ingen ville forbinde hendes evne til at blande urter og Abdals genopståen.

“Oh, no-no-no,” Elisabeth lagde blidt en slank hånd på Abdals albue, da han var ved at bakke ud fra hendes stol.

Det kunne godt være at det var et mirakel at miksturen havde fået ham ud af sengen. Men ansigtet hang som en gammel klud på en pind, øjnene var mørke og indsunkne. Den elegante oliven Caffaell kendte var væk. Men hun var allerede i færd med at regne på hvilke vitaminer, mineraler og urter hun skulle hælde i ham for, at få ham til at ligne mere end et fugleskræmsel. Hans led var ualmindelig stive. De mørke rander under øjnene, og den lette gul teint tydede på, at både lever og nyrer godt kunne trænge til et ordenligt boost. Og så havde hun ikke engang undersøgt hans tunge endnu.

“Hvis du insistere.” Abdal sendte Elisabeth et taknemmeligt smil, og trak stolen ind til bordet igen, i en tung bevægelse.

“Det gør jeg.” Hun gestikulerede til en af tjenerne at han skulle gøre en kuvert klar til hende.

“Årgh.” Han ømmede sig da han hvilede skuldrene mod stolens broderede ryglæn. Uden at se op, vinkede han afværgende rundt langs bordet. “Tag Jer ikke af mig.”

”Hvor bor du? Ingen kunne finde dig?” brummede Porter.

”Først det ene-, så det andet sted.” Caffaell kunne ikke helt forstå at han virkede konfus. Øjnene var klare nok.

”Godt at have dig tilbage,” pludrede Hettie og så strengt på ham. ”Du skylder mig 4000,”

Alle lo lidt.

“Må jeg spørge… “ Porter holdt et tørklæde op til munden og rømmede sig, “hvad fejlede du?”

“Det var stedet her, tror jeg, Kan I ikke mærke det? Som fugt der langsomt trænger ind i én. Til man bliver så tung og træt at man ikke længere kan bevæge sig. Hverken i tanken eller i kroppen.”

“Du mener Rossignol?” tilføjede Porter tørt, og duppede en fin film af sved væk fra tindingen.

Abdal var blinkede sløvt. ”Hvor er Bernie?”

Ingen svarede, Caffaell anede ikke hvem Bernie var. Det var der åbenbart heller ingen af de andre der gjorde for de fik alle sammen travlt med at nippe til vinen eller folde deres servietter ud. Kun Hettie der lignede en voksen der skulle fortælle barnet at der ikke var trolde under sengen. ”Vi er kun os Abdal. Ingen af departementscheferne er her i aften, det er bare os. ”Her er ingen Bernie?”

Porter hviskede til Elisabeth, ”Kan han mene Bernadine?”

Abdal knipsede,” selvfølgelig mener jeg Bernadine. Bernie. Det er da dét han bliver kaldt blandt venner?”

Madeline der lød som om hun var kommet sig over at Abdal var stået op fra de døde. Hilste igen med vinen. ”En skål for vores Darcey Bernadine.” Alle hævede deres glas, og ventede på at Abdals glas også blev fyldt. ”Rådsmedlem Bernadine er desværre ikke længere blandt os.” Madeline lød oprigtigt ked af det. ”Han blev brutalt myrdet efter gallaen for Europas jægerkorps. Vi er naturligvis dybt kede af det som er overgået vores alle sammens Cheréi Darce…”

”Nå, ja, han kommer vel tilbage.” Afsluttede Abdal og drak skålen før Madeline var færdig med at tale.

Hun ignorerede hans uhøflighed og talte videre: ”… Netop. Jeg er sikker på at vi alle sammen glæder os til han er tilbage, stærk og skarpsindig i en ny og vital krop.”

“Tag Jer ikke af mig. Fortsæt nu med det I var i gang med … ” Abdal lo, ” … jeg sidder bare her og knirker lidt. Jeg er hvalen der gemmer mig på elefantkirkegården. Ha, ha.”

“Et oxymoron.” Caffaells stemme druknede næsten i de andres overbærende latter.

“Åh,” Abdal søgte til højre for sig, selvom Caffaell sad til venstre for ham. “Han har svært ved at se… “ tænkte hun.

“Et vittigt væsen, forstår du også at bøje universet?” han talte klart og tydeligt, og lod sig ikke bemærke med den akavede stemning.

“Universets bue er lang, men hælder mod retfærdighed.” Hendes svar kom mere automatisk end hun havde villet det. Næsten tomt fortsatte hun. “Martin Luther King.”

Alle lyttede intenst til deres udveksling. Caffaell blev pinligt selvbevidst. Hun havde ikke forventet at se ham så konfus.

“Støv og slagger lægger sig på et gammelt væsen. Man har en vis pligt til at holde sig ren, til at rense sig, bade i virkeligheden. Bygge bro gennem æoner… “ Han løftede det ene øje og så dovent over mod Caffaell. Han hævede sit vinglas, lo sagte og lagde en stor flad hånd mod brystet. “Tilgiv. Abdal Hadi Seraph Ried. Hvad var dit navn igen, min pige? Lad mig se din ring.” Han trak nakken lidt tilbage og missede med øjnene.

“Caffaell.” Hviskede Caffaell. Hele bordet ventede i spænding. “Det er mig Caffaell. Jeg er blevet indsat i Rådet… “ hun fortrød straks den sidste del. Tonefaldet var som en lille piges. “Årh.” Caffaell blev irriteret på sig selv. Hun søgte stadig at imponere sin gamle Mester, og så endda foran dem alle. Det lod oven i købet til, at han ikke kunne huske hende. Hendes skam ville ingen ende tage.

“Aah!” udbrød han, da han havde studeret hende lidt. Så søgte han med vilde øjne rundt langs bordet, til han fandt Madeline. “Ingen har fortalt mig om dette!”

Madeline smilede istapper. Porter lagde sine lange fingre omkring den gamle mands håndled som en edderkops greb om et bytte. “Du er informeret. Både på mail og to gange verbalt. Jeg fortalte dig, at vi indsatte et nyt rådsmedlem i Paris. Du ville ikke med, husker du nok.” Porter klappede Abdal afsluttende på hånden. Abdal fjernede ikke sit blik fra Caffaell.

“Jeg har ikke skrevet under. Dette er ikke godkendt af et samlet Råd!” Hans stemme knækkede, hele kroppen hoppede da han slog i bordet.

“Du underskrev papirerne, samme dag som du underskrev fornyelsen af udleveringsaftalen mellem England og USA.”

Abdal trak sig lidt tilbage og mumlede. “Havde jeg vidst hvem I indsatte, havde jeg aldrig skrevet under! Aldrig!”

Rummet var afventende og stille. Det var naturligvis ikke første gang de gamle walk ins havde oplevet konflikt omkring dette bord. Men Caffaell gættede på at der var noget der alligevel var anderledes denne gang. Porter, Littwin og Madeline, var alle involveret i hans sygdom og dermed hans tilbagetrækning fra Rådet, det vidste hun. Men Hettie, Elisabeth og formodentlig også Darcey, hvis han havde været her, anede ikke hvad der var foregået. Eller hvad der foregik lige nu, for den sags skyld. Det var ikke på grund af Abdals udbrud at der var så stille i det lille blå gemak. Det var fordi ægget revnede. Den stærke overflade der kunne holde til et enormt pres, under normale omstændigheder, havde – ved Abdals uvidenhed om caffaells indsættelse – lige fået havde lige fået et kindkys af døden. Tilliden var blevet brudt, det var derfor der var så stille rundt om bordet. Pludselig var de ikke et samlet råd. De var blevet til: hvem er hvem for hvem i dette Råd.

Abdal hævede glasset, hilste og skålede over mod Caffaell, der gengældte hans gestus.

“Tillykke. Jeg véd det altid har været din store drøm.” Han satte glasset ned uden at drikke hendes skål.

“Tak.” Caffaell nikkede og følte sig fremmed over for sin egen far. Hun kunne ikke bestemme sig fo rom hun skulle, eller ikke skulle drikkesin egen skål. Hånden med glasset hang formålsløst foran hendes stive smil, til hun besluttede sig for at spejle sin far.

“Jeg er ked af at jeg ikke kunne være der sammen med dig.” Abdal nikkede og løftede distræt vinglasset igen og drak. Hans hænder rystede let, så han spildte et par dråber på hagen, som han arrigt tørrede væk med bagsiden af hånden.

Caffaell håbede på at det dæmpede lys i rummet skjulte den ene tåre der løb ned langs hendes næse. Hun skyndte sig at drikke til bunden af glasset, så hun kunne duppe sin mund med servietten, og fjerne sentimentaliteten sammen med tåren.

Kapitel 47

ANA

Det var sent. Jeg lå i mørket, på sofaen i lejligheden og kiggede ind i kanten af sofabordet.

Jeg havde lige været oppe for at sige godnat til Tomas, men han var faldet i søvn, da jeg kiggede ind til ham. Hvilket passede mig fint. Jeg trængte alligevel til at være alene.

“Hvor pokker har du været!” Ragner bankede på og åbnede døren samtidig med han stillede spørgsmålet.

“København.”

“København!” han tændte lampen i loftet.

“Se” jeg vippede kroppen dovent frem og trak min bluse ned bag på, og viste ham min skulder.

“Den er virkelig grim!”

Jeg sukkede. “I know. Jeg havde bare brug for at tænke lidt.”

“Lad være med det. Jeg har brug for at du tænker for mig i stedet.” Sagde han og gik tilbage for at lukkede døren.

Jeg kom langsomt op at sidde. Efter mit besøg hos Robert havde min krop føltes mudderagtig. “Ja nu du siger det. Der er sgu’ også lige ti-tusind-millioner-milliarder ting jeg heller ikke kan tumle lige nu,” svarede jeg sarkastisk.

Ragner stod og lænede sig op af døren til køkkenet, og så ud som om han forventede at jeg skulle sige noget mere til ham.

“Så du støtter Juntaen, eller de der Jaguarer?”

Jeg masede mig forbi ham og satte vand over til te. Lige nu kunne jeg på ingen måde overskue hvem, eller hvordan, jeg skulle få fortalt alt det med Tomas og min mudderfornemmelse, om memorysticket og Robert. Så jeg mumlede bare: “Det gør du også, du vil bare ikke indrømme det.”

Ragner begyndte at hive, chokolade, honning, peanutbutter og sukker ud af skabet. Jeg tog en pakke knækbrød og to kopper og satte det på bordet. “Alt ok?” spurgte jeg og fandt to tallerkner og knive frem.

“I mangler solbærmarmelade,” sagde han.

“Ja-hvad-nå-solbær?” Jeg vendte mig om og tog brombærmarmeladen ud af køleskabet sammen med en pakke smør. “Vi har kun brombær.”

“Men solbær er da meget bedre til peanutbutter.”

“Ragner for helvede.” Jeg satte mig ned med et bump og så irriteret på ham.

“Ja.” Sagde han bare og smurte smør på et knækbrød.

Der var stille lidt. Teen duftede af blomster, Ragners knækbrød krummede ned på tallerkenen. Jeg behøvede ikke at sige noget. Vi havde kendt hinanden så længe, jeg vidste han skulle sige noget til mig som var svært for ham at få sagt. Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det. Sådan var det også når det var omvendt. Når det var mig der havde noget der kværnede rundt i hovedet på mig. Vi holdt en let, ikke alt for munter stemning, mens vi respektfuldt ventede på at der gik hul på den egentlige samtale.

“Er det ikke ved at være tid for at Hilde kommer hjem?” spurgte jeg.

“Jeg har en god fornemmelse”

“Ja?”

“Kan du Se noget?”

“Ikke rigtig.”

“Nå men så her i går… “ begyndte Ragner og kiggede usikkert over på mig. Jeg nikkede og lod ham fortsætte. “Såh, kom Signe ind med blod på bukserne. Det var ikke meget, men det var blod. Ja, jeg ved hvad du tænker. Men det var det, for hun gik selv ned i bryggerset og smed tøjet i vaskemaskinen, og det gør hun aldrig. Derfor er jeg sikker.” Han rejste sig for at tage køkkenrullen på det andet bord.

Ragner pegede på mig, lige idet jeg spurgte: “Der har da ikke været sleepere, har der?” selvom jeg godt vidste, at det havde der ikke.

“Netop!” sagde han triumferende, og fortsatte: “Og Signe sagde bare, næh hvorfor spørger du om det? mens hun ignorerede mig.”

Du havde blod på bukserne.” Sagde jeg … “Uuh.” Sagde hun så, som om jeg var overdrevent renlig eller noget i den stil. Det bragte mig ud af den.” Han kiggede ned på tallerknerne. ”Jeg véd det, jeg er nem. Men det er som at blive slået i hovedet med sin egen hånd, meget provokerende. Så jeg kunne slet ikke svare igen, selvom jeg gerne ville have sagt noget virkelig fedt Ala: Rust sprøjter ikke. Så jeg fortsatte bare med at lægge tøj sammen … det var det jeg var i gang med da hun…”

“Ja, ja,” jeg lavede cirkler med en finger, for at få han til at fortsætte. Det var man nødt til med ham nogen gange.

Han nikkede, “Ja, nå ja – altså, så sagde hun: Jeg smurte noget af det der pletrens du har på. Det tager da rust, gør det ikke?

Jo.Sagde jeg så bare og gloede på hende.”

Ragner faldt tilbage mod ryglænet og kneb øjnene lidt sammen. “Hun har været meget kort for hovedet på det sidste, synes du ikke? Har du ikke lagt mærke til hvordan hun holder sig for sig selv? Først troede jeg at det havde noget med mig at gøre.” Ragner sænkede blikket igen, og tog to stykker knækbrød mere. “Havde du noget pølse?”

“Men er I ok?” spurgte jeg.

“Det er ikke mig. Eller det er det nok i den sidste ende. Men jeg kom i tanke om noget Benji havde sagt også. Dét med at hun tog til Stokholm for at købe støvler, i stedet for at købe dem online.”

“Men er vel ok. Jeg har jo lige været i København. Måske er det dig der trænger til at slippe væk nogle timer. Her er ved at være lidt…”

“Hvor er du irriterende!” Han rejste sig voldsomt fra stolen.

“Fordi jeg ikke bare giver dig ret? Hold nu op.”

“Fordi det er åh, så sandt når din mavefornemmelse siger dig noget.” Han lænede sig helt ind over bordet. Hvis jeg ikke kendte ham, ville jeg ha’ troet, at han truede mig.

Han pegede sig selv hårdt på brystet “JEG kender min kone. JEG véd der er noget galt. Præcis som når du véd der er noget galt med Tomas.” Han var vild i blikket.

“Det er jeg nu ikke så sikker på.” Jeg bare ville ha’ tænkt det, men kom til at sige det højt.

Han skubbede til stolen og gik, “tak fordi du lyttede!” vrissede han med en såret stemme.

Jeg tog mig til panden, “Ragner … det var mig jeg mente. Jeg kan ikke mærke T, det var mig…”

Han smækkede med døren da han gik.

“For helvede!” jeg råbte og skubbede brombærmarmeladen ned fra bordet.

Kapitel 48

BENJI

Benji strakte og rejste sig. “Pfff…” han vippede de trådløse hørertelefoner af, krængede sine sokker af og trak trøjen over hovedet. Selvom det var tidlig morgen, var hans kontor varmt og indelukket. Serverne havde kørt i højt gear hele natten. Et øjeblik tænkte han på hvad jægerne ville tænke, hvis en af dem pludselig kom forbi. Han sad tit og arbejde i bar overkrop om sommeren. Han var ligeglad med familien, men jægerne var så hårde. – Og så var der Daeg, – hvis han kom ind … pludselig blev han blufærdig.

“Årh, slap af! Glem det. Han gider dig ikke,” tænkte han.

Skærmen stod stille, der var ingen aktivitet på nogen af mobilerne. 10 grønne og 6 blå linjer. De blå var familiens mobiler, det var dem han var ved at lukke for aflytning. Men de grønne var jægernes, de skulle helt sikkert aflyttes. De to sidste grønne var Ragners private og Anées transitmobil, dem havde han også sat aflytning på. Den 10’ende var et wildcard. Et signal han havde samlet op for bare to timer siden. Det var en mobil der ikke var registreret. Det var altså lykkes en eller anden at skjule en mobil for Ragner. Nu havde vedkommende tændt den, og hans scanner fangede signalet.

Anées var blevet tavs, da han rapporterede det. Nu havde han bænket Benji til live-monitorering, til der var bid, på den ene eller den anden af de grønne linjer.

Det var ikke det mest inspirerende job, at sidde og lytte til andres samtaler, og tracke dem. Men selvfølgelig skulle han det.

Han tog hovedtelefonerne på igen og gik over mod køleskabet og snuppede en danskvand, før han gik over og åbnede vinduet. Han havde altid noget ligegyldigt pop i ørerne når han sad og arbejdede. Men han kunne ikke holde det ud, nu hvor Daeg så på ham som om han var et meget kedeligt gulvtæppe, så han havde fundet en kanal med Metal. Det passede bedre til temperaturen på kontoret og i hans blodbaner.

“Hvor er du?”

Musikken fadede ud, og stillede et opkald igennem til aflytning.

”Ja.”

”Har du besluttet dig?”

“Jeg bliver her.”

Benjis hjerte blev til kold ubevægelig voks. Det var Daegs stemme. Han fór om på den anden side af skrivebordene for at tjekke linjerne. ”Bingo.” -der var ild i den 10’ende mobil. “Shit, shit, shit!” tænkte han. Tastede sig ind på opkaldet, trykkede Enter for at optage. Gloede tomt på skærmen i et nanosekund klikkede Enter igen, for at stoppe optagelsen. Han havde ingen intentioner om at lytte til Daegs private samtale.

“Hvad gør du!” stemmen i den anden ende lød hård og overrasket.

“Du hørte godt hvad jeg sagde,” svarede Daeg med sin sædvanlige ro.

Benji tastede Enter igen. Han var nødt til at optage samtalen. ”Havde det været enhver anden ville jeg…” Pludselig hørte han hoveddøren gå op, i hørertelefonerne. Daeg stod i entreen oppe for enden af trappen.

“Er det dit endelige valg? Du bliver i Skandinavien mens…”

“Vent…” Daeg hviskede i røret.

Benji kunne høre hurtige trin på trappen. Samtidig med han gled lydløst ned af kontorstolen, og ind under øen af borde med skærme der udgjorde hans kontor, tastede han cmd+shift+s og startede screensaveren.

“Vent!” Daeg hvæsede i røret mens han forsigtigt åbnede døren til Benjis kontor. “B?” spurgte han, inden han trådte helt ind i rummet. Benji trykkede sig længere ind i midten af bordene mens han intenst fulgte Daegs fødder der først gik ind i serverrummet, før han stod stille lige ved Benjis faste plads.

Daeg slappede af i stemmen. “Ok, jeg havde pludselig en fornemmelse af at der var nogen der lyttede med.” Sagde han.

“Ha, ha, du er paranoid! Vores linjer er sgu’ da totalt tætte.” Hånede den ukendte stemme i den anden ende.

“Du kender ikke B,” svarede Daeg tørt og satte sig på Benjis kontorstol.

Benji nåede lige at flytte benene, før Daeg skovlede sine store fødder ind under bordet. Han sad nu og ballancerede på bagdelen med fødderne svævende over Daegs støvler.

“Så I er rykket over?” spurgte Daeg.

“Ja vi har 200 i Italien, hovedsageligt i og omkring Milano, og så er der nogle små grupper i Østrig og Spanien…”

“Du véd de er i Nantes?”

“Ja vi har folk i Paris, Le Charbonneau…”

“Ok.”

“… og Bouguenais.” Stemmen lød tøvende.

“Så tæt på?”

“Vi er nødt til at ha’ folk i nærheden af lufthavnen.”

“Klart. Nogen ansatte endnu?”

“Ja, den sorte fugl holdt sit løfte. 2 af os har fået ansættelse i bagagen, 1 vagt og 1 pilot.”

“Super.” Daeg lænede sig tilbage og lagde benene over kors.

”Vi er blevet anklaget for et meget brutalt overfald på en oksehakker.”

”For helvede!” hvæsede Daeg. ”hvad skete der med lav profil!”

”Det var ikke os! Hvordan vil du ha’ vi skulle komme helt ind på slottet efter dét med Bernadine… ”

”Ja, ja, undskyld.” Daeg lød presset.

“Det her er ikke fedt, ikke fedt, ikke fedt B!” Benji fumlede med svedige fingre, på siden af højre høre-bøf, og fik endelig skruet lyden helt ned. Han ville vente og lade Anées lytte til optagelsen. Han kunne ikke få sig selv til at udspionere Daeg på den måde.

Han klemte læberne sammen. Det var godt for hans apps at sidde med fødderne hævet, men han var ikke sikker på hvor længe han kunne holde balancen. Forsigtigt vippede han over på venstre balle, så han kunne læne sine knæ mod et bordben.

Han fattede ikke hvad der foregik. Var det i virkeligheden Daeg der var spion? Var det derfor han var så afmålt?

“Men det er jo klart, når Jacqline ikke vil, så kan det ikke lade sig gøre, det er for risky.” Daeg svarede på noget og nu forstod Benji slet ingenting.

“Klart.” Sagde Daeg. “Det er klart.” “Selvfølgelig. Klart.”

Benji rullede med øjnene under bordet.

“Klart.” – “Du hører ikke nogen modstand fra mig gør du?” – Daeg trommede med fingrene på bordkanten – “Klart,” sagde han så igen.

“Ah, hvis du skal lytte så gør det dog ordentligt!” tænkte Benji og skruede forsigtigt op for lyden igen.

“Klart,” Svarede Daeg.

Så var der en lang pause.

Benji rullede med øjnene igen. “Hvorfor fanden siger de nu ikke noget?” tænkte han, mens et jag af smerte skød op gennem den venstre røvballe. Han holdt vejret og vippede over på den højre, og kiggede på uret. Cirka 8 minutter.

“Du kommer slet ikke så?” stemmen i den anden ende lød knapt så kold nu, den var nærmere bekymret.

Daegs fingre trommede på kanten af hans keyboard nu. Ingen sagde noget.

“Please, please, please lad være med at ramme min spacebar,” tænkte Benji. Hvis Daeg trykkede på mellemrumstasten, ville skærmbilledet forsvinde og Daeg ville se en masse koder med grønne og blå afmærkninger. Ikke noget han umiddelbart ville kunne få noget ud af. Men én af linjerne ville blinke orange med teksten: “aktiv monitorering – Wildcard – pre-paied-cell.” – den mobil han sad og talte i.

“Han slår mig ihjel!” tænkte Benji. “Han slår mig ihjel og forsvinder for altid. Han laver en Henry Ried. Han…”

“Nej!” Daegs stemme brød Benjis dommedags tanker. “Jeg tror der er ved at ske noget i Den Skandinaviske Familie der kan få afgørende…” han rejste sig fra stolen og gik over mod døren. ” … betydning. Jeg kan ikke tale mere nu.”

“Ok, bite to kill!” svarede stemmen i et afsluttende tonefald.

Bite to kill.” Sagde Daeg, afsluttede samtalen og gik ud af rummet.

Benji slappede helt af i kroppen og lod sig dumpe ned mellem ledninger og stik. Han skubbede fortumlet hørertelefonerne helt af. “WTF!” tænkte han, og kiggede hen mod den lukkede dør. “Jeg er den tykke tøs med brillerne!” mumlede han. ”Jeg er hende alle fortæller deres hemmeligheder til! … ok, måske ikke frivilligt. Men … WTF!” tænkte han igen, drejede hovedet og stenede op under de sorte bordplader.

“Jeg vil ud af den her fucking film” Benji trak sig ud under bordet, strakte ryggen, satte sig på hug foran skærmen, trykkede på mellemrumstasten, og slettede: optagelse af sidst aflyttede samtale.

Kapitel 49

CAFFAELL

Gardinerne var trukket for de høje vinduer, for at skærme mod den skarpe efterårssol. Væggene var bare, på nær de høje paneler og den smukke stuk. Der var en kolossal pejs, med et komisk lille bål til venstre for midten.

“Det er mest for hyggens skyld” Abdal lavede en afværgende bevægelse mod ilden, da han viste Caffaell ind i det store rum. ”Du har ikke en skygge med?”

”Hun er væk.” svarede Caffaell kort.

Der lå tykke tæpper spredt ud over de lakerede trægulve i Abdals lille lejlighed på Rue Crébillon. Det lignede et øhav af små og store persiske øer. Midt i det hele var der en form for central ø, et hovedland. Her stod to lænestole, med et bord imellem. Bunker af uldne tæpper, lå som sovende hunde omkring stolene.

Langs med vinduerne stod et sort marmorbord, med et væld af ledninger, og ekstra stik. Det hele lå i en uregerlig rotterede ved det ene ben. Rundt om bordet stod et par fint udskårne spisestuemøbler, men det var ikke her man spiste. Det flød over med bøger, printere, to bærbare computere og tegnepapir.

“Lad os alle sidde.” Abdal trak en lav træskammel med over til de to lænestole, midt i rummet. Han nikkede over mod det ene hjørne, lo lidt og trak på skuldrene, – eller gøs. Caffaell kunne ikke helt regne det ud.

I hjørnet var der en stor uredt seng, inde i en dyb alkove. Her stod også en lænestol og et lille bord. Gulvet flød over med aviser og bøger, som om alkoven var et monster der havde fortæret alt indholdet og spyttet benene ud. “Det dér var min tilværelse, indtil jeg fik en af dine miksture… “

Caffaell kiggede rundt i rummet. “Er det her …? “

“Ja, der er bad i kælderen.”

Caffaell tog en kedel, der stod ovenpå en stak papirer på marmorbordet, og gik over mod et langt træbord der stod i modsatte side af rummet. Her var en porcelænsvask der var monteret med interimistiske buer af vandrør der førte ned til et åbent afløb i gulvet. I den ene ende af den lange bordplade var der to gasblus og nogle gryder. Sæber og krydderier stod i en skøn blanding mellem tallerkner, bestik og poser med ris, mel og et tandkrus med tandbørster og et par barberskrabere. Et spejl placeret over bordet i den ene ende, og et køleskab placeret under bordet i den anden ende, synes at sige: ja, her har vi en konstruktion, der udgør både køkken og badeværelse.

“Tro ikke at jeg ikke så den tåre du fangede i servietten.” Abdal trak et tæppe hen over benene med et suk og slog ivrigt ud med armen. “Det er perfekt! De tror du er en sentimental drukkenbolt, og at jeg er et gammelt fjols der ikke længere ønsker at leve. Perfekt! Perfekte omstændigheder for et listigt bedrag.”

Caffaell satte kedlen over et blus og tændte for gassen. Der gik et par sekunder før hun vendte sig om.

Hun havde gennemtænkt forskellige scenarier, men det havde været drømmerier indtil nu. Ubevidste tåger af fornemmelser og tanker der ikke ville tage form. Nu trak Abdal, med vanlig skraphed, det lille skyggevæsen af en idé ud fra tankernes mørke i et nådesløst ryk.

“Du er så direkte.” Caffaell gik gennem rummet til lyden af sine egne skridt der skiftevis lød som høje klak! og lydløse tump-tump, alt efter om hendes hæle ramte lakkeret gulv eller håndvævet tæppe fra det gamle Persien.

Det var som om det kun varede et splitsekund, at gå fra hendes egen tanke: “gad vide hvad jeg skal stille op med denne her Rossignol situation, med Ana og familien,” til Abdals idé: “du spiller idioten, jeg er den døde, sammen kan vi styrte det Europæiske kongehus.”

Caffaell havde det som om hun gik gennem en skjult tunnel, da hun gik de få meter hen over gulvet. Lydene var skærpet, solens skarpe stråler der gav rummet i et transcenderende skær. Hun var drejet af i en skæbnevending, der lå i en helt fysisk bevægelse. ”En idé, der normalt ville tage uger, måneder og år om, at manifestere sig i mig… “ tænkte Caffaell, ”opstod og tog form på samme tid, denne eftermiddag, mens jeg drejede rundt ved det interimistiske køkkenbord i en lille lejlighed på Rue Crébillon, Nantes, Frankrig.” Hun så usikkert over på Abdal, der bare nikkede og lod hende tænke tanken til ende. ”Da jeg tog kedlen var jeg i tvivl. Men da jeg vendte mig mod Abdal var jeg i åbenlys konflikt med alt hvad jeg troede på.”

Abdal lo kunne hun se. Men hun hørte kun lyden af skoenes hæle mod gulvet og gassen der varmede kedlen. – en DNA streng dansede foran hendes øjne – eller også var det et reb hun kunne hænge sig i. Lyset var underligt skarpt. Caffaell kunne ikke helt se om dét var livet- eller dødens korridor hun var gået igennem.

Abdal lagde sine gamle fingre omkring Caffaells hånd, der hvilede på armlænet af den lille røde lænestol, der var beklædt med hæklede tæpper. Hun var ærligtalt lidt rystet.

“Tro ikke at jeg vidste det hele. At jeg… “ han strøg hende på kinden med bagsiden af hånden. “Åh, hvor jeg fik et chok, da jeg så at det var dig dér ved bordet min pige. De fortæller mig intet!” Han lavede en vred streg i luften med en kroget finger. “Jeg havde aldrig tilladt at du skulle indsættes i denne … dette … depraverede karneval”

Caffaell stirrede tomt frem for sig og mumlede: “Jeg har aldrig tvivlet, men nu … hvad er der sket de sidste 50 år?”

Abdal nikkede og begyndte at omarrangere bøgerne på det lille tebord der stod mellem dem. “Ja, jeg var klar til at dø” Hans ansigt var askegråt. Tunge poser under øjnene, de tynde øjenbryn løftet højt op i panden. “Jeg gider ikke det her spil længere. Vil det ikke.”

Hun løftede sin hånd, og lagde den oven på hans. Hun strøg ham blidt hen over de stive fingre med blanke tykke negle. “Det er klart far. Du har gjort det godt.”

“Jeg har altid missundt menneskene deres dødelighed. Der er noget nobelt over forgængeligheden. Hvis de er heldige giver det dem en livs-ild, fra de fødes til de dør. Ha, ha, man ville have en gangske anden tilgang til livet hvis mange havde den mulighed, ikke sandt? – Til hverdagen mener jeg … åh! Når jeg ser på børnene, jeg kan ikke huske hvordan det er, og alligevel når jeg ser på dem … min Gud.” Han så kort på hende med et længselsfuldt blik. “Men så kom … hvad hed hun? …”

“Etienne.”

“Fint navn… “

“Hetties Oksehakker.” Caffaell nikkede utålmodigt.

Han sukkede. “Jeg har sendt mine på pension … for evigt.” Han lo og skar ansigt, “undtagen Kate naturligvis, hun er bare på ferie … Men … hvor kom vi fra…?” De gamle fingerspidser duppede op og ned på armlænet.

“Etienne kom med beskeden…? “

Abdal nikkede, “ja jeg fik din mikstur og vidste du var i Nantes så … jah,” han sukkede. “Jeg fik pludselig lyst til noget igen. “

“Du vidste det var mig?”

“Jo, jo, selvfølgelig gjorde jeg det. Ikke mange folder hjørnerne på papirsposer som du gør, og sætter en elastik omkring.”

“Men du sagde, at du ikke vidste at det var mig de havde indsat…”

Abdal vendte hovedet med et ryk. “Men det gjorde jeg heller ikke. Jeg har ikke læst mails i det her århundrede, og min mobil har været sat på lydløs siden … før den lille satan blev opfundet. Jeg vidste du var i byen, på grund af posen. Men ikke at du sad med ved bordet!” Han vippede nakken lidt tilbage og lo. ”Jeg fik lyst til at lege igen.”

“Lege?”

“… Ved bordet, hvor vi improviserede som i gamle dage.“ Hans øjne spillede af glæde, ” -jeg som en savlende idiot, og dig som den forsmåede elev. Du spillede med, og de bed på.” Han så opfordrende op hende.

Det havde ikke været skuespil fra hendes side, og heller ikke fra hans … ikke helt.

“Vi kunne vælte Rossignol.”

“Det er næppe en leg.”

“De forsøgte at forgifte mig!”

“Jeg véd det!”

Kedlen truede med at begynde at tude, Caffaell ville rejse sig. Men Abdal greb hendes hånd.

“Henry dear … would you mind joining us… “Abdal kiggede over mod alkoven, hvor en ældre herre slog en dyne og et tæppe til side.

“Yes, yes … sorry… “ han svingede benene ud over kanten på alkoven.

“Kedlen skat…” Abdal gestikulerede utålmodigt mod køkkenarrangementet.

Manden vinkede søvndrukkent til Caffaell, “Sweet Caffie.” Han smilede hurtigt, kedlen tudede, han pegede på den, “just give me at minute…” Så gik han over for at lave te.

Caffaell gloede skamløst på den gamle mand. “Henry? Henry Ried!”

Abdal så med dyb kærlighed på den slanke gamle skikkelse der tøffede hen over gulvet i bare fødder og pyjamasbukser, mod den tudende kedel. “Min eneste ene.”

Henry kom over mod dem med en bakke, Caffaell rejste sig og skubbede en tredje stol over til tebordet. Henry satte bakken ned, kyssede Caffaell tre gange på kinderne, og nikkede mod stolen hun havde siddet i. “Må jeg…? “

“Selvfølgelig”

“Gamle hunde, gamle vaner.” Smilede han og slog det hæklede tæppe hen over benene i en kendt bevægelse.

Han og Abdal havde været elskere lige så længe Caffaell kunne huske. For bare 140 år siden var de blevet gift, ved flere smukke ceremonier, som det var skik blandt walk ins. Hun følte sig altid tryg i hans selskab. Flere gange i sit liv var hun flygtet til Hawaii hvor han boede det meste af tiden. Det var ikke normalt at det var ham der kom til Abdal. Han flyttede sig sjældent for nogen. Henry brød sig ikke om byer, mennesker, kongehuset og politikken. Det var ikke fordi han var ukærlig, at han ikke havde slået sig ned i Paris hvor Abdal havde haft sit virke i flere hundrede år. Han insisterede bare på at ville have det rart. Altid. Derfor boede han på Honolulu eller Kahului. Ligesom alle andre walk ins var han nødt til at flytte tre fire gange hvert århundrede. Men han holdt sig for det meste til én af de Hawii’ske øer.

Han havde aldrig blandet sig i hverken politik eller i kampen mod de utilpassede væsner. Han var en af de mest undseelige walk ins Caffaell kendte til. Henry brugte sin tid på at male og på at researche, donere penge til obskure små institutioner og organisationer, som ingen kendte til.

“Selvfølgelig,” tænkte Caffaell. Printeren, bøgerne, papirerne. “Han holder aldrig op. Han er aldrig i tvivl, han elsker øjeblikket.” Det måtte være fordi Abdal havde været så deprimeret at han havde været ved at dø af det, at hans afsky for byen og alle menneskene, måtte vige pladsen for hans kærlighed til Abdal.

Hun tog ham i hånden og kyssede ham kærligt på kinden. “Hvor er jeg glad for at se dig. Jeg elsker dig. Véd du det, Henry.”

Han lod en finger følge kurven på hendes øre, mens han nysgerrigt, næsten sultent fulgte den med øjnene, fuld af beundring. Ikke for hende, det vidste hun. Men for foreningen af hendes væsen og den krop han rørte ved. “Det ved jeg.” Hans blik skiftede fra miraklet af hendes øreflip, til hendes øjne. “Og det værtsætter jeg så uendeligt meget.” Så slog han blikket ned, og sippede til sin te. Han udstrålede både fryd og generthed på én gang.

Abdal lagde mere brænde på pejsen. Caffaell stod ved køkkenvasken og vaskede op. Henry lå i alkoven, røg cigaretter og drak Koloa, en mørk rom han holdt særligt meget af. Han var omgivet af bøger og aviser fra hele verden.

Under kaffen havde Caffaell fortalt de to gamle alt hvad hun vidste om sagen med Ana, om visionen hun havde fået før hun fandt Tomas og Ana under broerne i Nantes: En lys og en mørk, forenes og bliver til ét i én. –selvom de havde hørt det før.

Lige nu, var de i gang med at vende de gamle ord om, at sleepere varslede Le Marias komme.

Henry havde leet ad hende, da hun nævnte det. “De sleepere der er rapporteret om de sidste hundrede år … og dem du beskriver nu, med blåsorte mundhuler og at de suger Prana af menneskene. Det passer fint til beskrivelsen. Med undtagelse af en lille detalje… “

Abdal tog over “… det sagde jeg også til Porter sidste vi talte om det… “

“Ja, ja, det har du sagt… “ Henry vinkede Caffaell over til sengen, hvor han slog benene ud over kanten. Hun tørrede hænderne i et viskestykke og gik over og satte sig i fodenden af sengen. Henry fortsatte: “det er ikke rigtige sleepere. Rigtige sleepere er soldater. Krigerne der kæmper, rydder vejen og beskytter dronningedæmonen: Le Maria. Hendes drift er mørke og død. Væsner der ikke ærer hende … hvornår var det?” Han så på Abdal, er trak på skuldrene. “Før vores tid.”

“Ja, langt tid før… “

“Den mørke middelalder,” sagde han og lænede sig frem mod Caffaell.

Det var præcis som hun huskede det fra hun var en helt ung walk in, og han lærte hende om verdenshistorien.

“Le Marias sleepere var helt grå i huden. Gustne og næsten våde. Spidse tænder og klolignende hænder og fødder.” Han lo mørkt. “De nøjes ikke med Prana. De æder menneskekroppe, og altså også walk ins, -råt. Det er blodigt. Historien beskriver dem som hyæner. De slår ikke ihjel før de æder, de fortærer kun levende kød, hvis du forstår.”

Caffaell nikkede.

Henry rystede på hovedet, “bare rolig ingen kender længere den historie, og med god grund. På dét punkt kommer historien ikke til at gentage sig. Le Maria blev slagtet af den store kriger Hektor Trakas og hans hær – opkaldt efter mytiske Græske kriger Hektor.”

Abdal bød ind, “det er derfra vi har overtaget ritualet med at dele en white-outer eller en soulrider i tolv stykker, hvorefter vi brænder dem 12 forskellige steder på kloden. Det gjorde man for første gang med Le Maria.”

“Betryggende.” Caffaell smilede let. “Jeg kan svagt huske at jeg har hørt historien før. Men dengang var den bare en grum historie. Nu tænker jeg på Ana der har sat ild til Mimer, og som havde lyst til at æde en død sleeper finger.”

”Le Maria er aldrig blevet forbundet med at æde sine sleepere. Men med ild, ja. Hun var en voldsom dæmon i sin tid.”

Caffaell så spørgende på Henry og Abdal. “Men Ana levede som dæmon, sugede blod ud af frisk menneskekød, og bed Tomas i halsen, – selv efter hun havde skiftet krop.”

“Le Maria er død og borte!” fastslog Abdal.

”Kan hun være en særlig slem form for kemisk sleeper?”

“Sleepere spiser ikke døde fingre … Kun levende kød.” Tilføjede Henry. “Jeg ved ikke hvordan de opstår eller hvorfor, men de sleepere du beskriver nu, kommer ikke engang tæt på. De første der blev rapporteret om, manglede de mørke munde, ikke sandt? De næste gik fuldstændig i opløsning… “

Endelig var der noget Caffaell vidste, “ja Signe fortalte at de blev flydende kort efter man havde slået dem ihjel.”

Henry nikkede, “Jeg giver Abdal ret. Nogen har forsøgt at skabe våde Sleepere, ligesom de originale. Det er mit gæt.”

Abdal nikkede, “ja vi har talt om at der er en eller anden kemiker, der heller må se at tage sig sammen, hvis han vil skræmme os med Le Marias komme. De sleepere der er her nu, minder jo mest af alt om dårlige zombie kloner.”

Henry skoddede sin cigaret og flyttede askebægeret fra sengen, til et lille tebord ved siden af stolen. “I ved godt at myten om Eva der tog en bid af æblet ikke var menneskets forbandelse, men en stor gave, ikke?” Han satte sig op i puderne, og glattede på sin undertrøje, som for at fremstå bare en smule værdigt.

Abdal der stod ved pejsen med et tungt stykke brænde i den ene hånd rettede sig op.

“Måske er det godt Ana fik den tingest, eller tilstand blæst ind i sig. Måske vil det ændre den måde vi opfatter verden på,” sagde Henry uskyldigt.

Caffaell så eftertænksomt på ham. “En lys og én mørk bliver til ét i én.” Jeg har altid tænkt at det handlede om Tomas og Ana.

“Ja, ja, der er en mening med alting.” Vrissede Abdal, “Meget bekvemt livssyn i visse situationer!”

“Sand perfektion inkluderer fejlen. Det er dine ord.” Henry begyndte at bladre gennem en blød gammel notesbog. “Smerten minder dig om hvilken vej du skal vælge.”

“Tha!” Abdal lo. “Ingen vælger ukendt frihed over kendt smerte. Vi går hellere gennem en skyggefuld dal – ikke bare fordi vi kender smerterne og faldgruberne der ligger gemt der – Men fordi højdedraget er ukendt.”

Henry så op fra sin bog. “Vi kan i hvert fald udelukke at Ana og Le Maria har noget med hinanden at gøre. Right?”

“Right.” Svarede Både Caffaell og Abdal.

“Hvad nu hvis… “ Henry vred munden lidt til den ene side. ” … åndedraget som shifter-dæmonen åndede ind i Ana er en gave.”

Caffaell sukkede, “Jeg er bange for, at det slår hende ihjel.”

Pludselig udbrød Abdal: “Hvis du lader det som er inden i dig komme ud, vil det som er inden i dig, sætte dig fri … hvis du ikke lader det som er inden i dig komme ud, vil det som du ikke lukker ud, slå dig ihjel.”

“Tomas evangeliet.” Mumlede Caffaell. ”Jeg tror ikke hun er villig til at dele ud af sin viden omkring dét. Hun er bange for at nogen tager det fra hende. Hun værner om det med livet som indsats.”

”Jeg tror du har ret skat,” sagde Abdal til Henry. ”Hvis hun kunne finde ud af at bruge det … hun er nærmere hybrid, hvis hun er noget.”

Henry nikkede mens han blev ved med at læse i notesbogen, ” hybrid kunne virke … kunne endda være spændende at have sådan én i familien.” Pludselig slog han en hjertelig latter op. ”Hvor er livet interessant!” udbrød han. ”Det kan give hende et helt nyt liv.”

”-eller få hende slået ihjel.” Mumlede Caffaell. ”For good.”

Henry klemte hendes arm, og nikkede over mod Abdal. ”I hvert fald er der én der liver mere og mere op af al denne ballade.”

Abdal smed endelig brændeknuden ind i ilden og vrissede noget uforståeligt.

Kapitel 50

TOMAS

Den sandwich han havde i sin knyttede næve var klemt sammen som en klud, fordi han lige havde haft en ryste tur igen. Han kastede den fra sig og trådte ud af den smøge han var trukket ind i da rystelserne tog til. Det ene ben var stadig stift i det. Det var som om kroppens muskler trak sig sammen i kramper af forskellig styrke. Den han lige havde haft havde ikke været alt for slem, men det var nervepirrende ikke at vide hvornår han ville få et anfald igen.

Men dagen var smukkere nu. Han var sluppet for sine forfølgere for en times tid siden, ved at springe på en tilfældig bus. Han havde skiftet to gange, uden at vide hvor de kørte hen, men nu var han sikker på at ingen fulgte efter ham.

Inde i en kiosk havde han tømt en flaske vand, og købt to ekstra flasker, lidt chokolade og et par sandwiches. Solen stod lavt på himlen. Manden i kiosken havde anbefalet et motel, det var der han nu var på vej hen. Østeuropa så bedre og bedre ud, jo tættere han kom på Warszawa midtby.

Lyset skar ham i øjnene, så han trak capen længere ned i panden, og hankede op i tasken der hang på hans skulder. En dreng og hans far stod og kiggede efter ham, da han passerede dem. Tomas smilede flygtigt til faren før han slog blikket ned. Han smøg sig hurtigt om hjørnet og ind mellem en bilvask og et værksted. Der var små huse, uden haver, boligblokke og nogle haller af en art. Han flåede papiret af den anden sandwich og tog en bid. Han måtte se at få den her krop på ret køl så hurtigt som muligt. Han kiggede sig omkring for at finde et supermarked. Han trængte til grøntsager, frugt, ost, kød og groft brød.

Pludselig fangede hans blik en kvinde på den anden side af gaden med en barnevogn, der stod og råbte af ham.

“Dodek, din søster leder efter dig.”

“Ok jeg finder hende” råbte han tilbage. ”Hvad fuck er oddsene, jeg har taget to busser!” tænkte han og drejede hurtigt ned af en bred vej, med masser af trafik.

“Hey” kvinden begyndte at krydse gaden.

Tomas hjerte slog hårdt inde bag ribbenene. “Hun er … veninde til … min søster … som hedder … Milena! Ja.” Han ledte febrilsk efter hendes navn inde i det mylder af tanker der fyldte hans hoved. Han satte farten op, men han kunne allerede høre hende komme rundt om hjørnet. Han vendte sig halvt rundt.

“Din søster har brug for dig!” Veninden begyndte at småløbe, med barnevognen foran sig.

Tomas standsede op og slappede af. I det mindste var det ikke en kæreste. Han tog en grådig bid af sandwichen og stoppede resten ned i oilskinsjakkens store lomme. “Hey … jeg så dig ikke.” Mumlede han med munden fuld af mad.

Da hun nåede op på siden af ham, kom navnet. Pola. Pola og hans søster havde født på samme tid. De var begge to alene med små børn. “Fuck.”

“Hey hvad laver du herinde? Hvorfor har du sådan en stor taske med?” hun smilede afslappet, men Tomas kunne se hun var vred. Hende læber var smalle og hårde.

Han holdt blikket fæstnet på sine knyttede næver som han havde trukket op foran ansigtet, mens han lod som om han varmede dem.

“Hør her, jeg ved godt du er ude i noget lort.” Hun trak ham i armen for at få ham til at se på sig, men han pustede bare på sine hænder, og trak capen længere ned i panden. En sveddråbe pilede ned langs med tindingen.

“Du kan i det mindste fortælle mig hvor hun kan finde dig. Du har ikke været hjemme i dagevis. Piotr leder efter dig.”

“Ja. Jeg er på vej ud af byen,” mumlede han, og tørrede sved af overlæben med jakkeærmet.

Hun hev fat skyggen af hans cap, for at få ham til at se på hende. “Hvad har du taget?”

Tomas trak hurtigt ansigtet til sig, skar tænder. Så løftede han forsigtigt på skyggen til Capen og lod hende se det ansigt alle var så bange for. “Jeg er død. Tænk sådan på det. Hils Milena og sig at jeg er død, ok. Sig at hun skal se at komme ud af det her hul. Jeg starter forfra et andet sted.”

Så hev han to håndfulde dollars sedler, op af tasken, og stoppede dem ind i inderlommen på frakken. “Jeg har nogle penge, I kan ikke bruge dem her ok. I skal gå under jorden!”

“Hvad snakker du om, vi har små børn.” Råbte Pola.

En mand der kom gående på den anden side af gaden, gloede åbenlyst på dem. Tomas trak hende ind til sig i et hårdt favntag. “Hvis jeg hører at du har snydt hende så kommer jeg og finder dig, og så slår jeg dig ihjel.” Han stirrede på hende med tomme øjne.

Hun gispede.

“I skal rejse i dag!”

“Ok.” Pippede hun.

Så bøjede han sig ned, trak indkøbsposerne under barnevognen ud, og proppede tasken med de mange dollars ind i kurven i stedet.

“Men … jeg har købt en steg…” Polas øjne hang ved de to indkøbsposer.

Tomas’ hånd sad omkring hendes hals som et skruestik. Han trak hende helt op på tæer. “Løb!” hviskede han.

Pola snublede et par skridt bagud, greb ud efter barnevognen og gik grædende afsted, så hurtigt hun kunne uden at løbe.

Tomas flåede frakken af. Han svedte som et svin. T-shirten var gennemblødt. Det var ikke hans stolteste moment. Men det var der ikke tid til at fundere over. Han skulle ind mod byens anonyme mylder. Så skulle han i form, og så skulle han hjem, det kunne kun gå for langsomt.

Han stod og svajede midt på gulvet på Motel Zabaw, der lå et par kilometer uden for centrum. Zabaw betød legeplads på Polsk. Værelset var malet lyseblåt, med nogle håndmalede skyer. Et par måger hang hen over væggen ved sengen. Lampen var et anker og skærmen en grøn pirat hat. Veloursengetæppet havde et billede af en havfrue med et par gigantiske bryster, der kun lige var dækket af et par små muslingeskaller.

“Wow for en scarry temaaften” Tomas tømte den plasticpose med nyt tøj, han havde i hånden, ud på havfruens mave. Hans ben var ømme, den højre side jog med vild smerte. “Jeg har brækket et ribben” tænkte han, løftede den beskidte T-shirt over hovedet og smed den på gulvet. Forsigtigt lod han fingrene undersøge knoglerne under den mørkeblå næsten sorte hud. Ribbenene under de tætte muskler virkede nu til at være hele, måske var det bare en fraktion.

“Ok!” Tomas kiggede først ned af sit ben, så på armen, eller lidt ved siden af armen. Stillede uskarpt med blikket. ”Fuck.” Hans ring var gul. Han gik ud i det lille køkken hvor lyset var anderledes. ”Stadig gul. GUL?” Mumlede han. “Det må vi arbejde på. grøn var federe.” Men han vidste godt fra tidligere, at ekstreme traumer i forbindelse med en translokation, kunne få ringen ændrede farve.

Han tænkte på familien, “de kender mig. Det er ok T. Du skal bare hjem. Så snart du er der, genkender de dig.” Han talte beroligende til sig selv. “De har bare nogle problemer som de er nødt til at tage sig af … så snart jeg er der…” han afbrød sin egen ordstrøm, gik ind til værelset med sengen og knappede sine bukser op. “Det løser sig T!”

Han lod bukserne falde til gulvet før han trådte ud af dem. Så tog han en dyb indånding og sagde: “Ok big guy. Hvordan ser det så ud nede i din afdeling?” Tomas løftede ud i boksershortsene og lod dem falde til gulvet, før han kiggede ned på den nye pik han havde fået. “Nå ok, en skævert.” Sagde han tørt konstaterende og trak lidt i den for at se om den måske bare hang skævt. “Nå ikke.” Han slap og smilede til den. “Bare du virker!”

Ud over ansigtet, var pikken en af de vigtigste ting ved en ny krop. Selvfølgelig.

Af gammel vane lod han en hånd løbe op gennem håret. Hans fingre genkendte den bløde fornemmelse af stubbe. Han var birk, så meget vidste han, muskuløs, lange ben, ikke så slank som sin sidste krop. Hans bryst og overarme var spændte, mavemuskulaturen lå fladt og tæt ind til kroppen.

“Ok, så er det nu…” tænkte Tomas og gik over mod badeværelset. Det var helt bevidst at han havde undgået badeværelset i lejligheden, vindues-refleksioner og bilruder. Bare Andrzej, der samlede ham op i bilen, havde ikke givet ham håb om et fotomodelansigt. Han frygtede det værste. Normalt glædede han sig til at få tid til at se på den krop han havde fået. Men alle havde reageret underligt, når han havde set direkte på dem. I en gyde bag kiosken havde han forsøgt at undersøge sit ansigt millimeter for millimeter, med fingrene, som en blind mand. For at mærke om han havde nogle grimme ar, eller noget andet der kunne få folk til at se væk, når han så på dem. Men han havde ikke kunnet mærke andet end bumser og uren hud, et par sår i panden og en lille flænge i overlæben. Nu var der ikke andet at gøre end at få det overstået.

Tomas gik hen til vasken og begyndte at vaske hænder. De var møg beskidte og neglene var bidt helt ned. Spejlet hang over vasken. Han rakte ud efter håndklædet stadig uden at se op. Der lå en lille sæbe og en tandbørste i hver sin plasticindpakning. På den lille hylde under spejlet lå der også en hel pakke kondomer. “… I wish.” Tænkte Tomas og hang håndklædet op på en skæv krog der var hamret ind i den plasticbeklædte badeværelsesvæg. Man skulle altid lige tage sig sammen inden man så det ansigt der skulle repræsentere én de næste mange år … forhåbentlig.

Han tog en dyb indånding og løftede langsomt blikket og så på sig selv.

“Åh! …” Hans knæ gyngede under ham. Han bøjede nakken, fandt fodfæste igen. “Shit.” hans stemme gav genlyd i det lille rum. Han kunne ikke få luft. Hænderne begyndte at ryste igen. Han kiggede ned af den nøgne krop. Det var kun hænderne der rystede, resten føltes bare som om den var ved at eksplodere. Han greb fat om den kolde håndvask og tog mod til sig. Han måtte se, bare én gang til. Han sank en klump og løftede forsigtigt blikket. Da han igen fangede sit blik, sit grusomme blik, i spejlet, sprang hans hjerte et slag over, før det begyndte at slå vredt og hårdt i brystet på ham. Pulsen dunkene vildt under huden på den ene side af halsen.

“HVORFOR!” Skreg han til sit nye ansigt og trak vasken halvvejs ud af væggen. ”FUUUCK!”

Kapitel 51

ANA

“Hey.” Jeg vinkede ind til Benji der sad på sit kontor, med døren åben. Ragner havde hentet post hos Agerströms, så jeg var på vej op til Tomas med L’Officiel Hommes, et fransk modemagasin han abonnerede på.

“Hey Ana … jeg skal lige…”

“Kan det vente? Tomas har fået et tilbagefald…”

Benji lo hånligt, “ja, han tabte grand Theft turneringen med et brag, det må ha’ gjort nas.

“Nej B, han er syg!” jeg kom til at lyde mere sur end det var min mening.

“Ok god bedring så.” Sagde Benji og drejede rundt på sin stol igen.

Jeg skyndte mig op af trinnene mod første sal. “Sorry…” råbte jeg spagt tilbage. Men så var han pludselig bag mig.

“Det er noget jeg har gået og tænkt over. Og jeg ved godt, jeg sagde, at det skulle være vores hemmelighed…” Han trak mig i armen for at få mig til at følge med hen mod det lille gæstetoilet der lå i entréen. ”Har du fundet ud af mere omkring dén lille brand der.”

Jeg forsøgte at ligne et spørgsmålstegn, “Arvidsjaur?” peb jeg.

“Ja.”

“Please… kan det ikke vente.”

“Tænker du ikke på de døde vi så?”

“Selvfølgelig.” Jeg begyndte at rulle L’Officiel Hommes alvorligt sammen.

“Tænker du også på at der sikkert er en ny rede i gang et eller andet sted, lige nu.”

Jeg bakkede ind på toilettet og Benji fulgte efter. “Men du holder øje med nettet ikke? Scanner for forsvundne Svenskere ikke?”

”Ana jeg er den eneste her der holder øje med ALT. ”

Jeg blev med ét pinligt bevidst om hvor meget arbejde der blev lagt over på Benjis skuldre. Han var mega presset.

Benjis ansigt var dødsens alvorligt. “Der er så mange forsvundne Svenskere, og turister fra udlandet, at det er umuligt at finde et samlingspunkt.”

“Hvor mange?” min stemme kom ikke rigtigt igennem på grund af den kæmpe klump dårligsamvittighed der sad på tværs i min hals.

“Sidste optælling jeg lavede … 54…”

Jeg kunne mærke blodet forlade mit ansigt. “Det er jo en kæmpe sag.”

“Jeg har talt med Anées. Viktor og CESPI har rykket for svar angående en sammenlægning med det tyske territorie.”

”Men det kan vi ikke.” Jeg ville under ingen omstændigheder arbejde sammen med Viktor.

”Måske bliver vi tvunget, hvis ikke vi snart får styr på det her. Der stærke politiske kræfter der holder tallene ude af nationalt Tv. Ind i mellem kan man fange en historie på de lokale kanaler om en forsvunden Svensker. Eller to turister der er blevet væk i bjergene.”

“Shit.”

“Hør her, jeg skal nok holde på din hemmelighed et stykke tid endnu, ok. Men kun indtil det bliver for farligt at holde mund.” Han tøvede. “A…” han så på mig som om jeg var hans gamle hund han skulle aflive. “Jeg siger ikke det er sådan det er. Jeg kan overhovedet ikke forestille mig, at det er sådan det hænger sammen. Men hvis du er Le … det med sleeperne der hilste på dig i Arvidsjaur, det overgår mit creapy-barometer med flere kilometer … hvis de ligefrem genkender dig.” Han virrede frustreret med hovedet, ”den kyssede din hånd!”

”Benji? Giv mig en uge mere, bare en uge… “

”Vi bliver lovløse igen. Hvis det her bliver ført tilbage til dig … til os. – Selv hvis Rossignol går ned. Især hvis Rossignol går ned. Vi er færdige Ana. Det er for farligt, ikke at lægge alle kort på bordet, internt i det mindste.”

Mit syn blev sløret og jeg var helt sikkert svimmel. Jeg var på så dybt vand, at jeg ikke kunne rumme omfanget af det ocean af konflikter der formerede sig under mig. “Vi bliver dømt medvirkende til civile dødsfald…” mine ord var næsten lydløse.

“Ja.” Benji nikkede alvorligt. “- og vi har nedlagt 27 sleepere, med de sidste 4 vi fandt i Arvidsjaur Reden.” Han bed kæberne sammen. “Det er massemord.”

“Jeg kan ikke være Le Mmm … aria! Hvordan fanden skulle det kunne lade sig gøre?” Mine ord var mumle-hysteriske. ”Tror du at, at, at … hvad…? Jeg står op om natten og maner dem op af jorden? Tror du de opstår rundt omkring mig på magisk vis hver gang jeg tænker en sort tanke. Ha, ha, fuuuck, så kan du godt forberede dig. For så er der mange på vej … det, det, kan du ikke selv høre hvor åndsvag du lyder!”

Han sagde ikke noget, stod bare og stirrede på mig.

“Benji! Jeg har tænkt…” min tunge var tør som en halv skive rugbrød, der har ligget i solen hele eftermiddag.

Han så utålmodigt på mig.

Jeg forsøgte at samle både spyt og tanker på en gang. “Det lyder skørt jeg ved det … Men det er noget jeg kom i tanke om i går.” Det var rigtig nok, men på en eller anden måde kom jeg til at lyde totalt utroværdig. Benjis skæve sorte øjne, så afventende på mig.

“Hvad hvis dæmonen er tilbage? Hvad hvis det er ham der er i skovene. Han kan være Le Maria! Det kan være ham der tiltrækker sleeperne.”

Han så tomt på mig. “Du har ret i en ting: Det er langt ude.”

“I KNOW!”

Han gryntede “Hrmf … Du er royalt på skideren. Og jeg er snart færdig med at holde på din lille hemmelighed om ilden.” Han bakkede ud af toilettet.

Jeg fulgte efter og masede mig forbi. “Der er noget med Tomas, du er nødt til at give mig tid.”

Benji ignorerede at jeg forsøgte at holde ham tilbage. “Tomas-tingen dér, skal du slet ikke få mig startet på. Vi skulle vi ha’ slået ham ihjel for længst.” Uden at røre mig skubbede han mig blidt til side så han kunne komme hen til hoveddøren.

“Vent. Jeg … der er måske en stemme B. Eller nogle ord inden i mig — eller … og udenfor … jeg kan bare ikke…”

“Jeg er ligeglad med hvad du gør Ana.” Han åbnede hoveddøren og trådte ud i gården. “Fiks det!” Så lavede han en sløv bevægelse med hånden, der lukkede døren lige foran mig.

“Men jeg har tænkt…” døren lukkede sig med et klik.

“Det håber jeg!” råbte han ude fra gården.

Jeg hev døren op og småløb hen over gården for at indhente ham. Mega patetisk, jeg véd det. “Hvad hvis de der sleepere i Arvidsjaur ikke ville noget godt … Efter jeg har tænkt over det, så tror jeg faktisk at de prøvede at slå mig ihjel, nu jeg tænker over det.”

“Det er jo smart.” Benji vendte sig om og forærede mig et af sine allermest sarkastiske kast med hovedet.

“Ja!”

“Fordelagtig ændring af vidneudsagn.” Hans sorte hår faldt ned foran venstre øje igen. “For så er du ikke Le Maria, eller noget der ligner.”

“Præcis! Sleepere varsler Le Marias komme. De rydder vejen for hende, eller er hendes vagthunde, eller … ja et eller andet. De er i hvert fald ikke sat i verden for at slå hende ihjel.”

Han sendte mig et skævt koldt smil, “Hmm…” han så tænksom ud og tappede sine læber med to fingre. “Du har tænkt, og det med at -den ene kyssede min hånd! det var slet ikke sådan det foregik?”

“Ja! Præcis! Altså han kyssede ikke min hånd. Han sugede på den, det var dét han gjorde. B! Jeg lover det var det der skete, der er også sket noget mere…”

“Ja.”

“Jeg tror måske jeg tænkte på ilden før den kom.”

“Ok.”

“Kan du ikke se. Så er det ikke farligt. Hvis det er noget jeg styre!”

For første gang så han på mig med noget der lignede oprigtighed. “Tror du virkelig selv på det A?”

“Hvad?”

“At du styrer noget som helst?” Nu lagde han slet ikke skjul på at han havde ondt af mig.

”Ja…” peb jeg. Fuck. Jeg havde ondt af mig.

Hans øjne var fulde af omsorg.

”Har du gjort som jeg bad dig om? Du har øvet dig?”

”Der har ikke været tid… “

”Oh, ok.” hans øjne skiftede fra omsorg til foragt.

“B…”

“Jeg bryder mit løfte til dig. Jeg fortæller Anées hvad jeg så i Arvidsjaur.” Sagde han og gik ud i eftermiddags mørket.

“Nej!”

Så vendte han sig om og lavede han en sløv bevægelse med hånden, der, uden at røre mig, skubbede mig baglæns til jeg stod inde i entréen.

“Se om ikke du kan komme op med et lidt mere solidt forsvar, inden jeg fortæller ham noget.”

“Så du venter?”

Han smilede. “Nej, jeg fortæller det stadig når jeg kan mærke at det er tid.”

“Hvornår er det tid…” jeg ventede ikke engang på svar, jeg lukkede bare hoveddøren og lod mit hoved hvile mod det rødbrune træ.

“Gør hvad som helst Signe! Bare få ham på benene igen!”

“Hvad som helst?”

“Ikke Hud. Det ville han hade.”

Hun sendte mig et hårdt blik. “Du har ikke…”

”Nej sgu da!”

”Ok. Så hvad som helst, undtagen Hud?”

“Ja!”

“Der er en sidste ting man kunne prøve.” Hun så undersøgende på mig.

Jeg rystede bare på hovedet. “Du behøver ikke indvie mig i, hvad det er du har tænkt dig. Efter det der forsøg med hjorte leveren…” jeg kom til at gagge.

Hun lo spagt. “Ok cool, vi er i gang med noget. Det ser ud til at virke.”

Jeg satte mig på sengen og holdt Tomas i hånden. Der var ingen respons. Så jeg lagde magasinet på natbordet og gik over og åbnede vinduet.

Nogen gange når jeg får en kniv for struben, så går jeg totalt i freeze-up-mode. Så kan jeg hverken tænke eller handle. Faktisk er jeg kendt for at miste evnen til at tale på nogle virkelig uheldige tidspunkter. Men andre gange, som nu, bliver jeg bare kold og klar.

Det var ikke alt der var elendigt efter kampen og alt det der skete. Jeg var begyndt at få mere regelmæssige glimt af Tomas. Det var jeg temmelig stolt af. I går for eksempel, havde jeg set ham ligge vågen, selvom Daeg lige havde set at han lå og sov. Da jeg tjekkede, var det rigtig nok, han stod og kiggede ud af vinduet.

Helt i begyndelsen, da han lige var begyndt at bevæge sig rundt, havde jeg set et glimt af ham i skoven. En halv time senere kom han hjem … efter en tur i skoven! Det var fedt. Men jeg havde ikke sagt noget til nogen endnu. Det var dét Caffaell kunne. Hun kunne Se walk ins. Det var ellers umuligt, fordi vi har levet så mange liv. Vi er ikke bevidste-bevidste om alle vores oplevelser hele tiden. Men de er der stadig, i vores bevidsthed, selv efter vi har skiftet krop. Det er derfor vi er svære, eller umulige at Se for en Seer som mig. Simpelthen fordi der er alt, alt for mange informationer. Originaler har ikke nogen hukommelse om at de har været her før, så på den måde er det ikke svært at Se dem … hvis man ellers har talent for det selvfølgelig. Men dét med at Se walk ins var noget man lærte efterhånden som man blev en erfaren Seer. “Man bliver dygtigere til at sortere i alle de informationer der er omkring en walk in,” havde hun sagt.

”Wuiih… “ Det var dét jeg havde optur over. Jeg var ved at være en erfaren Seer. Jeg havde forsigtigt kigget på de andre, men kun mens de var i færd med noget der optog dem helt og aldeles, ellers ville de mærke at jeg pressede på. Men der havde ikke været hul igennem. Måske var det fordi Tomas og jeg var så tætte, at jeg kunne se ham. Måske var det fordi hans ring var så svag, jeg ved det ikke. Men det var også lige meget, det var en start, og jeg var pisse stolt.

Jeg gik over og lagde magasinet på dynen og åbnede bagefter vinduet på klem. Værelset var indelukket, og solen skinnede udenfor.

“Ok Ana.” Jeg hoppede op og satte mig i vindueskarmen, “du skal til at gøre en alvorlig indsats for at træde mere i karakter. Det er slut med at være lille skrøbelige Seer Ana, der skal holdes i hånden og sættes op på en piedestal fordi dine talenter er så sjældne.”

Tomas gryntede ovre i sengen, og vendte sig om på siden. Han var stadig øm, jeg kunne se det på måden han vendte sig på. “Jep. Det er den eneste vej. Benji har ret, jeg skal øve mig.” Tænke jeg og kiggede ud mellem træerne igen. “Fokusere på mine styrker.”

Hvis der var noget alt det lort jeg havde været igennem havde lært mig, så var det at jeg var stærkere end alle havde regnet med. Inklusive mig selv. Det var fedt. Jeg ville forsøge at få mere indflydelse i familien. Ikke flere betænkeligheder om hvor jeg hørte til, og at jeg gerne ville være fri for at arbejde for familien, ligesom i sommer. Og lave hva, i øvrigt? … Hækle grydelapper eller arbejde som børnehavepædagog!

Nej, jeg ved ærligtalt ikke hvad jeg tænkte på, da jeg ville ud og væk.

Benji kunne bare sladre om ilden alt det han ville. Jeg var ikke soulrider, kurér, eller ved at whiteoute, eller hvad fanden det var, de alle sammen var så bange for. Jeg var stadig bare Ana. Den eneste måde jeg kunne bevise mit værd og berolige dem alle sammen, var ved at vise at jeg var ok, stærk og klar. Det var tid til at tage mig sammen og begynde at deltage.

Indtil nu havde jeg bare givet dem informationer om sleepere og vilde to eller tre gange om ugen. Resten havde de været nødt til at opsnappe på deres utrættelige patruljer. Det var pisse meget for dårligt.

Ja, jeg havde stået i lort til halsen, i over et år nu. Jeg gøs. Jeg havde nær trukket familien med ned i dyndet. Men det vi var på vej ud af alt det lort, det var jeg sikker på … det håbede jeg.

Jeg skulle bare skille tingene ad. Konflikten med sleeperne og de vilde var én ting. Sådan en krise havde vi overlevet før. Det kunne vi gøre igen.

Det med ilden, det var en mega lort. Måske skulle jeg selv tale med Anées inden Benji gjorde det. Måske ville det være bedst at lukke helt op for posen. Jeg kunne måske godt fortælle Anées om Gerard og sleeperne oppe ved Mimer, om ilden i Arvidsjaur, min underlige fornemmelse af Tomas. Men kun måske. Det med Tomas var jeg lidt mere usikker på. Jeg havde nævnt memory sticken igen og det dér safehouse for ham, men han lod til at have blokket det helt ude. Jeg havde fundet ud af et det var et hus der lå temmelig isoleret i Danmark. På Møns klint. Totalt logisk. Vi hørte begge to til i Danmark, elskede det land. Men han anede ikke engang hvad Møns klint var, da jeg spurgte ham. Det hele var sindssygt underligt. Selvfølgelig var der ingen der forventede at jeg skulle kunne overskue alt det alene. Måske var det til at indvie Anées, bare lidt.

Kapitel 52

TOMAS

Tomas lå på linoleumsgulvet med fråde om munden. Kroppen rykkede rundt i hårde spasmer. Han forsøgte at strække benene ud for at stemme dem mod væggen, så han ikke knaldede hovedet ind i toiletkummen en gang til. Men hele hans muskelpanser trak ham ind mod midten som en jernnæve. Som en appelsin i en citruspresser, trykkede den alle kræfterne ud af ham.

“KUMP!”

“Igen!” snerrede han. “KUMP!” Med besvær, trak han en rystende arm op over hovedet, for at beskytte det mod flere sammenstød med den store hvide porcelænskop.

Han var omgivet af grønne indkøbsposer, og to hvide fra en helsekost. Sund mad, og en ordenlig røvfuld vitamintilskud.

“Puh … puh.” han lå og pustede lidt. Lyden af kunderne fra supermarkedet der gik gennem gangen til Parkeringskælderen uden for toiletdøren, nåede ind til ham.

“Klak-klak-klak-klak-klak-klak.” Hænderne var begyndt at falde til ro. Neglene slog mod fliserne på væggen. Han kunne styre vejrtrækningen lidt. Han pustede ikke længere. Han trak vejret heftigt, men lydløst.

“Dak, dak, dak.” Nogen havde stået og hevet i dørhåndtaget et stykke tid, efter lyden at bedømme. Den var hidsig. “Hallo, er De ok?” lød en stemme. Så bankede et sæt knoer ivrigt på laminatdøren.

Tomas tog en dyb indånding.

“Pardon … Undskyld hr. Kan De tale?” Det var en kvindes stemme.

Tomas tørrede munden med bagsiden af hånden. Hostede lidt, maven trak sig sammen i kramper. “Ok,” fremstammede han.

“Et helvedes arbejde at kalibrere den her krop. Jeg tror sgu’ min gode ven Dodek, tog flere stoffer end han ville indrømme overfor sig selv. Ha … ha, ha.” Tomas kom til at le.

Dodek havde været på stoffer, det vidste han, men Dodek havde også glemt hvor meget han egentlig gik og tog. “Just my luck.” tænkte Tomas og lo gennem en kuldegysning.

“Hallo!” kvindens stemme var mere hysterisk nu.

“Fuck den Skandinaviske familie!” tænkte Tomas. “Selvoptagede røvhuller, hvor fanden er de når man har brug for dem … ARH!” et lyn, skød op gennem hans hånd, og tvang ham til at koncentrere sig.

Han kom op på alle fire. “Jeg kommer ud om 2 minutter!” fik han råbt – godt nok på dansk – men i det mindste sagde han noget. “Bare hold op med den forbandede bankelyd. Jeg er ok.” Han væltede om på røven og satte sig op af væggen.

“Jeg er overhovedet ikke ok.” Hviskede han for sig selv, og trak en flaske vand ud af en af indkøbsposerne.

“Jeg skal slappe af.” Han tog en stor slurk. “Jeg skal virkelig til at slappe af.” Sveden løb ned langs tindingerne. Han ledte i poserne efter de æbler han havde købt. “Sukker.” Han tog to store bidder af et rødt æble. “Hvis jeg ikke tager den med ro, så brænder jeg denne her krop af på under en uge.” Æblesaften løb ned af hans hage.

Hans tanker stressede rundt omkring de telefonopringninger han havde lavet. “Ja jeg ved det godt, at jeg skal hjem til Ana! Men jeg kommer for helvede ikke hjem til hende, hvis jeg fortsætter sådan her!” han tog tre bidder mere, inklusive skroget, smed stilken i toilettet, tyggede tre gange og slugte det hele. Så fiskede han en stor plade 85% chokolade op af posen, flåede papiret af, tog en bid, tyggede to gange, sank, stak pladen ind mellem tænderne, greb indkøbsposerne, åbnede døren med pegefingeren og gik uden at se sig tilbage.

Den lille kødrand af mennesker der stod i den hvide gang og var så bekymrede på hans vegne, sagde pludselig ikke en lyd.

Motellet lå i udkanten af byen. Tomas blev ved med at spise broccoli, gulerødder, tomater og agurker direkte fra posen og flere æbler.

“Hjemme hos os tilbereder vi maden, ha, ha.” Taxi chaufføren vendte sig halvvejs om, da de holdt for rødt i en tom lysregulering.

Tomas ignorerede ham. Sveden løb ud under capen, langs tindingen og kæben før den dryppede ned på hans jakke. Et trøstesløst landskab af grå huse gled forbi udenfor. Træerne lyste op med deres røde og gule blade. Børn cyklede og løb i blå, grønne og prinsesse lyserøde farver. En neon gul bold hoppede op og ned. Graffiti fuck’s med udråbstegn var sprayet på en mur. “Lige mine ord,” tænkte Tomas.

Han tænkte på skoven derhjemme. De uendelige grusveje, tårnhøje stabler af fældede fyrretræer langs med vejen, brændekløveren, pejsen. Tomas tog en slurk vand, uden at fjerne blikket fra den sjælsløse by udenfor. Ana der faldt tilbage i et hav af lyseblå dyner. Nøgen og indbydende. Hendes fregnede hud under hans hænder. Den bløde blide krop. Munden der var vild og varm. Hendes tunge mod hans, bløde varme gys der skyller ned gennem kroppen.

“34 euro!”

“Hva’? Ja!” Tomas fandt to 20 eurosedler og betalte for turen. Han ville virkelig gerne have givet manden det hele, men han var nødt til at vente på byttepengene, det var de sidste euro han havde. Han kom til at bøvse, rømmede sig, og steg ud med alle poserne.

“Dak-dak” Tomas bankede på Gabo taxiens tag, lige idet den begyndte at køre. Chaufføren bakkede op, og kørte ruden ned.

“Øh, af ren nysgerrighed…” Tomas smilede så godt han kunne. “Du kender vel ikke nogen der kan veksle nogle dollars for mig?”

“Narodowy Bank Polski,” svarede chaufføren og trykkede ruden op igen.

Tomas stak en hånden ind gennem ruden, “Vent! – jeg har arvet nogle penge, og min bror er … du véd lidt … i tvivl om, hvor min far havde pengene fra, så jeg tænkte at du måske vidste…”

“Ah, den slags! Hvor meget skal du bruge?”

“Jeg har 1.200 Dollars, cirka.”

“Ok. Her i morgen, samme tid. 800 Euros.”

“Den er da nærmere én til én er den ikke! 1.200 dollars skulle give mindst 1.000 Euro”

Chaufføren lænede sig frem, for at kigge ud af bilen, så Tomas rettede sig lidt op. Han havde ikke lyst til at manden skulle kunne genkende hans ansigt. “Kursen er hvad jeg siger den er, på den her gade, i det her land. Ok fremmede!”

“Ok.”

“Vi har en aftale? Jeg kommer ikke her i morgen og så er du væk?”

“Tomas stak sin hånd ind gennem den halvt åbne rude. “Vi har en aftale. I morgen klokken 14. – 800 Euro.”

Kapitel 53

TOMAS

“Hvorfor bliver du ved med at ringe!”

“Det er mig Tomas.”

“Ha, ja? Hvilket nummer er det her?”

“Jeg har brug for hjælp.”

“Din stemme er underlig. Er du syg.”

“På en måde…”

“Få Signe til et fikse noget til dig. Er det halsen?”

“Tror du jeg ringer fordi jeg har lidt ondt i halsen!” Tomas spyttede ordene ud gennem låste kæber. “Jeg er på skideren mor!”

Caffaell sukkede dybt. “Kære ven, jeg vil så gerne tale med dig. Høre hvordan du har det. Men lige nu er ikke et godt tidspunkt…”

”Men det skal være nu,” insisterede Tomas.

”Kære, jeg ringer så snart jeg kan. Anées sørger for dig ok. Jeg er ked af det, men du forstår det hele senere. Jeg lover.”

“Jeg er ikke hos familien. Jeg kan ikke engang komme igennem til dem.”

“Hvem er det her?” Caffaell afbrød forbindelsen uden at vente svar.

Tomas nåede at ringe op 8 gange inden for 2 timer, før Caffaell var færdig med at scanne dine syn for noget der mindede hende om ham.

“Ja.” Hendes stemme var afventende og kold.

“Come on.” Tænkte Tomas for at berolige sig selv. “Hun har fanget ét eller andet hun genkender ved mig, ellers ville hun ikke have svaret.” Han havde aldrig nogensinde oplevet en hjemkomst være så besværlig.

“Det er mig.” Han ville sige mere. Men kunne ikke finde på noget. Han var pludselig uforberedt! Pis! “Du må hjælpe mig. Du véd det er mig.”

“Vis mig dine omgivelser”

“Et brunt gulv. Grimme gardiner … med søheste på…” mumlede Tomas. “Dyre biler ved billige boliger. Jeg er i Polen, Wars…”

“Polen! Selvfølgelig,” udbrød Caffaell.

“Kvinden i receptionen er blond, blå øjne…”

Caffaell tog over,” … det er hende der har en datter, underligt.”

”Nej, det er kroppens søster, du kan se … tror jeg.”

”Ja ok. Ligegyldigt … posede bukser, kort hår, er det dig? Dine øjne – Hvad er der med dem? Hænder der ryster, gennemsvedt sengetøj.”

Tomas begyndte at græde. Han kunne pludselig ikke holde tårerne tilbage. Han gjorde nar af sig selv: “Ingenting som en mor der kan få tårerne frem hva’?” Han kom til at smile, pressede læberne sammen for at holde gråden tilbage.

Grønne indkøbsposer krøllet ned i en skuffe … Hrmf” Caffaell lød misbilligende.

“Jeg véd det,” tænkte Tomas. “Man bør aldrig have for travlt til at folde en pose pænt sammen.”

“Du er blevet snydt med penge.”

“Jeg har ikke vekslet endnu.”

“Så bliver du snydt.”

“Åh.”

“Hvad er du?” Caffaell hviskede.

Tomas kunne ikke sige noget.

“Hvem er hjemme hos familien.”

Et hjælpeløst, tøset hulk, undslap hans hals, og så holdt tårerne op. “Undskyld. Originalen var på stoffer. Jeg kan ikke styre noget som helst.”

”Tomas, er du to steder på én gang?”

”Jeg ved det ikke.” Han trak en flad hånd ned over, først venstre så højre øje, for at fjerne de sidste tårer. “Jeg ved det ikke. Det her er så vildt. Du véd med sikkerhed at jeg også er hjemme? Er jeg hjemme ved Ana?”

“Ja!” svarede Caffaell åndeløst.

“Jeg ringede hjem. Anées lagde på, og Benji … de har prøvet at spore mig … “

“Alle véd du er hjemme. Rossignol siger, at familien siger, at du har været i koma og at du er vågnet og er i bedring. Men jeg … jeg kan jo mærke at du er … at det er dig jeg taler med.”

“Ja!” Tomas lo en glædesløs latter. “Jeg kan ikke mærke at jeg skulle være andre steder end her. Jeg er lige her. Mor jeg er i Østeuropa i en ny krop. Jeg er birk.” Han kiggede på sin arm som for at tjekke at det han sagde var sandt. Værelset begyndte at snurre rundt. “Hvis der sker noget med Ana…”

“Ok mon ami, jeg må sluge min stolthed og ringe til Sverige.”

“Hvad?”

“Anées har smidt mig ud…”

“Nej, nej, nej!” hans hænder begyndte at ryste igen. “Fiks det! Mor…”

Caffaell dæmpede stemmen. Der kom nogen ind i rummet. “Det vigtigste er at du trækker vejret dybt og tager én ting af gangen.” Hendes stemme havde en tone af afstand.

“No shit Sherlock.”

“… En klient…” Tomas kunne høre Caffaell holdt hånden hen over røret. “Det varer bare to sekunder.” En eller anden svarede i den anden ende.

Caffaell lo lidt. “Ha, ha, selvfølgelig … ha, ha.” Så var hun tilbage i røret. “Ja?”

“Hvad det end er mellem dig og Anées … SÅ FIKS DET!” hele Tomas’ krop rystede af indestængt vrede.

“Der skal to til at danse tango. Men jeg vil forsøge igen.”

“Fuccckkk!” spyttet stod ud mellem hans læber. “Du er nødt til at rejse hjem for at finde ud af hvad det er der sker. Jeg er vågnet i en krop i Bumfuck Egypt. Jeg kan ikke rejse. Jeg kan knapt nok tage ud og købe ind. Jeg er så fuldstændig ristet.”

Caffaell lo en lidt stiv latter. “åh Egypten, virkelig? Skønt sted at holde ferie.”

“Nej Polen! Warszawa.” Han tog en dyb indånding, “jeg tror det her er starten på noget virkelig skidt mor. Noget episk lort.”

“Åh, SIWA Oasen…”

“Hvad…? “

Caffaell lød insisterende. “Der ligger firbenene i solen ved middagstid. Siwa Oasen er et besøg værd…”

Tomas skreg lydløst af mobilen. Caffaell havde officielt forladt planeten.

“… den som gemmer sit hjerte i et kammer af sten … ” Hendes stemme rystede lidt. Så lo hun, “ja det er et af de ordsprog jeg holder meget af.”

Tomas kunne mærke en kold fornemmelse løbe ned langs med ryggen. Han var ikke den eneste der var fanget. “Mor er du ok?”

“Aegypte Saurus. Vær stærk!” hendes stemme lød konstaterende som om hun lige havde sagt en latinsk sætning til ham. Men det var volapyk.

Tomas sagde ikke en lyd.

“Jeg må henvise dig til min afløser. Jeg har ikke længere tid til klienter. Hun bor på Chemin Denon nummer 12. Der er 2 dages ventetid.”

De sad lidt i hver sin ende af røret, tavse. Tomas’ følelser stak ud til alle sider, – til Ana, -til hans mor, – til familien. ”Du skal ikke bekymre dig mor. Jeg klarer den her. Jeg svigter dig ikke.” Tomas lagde røret på.

Kapitel 54

TOMAS

Søheste-gardinerne var trukket for. De små lamper med delfin-stofskærme skabte et blødt lys. Det duftede af kaffe og sæbe. Microen snurrede i det lille køkken. Tomas tillod sig et lille smil. Han havde købt en ny mobil, nogle bilmagasiner, slik og om lidt ringede microen og fortalte at hans biodynamiske Kylling a la King snart var færdig.

Tomas stod og kiggede på de sætninger, han havde trukket ud af samtalen med Caffaell, efter der var kommet nogen ind i rummet. Det var først bagefter, det var gået op for ham hvad det var hun havde gang i.

Han havde skrevet dem direkte på køleskabslågen:

– Egypten – ferie.

– Firben ligger i solen ved middagstid, i Siwa Oasen.

– Den som gemmer sit hjerte i et kammer af sten … et ordsprog jeg holder meget af.

– Aegypte Saurus og vær stærk!

– min afløser på Chemin Denon nummer 12.

– Der er 2 dages ventetid.

Det var en kode. Han skulle bare lige løse den. Men de 2 dages ventetid gav ham tid til at løse den. I aften skulle han hvile. Det ville tage et par dage at få bare nogenlunde kontrol over kroppen. Det var vidst på tide at han gav den lidt omsorg.

“Det hele løser sig.” Sagde han til sig selv, trak den nye bluse af og betragtede sig selv i spejlet.

Bukserne var lidt baggy for hans smag, mosgrønne. Med sidelommer. Egentlig kunne han bedre lide jeans og en helt plain T-shirt. Men lige nu, og lige i den her krop var det nok bedre med noget som ikke strammede for meget, og noget som kunne lukke broen mellem at være en tough guy som hørte til i det her hood, og så noget der gjorde det ok at gå med en cap. Han havde også købt en hoodie, til at tage under Dodeks Oilskinjakke.

“Ah…” han prikkede lidt til den blåsorte plamage, der bredte sig fra venstre mod højre, henover hans ribben. Han var måske allerede ved at heale, det var blevet lidt bedre.

“Urgh!” han trykkede på det med flad hånd, “fuck hvor det er en bitch det her.” Han vendte sig om. Huden på hans ryg og hen over brystet var også blevet bedre. Han trak en hånd ned over læberne og hagen. Sårene omkring munden og det rødlige udslæt omkring næsen var så småt ved at falde til ro. Det var pæne fyldige læber.

“Men det her hår makker!” han kørte begge hænder rundt oven på hovedet som om han ville ugle det. Men det blev selvfølgelig siddende præcis som det hele tiden havde siddet. 3 millimeter sort karse over hele knolden. Han trak højre hånd hen over issen mod venstre, som om han lavede en sideskilling. Spidsede munden lidt og sagde: “njaah … jeg ved ikke rigtig.” Så trak han begge hænder til hver sin side henover midten for at lave en midterskilning, der øjeblikkeligt faldt på plads som hundredevis af små soldater på fjedre. “Mmm … måske.” Til sidst rystede han hovedet frem og tilbage, og pustede luft op i panden som om der sad noget langt hår i vejen. “Yes! Der var den!” han lavede pistol fingre til sig selv i spejlet. “Verdens cooleste trim bro’!”

Så var der bare øjnene. Tomas lænede sig ind mod spejlet og studerede dem nærmere. Han havde set det før hos nogle mennesker. Måske var det ok. Måske kunne man vænne sig til det. “Ellers bliver det de der kontaktlinser … mørkebrune ikke?” han nikkede. “Jo.”

Han havde talt højt til sig selv hele dagen. Det var rart. På en måde var det som om, der var nogen dér, sammen med ham. Det var Ana. Han lagde en flad hånd på brystet. “Jeg kommer snart hjem.”

“Ding.”

“Monsieur Tomas Seraph Brodersen, dinner is served in the small diningroom. Han vendte siden til sig selv i spejlet og gestikulerede over mod sengen. “If you would please follow me sir’.”

Det boblede i hele kroppen. “Bare 2 dage mere, så finder du en løsning.”

Han rystede stadig, og mistede pludselig balancen ind i mellem. Men det var ok. Alt hvad han behøvede var at vide at én i familien havde genkendt ham.

Han stillede plasticbakken med mad på natbordet. “Du må løbe en kort tur i morgen. – En meget kort tur!” Tomas smed sig på sengen. ”Og lave yoga.”

“Fucking stress!” han skød fingrene ud fra de knyttede næver. Kroppen var våd af sved. Han trak bukserne af. Det eneste han kunne holde ud at ha’ på var boksere. Det var ikke ligefrem feber, men noget der lignede.

Han tog en dyb indånding, og en bid mad. “Ok en lille uge, ikke mere. Så skal jeg altså på en flyver.” Han trak luft ind i munden samtidig med han tyggede. Maden var brand varm.

“Nej, en hel uge. Jeg bruger 7 dage på at motionere let, og fokusere. Ellers ender det sgu’ med at jeg bliver skudt ud igen.” Han tog en mundfuld mere, snuppede fjernbetjeningen der lå mellem havfruens bryster, og fandt en film.

Tomas stod og skreg henover den lille køkkenvask, mens han knaldede hånden ind i et hul han havde lavet i gipsvæggen. Hånden blødte, med den anden hånd greb han ud efter en stegepande og begyndte at smadre den ind i køleskabslågen og over mod microen. “KLAG. SMACK. DONK. PLUNK. AAARRRGGHHH!!” Lågen på microen gik op med en “ding.” Hvilket fik ham til at gribe fat om den og kaste den tværs gennem rummet med at afsindigt skrig. Den ramte døren ud til svalegangen. Han løb direkte efter den og tog halvandet skridt op af døren mens han slog vildt om sig med armene. “KRASH!” han ramte selvfølgelig loftet og blev sendt i gulvet med et lammende brag.

Tomas lå og stirrede langs det beskidte gulv. Tiden stod stille. Det var et billigt fyrretræsgulv fuld af mærker og hakker. Ujævnt bejdset. Lakkeret højglans. Der var reb langs med væggen i stedet for paneler. Det opdagede han først nu. Han grinede med den side af munden, der ikke var mast ned mod gulvet. Der løb savl ud af mundvigen.

“Dok, dok, dok…”

“En måge hakker i masten,” lo Tomas.

Så lød det igen: “dok, dok, dok.”

Denne gang lød det mere som om det bankede på døren.

“Oh, shit.” Tomas kom op at stå. Flåede bukserne på. Greb en T-shirt, tørrede sved og savl af ansigtet og trak den over hovedet. Åbnede døren på klem og fandt manageren af Motellet stående udenfor, sammen med to meget muskuløse … spækhuggere.” Tænkte Tomas, ” … hvis vi skal blive i det maritime … en pirat og to spækhuggere.” Han kom til at le. “Ohoj!”

“Så jeg skal ringe til politiet?”

“Nej, nej.” Tomas rystede på hovedet og bed sig i læben. Det her var den mest sindssyge kalibrering at skulle gennemgå alene. “Lad os bare gå direkte til sagen: Det sker ikke igen. … Håber jeg. Men Dodek var meget vred, tænker jeg – og på stoffer – og jeg tror ikke helt I forstår hvad jeg er oppe imod her …” Det sidste sagde han naturligvis ikke højt. “Hvor meget skal du ha’?”

Manageren krængede munden ned, bøjede nakken fremad og kiggede op under de meget tykke briller. “Nyt tøj?” han nikkede mod hans bryst.

Tomas klappede hånden op til et prismærke der hang i kraven på den T-shirt, han åbenbart havde taget omvendt på.

Han trak prismærket af. “Jeg finder nogle penge med det samme.” Tomas lænede sig tilbage og trak en 100 dollar seddel op af den pose, der hang på indersiden af døren.

Manden i døren nikkede bagud mod sine to kumpaner. “De har også familier.”

“Tomas trak to 50 dollar sedler mere op af posen og gav én til hver af spækhuggerne.

De to bag ved manageren så godt tilfredse ud. Men Piraten rystede på hovedet.

Tomas bed kæberne sammen. “Hvis du forlanger mere…” Han strammede grebet omkring dørkarmen og døren.

Piraten var kold. “Lad os sige at du er ude herfra om en time så…”

Tomas var pludselig taknemmelig for de baggy milli-bukser han havde købt. De skjulte hans rystende ben. Mans mund blev tør, og han trængte gevaldigt til noget at drikke. Han bøjede nakken og tog en dyb indånding, og trak 200 dollar sedler mere op af den pose han havde stoppet dem i, så de var klar til at blive vekslet i morgen. “En uge.”

Manageren tog pengene og nikkede til de to andre at dét var dét. “Fire dage.” Sagde han inden han gik med et meget grimt smil i øjnene.

Tomas faldt om på sengen og så lo han. Caffaell var for vild. “Så bliver du snydt.” Havde hun sagt. 400 dollars for fire dage mere på et skod motel, en mikroovn og et køleskab. Nu havde han kun 800 at veksle.

Kapitel 55

BENJAMIN

Benji stod med en kasse mobiler, og var ved at forklare Daeg et system han havde lavet med interne simkort, der gjorde det umuligt at kontakte nogen uden for den kreds han havde sat op på mobilerne i kassen.

“Folk kan ikke ringe ind…” han løftede kassen, “- og de kan heller ikke ringe ud.

“Tekst?”

“Nej.” Benji smilede skævt til Daeg, “selv dem læser robotten.” Han begyndte at forklare igen: ”Altså den er indstillet med bestemte søgeord, og så læser jeg med hvis der er sammenfal…”

Daeg nikkede, han vidste godt hvad han mente. “Det er lidt vildt er det ikke.”

“Der er ingen anden måde at lukke den på.”

“Nej det er der vel ikke.”

“Svagheden er selvfølgelig, at hvis man mister sin mobil, så er vi nødt til at lave en helt ny kreds.” Fortsatte Benji.

Daeg tøvede lidt før han spurgte, “du læser ikke vores mails vel?”

“Hva’? Nej da!” Så vendte han sig mod fordøren, “i hvert fald ikke familiens…” Han førte kassen ind under venstre arm for at åbne døren, “der ligger i øvrigt en ny mobil til dig på kontoret. Familien får nye til … hvis der er, du ved, private ting…” Det sidste kom han til at mumle uden at ville det.

“Hvad er det dér?” Anèes kom ind af hoveddøren, med sådan en fart at Benji snublede to skridt tilbage. “Hvor har du været?”

“Øh…” han så forvirret ud.

“Jeg har bedt alle om at indlevere deres mobiler.” Sagde Daeg så.

“På grund af ham der udgav sig for at være Tomas?”

“Ja. De gamle er destrueret nu.”

“Jeg fatter stadig ikke, hvem der kunne have interesse i sådan en spøg.”

“Både mig og Signe har fået adgang til Jægerakademiets arkiv over gamle elever. To har været ansat hos Rossignol i en årrække.”

“Hvem!”

“Michael og Yenta, men der er intet på dem. Ingen af dem har været i kontakt med Tomas tidligere. Man skal kende én af os, for at vide det han vidste. Alle jægerne er tjekket.”

“Hrmf.” Anées fnøs. “Jeg ved ikke hvad hun tror hun opnår, ved at hyre sådan en gang lejemordere?”

Daeg lagde sin hånd på hans skulder, “Hey du trænger da vidst til at få din morgenkaffe.” Han tjekkede sit ur. “Du er meget tidligt oppe.”

Benji og Daeg udvekslede et fortroligt blik, der varmede Benji dybt nede i maven. Daegs blik sagde noget ala: Han er kørt lidt op ikke? – Benji svarede tavst: fuldstændig på karruseltur! så smilede de begge til Anées.

Anées så det ikke. Han stod i egne tanker og rystede på hovedet, “jeg holder meget af hende…”

Daeg smilede beroligende til familiens overhoved. “Hey, jeg holder øje med hende, ser mig over skulderen.”

“Hun ved godt at Benji stod til at blive første jæger hvis du ikke mødte op. Så jeg tvivler på … at hun ligefrem…” han afstod fra at sige mere. Så kiggede han indgående på Benji, “hun er meget bister er hun ikke? – eller ser Daeg og jeg spøgelser.”

De stod begge to og så afventende på Benji. “Det … ” han trak på skulderen, “måske.”

“Daeg! Når alt det her er overstået, hvad skal du så?” spurgte Anées pludselig.

Daeg lignede en der følte sig fanget her foran Benji. Han kunne ikke helt finde ord og skyndte sig at se væk, da han opdagede at han havde stået og ledt efter et svar i Benjis blik.

Benji gav Anées et hurtigt klap på skulderen. “Går du ikke med ned til laden med mobilerne?”

Men Anées blev stående, “Det ville jo være rart om du blev lidt, nu da du endelig er kommet tilbage.”

Daeg tog en hurtig vejrtrækning ind og holdt vejret. “Ja.” Svarede han tøvende.

“Nå jeg skal i hvert fald til at ud af døren med de her.” Benji nikkede til Anées for at få ham til at flytte sig fra fordøren.

“Kan Daeg ikke gøre det? Vi to skal til Stokholm.”

“Hva’?”

“Jeg vil til Stokholm. Er du døv?”

“Øh…”

“Øh … bøh … kom nu!” Anées tog sin jakke på knagen.

Benji og Daeg udvekslede igen et fortroligt blik. Denne gang sagde de noget ala: Gamle er ekstra crazy her til morgen er han ikke? – JO!

“Jeg vil have de samme støvler som Signe har.” Anées gestikulerede at Benji skulle se at give kassen til Daeg.

“Øh … dem hun jager i?”

“Du sagde de var fede.”

“Ja, til skoven…”

“Jeg vil ha’ et par.” Anées kiggede intenst på ham hen over sin krogede næseryg.

“Det kommer til at tage en hel dag.” Benjamin så ærgerligt på Anées.

“Ok.”

“Du skulle være gad. Du har arbejdet i døgndrift.” Anées smilede til Daeg. ”Giver du mig ikke ret chef? Han fortjener at nogen gør noget godt for ham.”

Daeg smilede og klemte Benjis skulder let. ”Helt sikkert.”

Anées sparkede til hans fod. “Du kunne også godt bruge et par nye støvler.”

Benji strakte foden frem, kiggede op på Anées. “Ja.”

Anées trak lidt på skulderen, åbnede døren helt og gik ud i gården. “Lad os komme afsted før hele huset vågner.”

“Signe véd præcis hvor butikken ligger…” Benji forsøgte stadig at sno sig ud af en dag tur til Stokholm.

Anées vendte sig om og så vantro på ham. “Kunne du forestille dig Signe og mig lukket inde i Baronessen i tre kilometers højde?”

“Ok.” Benji gav kassen med mobiler til Daeg. “Gider du?”

“Yes. No problem” Han tog kassen og skyndte sig ned mod laden.

Anées vendte om, “Vent.” Han smilede tilfreds til Benji, og fandt en lille Post-it blok i skuffen på den lange blanke mahogniskænk der stod ved døren til stuen. Han skrev “- er tilbage sidst på dagen. Kh. A.” Og klæbede den til en lampeskærm.

Benji sendte ham et skævt smil. “Det har du gerne villet gøre længe.”

“Jeps.” Anées grinede og gav ham et klap på skulderen.

Da de begyndte at trille hen af landingsbanen forsøgte Benji sig henkastet, mens han kontrollerede instrumentbrættet. “Såh ud over støvler…? “

“Mmm…” brummede Anées.

“Hvad er det så vi skal, helt i Stokholm?”

Anées svarede ikke. Der kom mere og mere fart på flyet, Benji ventede til han kunne se det høje gule birketræ før han trak i rattet og flyet lettede fra jorden.

“Vi har et møde med Arkitekten.”

Flyet dykkede brat, vippede med vingerne, klippede toppen af ti unge birketræer der stod til højre for landingsbanen.

“Wow!” Anées greb fat i sædet og i dørkarmen.

Benjis puls steg til ét tusinde, hænderne blev glatte af sved, han måtte holde godt fast for ikke at miste kontrollen over den lille flyver.

“Kom, kom, kom! Op! Op for satan!” hvæsede Anées.

“Vouff!” Benji pustede ud. Han havde igen fået kontrol over flyet, der steg til 500 fod, 800 fod …

Anées trak vejret langsomt ind gennem næsen. “Du må sgu’’ ikke forskrække mig på den måde dreng!”

Benji sagde ikke noget. Han kunne ikke tro det han havde hørt. Der var stille i kabinen. Benji var nu helt klar over at Signe ville have været et ualmindeligt dårlig valg til at agere chauffør. Hvis hun vidste, hvad de var på vej ind i, ville hun ikke tøve med at melde Anées til Rossignol. Benji måtte indrømme at det lød spændende.

“Klokken 14 i city. Det kan vi da godt nå ikke?”

Benjamins blik var fokuseret i horisonten. “Du sagde vi.”

“Ja dig og mig. Han ville gerne tale med dig også, jeg er ikke helt klar over hvorfor. Men jeg tænker det har noget med dine computer skills at gøre.”

Benjamin rystede på hovedet. “Ja…”

Anées slappede lidt af. “Hør jeg ved det er ude af proportioner…”

“UDE AF PROPORTIONER!” Benji havde aldrig hævet stemmen overfor Anées, aldrig. Det her var første gang. Det var umuligt for ham at styre. “Ude af ppff … Synes du virkelig!”

“Slap nu lige af.” Forsøgte Anées.

“Arki-fucking-tekten! Kunne du på nogen måde have valgt en større konfliktoptrapning.” Benjis stemme var skinger.

“Præcis!” Anées forsøget at bevare roen. Men han var ikke helt god til det. “Der er et eller andet galt. Helt galt Benji, jeg kan mærke det!” Han lagde en hånd på brystet. Så var han rolig igen.

Benji kiggede over på ham med vilde øjne, sprinklet med panik. Så sank han en ekstra gang, og hviskede. “Arkitekten.”

Anées sukkede. “Ja.” Så kiggede han ud af sideruden. “Du kan ikke sige det til nogen.”

Benji fnøs, “no shit! De vil tro du er komplet paranoid.”

Anées fjernede ikke øjnene fra de store grøn-gule vidder under dem, da han vippede med pegefingeren mod Benjamin. ” – Og det er jeg ikke. Jeg kan bare ikke forklare det.”

”På hvilket grundlag?”

”Hvad?”

”hvorfor udfordre du dem?”

”Jeg fik en opringning fra en oksehakker jeg ind i mellem betaler… “

”Bestikker du en oksehakker?”

”Hun er en gammel ven. I hvert fald kunne hun fortælle at der inden længe kommer en officielt krav om at få Ana udleveret. Såh, jeg tænkte … det vil jeg ikke finde mig i…”

“Det er jo pisse farligt,” afbrød Benjamin

“Ja. Det er det bestemt … Pisse … farligt … vi kan miste alting.”

Motorens brummen fyldte den spændte atmosfære ud.

“Men vi kan også vinde alt, hvis du har ret.”

“Jah … eller bare overleve i det mindste.”

Ingen af dem sagde noget det næste kvarters tid.

“Vi kan hente to par støvler bagefter … bare for at holde vores cover, det er åbenbart dét man gør.”

“Ok.”

“Jeg gir'” sagde Anées.

”Du tror heller ikke Signe kun hentede støvler da hun var i Stokholm … har hun en elsker måske?

”Ha, ha, ha. Jeg tror hun har hentet et uregistreret våben, solgt et billede af vores sleeper-fangst til Supernatural Weekly eller hentet ulovlige stoffer til én af de nye jægere – før jeg tror hun har en elsker. Hun ville aldrig forråde Ragner på den måde. Det ville knuse ham hvis…”

Benji stirrede forbløffet på lederen af den skandinaviske familie. ”Tror du hun har solgt et billede?”

Anées rystede let på hovedet. ”Du har ret, vi kan ikke gå ind i det nu.”

Igen var der stille i kabinen.

“Jeg har altså mit kort med, du skal ikke betale mine støvler… “

Anèes trak på skuldrene. “Det er det mindste jeg kan gøre.”

Benji nikkede. “Jah ok, i lyset af at jeg kan dø en meget uværdig død ved at deltage.”

“De skulle være fede.”

“Det tror jeg også de er.” Nikkede Benji. “Så hvis Rossignol allerede har sat noget op med Arkitekten…” han tøvede lidt. “Hvis … ikke du er paranoid, og de har udfordret os … så bliver vi jo afsløret.”

“De gør de også.”

“Men de er Rossignol. Det bliver os der dør. Vi bliver dømt som forrædere.”

“Ingen vil tro jeg har … hvad siger I … boller til det her stunt … ingen! Det er utænkeligt.”

“Men hvis de nu har sagt førstevælger. Hvis de har opfordret os til kamp først …”

“Så får du ingen støvler i dag.”

Anées og Benji sad på en café og spiste frokost og drak kaffe. Der var stadig over en time til de havde møde med Arkitekten.

Arkitekten var en højtstående walk in, som stod uden for alle politiske og organisatoriske grupperinger. Han var pålagt at forholde sig neutral i freds- og i krisetider. Hvis man ønskede at gå i kamp mod en modstander var det muligt at gøre det gennem ham. Uautoriserede kampe, mellem væsner der var registrerede under Rossignol, blev straffet hårdt. Det var imod Loven.

Hvis man var den der kontaktede Arkitekten først, skulle man stille et område til disposition for den pågældende kamp. Det var også den initierende part som bestemte antallet af krigere for de kæmpende hold. Det vil sige, at man i princippet kunne bede Arkitekten om, at arrangere en kamp mellem, kun to krigere, fra de oppositionerende parter.

I virkeligheden var det en gammel skik som var blevet brugt blandt de fleste oprindelige folk, fra nordens vikinger til stammerne på langt ude på Mongoliets stepper. En tvekamp var især hensigtsmæssig i for de mindre stammer, der ikke havde råd til at miste for mange krigere i kamp. Men Benji vidste at Anéens aldrig ville sætte en tvekamp op. Så vidt han kunne se havde den skandinaviske familie ikke en jæger der var stærk nok til at gå op imod en af Rossignols champion jægere. Ikke nu hvor Tomas var nede.

Benji kunne ikke huske at han havde hørt om nogen, der nogensinde havde udfordret selveste Rossignol, til kamp. – og hvis Rossignol allerede havde bedt Arkitekten om at udbedre en plan, så kunne han i princippet sætte den i værk omgående. Derfor var det en reel mulighed at de, når de fløj hjem, ikke havde tid til at købe nye støvler, men at de bare skulle se at få lettet røven, komme hjem, samle al deres gear og rejse i kamp, dér hvor Rossignol havde bestemt. Når først begge parter havde anmodet om en kamp, gik eksekveringen som regel hurtig. – Netop fordi Arkitekten allerede havde udarbejdet en plan over hvornår og hvordan kampen ville komme til at foregå, uden menneskenes viden eller indblanden.

Benji, der egentlig slet ikke kunne koncentrere sig om at læse, løftede Aftonbladets kultursektionen fra bordet, “er du færdig med den?”

Anées nikkede, “mere kaffe?”

“Te.” Sagde Benji bare og åbnede avisen. “Sort.”

“Darjeeling, ikke?”

“Mmm.”

“Benji…” begyndte Anées. “Hvad nu hvis Ana er et våben?”

Benji kiggede op fra avisen.

“Jeg har en teori. Vil du høre den?” Anées vippede med det ene øjenbryn og så spændt på Benji.

Benji foldede avisen sammen, nikkede og tænkte at Anées ikke lignede én der var på vej op for at bestille te og kaffe.

“Det lyder sært jeg véd det. Men det er fordi jeg var et våben engang.” Startede Anées.

Benji så mistroisk på ham.

“Lad være med at afbryde, ellers får jeg aldrig fortalt alt det her…” Anées var tydeligt selvbevidst.

Benji lænede sig tilbage og foldede armene hen over brystet. “Du var et våben?”

“Jah, det er sådan set kun noget Caffaell véd. Det var Abdal der udbyggede min evne … du véd Madeline oprindelig var jæger?”

Benji nikkede.

”Ingen vidste præcis hvordan hun gjorde det. Men én ting var helt sikkert, dem som fik et kys af Madeline, overlevede ikke. Mennesker, shiftere, walk ins. Dødskysset kaldte man det. Hun har jo altid været både smuk og charmerende, hun kunne sno alle med sin charme, som tyk honning på en pind. Hun var Augustines foretrukne våben, når det kom til hemmelige likvideringer.

Benji nikkede. “Ah, men Loven blev nedfældet da du var tæt på de gamle fugle, gjorde den ikke?”

“Jo. Altså loven har altid eksisteret. Men før det tidspunkt var den ikke nedfældet. Kun få kendte til den præcise ordlyd. Nogle kendte fraktioner meget få kendte alle paragrafferne.” Anées nikkede. “Men jo, det var Augustines Råd der nedskrev Loven hvor de – tjah, nogen siger at det var et tilfælde at de fandt frem til den paragraf, andre igen påstår at de selv har fundet på den.” Anées slog ud med hånden. ”I hvert fald … Den forlangte, at alle overnaturlige væsner skulle registreres, hvilket var godt. Fremover var det kun tilladt at bruge vores evner mod de overnaturlige der nægtede at lade sig registrere.”

“Så Madeline kunne ikke længere bruges til at likvidere folk?”

”Nej.”

”Men…”

”Jeg véd hvad du tænker. Der er stadig rygter om Registrerede der forsvinder.”

Benji nikkede.

”Selvom det blev forbudt, ved Rossignols egen Lov, så fortsatte de med at likvidere usynligt. Det vil sige – de fik det til at ligne ulykker og selvmord.”

”Du tror de stadig gør det?”

“Ja dét gør jeg.” Anées nikkede bestemt. ”De er forsigtige, men det er så indgroet en del af deres måde at arbejde på, og jeg er i princippet også enig i, at det kan være nødvendigt, desværre. Han smilede bredt til Benji og blinkede til ham. ”Både Madeline og Augustine er kendt for at ville kontrollere – alt. Og de fandt ud af, at jeg kunne hypnotisere folk til hvad som helst. Så de hentede mig ind. Det var for risikabelt at fortsætte med Madeline. Selvom ingen vidste præcis hvordan hun gjorde det, og derfor ikke kunne bevise noget, – var der for mange øjne på hende.

Augustine, der dengang var konge, trænede min evne for at hypnotisere. Abdal trænede mig til at være en loyal soldat. Han brød min etiske og moralske sans ned. Jeg vidste til sidst ikke hvem der var skyld i hvad og hvorfor, og opgav at forstå. Han blev og véd med at stille mig opgaver der var umulige at gennemskue, indtil jeg bare parerede ordre.”

Anées tav, kiggede ud af vinduet. Benjamin lagde mærke til hans pegefinger der strøg kanten af underkoppen igen og igen.

“Men der var et problem. Jeg mistede bevidstheden. Jeg forsvandt, kunne man sige, når jeg havde slået nogen ihjel.” Han rystede på hovedet. “Jeg véd ikke, måske havde de trænet mig for hårdt og for hurtigt. Måske har vi alle en indbygget grænse. Kroppen hjælper os med at sige fra, når vi ikke selv kan. I hvert fald begyndte jeg at gøre modstand mod det som forgik.”

“Hvor lang tid stod det på?” Benji var afdæmpet og stille. Han var helt uvidende om Anées liv, før han dannede Hypnotisørens børn.

“To – tre årtier. Jeg ved det ærligtalt ikke.”

“Hvad skete der?”

En tjener kom ned til bordet og spurgte om alt var ok. Benji bestilte mere te og kaffe til Anées.

“Og to cognac. Men ikke under en Remy XO. Jeg gider ikke drikke billigt sprøjt.” Anées smilede tomt-undskyldende og fortsatte. “Jeg ville ikke mere. De kunne ikke tvinge mig, eller jo, i begyndelsen hvor Abdal stadig havde adgang til dyret i mig. Jeg parrerede stadig ordre. Men så var der den sidste gang…” Anées tøvede. “Du må forstå, at jeg havde slået både skyldige og uskyldige ihjel, -under træning, -i det virkelige liv, -i det politiske spil. Det var sådan jeg lærte at det ikke nyttede noget at tænke. Men så var der dén her lille pige, på et slot i Italien. Vi var nødt til at true hendes far til samarbejde. Det var dengang hvor vi alle levede som jaget vildt. Hendes far var en nøgle af en art. Hvis han faldt til patten, ville vi få en stor jordlod, han havde i Frankrig. Her kunne vi leve i fred i, i hvert fald 100 år inden vi ville være nødt til at flygte.”

Han gik i stå. Faldt i staver og stirrede ud af vinduet. “Det tog en helvedes tid at vende tilbage hver gang. Det er voldsomt, at hypnotisere folk til at overvinde deres egen vilje til at leve. Det er ikke mennesket eller væsnet du kæmper mod. Det er instinktet, og dét er så kraftfuldt at du ikke drømmer om det. Det tog hårdt på mig fysisk og psykisk. Det var besværligt, smertefuld og unfair kamp. Jeg ville ikke, jeg ville aldrig mere gøre det.”

Benjamin lænede sig frem igen, og tog imod teen, kaffen og de to cognacglas. “Mange tak,” sagde han til tjeneren og løftede glasset mod Anées. De nippede til den stærke drik. “Og pigen?” spurgte Benji.

Anées lo lidt. “Ja det var underligt, hun var en helt almindelige pige. Original. Det sødsete du kan tænke dig. Store, næsten sorte øjne, langt mørkebrunt hår. Hun tog fint imod hypnosen. Hun legede te-selskab på et tæppe i haven. Jeg fik hende til at falde i søvn, pakkede hende ind i tæppet og tog hende med. – før jeg skulle slå hende ihjel, ville de forsøge sig med afpresning, forstår du. – Mit hjerte skreg af smerte. Jeg skulle vente på en nærliggende gård, og afvente ordre. Der gik et par dage. Jeg forsøgte, ikke at se på hende eller … ” Anées smilede til Benjamin, der sad og lyttede intenst til hans historie. “Der var især … Hun sang en lille vuggevise for den dukke jeg havde rullet med ind i tæppet. Det var ulideligt. Og selvfølgelig … Da ordren kom, om at faren ikke makkede ret og jeg skulle likvidere hende, kunne jeg ikke gøre det. Jeg lagde hende i en dyb søvn, og bragte hende i stedet, hjem til familien. Rossignols jægere fandt mig, hentede mig tilbage til Rom, hvor de boede dengang. De slog først pigen ihjel, mens jeg så på. Før de slog mig ihjel. De fik deres jord i Frankrig, i Nantes faktisk, og min tid som hemmeligt våben var slut.”

“Hvordan kom du så på at starte Hypnotisørens børn?”

Nu lo Anées højt, “Åh, hvor blev jeg dog til grin iblandt alle walk ins der var bare en lille smule ved musikken.” Han slog ud med hånden, “Men det var også oplagt. Den store snigmorder, forvises af Rossignol og må ty til at gøgle sin vej gennem Europa. Men det var først længe efter. De første transitter jeg havde, måtte jeg jo gå under jorden. Og jeg var ærligtalt ved at blive skør af ikke at have et formål i livet. Men så blev jeg kontaktet af en gammel veninde jeg havde mødt hos Rossignol.”

”Det var Caffaell?” Spurgte Benji. Anées fortrolighed fyldte ham med varme.

”Ja.” Anées lo. ”Jeg brød mig ikke særlig meget om hende, men hun havde altid været sød til at give mig mad og husly, gennem årerne. Hun var skide skør, også dengang. Jeg havde tilfældigvis været forbi nogle uger forinden, da hun kontaktede mig, angående to små børn hun havde fundet under broerne i Nantes.

Benji nikkede og smilede. ”Er det derfor I kalder jer bror og søster, men ikke bærer samme navn?”

”Ja, vi er begge … om end, på meget forskellig vis børn eller elever af Abdal. Jeg frasagde mig Seraph-navnet, da jeg blev forvist. Caffael mødte ham senere. Men jeg kunne ikke holde ud at skulle leve sammen med hende, men hun fik mig overtalt til at tage mig af en lille pige. Indtil vi vidste noget mere…” Anées smilede varmt til Benji. “Resten af historien kender du. Caffaell mente at det var bedst at holde de to adskilt så længe som overhovedet muligt.

Børnenes ringe var ens, nøjagtig som Ying og yang, de passede sammen som to skeer i en skuffe. To sjæle der var gjort af én tanke. Hendes ring ville flyde ind i hans, og hans ville lægge sig som en beskyttende ring omkring hendes, det var tydeligt at se. Hun passede som blommen i et æg, ind i hans ring, der var ingen tvivl om, at når de to var sammen, var de ét hele. Vi gjorde ret i at skille dem ad. Når noget så stærkt er delt i to og dog forbundet, er det bedst at lære dem at leve uden den anden. De skulle lære at tænke selvstændigt, ellers ville de blive for sårbare.”

Kapitel 56

ANA

“Tomas?”

Han havde sovet hele eftermiddagen. Jeg sad i fodenden af sengen og trak ham i hånden. “Hey T. Du skal til at vågne.”

Min energi var blevet bedre, efter min lille snak med Benji. Eller hans lille snak med mig, var det vel. Hans trussel om at afsløre mig overfor Anées havde skærpet mit fokus. Ikke at jeg havde gjort alvor af selv at tale med Anées, endnu. Det lyder sikkert underligt, men efter dét lille chok han gav mig, kunne mærke omridset af min krop. Han vækkede mig. For et par dage siden var jeg måske ikke ligefrem flydende. Men jeg var heller ikke helt til stede i mit eget liv. Tingene skete ligesom bare og jeg fulgte med. Nu havde jeg, helt fysisk, en mere klar fornemmelse af mit eget omrids og det gav mig en stærkere forståelse af hvem jeg var, og hvad jeg havde lyst til. Ja, helt vildt underligt jeg véd det. Men dét at jeg kunne mærke mig selv på den dér omrids agtige måde gjorde at jeg slappede mere af over for Tomas også. Tænkte mere positivt omkring ham og det han havde været igennem. Jeg var sej fordi jeg følte mig sej … det meste af tiden.

”Tomas.” Jeg vippede rundt på knæene, kravlede hen over hans smukke krop og kyssede hans bløde læber. ”Du er nødt til at spise noget skat. Chase har lavet lasagne. Vi spiser om en halv time.”

Han kneb øjnene sammen og åbnede dem kort, kiggede på mig, før han lukkede dem igen.

Jeg ruskede ham let i den ene skulder for at han ikke skulle lægge sig til at sove igen. “Kan du huske Nantes? Da vi kom ind første gang?” Den historie plejede altid at forbinde os.

“Mmm…” han åbnede øjnene igen og smilede til mig.

“Din Guldsmed er næsten væk.”

Han tog sig til brystet, hvor hans tatovering var trukket helt skæv af de fire sting han havde fået i sin brystmuskel. De var helet pænt nu, men guldsmeden var ødelagt.

“Jeg får bare en ny,” mumlede han og kiggede over mod vinduet.

Guldsmeden var vores anker. Alle havde sådan et holdepunkt. Noget de vendte tilbage til krop efter krop. Det lyder måske sært, men når man har krop efter krop, kan man nemt miste overblikket. Man skal passe på at man ikke bliver kold … altså det er der faktisk også mange walk ins der er. De bruger kroppen og livet til det yderste, nogle år, før de begår selvmord og får en ny krop. Nogen hopper også ud fra en klippe hvis de er utilfredse med den de har fået. Sådan var der ikke nogen, jeg kendte, der var i nærheden af at have det. Men de fleste havde brug for et anker. Det var som om man først var hel, når man havde tilføjet sit anker til den krop man havde fået. For nogen var det et bestemt smykke, en piercing, det kunne endda være en beklædningsgenstand som en hat eller noget andet man havde knyttet sig til. Eller som Tomas og mig, en tatovering.

“Ja jeg ved godt du ikke har fået ny krop. Men du er ny på en måde. Og min blev jo lavet da jeg troede jeg var Rose. Måske ville det være en god idé at vi begge to fik lavet nye?”

“Kom her.” Han trak mig ind til sig. Kyssede mig og maste mig ned ved siden af sig.

Jeg lo.

“Nu ligger vi lige så godt.” Sagde han og strøg mig over håret. “Fortæl mig om broerne…”

Jeg løftede hovedet og så undersøgende på ham.

“Rolig skat,” han kyssede mig på panden. “Jeg kan godt huske det. Fortæl nu bare om brøddamen, regnen, og trillebøren…” han blinkede til mig, og jeg faldt til ro.

Han var syg, da han vågnede under broerne. Kroppene vi var havnet i, var ikke stærke. Heller ikke min. Det var en af de ting man altid tillagde synkroniciteten. Det var ikke vigtigt hvor stærke kroppene var, men vigtigere at de havde potentiale. For os var det vigtigste at vi var havnet sammen.

Dét Caffaell og Anées forsøgte at banke ind i mit hoved, når jeg ind i mellem kom i tvivl om hvordan det hele hang sammen var, at der var en orden der var fast samtidig med at den bevægede sig når vi, eksempelvis trådte ind i en ny krop. Jeg var begyndt at se det t som om, at alt, hele universet, alle handlinger og tanker, var ét stort 7D puslespil – der allerede havde været samlet én gang. Som om helheden eksisterede i tid og rum, på uendelige niveauer og planer, fikst og færdigt. At vi på én eller anden måde fik de kroppe vi allerede havde i pudslespillet … hvis det giver mening … dem som kunne udføre de opgaver der ventede os.

Tomas puffede til mig. “Du sover ikke vel?”

“Nej.”

“Du kom til Caffaell, den første dag … håbets dag.”

Jeg smilede. Han var alligevel ikke helt lost. “Ok,” jeg klappede ham på brystet. “Din mor kom … og vi kaldte hende Brøddamen, fordi hun kom med brød og mælk til os.” Jeg lo. “Kan du huske hvor underlig vi synes hun var? Hun sad bare og stirrede på os mens vi spiste.”

“Mm … hun kiggede efter vores ringe.”

Jeg smilede.

Han klemte min arm. “Det var det hun gjorde, det har hun selv fortalt mig.”

“Ja det er vidst rigtigt.” Jeg kunne mærke min krop slappede af igen. Den usikkerhed jeg havde følt, i forhold til Tomas, trak sig tilbage, til fordel for en rar varme der bredte sig i min krop. Det var dejligt at kunne mærke mit omrids, at det var ok at jeg ikke var en klon af ham og mig. Jeg havde kræfter til at støtte og være der for ham nu – som han havde båret over med mig, da han hentede mig i sommer, da jeg ikke kunne huske hvem han var.

“Åh, jeg skylder ham så meget.” Tænkte jeg. “Han har været så tålmodig med mig, og så fordi han er ved siden af sig selv, er grov og klodset, så mister jeg min tålmodighed med ham.” Jeg sukkede. “Jeg skal til at tage mig sammen på alle fronter. Min position i familien, men også overfor Tomas. Jeg vil give ham alt hvad jeg har.”

Han puffede til mig med sin hage, “kom nu … du er kommet til guldsmedene.”

“Ja … Det var den første dag … efter hun var gået. Vi havde lunt brød i maven, og der var stadig mælk i begge vores krus.” Jeg vendte mig og kiggede op på ham, han lå med lukkede øjne og et smil om sine læber. “Der kom pludselig en guldsmed ind under buen på broen. Jeg dansede rundt sammen med den. Jeg tror ikke, jeg havde prøvet at være så lykkelig.”

Tomas lo.

“Du lå og kiggede på mig, klappede og grinede. Du opdagede slet ikke, at der også var en guldsmed der dansede med dig. En stor blågrøn en.

“Se, se!” jeg pegede og løb over til dig. Vores guldsmede fandt hinanden og så dansede de sammen, op og ned, ind og ud … ud på hver sin side af broen, før de kom tilbage, og dansede sammen igen. “Wuuiih” det var fantastisk.” Jeg lo. Tomas var underlig tavs. Faktisk kunne jeg ikke høre hans vejrtrækning.

“Tomas?” jeg trykkede min hånd ned mod hans bryst. Han reagerede ikke. “Hey!”

Hans hjerte slog ikke. “Tomas!” jeg råbte og satte mig op i sengen. Hans ansigt var slapt. “Tomas vågne op!”

“GONDK” jeg landede på gulvet og knaldede mit hoved bagud. “Av for…”

“Hey! Hvad laver du!” Tomas kom op på albuerne.

Han havde skubbet mig så hårdt ud af sengen at jeg landede midt i værelset. Jeg havde lyst til at råbe ad ham. Men jeg huskede hvad jeg havde lovet mig selv. Så jeg rejste mig bare op og grinede.

“Jeg faldt. Ha, ha, jeg faldt bare ud af sengen.”

Kapitel 57

BENJAMIN

“Jeg tager et par sorte.” Sagde Benji og stampede lidt i gulvet. Støvlerne var stærke og smidige. Han glædede sig til at prøve dem af i mere udfordrende terræn. “De er cool,” smilede ham.

“Ja … de er cool.” Sagde ekspedienten. “Gore Tex er et super materiale, sålen er moderat kraftig…”

“Moderat kraftig…” Gentog Benji med et glimt i øjet, og nikkede anerkendende til ekspedienten. “Det lyder godt.”

“Ja, ikke for kraftig, hvis du véd hvad jeg mener, det gør dem utroligt…”

“Jeg vil også ha’ et par i sorte.” Sagde Anées der stod og trippede i et par lysebrune, mangen til dem Signe havde købt. “Bamse-brun er ikke min farve.”

“Mørkebrun voks,” korrigerede skoeksperten, og nikkede ivrigt til Anées. “Det hedder farven: mørkebrun voks.”

”Nå. Men så kan jeg ikke lide mørkebrun voks farver.” Brummede Anées. “Jeg ligner en der prøver at være ung med sådan et par, gør jeg ikke?” Han fandt Benjis øjne i spejlet.

Støvlerne så lidt akavede ud til den lille brede Oliven. Han forsøgte sig med at folde buksebenet ned i sokken på den ene fod, for at se om det så bedre ud.

“Jo, de der ser vildt dumme ud. – Og dét dér…” Benji skar ansigt af sokkeforsøget.

“Men jeg sagde jo jeg ville til Stokholm for at hente støvler. Jeg skal have et par med hjem.”

“43,5?” ekspedienten så spørgende på Anées.

“Hvad?”

“I sort.”

“Ja størrelsen er fin.” Svarede han.

“Så skal jeg lige ud på lageret.”

“Ok.” Anées satte sig på den lille grå stofbeklædte bænk overfor Benjamin. “Nå … vi blev ikke slået ihjel i dag.”

“Nej.” Benjamin smilede lidt. “Ikke i dag. Men det bliver dyrt at fonde forløbet.”

“Ja…” Anées nikkede. ”Hvis det kommer til kamp. Kun hvis de insister på at få Ana ”

”Bold move.”

”Helt ærligt, så tør jeg også kun gøre det fordi efterretningerne siger at Jaguarerne er stærke. Hvis vi er heldige så glemmer Rossignol alt om Ana og ingen finder nogensinde ud af at vi har udfordret de sorte fugle… “

Benji trak det lange pandehår om bag øret, og strakte armene lidt ud og væk fra kroppen. ”Forhåbentlig ikke. Den slags penge har vi slet ikke.”

Anées var tavs. Han skubbede venstre fod ud af den voksbrune støvle. ”Vi er nødt til at gøre klar.” Det er vi nødt til.”

“- Vi er tvunget til at genhuse hele gården inde omkring Skt. Hans Torv.”

Anées vendte sig abrupt mod Benji. “Hvilken anden location skulle jeg ellers ha’ foreslået! Jeg vil ikke have Pensionatet lagt i ruiner.”

“Nej selvfølgelig. Det er bare langt mere problematisk med by-kamp. I det hele taget er Danmark for lille. Sverige eller Norge ville ha’ være…”

“Der er ikke andet at stille op! Ejendommen ved Skt. Hans Torv er den eneste der er stor nok. Er du klar over hvad de har af udstyr til kamp på åbne vidder! Helikoptere og hurtige biler, og, og…” han kunne ikke finde på mere. ”Det er dyrt. En tæt hurtig kamp, uden automatiske våben inde midt i en by, hvor al støj og brug af talenter på åben gade minimeres i frygt for at vi bliver afsløret af originalerne. Det er vores eneste chance.”

Benji vidste at han havde ret. “Så du vil ud at låne peng…”

“Nej der er noget jeg har tænkt på…” afbrød Anées. “Har du set danske nyheder for nylig?”

“Nationale nyheder … nej?”

“De har anholdt Svein Birkeskov.”

“Finanssvindleren fra Charlottenlund?”

“Ja. Jeg tænkte, at du måske kunne nå at finde hans penge, før politiet gør det.”

“Det er tyveri.” Benjamin undertrykte fornemmelsen af et spændt sug i maven.

“Jah…” brummede Anées og kiggede på den anden støvle i spejlet igen.

“Jeg kan prøve.” Svarede Benjamin og begyndte at snører sine egene støvler op.

“Tak.” Anées’ smilede forsigtigt. “Det sætter jeg virkelig pris på.”

“Så var der et par sorte i 43,5.” Ekspedienten var tilbage fra baglokalet. “Vil du prøve dem på?”

“Nej det er fint. Jeg vil gerne betale for begge par.” Anées skød foden ud af den sidste støvle og gik frem mod disken i strømpesokker.

Benji gik ud af butikken. Han trængte i den grad til frisk luft. Han havde hørt om nogle af de scams, Hypnotisørens børn lavede for mange mange år siden. Han havde aldrig deltaget i Gøglerdelen af familien, og det havde altid gjort ham lidt misundelig. Det var noget de andre havde sammen, han var kommet til langt senere.

Men dét at Anées havde valgt at give ham indblik i familiens, ret vilde fremtid, gav ham en helt ny fornemmelse i kroppen. Han havde aldrig drømt om at han skulle komme så tæt på lederen af den Skandinaviske familie. Dét her, det var en position der lå tættere end øverste jæger nogensinde ville komme i nærheden af. Lige nu lå han over Daeg i familiens hiraki.

“Skal vi ikke drikke en stor kold øl, et lille listigt sted, nu vi er i storbyen?” Anées lagde armen om Benji og gav ham et klem.

“Det er stadig dig der gir’!” svarede han i et alvorligt tonefald.

“Ja, ja selvfølgelig. Det er ikke hver dag man får sig en medsammensvoren udi forræderi.”

“Og røveri!” tilføjede Benjamin.

“- Og røveri.” Anées lo og klappede ham på skulderen. “Men tænk på de store tjenester jeg kommer til at skylde dig.”

“Oh yes! Jeg er allerede ved at lave en liste.” Benjamin smilede smørret, og frydede sig over den flok sommerfugle der blaffrede rundt i hans mave.

Kapitel 58

ANA

Jeg vågnede med et sæt.

“Nåe, du er vågen.” Ragner stod og kiggede ned på mig.

Min kind brændte. “Hvad fanden laver du? Har du slået mig!” jeg kiggede på uret. Den var 02.47. “Klokken er tre!”

“Gæt hvem der er kommet hjem?”

“Tomas?” Jeg satte mig op og kiggede bag Ragner.

Efter maden havde jeg taget mig en løbetur, med Ernesto i hælene. Han havde fået bud på at mandsopdække mig. Da jeg kom hjem var Tomas væk. Det havde slået mig lidt ud. Han havde ikke sagt noget om hvor han var kørt hen. Så nu var jeg sur på ham igen.

Jeg følte mig som en tusindfryd når jeg var sammen med ham. Han kunne plukke mig helt i stykker med sin: elsker – elsker ikke – jeg gør hvad der passer mig attitude.

Men det var ikke Tomas der stod og logrede bag Ragner, det var en mega stor sort hund.

“Hilde!” Råbte jeg samtidig med hun hoppede op i sengen og slikkede mig i hele hovedet mens jeg hvinede af fryd.

Jeg måtte gribe hende i halsbåndet for at trække hende væk fra mit ansigt. “Hvor er du fin.” Jeg forsøgte at skubbe den enorme hund ud på gulvet så hun ikke trampede mig ihjel. Poterne var store som tallerkner og fulde af jord. “Lad mig nu se dig!”

“VOV! … VOV! … AUUU!” hun gøede og tudede, mens hun hoppede rundt i dynerne som en pige på 5.

“Vi har lige været en tur i skoven,” lo Ragner.

Jeg trak dynen op over hovedet og råbte. “HJÆÆLP!”

“Hørte du slet ikke hun sad og hylede i gården.” Ragner trak hende ned fra sengen og fik hende til at falde til ro.

“Næh, bliver du? Skal jeg finde lidt knækbrød frem…” Jeg så spørgende på ham, han havde helt sikkert en anden grund, end at fortælle at Hilde var vendt tilbage efter sin translokation.

“Har du ikke en kold øl?”

Jeg spærrede øjnene op. “Vil du ha’ øl?”

“Ja tak, hvis du har.” Han fangede slet ikke min sarkasme.

Jeg gik ud i køkkenet og fandt nogle øl i køleskabet, mens jeg pludrede løs. “Hvor er det fedt Hilde er her. Pensionatet er aldrig helt det samme uden hende, hun er så hyggelig. Jeg havde en god snak med Tomas, fortalte jeg det. Eller det var mest bare mig, men han var ligesom til stede, for første gang i et stykke tid nu. Vi snakkede om Nantes og begyndelsen.” Jeg sukkede lettet og kastede en øl ind til Ragner der havde sat sig i sofaen. “Kender du dét. Jeg har haft det som om jeg boede 4 kilometer under min egen overflade. Det er længe siden jeg har været helt skarp.” Jeg tog en pose chips i køkkenskabet. “Jeg tror sgu’ jeg er ved at være tilbage.”

Ragner så tomt på mig. “Søs, gider du lige holde mund to sekunder.”

“HEY!” jeg knipsede Hilde ned fra sofaen. Hun kom med en utilfreds lyd og krøb ud på gulvet. Jeg dumpede ned i den anden ende af sofaen og trak benene op under mig.

“Hun er lige kommet tilbage i dag!” Ragner spidsede munden og talte til hende med en dyb hyggestemme. “Nåe ja, selvfølgelig må du sidde sammen med os. Det er bare tante Ana der er dum. Kom muffeee…” han klappede på hynden der allerede var trampet til med jord, og sendte mig et advarende blik.

“Så kun den her ene gang…” mumlede jeg.

Han holdt en hånd op for at få mig til at tie stille. “Jeg skal have det her sagt, og det involvere også Tomas.”

Jeg klemte læberne sammen og gloede tavst på ham, åbnede chips posen med et højlydt “CRASH” og gav den til ham. Ragner var en mega trøstespiser. Han gav Hilde én tog selv en håndfuld, som han sirligt spiste én for én i en jævn strøm. “Du véd hun var underlig den anden dag, dér med blodet. Jeg nikkede. Han så spørgende på mig, “Har hun sagt noget? lyder hun irriteret når hun snakker om mig?”

“Nej!” jeg ville trøste ham, men så kom jeg til at tilføje. “Hun taler slet ikke om dig, overhovedet ikke, faktisk.”

“Vi havde bryllupsdag i forgårs.”

“Nåe … jo det fortalte hun godt nok om.” Det var en mega løgn, men han plejede altid at finde på noget et eller andet sødt, så jeg holdt fast i den.

Det virkede for han smilede stolt. “Hun fortalte om skattejagten ikke?”

“JO!” Jeg pegede begejstret på ham med min øl og bad til alle guder om at han ikke ville spørge til detaljer.

Han nikkede ivrigt, “hvilken post synes hun var bedst?”

Jeg spærrede øjnene op og tog en slurk øl.

“Dén med digtet på birkestammen … det var garanteret den.” Udbrød han ivrigt. “Hvad sagde hun.”

Jeg nikkede og rynkede tænksomt brynene, “hun var bare glad Ragner … du er sådan en super kæreste … men … hvad var det du ville sige? – Det lød vigtigt?”

“Ja.” Han nikkede og sank en ekstra gang. “Hun var bare tvær her til aften, du ved hvordan hun bliver,” han havde luft på stemmen. “Hun kan godt blive lidt træt af den her familie, og Anées, og Daeg, og så var der vagtplanen … Jeg gad ikke skændes med hende, så i stedet gik jeg en runde gennem skoven. Gæt hvem jeg fik øje på helt ovre ved Agerströms skovbryn?”

“Tomas? Ikke Tomas! Han har ikke været ude at løbe i dagevis. Hvornår var det? Hvad var klokken?”

Det var nu, sent, ved … det ved jeg ikke … for lidt siden.”

Nu var det min tur til at se underlig ud i hovedet, og Ragners tur til at berolige mig med en løgn.

“Altså jeg er ikke sikker på det var Tomas, men det lignede ham. Da jeg kom hjem mødte jeg Yenta, hun patruljerede nede på skovvejen. Hun sagde at Tomas havde sagt at han gerne ville øve sig i at arbejde igen. Så hun havde givet ham det lille stykke der ligger op til Agerströms, at bevogte, du véd ned mod den gamle krebsehytte. Der sker jo aldrig noget.” Han løftede øjenbrynene, “så det var altså måske Tomas jeg så … tror jeg.”

“Ok, så han træner?” Jeg smilede usikkert. “Han er lidt ude at skide R … jeg har ikke rigtig sagt noget fordi…”

“Han var ved at skovle et hul til med jord!”

“Nå?”

Han nikkede alvorligt til mig. Som dengang vi var yngre og vi rottede os sammen mod Daeg. “Så jeg tænkte at jeg ville tage ud og grave dét op, han har gravet ned.”

“Ok.”

Han trak på skuldrene, ”det er sikkert bare et dyr. Men alligevel, det er underligt ikke?”

”Jeg vil med.” mumlede jeg.

”Vi gør det sammen. Hvis nu det er en sleeper, så er det også noget griseri. Så har vi på en måde pligt til det. De skal brændes.”

Pludselig var jeg barn igen, og skulle på skattejagt med Ragner. “Jeg skal lige ha’ noget tøj på.”

“Nej vi gør det i senere. I morgen. Bedre at vente. Ravi og Daeg løber i skovene lige nu.”

“Ok,” jeg nikkede bagud mod vinduet, “jeg hopper bare ud her, skal vi sige klokken … hvornår er der vagtskifte?”

“Jeg har hundevagten klokken 04.00. Det er perfekt. Jeg skal bare lige bytte Michael, tror jeg. Det er ham der har Z2 der løber gennem Agerströms grund i morgen.”

“Cool. Vi mødes bare derovre. Kvart over fire så?”

“AUH!” Hilde bjæffede pludselig højt, og satte sig op i mellem os.

“JA!” Ragner trak hende hen til sit ansigt, og kyssede hende på snuden. “JA-JA, uuh, ja, uuhh jaaa, skal vi grave! Så skal vi ud og grave! Uuuh ja! Skal du hjælpe, hva’? Uuuh … JA!”

“Ragner det er klamt det dér!”

Hilde var i gang med at overslikke hele hans ansigt.

Kapitel 59

DÆMONEN

Dæmonen tog imod en dåse Brun Phantom. De stod på en rasteplads på E45’eren, 50 kilometer vest for Arvidsjaur. Klokken var halv fire om morgenen, det var mørkt og regnen var stikende og skarp mod huden. ”Du børster tænder når du kommer hjem, det stinker.” Den hvide dame kiggede tomt på ham.

Han åbnede bøtten, stak næsen ned i den og indåndede den tykke tobak og peber lugt. ”Mmm.” kroppen han boede i, fyldtes med en nydelse, der næsten var seksuel, men også kun næsten. Han stoppede to små poser snus op under overlæben. “Aaarrh, hvor er det perfekt med snus efter et godt måltid.”

Den hvide dame gav dæmonen et hårdt spark bag på låret.

“Av for helvede!” Han vendte sig arrigt mod hende. “Hvad har jeg nu gjort!”

“Jorden brænder under os, og du savner at sutte snus!” hun vrængede af ham.

Han lænede sig frem og knurrede ad hende.

Hun holdt hans blik fast og gav ham et kort stød, bare en markering, med den 50.000 volt tazer hun havde parat til senere. “STOP!”

Han lod sig ikke mærke med stødet, men trak sig tilbage, og spyttede en klat sort mundvand ud mellem tænderne. “Jeg beholder dåsen.”

“Nej du gør ej! Men du har ret. Vi skal ud af det her Hell Hole så hurtigt som muligt.” Snerrede hun.

Dæmonen lo “hvem fanden bor også helt her oppe!”

Hun kiggede rastløst ned af motorvejen der lå øde hen. “Det ved jeg heller ikke … Jeg talte med Nantes, sagde jeg det?”

“Ja.” Han masserede snusposerne med overlæben, og spyttede igen.

“Ved du hvad hun skal bruge hende til?”

“Nej.” Han skubbede poserne ind mellem tænderne og tyggede sultent på dem, spyttede og stoppede dem op under læben igen.

De stod lidt, tavse og ventede. En personbil strøg forbi dem i en sky af regn. Så blev alt mørkt igen.

“Tager du med til Nantes når de henter hende?”

“Henter de hende?” Dæmonen fandt snusdåsen frem igen. Han var nødt til at mærke den stille summen i tandkødet en gang til.

“Hvis ikke familien reagerer på påbuddet om at få hende udleveret…”

“Ja. Så rejser jeg med. Jeg er svoret til at beskytte hende med mit liv.” Han lirrede sætningen af som en remse, spyttede de to første poser snus ud, og stoppede tre nye ned i undermunden. ”Så ja, jeg følger hende over alt.”

Den hvide dame lo. “Det har du da totalt styr på. Hvad hvis hun er ved at pakke en taske lige nu?”

Han så koldt på hende. “Jeg er ikke dum.”

“Er du sikker?”

“Det var for eksempel ikke ham Ole i Nyhavns praktikant der lavede den tatovering hun har fået.”

“Nåe, så du har styr på noget.”

Han lukkede snusdåsen igen. “Jeg tror det er ham der kommer dér.”

Den Hvide Dame trådte ud på vejen. Langt væk kunne man se nogle lygter på et højt køretøj. Hun kiggede på sit ur. “Ja det er ham.”

“Det var en shifter hun besøgte.”

“En shifter?”

“Ja en due.”

“Robert? Hvad fanden skulle hun hos Robert?”

“Skal jeg finde ud af det?”

“Nej, vi skal ikke vække opsigt.”

“Nej.” Han spyttede, tyggede hurtigt på poserne, stoppede dem på plads i undermunden, før han trak en stavlygte ud fra jakken og vinkede den store turistbus ind til siden.

“Du har billederne på dig, eller ligger de i bilen igen?”

Den høje dobbeltdækkerbus gyngede da den kørte ned over den høje asfalt kant, og manøvrerede ind på den smalle rasteplads. De to personbiler med vilde shiftere kørte ind, og parkerede bag den store bus.

Dæmonen trak en stak postkort op af en stor sidelomme, der var på jakken. Det var et billede af Ana med teksten Filia.

“Sørg for at de alle sammen får ét den her gang! Vi skal være sikre på at de finder frem til pensionatet. Jeg stiller GPS’en.”

Dæmonen kiggede kærligt på billedet af Ana, og bekymret på bussen der var fuld af uanende turister inde bag de tonede ruder. “Det er mange det er. Nu passer du på!”

“Jeg har styr på det. De kommer ikke til at gøre hende fortræd.” Chaufføren åbnede døren til bussen og hun sprang op på det første trin. “Jeg har lige så meget brug for at det her lykkes som dig. Det er Nantes der siger at vi er nødt til at sætte tommelskruerne på nu!”

Dæmonen nikkede kort til den en shifter der steg ud af en af bilerne, og signalede at de lige skulle vente lidt.

“Hesan’.” Chaufføren smilede.

Den hvide dame trådte helt hen til ham og stak ham i halsen med en sprøjte. “Vi ses om lidt!” hviskede hun, drejede nøglen, slukkede motoren så bussen og rastepladsen lå hen i total mørke. ”Hejsan alla ihop. Jeg skal bede jer om at udlevere pas, kørekort og penge, det får I alligevel ikke brug for dér hvor I skal hen.”

Dæmonen blinkede til shifterne at de skulle komme hen til bussen.

Kapitel 60

CAFFAELL

Littwin havde indkaldt både rådsmedlemmer og deres oksehakkere, departementscheferne, til et hastemøde. De var alle samlet i den lille Banquet sal og sad nu og ventede på Madeline og Porter, som var på vej hjem fra et vigtigt møde Madeline havde haft i England. Klokken var halv otte om aftenen og de havde ventet i tre kvarter nu. Stemningen i salen var anspændt. Caffaell havde brugt den sidste halve time på at nærstudere på den Japanske blomsterudsmykning, midt på bordet. Bare borddugen var importeret fra en kendt japansk væver i Hirosaki. Selve blomsterdekorationen var kreeret af en eller anden florist som var rejst med dem fra Paris til Nantes, fordi hendes esthétique var tres manifique … og sindssyg vigtig for både Elisabeth og Porter, åbenbart. Caffaell fandt hendes kreationer helt og aldeles håbløse. Den nærværende installation bestod af lange knæleragtige blomsterstilke, knust glas, polerede krystaller og enkelte cyklame-farvede orkidé hoveder, der var strøet hen over bordet.

Endelig blev der banket på døren, som gik op i samme nu.

Madeline gled ind i lokalet som en Pyton med ild i halen. Caffaell gloede åbenlyst. Lige bag Madeline, kom ingen ringere end Viktor Svendsen fra CESPI i København, Porter og en lille delegation af departementschefer.

Alle rejste sig halvt op fra stolene, “bare sæt Jer!” hun slog træt ud med armene, “det bliver en langt møde.” Madeline vippede sin sorte frakke af skuldrene og gennede tjeneren der tog i mod den, ud med et nik. “Vi spiser middagen her i salen. Senere når jeg siger til. Men præparer til at kunne servere den indenfor et kvarter. I dag venter vi ikke på nogen eller noget.

“Javel.” tjeneren gik to skridt baglæns, som det var skik, før han vendte om og forlod lokalet.

“ – Og en stol til min ledsager Monsieur Svendsen fra Danmark!” Hun nikkede mod Hetties departementschef Etienne, der straks rejste sig og tilbød Viktor pladsen.

Hvorefter Etienne, lydløst signalerede til en anden tjener at han skulle gøre en ny plads klar til hende.

Da de alle var blevet placeret ved bordet, gjorde Porter ansats til at skænke Madeline et glas vand. Men hun løftede en pegefinger, ventede to, tre sekunder før hun selv gjorde det. Alle fra Caffaell til Littwin, Elisabeth og departementschefer sad tavse og ansigtsløse, mens de ventede på hun blev færdig med at drikke vandet.

Madeline stillede det cylinderformede krystalgals fra sig på bordet, hvilede underarmene mod den hvide dug, og med øjnene hvilende på den japanske installation sagde hun: “Vi har i dag mistet en kær ven.”

Mere sagde hun ikke. Alle forholdt sig tavse og afventende.

“Min gud hvor hun forstår at dramatisere alting.” Tænkte Caffaell. Hun kunne se Abdal på den anden side af bordet. Han gjorde ikke noget, sagde ikke noget, alligevel fornemmede man tydeligt hans syrlige kommentar til hendes optræden.

Efter et passende tidsrum spurgte Littwin, “hvem?”

“Den Anglesaksiske familieleder, Noel Lowell trådte er her til formiddag helt ud af familien i England.”

Mumlende stemmer løb rundt langs med bordet, som strandskader efter en storm.

Efter han har trådt ud, han har brugt sine forbindelser til at have sendt en international eftersøgning i gang efter hans datter, Caroline. Hun har været forsvundet i over et årti nu. Ingen har set hende. Hverken i en ny krop, eller i den hun havde da hun forsvandt. Noel har ikke tidligere villet have sin datter eftersøgt da han mente det var et oprør, mod ham, mod Rossignol. Han mente hun har valgt side. Måske han nu også har valgt, uden at sige det direkte til vores ansigt naturligvis.” Hun kiggede over på Porter. ”Ved nu åbenlyst at lede efter hende.”

Folk nikkede sagligt. Som for at signalere at de havde hørt beskeden. Men der var ingen tvivl om, at det var den første besked der optog rådsmedlemmer og departementscheferne mest.

”Måske eftersøgningen af Caroline har noget at gøre med hans fratræden? Han må have givet en grund,” spurgte Elisabeth.

Porter løftede hagen og konkluderede: ”Personlige årsager. Og det kommer direkte fra Noel selv.”

”De skal nu finde en ny leder, men som I véd er det noget der tager tid.” fortsatte Madeline, der blev afbrudt af en forbavset Hettie.

“Det er umuligt! De har altid insisteret på at have…” Hun gik i stå.

Madeline nikkede til svar. “Ja. … en leder som er translokeret ind gennem adlen i England. Hvorfor jeg også har tilbudt vores egen Jerome Littwin som hans efterfølger.” Hun så direkte på Littwin, der sad stiv som en marmorstøtte med et ansigt af slap dej. “Hvis du vil naturligvis … Du er adelig fra det stolte Skotland, en dygtig og talentfuld leder, det har vi alle været vidne til. Den Anglesaksiske familie finder ikke en mere værdig kandidat.”

“Hørt.” Sagde Elisabeth.

Madeline fortsatte. “Derfor formoder jeg også, at det kun er en formsag for Rådet at godkende dette forslag.”

Littwin så ikke på hverken Madeline eller Porter. Men på Caffaell.

Iskrystaller bredte sig med lynets hast gennem marven i hendes knogler. “Hvad betyder dét? Hvorfor ser han sådan ud?” hendes øjne fandt Abdals på den anden side af bordet. Han gav hende intet svar. Hans blik gled, først lidt ned til højre, før det ramte bordet. Men det ene øjenbryn hævede sig en smule.

“Hvorfor ser Littwin sådan på mig?” tænkte Caffaell igen. “Den skandinaviske familie har altid haft en allieret hos de Anglosaksiske. Det er ikke min skyld at han skal…” Men så kom svaret.

“Hvem skal overtage Littwins plads i rådet?” Udbrød Hettie. “Darcey er borte, og nu mister vi også Littwin… “

Madeline smilede blødt og nikkede mod Caffaell. “Det oplagte valg, vi har siddende lige her. Min yndling: Caffaell. Abdal kom tilbage, og hun … hun mistede sin mulighed, for at opnå stemmeret. Men nu åbnes der pludselig en plads til hende igen.” Så lo hun kærligt mod Caffaell. “Det ser ud som om den skæbnen virkelig vil arbejde for dig, at du skal være med til at forme det nye Europa.”

“Men…” Elisabeth brød ind. “Caffaell var blot stedfortræder for Abdal. Hun er ikke adellig. Langt fra faktisk. Hun har aldrig…”

Porter holdt en hånd op for at få hende til at tie. “Men hun har noget andet. Noget som lige nu er vigtigere end blod.”

“Men der er vel en grund til at vi holder fast…” vedblev Elisabeth.

Porter afbrød hende igen. “Lige nu er det vigtigt for os, at signalere til alle walk ins, at vi er åbne for at tage både lavadel og … bønder ind i Rådet. Vi skal signalere at vi ikke er gået i frø, at også vi har plads til et frisk pust, plads til en repræsentant for den almindelig walk in.”

Folk begyndte at nikke rundt langs bordet.

“For på den måde at holde Jaguarerne fra døren, med deres krav om demokrati,” afsluttede Porter.

“Undskyld … Hvis vi lige kunne vende tilbage til… “ Littwin rømmede sig. ”Allerførst, mange tak for æren, naturligvis. Det vil være mig en stor, stor glæde at skulle lede den Anglesaksiske familie til fremgang og anerkendelse.”

“Han tager det pænt.” Tænkte Caffaell. “Så anseelig en degradering kan ikke være let, for en mand som tror, at hans røvhul er et blomsterbed.”

“Me-en…” han trykkede siden af pegefingeren mod sine læber før han fortsatte. “Jeg kan forstå Jeres taktik i forholdt til de unge, de har meget medvind derude i verden, og ja, det er klogt at lytte til de strømninger der er. Vi har helt afgjort brug for støtte og opbakning fra hele Europa. Jeg er enig. Me-en … “ han rømmede sig svagt. “Jeg kan ikke lade være med at tænke på…”

“Ha, ha, ha, ha,” Porter Lo, “jeg forstår din forvirring, “ så kiggede han hele kredsen rundt. “Jeg vil vædde på, at du ikke er den eneste som er rundtosset.” Han rystede på hovedet af situationen og afventede et par nik, som han fik fra de forskellige departementschefer. “Jeg er helt enig. Madeline og Jeg har haft en lang samtale lige inden dette møde, på vej hjem fra London.” Han holdt et stykke papir op. “Vi har fået et brev, en mail, men det vender vi tilbage til. Tro mig, det her er for det bedste. Det er noget vi har diskuteret længe, og nu synes tiden moden til også at indvie Jer.”

Madeline lagde en hånd over på dugen foran Porter. “Tillader du?” spurgte hun med en blid stemme, der ophævede tyngdekraften et øjeblik.

“Mon Cheri.”

Det var første gang Caffaell havde hørt Porter åbenlys tiltale Madeline som: sin kære.

Madeline rejste sig fra stolen og så ud over dem alle. “Det har været en begivenhedsrig dag. Vi fik her til morgen en klar trussel fra Junta Altruistic Generation, de forlanger svar i morgen.

Vi vurderede at det ville være omkostningsfuldt, først at samle rådet – for at beslutte at jeg og Porter skulle tage et hastemøde med Noel Lowell – for derefter, at rejse til London – for derefter – igen, at skulle samle Rådet.

Vi skal handle hurtigt. Derfor, mente vi at det var bedst, at jeg … og Porter, med det samme tog til England, for at drøfte vores mulighed for at modstå en eventuel kamp mod de Jaguarerne. Noel mødte ikke op til Europa Summitten for nogle uger siden. Den styrke er jo vores stærkeste allierede, vi har ikke råd til at miste dem nu. Derfor ville vi sikre os deres støtte …”

”- Så I har været ovre for at skubbe Noél ud af den Anglesaxiske rede for selv at sætte en af jeres egne gøgeunger ind … Smart.” tænkte Caffaell. ” Gad vide hvad de har truet ham med. Noget med datteren Caroline? Loven? Eller er han virkelig tilhænger af J.A.G. som rygtet siger?” Madeline fortsatte sit forsvar for hvorfor det havde været så bydende nødvendigt, i dén grad at parkere det samlede Europæiske Råd i vigesporet, mens hun og Porter kørte Europa i stilling til krig.

”… På den måde kunne Jerome samle Jer: Fundamentet for Rådet, til vi er her nu – alle samlede.” Så gav hun ordet til Porter igen med et nik.

“Ja, lad os gå videre til mailen. Som I véd her vi ligget i forhandlinger med de unge gennem måneder for at undgå kamp. For at undgå krig simpelthen. I var selv med til mødet i Paris i sommer, hvor vi hørte deres krav om at indføre demokrati frivilligt. Vi afslog dengang husker I nok.”

Da der var faldet ro over forsamlingen læste Porter højt fra mailen: “… Vi har samlet en styrke på over 700 kampvillige walk ins. 1250 walk ins, som indtil videre ønsker at være anonyme, har skrevet under, og støtter vores krav om, at et demokrati, i fremtiden skal styre det Europæiske Walk in samfund… “

Da han var færdig med at læse hele mailen igennem sad de alle som nøgne mannequiner i et udstillingsvindue. Bedøvede. Elisabeth og Hettie gispede højlydt. Flere af Oksehakkerne åbnede munden og lod den stå. Etienne spildte Cola på den håndvævede silkedug fra Hirosaki.

“Vi bliver jo overløbet af anarki og despoti!” Littwin var rasende.

Porter nikkede. “Du har ret. Faren for kollaps er enorm. Vi må sørge for at ingen kan betvivle vores ret til at blive siddende, som et samlet råd.”

”Jamen hvad gør vi? Skal vi virkelig stemme om pladserne i Rådet?” Littwin spyttede ordene ud over bordet.

Hettie bakkede ham op. ”De kender intet til bevægegrundene for de strukturer, vi har opretholdt gennem styrke og vedholdenhed.”

“Vi bliver sat hundrede af år tilbage, hvis de kommer til magten”

“Åh, jeg véd det!” Madeline trak overlæben let tilbage. ”Jeg bliver træt bare ved at tænke om det kaos, der kunne opstå. Vi må og skal forhindre dem i at opnå mere magt ude i den verden.”

“Hvis du er træt, kære, så melder jeg mig da gerne som rådmand for den unge fraktion. ” Abdal der ikke havde sagt ét ord siden han havde bedt om en cognac for over en time siden, smilede godmodigt. ”Måske det ville være sundt for os alle. Jeg kunne rådgive og forklare.”

“De er da ikke interesserede i rådgivning!” bed Littwin. “De har ingen respekt for traditionen, de ved ikke at der er en grund til alt. De ved ikke at hvis de enten trækker de fysisk valgte walk ins ud af NATO, eller den økonomiske støtte, så splittes Musketér enheden og det bliver alles kamp mod alle.”

”Sååh dumme er de nok ikke.” Brummede Abdal og løftede en beroligende hånd mod Littwin.

”Ikke? De er egenrådige og egoistiske. Frankrig har trukket sig én gang fra

NATO’s integrerede militære Kommando. Hvad skulle forhindre dem i at gøre det igen, hvis Edité D’Aramitz ikke vil samarbejde med de unge. Eh!” han sendte et selvhævdende blik til Abdal. ”Pagten: Angriber du ét land angriber du alle bliver passé – og med den trussel der presser sig på fra det enorme Asiatiske kontinent – Hvis de bryder den mindste aftale vi har med verdenshandlen, så kollapser menneskenes verden … og så … så …”

Nu rejste Elisabeth sig. ”Littwin. Skal du partout galpe op som en vagthund i natten. Tag det nu roligt. Intet er afgjort endnu.“ hendes stemme var hverken anklagende eller sarkastisk. Og Jerome faldt tilbage i stolen og sukkede hovedrystende.

Elisabeth fortsatte i et forsonelig afdæmpet toneleje: ”Det bliver Ragnarok. Vi bliver igen lovløse overnaturlige, der er dømt til at rejse som sigøjnere. Jeg er ikke træt, jeg er vred.” Hun tog et ordentligt hvæs på sin e-cigaret så der stod damp ud til alle sider. “Se bare på den Skandinaviske familie.” Hun slog hånden ud mod Caffaell og viftede samtidig dampen væk med en irriteret håndbevægelse. ”Ét uheldigt familiemedlem, og de kan ikke holde sammen.” Så vippede hun hånden den anden vej og rynkede på næsen, ” – ikke dig kære. Anèes naturligvis.”

Abdal lo forsonende og henvendte sig igen til Madeline. “Du har ret min kære … som altid. Selvfølgelig er det en absurd tanke, at de unge skulle kunne løfte opgaven, og opretholde et forenet Europa.”

“Ja, hvad er det præcis du foreslår?” spurgte Elisabeth mens hun trak stolen ind under sig, uden at fjerne sit blik fra Madeline.

“Faktisk! – Jeg foreslår, at de får bevilling til en demokratisk afstemning.”

”Hvad?” selv Abdal så fuldstændig fortumlet ud.

”Mein Got!”

”Det kan jo betyde krig?” sukkede Elisabeth i et hvinende toneleje. Hendes ro forsvandt som en mønt i et trylletrick.

”Kære!” brød Madeline ind med et drys af den smittende uro, hængende i den ene mundvig. ”Netop derfor, vi også bad grundlæggeren og manageren af det første Center For Ekstra Sensorisk Efterforskning om at møde os i London.” Så vendte hun sin opmærksomhed mod den eneste original der sad ved bordet, Viktor Svendsen, der tydeligvis var både stolt og ærefrygtig. “Viktor Svendsen, som har længe været en stærk allieret med den Skandinaviske territorie,” hun nikkede over mod Caffaell. ”Ja, jeg véd, at det er Anées der officielt repræsentere Skandinavien, men eftersom han er travlt optaget af de tydelige problemer han har i Sverige, så byder der sig også her, en uventet gave, en mulighed for en ny stor alliance.” Hun rakte hånden ud mod Viktor der sad ved siden af Abdal. “Viktor Svendsen, har i mange år arbejdet på og har netop for…” hun nikkede mod Svendsen. ”Vil du selv…? “

Svendsens øjne dansede rundt langs bordet som pingpong kugler i en flippermaskine. Stolte og rædselsslagne. “Ja. For en ugen siden … hrremm…” han rømmede sig skyndsomt. “Jeg har gennem flere år talt med Hektor Glotzer, leder af det Germanske territorie hrmm … for en uge siden, underskrev Hektor og jeg en aftale… hrr, hrrrmm… eller lidt mere end en uge siden faktisk … hr-hrrm-hrr…” han kunne åbenbart ikke holde op med at rømme sig.

Madeline tog smilende over: “For en uge siden, lukkede han – på vegne af Det Skandinaviske territorie, en vigtig sammenslutnings-aftale med hele det Germanske territorie, som siden foråret inkluderer både Belgien og Holland. Skandinavien er nu fuldgyldigt medlem af det Germanske territorie. Det er kun et spørgsmål om tid før Anées underskriver traktaten og den skandinaviske familie aktivt træder ind i et samarbejde med Nona Rossi fra Tyskland.”

Endnu engang fandt Caffaells øjne det knuste glas og de af skårede orkidéer på bordet. ”Det bliver over Anées lig!” tænkte hun og tvang sig selv til at høre efter hvad Madeline mere havde fundet på af spændende tiltag på Rådets vegne.

”Derfor – og i lyset af den trussel der ligger derude, om at vi ikke følger med tiden og at vi er forblændede af royale translokationer, beder jeg Jer inderligt – mens vi diskutere den skriftlige trussel vi har fået – at overveje, en optagelse af en original i De Ældstes råd.” Madeline rettede ryggen og smilede indbydende bordet rundt. “– En original, som hele sin karriere har arbejdet på at styrke og fremme samarbejdet mellem os: de overnaturlige og menneskene. Han vil ikke bare være en stor hjælp for alle walk ins, i form af sin dybe viden og hans omfangsrige erfaring i internationalt samarbejde mellem menneskene. Han ville uden tvivl også kunne styrke vores position til originalerne som repræsentant her i Rådet.” Hun slog blikket ned og sænkede stemmen, før hun talte med en klædelig ydmyghed. ”Det er måske på tide vi åbner op…” så så hun rundt på hver og én af dem, med en meget alvorlig mine. ”… Med Caffaell Hadi Seraph og Viktor Svendsen her i Rådet, kan Juntaen ikke røre os.”

Madeline trak sig lidt, og som på tælling tog Porter skyndsomt over. ”Jeg forstår til fulde de bekymringer alle må sidde med. Det er en stor omvæltning. Ikke desto mindre er det nødvendigt, tror jeg, at vi nu, sammen, tager stilling til hvem vi er. Vi må være omstillingsparate og følge med i dén tid vi lever i.”

Da Porter havde afsluttet fik snakken frit løb.

”De har orkestreret forløbet ned til mindste detalje.” tænkte Caffaell, og ganske rigtigt: Alle havde noget at indvillige, men de fleste ville bare gerne skilte med deres veltalenhed. Gentagelser af de samme forbehold og bekymringer roterede rundt om bordet igen og igen.

“Det kan ikke tolereres.”

“Men vi er nødt til at lytte. “

“Magt skaber som eftergivenhed, sine egne helte. “

“De er meget stærke. Jaguarerne er farlige.”

”700 jægere.”

”- Anarkistiske jægere oven i købet.”

”Vi skal bestå. De unge får aldrig stemmer nok.”

”Rådet kan og skal ændre sig.”

Kapitel 61

TOMAS

“Gemmer sit hjerte i et kammer af sten. Aner ikke hvad hun mener.” Tomas lå og scrollede rundt på sin palliet-mobil, mens han forsøgte at læse teksten på den latterligt lille skærm. “Hvad mener hun? At jeg gemmer på mit hjerte, og er for hård? Skal jeg bare slappe af? Nej … kom nu… “ Han kiggede på den lille seddel han havde skrevet med ledetrådene fra køleskabslågen. Han havde været nødt til at sove et par timer, klokken var nu kvart i ti om aftenen. Han forbandede at han havde ventet så længe med at se på det. Han skulle være klar i morgen tidlig, men havde totalt overvurderet sin evne til at tænke. Koden var ikke svær, det kunne den ikke være.

“- en afløser, der boede Chemin Denon nummer 12. Det er noget sludder. Men ok, rimelig let at gå til. ”Chemin Denon var en vej på en Kirkegård, hvor de tit gik tur, da han stadig boede i Paris. Der var ingen boliger … med mindre … Han Googlede Cimetière du Père-Lachaise.

“Hvem ligger begravet dér? -og hvordan fanden kan hun huske sådan noget?”

Jim Morrison – musiker, George Rodenbach – forfatter og Molière … ” hmm, Tomas trak munden sammen. “Molière skrev komedier, gjorde han ikke? – Og mit liv er en komedie … i et hjerte af sten.” Han sukkede og klappede mobilen ned på maven. “20 armbøjninger, så leder vi videre? Ok!”

Tomas væltede ud af sengen og tog 7 armbøjninger på knoerne, før han mærkede en meget svag sitren i underarmene. “Ok! Cool, rolig nu Tomsen.” Han væltede op på sengen igen. Det gik ok, med at bruge kroppen, bare han stoppede, så snart der var ansats til den mindste rystetur.

Polen, Warszawa + gemmer sit hjerte i sten. Gotta love Google…” en hel masse ubrugelige søgeresultater dukkede frem på skærmen. Han rullede billedet op, op, op. “Ok Google tag dig sammen, så svært kan det heller ikke være, hun havde ikke oceaner af tid.

“Ups … tilbage.” Han scrollede med pegefingeren på den latterligt lille mobil-skærm med pink hjerter i kanten. Det var det der gjorde den her riddle lidt svær, han vidste at hun var presset, derfor var der måske nogle af ledetrådene der overlappede eller ikke helt passede på dét hun egentlig ville have ham til at forstå.

“Se nu dér!” Tomas lavede en lille pifte lyd. “Chopins grav ligger nummer 7 på listen over de 10 mest fascinerende grave … Ok selvfølgelig er det ham, Polens mest berømte komponist. Ana havde drevet alle til vanvid en sommer hvor hun spillede hans nocturne opus 9 nummer 2, igen og igen.” Han lagde hånden på brystet og lukkede øjnene i to sekunder. “My sweet sweet Ana, hvad jeg ikke ville give for at høre dig spille den lige nu.”

Han søgte et par gange mere og fandt ud af at Frederik Chopin lå begravet på Chemin Denon. “Ok én ledetråd fundet … måske er der et Chopin museum i Warszawa … Selvfølgelig er der dét … hov … Tomas’ øjne faldt på en linje i en søgning Chopins lufthavn … Stod der

Tomas læste smilende. “Du er ikke blevet for gammel til at lege.” Tænkte han og stregede en sætning mere ud på listen over hints. Det var Chopins lufthavn hun havde ment, selvfølgelig var det dét.”

Tomas smilede over hele hovedet. Varmen, den gode af slagsen, bredte sig i hans mave.

De havde leget den slags lege hele tiden da han var lille. I mange år havde han hjulpet hende med at finde børn og unge, der manglede familier, eller ikke kunne finde hjem. Hun så dem i sine drømme og sine visioner. Men drømme hoster sjældent op med nemme adresser. De sender billeder. Så han havde hjulpet hende med at tolke de billeder hun havde fået, og senere havde hun hjulpet ham til at blive en dygtigere og dygtigere jæger, gennem ledetråde, tegn og underlige gerninger. “Så ok, jeg skal bare finde ud til lufthavnen. Måske har hun også fortalt mig hvem jeg skal møde… “ han tog sedlen og kiggede på den.

Firben ligger i solen ved middagstid, i Siwa Oasen. Er det en person?” Han googlede Siwa oase … og fandt ud af at det rent faktisk var en oase. “Jeese…” der var intet der mindede om et clue. Bare en masse tekst om Berbere, traditioner, turister, sand og … “vent…” Tomas læste ivrigt. “Se nu dér!: Indtil 2. Verdenskrig var ægteskaber blandt mænd meget almindeligt i Siwa oasen i Egypten. Det var den vestlige kultur der satte en stopper for… og så videre … det er Benji eller Daeg der kommer og henter mig.” Tomas grinede ved tanken. “Bare det er Daeg. “Hey bro’ så du er øverste jæger nu eller hvad?” Det måtte han være … hvis han da var kommet hjem, ellers var det Benji.

Aegypte Saurus, havde hun oversat til: Vær stærk! Hvilket var det værste sludder. Vær stærk på latin var confortare. “Ha, ha, Tomas lo. Google spurgte: Mente du Aegyptesaurus da han slog Aegypte Saurus op, – og så viste den ellers billeder af dinosaurer. “Hvad pokker … han dappede med en finger på Aegyptesaurus var et Egyptisk firben. Et firben er på en måde en dinosaur…”

“Firbenet ligger og soler sig ved middagstid…” det var også en ledetråd. Han mindede sig selv om at hun havde været nødt til at komme op med ledetrådene mens der stod en og lyttede. De var sikkert ikke helt skudsikre.

“Er firben homoseksuelle?” mumlede han googlede lidt mere rundt men hans tanker sprang, “adressen på kirkegården var også nummer 12. Chemin Denon nummer 12. Det var tidspunktet. Det måtte det være. Klokken 12 middag.”

Tomas gned sine øjne. Skærmen var lille og hans hjerne kogte. Hvad skulle firbenet betyde? En dinosaurus … Aegyptesaurus?

Han hvilede hovedet mod væggen og strakte benene ud på gulvet. “Argh! Jeg mangler også et hjerte af sten, eller kammer i sten…” han lukkede øjnene og sukkede træt. “Dinosaur af sten. Et forstenet dinosaurhjerte…”

Tomas faldt i søvn. Alene, på maven af en gigantisk havfrue, i et værelse med maritimt look, en smadret mikroovn, et ødelagt køleskab, og en ubrugelig håndvask på Motel Zabaw – Motel Legeplads, et par kilometer uden for Warszawas centrum.

Kapitel 62

CAFFAELL

I pausen havde Caffaell igen forsøgt at ringe til Anées. Faktisk havde hun ringet til ham uafbrudt, siden hendes samtale med Tomas. Alle i familien havde ignoreret hende, eller også – og det var dét hun troede mest sandsynligt – så havde Anées bedt Benji om at blokkere alle hendes forsøg på at kontakte familien, hvad end hun sendte mails eller ringede op.

På en af de mange beskeder hun havde efterladt havde hun endda tilbudt at møde ham i København under påskud af, at hun skulle hente noget meget vigtigt i sin gamle lejlighed. Men han havde ikke svaret. Lige nu var hun forbandet vred på ham.

Mens de havde spist den lette anretning der blev serveret til krisemødet var der netop blevet talt om Anées og hans usamarbejdsvillige indstilling. Det var åbenbart ikke kun Caffaell der havde forsøgt at få sat et møde op med ham. Elisabeth havde sendt én af sine agenter for at tilbyde ham en forhandling omkring en undersøgelse af Ana og Tomas. Agenten var ikke vendt tilbage. Elisabeth var dybt forarget og sikker på at han var blevet slynget ud. Hun krævede en forklaring på at Anées kunne få lov at opføre sig sådan. ”Man slår ikke budbringeren ihjel, ustraffet. Det gør man bare ikke!”

”Vi har taget vores forholdsregler,” havde Porter svaret. ”Vi vil ikke, på grund af de politiske spændinger, gå alt for åbenlyst til værks, men vi har en agent på stedet, og der arbejdes kraftigt på at nå frem til en løsning. I sidste ende må vi sætte Tac-teamet ind. Hans ulydighed kan naturligvis ikke tolereres.”

Elisabeth havde rystet på hovedet af Porters måde at håndtere problemet på. ”-Vil ikke gå alt for åbenlyst til værks på grund af politiske spændinger?” vrængede hun gennem en bid pølse. ”Ha! Hvad tror du ikke det kommer til at sende os af politiske spændinger på halsen, ved at give ham løbepas på den måde? Andre ledere kunne jo få indtryk af at vi ingen indflydelse har, at vi er ligeglade. Det er lige vand på Jaguarernes hjul.”

Det sidste sure opstød havde Hettie brugt som stikord til at kalde folk ind til bordet igen. ”klokken er mange, vi skal videre, hvis vi vil nå at sende en pressemeddelelse ud i dag.”

Da folk igen var samlede omkring det store bord med den håndvævede hvide dug, og den dystopiske japanske borddekoration, var Littwin den første til at tage ordet.

”Hvis jeg skal til England, er jeg nødt til at vide hvordan det står til i Skandinavien! Er Anées beslutningsdygtig?” Han spiddede Viktor Svendsen med døde øjne. ” – Eller har du også helt overtaget hans plads! – siden du kan tage beslutninger på den skandinaviske familiens vegne? Han og Noel havde et ganske tæt samarbejde…”

”Ja.” Caffaell der pludselig følte sig enig med Littwin brød ind: ”Hvem leder det skandinaviske territorie. Har du overhovedet informeret dem om deres nye position som lovløse i Europa?” spurgte hun og øgede presset på Svendsen der, viste det sig, nærmest kunne trække hovedet helt ned gennem skjortekraven, som en skildpadde.

Svendsen svarede, denne gang helt uden problemer: ”Nu mangler traktaten, netop Anées underskrift for at gælde, før dét… “

Madeline afbrød ved at løfte sine fingre to centimeter fra bordet og sukke, ”Tsk-tsk-tsk.” Det fik dem til at stilne deres udbrud. “Caffaell.” Madeline så ømt på hende. ”Vi skal beskytte Rådet. Det kunne være én af dine første officielle pligter – at klinke skårene med din bror. Få ham i tale – og… “ pludselig blev hendes ansigt helt gråt i kanten. ”… nej vent … ”

Hvis ikke Caffaell vidste bedre, forandrede Madelines ansigt sig et sekund før huden igen var som skåret i alabaster, glat hvid og klar. Hun slog det hen som træthed.

Madeline fortsatte: ”… lad mig begynde et andet sted. Viktor har været en stor hjælp i det skandinaviske territorie. Som du véd, har han, med din hjælp, haft Ana under sin vinge et halvt års tid. Her fandt han ud af, at hun ikke var helt fri af den dæmonbesættelse, hun var udsat for, et halvt år forinden.” Hun løftede triumferende sit ene øjenbryn.

Caffaell kunne mærke blodet forlade hendes ansigt som en syndflod af skam. Alles øjne hvilede på hende. Men især Abdals sved. Hun havde ikke fortalt ham, at hun i hemmelighed havde givet Viktor Svendsen lov til at nyde godt Anas evner som Seer for CESPI, mens resten af familien ledte efter hende ude i verden – til gengæld for hendes plads, eller nærmere hans plads, ved netop dette bord.

Madeline fortsatte sin nådesløse slagting af den skandinaviske familie. ”Viktor har samlet ubestrideligt beviser for at Ana, selv efter den renselse du påstår at have gennemført med hende, stadig har rester af dæmoni i sig. Der er klare beviser på at sleeperne opstår i nærheden af hvor hun befinder sig. Først i Danmark, sidenhen én gang i Tyskland, da hun var dér for at arbejde på en sag, og nu…” hun fnøs, ”nu vrimler det med dem i Sverige! Sleeper-situationen er ude af kontrol.” Hendes, ellers så smukke mund snerrede ad Littwin, så man nu helt tydeligt kunne se hvad hendes holdning til ham egentlig var: afsky. ”Så for at svare på dit spørgsmål Jerome. Nej! Anées kan ikke længere anses for at være fuldgyldig leder af Den skandinaviske familie. Han skal naturligvis afgive en forklaring før vi ligefrem kan fratage ham hans position. I flyet talte jeg med Ina Gribanov fra Finland. Hun er villig til at blive indsat som administrativ leder og overtager når tid er, midlertidigt, styringen af Skandinavien.” Madelines øjne lyste af fryd da de et sekund mødte Caffaells på vej over til Elisabeth. ”Var det svar nok til dig også, Elisa? Du udtrykte tvivl omkring vores evne til at handle? … i pausen?” Hendes stemme knasende som kandiserede violer. ”Vi handler … taktisk ja … forsigtigt… “ hun lo helt let. ”Nej … alt er under kontrol. Snart vil I vide mere.”

Caffaell var tavs som indersiden af en kiste. Alle var tavse. Mødet havde taget en uventet drejning. Så vidt Caffaell havde forstået på Hettie, havde der altid været en del hemmelighedskræmmerier i det små. Men åbenhed og nysgerrighed havde altid været drivkraften bag styringen af Rådets opgaver. Voldsomme diskussioner der kunne løbe over uger, endda måneder. Men nu, nu havde ingen noget at tilføje, ingen stillede spørgsmål ved Madeline og Porters egenrådige beslutninger.

Der var vokset så meget usikkerhed frem i skyggerne omkring rådets medlemmer, at alle sad mundlamme og afventende.

Pludselig mandede Viktor sig op rømmede sig og tog ordet: ”Lad mig fortsætte … De beviser Madeline omtaler er … hrrm … ja, vi har billeder… hrrm … fra overvågningskameraerne på Nordhavn lystbådehavn, i Danmark.” Han trak en lille stak billeder ud af inderlommen og lod dem gå rundt. Det skabte stor uro omkring bordet. ”Her ser vi tydeligt omtalte gerningskvinde, i tæt kontakt med den omstridte skifter-dæmon, der hærgede Europa sidste år.” Denne gang rømmede han sig ikke en eneste gang.

”Åh, gud.” Da billederne kom hen til Caffaell, kunne hun se, at der var et billede af Ana der sad i tæt omfavnelse med en stor Dæmon.

”Hvordan har hun overlevet det!” udbrød Hettie da hun så billedet.

Madeline nikkede. ”Ja, mit spørgsmål præcis! Derfor der udstedes i aften, et udleveringskrav til Anées. Han skal nu aflevere sin datter: Ana Verdante Brodersen, på baggrund af de indeværende beviser.” Hun så næsten spøgefuldt på Caffaell og fortsatte med en rislende kold stemme: ”Din første officielle opgave, når du bliver stemt ind, hvilket jeg stærkt går ud fra at du gør.” Hun fandt kun enige ansigter hele bordet rundt. Alle kunne se fornuften I at lade Caffaell træde fuldt og helt ind i rådet så hurtigt som muligt. ”… så vil din første officielle opgave derfor blive at få din bror til at udlevere Ana. Ellers sender jeg dig, sammen med et hold jægere for at hente hende her. Hun skal stilles for Loven.” Madeline spidsede de perfekte læber let og tilføjede. ”Velkommen i Rådet Caffaell.”

Porter lagde sin hånd op af Madelines, uden nogen bemærkede det. ”Nu er der ingen grund til at tro at Anées, når han høre hvad vi har hørt her i dag, ikke frivilligt aflevere Ana til os. Hun er naturligvis beskyttet som registreret walk in. Der vil blive foretaget en grundig undersøgelse, inden, hun kan dømmes som white-outer. Det vil sige: Kun hvis hun er forblændet af egen kraft, og virkelig har mistet sin retningssans i livet. Kun hvis vi kan bevise at hun misbruger sin magt som walk in, kan hun dømmes.” Han talte tørt og konstaterende. ”Hun vil blive slået ihjel 3 gange i træk. Hver gang med en uge mellem hver translokation. Hvis ikke det onde kan drives ud af hende såh… “

Der var fuldstændig tyst i lokalet. Caffaells fornuft hang som en lufttæt kapsel uden for hende selv. Hun kunne ikke fatte omfanget af dette møde – af hendes nye position i Rådet – af Viktors – af udleveringskravet af Ana, som Anées kategorisk ville nægte – hun kunne ikke tænke konsekvenserne af dette møde til ende.

Madeline var jo modbydelig. Caffaell følte sig magtesløs. Hvorfor gjorde ingen indsigelse. Hun vidste godt hvorfor hun ikke selv gjorde mere modstand. Der lå mere bag end den sag med Ana og sleeperne. Men var det nok til måske at ofre hende, for at lokke svaret frem? Grunden til at hun på et tidspunkt havde troet, at hun på nogen måde kunne hamle op med Madeline forsvandt som røg i mørket. Midt i dette kaos, gik det med ét op for hende, at dét, at hun havde handlet med Viktor for at få denne plads i Rådet, var dét der nær havde kostet Abdal livet. Madeline måtte have moret sig over denne ondskabsfulde spøg, da hun havde sendt Caffaell mailen om at der snart ville åbne sig en plads i Rådet. Det var Caffaell selv der havde sat forgiftningen af Abdal i gang. Og nu, ville Madeline tvinge hende ud i åben krig mod hendes egen bror. Anées ville ikke tøve et sekund med at slå Caffaell og hvad for en flok jægere hun så end fik med som følge, når hun skulle hente Ana, ihjel.

Porter nippede til sin vand. ”Jeg har tænkt.” Han slog hånden ud og rystede let på hovedet. ”Og dette er helt spontant.” Langsomt kom der bevægelse i kroppene rundt om bordet. Porter kiggede på Madeline, der så oprigtigt overrasket ud. ”Måske det er på tide, at vi skrider ind over for det som sker oppe nord på.” Nu nikkede han sagligt på hovedet, og kiggede eftertænksomt på de japanske blomster midt på bordet.

”Der er intet spontant over dét du siger!” tænkte Caffaell. ”Du skulle øve dig i, at slappe af i ansigtet, inden du lyver over for mig – Mester Jakel med en pind op i røven som Madeline sidder og drejer på.”

Uanfægtet af Caffaells sorte tanker om hans fremtræden, fortsatte Porter sit spontane forslag: ”Måske … set i lyset af Noels afgang i dag … Ja, ja det må være dét der har fået mig til at tænke på det tror jeg … Måske skal vi simpelthen forlange at Anées trækker sig tilbage? At han pensioneres. Han har jo tydeligvis tabt faklen.”

Hele bordet, inklusive Caffaell og Abdal trak vejret ind på én gang, som en stor søanemone, i forbavselse. Porter trak nonchalant på skuldrene og skubbede underlæben ud i to sekunder. “Det er simpelt. Han kan ikke styre det. Jeg véd Nona i Tyskland har folk der kan træde til øjeblikkeligt – Støtte op om en militant overtagelse af territoriet – eventuelt støttet af Ina Gribanov, fra Nord.”

Nu kunne Abdal ikke længere holde tand for tunge. Men en dyb og rungende stemme, som Caffaell vidste at han kun brugte når der var virkelig fare på færde. ”Et øjeblik! Anées er foregangsmand, sammen med Caffaell, for dét at stifte familier i det hele taget. De var de første til at danne en familie. Derudover er han grundlægger af samarbejdet mellem politi, efterretningstjenester og overnaturlige væsner.” Abdal holdt en hånd op for at standse det udbrud der var på vej fra Porter. ”- Ikke bare i Europa, men i hele verden! Det giver ham naturligvis ikke ret til hvad som helst … Men hvis vi erstatter ham nu, på den måde du forslår, -uden at afhøre ham først, så vil det give genlyd kloden rundt!” Han løftede hagen og så direkte på Madeline. ”Det er der ikke mange stemmer i. – og det er da dét, der er det primære mål, ikke sandt? At vinde den afstemning vi selv har sanktioneret! At bevare Rådet, i dets nuværende form?” Han så med udtalt væmmelse på Viktor Svendsen. ”– i hvert fald nogenlunde.”

”Du har ret.” Porter trak sit forslag tilbage. ”Selvfølgelig. Det var også bare en strøtanke.”

Efter de havde afsluttet mødet med kaffe i den tilstødende salon, stod de i en lille trappe-hal og diskuterede aftenens beslutning, før et farvel. Caffaell og Viktor Svendsen, havde nu begge en plads ved bordet i Rådet. Man ville lade en officiel meddelelse gå ud omkring dette. I en anden meddelelse ville man offentliggøre at det var blevet vedtaget at alle Europas walk ins, om senest to måneder, skulle stemme om, hvem der skulle bestride de forskellige poster i Rådet. To historiske begivenheder, der ville ryste verden. Samt en tredje, dén som var det virkelige dødsstød til Junta Altruistic Generation: Det Europæiske Dronningedømme fulgte med tiden.

Det var her, Caffaell for første gang fik et Syn, af en af De Ældste. Men det gav hende ikke den sejrsfølelse hun havde forventet ved så stor en hændelse.

Madeline stod og talte med Porter og Elisabeth. Caffaell kunne mærke at hun var helt klar over at hun blev betragtet. Men hun ignorerede det. Caffaell kunne pludselig ikke lade være med at stirre på Dronningen af alle walk ins i Europa. Hun følte sig fuldstændig magnetisk tiltrukket. Som en tryllebundet lille pige, der stod og beundrede den fineste lille prinsessekjole i silke og taft, uden for et vindue i en butik, hun aldrig ville få adgang til.

Madelines glatte hvide silkehud, de fyldige læber og håret der faldt perfekt omkring hendes nøgne slanke skuldre, havde en hypnotisk virkning på alle omkring hende. Caffaell var forsvarsløs da Synet sprang frem mod hende: Ud af siden på Madelines marmoransigt åbnede et grusomt billede sig for øjnene af hende. Under de menneskelige engletræk, viste der sig et morderisk uhyggeligt ansigt. Det viste sig ikke mere end et sekund eller to i fysisk tid. Men den psykiske tidsfornemmelse strakte sig over flere minutter for Caffaell.

– et grågrønt ansigt eksploderer hurtigt ud og op, som gennem mosevand. Håret bølger bag hende som tusinde tynde ål. Munden åben, læberne skubbes tilbage af vandets modstand. ”Thhaaah!” Tænderne hvæser. Spidse, kantede, gule og brune mellem hinanden. Længere inde ligger en sortbrun tunge. Usmidig og stiv. Øjnene er vildt opspilede af raseri. Raseri af at være spærret inde, ude af stand til at handle frit.

Caffaells øjne mødte det lydløse skrig, åbent og uforberedt. Det var grusomt. Hun følte sig blottet som et dådyr på et åbent engstykke.

Hvad end det var, der havde stirret tilbage, så havde det også Set hende: skrøbelig og sårbar. Fuldstændig uvidende om den ondskab der boede inde bag Madelines skønhed, for øjnene af dem alle sammen.

”ÅH!” Caffaell havde grebet sig om munden og hostede ned i sit tørklæde, for ikke at komme til at skrige. Alles blik, i den lille trappehal, vendte sig mod hende.

Hun skyndte sig at drikke en stor slurk Cognac, spillede fuld og vinkede med glasset. “wup … wup!” mumlede hun med sviende blanke øjne, da den eksklusive drik skvulpede over, og ramte de kolde fliser.

Hettie vendte sig hurtigt ind i en armkrog for at støttede Caffaell, der snublede til den ene side, mens hun tørrede sveden af overlæben og bundede den mørke drik der brændte som et flammesværd i halsen.

“Du skal vidst i seng.” Hettie grinede til tilskuerne, før hun slog over og gav en perfekt parodi på Caffaells fulde-stemme: ”Scådan går det når man bliver indsat i Rådet … to gange på en måned. Wup … wup!” – og så lo de alle sammen.

Caffaell græd. Synet i katakomberne under slottet, de grusomme billeder, alt, havde vist sig at være sandt.

Hettie slap Caffaells albue i et ryk, så hun nær var skvattet på trappen, da de var kommet væk fra de andre. ”Så kan du godt gå selv!”

”AV.” Caffaell tog sig til armen.

”Hvad tænker du på! Hvorfor skal du absolut stikke ud, er der ikke ballade nok!” Hettie var nærmest hysterisk. ”Jeg kan ikke tage det mere Caffie, du er nødt til at tage dig sammen! Jeg mener det!”

”Ja.” sukkede Caffaell. ”Du har ret, Kære.” så mumlede hun for sig selv: ”Hvis den sidste del skal vise sig at være sand, så dør jeg…”

”Hvad mener du!” vrissede Hettie der stadig var oprevet over Caffaells pinlige optræden.

”Jeg mener!” Caffaell greb hende om begge arme. ”Mine Syn i katakomberne, husker du dem?”

”Åh,” nu var det Hettie der stod med blanke sviende øjne.

”Ja!” Caffaell nikkede sammenbidt. ”Husker du? Jeg så walk ins der var klædt som rumvæsner. Dét er sandhed nu. Ligene der blev fragtet ud i verden? – Augustine har kontaktet mig …”

Hettie spærrede øjnene op. ”Augus…”

Caffaell ruskede hende, ”Ja! Han viste mig billeder af Porter og Littwin der fragtede lig ud af palæet i Paris, om natten. Og nu, har jeg lige fået et Syn af en dæmon der skjuler sig i Madeline.”

”Åh gud.” Tårerne silede ned af Hetties kinder.

”Husker du den sidste del? Krigen og dødemasken!”

”Ja… “

”Det er dét jeg lige har set! Dødemasken. Hettie, du er nødt til at vælge side … det er du nødt til. Ellers skilles vi her!”

Kapitel 63

ANA

For anden gang dette efterår, stod jeg på kanten af det hul, med en skovl i hånden. Denne gang var det Tomas’ ugerning jeg stod og så ned på. Måske var vi virkelig tvillingerne fra helvede, som de andre kaldte os når vi var lidt for selcfede. Ragner var stadig nede i hullet, som viste sig at være en grav. Han stod oven på hendes ben. Selvom hun var død virkede det forkert. “Ragner kom nu op.”

“Rikka eller…”

“Ul-rikka,” sagde jeg. Gav ham en hånd og hjalp ham op af hullet.

Vi stod og kiggede ned på en kvinde vi kendte temmelig godt. Siden hun var 21 faktisk. Hun havde købt iskiosken nede ved badesøen. Nu var hun måske 31, 32 år og død. Den her skattejagt var slet ikke sjov mere.

“Måske var hun ude at jogge, og så tog han fejl, og kom til at slå hende ihjel?” selvom jeg hadede Tomas lige nu, følte jeg alligevel trang til at forsvare ham.

“Hun har sutsko på.” Ragner pegede ned i hullet med skovlen.

“Det er også rigtigt.”

“Men jeg tror du har ret i at han har være ude for at øve sig og så er der gået et eller andet galt.”

“Hvad fanden skal vi gøre. Hvad skal jeg sige.”

“Vent til han selv siger noget.”

“Han har slået et menneske ihjel!”

“Det er ikke så godt.”

“Nej! Sådan noget gør vi ikke. Hvad med familien?”

“Din pligt til at oplyse er sådan lidt… Vi har virkelig meget andet at tænke på.” han kløede sig i nakken. “- giv ham nu lige en chance. Han siger det sikkert selv.”

“Hvad med hendes familie?”

“Ulrikkas? Hun havde ingen. Da hendes far døde for et par år siden, jokede hun altid med at hun ikke måtte få et hjertetilfælde om vinteren, for ingen ville savne hende før til foråret,” han grinede skævt, “… du véd når iskiosken ikke åbnede.”

“Skal vi sige en bøn, eller et eller andet.” Jeg kiggede over på Ragner, “Det gør de jo, menneskene. Selv dem der ikke er særligt religiøse.”

Han nikkede, “ok.” Så tog han skovlen, og begyndte at kaste jord ned i hullet. “Først skal der jord på ikke … ” han kastede en halv skovlfuld jord ned på hendes lår. “Af jord er du kommet, af jord skal du blive … Igen … eller…” Han tog mere jord på skovlen, “hvor er det noget underligt noget at sige.”

Jeg havde foldet mine hænder foran kroppen, og sænket blikket. Det mindste vi kunne gøre var at være bare en lille smule respektfulde. Jeg rynkede brynene og talte med en dæmpet stemme. “Det næste er da meget fedt. Af jord skal du genopstå. Det er ligesom os.”

Ragner nikkede, kastede en skovlefuld jord ned på brystet af hende og sagde: “af jord skal du genopstå.”

“Jeg hilser lyset i dig, hvori hele universet hviler,” tilføjede jeg.

Månen hang bag ved nogle lette gråblå skyer. Efterårets klare kulde bed lidt i kinderne. Klokken var blevet 6. Skovens dufte stod knivskarpe. Vi var næsten hjemme. Lyset fra Pensionatets første sal, kom til syne mellem træerne. Jeg kom til at tænke på at det faktisk plejede at være Tomas yndlingsårstid. Netop fordi lugtene stod så skarpt tegnet.

Hilde begyndte at lunte-løbe lidt foran os. Ragner samlede en kæp op fra skovbunden og kastede den hen ad stien. ”Tag den så!” kaldte han ivrigt efter hende. Hilde standsede op, vendte hovedet og så på ham som om han var åndsvag.

“Hun har måske løbet tværs gennem Europa,” sagde jeg. “Lad hende nu bare slappe lidt af.”

“Hørte du det med at der var en eller anden der udgav sig for at være Tomas, der ringede her til?” spurgte Ragner.

“Ja.” mere sagde jeg ikke. Det var dét jeg gerne ville ha’ talt med ham om i går. Jeg ville så gerne snakke med nogen om de ting der skete med Tomas. Én som ikke ville dømme, hverken mig eller ham. Én der bare gad lytte.

“Idiot.” Mumlede Ragner.

“Ja.” Nu var der så også lige blevet føjet et mord til listen over mystiske Tomas-ting. Så nu kunne jeg på ingen måde fortælle Ragner og min mistanke.

“To gange oven i købet.”

“Nej, er det rigtigt?” Hvordan skulle jeg kunne sige højt, hvor inderligt jeg ønskede det var sandt. At jeg håbede, at ham som ringede var min Tomas og ham der lå i sygeværelset bare var en tom skal han havde efterladt.

“Jo.”

“Sygt.” Jeg skævede op på Ragner. “Det er dig der er syg.” Tænkte jeg om mig selv, og spurgte ham i stedet: “Vores linjer er da sikre?”

“Ja, det var fra en prepaid, én der kendte vores numre. Benji sagde det var én der ringede fra Polen.”

“Hvem synes sådan noget er sjovt?”

“DET ER OK!” Ragner råbte til Ernesto der løb for sit liv hen over gården, da Hilde løb op i mod ham. “HUN VIL BARE HILSE PÅ DIG.”

Vi lo begge to over Ernesto der gik på røven i gruset da Hilde oversnusede hans private dele.

“Vil du ha’ te inden vi går i seng.” Ragner gav mig et klem.

“Nej tak.”

“Ok. Sov godt så…”

“I lige måde.”

”BARE SLAP AF. SÅ SLAPPER HUN OGSÅ AF.” Ragner løb frem for at redde Ernesto fra Hilde der var i gang med at sige hej med våde tungekys.

Kapitel 64

CAFFAELL

Klokken var seks om morgenen. Abdal, Henry og Caffaell havde diskuteret aftenens hændelser hele natten. De havde brugt timer på at dissekere Madeline og Porters taktik med at trække både en helt almindelig walk in, Caffaell ind i Rådet, og tilmed tilbudt en Original at sidde med ved bordet. Det var uhørt. Og også dét der var blevet diskuteret allermest rundt om det runde bord med den hvide dug og de Japanske blomsterdekorationer. Men til sidst havde alle givet sig, og Monsieur Viktor Svendsen var nu en del af De Ældstes Råd.

“Anées får en prop,” sagde Caffaell. “Han får simpelthen et apoplektisk tilfælde og han tilgiver mig aldrig.

“Jo han gør, det gør han altid.” Sagde Abdal.

“Heller ikke dig. Du bliver også kastet på bålet. Nu er der ingen vej tilbage for ham.” Caffaell rystede på hovedet. “Det skulle ikke undre mig om han helt trækker sig ud af samarbejdet med Rossignol.”

“Han overlever ikke alene,” sagde Abdal.

“Nej, især ikke hvis det er sandt … tror du at det er en frivillig tilbagetrækning fra Noel Lowels side?”

Abdal rystede på hovedet. ”Lige min tanke. Den Anglesaksiske familie har en rig tradition… “

“I har talt om det samme i tre timer nu.” Henry kravlede ud af alkoven, hvor han havde sovet den sidste times tid. “At hun i det hele taget lykkes med at kuppe Rådet på dén måde, det må I da indrømme er prisværdigt.” Konstaterede han tørt da han tøffede hen over gulvet for at sætte vand over til mere kaffe. ”En ikke-royal walk in, træder ind i Rådet på lige fod med de royale, samtidig med en Original også får en plads.” Henry trak på de benede skuldre og lo en hæs latter mens han tændte en cigaret.

”Han fik ikke stemmeret,” mumlede Abdal.

”Men alligevel …” Han pegede på Caffaell med sin cigaret. ”hvis jeg var dig havde jeg takket nej. Det her kan kun gå ad helvede til?”

”ÅH.” Caffaell sank tilbage i stolen. ”Jeg aner ikke hvad jeg laver her,” lo hun opgivende.

“Hvad er der ellers at gøre. Verden falder sammen om ørerne på os.” Abdal prustede som en gammel hest.

Henry trak en hånd op til hovedet og purrede op i sit hår. “Ille fille falde … jeg vil hellere høre nærmere om dét du så Caffie? Har I ikke talt mere om dét?” han stillede sig med hænderne i siden. “Det er da det der er interessant.” Så vippede han hovedet til den ene side, “-og medgivet … lidt uhyggeligt.”

“Ikke noget at være urolig for, blot endnu en af grundene til at Madeline er den fødte leder. En psykisk udladning der er så stærk, at den afgiver et helt fysisk aftryk i denne verden. Caffaell var lige så træt i hovedet som Abdal. Hun rettede irriteret på sine strømpebukser under kjolen. Alting strammede og generede hende for tiden. Selv hendes tøj. ”Hun føler virkelig noget for sagen. Lever for Loven. Den gamle Lov. ” fortsatte Caffaell. “Jeg véd ikke hvad jeg ellers skal sige. Det kan ikke være andet…”

Henry lænede sig op af det sorte marmorbord. “Du tror bare det er et billede på hvem hun i virkeligheden er. En heks. Et skrækkeligt menneske. Har du set den slags før!”

“Jo selvfølgelig har jeg dét. Det er meget almindeligt faktisk, at jeg får et billede af denne ene eller den anden form for arketype, når jeg Ser på en person. Når Seere taler sammen kalder vi det for at Se det sande ansigt. Men jeg må indrømme at Madelines var langt mere forankret, end normalt. Det var ikke bare et billede på en af hendes personaer.” Hun rystede opgivende på hovedet. ”Ah, det gik så hurtigt så måske, måske var det fordi jeg var uforberedt at det virkede så voldsomt. Men jeg er lige ved at sige at det mest af alt mindede om et selvstændigt væsen. ”

“Du er ikke sikker?”

“Joh… “ Caffaell kunne ikke holde fast i billederne af hvad hun havde set. Allerede nu, få timer efter hun havde set mosekvinden komme ud af Madeline, var hun ved at affærdige det som stress. Hos sig selv og hos Madeline.

Det var som om Abdal læste hendes tanker. “Det er klart, hun bliver presset fra alle sider. Hvis hun skjuler noget, eller nogen…” han rystede på skuldrene. “Uha. Så kan hun ikke holde det nede samtidig med at hun skal bevare sin position som regernede Dronning.”

“Ja, det må være sådan det hænger sammen.” Sagde Caffaell. “Det er afladning af en højfrekvens energi, der gør at hun helt ufrivilligt kom til at afgive en af sine psykiske gesti.

Henry skodede sin cigaret, og kiggede indforstået på Abdal. ”Dét jeg bider fast i er at du sagde: et selvstændigt væsen.”

”Det er kun dæmner som kan skifte krop på dén måde.” sagde Abdal.

Henry smilede skævt og vippede med øjenbrynene. “Madeline er som en vampyr. Hun har ikke, været i åben konflikt, kamp eller slået ihjel i årevis. Husk min skat, hun er jæger, det er hendes talent … hun er sulten kære… sult kan få selv de pæneste mennesker til at gøre forfærdelige ting.”

Caffaell gøs over hans tonefald. Det var legende. Henry havde en råhed over sig, som kunne gøre hende bange. Alt det her var som endnu et kapitel i hans evige liv. Noget at opleve, ofrene ville langsomt gå i glemmebogen, mens han bare oplevede videre. Sådan en kynisme sneg sig ind hos mange gamle. Caffaell kæmpede selv med at holde den på afstand.

“Jeg har tænkt…” sagde Caffaell. ”På en måde minder dét der er skete med Ana, om det originalerne kalder en besættelse. en ond ånd tager sig en vært … besætter et menneske!”

Abdal pegede på Caffaell. “Præcis my dear. Exactement! Det er en ond ånd der har besat vores lille Ana.”

“Men onde ånder.” Hun lo let. ”det lyder så menneskeligt. Vi har ikke tradtition for at tro på døden og åndeverdner. Hvordan vil du overhovedet forklare hvad en ond ånd er?”

Henrys stemme var monoton. “Uendelige gentagelser af frygt og mørke. Igen og igen, hver gang vi taler og tænker på frygt og elendighed, så skaber vi mere og mere af den. Det skaber onde ånder.”

”Dæmoner?”

Henry nikkede, “på en måde. Men ikke så voldsomt vel? Dæmoner er netop selvstændige væsner, de kan materialiseres. Det originalerne kalder ånder er som … ja vores indre dæmoner, hverdags-dæmoner som ikke har fysisk form. Men som sagtens kan skabe små og store ulykker, sygdomme og fattigdom … men … men…” han travede op og ned af gulvet mens han ledte efter ordene. “SATANS!” pludselig råbte han så kroppen rystede.

Abdal så dystert på Henry. “Tror du?”

Henry stirrede på Abdal. ”Måske.”

De to gamle var tavse en tid. Caffaell forstod ikke hvad der skete.

Abdal så på hende som om alt det han elskede skulle tages fra ham.

“Er det så slemt?” spurgte Caffaell med en spag stemme og søgte Henrys øjne.

Han stirrede tomt tilbage på hende før han løftede hånden der krammede et par sorte sokker. “Det er jeg bange for my dear little Caffy. Hvad var det din profeti sagde?”

Lejligheden blev stille igen. Vandhanen dryppede ovre ved væggen. “Duk – – – duk – – – duk. Duk – – – duk – – -” Caffaell kunne ikke helt fatte det hun stod midt i. Da hun endelig åbnede munden lød de ord hun havde sagt så mange gange før, som en dødsdom over dem alle. “Èn lys, én mørk, bliver til ét i én.”

Henry satte sig tungt i stolen. “Madeline er blot den smukke skal, der skjuler en sort sort perle. Dét du så i aftes, din profeti … det er ikke Ana, det er Madeline. Lige siden dengang du modtog visionen, har dette mørke suget momentum nok til sig, til at materialisere sig i … måske … til en fysisk form.” Han så dystert på både Abdal og på Caffaell.

”Forhåbentlig mener du gennem Madeline?”

“Måske … Jeg gætter på at Ana er den manglende komponent. Hvis dét du så, på én eller anden måde kan optage det Ana har i sig…”

“Du sagde hun satte ild til Mimer oppe i Nord?”

”Ja.”

”Et grundelement – ilden.”

Abdal, der stod og kiggede ind i køleskabet rystede afværgende på hovedet. “Der er ild og der er lys. Det er to forskellige ting. Ilden er fysisk, forgængelig, efter lader sod, sort mørke. Lyset er uforgængeligt, evigt. Er der nogen der vil ha’ pølse?”

Både Caffaell og Henry rystede på hovedet.

Henry lyste op. “Det kan være positivt.”

“Hvad?” Caffaell holdt en afvisende hånd hen mod Abdal, der alligevel tilbød hende et stykke spansk pølse.

“I vinterens dyb, lærte jeg endelig, at inden i mig, lå den ukuelige sommer. Albert Camus…” igen havde Henrys stemme et strejf af leg.

“Virkelig kære! Dette er alvorligt. Næppe tid for at citere poesi!” Abdal kastede pølsen ned på bordet, og smækkede køleskabslågen.

“Argh! Jeg har ikke savnet det her spektakel.” Henry rejste sig op to trak i et par sorte slacks der hang over en stoleryg.

“Kalder du Rossignols fald for et spektakel!” vrissede Abdal, skar et stykke pølse af med en kniv og stak det ind i munden.

“Spektakulært så!” Henry fortsatte. “Hvorfor er havet konge over de tusinde vandløb?“ Han vendte sig hurtigt om, for at stoppe det udbrud han vidste var på vej fra Abdal, og råbte, “Fordi det ligger under dem! – Tao –et eller andet.” Han virrede med hovedet. ”Jeg ser ingen her der er villige til, at ofre sig for en større sammenhæng.”

“Ydmyghed er tåbers gud i kamp.” Brummede Abdal, der kun modvilligt lod sig trække ind i diskussion med sin elskede.

“Hvis du lader være med at pisse dit navn med galde i sneen, så bliver der slet ingen kamp!”

“Uh, hvor blev poeten af!” snerrede Abdal.

“Lad dog Madeline gå linen ud. Lad hende hænge sig i den … og lad så den nye tid komme.”

“Har du set dødstallene.” Abdal rystede på hovedet af hans ligegyldighed. “Er du klar over hvor mange mennesker der dør på grund af hende.”

“Ikke så mange som der vil dø, hvis der bliver kamp.” Henry stod ved vasken og kastede vand i hovedet. “Resultatet bliver det samme. Hvorfor så ikke bare undgå kampen!” Han trak arrigt et håndklæde af krogen på væggen og tørrede sig i ansigtet og ned af halsen.

Caffaell satte sig på en skammel. Det var længe siden hun havde lært, ikke at blande sig når de to gamle skændtes.

“I det mindste er det vores egne der dør hvis vi kæmper. Jeg føler mig forpligtet til at skåne… “

“Menneskene!” Henry snerrede. “De ville henrette os alle uden at blinke! De hader per definition det der er fremmed for dem.”

Abdal ryddede et bord for bøger. “Åh Gud hvor jeg hader når du er sådan!”

”Ser du ikke perfektionen! Vi er fokuseret på verdslige problemer, walk ins – originaler – sleepere – Jaguarer – dronningemagt – statsmagt – ha, ha. Det er småting. Hvis dét som er inde i Madeline er en dæmon, Det hvar slumret derinde i hundrede år, måske. Uuh, sikke et væsen, det er næsten for spændende at vente på den bryder løs…”

”SÅ ER DET GODT! Du er for kold nu Henry. KOLD.” Abdal slog sig for brystet. ”Er dit hjerte da helt forstenet?”

“RØVHUL!” Henry stod i boksershorts, sokker og åben slåbrok. De nystrøgne slacks hang stadig over hans skulder, og han havde haft de rene sokker i hånden, de sidste 20 minutter. Øjnene var blanke af tårer. “Taxien er her om ti minutter.”

“Åh!” Abdal slog en hånd op for munden.

De to gamle mænd stod og nidstirrede hinanden nogle sekunder, før de hver især trissede hen mod den anden.

“Jeg elsker dig.” Sagde Abdal.

“Og jeg elsker dig.” Henry lagde de lange tynde arme om Abdals brede skuldre og gav ham et langt kys. “Du må gøre det du føler for.”

“Ja, og du passer godt på dig selv i eftermiddag.” Mumlede Abdal og hostede for at skjule at han græd.

“Jeg er hjemme til natmad.”

“Så køber jeg østers.”

Kapitel 65

TOMAS

Hans hjerte buldrede afsted som en hamster i et hjul, mens han, med spidsen af en bordkniv, forsøgte at skrue ventilationsristen i loftet løs,

Næsten alle hans penge var væk, på nær de 250 euro i kuverten, som han skulle bruge til en meget vigtig aftale han havde lige om lidt. Og så de sidste 250, som han havde stoppet i baglommen. Hvis Caffaells plan mislykkes, var det nok til et par meget billige flybilletter, håbede han. Men nu sad der pludselig to jægere i et bulet Alfa Romero 166 ude på parkeringspladsen.

“Klrr… “ Den ene skrue ramte gulvet. Tomas’ krop krampede lidt sammen. Det gjorde ikke nær så ondt i ribbenene som det havde gjort, og rystelserne var ved at fortage sig. “Klrr…”

“Two down, two to go!” hviskede han, og flyttede stolen til venstre, så han kunne nå de sidste to skruer.

Han havde været tæt på at få tæsk én gang til da taxichaufføren fandt ud af at han ikke havde de 1200 dollars som aftalt. Men Tomas havde været nede i receptionen og fundet en pung og en mobil på Managerens kontor. Der havde ikke været kontanter nok til at han kunne få udleveret de 800 Euro. Men nok til at han kunne gå derfra uden at få alt for mange tæsk, og med 500 euro i lommen.

Der var kun gået 1 1/2 dag med vitaminer, mineraler og underlige pulvere, som skulle booste hans system. Han var slet ikke færdig. Når man sled sådan her på sit nervesysten, tog kalibreringen meget længere tid. Men han var klar til at finde lufthavnen. Han havde besluttet sig for at tage derud en lille times tid før mødet, for at tjekke området ud, og måske finde gates til Skandinavien, i tilfælde af at det pludselig skulle gå stærkt.

Nu skulle han bare lige ryste de forbandede jægere, som Benji, den lille lort, havde sendt efter ham.

Men det var for sent at tænke sådan nu. Gjort var gjort. De to sidste skruer var løsnet og han kunne vippe gitteret af.

Tomas trak sig op gennem hullet og kravlede så langt han kunne hen over de andre motelværelser. Til han kom til dét der lå tættest på vejen og længst muligt væk fra Jægerne i bilen. Der var ikke nogen i værelset så vidt han kunne fornemme. Det var mørkt. Alle hans instinkter var ikke slået til endnu, langt fra. Men han synes han var begyndt at kunne lugte mere. Det lugtede af sved, billig parfume og klamt afløb. Men der var ikke en lyd. “Det er bare et pisse ulækkert sted, det er det hele,” tænkte han og sparkede forsigtigt til risten. To spark før den raslede ned på linoleumsgulvet under ham.

Tomas hang i armene, med hele kroppen nede i det lille køkken, der her var holdt i et Western tema, da han hørte en en kvinde rømme sig. “I kill you,” hviskede hun og trak et sandfarvet lagen tættere ind omkring en nøgen krop, før hun rømmede sig igen.

Hun lignede ikke én der kunne fyre en pistol af. Men han slap ikke kanten af hullet, af frygt for at det ville få hende til at affyre et dødeligt skud, i ren panik. “Hej jeg hedder Tomas. Jeg er ikke farlig.” Han løftede øjenbrynene og smilede så godt han kunne. “Jeg har bare brug for at smutte ud gennem din dør.”

“I kill you.” Kvinden talte som en robot.

“Neej, se på mig…” svarede han og forsøgte at trække let på skuldrene, – hvilket så totalt latterligt ud når man hang i strakte arme ned gennem et køkken.

Så fik hun øje på den gule kuvert der stak ud fra hans inderlomme. Hun sank en ekstra gang og gik frem mod ham, med et meget bestemt udtryk. “I kill you!” sagde hun, -denne gang mere fast.

Tomas var nu helt sikker på at det gjorde hun ikke. Men hvis hun affyrede et advarselsskud, kunne han være sikker på at de to jægere i Romeo’en ville komme stormende. Så han blev bare hængende og betragtede hende mens hun kom nærmere med pistolen der pegede direkte mod hans ansigt. Han nød det en lille smule da hun, helt som forventet, slap lagnet for at snuppe kuverten.

“Uh!” udbrød hun og skyndte sig at tage kuverten mellem tænderne, før hun pakkede lagnet omkring kroppen igen.

“Wups!” smilede Tomas, og lod hende bakke længere bagud før han slap kanten af loftet og landede på gulvet. Han blev ved med at holde armene oppe så hun kunne se at han var meget bange for hende, mens han gik sidelæns over mod fordøren.

“Out!” hvæsede hun.

Tomas smilede til hende og åbnede døren på klem. Tjekkede afstanden til jægerne, kun 15 meter. Han krøb baglæns ud af døren. Krumrygget og foroverbøjet bakkede han ud på flisegangen. Hvis hvis de to møgdyr i bilen så ham, ville de tro at han var en forsmået elsker … der havde fået besked på at skride. Tomas krøb i sikkerhed bag gavlen, og fandt mobilen frem.

“Hallo?” Tomas ringede til Receptionisten på motellet. Han var sikker på, at hun var dum nok til at arbejde sammen med jægerne. Eller rettere, hvem som helst der tilbød hende penge.

“Jeg vil gerne lægge en besked til jeres gæst i nummer 17.”

“Ok jeg skriver…” mumlede hun træt.

“Henter dig i aften kl 23.30 … Kh. R-a-g-n-e-r.”

Jægerne ville tjekke hans beskeder og hvis han var heldig ville de nu sidde og vente i bilen til midnat.

“Tomas.”

“Jakub.” En lille fyr med de skæve tænder undlod at se på Tomas, da de hilste.

“Må jeg se den?” Tomas nikkede mod den plasticpose der stak ud under Jakubs arm.

“300 Euro.” Jakub så fast på ham.

“Hvad med 250?” Tomas trak de sidste penge han havde op af baglommen.

“Ah!” udbrød Jakub ærgerligt.

Tomas trak på skuldrene. “Jeg har ikke fler’.”

Jakub stod og vurderede ham lidt.

Tomas åbnede jakken og kiggede ned af sig selv. “Jeg er totalt blanket af. Sorry.”

“Ah man! Ok så!” Jakub gav ham posen med pistolen og håndfuld patroner. Som han dumpede ned i lommen. “Hvor har du købt de der linser?” mumlede han, stadig uden at se rigtigt på ham.

“Hvad?” Tomas hørte godt hvad han sagde, men spørgsmålet røg kom bag på ham.

“Du ser totalt badass ud med dem på. Fås de i andre farver.” Fyren der talte dårligt engelsk grinede skævt.

Tomas smilede også. Han var en lille splejs. Det ville helt sikkert hjælpe ham lidt op af badass stigen hvis han fik sig et par uhyggelige øjne.

“Jeg har købt dem online.” Tomas lænede sig ind over ham, “4your-eyes-only.com”

Men lad være med at sige det til nogen ok!”

“Cool.”

“Øh, hvor langt er der cirka til lufthavnen herfra?”

“Et godt stykke … du kan tage metroen nede fra stationen, vi kan følges.” Fyren nikkede op af gaden. “Fed jakke også. Er du amerikaner?”

“Nej.” Tomas stak hånden i lommen og trak tre mønter op, 2 Euro! – Og han anede ikke hvad der mødte ham i den lufthavn. “Pis!”

“Ikke flere penge?” grinede Jakub.

Tomas sagde ikke noget.

“Det koster vidst mere end 2 euro at køre helt ud til lufthavnen.”

De fortsatte lidt i tavshed. Det var koldt, Tomas slog kraven op og lynede jakken helt. Den lille fyr trak også sin tynde solfalmede vindjakke tættere ind omkring kroppen. Lynlåsen var revet i stykker.

“Nu har du da råd til at købe en ny jakke,” smilede Tomas.

Den lille standsede op og pegede ned af en trafikeret gade. “Ti minutter den vej, så er du der.”

“Tak” Tomas gav ham hånden.

Jakub tog den og holdt fast. “Du mangler penge – jeg mangler en jakke. Jeg vil give dig 10 euro for den.” Han trak Tomas i jakkeærmet.

Tomas så fornærmet på ham. “Det er Oilskin!”

“20.” Jakub trak sedlerne fra hinanden, det er det eneste jeg har, jeg skylder 230 for pistolen. De 70 skulle ha’ været min fortjeneste.

“Arh fuck det.” Tomas trak jakken af, stak pistolen ned i bukserne bagpå, og vippede blusen ud over.

“Jeg vil også ha’ hylsteret og kniven så.”

Drengen forsøgte sig med et: “Hvad?” og trak øjenbrynene helt ned i øjnene. Men opgav efter to sekunder. “Ok.” Så bøjede han sig ned, trak buksebenet op og begyndte at løsne et par velcro strips, der holdt en kniv fæstnet til hans venstre ben.

“Du skal have en mindre model. Du trækker på benet.”

Jakub rejste sig op og slog armene ind foran kroppen i bedste gangster rapper stil. “Jeg ved den mand! Den sidder dobbelt, min mor har endda syet velcro på.”

“Ja, det er bedre bare at bruge klik låsen dér.” Tomas pegede på det, der havde været den originale lukning.

“Mine lægge, jeg siger dig!” Jakub rettede sig op og så bebrejdende på Tomas. Kniven dumpede helt ned om anklerne på ham med et lille gok. ”Tynde som grillspyd, med to små stykker kylling. De mangler kraft og saft … du véd som oksekød.” Så bøjede han sig ned og trak kniven og hylstret ud under buksebenet. “Her.” han gav Tomas kniven og to 20 euro seddler.

“Jamen så længe du arbejder på dét… “ Tomas smilede til ham og tog imod kniven.

En dykker kniv. Hans hjerte sank i kroppen, ok cool Benchmade dog. Håndtaget var oveni købet neongult. Det var en dobbelt bladet kniv, uden spids. Hele den ene side havde et kroglignende indhak, der kunne hjælpe en dykker med at skære sig fri af reb eller lignende under vandet. Den anden side var besat med takker tæt op af grebet. Det reelle knivsblad var ikke mere end 2-3 centimeter.

“Have a nice life.” Jakub måtte trække lidt tilbage i ærmet på sin nye oilskin jakke for at klappe Tomas på ryggen.

“You too.” Tomas havde monteret kniven, der passede meget bedre på hans læg. Da han rettede sig op for at give ham hånden, var den lille fyr allerede væk. “Jarp! Tomas det her klarer du jo rigtig flot,” mumlede han. Nu havde han en kniv, en pistol, 20 Euro og en tynd orange vindjakke med en dinglende lynlås.

Kapitel 66

TOMAS

Tomas kunne mærke nervøsiteten brede sig som vedbend kroppen. Han var på vej hen mod Metroen der kørte ud i lufthavnen. Han håbede det var Daeg der ventede på ham derude. Jægerne på motellet havde slået ham lidt ud af kurs. Hvorfor ville Benji sende Rossignols jægere efter ham?

“Hvis Daeg er for underlig, så er jeg nødt til at stikke af. Så må jeg finde hjem uden ham, og på én eller anden måde få fat i Ana. Så skal jeg bare lige ha’ svindlet mig til nogle penge.” Tænkte han og kiggede rundt på pladsen foran nedgangen til Metroen, derefter ned af sig selv. ”Men det går ikke i det her outfit. Jeg skal først have noget anstændigt tøj.” Han trak capen af og kørte hånden frem og tilbage henover hovedet. ”Det skal nok gå. På den ene eller den anden måde, så skal det nok gå.”

Der var ikke noget nemmere sted, end i en lufthavn, at finde sig en taske med noget gratis tøj, i nogenlunde den rigtige størrelse. Folk fes altid forvirrede rundt for at lede efter afgangstider, gates og alt muligt andet. Hvilket gjorde det forholdsvis let at svindle sig til noget tøj og lidt flere kontanter.

“Undskyld…” spurgte han en fyr der stod og holdt et reklameskilt for en natklub. “Kan du fortælle mig hvilken linje der kører ud til lufthavnen?”

“Du skal over floden.” Manden stampede i jorden for at holde varmen, og målte Tomas op og ned med øjnene.

Tomas skuttede sig. Manden misforstod.

“Ikke noget job? Her … “ han stak hånden i lommen på sin jakke og hev nogle mønter op.

“Nej, det er ok.” Skyndte Tomas sig at sige. ”Jeg har en ven der kommer. Hvad koster Metroen?”

Manden satte skiltet ind i armhulen og tog Tomas hænder, pressede mønterne ind i den ene hånd. “Tag nu penge” så nikkede hen venligt. ”… til billetten.” Han så ham ind i øjnene, og lod sig ikke bemærke med de lodrette pupiller, han smilede oven i købet. Så klappede han ham på kinden og sagde “Det er ikke noget at være flov over min dreng. Vi har alle været der.” Så tog han godt fat om begge Tomas’ skuldre og gav ham et klem med strakte arme. “Se på mig, nu. Jeg tjener en god løn!” Manden slap han, og gav ham et kærligt klap på ryggen. “Du er stærk, du skal nok klare den.”

Tomas sank en klump. Det var længe siden, nogen havde sagt noget opmuntrende til ham, for slet ikke at tale om at få et kram … i hvert fald, en slags kram. Faktisk var det lige det han havde brug for. Det føltes helt sikkert bedre og sundere for krop og sjæl, ikke at blive slået, skudt eller jaget.

Her stod en mand der, i forhold til Tomas, var fattig som en kirkerotte og gav ham penge til en billet.

“Der er også penge til en kop kaffe dreng.” Manden smilede stort, “der er penge nok til to kopper kaffe!”

Tomas sad varm om hjertet i metroen og tænkte på hvordan de næste timer ville gå. Han havde ikke meget tiltro til sin plan om, at Daeg eller Benji ventede ham i lufthavnen. – Og at de ville ham noget godt. Hans chancer for at klare bare én af dem i kamp var spinkel.

“HVAD!” Tomas rejste sig op og skraldgrinede. “Ha, ha, ha, SHUT UP!” han pegede på et skilt der hang i metroen. De andre passagerer trak sig automatisk lidt væk. “Hvor er det?” han pegede og talte lidt for højt. Han var pludselig super begejstret. Ingen svarede. Han kunne ikke bebrejde dem sådan som han så ud, de troede helt sikkert han var både høj og skæv og ikke mente det han sagde. Han gik tættere på en anden stor fyr og smilede for at vinde tillid, “helt ærligt, jeg skal derhen.” sagde han pegede og på skiltet der hang over fyrens hoved.

“In Bazylika Świętego Krzyża – you’ll find the hart of Chopin,” stod der på det skiltet. Der var også et foto, af en kæmpe kirke og et kærestepar der lignede lykkelige skumfiduser.

Han trak en brochure ud af en plasticholder og læste: ” … Chopins sidste ønske var, at hans hjerte blev begravet i hans elskede hjemland Polen. Søsteren smuglede hans hjerte forbi Russerne, i en forseglet krystal krukke fyldt med cognac … What a way to go!” smilede Tomas og læste videre “… hjertet ligger gemt i en søjle i Holy Cross kirken i Warszawa.”

Tomas hjerte dunkede tungt og hurtigt. Hænderne begyndte at sitre, ikke ryste. Det var ok. Han tog lettet en dyb indånding og pegede på skiltet. “Hvor er det?” Pludselig kunne han tydeligt høre hvordan Caffaell havde tøvet da hun sagde: … den som gemmer sit hjerte i et kammer af sten … et ordsprog jeg holder meget af. Det var søjlen i kirken hun havde ment.

Fyren trak hagen lidt tilbage, og kiggede på hende der sad ved siden af.

“Proszę.” Please … Tomas kiggede rundt fra den ene til den anden i en Metro der pludselig var helt stille.

“Du kører den forkerete vej. Du skal skifte til en anden metro på næste station.” En kvinde kiggede forsigtig frem fra sit sæde.

“Go to krakowskie Przeddmie´scie … the street where the Chopin church is…” Kvinden der sad et stykke væk, lænede sig helt frem. “The Holy Cross Church is on Krakowskie Prezedemiescie, it’s a street.”

Tomas lagde sit ansigt i de aller venligste folder og smilede varmt, mens han nærmede sig hende. “Thank you … deziekuje,” sagde han og ville give hende hånden.

Men hun tog ikke i mod hans gestus. Hun lænede sig tilbage og ignorerede ham i to sekunder, før hun affværgende sagde: “The same end, as where the hospital is.”

Tomas lavede en skrive bevægelse med hånden og gav kvinden paliettmobilen. “Please write the streetname for me.” Hun tog tøvende imod mobilen og skrev navnet på gaden.

“Dziękuję.” smilede Tomas som tak.

Kvinden nikkede bare, “proszę bardzo.” Det var så lidt. – Og fortsatte så med at ignorere ham.

“Ok, super tak!” Tomas smilede igen, før han søgte hen mod døren.

Han havde skiftet metro på den næste station. Klokken var blevet halv ét inden han nåede frem til kirken. Han håbede inderligt at Daeg havde tålmodighed til at vente.

Orglet var gigantisk, gulvet og hvælvingerne endnu mere imponerende. Men han kunne ikke tage det ind. Folk gik og beundrede de smukke buer og de mange statuer der stod og skuede ud over kirkens smukke rum. Tomas kiggede bare efter et kendt ansigt.

I den folder han havde snuppet i metroen læste han at Chopins hjerte var indlejret i den første søjle i kirken.

“Where your treasure is, there your heart will be also.” Stod der på den plauque der hang på søjlen.

”Smukt” Tomas, der ellers forsøgte at holde hovedet koldt, og undgå tanker om Ana, fløj straks hjem til hende. “Jeg véd godt hvor mit hjerte hører hjemme,” tænkte han og forsvandt dybere ind i det enorme kirkerum. Han fandt et godt sted at skjule sig, i nærheden af søjlen.

“Det kan kun være hér vi skal mødes,” tænkte han. Men der var intet spor af hverken Daeg eller Benji. Klokken blev ét. Kirken var tom på nær et par damer i tørklæder.

“Den tolvte dag? Nej – 2 dages ventetid – ved middagstid – nummer 12.” Det var meget tydeligt.

Der var ikke spor af hverken Daeg eller Benji. Men heller ikke Ragner eller Signe. Ingen af dem var blandt kirkens publikum. “Hvem er det ellers hun har sendt? Er der en der har noget med dinosaure at gøre? Ej, det er for latterligt. Jeg giver dem til klokken 14, hun var også presset.” Tomas krøb frem fra sit skjul, for at tjekke dybere nede i kirkerummet. Han fandt en vagt og spurgte hvad den præcise adresse egentlig var.

“Krakowskie Przedmieście 3.”

“Nummer tre… “ tænkte han, og afviste at dét kunne være et clue. ”Nej, så skulle det ha’ været nogle ledetråde hun havde udtænkt på forhånd.” Det var det helt sikkert ikke. Hun var blevet overrasket af én eller anden der kom ind i rummet. Hun var også blevet overrasket over at han ringede fra Polen. Alle troede åbenbart at han var hjemme i Sverige, hvilket han måske også var. Det var et problem han måtte tage når han var der.

Tomas’ krop tog pludselig en dyb indånding. Han måtte ikke tænkt for langt frem, det gav ham kvalme og gjorde ham svimmel. ”Fucking stress.” bandede han, og løftede hænderne der var det første der begyndte at ryste. ”Satans.” Der gik ikke lang tid før han følte, at han stod i en hoppeborg på høje hæle. “Luft! Jeg skal have noget luft!”

Tomas gik ud på pladsen foran kirken, vendte om på hælen og gik direkte ind i kirken igen.

Der stod tre jægere ude på pladsen og ventede på ham. Han så sig om i det store rum, havde de set ham? Eller stod de og ventede på at han skulle ankomme? Hvem havde sendt dem! Han kunne stadig ikke fatte hvis det var familien. Var det Caffaell, der havde snydt ham? “Nej! Nej det kunne hun ikke finde på!” tænkte han febrilsk mens han ledte efter en bagudgang. “Hvor mange leder efter mig?”

Han fik øje på en stor mand, en jæger, der stod nede i den bagerste ende af kirken. “Fuck!”

Tomas vendte om. “Rolig nu. Hold hjertet varmt, og is i maven.”

Det mest sandsynlige var at han alligevel ikke havde fået rystet jægerne fra Motellet af sig. “Argh! Jeg er så mega sløv!” rasede han.

Han havde set én vagt inde i kirken, måske kunne han bruge dét til noget. Han sneg sig frem mod hovedudgangen igen. Men den ene, af de jægere der havde stået udenfor, var allerede inde i kirken. Det var en kvinde. Hun stod og lod som om hun beundrede en statue af en svævende pave. Tomas var helt klart spottet.

Han greb ned efter kniven, løb tilbage, op gennem kirken. Manden bagerst i kirken, en grim oliven med ar over det hele, løb frem og slog ud efter ham. Han faldt ned på knæ, undgik slaget og sendte en skulder op i jægerens mellemgulv. “TJAK!” kniven sank ind i hans højre side.

”AARG!” Jægeren råbte. Tomas kunne ikke få kniven ud igen, krogen havde sat sig fast. Manden greb ud og fik fat i hans nakke. Trak ham frem mod bunden af en mormorsøjle, knaldede hans hoved frem og ned. Tomas nåede kun lige at afværge med armene da han brasede ind i det hårde marmor, før jægeren var over ham igen.

Han kunne høre et par kvinder der skreg og løb. Vagten råbte også, men holdt sig på afstand. “Idiot!” tænkte han, men hørte at han tilkaldte politiet over radioen.

Jægeren greb fat i Tomas igen. Tomas fik fat i kniven der stadig stak ud af mandens højre side, og skubbede ham tilbage. Han brugte kniven som håndtag mens han slog ham to gange i ansigtet, med en knyttet næve, før han slap kniven og løb.

Den kvindelige jæger, der også var dækket af ar, var på vej mod ham. Han løb ned gennem den ene række af høje buer, der stod i hver side af kirken. Jægeren fulgte ham parallelt ad den åbne midtergang. Hun var langt mere rolig i sine bevægelser end han var. Tomas’ krop var hård som sten. Hans åndedræt overdrevet tungt og hans ben føltes som bly. Det var tydeligvis ikke Rossignols polerede jægere, de ikke engang fra Det frie korps, det var Niger Crucis jægere.

“CRASH!” Tomas væltede ind over det lille rækværk der var foran altret med den kvindelige jæger over sig. Han råbte, slog og flåede i hende som en tøs. Han forsøgte at krabbe sig baglæns. Hun var ben stærk og trak ham op at stå før hun jernene ham sådan én på hovedet, at han fløj hen langs med altret. Han greb vildt om sig og fik i farten fat i en kæmpe lysestage som han brugte til at slå vildt om sig. Han havde ingen kræfter. Sveden tapløb af ham. Jægeren greb et stort messingfad og kastede det efter ham. Tomas dukkede sig, og sprang frem. Men jægeren var for stærk, hun undveg hans slag med lysestagen, sparkede ham i knæhasen, pressede ham på hals og skulder og fik ham trykket ned mod gulvet, på ingen tid. Hun forsøgte at kvæle ham. Tomas tværede hendes ansigt bag ud, og nåede at tænke: “Hun er Old school. Ingen våben.” Det beundrede han hende egentlig for og følte sig fej over at have stukket manden ned med kniven.

“AAIIH!” hun skreg da han fik boret sine fingre ind i hendes ene øje. Hun var uopmærksom et øjeblik, og Tomas fik vredet sig halvvejs fri.

“ZZAKK!”

Uden en lyd dumpede hun ned på gulvet ved siden af ham. Vagten havde slået hende ud med en stor messinglysestage.

“Sweet!” Tomas skyndte sig at komme op at stå på de rystende ben. Han ville gerne ha’ løbet, men han stavrede nærmere afsted forbi den mundlamme kirkevagt.

Det lød som om der var sirener på vej gennem byen. Tomas begyndte at ane et håb, da han næsten nede ved udgangen fik øje på den ene af de to sidste jægere.

”Pis.”

”Han var på vej op gennem buegangen i højre side af kirken.”

Tomas smed sig ned på maven og møvede sig ind mellem to kirkebænke. Så hurtigt det kunne lade sig gøre, trak han sig på armene, ud på gangen og ned gennem kirken, langs med de tomme bænke. Det lod ikke til, at jægeren havde opdaget ham.

“Hey!” jægeren råbte. Han havde fundet én af de sårede jægere.

“Argh! Shit det her er noget lort,” hvæsede Tomas ud gennem låste kæber. Hele hans krop rystede som en sindssyg nu. Med stort besvær kom han op at sidde, bag en af de første søjler i kirken. Hvis han var hurtig kunne han godt nå ned til udgangen inden jægeren oppe i den anden ende af kirken, nåede at fange ham. Men så var der jægeren udenfor.

Tomas åndedræt var vildt. “Det her slipper du ikke ud af T. Du er så færdig…” tænkte han. “Der er ikke andet at gøre end at lade dig slynge ud én gang til…” hans hjerte skreg på Ana. Han havde i dén grad forfejlet denne translokation. Han var en idiot, ok. Men det her var ude af proportioner. Smerterne jog rundt i kroppen. Hvad hvis hun var i fare, hvad hvis hun havde brug for hans hjælp! “Fuck hoved!” Han hvæsede så spyttet stod ud mellem hans læber og hadede sig selv.

”WUUHHII- WUUHHII” Endelig var udrykninggen nået frem til pladsen foran kirken.

“Saved by the sirens.” Hans tanker lyste pludselig op, som et stadion på en mørk vinteraften.

Med rystende hænder begyndte han at knappe sine bukser op. “Ok skævert! Du er min sidste udvej. Det må briste eller bære, så gør mig stolt makker!”

Tomas flåede bukser, jakke, T-shirt og boksere af. Strakte de skælvende armene op over hovedet og satte splitterravende nøgen af, mod udgangen, mens han skrålede:

DER ER ET YNDIGT LAND!

DET STÅR MED BREDE BØGE!

Han løb for fuld skrald og nåede ud gennem den store tunge trædør inden Jægeren inde fra kirken indhentede ham. Han stæsede ned af trapperne i bar røv og sokker, mens han fortsatte med at råbe-synge:

NÆR SAAALTEN ØSTERSTRAND

NÆR SALTEN ØØØØSTEERSTRAAND.

De to politimænd der var på vej op mod kirken, standsede et øjeblik i ren forbavselse. Tomas skruede op for volumen:

DET BUGTER SIG I BAAAKKE-DAL,

DET HEDDER GAMLE DANMARK,

Politiet rykkede frem. Jægeren der stod og vogtede foran indgangen trak sig tilbage. Tomas sang i vilden sky.

OG DET ER FREJA SAAAL

Han lavede en finde og forsøgte, ikke at blive fanget af politiet, mens han gentog:

OG DET ER FREJAAAHHS SAAAL.

“DOK!” en knippel bag på låret. “Klask!” hans nøgne krop mod de iskolde fliser foran Holy Cross church Warszawa.

“SÅDAN DÈR!” råbte han, og sendte jægerne et vildt og triumferende blik. “SÅDAN DÈR T! DU KAN SGU’ BARE DET PIS!” Tomas lo lettet mens det Polske politi spændte et par strips om hans skælvende håndled.

Kapitel 67

ANA

Det er mørkt, vinden blæser om ørene på mig. Jeg går fremad. Jeg er fri. Sneen under mig bevæger sig baglæns. Som om jeg går hen ad et rullende fortov, der kører den forkerte vej. Jeg bevæger fødderne baglæns, for at komme frem. Men jeg kommer ingen steder. Går, men står stille. Vinden raser hen over den bare isslette. Sneen og isen knaser under mine støvler.

Jeg har gået i mage dage, måske år. Jeg ved det ikke. Måske går jeg bare i ring. Jeg er nødt til at sætte nogle pejlemærker. Som dem Anées gav mig da jeg var barn. Der er et svagt lys langt ude på den blå himmel, det kommer og forsvinder, som om det blæser i vinden. Flammen må være lukket inde i en lampe. Noget beskytter den mod vinden.

Jeg forstår det nu. Tøvende følger jeg med. Jeg går fremad nu mod lyset. Det er rart. Her er øde. “Nej dér!” -der var lyset igen. Nu genkender jeg fornemmelsen. Det er som bølger der skjuler lyset. Som om islandskabet er havets dønninger, der ruller op og ned. Viser og skjuler lyset, langt ude i horisonten. Jeg bygger et simpelt tempel af træ på isen, ikke mere end en meter højt og lægger min lille ovale sten ind i det. Det var dét tegn Anées havde givet mig, til når jeg skulle finde hjem efter de første hundrede translokationer. Jeg håbede min underbevidsthed ville bide på krogen og det ville virke.

“Uh!” jeg trækker hovedet tilbage. Pludselig er det som om lampen hænger og dingler lige foran mig. Men så er det blændende lyst igen, hele vejen omkring mig. Min krop går og går, fremad, helt af sig selv. Hvis lampen hang lige foran mig så ville jeg være gået ind i den. “Nej dér, der er den igen.” Den hænger langt ude i horisonten. Jeg kan ikke bedømme afstanden. Jeg er rolig, samtidig med at jeg glæder mig til endelig at nå frem til lyset. Der er ikke nogen stemme der kalder. Det er godt. Eller … jeg bliver bange. Måske er den lillie sommerfugl død i den evige nat. Måske har den opgivet håbet. Jeg begynder at løbe. Det vil være katastrofalt. Hvis den dør er det min skyld. Ingen forstår det. Heller ikke mig. Kun mine følelser forstår hvor vigtig en komponent den er. Verden går under, hvis den dør. Jeg sætter farten op.

”HAAH!” Jeg satte mig op med et ryk. Mine lunger pumper op og ned. Jeg sveder. ”Ha, det var bare en drøm,” jeg har set åndsvag ud. Jeg ler igen. Ingen tvivl om at jeg har ligget ned og løbet.

Det var langt op af dagen. Jeg havde en kvælende fornemmelse i kroppen. “Nogen burde rejse sig og åbne vinduet,” tænkte jeg. Men blev liggende under dynerne.

Jeg kunne næsten ikke rumme tanken. De forbandede tanker. Drømmen om sommerfuglen, lampen og huset … den var ved at drive mig til vanvid. Jeg kunne for helevede ikke regn ud hvad det betød. Der var for mange ting, der prikkede til mig. Jeg var blevet en levende nålepude for mine egne tanker. Den værste og den der var sværest, nej umulig at komme uden om, var, at jeg ind i mellem kunne Se Tomas. Det var ikke mange gnister der var sprunget, men dem jeg havde Set var rigeligt. De betød ikke det store. Og ja først var jeg stolt. Han var faldet i bryggerset, jeg Så det med det samme. Jeg var stolt. Det var jeg ikke længere.

Ja, ja. Caffaell havde sagt, at når man blev mere erfaren så ville man efterhånden kunne Se walk ins. Der var bare dét, at jeg ikke rigtig troede på, at det var det der var sket. Jeg ville ønske, at jeg vidste hvorfor jeg kunne se ham. Men det var helt sikkert ikke fordi jeg pludselig var blevet en badass-gammel-Seer over-night …

Træk vejret ind, hold dét, pust ud. Langsomt. Træk vejret ind, hold dét, pust ud.

Langsomt. Træk vejret ind, hold dét, pust ud. Langsomt. Meditation. Det eneste middel der havde holdt mig fra at flyve til bloksbjerg som den heks jeg var. Jordforbindelse.

Der var to ekspedienter i dén butik jeg kaldte Ana. Dén ene ville jeg gerne tro men kunne ikke. Den anden ville jeg ikke forholde mig til. Hun var for uhyggelig.

“Åh, Ana. Hvornår begynder du at tro lidt på dig selv. Come on, du har været Seer så længe du kan huske. Selvfølgelig er du pisse dygtig.”

“Ja, ja, kære store fede ego … men hvorfor er mine sporhunde så pludselig væk, det er sgu’ da underligt?”

”Du kan tænde ild. Husk dét.”

”Jeg har overvejet at slå mig selv ihjel. Eller selv rejse til Nantes. Så skal Anées ikke tage stilling midt i…”

Jeg satte mig op i sengen, “stop.” Jeg talte ud i rummet. “Du har lovet at at du vil tage dig sammen! Tomas er ok.”

“Tomas har ret. Du er varm og kold, varm og kold, du er fandme ikke til at finde ud af.”

Jeg slukkede alle mine tanker om graven vi havde fundet i nat, om hans øjne. Han kunne ikke holde øjenkontakt mere end to -max tre sekunder. ”Det er dig. Du er for hådt ved ham, du forsøger at skjule det. Men selvfølgelig bliver han utryg,” hvæsede jeg ad mig selv.

“Utryg! Han voldtog dig.” Skød en anden tanke ind.

”Ikke helt… “ Jeg satte mig på hug foran klædeskabet, og trak armene over hovedet. “Stop. Stop. Stop. Det gjorde han ikke. Han stoppede inden … han stoppede… “ Tårerne trillede ud af øjnene på mig. Hidsigt rejste jeg mig op og trak i et par jeans, og en sweatshirt. Det var virkelig ikke et godt tidspunkt at åbne for de sluser, der holdt min indre kloak tilbage. “Rolig mon amie, Rooolig… “ hviskede jeg ud i rummet og tørrede mine øjne med mit ærme. ”Åh.” Jeg kom i tanke om, at der var dét Tomas plejede at hviske til mig, når alting blev for meget. Bortset fra, at det havde han ikke gjort siden … siden hvornår!

Træk vejret ind, hold dét, pust ud. Langsomt … Mimer … ja, det var den eneste løsning. Jeg måtte op til Mimer. Det var det eneste sted der havde en ro der kunne slukke for mine urolige nerver. Det var da også helt åndsvagt som den drøm havde spændt mig op. ”Vent.” Jeg stod stille, lukkede øjnene, og scannede området omkring Pensionatet. Det kunne lige passe at det var fordi der var et angreb på vej. Det var længe siden, eller i hvert fald tre-fire dage siden vi havde haft sleeper besøg. Men der var ingenting – bare et billede af at jeg var spærret inde i Benjis serverrum og en besked om at dét var det samme som sommerfuglen i huset. Vi var begge to spærret inde.

”Ha, ha, nu skal du passe på at der ikke går hul på posen med marmorkugler. For hvis først der går rigtig hul på dé tanker der, så er det: Hud, sygeværelse og ku-ku-Ana.”

Når jeg virkelig var ved siden af mig selv, begyndte jeg at skabe mine egne billeder og historier. Det var ikke det samme som at Se. Det var bare spin-off af mit negative selvbillede.

“ARGH!” jeg trampede foden ned i mine støvler, snørede dem og løb op oven på. Ernesto sad i en lænestol han havde rykket helt hen til entrédøren, og guffede en pose Skalle skum. Chase stod bag ved ham med en hel kasse. “Vil du ha’ en pose? De er over dato … jeg fandt dem i spisekammeret.”

“Arh! For helvede. Skal du stadig mandsopdække mig?” Jeg sparkede til lænestolen.

Ernesto smilede og kom op at stå. “Jeps Babes. Det er bare dig og mig.”

“Ugh. Jeg skulle ha taget bagdøren,” mumlede jeg surt.

“Ja det ville jeg også ønske, for så var det Signe der skulle tage sig af dig.”

”Hva’?”

“Jah hun sidder og renser alt sit gear der nede. Vi huggede om dét. 37 gange i træk var vi lige. 37! Så blev vi enige om at du fik lov at bestemme.”

“Jamen tak så.” Jeg kiggede på Chase, der foregik et eller andet … ”Ah,” jeg smilede til hende og lagde hovedet lidt på skrå. “Har du overhovedet haft en fridag fra dét køkken, siden du kom?”

Hun stod lidt og vippede med papkassen.

Jeg rystede på hovedet. “Stadig nej tak. Vil du med på tur?”

“Æh,” hun kiggede usikkert på Ernesto. De to havde ét eller andet kørende.

“Jeg skal ikke så langt, bare en halv time i bil… cirka, og i følge Svensk lov er Ernesto ikke gammel nok til at køre bil … men det er du!” Jeg pegede på Chase.

Ernesto rystede på hovedet ad mig. “Du er gammel nok, du kan køre bilen.” Så tog han nøglerne til roveren, og gik ud af døren. “Du vil bare gerne være alene, derfor mener du at Chase kunne være en god distraktion for mig.”

Jeg fulgte efter ham. “Noget i den retning.”

Han vendte sig om og spurgte hvor vi skulle hen.

“Mimer.” Sagde jeg bare.

“Ha, ha, ha, ha, ha aahh ha, ha, ha, ha, ha, ha…” han manglede bare at rulle rundt i gruset af grin, så havde billedet været perfekt.

Han standsede lige så brat som han var begyndt, kiggede om bag mig, hvor Chase stadig stod afventende i døren. “Kommer du Sweethart? Vi skal på tur med tossen.”

Chase lignede et kalenderlys med ét tal tilbage. “Er du sikker? Det er ok? … Jeg kan…”

“Du skal ikke noget som helst. Bare tag en jakke på knagen, vi køre nu.” Sagde jeg.

Hun smed kassen med Skalle Godis i lænestolen og fulgte efter os.

“Det er cool Ernesto, tak.” Jeg gav ham et hurtigt klem.

“Jeg binder dig til et træ. Du kommer ikke i nærheden af søen.”

“Du har hørt om sidste gan…”

“Jep.” Han rakte en hånd bagud og fangede Chases, klemte den kort, før han slap igen.

“Det så jeg godt,” sagde jeg uden at se på ham. ”Vi kører op til engstykket og går resten af vejen. Jeg gider ikke tage den lange vej, bare for at vi kan parkere helt deroppe.”

Det hvade været helt rigtigt at køre her op. Roen indfandt sig øjeblikkeligt. Mimer ér og bliver magisk. Det var som om træernes vuggen lullede mig til ro. Vandets sorte overflade havde en hypnotisk virkning på mine tanker. Mit hoved blev lige så blankt som søens vandoverflade.

”Ah,” Jeg nød solens blanke sorte vand, med ryggen op af en træstamme. Ernesto havde gjort alvor af sine trusler og havde strippet mine hænder sammen foran og bundet mig fast til stammen. Latterlig. men jeg var ligeglad. Det var dejligt at sidde i roen ved søen og bare være.

Jeg lod tankerne glide ind og ud af mit hoved. Slappede fuldstændig af. Jeg ville prøve at finde glimt af nogen af de andre. Hvis jeg kunne dét, var det ok, at jeg havde Set T.

Jeg fandt ikke noget. Det eneste jeg modtog var gentagelser af de glimt jeg allerede havde fået. Jeg så også billeder af pensionatet. Jeg smilede, det var rare billeder. Men … hov? … vent nej, det var væk, før jeg kunne nå at fange det.

Jeg måtte virkelig koncentrere mig om, ikke at tænke mine egne tanker, men bare at lade de billeder komme, som skulle komme. Det var underligt for jeg havde set Chia løbe over gården med totalt uglet hår, kun iført bukser og Bh. Hun sprintede. Det lignede hende ikke at være så utjekket. Jeg fokuserede hundrede procent på min vejrtrækning et stykke tid, før tankerne faldt helt væk.

Efter et stykke tid begyndte jeg at få glimt af noget, jeg havde set for længe siden. Dengang Tomas hentede mig på inde Centret. Helt fra dengang vi var nødt til, at flygte gennem tunnelen under skoven. Det var billeder af sleeperne der havde taget en bus og slået chaufføren ihjel oppe i Sverige. Det var … nej det var det ikke. ”Shit.” Det var nu … mit hoved knaldede ind i stammen bag mig.

Sleepere. mange sleepere, en bus fuld af sleepere, alle med et postkort i lommen, eller i hånden. Billeder af mig. De sov inde på en skovvej, i nat, eller sidste nat. Ligegyldigt, bussen var allerede kørt ud på den store vej.

De var på vej … på vej… på vej? … de havde en bestemt destination. De var på vej op til … åh gud.

Jeg sled mig ud af Synet. Det var stærkt, jeg måtte hamre mit hoved ind mod stammen flere gange før billederne holdt op og mine øjne igen så Mimer.

“HEY! HEEEYYYY! Vi skal køre nu!” Jeg skreg på Ernesto. ”HEEYY! Jeg skal ha’ en mobil, hvor helvede er du den lille lort! HEEEEYYYY!” Jeg rykkede rasende i rebet jeg havde om maven. Min mobil lå i baglommen. Mine hænder var bundet foran. ”FUUUCK!” Jeg forsøgte at række om efter den.

”ERNESTOOOO”

Dér jeg kunne lige akkurat nå mobilen med kanten af mine fingerspidser og hive den op af bukselommen. Jeg tastede mig ind til Benji. Det tog tre ring, før han tog den. ”ER-FUCKING-NEEESTO!” Jeg kom til at råbe ind i mobilen.

”Hey, hey, hey!” Benji lød forskrækket.

”Hør efter B.” Jeg var hæs, af at råbe på den lille liderlige lort, der garanteret lå og knaldede Chase længere inde i skoven. ”Jeg fik et Syn Benji. Der er sleepere på vej. Mange!”

”WHAT!”

Jeg kunne høre at han begyndte at løbe med det samme.

”De kører på en stor vej, ingen grusvej endnu, der er en bus, dobbeltdækker … jeg kan ikke koncentrere mig. Ernesto har bundet mig til et træ.”

”ANA FOR HELVEDE! Er du seriøs!”

”JA! Vi kommer hjem om lidt. Hold dig klar ved mobilen, jeg ringer igen, så snart… “ jeg tabte mobilen ned i skødet. ”Bliv på linjen… “ mit hoved knaldede bagud. Dét Syn ville bare ikke lade mig i fred.

Et skilt, jeg kan ikke læse. Det hele ryster. Et skilt, jeg læser: 72. Bagefter eller bagved, 8, tallet 2. Biler. Kampklare vilde shiftere. Jeg forstår ikke …

Pludselig kunne jeg mærke Ernesto bag mig, han var ved at binde rebet op. Chase der, ligesom Chia i synet, ikke havde andet end bukser og Bh på, holdt mobilen hen til mit øre. Jeg var fuldstændig skæv.

”Det er Benji.”

Benji ventede åndeløst i den anden ende. Jeg kunne høre ham åben en dør, han talte med Daeg. ”Daeg! Daeg, du skal vågne nu. Det er Ana… “

”Benji, jeg er tilbage.”

”Tal!” beordrede han og talte selv videre til Daeg. ”Der er sleepere på vej!”

Jeg kunne høre Daeg kalde: ”Følg mig, jeg skal have detaljer!” og så hørte jeg en dør smække.

”Benji, jeg så tallene 72, 2 og 8, måske det sidste af en nummerplade, nej vent … 2 biler med i alt 8 shiftere.”

”Ok 72 er bussen, der er plads til 72 passagerer… lad være med at sige du er alene!“

”Ernesto er her.” Jeg tog et dobbelttake på Ernesto der stod i bar røv og sorte sokker, i færd med at flå en T-shit på. Hvilket om muligt fik ham til at se endnu mere latterlig ud.

”B. Vi ringer om to, ok? Den her er hård den her. Ringer om to. Har ingen tidshorisont endnu.” Jeg smed mobilen slapt over mod Ernesto, og kom klodset op at stå. Synet trak i mig. ”Hvad end der sker, så hold kontakt med Benji. Fortæl ham hvad jeg siger.” Ernesto samelede mobilen op og stak i sine støvler. Jeg vendte mig hjælpeløst mod Chase.

Hun nikkede skarpt og jeg tabte kæben. Da hun stod i en tanktop, og trak remmene til sit pistolhylster hen over skuldrene, så jeg pludselig hvor tonet hun var. Totalt rå. Den lille køkkenpige var forsvundet. ”Jeg er vokset op på en 00bane og jeg har læst mine lektier, jeg véd hvem du er,” sagde hun bare, som kommentar til mit blik.

”Jeg går ud som et lys om… “

”Jeg har dig.” Chase tøvede ikke et sekund. Hun bøjede sig ind under mig, trak min arm ind over sin egen skulder og løftede mig op som om jeg var en let sommerjakke.

Ernesto var allerede på vej ned af trapperne i støvler og bar røv. ”Vi har forbindelse… “ råbte han bagud og holdt mobline op.

”Fortæl hvad jeg siger. Vær præcis!”

Ernesto kiggede bagud for at skynde på Chase. ”GO- GO – GO!” råbte han og gennede os forbi på den stejle trappe, mens han stak i sine bukser.

Kapitel 68

TOMAS

De havde afhørt ham ti, tyve minutter af gangen i et par timer. Han var stadig nøgen under det grå tæppe de havde givet ham om skuldrene. Hans polske svingede ud og ind af perfektion. Dodeks pas, pistol og den blodige kniv lå på bordet foran ham.

“Jeg skal bare lige have lidt tid,” tænkte han, mens han for 12 gangs svarede nej, til at han var borger i Warszawa. “Jeg hedder Tomas Seraph Brodersen. Jeg er Dansk statsborger. PET agent. Jeg ønsker at tale med den Danske Ambassade.” Det var et trick de havde brugt før. Ambassaden ville automatisk kontakte CESPI i København, når hans navn tikkede ind. Hvis ellers det Polske politi købte idéen med at han ikke var Dodek Burczyk.

Tomas knyttede hænderne og strakte de ømme fingre. Han var tom og hul som en æggeskal. “Bare ærgerligt at jeg ikke har familiens opbakning.”

“PET!” Betjenten spyttede bogstaverne ud.

”Prosze …. Deziekuje … tak.” Nikkede Tomas, og håbede inderligt at de i Danmark i det mindste ville bekræfte hans identitet.

Indtil han havde set den første jæger i foran kirken, havde han stadig håbet på at Daeg, eller bare én eller anden fra familien, var i området et sted. Han havde håbet at Caffaell havde kontaktet familien, forklaret dem situationen, -og at Benji havde trukket jægerne tilbage. Men det håb var væk nu.

Tanken om at han kunne ende i fængsel, på ubestemt tid, gjorde ham fuldstændig modløs. Han havde slået … hvad politiet troede var et bandemedlem, på grund af alle arrene, ihjel.

Hvis de holdt fast i at han var Dodek, og sendte ham i fængsel, så ville han være nødt til at begå selvmord og translokere igen. “Måske er det ok. Så slipper jeg ud af den her forslåede krop, og ikke mindst af med de her øjne.”

“Du kan gå.” Den første betjent som Tomas nærmest havde kastet sig i armene på, ude foran kirken, gloede underligt på ham.

Tomas tørrede lidt sved af overlæben. “Øh, må jeg spørge…” han var sikker på, at det var de to sidste jægere der havde bestukket politiet og nu ville have ham udleveret.

“Nej du må ej! Du er heldig, og vi beklager naturligvis fejlen.”

Han smed hans jeans, bokserne, og Tomas’ T-shirt, på bordet foran ham og klippede de to strips der holdt hans hænder samlede, over. Den udtjente vindjakke hængte han sirligt henover en stoleryg.

Tomas greb ud efter bukserne og begyndte at tage tøjet på. Han kunne ikke regne ud om det her var virkelig fedt, eller virkelig farligt. “Du kunne vel ikke fortælle hvordan vedkommende ser ud?”

“Hvem!”

“Ham eller hende som henter mig.”

Betjenten rystede på hovedet. “Sæt dig!” han nikkede mod stolen, “der går lige et par minutter mere.” Så trak han Tomas arme om på ryggen, strippede ham fast til stolen igen, lukkede døren og låste.

“What the Fuck?” Tomas hjerte slog vildt i brystet. Han var spændt på at se hvem der trådte gennem døren, lidt for spændt.

5 minutter senere gik døren op, “Mister Henry Ried fra den danske Ambassade er her for at hente dig.”

Tomas lod hovedet droppe ned i bordpladen med et højt “dunk!”

“Selvfølgelig! Dinosaur Bøssen!” han sprang op og ville omfavne Henry, men hans hænder var strippet sammen rundt om stolen, på ryggen. Så han måtte nøjes med at trygge sit bryst mod sin elskede onkel Henry, med stolen dinglende bag sig.

“Kunne vi få håndjernene fjernet?” Henry henvendte sig, på sin helt egen stive engelske overklasse facon, til den stakkels polske betjent, der så på Tomas med helt nye øjne.

Uden at sige noget klippede han de tykke strips over. Tomas kiggede målløs på Henry uden at kunne få et ord frem.

“Ja, det er nok bedst du ikke siger noget foreløbig. Henry gav ham to hvide piller. ” Her.”

Tomas tog imod. Pludselig blev han igen usikker på hvem der var hvem.

“Din mor ville slå mig ihjel.” Sagde Henry som svar på tvivlen i hans øjne. “Desuden ligner du én der kunne trænge til lidt smertestillende?”

“Vil du bringe agneten en ny flaske vand, og ringe efter en vogn, til østsiden af bygningen.” Henry rørte ved den falmede vindjakke som om det var en død rotte.

“Yes Sir.”

“-Og giv ham den jakke dér.” Han pegede på en sort jakke, der hang på en krog, som betjenten havde taget af under afhøringen.

“Selvfølgelig.” Han gik over og fiskede den af krogen og gav den, næsten med stolthed, til Tomas, før han vendte sig om og løb i forvejen, ned af den smalle hvide gang.

Henry tog Tomas’ albue og trak ham med. ”Tryptofan.”

”Hva’?”

Henry nikkede mod de to hvide piller i hans hånd. Tryptofan og B vitamin. Din mor mente det ville hjælpe mod abstinenserne.”

De fulgte betjenten, som dykkede ind i et lille køkken. Tomas og Henry ventede på han skulle vende tilbage med vandflasken.

“Er du klar?” Henry talte uden at se på ham.

“Jeg har lidt kamp tilbage,” Tomas bøjede og strakte sine fingre. ”Hvis det er dét du mener?”

“Forhåbentlig undgår vi det.” Han stak en tyk gul kuvert ind under den sorte jakke, på ryggen af Tomas. Tomas rakte selv om og løftede lidt ud i linningen på buksebagen, og stoppede den godt ned, før han trak T-shirten ud over.

”Flot kamp i øvrigt.”

Tomas så måbende på Henry. ”Din… Var du der?”

Henry lavede en ærgerlig grimasse. ”Sorry boy. Jeg kæmper ikke.”

Tomas kneb to fingre tæt sammen. ”De var tæt på at slå mig ihjel.”

Han lo. ”Du har altid været en snarrådig dreng.”

”Hvor var du, udenfor?”

“Jeg sad på første række, kunne man sige, på den bagerste bænk. Kroppens pas… “ Henry fortsatte sine instrukser, ”… ligger i kuverten, sammen med en billet, flere af de dér Trypto-ting jeg gav dig og penge.”

”Ok.”

”Du stikker af ved mindste tegn på at vi er afsløret.”

”Ok.”

”Men det bliver vi ikke.” Henry tillod et nervøst blik på Tomas. ”Hvis jeg bliver fundet her, i færd med at redde sig, så ryger vi alle sammen ned…”

“Hvad sker der?” hviskede Tomas.

“Det er Madelines hold som venter på os derude.” Han nikkede mod politigårdens hovedindgang.

“Vær‘så god.” Betjenten gav Tomas vandflasken og bagefter gav han ham hånden. “Det har været en fornøjelse at træffe dem Mister … Agent … Brodersen.”

“Bestemt.” Tomas klemte sammenbidt hans hånd, før han henvendte sig til Ried. “Medeline sender Niger Crucis?”

“Verden er holdt op med at skide regnbuer!” hvislede Henry, der var dybt koncentreret om at tjekke for jægere, mens de skyndsomt gik gennem en næsten øde foyer. “– hvis du ikke har bemærket det.”

“Ja, altså vi har haft nogle hårde år. Men jeg vidste ikke at det også galt Rossignol?”

“Gode nyheder rejser ikke så hurtigt som de dårlige” svarede Henry sarkastisk.

“Det er Rådet du taler om?”

“Som du véd, har jeg aldrig været stor tilhænger af de indspiste shiteaters, der kalder sig De Ældste og mest distingverede ledere af walk ins. Hele idéen er jo absurd!” Henry lavede en snerrende grimasse.

Betjenten der havde ført dem gennem en labyrint af gange, åbnede nu en dør ud til en gyde. “Deres Taxi.” Han gestikulerede stift ud mod en vogn, der holdt og ventede på dem.

Henry så sig over skulderen, trykkede et lille bundt sedler ind i hånden på Betjenten. “Hvis du vil låse efter os … man ved aldrig med pressen.”

“Selvfølgelig,” mumlede betjenten der havde travlt med at skele ned på rullen af Euros.

Da de var kørt om på bagsiden af politiets område bad Henry taxichaufføren om at standse. Han lagde 40 Euro på det tomme passagersæde ved siden af chaufføren, sagde undskyld, før han med tre hurtige akupressur-greb, fik chaufføren til at sove øjeblikkeligt. Den overvægtige mand dumpede stille ind mod sideruden.

“Vi ville aldrig komme ud gennem Porten.” Hviskede Henry. Han gav Tomas en laser kniv i hånden, og sendte ham afsted med et nik mod hegnet udenfor.

Mens Henry tjekkede mandens puls, steg Tomas ud og gav sig til at skære hegnet over med laserstrålen, i ly af bilen.

Da de begge var igennem hegnet fandt Henry en nøgle frem og en Mercedes CLA bippede og blinkede med lygterne, 50 meter længere nede af en sidegade.

Tomas åndede lettet op. Først nu, var det som om han var fri. Først nu, føltes det som om de var alene.

“Sindslidende Agent? Virkelig?” Tomas smilede og skævede ned af gaden. Henry Ried så lige så lettet ud som Tomas følte sig.

Han lagde en hånd på skulderen af Tomas og lo. “Jeg er blevet kaldt mange ting, men Dino bøsse?”

Tomas løftede begge hænder op foran brystet. “Caffaells ord! Aegyptusaurus og så Siwa oasen. Det er jo helt logisk nu.”

“Hop ind.” Henry åbnede døren til den lejede bil og satte sig ind bag rattet. Han begyndte at taste informationer ind i GPS’en. Country: Austria. City: Wein. Han trak en finger gennem et gråt øjenbryn. “Ja altså, det er bare hvis vi bliver stoppet. Vi skal naturligvis ikke til Østrig.”

“Vi har ikke meget tid?”

“Det har du helt ret i.” Henry begyndte at køre. “Og jeg hader den slags maskerader. Jeg er ikke god til det.”

Henry Ried var mange ting. Men han var ikke tilhænger af hverken familien eller ledelsen. Hvis det stod til ham gik han halvnøgen rundt i skyggen af palmetræer og malede havet, i alle dets afskygninger. Hvilket han rent faktisk gjorde meget af tiden.

“Undskyld Henry, jeg ved hvor lidt du bryder dig om det her.”

“Undskyld! Du skal ikke sige undskyld til mig! Hvis der er nogen der skal sige undskyld fordi hun har stjålet min elskedes fornuft de sidste 250 år. Så er det Rossignol og i særdeleshed Madeline, den indbildske ko!”

Tomas sukkede. Hans hoved snurrede allerede rundt, og hans hænder blev klamme.

“Hvil dig.” Henry lagde en hånd over på Tomas’ hånd som hvilede på låret. “Jeg vækker dig på et tidspunkt. Så reder vi de tråde ud vi kan. I virkeligheden har jeg ikke helt forstået hvad jeg laver her.” Han så vedmodigt på Tomas, “Men du véd hvordan Caffie bliver, når der er noget som er vigtigt for hende.”

“Ja.”

Han tændte for radioen, og begyndte at lede efter en station han kunne lide. “Jeg har aldrig set hende så oprevet.” Hans øjne fulgte vejen, “over dét med at du er to steder, naturligvis. Men ..:” han skruede lidt ned for Elton John der sang Rocket man, “ok?”

“Ja.”

“Der er noget hun og Abdal véd, eller prøver at finde ud af med Rossignol. Det må være det. Ellers ville Abdal heller ikke have rejst sig som han gjorde.” Henry så tillidsfuldt over på Tomas, der havde lagt sædet tilbage og gjort klar til at tage sig en lur. “Abdal har næsten været på vej til elefant kirkegården, vidste du det.”

“Nej.” Tomas så sorgen i Henrys øjne.

Han trak lidt på skuldrene, “På en måde er jeg lettet over al den her ballade. Selvom jeg lige havde fundet en kasse … åh du skal glæde dig … det er den bedste mest eksklusive Rom jeg nogensinde har smagt.” Han vendte tilbage til tråden, ”han var flyttet fra des ducs Bretagne, til en ussel lejlighed på Rue Crébillon. Det var ikke fordi han havde opgivet håbet, han blev også mere og mere syg … ”

”Men det er jo nærmest umuligt.” indskød Tomas.

”Ja! Han blev undersøgt af mange forskellige læger.” Henry klappede Tomas på skulderen, ”du skal nok få lov at sove, men det her vil du gerne høre.”

”Ok.”

”Det viser sig at de har forgiftet ham… “

”Hvem?”

”Littwin og dermed Porter og dermed… “

”Madeline! Hvad sker der?” Tomas var målløs.

Henry nikkede ivrigt. ”Selvfølgelig rejste jeg til Nantes, jeg kunne jo høre hvor syg han var. Jeg mener, han havde nærmest lagt sig til at dø, da Etienne, en oksehakker hos Rossignol pludselig dukker op.”

Tomas følte sig pludselig mere træt, men også mere vågen end han havde været i mange år.

” -Og da hun så har et pulver og en besked med fra Caffie, det kære lille pigebarn, så skal jeg ellers lige love for at han kom op at stå. De viser sig at de har forgiftet hans mad i måneder.”

Tomas kunne mærke noget rykke rundt inden i sig. ”Er han rask nu?”

Henry trak på skuldrene. ”Jah, bedre i hvert fald. Vi tager stadig i mod maden, det var den der var forgiftet. Men jah, det hele er ét stort rod, jeg siger dig…!”

Tomas sukkede, ”og jeg troede jég havde problemer… “

De kørte lidt i tavshed.

“Hvordan går det på øen?” spurgte Tomas. “Måske kommer vi og besøger dig, når alt det her er overstået.”

Henry brummede surt. “Jeg er temmelig permanent i Nantes. I hvert fald indtil videre.”

“Nå hvor godt.” Udbrød Tomas.

“Hader det.” Henry skulede ud af sideruden. “Men hvad fa’en, det er mig der er en torsk. Reelt set, har du ingen kontrol over dit liv, så snart du træder ind i en relation med et andet menneske.”

Tomas lo. “Det er vi jo hele tiden.”

Henry lo også. “Ja men det er ligegyldigt. Alle gør alligevel hvad de selv vil, stort set. På den måde er relationer idiotiske. De nulstiller alt liv.” Han knyttede hånden i et bittert greb. ”Lev for dig selv, men sørg for at jeg har det godt, betyder i virkeligheden: Lev for mig.”

Tomas holdt op med at smile. Henry havde en meget barsk side, han aldrig helt vidste hvad han skulle stille op med.

“Kontrol er i virkeligheden en illusion. Derfor kan jeg især ikke lide Rossignol.”

De var nået ud til lufthavnen i Warshava. ”Jeg flyver fra Berlin. Bedst at vil skilles her.” Henry holdt ind til siden og parkerede bilen. ”Der ligger en billet til Stokholm og så en transfer til Arvidsjaur… “

”Jeg flyver ikke direkte,” afbrød Tomas. ”Måske … jeg håber jeg stadig har et par venner i København der måske kan hjælpe… “

Henry nikkede. ”Pistolen fik jeg ikke udleveret. Du må skaffe dig en ny, hvis du virkelig synes det er nødvendigt at lave huller i folk.”

“Jeg var nødt til at købe den,” forsvarede Tomas sig og trykkede sig ud af selen.

“Du gør hvad du gør.” Konstaterede Henry tørt. ”Våben er shit.”

“Du har ikke noget nyt om familien, derhjemme?”

“Du mener Ana … nej.” Henry gav ham et hurtigt knus. “Held og lykke knægt.”

Kapitel 69

BENJI

Benji var varm og spændt op på nervøs energi. Han stod tændt og afventende. Han havde fået forsiden af huset. Øst. Han skulle kæmpe side om side med Daeg.

Carla var netop vendt tilbage med en rapport om en efterladt dobbeltdækkerbus 8 kilometer sydøst for Pensionatet, da Ana ringede til Benji.

Signe var øjeblikkeligt trådt ned. Daeg fik fuldstændig lov til at lede og fordele, uden hun skulle nagge ham med Besserwisser-retorik. Det her var åben krig. Alle stod samlede i laden og afventede tavst den øverste jægers ordre.

Chia og Ravi fik Nord siden. Sumpen og krebsestien. Carla og Michael skulle dække bagsiden af pensionatet, og hjælpe Chia og Ravi, hvis det viste sig at Daeg tog fejl, i sin forventning om at hovedparten af angrebet ville komme fra Øst, Sydøst og Syd.

Det Ana havde meldt tilbage med en meddelelse der lød som et rimelig uorganiseret angreb på Pensionatet. Én bus, 2 biler på vej i lige linje mod dem.

Nu, efter Carla havde fundet bussen, vidste de med sikkerhed at sleeperne ville komme til fods. De var mange, men der var grænser for hvor meget de kunne nå at sprede sig i skoven, før de nåede frem til Pensionatet.

Hvem så Den Hvide Dame var, hvis det var hende som skabte sleeperne, så var der nu ikke noget at være i tvivl om. De lå i åben krig med hende og hvad end det var for en mission hun havde. Om det var Ana, eller Den Skandinaviske familie som et samlet enhed, hun havde en beef med, vidste de stadig ikke. Men der var ikke længere noget at være i tvivl om. Alle tidligere angreb, i København og Sverige, alt, havde været møntet på at skade Den skandinaviske familie.

Tomas var kommet ud i laden, fortumlet og uklar, da Daeg var ved at sætte hold og fordele zonerne. Han havde forlangt at få en plads. Daeg havde indvilliget. “Til Ana er tilbage, så tager du hende med ind i huset og dækker hende. “Kan du dét.” Daeg var direkte.

“Ja.” Tomas lod sig ikke bemærke med den slet skjulte anklage om, at han ikke var fit for fight. Daeg havde ikke plads til at være kræsen.

“Får vi headset … eller en øresnegl, -jeg kan ikke dét med at klikke ind med jer … endnu.” Tomas så undsyldende på Benji. “Hvis jeg ikke kan overskue det, melder jeg ud.”

“Cool.” Der var respekt for hans selvindsigt hele linjen rundt.

“Alle har earpiece, Ana taler til os gennem det. Os der kan, logger på hinanden, så vi kan følge kampen på alle sider.” Fortsatte Daeg. ”Rapporter via den analoge forbindelse. Her holder vi os opdaterede. Så ingen unødvendige meldinger. Forlang kun back up, i yderste nødstilfælde. Vi kan gå ud fra at vi alle bliver ekstremt pressede i denne kamp.”

“Det bliver for vildt Daeg. Anas ordre, folk der beder om back up, samtidig med at vi logger ind og kan mærke alles bevægelser … Det er en kæmpe kamp det her… “ Ragner så både forvirret og bekymret ud.

Benji afbrød ham med et hårdt nik. Ragner var tydeligt stresset. “Deal med det R!”

Daeg lo med ét en kort glædesløs latter og så forundret på Ragner. ”Du kan sgu’ da sagtens skelne! Anées dækker Pensionatets indgange foran, og begge gavle, så godt han kan. Michael, Signe og Ravi, I sørger for ingen kommer ind gennem haven! Ingen går gennem dén havedør. Jeg vil ikke have sleepere inde i huset!”

“Modtaget.”

Daeg nikkede samtyggende. “Signe. Dig og Tomas tager zonen Sydvest for huset, til Ernesto kommer tilbage. Ikke fordi … bare fordi, hvis der kommer nogen den vej fra så er jeg nødt til at vide at den er dækket.” Han lukkede øjnene et sekund. ”Af i hvert fald én stærk jæger.”

Signe holdt en hånd op, for at signalere at han ikke behøvede at undskylde for at give hende en potentiel nul kamp zone. “Videre!” sagde hun bare.

Alle var fokuserede.

“Våben? Skal vi bare fyre dem af eller hvad?” Det var Yenta, der stod og vippede på fødderne.

“Nej for helvede!” udbrød Daeg.

“De har våben!” Ravis stemme var anspændt. ”Vilde har altid våben.”

Daeg holdt en hånd op. “Vent så længe som muligt. Vi står for tæt.”

“Vilde er til gengæld elendige med våben, det er svært for dem at skifte med tunge fremmedlegemer.” Michael rettede sig lidt op. “Stress dem så meget som overhovedet muligt.”

“Ja, tak!” Daeg nikkede anerkendende til Michael, der var kendt for sin kontakt til shiftere verden over. “Kun våben på klods hold.” Han kiggede hele kredsen rund, målte sine krigere. “Det er ikke vilde i den høje ende af leagaen. De plejer ikke at skifte til noget der er ret meget stører end en hund.” Han nikkede over mod Benji og Ragner, “men Benji og Ragner nedlagde en vild ulv i Arvidsjaur, ikke langt herfra. Så op på mærkerne … Og ja! selvfølgelig. Skyd de svin. Uden tøven. Men kun på klods hold. Dæmpere på så vidt muligt. Skud er ikke udsædvanligt heroppe. Men mange skud er.” Daeg kiggede distræt ud i gården, men der var intet at hverken se eller høre endnu. “Yenta, jeg vil gerne have dig og Ragner helt her oppe ved mig og B. I dækker Sydøst. Chase joiner jer, når hun kommer hjem med Ana og Ernesto.” Han gav Ragner Chases earpiece.

Ragner så forfærdet ud.

“Sådan bliver det!” Daegs stemme var uforsonlig. “Det var dig selv der fortalte mig at hun havde gennemgået akademiets træning.”

“… Flere gange … hun dumpede … flere gange.”

“Så?”

“Hun har ikke noget diplom.”

“Det får hun hvis hun overlever i dag.” Daeg gik videre uden at tøve.

Ravi snørede de støvler han havde hentet oppe i huset. Chia stod og flettede sit hår. Michael var ved at skrifte trøje.

“Du er så lækker Cirkuskriger.” Carla gjorde hviskende nar af Chia, mens hun monterede en Osprey-dæmper på sin Smith and Wesson.

“Du er så grim, Weber-kriger.” Chia snoede den lange fletning og pinende det fast på toppen af hovedet. Blinkede forførende til Carla, der gik under øgenavnet Weber, fordi hun lignede en Webergrill i ansigtet. “Beskidt og hård, med en eftersmag af brændt kød.” Hviskede Chia ud gennem et par fyldige røde læber.

Benji var glad for at han allerede havde været klædt på til at løbe sin vagt, da Ana ringede. Sorte bukser. Sort stram sweater der sad ind til kroppen, de nye støvler Anées og han havde hentet i Stokholm. Daeg lignede én der lige var hoppet ud af sengen. Håret stod ud til alle sider, han havde en gammel T-shirt på, slidte jeans og sneakers.

“Alle er med på at Ana sidder i huset. Hvis der kommer en kommando fra hende, så følg den. Hun har altid ret. Altid.”

Der var stille i laden i 2 sekunder.

“ER I MED!”

“YAI!” alle råbte spændte og kampklar.

“Jeg hilser lyset i dig!” Daegs stemme var klar og alvorlig. “Hvis du dør i dag, så vær’ god og kom forbi når du har været i transit. Jeg vil gerne ha’ lov at sige tak for kampen.” Han nikkede alvorligt rundt i gruppen af familie og Jægere.

Som én stemme råbte de alle: “YAI!” igen.

“Ok, Er I klar til at sparke RØV?”

”AYI!”

”Mange af os har ikke fået så meget motion i årevis, så nyd det!”

”AIY!” Alle klappende og rystede arme og ben for at komme op i gear.

”På plads!” Daeg var den første ude af laden.

Benji løb op mod huset.

Anas åndedræt i mobilen var hørbart. Benji kunne høre, at hun tog lange vejrtrækninger, dybe og fokuserede. Hun var på vej ind i det vildeste fokus, som ingen af dem kunne forestilles sig. Hun var altid imponeret af dem. Af jægerne. Men om lidt skulle hun holde styr på et hold af 12 jægere, der skulle kæmpe mod den største flok sleepere nogensinde i historien og 8 vilde.

“De er tæt på nu!” messede Ana. Hun var ved at nærme sig dét sted hvor hun blokkede alt ude.”

“Hey! Bliv bliv véd med se ud af bilruden.” Benji hviskede næsten. ”Bliv ved med at følge vejen A.”

“Ja.” Hendes stemme blev mere og mere monoton.

“Fortæl mig hvad du ser.”

“Træer…”

“Hold fast i virkeligheden, bare 5 minutter mere. Vi skal have dig i sikkerhed…”

“Ja… jeg er her igen.” hendes stemme var mere hendes egen igen. Benji faldt til ro. Det var vigtigt at de fik hende placeret strategisk før hun forsvandt helt ind i det hun Så.

“Du får overblik over zoner og jægere nu. Er du klar?”

“Kør,” sagde Ana.

“8 zoner og huset.”

“Ok, kompasset. Zone 1?”

“Øst. Mig og Daeg. Med uret, her kommer de: Chia og Ravi, Nord – Nordøst. Carla og Michael, Vest – Nordvest. Signe og Ernesto, – og Tomas indtil du er her, Sydvest.

“Ernesto du skal ned i zone 6.” Sagde Ana. ”Finde Signe.”

Benji fortsatte: “Yenta og Ragner Syd – Sydøst.”

“Ok. Got it. Tomas tager mig?”

“Ja. Chase er også på.”

“Ja? Du er også på.” Benji kunne høre et spændt udbrud fra Chase.

“Sammen med Yenta og Ragner. Sydøst.”

“TAK!” Chase råbte ind i røret.

“Du kender området, ingen nye mærker.” Afsluttede Benji. “Giv mig Chase.” Chase fik mobilen. “Er du op for det?”

“Ja.” Hun lød spændt.

“Ingen skud på afstand. Kun på klods hold. De skal ikke skånes, du dræber dem du kan. Ragner har dit earpiece og et våben…”

Chase afbrød. ”Jeg har min egen, en Walter P5’er, på.”

Benji gad ikke irettesætte hende. Hun havde reelt set ingen våbentilladelse. Chase opfangede hans betænksomhed.

“A girl’s got’ta have a gun!” svarede hun med sin skarpe, lettere forkælede britiske accent.

“Sørg for at Ana holder sig vågen! Vi kan høre dem nu. Carla og Michael rekognoscerer. Jeg lukker mobilen så snart jeg har eyes on.” Benji kiggede efter Daeg, der var løbet lidt ned ad vejen for at se om han kunne få øje på noget.

“Vi er 5 k fra Agerströms.” Chase tøvede. ” … Jeg kæmper bare så? Ingen…”

“Ja, ingen behøver leve. Daeg, Signe eller jeg sikre vidner. Du slår ihjel. Anas earpiece ligger på mit kontor … giv mig hende lige.”

“Dit udstyr ligger på mit kontor. Tomas…” Ravi meldte ind på den anden linje.

Benji vendte tilbage til Ana: “Shit! Ravi har spottet 3 biler Ana – 3!”

“Sorry!”

“Nej det er ok! Ville bare … åh Fuck.” han havde så mange ord og tanker, at han havde problemer med at formulere sig.

“Sådan har jeg det også…” mumlede Ana.

“Bilerne drøner rundt i skoven som sindssyge biller og smider vilde shiftere ud på stierne. De kan være her hvert øjeblik. Kan du Se Sleeperne?” Han lyttede til sit earpiece i stedet for mobilen. “Ravi har spottet en 4. bil! Jeg … Anées giver dig overblik over terrænet … holder mobilen åben … jeg kan høre dig…”

“Ja.” Ana tav.

Benji, der kom fra huset, løb ned mod Daeg der var på vej tilbage mod Pensionatet. Det var bestemt ikke optimalt med så kort en radius i cirklen af jægere. Men deres antal gav dem ikke andre muligheder. De var nødt til at stå i en tæt formation for at have mulighed for at dække ind og hjælpe hinanden.

Benji var fremme ved Daeg. Han gav ham hans støvler, som han havde været oppe i huset for at hente, mens han talte med Ana. “Du kan ikke kæmpe i sneakers.”

Daeg skubbede hurtigt sine Sneakers af. “Åh du er en … ” han tav og kiggede væk. Ordene var bare røget ud af munden på ham.

Benji vidste, at det ord han undlod var Gem. Det kaldte han ham engang. Hans ædelsten.

Daeg så ud i skoven mens han snørede sine støvler. Han svedte og var langt væk i sine tanker. “Vi er så Fucked!” sagde han, næsten ivrigt. – Men tænk hvis hun ikke havde Set dem!”

“4 biler er potentielt 16 – 18 vilde shiftere!” Knurrede Benji.

“Hun er stadig vild.”

Benji spejde ud i skoven, han kunne høre bilerne, de var tættere på nu. ”Hvis de er ude på at piske en stemning op, så lykkes det meget godt.” Lo han nervøst.

”Fuck me. Det er den vildeste kamp jeg har stået i, i over 10 år.”

Benji klappede Daeg på skulderen. “Det gik ok. Det var cool … i laden.”

Han spærrede øjnene op. “Det var en virkelig panisk fordeling.”

Benji nikkede fokuseret. “Slap af! Vi trænger til at sparke noget røv. Èn af hver af familien på hver side af huset, det ville jeg også ha’ gjort.”

Daeg nikkede sammenbidt, løb lidt frem på vejen. “Jeg skal pisse!” Daeg begyndte altid at småsnakke lige før det gik rigtig løs. Han løb tilbage. “Går over om lidt. Ja jeg regner med vi logger ind i hinanden så snart den første er her?” han så spørgende på Benji der stod og hoppede på stedet.

“Hun sagde 72!” Benji pustede hårdt ud. ”72 sleepere og måske 16 vilde.” Benji så åbent på Daeg og bed sig i knoerne. ”Fuuuck det er vildt det her. Måske er det farvel til den her krop.”

Daeg nikkede og løftede øjenbrynene, ”du overlever! Ok. Jeg kan ikke … B. Du har bare at overleve!”

Benji nikkede, sparkede og begyndte at hoppe igen.

”Har du prøvet at logge ind? Nej vel?”

“JA! Jeg er for…” han rystede på hånden. “… Til at logge ind lige nu. Men så snart…”

Daeg vendte sig om med et sæt. “Shit!” han stod stille og lyttede.

Motorlyden dukkede op ud af ingenting. Pludselig var det helt tæt på.

Carlas stemme skar i ørerne. “2 biler på vej op af skovvejen. I alt 4 vilde.”

Daeg var på vej ned for at møde bilerne. “Yenta du rykker med frem. “

“Modtaget.”

“Michael træk op og hjælp Ragner. Carla tilbage i Vest zonen. Nu dækker og dræber vi bare alt det vi kan!”

“Modtaget, modaget.”

“Ravi og Ragner. I dækker alene Nord og Syd!”

“WOOUUMM…” Bilerne speede op, det sidste stykke op mod gården.

“Ok så er vi i gang!” Daeg og Benji satte af mod bilerne. Bagdørene gik op på den første bil. To store hunde knoklede ud. Benji stemte imod jorden med fødderne, brugte hele kroppen til at generere en stærkt telekinetisk træk, et pull, – til han havde den ene hund helt inde på livet af sig. Han stak sin kniv i halsen på den og trak samtidigt den brede nakke tilbage. Hans ben blev varme af blod.

Så mærkede han det lille genkendelige træk, der betød at han og Daeg var logget sammen. Snart var Signe, Ragner og Anées også i hans bevidsthed. Ikke som et Syn, bare som en registrering. De nye jægere kom dumpende ind én for én, hvilket betød han kunne mærke deres bevægelser, men forbindelsen var ikke nær så stærk som familiens. ”Vi mangler Ana,” tænkte Benji og så tilbage mod gården.

Daeg var sprunget op på bilen, der stadig kørte med 100 kilometer i timen ind i gården. Yenta nåede kun lige at undvige, ved at sætte af på siden af bilen. Hun slog en strakt salto og landede i gruset, fortsatte direkte mod bilnummer to, som kun havde én shifter ombord. En kvinde der sad på bagsædet.

Daeg lod sig falde fladt på taget af den kørende bil. Chaufføren bremsede i en spektakulær cirkel der skød sort grus til alle sider. Daeg vendte rundt på taget, kom op at sidde, og greb manden der steg ud om halsen i en benlås, kastede sig rundt på taget og bankede mandens hoved ind i dørrammen.

Benji var den første til at få øje på Roveren, med Ana, Ernesto og Chase. Der lå en sleeper på køleren, og en shifter hang halvvejs på taget og på siden. Chase der kørte bilen, trykkede bremsen i bund, men skred alligvel op bag i den sorte Mercedes der blokkerede vejen.

“Ana!” Benji råbte og løb ned for at hjælpe. Men Chase og Ernesto var allerede ude af bilen. Ernesto gik i flæsket på shifteren der trak de vildeste spor. Hun var svær at fange. De zig-zaggede ind og ud mellem nogle stammer, før Ernesto sprang på hende.

Benji kaldte på Tomas gennem sit earpiece.

”Jeg er på vej.” Han svarede med det samme.

Benji hjalp Chase med at få Ana ud af bilen. Hun var langt inde i sin egen verden. Mumlede beskeder i ét væk: “Daeg, to sleepere – nordøst, Daeg flere sleepere stik nord. Gå til Nordøst først. Yenta! Løb lige frem!” Men ingen andre end Benji og Chase kunne høre hende.

Benji kunne se Tomas løbe gennem den første lille flok sleepere der kom fra det flade klippeområde mod syd. De var på vej om mod gårdspladsen. Han standsede ikke for at kæmpe, løb bare direkte igennem dem, sprang hen over den kvindelige shifter Ernesto netop havde trukket en pistol for at skyde. Hun forsøgte at shifte, men det lykkes ikke, så hun rullede bare hjælpeløst rundt i gruset.

”STOP!” Skreg Benji, for at forhindre Ernesto i at skyde, men det var for sent. I samme nu som Tomas landede på jorden foran kvinden lød det første skud i kampen. Kvinden døde. Tomas ænsede ikke noget som helst. Han var dybt fokuseret på at nå frem til Ana der hang i Benjis arme.

”Ernesto! Kun skud på klods hold!” kommanderede Benji.

Tomas greb Ana der blev véd og véd med at sige det hun Så: ” Zone 7 Ragner! Ragner landingsbanen, sleepere. Zone 7 blottet. Vild ræv. Ræven passere mellem 6 og 7 om lidt.”

Det var det sidste han hørte inden Tomas bar hende i sikkerhed. Benji kiggede på Chase. ”Zone 7, du hørte hvad hun sagde!”

“Jeg er på det!” Chase satte af mod Ragner der kæmpede side om side med Yenta, mellem landingsbanen og området med de flade klipper sydvest for Pensionatet. Én shifter og én hund, der ikke var shifter, men rent faktisk var en hund. De bed og sparkede. Yenta tog tilløb og sprang ind i et højt langt rullefald, greb hunden og trak den med rundt. Ragner jabbede shifteren, tre gange i træk på venstre side af hovedet “PACK-PACK-PACK!” Shifteren faldt til ro som en baby på 80 kilo. Chase var fremme ved ham nu. Han fik øje på hende, samtidig med han gik i knæ foran shifteren, trak sin kniv og tøvede. Chase ventede utålmodigt på hans næste træk. Ragner pustede hidsigt ud et par gange, tøvede igen.

“I’ve got it dear.” Chase bøjede sig frem, tog hans kniv og stak den bevidstløse shifter i hjertet. Kniven sank i til skaftet. Hun satte foden på hans skulder og trak det 14 centimeter lange blad ud af ham, klappede Ragner på skulderen og rakte kniven tilbage til ham: “Earpiece.”

“Ja!” Ragner blinkede hårdt et par gange i træk. Fandt hendes earpiece i skjortelommen.

Chase tog ham i albuen, trak ham op at stå og begyndte at løbe ind i skoven. “Kom så gamle. Vi skal på på rævejagt!”

Kapitel 70

ANA

Mit sind var hængt op i en gyro. Jeg kunne Se alt i en kilometers radius omkring huset.

Jeg hang mellem denne virkelighed og virkeligheden ude i terrænet hvor de kæmpede. Spændt ud mellem himmel og jord. Jeg var på afstand af kampene, og mærkede alligevel hvert et slag, og spark som micro spejlinger i min krop.

Tomas trykkede mig hårdt ind til sin krop. Det fik mig til at slippe, lidt mere. Turen i bilen have været et helvede. Nu var vi på vej tværs over gården. Jeg skulle i sikkerhed. Kælderen. Benjis kontor.

Under normale omstændigheder, ville de gemme mig et sted i ude i marken, tættere på kampen. Men området var for snævert denne gang, for mange fjener og ukendte faktore. Daeg havde taget valget. Jeg stillede ikke spørgsmål. Til gengæld var jeg fucked, hvis først der kom nogen ind i huset, ned i kælderen, det var sværere at flygte, for få udgange. Jeg skulle beskyttes og kunne kun stole på at han havde gjort sit yderste for at gøre netop dét. Jeg var ultimativt sårbar, når jeg skulle holde overblik over en kamp.

Presset af mine Syn var ved at kvæle mig, jeg var nødt til at mumle det jeg så, selvom ingen hørte mig. Jeg var nødt til at lette trykket. Min øresnegl var snart på plads. Snart var jeg i kontakt, snart kunne jeg aflevere og redde liv.

“GRRrrr…”

Lyden af en hund tæt på, fik mig til at slå øjene op på vid gab. Der stod en stor hund mellem Tomas og døren, den havde sænket hoved og blottede tænder.

“AAAGGGHHH!” Tomas brølede.

Hunden bakkede lidt. Men begyndte også at gø øresynderrivende højt.

Tomas slap mine ben og dumpede mig gruset. Jeg knaldede baghovedet ned i jorden. Han sprang direkte frem mod hunden, bøje sig helt ned og knurrede tilbage med en dyb gutteral lyd: “GRRRRRR…”

Det havde jeg aldrig hørt ham gøre før. Men det virkede, for hunden bøjede sig dybere ned og begyndte at ryste. Tomas nåede den inden den kunne nå at shifte. Han skred det sidste stykke i gruset og greb fat om dens hals med benene, i en saks, vred den rundt i gruset, hakkede den direkte i panden to gange, med sin støvlehæl. Sprang op og sparkede den så hårdt til hovedet at jeg kunne høre halsen knække.

Han var tavs og koncentreret. Greb fat om mig igen, og løb videre op mod huset.

Kapitel 71

BENJI

Michael og Signe var lige rykket frem i zone 8 og 1, for at hjælpe Benji og Daeg der havde store problemer med at klare det massive pres af sleepere der væltede op gennem skoven, da Ravi kaldte: Vi har 8, nej 12-16 sleepere der næsten er over engen nu!”

”Jeg kommer,” Benji besvarede hans anmodning om forstærkning.

Det var et spektakulært syn der mødte ham på nordøst siden af huset. Chia var virkelig en cirkuskriger, hun var midt i en dobbelt flikflak der endte i et hårdt kryds-slag med et håndkantslag, direkte i struben på en kraftig kvindelig sleeper, der var i færd med at svinge sin kødfulde arm frem mod hende. ”Fuckin’ hell!” udbrød Chia og sprang baglæns ind i en høj cirkel der gav hende rum, til at sparke én af tre nye sleepere, der helt klart gerne ville stikke deres fremstrakte tunger ind i et langt kys, med den smukke jæger.

”KACK!” hendes hæl knækkede halsen på den ene sleeper. Benji trak den næste om kuld, med et kraftigt træk i hans midt-sektion og skubbede den tredje bagud. Løb hen, pressede sin Sphinx 9mm ned i, først den ene, så den næste: nakke og pande. ”PACK! PACK!” Benji elskede sin nye Defiance dæmper.

Michael greb en sleeper om halsen med højre hånd, løftede ham op fra jorden og knaldede ham så hårdt ned i jorden at der stod vand op fra den våde grund de kæmpede på. Vendte sig om på knæ og tog i mod to sleepere Benji havde sendt tumlende baglæns med et kort hårdt push i brystet. Michael trak den ene, bag i jakkekraven, ned og henover den sleeper han allerede havde på jorden. Den tredje fik en knytnæve i tindingen. ”PACK!-PACK!-PACK!” tre skud på klods hold.

”Hey, forstærkning til flypl…” Det var Ragners stemme, der for anden gang havde bedt om forstærkning. Han lød næsten ude af sig selv.

Ingen svarede på hans anmodning. Michael nikkede til Benji og sagde ”Ok 3 mere, så klarer vi selv resten.”

”Vi har brug for hjælp i zone 7. Flok i hangar!” nu var det Chase der var i Benjis ører.

”DACK:” han tog et slag i leveren, mærkede nogen trække ham i håret bagfra. ”ARGH!” Med en fejende bevægelse, drejede han ned i knæ med det ene ben strakt ud og fældede den sleeper der borede sine fingre ind i han hals. ”ZAK! ZAK!” to hurtige push direkte i brystkassen. Kniven op bagpå, flippede den rundt i mellem fingrene. ”SJACK!” èt stik til han mærker nakkehvirvlerne. Ét hurtigt træk mod højre, halsen åbner sig, kniven er fri.

”DUK DIG!” Michael sprang ind over ham og fældede to af de sleepere der var kommet op at stå, efter de kun var blevet slået ned. ”De skal dø med det samme!” brølede han.

”JA!” både Chia og Benji bekræftede.

”Det er for hårdt at skulle tage dem ned to gange. De er stærkere end de ser ud.”

”Jeg er videre til flypladsen.”

Da Benji kom om til landingsbanen, så han Ragner stå og nærmest kaste sleepere fra sig. Han smed dem ind mod siden af den lille hangar, som én der læssede brændeknuder op i en vogn. De droppede ned som ærteposer i en gymnastiksal. Han var omringet af 6 sleepere, der bare blev ved og ved med at rejse sig og springe på ham.

Benji løb alt hvad han kunne. ”Hvorfor helvede slår han dem ikke ihjel!”

”BWAAARRGG!” Ragner bøjede sig ned og gav dem sit bedste bjørnebrøl.

Et øjeblik stoppede Benjis hjerte. Han ramtes af både fryd og frygt. Der var en grund til at Ragner hadede kamp. Det eneste Benji tænkte det øjeblik, var at han skulle forbi Ragner og ind i laden, for at redde Chase hvis han tændte af. Men måske kunne han nå at stoppe ham.

Tidligere, før Ragner blev sweeper, var han kendt for at gå bersærker. Han slog alt og alle ihjel omkring sig, hvis kampen blev vild nok. Ven eller fjende. Det gjorde ingen forskel.

”BRRAAAOORR!” Ragner brølede igen, han havde de vildeste øjne.

Det gav et ryk i Benjis krop. ”HEY STOP!” Han var hos Ragner nu. ”HER! JEG ER HER: VI ER TO!”

Ragners øjne søgte som i blinde, i retningen af Benjis stemme.

”HER!” Benji gav ham en kæmpet lussing.

”JAAARH!” Råbte Ragner. ”JA!” hans øjne var røde og blodskudte, men han var stadig gode gamle Ragner.

Benji sendte et massivt push bagud mod en sleeper der satte af, for at hoppe op på ryggen af ham.” POK!” Sleeperen knækkede sammen bag ham. Benji holdt sit blik fikset i en lås med Ragners. ”ER DU MED?” han stak ham en lussing mere.

”JAARH!”

”Du slår dem ud, jeg slår dem ihjel”

Ragner nikkede sammenbidt, og trak en af de to sleepere af, som han havde hængende på ryggen. Han holdt hende frem mod Benji, der trak sin kniv og stak hende i siden af halsen.

PAK-DACK-KRESS-HACK-FUMB-AARRGH-SMACK!” De to kæmpede side om side til der ikke var flere sleepere tilbage udenfor.

”Slap af bro’ tag to minutter.” Kommanderede Benji. ”Og tjek at alle er døde” Han fandt Ragners blik. ”Vi skal være sikre på de er døde!”

Ragner der var oversprøjtet med sleeperblod nikkede sammenbidt og dumpede ned på knæ.

”Jeg har sikret vidner!” det var Signe der kaldte på linjen. ”En shifter og en sleeper. Sikret i garage 2, bag Beetlen.”

”MODTAGET!” Daeg meldte ind.

Benji krympede sig. Han havde glemt alt om at sikre vidner, i sin blodrus.

Inde i hangaren var Chase i færd med at kæmpe mod tre sleepere på én gang. Der lå allerede 2 døde på gulvet.

Benji løb frem mod hende, så tre døde mere, slynget rundt omkring mellem dunke og kasser. Èn kvalt i slangen fra benzinstanderen. ”Nå, hun er da ikke bange for at slå ihjel!” – tænkte han og sendte et træk afsted mod en hylde, hvor en jernpløk fløj op og ud af en kasse. Han trak den til sig og gav den et vildt spin, der sendte den snurrende gennem luften og spiddede en af sleeperne til trævæggen.

”AAIIH!” Chase råbte bag ham. En sleeper havde bidt sig fast til hendes højre overarm. Desværre var det den højre hun også havde sin pistol i. I et sejt træk, strakte hun armen op og bagud – stadig med Sleeperen hængende i en kæbelås omkring hendes arm. Hun slap pistolen med højre og greb den med venstre og skød sleeperen direkte op gennem underansigt.

Kapitel 72

ANA

Jeg kan ikke Se Tomas’ ring. Det frustrer mig helt vildt. Jeg er konstant nødt til at tjekke at han er hos mig. Det bringer mig ud af fokus.

”Tomas!”

”Ja.”

Synker tilbage ind i mit landskab af lys og bevægelse, ved lyden af hans stemme og hans lette forsikrende berøring. Han slipper. Jeg slipper. Mørke først. Min auditive sans skrifter. Der lukkes ned for reallyd.

Selvom jeg frarøves alle mine fysiske sanser, når mine psykiske tager over, føles det rart. Jeg er fri på en helt sindssyg måde. Skal ikke tage stilling til bevægelser, andre mennesker, mig.

Jeg synker dybere ind i mørket der åbner sig for mig. Flakkende og bølgende opstår omridset af gården, huset, vejene og skoven. Jeg hænger i min gyro. Alt er klart som dagen, ringene bevæger sig gennem mit landskab som personer i et computerspil. Lydene er langt væk. Først når jeg dykker ned og fiksere på en af kampene kan jeg høre mere. Det eneste jeg registrerer i den fysiske verden, er de små ryk, og tics min krop laver, hver gang nogen modtager smerte.

Den første kamp jeg tiltrækkes af er Chias. Jeg kan se hendes grøn-gule ring der danser rundt i zone 3. Mosen.

”Chia duk dig!” kommandere jeg. Der sker ikke noget, hun bliver ved med at løbe efter en sleeper. ”Vend dig Chia! Det er dig jeg taler til!” Endelig vender hun sig og ser de to sleepere der er lige i hælene på hende. ”Duk dig – rul.” Jeg kan se hendes ring følge min instrukser meget præcist. Fælder den nærmeste sleeper med sit rul, og kommer op og stikker et våben ind i den sidste sleeper, som falder om. ”Vend og skyd bag dig – fri bane.”

Jeg trækkes op igen. Søger rundt i området og finder Daeg længst fremme halvvejs nede ved krebsesøen. Benji er lige i hælene på ham. Der er mindst 10 sleepere på vej gennem den den Nordøstlige mose. Han har ikke set den sidste vilde shifter der er på vej i fuld sprint mod ham. ”Daeg! Du har en jærv på vej ind fra din højre.”

Daeg skifter øjeblikkeligt retning, væk fra Jærven.

”Benji! Spring.” Benji der heller ikke har set det hurtige lave dyr tyre gennem det høje græs, når lige præcis at springe over det da det krydser hans linje. ”Op! Op!” Benji er faldet og ruller gennem græsset. Jærven er over ham med det samme. Jeg mærker stød og hvad der føles som bid i min psykiske krop. Min fysiske krop bevæger sig i ryk, i den stol Tomas har placeret mig i. Daeg er der nu, han har trukket sit våben. ”Vent!” kommandere jeg. Daeg står stille. Endelig kan Benji give jærven et hårdt og præcist push, der sender den to meter længere hen i græsset. ”NU! Skyd.” Daeg skyder men misser. Benji løfter den let fra jorden og Daeg tager det næste skud. Jærven er død. De løber tilbage mod sleeperne der har passeret dem nu. På vej mod huset.

Sådan bliver det véd og véd, jeg har ikke styr på tiden. Men så vidt jeg kunne se var der ikke flere vilde tilbage. Kun sleepere og det var godt. Jeg tjekker med Tomas igen, han er der. Jeg er træt, men ikke udmattet, jeg søger tilbage ind i mørket.

Jeg var midt i en kamp Ravi og Carla udkæmpede i zone 3, da jeg blev slynget op og ud. Signe var på vej over gården. Der foregik ingenting i 6’eren. Jeg forstod ikke hvad det var der havde hevet mig ud af kampen. Der var flest sleepere på Nord siden lige nu. Jeg speede rundt, tjekkede de andres forsvar, tjekkede Anées. Det var som regel et stort problem et andet sted, der kunne få min bevidsthed, som stadig holdt et my af opmærksomhed på hele kampen, til at trække sig tilbage fra en bestemt kamp, for at få overblik. Men der var ingenting.

Jo, dér: Michael var i store problemer, alene i Z4. ”Chia! Søg tilbage, tag stien til vandmøllen. Michael … Chia er på vej, få det ordnet, der er flere sleepere i …” – et træk igen og ét til. Jeg var tilbage i fugleperspektiv. Hvor fanden skulle jeg hen nu? Jeg havde aldrig prøvet at være Seer i så vild en kamp. Mine beskeder var jo nytteløse, hvis jeg hele tiden blev trukket ud før jeg var færdig.

”Arh.” det lynede mellem mine ører. ” Flere sleepere. Yenta! Løb ned gennem …” jeg talte til både Anées og Yenta. Der var flere sleepere på vej. Endelig fik jeg lov til at give en nogenlunde hel besked før jeg blve trukket ud igen. Igen hang jeg over gården i min Gyro. Der var ét eller andet jeg overså.

Mit sind pilede, som en kugle af kviksølv rundt i mit Syn. Dér en sleeper i bryggerset. Jeg rykkes øjeblikkeligt tilbage i min krop, i mit stemmebånd.

”Tomas.”

Intet svar.

”Tomas!”

Intet svar, ingen berøring.

”Fuck.”

Mærkede først min finger der vippede mod armlænet. Tung som et træ. Så fødderne. Derefter stolen under min bagdel.

”DIDIDIDID!” husets alarm lød som et skrig fra en vild furie.

Jeg skreg også, gled ned på gulvet. Sleeperne var brudt ind i huset. Lamperne blinkede. Kampen kørte stadig bagerst i mit hoved. Mærkede det grove tæppe under mine håndflader. ”Tomas…” hviskede jeg. Stadig ikke noget svar. Lyset blev ved med at blinke, men alarmen holdt heldigvis op. Reallyde begyndte så småt at sive gennem sluserne i mine ører. Jeg måtte bringe mig selv i sikkerhed.

”Tomas!” jeg kunne skimte omridset af Benjis kontor. ”Sleepere i huset.” kaldte jeg. ”Tomas er alene … hvis nogen kan hjælpe!”

”CRAASH!” kroppe tumlede ned ad gangen udenfor.

”ANÉES!” Jeg skreg nærmest, tror jeg. Det lød som min egen stemme. ”ANÉES!” jeg kaldte igen.

Alt var grå skygger omkring mig. Kunne stadig ikke stå. Jeg skulle hen i serverrummet, det var det eneste sted i huset der var virkeligt sikkert. Det var derfor jeg var placeret her på Benjis kontor. Det havde en branddør, jeg skulle bare finde nøglen.
”Pis, fuck, jeg vil ikke dø.”

Jeg kunne se lidt nu. Fumlede i kanten af Benjis skrivebord. Der var noget med et nøglekort, til serverrummet. Jeg … var nødt til at … dér…

”PAWH!” et skud.

Jeg måtte holde mig selv for munden, for ikke at komme til at skrige.

”Jeg kan ikke Se, jeg kan ikke Se.” Det var det eneste jeg kunne tænke. Scannede gangen, ledte efter sleepere … eller Tomas. Men jeg Så intet. Jeg var for panisk. Jeg hørte skud mere. Der var også flere skud, uden for huset, nu. Det var alt hvad jeg opfangede, mens mine fingre febrilsk søgte efter plasticholderen, bag på den store skærm. Dér. Jeg kan mærke den lille flade firkant. Nøglen til Serverrummet.

”Jeg dør hvis det var Tomas der blev skudt … Åh, Tomas…” Jeg mumlede usammenhængende mens jeg tumlede over mod serverrummet, med nøglekortet i hånden.

Kapitel 73

ANÈES

Anées havde aldrig været god til kæmpe, men han kunne kommandere sleepere til at stoppe. Han kunne holde op til 8 sleepere i hypnotisk lås, på én gang, mens Carla og Ernesto, har stak dem ned. De havde et godt samarbejde kørende, og havde clearet hele området bag laden.

Men så var der pludselig besked fra Ana til Anées: ”Engen! Anées, Ernesto og Carla! På vej fra Agerströms! Flere sleepere. Yenta! Løb ned gennem skoven til sviget på skovvejen. Jeg kan ikke Se om det er en minibus med vilde? Eller om den er tom? Måske sleepere…”

Anées hørte ikke mere. Han stod og betragtede endnu en stor bus, der kom kørende langt ude på engen. Både han selv, Ernesto og Carla var blevet fuldstændig lammede. Et øjeblik stod de bare og betragtede det underlige syn af den vuggende, gyngende bus på engstykket.

Han kiggede fortvivlet tilbage mod gården og ned gennem det første stykke skov. Alt var kaos. Signe havde meldt at hun havde sikret vidner. Men det var også det eneste positive han havde hørt over øresneglen. Ravi havde meldt to døde jægere, for få minutter siden: Chia og Michael. Nu væltede det næste hold sleepere op mod Pensionatet.

”Nej!” Anées var fuldstændig slået ud. Han hjerte begyndte at hamre i brystet på ham som en forhammer. En kuldegysning spredte sig som en steppebrand over hele hans krop. Han vidste hvad han måtte gøre. Det her var hans værk. Han havde på én eller anden måde, ikke sørget godt nok for sin familie. Han havde været for stædig, og nu, betalte de prisen.

Det var en meget dårlig idé han havde. Men han kunne ikke se nogen anden udvej. ”ERNESTO, CARLA.” Han kaldte på de to jægere, med en stemme der gik gennem marv og ben. De vendte om, som synkrone delfiner og satte i løb mod Anées.

”Ernesto.”

Ernesto så fortabt på Anées. ”Hvornår holder det op?”

Et øjeblik kiggede de ned over engen igen. Bussen var kørt fast, dørene gik op, og sleeperne begyndte at vælte ud af bussen. De lignede en flok turister fra helvede.

”Fuuck… “ pustede Carla, der var fuldstændig oversprøjtet med blod på det meste af kroppen og gennemblødt på højre arm og overkrop. ”Vi er kun 5 stærke jægere tilbage, Ravi og Yenta er skadet.

”Det stopper nu.” Anées så alvorligt på Ernesto og Carla, ”I skal høre godt efter. Det jeg beder jer om nu, er afsindigt farligt.”

De nikkede begge to alvorligt.

”Lad være med at afbryde!” snerrede han. ”I skal nu, løbe direkte ind i huset, ned på Benjis kontor, finde det nøglekort der hænger bag på den første store skærm. Det er nøglen til serverrummet. – Et sikringsrum. Gå derind, luk døren, helt tæt…” han trak sig hurtigt i øreflippen, og sank en klump. Han havde ærligtalt svært ved at fokusere. Carla og Ernesto ventede tryllebundet. ”Vent dér et kvarter. Når I kommer ud, vil det se ud som om alle der døde. Det er de ikke. Find mig omgående. Jeg gemmer mig her… “ han pegede på den halve væg, der afskærmede ind til køkkenet i laden. ”Jeg er den eneste i kan få liv i. De andre vil sove tungt.”

Kapitel 74

BENJI

”Dèr se! SE!” Benji råbte til nogen, han vidste bare ikke hvem. Daeg var dybt optaget af at kæmpe mod 3 sleepere. Han burde hjælpe ham. Men han kunne ikke få øjnene fra det der ligenede en virkelig dårlig slutning på den her kamp: Ikke mere end 300 meter fra hvor han stod, var mindst 50 sleepere på vej op over det åbne stykke. Der stod en stor bus ude på engen. Benji vendte sig om og kaldte på Daeg én gang til. Stykket mellem skoven og engen var tyk af kroppe der luntede afsted, direkte mod ham. -Den anden halvdel af bussens indhold.

”Minibussen er tom, tre vilde på vej gennem skoven!” Det var Yenta der rapporterede tilbage.

Daeg udstødte et: ”Modtaget.” inden han sprang frem mod den sidste af sleeperne.

Benji lukkede øjnene. Tog nogle dybe vejrtrækninger, fokuserede hele sin energi på at gå ind i sig selv. Blokerede alle tanker. Lukkede alting ude – sleepere, kamp, Daeg – eller ikke Daeg, familien, Ana og sig selv – ude. Da der var fuldstændig ro inden i ham, åbnede han øjnene og sendte det største Push afsted han nogensinde havde manifesteret. Blade, græs, støv, grannåle og nedfaldne grene løftede sig op fra skovbunden og fra engen. Det hele fløj op og ned mod sleeperne i skoven, der tumlede bagover og ned af bakken. Daeg væltede forover, tumlede rundt i skovbunden og kom op på knæ.

”YYYEEAAHHAA!” Daeg råbte af sine lungers fulde kraft, og vendte sig om mod Benji. Hans øjne strålede klare og lyse i eftermiddagsskumringen. ”Jeg elsker at du bare kan dit pis!” Råbte han. Men det var en stakket frisk, de første sleepere var allerede ved at rejse sig igen. Daeg løb mod mere sikker grund, længere oppe af bakken.

Pludselig brød Anées ind i Benjis, i alles øresnegle. ”Det her er Anées. Alle bedes lægge sig ned, så snart I mærker et lille ryk i kroppen, og en trang til at sove. Det er ok, det er ok, bare lad det ske. Vær tryg. Det er mig, jeg udfører nu en masse-hypnose.”

”Nej! Anées” Benji vendte sig om og fandt Anées stående alene på bagsiden af laden. Han begyndte at vinke til ham, i et forsøg på at stoppe ham.

”Jeg lukker kampen nu.” Anées stemme rungede inde i hans hoved. Benji flåede sit ear-piece ud. Han og Anées holdt øjenkontakt, inden Anées vende sig om og gik ind i den mørke lade. ”Det er ok, det er helt ok, bare lad det ske. Vær tryg. Det er mig, Anées, du kender mig, alting er ok. Bare læg dig til at sove.”

Benji stod urørlig som en stenstøtte i gruset. Som et træ i skoven. Han havde det rart, ingen smerter fra slag og spark. Bare en fast rolig fornemmelse af at alting var ok. Så så han den første sleeper falde om i skoven. Så to mere, før han selv mærkede et lille ryk nedad, og en dyb trang til at sove.

Kapitel 75

ANA

”AAAAHHHH!” Jeg skreg. Heldigvis var der ingen der kunne høre mig. Jeg skreg igen, og holdt mig selv for ørerne, jeg var fuldstændig panisk angst. Der var nogen i Benjis kontor, jeg kunne ikke se hvem. Kameraet var super dårligt, og billedet ren sne. Men der var ingen tvivl om at der var to kroppe som ville ind til mig. De hamrede som gale på døren, gik frem og tilbage foran døren, sparkede og slog.

Jeg kunne intet høre, men kun se dem på skærmen. Mørke silhuetter der bevægede sig i det grå snebillede.

”Fuck, fucking dårlig ide at lukke mig nede i kælderen!” Jeg tudede og holdt mig selv for munden, lyden var voldsom i det lydtætte rum. Jeg kunne ikke holde mig selv ud. Min øjne var fikseret til den lille skærm der hang oppe over døren til højre.

”Hey.” Pludselig så jeg den ene krop falde sammen. Den knækkede ned i knæ og væltede bagover. Forvirret kiggede jeg på den anden krop. De havde da ikke været oppe at slås, havde de? Den anden vaklede også nu, gik i knæ men kom op at stå. Det var en lille krop, måske en kvindelig sleeper. Hun kastede sig ind mod døren en sidste gang, og kollapsede på gulvet.

”What the fuck?” jeg rejste mig op for at se, om jeg kunne se, om én af dem var Tomas. Men det var umuligt. Kroppene var bare mørkere sne på en lysere baggrund af mere sne. Måske var det bare fordi jeg rejste mig for hurtigt. Måske var det anstrengelsen ved at have guidet så mange jægere i så lang tid. Min krop faldt sammen og jeg mistede bevidstheden.

Jeg løber gennem den fygende sne. Længere fremme ser jeg noget mørkt. Det er et af mine templer. Mit trick virkede. Jeg drejer af mod det og rækker hånden ind på hylden. Det er ikke min sten. Det er en flammende rød rubin. Sommerfuglen flakser rundt inden i den … den er ved at blive kvalt. Jeg vender mig rundt og rundt, søger efter det spor jeg har lagt ud, dét som kan lede mig til den stakkels lille … pige, det er en pige! Jeg putter rubinen i lommen og løber ind i de fygende snemasser. I retningen af noget der kunne være et tempel.

Jeg vågnede helt omtumlet. Jeg tror ikke jeg havde været væk i så langt tid, måske ti-tyve minutter. Jeg var faldet til ro, der havde ikke været nogen aktivitet i et stykke tid. Jeg vidste at mit earpiece ikke kunne nå de andre herfra. Det var et rum Benji havde sikret fuldstændig for udefrakommende signaler. Ingen kunne finde hans lille serverstation her. Men jeg havde jo stadig mulighed for at Se. Det var der ingen fikse elektromagnetiske installationer der kunne forhindre. Det var kun mig, der kunne standse mig. Hvilket jeg havde en tendens til at være super god til på meget ubelejligede tidspunkter. Men ikke nu.

Forsigtigt trak jeg mig lidt op og ud, det tog ikke mere end nogle få sekunder, så svævede min bevidsthed – ikke højt – bare rundt om, i huset. Der lå nogle døde inde i stuen. Mit hjerte gav sig i krampe. Jeg forbandede at Tomas ikke havde nogen ring. Jeg kunne reelt ikke se forskel på ham og så en sleeper. Bortset fra, at jeg kendte hans kropsbygning, temmelig godt. Men ingen bevægede sig. Heller ikke ude i gården. Alt var dødstille. Ikke uhyggeligt- dødstille – bare dødt. Det lignede en masse-nedslagtning, men det føltes ikke sådan. ”Wierd!”

Nu blev jeg alligevel for nysgerrig. Jeg rejste mig forsigtigt op, kiggede på skærmen en ekstra gang, kroppene lå stadig helt stille. Jeg søgte ud igen med min bevidsthed. Haven var også fuld af døde kroppe. Dér var Ravi og Signe.

”Hov.” jeg vendte min opmærksomhed mod den lille skærm igen. De to kroppe lå udstrakte ved siden af hinanden. ”Ernesto!” Selvfølgelig, han var den lille krop.

Jeg løb rundt på må og få. Alle lå døde som ramt af en trykbølge. Ingen puls. Ernesto og Carla uden for døren til sikringsrummet, havde haft en puls, men ingen reaktion. Lige meget hvor højt jeg havde råbt, eller hvor hårdt jeg havde slået dem, reagerede de ikke. Jeg løb gennem huset, ud i haven hvor jeg vidste Signe lå. Hende kunne jeg heller ikke få liv i. Jeg kiggede stakåndet rundt på haven der var fyldt af sleepere med og uden puls. Men ingen Tomas.

”Bagindgangen!” Pludselig kom jeg i tanke om hvor Tomas kunne være. Jeg løb rundt om huset, ned af de få trin til bryggereset, døren stod åben, der lå en død vild med halsen skåret over. ”Dér!” Tomas lå under en reol, han havde revet ned da han var faldet. Jeg kastede mig ned på knæ foran ham.

”Åh, puls!” jeg græd lettet. Han var fuldstændig slap. Han havde et bid i armen og på siden af halsen. Blod på skjorten. Hans kindben var fuldstændig hævet og rødt, øjenbrynet havde en flænge. ”Åh, hvor har han kæmpet for at holde mig safe.” tænkte jeg og lod min hånd hvile mod hans bankedne hjerte. Måske kunne han mærke det.

”Filia.” Jeg samlede et lidt for velkendt postkort op fra flisegulvet. Det var krøllet fuld af jord og blod. Men det var stadig et billede af mig i dén krop jeg havde nu, med skriften Filia nedenunder. Jeg havde slået det op efter jeg havde set det igen, hos sutsko-sleeperen på loftet over skobutikken i Arvidsjaur. Filia betød datter på latin.

Jeg dumpede ned på bagdelen i to sekunder, og skulle lige til at skrue op for et anfald af vild selvmedlidenhed, da det pludselig slog mig hvad det var der var sket. Jeg havde aldrig set det før, kun hørt om det.

”Anées!” tænkte jeg. Jeg skulle finde Anées. Det her kunne kun være hans værk.

”ÅH shit… “ jeg rykkede et skridt tilbage og måtte gribe fat i hushjørnet, før jeg kunne bevæge mig gennem gården. Det lignede en massakre. Èn ting var at Se det hele for mit indre øje. Men dét her, det var frygteligt. Jeg havde aldrig været vild med at dukke frem fra mit skjul, efter en kamp. Men den her kampplads toppede alt hvad jeg havde set. Døde kroppe, eller … bevidstløse og døde kroppe lå spredt ud over det hele.

Jeg løb frem mod laden, jeg mente at jeg havde Set Anées stå dér, på bagsiden sammen med Carla og Ernesto. Men der var ingen Anées, bare en mærkelig lyd.

Jeg stod stille et øjeblik. Så var lyden tilbage.

”Eezz … kak-kak-kak.”

Det kom inde fra laden. Jeg trak forsigtigt en stor buskbom op af en blomsterkrukke, der stod ved døren til laden. Hævede krukken over mit hoved, klar til at kaste, Selvom jeg næsten med sikkerhed vidste at det var Anées der på en eller anden måde frembragte de underlige lyde. Det måtte det være.

”Eeezzz … eeezzz…”

”Kak, kak. kak.”

”KRACH.” jeg smed krukken, og kastede mig over Anées, der lå og greb ud med fingrene og sagdde ”eezz-eezz.” Han havde fråde om munden og det hvide var vendt ud af hans øjne. ”Kak-kak” – lyden, kom fra hans hæle der hakkede i gulvet.

Der gik 5 minutter før jeg fik ordentlig kontakt med ham. Han kom op at sidde, drak det vand jeg tilbød og slugte fire sukkerknalder før han var lidt mere klar i hovedet. Jeg havde set ham på mange måder, men aldrig så træt og udtjent som han var lige der. Hans skjorte, bukser og hår var gennem svedt, han kunne knapt nok bevæge læberne.

”Anées, sig hvad jeg skal gøre – hvad skal jeg gøre?”

”Få faf i fenfji. FFjendi.” Hans læber var stive og ubevægelige.

”Benji!” spurgte jeg. ”Men de er alle sammen bevidstløse.”

”FFaegg!” han pegede over mod skovvejen.

”Daeg, ja? Anées, du har jo hypnotiseret dem allesammen i bund. Jeg kan ikke vække dem!”

Han forsøgte at komme op at stå, men gled med det samme ned af væggen igen.

”Bbb… bb … enji!” stammede han igen. ”Dræk!” Han bøjede armene to gange i træk.

”Træk? Skal jeg trække ham?” Nu forstod jeg. ”Ja selvfølgelig, han var mindst og nærmest.”

Jeg tog en pressening, der lå pænt foldet sammen på en hylde til venstre for døren. ”Syret, hvordan alting er helt normalt og fuldstændig kaotisk på én gang.” tænkte jeg mens jeg løb over mod Benji.

Anées havde ingen kraft tilbage. Han skulle have Benji helt tæt på for at stoppe den hypnose han havde lagt ind i … ja, i alle åbenbart. Den havde ikke ramt mig fordi jeg sad i Benjis sikringsrum.

”Åh.” Først nu forstod jeg hvorfor Ernesto og Carla havde banket på døren. Anées havde sendt dem ned i sikkerhed, så de kunne hjælpe til når han havde fået alle ned i dyb dyb søvn. Men jeg havde taget nøglen, de kunne ikke komme ind. De skulle ha’ hjulpet Anées ud af hans trancen. Jeg vidste at der var noget med en tidramme. Jeg anede ikke hvor længe han kunne holde en trance kørerende med så mange dukket under på én gang. Men han var tydeligvis ved at nå den.

Det her var fucking nervepirrende. ”Hvad sker der hvis han må opgive, eller mister bevidstheden?” tænkte jeg. ”Tænk hvis de alle sammen vågner op og starter denne apokalypse én gang til!” Jeg skred i gruset bag Benji. ”Det må ikke ske. Hvis de alle sammen vågner har alt været forgæves og Filia – AKA: mig – Bliver dømt som whiteouter.

Med nye kræfter forstærket af min angst for at genstarte det masseangreb der havde være på pensionatet, begyndte jeg at bugsere benji over på Den grønne pressening jeg havde bredt ud ved siden af ham.

Det skulle vise sig at være langt mere besværligt end jeg havde regnet med. Han var jo fuldstændig slap. Det var som at prøve, at rulle en nudel med arme, ben og tunge støvler, over på et lommetørklæde. Hver gang det gik godt i den ene ende, rullede den anden af igen, presenningen flyttede sig eller rullede sig sammen under kroppens vægt.

Endelig havde jeg fået trukket ham over til Anées, der var mere klar nu, men stadig helt tung og træt i kroppen. Han havde drukket alt vandet så jeg fandt et par flasker mere frem til ham, mens han lagde en let hånd på Benjis pande. ”Du begynder langsomt at kunne mærke din krop.” brummede han med en dyb stemme. ”Først fødderne… “ han hostede lidt.

”Skal du ha’ vand?” jeg tilbød ham en flaske.

Han værfede mig væk med en slap hånd.

Jeg tog Benjis kniv i hans bælte og gik ud for at lede efter sleeper-puls. Jeg tog også en presenning mere, fra hylden, under armen. Jeg anede ikke hvor heftigt Anées havde hypnotiseret dem. Men jeg kunne lige så godt gå i gang med dét der havde været hensigten med hypnosen. At slå de svin ihjel.

”Nåh, ok.” De sleepere der lå, på den rute jeg gik for at komme ned til Daeg, der lå øverst i skoven, var alle sammen døde. Da jeg kom over til Daeg derimod, var der én med puls lige ved siden af ham. De så næsten søde ud, som de lå dér: smuk sovnede mand og meget grim sovende mand, begge fredfyldte at se på. Jeg stak kniven langsomt og sikkert ind i sleeperens hals. Der var ingen grund til hugge-stikke-sprøjte-blod, som jeg kunne se, havde været nødvendig de fleste andre steder. Ham her kunne ligge lige så stille og forbløde, de næste ti minutters tid.

Da jeg havde stukket fire af de sleepere der lå øverst i skoven, og fået Daeg over på presenningen, kom Benji og hjalp mig. Han var tavs og koncentreret. Det var jeg også. Uden at sige et ord til hinanden, slæbte vi først Daeg, så Tomas, inde fra huset.

Da Daeg var vågen, begyndte de at slæbe og jeg ledte efter puls og stak sleepere ihjel. Én for èn vågnede de andre, familien og jægerne. Én for én tjekkede vi puls og stak sleepere ihjel, til vi var sikre på at der ikke var flere levende. Alle hjalp tavse til. Vi slog ihjel, slæbte, trak og kørte lig på havetraktoren og stakkede de døde sleepere op omme bag laden.

Vi tog alle sammen brusebade udendørs, ved laden og bag ved huset. Ingen tænkte på blufærdighed, alle hjalp med at skrubbe og skure den tunge klamme sleeperstank af vores kroppe.

Det Svenske efterretningsvæsen kom med en lastbil og kørte alle sleeperne væk. Først til retsmedicinsk undersøgelse, derefter til forbrændingen.

Stuen og kælderen blev lukket af. Entréen blev, skuret og vasket. Ragner og Chase gik i gang i køkkenet. Signe og Ernesto forbandt, og syede folk sammen. Ravi, mig og Carla gik i gang med, at stille det store telt op på Nordsiden af laden, på et græsstykke der var mellem Pensionatet og laden. Her så det ud til at der ikke havde været nogen aktivitet overhovedet. Vi ville sove ude i nat, til vi havde fået desinficeret hele stueetagen. Det så ud som om der ikke havde været nogen kamp dér overhovedet. Men det skulle tjekkes og vi orkede ikke mere. Nu skulle vi bare have noget varm mad og sove.

Kapitel 76

TOMAS

“Hey makker, jeg lukker om et kvarter.” Tattoo Ole lignede sig selv han havde skiftet krop, siden sidst men han lignede sig selv. Ældre Birk, mørkt hår med grå stænk, blågrønne øjne, og et flot smil. En klar orange ring. “Men hvis du bare skal se på designs så ligger bøgerne der.” Han nikkede over mod en lille bar hvor der stod en gammel stempelkande og nogle mapper med tegninger af Tattoos.

Tomas sagde ikke noget, men gav sig tavst til at kigge på designs af havfruer, og andre dejlige damer.

“Der er mere moderne bøger nederst, hvis det er.” Ole var ved at gøre en tusch færdig på en ung mand, han havde arbejdet på længe så det ud til. Det var et vikingeskib, for fulde sejl, der var på vej hen over hans ryg.

“Jeg ved godt hvad jeg skal ha’,” mumlede Tomas, men blev ved med at kigge på skibe og roser.

“Ok, du har måske selv en tegning med? Jeg kan lige se på det… men det bliver tidligst i overmorgen, jeg er booket.” Ole koncentrerede sig, med et let snorken, om at lægge den sidste sorte farve på, før han rensede det stykke af den unge mands ryg han havde arbejdet på. ”Ok Per det var dét for i dag.”

Mens de to mænd blev enige om, at de havde aftalt tider, fire uger frem, blev Tomas en lille smule nervøs.

“Du vil gerne ha’ lavet en tusch?” Ole henvendte sig til Tomas.

Han havde været i butikken ti minutter nu, og havde hele tiden haft held til ikke at løfte ansigtet og se på Ole, men nu begyndte det virkelig at blive vanskeligt. Han rømmede sig og pegede på en æld gammelt foto af sin egen overarm, der hang på væggen i en gammel sort ramme. Det var over halvtres år siden det blev taget.

Ole lo lidt, “nå, det er sgu’ ikke så tit, folk ser på de gamle billeder. Det er egentlig mest af sentimentale årsager de stadig hænger der. Ham gutten der, han var min faste kunde i mange år, sammen med sin kæreste.” Stemningen blev pludselig lidt anspændt i det lille lokale.

Tomas knyttede sine næver, som han havde for vane. Men Ole misforstod, “– ok drengerøv, det kan godt være du sys’ jeg ligner en gammel svans … men tro mig, du vil ikke have et udestående med Tattoo Ole!”

Tomas nikkede under Capen, “- det ved jeg. Men Ole…” han rømmede sig. Det var virkelig vigtigt, at han ikke fuckede det her op. Han pustede langsomt ud, tænkte på Ana. Holdt fast i mindet om at holde hende tæt ind til sig, før han fortsatte han med den blødeste stemme han kunne mønstre. “Nu skal du ikke fare op.” Han gik hen for at låse butiksdøren. “Men det er mig Tomas, jeg er sgu’ rendt ind i nogle problemer.”

Da han vendte sig rundt, havde Ole selvfølgelig allerede en kniv oppe under hans hage. “Lad mig se dit ansigt. De siger der har været en fyr der udgav sig for at være Tomas.”

“Dårlige nyheder rejser hurtigt…” hviskede Tomas. Det var svært at tale tydeligt, med en kniv presset ind i huden lige over struben.

Ole trykkede knivsbladet hårdere op under Tomas’ hage, så han var nødt til at løfte hovedet og se ham i øjnene.

“Jesus Maria!” Ole trådte et skridt tilbage.

Tomas gjorde med vilje ikke noget forsøg på at fange kniven der stadig var låst fast i Oles stærke greb. I stedet holdt han en beroligende flad hånd frem mod ham, “Ole … jeg har kendt den her krop en lille uge, jeg er … det er ikke sådan at du har en rugbrødsmad og en kop kaffe til en træt dreng.”

“Hvad hed din kæreste? Hvis du er Tomas hvad hedder din kæreste så?”

“Ana, – og det var ikke et ordentligt spørgsmål. Det kunne enhver have fundet ud af.”

Ole tænkte sig om, “Hvad fik hun lavet, og hvor ville hun oprindelig have den placeret…” han lavede en skæv, snu mund og tilføjede, “… første gang! Aller første gang!”

Det var næsten over 150 år siden, men Tomas kendte svaret. Han vovede sig til at se på Ole, med et smil i øjnene. “Hun fik lavet den samme som dén. En helt enkel sort guldsmed.” Han pegede på fotoet. “Først ville hun have den skjult på anklen, men I sludrede mens du lavede min. Du fik hende til at indrømme at det slet ikke var dér, hun i virkeligheden gerne ville have en Guldsmed hængende.”

“Det var satans.” Ole trak sig i øret, og gned sig på hagen. ”Hvor endte hun så med at få den lavet.”

“På brystet, foran, svævende i kanten af korsettet.”

Ole lo og pegede på ham, “Det er nemlig rigtigt ja, det er nemlig rigtigt.” Forsigtig kom han hen til Tomas og løftede på Capen. “Du ser sgu’ ikke for køn ud knægt.” Sagde han og løftede capen helt af, inden han trådte et hurtigt skridt tilbage, for at se på Tomas. “Din ring er gul? Du plejer da at…”

“Ja den mangler lidt blå … måske kommer det med tiden… “ sagde Tomas. “Hvis man kiggere godt efter synes jeg den er på vej over mod det grønne i hvert fald.”

”Det lyder fa’me lidt underligt… “ mumlede Ole og vippede med øjenbrynene. ”Men ok, jeg har sgu’ set så meget i min tid.”

Tomas’ håb flakkede op som en rar flamme i hans mave. ”Ja? Er der noget med at ringen skifter farve hvis der sker noget stort i éns liv. Ikke bare nuance, men simpelthen farve?”

Ole rystede på hovedet. ”Har aldrig set det. Aldrig.” så nikkede han. ”Det er vidst bare en ammestuehistorie. Mente bare at man skal se meget før øjnene triller ud, eller hvad er det man siger…? “

Tomas skød det ud af hovedet. Bedst ikke at tænke for meget kunne han mærke. Kroppen havde det bedst når han var i standt til at slappe mest muligt af. ”Hvis du har tid, ville det betyde meget for mig hvis …” han nikkede over mod det gamle billede.

”Selvfølgelig.” Ole nikkede forsikrende.

”Jeg vil gerne ha’ en Guldsmed. Bare en lille en.” Tomas smilede skævt til sin gamle ven. Det gav ham håb at Ole troede på at han var Tomas, selvom hans øjne var fucked og hans ring var ny.

“Selvfølgelig.” Ole samlede drevent noget af sit værktøj. “Jeg tror sgu’ ikke det hjælper, på det dér.” Han så misbilligende på Tomas’ nye krop.

“Jeg trænger til at følge mig hel.”

“Hvorfor fa’en er du ikke taget hjem til familien, de er måske i København?” Han holdt en plasticflaske op. “Bare sort ok?”

“Nej Sverige. Men det er svært, de er meget beskyttende omkring … det er lidt kompliceret lige nu, med dem.” Han så træt på Ole. “Sort er cool.”

“Åh, kom. Kom med her.” Ole viklede en læderstrop omkring udstyret han havde samlet i et gammelt klæde og gennede ham ind gennem bagbutikken, mens han selv satte alarmer til, før han fulgte efter Tomas ud i baggården. “Vi skal bare lige over gården her. Jeg bor Der ovre nu.”

Hans orange ring glødede lidt i tusmørket. Han lo. “Jeg flytter mellem de tre lejligheder dér.” Han pegede op på et hjørne i den trange gård. Når jeg skifter krop, går der ikke længe før en af lejlighederne er tomme. Nogle gange er jeg jo heldig og kan flytte direkte ind i min gamle lejlighed. Men det kommer selvfølgelig an på hvor fa’en jeg havner henne. Så skal du bare op her.” Han lavede en gestus med hånden der viste vej op af en snoet bagtrappe.

Tomas var i gang med sin rubrødsmad nummer seks. Rugbrød var hans livret. Oles udvalg var ikke så flot som Ragners, og madderne nærmede sig slet ikke det velkomst smørrebrød Benji plejede at lave. Men spegepølse og ost var rigeligt fint til Tomas. Lige nu ønskede han sig ikke andet i verden end lidt ro og fred og en varm seng at sove i … hvis han var heldig. Ole Stod og bryggede kaffe på en madamblå, med en smøg i mundvigen.

“Tomas for fa’en, hvordan kan det dér lade sig gøre?”

“Hvad?”

“Ja dig! De øjne dér og den Ring? – det er jo dig, det kan jeg jo se på den måde du er på, bevæger dig på. Dine hænder, den måde du tygger din mad og sidder på stolen, på.”

“Tomas smilede skævt til ham. “Hva’ fa’en Ole, jeg vidste ikke du bemærkede mig på dén måde.”

“Ha, ha,” Ole lo. “Du ved det er ligesom når man ikke ser så godt på lang afstand.”

“Nej det ved jeg ikke.” Spøgte Tomas, og vovede at tage capen af, så han kunne køre sin hånd gennem sit nu, tre en halv centimeter lange hår. “Jeg er jæger.”

“Ha, ja, ja. Vi andre næsten Ordinarys vi får jo nogen gange nogle kroppe hvor vi ikke kan udligne alle skavankerne. Så skal du bare vide … at den måde folk bevæger sig på er som et slags fingeraftryk. Selv på lang afstand kan jeg genkende min veninde, Jytte. Hvad enten hun går eller cykler, så kan jeg sgu’ se det er hende, før jeg kan se det er hende. Hvis du forstår.” Han fyldte køkkenet med en hyggelighæs latter. ”Sært.”

Tomas rystede bare på hovedet. Og mens Ole gik i gang med at tegne en enkel sort guldsmed på Tomas’ overarm, begyndte han at fortælle om dæmonen, translokationen og familiens konsekvente afvisning af ham.

Ole lyttede bryggede kaffe, røg smøger mens han tattoverede. Bagefter drak de øller og talte om gamle dage. De blev siddende i køkkenet til klokken to om natten. Bortset fra Henry, var Ole det bedste der var sket for Tomas i hans nye krop. Ole veg konsekvent udenom når Tomas berørte nogle af de politiske emner der var i gang mellem Walk ins, Rossignol og Juntaen. Men han synes alligevel at kunne spore en medlidenhed for hans vanskelige situation, med familien og den nye krop. Så han vovede at spørge Ole: “Måske hvis du ringede til Anées…”

Ole holdt en kroget hånd, med nicotingule fingre, afværgende op foran Tomas. “Sorry knægt. Men hvorfor tror du jeg gemmer mig her? Jeg skal sgu’ ikke ha noget med walk ins at gøre, er ikke vild med dem!”

“Men det gælder måske mit liv!”

“Nix. Jeg holder mig til Originalerne, dem ved man hvor man har.”

“Måske kan jeg skylde dig for en pistol?”

Ole trak på munden. “Har kun en meget lille Flobert liggende … “

“Tak Ole. Jeg skal nok… “

“Ja, ja.” Ole trak øllerne af bordet og stillede dem over i skabet under vasken. Greb ned i en krukke der stod på bordet med sine garvede hænder. “Her.” Han gav Tomas en hånfuld amunition.

Tomas så ned på de 6 patroner der lå i hans hånd. “4 mm?”

Ole trak på skuldrene “Det er hvad jeg har. Den var egentlig til en shifter. De er lidt på stikkerne for tiden, -med de vilde der huser de der sleepere, såh … men her …” Ole åbnede køleskabet og gav ham en pistol der var pakket ind i et viskestykke.

Tomas trak en træt hånd ned over ansigtet. “Ok, cool. Tusink tak.” Han pakkede en lille revolver ud med et meget kort løb. “Super.” Han tjekkede løbet. “Men kan jeg sove her i nat?”

“Ja, så længe du er væk inden jeg står op.”

“Ok.”

”Typsisk,” tænkte Tomas. ”Det her skal jeg lige huske når jeg hader at være bundet til familien.” Løsgængerne havde en ufølsomhed over sig, som han ikke brød sig om. De hørte ikke til nogen steder. Skyldte ikke nogen noget, og forventede ikke noget fra andre. De havde kun sig selv og måske en kæreste et liv eller to. Men mest, var de alene. Liv ind og liv ud, alene.

“Butikken åbner klokken 16. Du har til klokken 14 i morgen eftermiddag.” Det var som om Ole kunne se ensomheden i Tomas’ lysegrå øjne. ”Du er sgu’ god nok, og alt det dér. Men jeg vil gerne ha’ min kaffe og mine morgensmøger i fred, hvis du forstår.”

Kapitel 77

ANA

Jeg rejste mig fra stolen i sygeværelset. Vinden i skoven brusede, regnen slog ind mod ruden, og huset knagede stadig en lille smule. Men uvejret var ved at løje af. Det havde været et værre hyr, at holde styr på det ligbål vi havde lavet ude på engen for Michael og Chias kroppe her til morgen. Men det gik ok. I det mindste skyllede den kraftige regn, resterne af blodbadet ud af gruset i gården og på plænen. Nu var der kun 4 tilbage af de nye jægere.

Et råb langt væk, strejfede mit øre, efter et vindstød. Så druknede al lyd igen. Der foregik noget omme på forsiden af huset. Mellem regn, vind og Pensionatets knagen kunne jeg høre nogen råbe. Jeg kiggede over på Tomas, han sov stadig tungt. Kampen i går havde taget hårdt på alle, men mest på Tomas og Ragner. Tomas var helt væk. Hans nervesystem var brudt fuldstændig sammen allerede i aftes. Han kunne ikke engang deltage og vise de døde en sidste respekt på engen.

Ragner havde været bange for at gå bersærker, men han håndterede sit overbelastede nervesystem ved at lave noget i stedet. Så han havde brugt hele dagen på at gøre kælderen og stuen ren, sammen med et par andre. Jeg havde været mere eller mindre på standby siden i går. Jeg var sgu’ heller ikke helt til stede. Hele tiden scannede jeg for sleepere. Hold nu kæft hvor jeg savnede min sporhunde. Men det lod til at vi fik lidt fred. I det mindste i dag, med mindre… Nogen råbte igen.

“Bliver vi angrebet igen?” Jeg åbnede døren ud til gangen. Hoveddøren smækkede op med et brag, Yenta og Ernesto styrtede ud i gården. Nu råbte de pludselig. Nej det var Ragner der råbte … og Daeg. Jeg satte af i løb ned af trapperne, greb min jakke, fortrød, løb op igen. I stedet stak jeg armene i ærmerne på min regnjakke mens jeg holdt øje med optrinnet genem det store vindue der var hen over trappen.

Der stod en ung mand i en vatteret skovmandsskjorte, jeans og en cap midt i gården. Han var omringet af 7 stærke jægere. 4 mænd og 3 kvinder. Daeg, Benji, Signe, Ragner, Carla – Ernesto og Yenta der lukkede kredsen. Ravi måtte som den eneste være ude på en rute.

Den fremmede lignede et såret dyr. Han var ikke sleeper, men walk in. Han havde en ring. En lys gul ring med et tint af grøn, næsten som Chias.

Jeg styrtede ned af trappen. Så voldsomt havde jeg aldrig set nogen modtage en fremmed. Efter i går var det måske forståeligt nok. Alle var på stikkerne. Jeg flåede døren op, men blev stående på sikker afstand oppe ved huset.

“Hør … hør nu bare på mig i to minutter!” Fyrens stemme var hæs og tør. Han vendte sig nervøst rundt i kredsen og fandt et holdepunkt i Ragner.

Alle var gennemblødte, stive, nogle med armslynger, flere med bandager, men de var alle kampklar. Daeg løb ind over pladsen og skar benene væk under ham, så han landede hovedkuls i gruset. Hele min krop trak sig sammen i krampe. Det var vildt at se på. For vildt. Også selv om vi stod midt i en enorm krise.

Det blødte heftigt fra fyrens øjenbryn. Det var ikke det første slag han havde fået. Men så vidt jeg kunne se, gjorde han ikke modstand.

“Daeg…” forsøgte han sig hvæsende. “Vi så hinanden sidst i Finland!”

Daeg vendte sig om med et sæt. Signe fór ind, trak fyren op og helt ind til sig. De nye jægere holdt sig passive. De lod familien konfrontere den ubudne gæst.

“Hvem har sendt dig?” Råbte Signe.

“Ingen.” Den unge mand trak sin cap længere ned over ansigtet, for at beskytte sig mod den massive regn. “Jeg er Tomas Seraph Brodersen – opstået under broerne i Nantes Søn af Caffaell Hadi Seraph. Jeg tilhører Den skandinaviske familie, gennem ægteskab med Ana Verdande Brodersen.”

Signe stak ham en lige højre. Han tumlede et par skridt bagud og kiggede fortvivlet op mod førstesalen, men fandt intet. “… Ana tilhører mig. Jeg er kommet for at hente hende.”

Pludselig fik han øje på mig i døråbningen. Jeg smækkede døren.

“ANAAA” der lød et desperat råb fra gården.

“PIS!” jeg åbnede døren og trådte ud i gården, i samme øjeblik som Benji sendte et massivt push direkte i hans mellemgulv så han igen blev hvirvlet omkring.

De legede med ham. Det var grusomt, hvem han så end var.

“STOP!” råbte jeg, og løb frem mod cirklen af vilde dyr. Kunne det virkelig være sandt. Skulle alle mine bange anelser blive til virkelighed. Uden tanke for dén Tomas der lå oppe i sengen, brusede mit hjerte pludselig af håb. Måske var min Tomas, min gamle Tomas her nu. Ham jeg genkendte på filmen hos Robert. Søde, blide smukke Tomas.

Alle vendte deres opmærksomhed mod mig. Fyren spændte kæberne på en meget velkendt måde, før han spyttede blod ud i gruset, og tørrede munden i ærmet på sin iturevne skjorte.

“Han påstår han er Tomas.” Ragner tog fat i min arm, for at forhindre mig i at nå ind til det stakkels menneske, der forsøgte at komme på benene. Han trak hidsigt den kraftige skjorte op over sin ene skulder igen.

Jeg kiggede på resten af lynch moppen, der stirrede forventningsfuldt tilbage på mig. “Hvad glor I på?” spurgte jeg. “Hvad er problemet?”

“Han har noget information som ingen anden end Tomas har. Vi er nødt til at finde ud af hvad det betyder. Hvor det kommer fra. Måske véd han noget om i går.”

Jeg så vantro på dem. “Men så lad dog være med at gå så hårdt til ham!”

Daeg hold en hånd op for sig. “Lad mig nu klar den her A. Du har ikke hørt det hele.”

“Hey!” råbte jeg “Vi er enige om at Tomas ligger inde i huset ikke? MIN Tomas ligger lige nu og hviler sin krop fordi han har kæmpet for dig Daeg! -for den her familien og for mig. Han kæmpede selvom han er dødssyg… “ jeg hostede. Ordene sad fast i halsen på mig. Vinden flåede i trætoppene.

Jeg var jo skingrende skør. Jeg forsvarede dem begge to. Både den falske og den sande Tomas. Jeg var bare ikke sikker på hvem, der var hvem.

“Du købte brød og mælk…” det var kun en hvisken, men jeg var ikke i tvivl om hvem han talte til. Den unge birk, der nu var kommet på benene trak sig et par skridt baglæns.

“Hvad!” Kommanderede jeg. “Latterligt! Dén historie kender alle!”

“Findland. Du købte…”

“Du er tankelæser? …” jeg rykkede i min arm for at komme fri af Ragner, men han holdt mig fast. Det var for at beskytte mig, ikke den fremmede, det vidste jeg. “Vi har alle talenter her. Det er ikke noget særligt!”

Min stemme lød overbevisende, men tvivlen slog som en ishockeypuck mellem Tomas på værelset og ham der stod her og … på en eller anden måde … Tomas var mærkelig, ja. Men hvis ham her også var … ham … nej. Nej, det var for vildt.

Jeg fik styr på min stemme. “Så du er walk in. Flot! En walk in der ønsker at infiltrere familien.”

Pludselig lyste Benji op, trådte et skridt ind og sendte et hårdt og præcist push lige ind i hans mellemgulv. Birken trak sig sammen og sank ned på det ene knæ. “Du kommer fra Warszawa!”

“JA, B! Jeg talte i mobil med dig to timer efter min transit. Hvad fuck sker der?” han lo hysterisk og kom langsomt op at stå igen. “Ok! Jeg er to steder … det har jeg fattet … hvorfor er Caffaell den eneste der genkender mi…”

“Caffaell har ingenting at skulle ha’ sagt her. Ikke mere!” Signes stemme var hurtig og hård som granatsplinter.

Han forsøgte at rette sig op, men han havde stadig en hånd presset ind mod mellemgulvet. “Jeg har været hos Ole…” han trak skjorten ud over skulderen, løftede op i ærmet på sin T-shirt og afslørede en helt frisk tusch. Det var en enkel sort guldsmed der hang på hans hvide skulder, magen til den allerførste Tomas havde fået lavet tilbage i attenhundrede og grønhvidkål. Umiskendeligt Oles design.

Det var dråben. Det var mit minde. Mit og Tomas’. Jeg lod min krop blive helt salp, dumpede ned på jorden og vred mig på dén måde fri af Ragners greb. Krøb frem og kom op at stå. Inden han kunne nå at stoppe mig, løb jeg ind, greb fat i hans blodstænkede T-shirt med begge hænder, og hvæsede. “Hvem har sendt dig!”

Der var noget han dækkede over. Han trak hagen ned mod brystet. Det regnede stadig kraftigt, men det var ikke det. Han ville ikke se på mig. Alt hvad jeg fangede ved ham var desperat. Men ikke ondt. Der var ikke spor af kamphormon i luften, kun forsvar.

Jeg håbede – i et sindssygt øjeblik håbede jeg – at det hele var en ond drøm. At Tomas på én eller anden måde var rask og stod her, i en ny stærk krop.

“Rrrrr … Grrrr.” Hilde der sad ved siden af Ragner begyndte at knurre.

“Se på mig!” hviskede jeg til den fremmede.

Signe råbte igen. “DAEG! Så giv dog ordren! Han skal dø. NU!”

Jeg vendte mig med et sæt. ”Vent!”

Helt uventet smækkede Ragner en kæmpe hånd foran hendes mund og trak hende baglæns, væk fra konflikten. “Bland dig uden om!” hvislede han.

“SE PÅ MIG!”

“SE PÅ HENDE!” Daegs kommando lå lige i røven af min.

Tiden stod stille. Lyden af vinden, skoven og regnen forsvandt. Der var kun ham og mig nu. – Og så mit latterlige håb …

“Please Ana…” Han løftene langsomt ansigtet – hans bryst gik som en blæsebælg – Forsigtigt tog han fat i capens skygge – trak den af hovedet – “Nonna…” hviskede han før han løftede ansigtet og så direkte på mig. “Der er ikke hvad du tror… “

Et fortvivlende stød i mit bryst, forhindrede mig i at skrige. To kolde vandgrå øjne, med sorte lodrette pupiller kiggede ud på mig. Dæmonen. Krampe. Min hånd lukkede sig over min åbne mund. “Nej!” hviskede jeg.

Mit håb blev til støv.

Hele kredsen afventede Daegs kommando. Daeg ventede på mig. Men jeg havde ikke i sinde at forære ham min hævn. Jeg ville give ordren. For første gang kaldte jeg selv på fuglen… det gik lynhurtigt:

Jord … næb … rødder … smerte … AAAAHH … det går for stærkt AAH … næsten alle fjerne er faldet af … ungen sidder sort forrevet og nøgen oven på jorden … jeg bløder indvendigt … endelig skriger den … endelig mærker jeg forbindelsen …

Jeg stod som lænket til jorden. Min krop var en pæl. Mine fødder skød rødder ned gennem gruset. Mine arme steg langsomt op og ud. Denne gang, oplevede jeg hvad der skete, selvom det gik meget hurtigere end nogen af de andre gange: Ilden løb ud og væk fra mine fødder. Gruset stod i brand. Jorden brændte under mig, -en cirkel af ild løb i vild hast væk fra mig. Ilden fængede selvom alt var vådt. Det var ligesom Mimer. Min ild brænder gennem vand. Jeg lo.

”DØ.” tænkte jeg da jeg så dæmonen brænde. Han stod i lys lue og jeg glad.

Regnen øste ned over os alle men ilden åd sig dybere og længere ud gennem gruset.

Mine øjne så dæmonen vælte sig ud gennem kæden af de overrumplede jægere. Jeg skreg indvendig. Sammen med fuglen. Det er frygteligt. Den baskede med vingerne nu. Men den kunne ikke lette.

Jeg hadede ham. Jeg hadede det liv jeg levede sammen med ham. Jeg afskyede fornemmelsen af hans krop mod min. Hans sind der var ét med mit. Jeg hadede mig selv, for ikke at kunne stoppe ham. Dæmonen var ikke død. Dæmonen levede. Alt jeg tænkte på var, at han aldrig mere skulle skade mig. Aldrig mere skulle han komme nær min Tomas, eller min familie. Aldrig mere.

Han løb, rullede sig i det høje græs, kom op at stå. Skjorten brændte stadig. Han flåede den af og løb i vild fart ned ad skovstien.

Der gik ild i to jægere, og i Signe. De rullede si