Sadia Ingenmands datter

Her er en skitse – et udkastet til de første 3 kapitler af min fantasy serie om Sadia Ingenmandsdatter, for de 12-15 årige.

Det er sikkert slet ikke sådan den ender med at begynde ;-), men så kan du se hvordan jeg arbejder. Jeg tænker at jeg vil lave en lille Sadia afdeling her på siden hvor jeg ligger de tidligste idéer ud, så du kan følge med i udviklingen. Men lige nu er jeg dybt begravet i bog nr. 2 fantasy serie om walk ins: ILDDÅB. Efterfølgeren til OPVÅGNING. Enjoy Sadia her …

SADIA og BJØRN beskåret 

Min bror Mads Herman, er en super cool bror. Han er tegner og animator, og har lavet denne første skitse af Sadia og Bjørn. Her kan du se hans tegneblog

Udkast til Sadia Ingenmandsdatter’s første eventyr, “Stjernebæreren”

Snifferne kommer

“Løb!” hviskede Maggie, mens hun skubbede Sadia baglæns ud af døren. Hun pressede bylten med tøj ind i favnen på hende og forsøgte at lukke døren til køkkentrappen, men Sadia havde sat sin fod i klemme.

“Mor?” hviskede hun tilbage, der var folk som råbte op omme på den anden side af huset nu. “Kommer du senere?”

“Hold nu op.” Maggies stemme var hård, “vi har været igennem det her, du ved hvad du skal gøre.”

Det var rigtigt, de havde været det igennem hundrede gange, “men …” Sadias øjnene blev alligevel ved med at lede efter et andet svar Maggies blik.

Maggie gengældte ikke hendes fortvivlelse med sin velkendte varme. I stedet kom hun med et hidsigt suk, “Sadia! Det er nu!” sagde hun så, mens hun skiftevis så ned på Sadias fod og på hendes ansigt. Hun masede med sin fod mod Sadias for at få den ud af klemmen.

“Hvad?” hviskede Sadia.

“Din fod,” hvislede Maggie, “flyt den!” Det bankede på døren i den anden side af lejligheden.

“Hvad gør du?” spurgte Sadia.

Maggie sparkede resolut Sadias fod ud af klemmen, “det ved du udmærket godt. Jeg slår dem ihjel. Løb så!”.

Sadias fod røg ud af klemmen, og Maggie klikkede lydløst døren i, lige foran ansigtet på hende. Bjørn stod et par trin længere oppe på den kulsorte bagtrappe, og sled i hendes slappe jakkeærme. Aftalen var, at de skulle løbe op på taget og stikke af hen over Rakkerpakker byens tage. Det var åbenbart kun hende der ikke kunne forstå, at nu var nu. Det var nu planen gik i gang.

Sadia fik en klump i halsen, hun var nødt til at bide sig selv hårdt i læben for ikke at komme til at tude. Som i et ondt mareridt greb hun fat i bjørnens tykke pels, så han kunne lede dem op gennem mørket, til tagene der lå syv etager over dem. Ud for hver bagdør på køkkentrappen stod de bom stille og lyttede, til de var sikre på at der var fri bane, før de listede videre. Bjørn gjorde nøjagtig som de havde øvet, han koncentrerede sig dybt om at stritte med sine store kløer, så de løftede sig fra trinnene, og ikke afgav klik-klak lyde. Sadias tanker sivede bare gennem hende som sand i et timeglas. Hun havde aldrig troet på at det her rent faktiske ville ske. At hun skulle flygte, alene uden Maggie.

“Hvad hvis nu vi bliver taget. Hvad hvis det er Maggie som blev slået ihjel og ikke Snifferne.” Hendes tanker fes rundt på må og få, som visne blade i en baggård.

De var kun kommet en etage op, Bjørn stod stille for at lytte ud for næste dør. Sadia kunne kun høre sit eget hjerte dunke i brystet på hende. Hun kunne pludselig ikke huske hvad pokker det var Maggie havde sagt. Der var nogen som havde en løsning, nogen som ville komme om hjælpe dem ikke? Bare Maggie fik det hurtigt overstået, så hun kunne komme ud i skoven til… ” der lød et brag nede fra lejligheden, Bjørn satte farten op og Sadia fulgte med så godt hun kunne. De standsede ikke længere for at lytte når de passerede en køkkendør. Først da de langt under sig kunne høre en bagdør blive smækket op, stod de stille. Det var en Sniffer, han gryntede på den der måde Sniffere gryntede på, fordi deres næser var så lange. Maggie må have såret ham, for Sadia kunne høre at han stønnede af smerte.

“Hvor blev du af?” Maggie knaldede hånden mod lyskontakten, så de sparsomme glødepærer lyste trappen op. Sadia drog et lettelsens suk, da hun hørte Maggies stemme, hun lød bestemt ikke såret. “Kom her din klamme stodder!”. Sadia fik øje på Bjørn, der havde drejet sit store grødhoved på en virkelig underlig måde og stukket sin snude sidelæns ud gennem tremmerne på trappens gelænder. Sadia gav ham et puf med skulderen, og mimede “hvad laver du?”

Han blev stående med det halve af sit hoved kilet ind mellem tremmerne, mens hans øjne svingede frem og tilbage mellem Sadia og det som skete neden under. Så fattede hun pludselig hvad det var der foregik. Han ville se hvordan Maggie klarede sig overfor en Sniffer.

“Mor slår os ihjel hvis hun opdager vi er stoppet op for at nyde showet” tænkte Sadia, men så stak hun også sit ansigt ind mellem tremmerne for at se hvordan man ondulerede en led Sniffer.

“Sniffere er ikke rigtige væsner, de er gjort at røg og grimme tanker” havde Maggie forklaret. Men hverken Sadia eller Bjørn forstod helt hvad det betød, før nu.

Maggie lavede lynhurtigt bevægelsen for ‘oprindelig’ lige foran Snifferen, der lignede et helt normalt menneske med en usædvanlig lang næse. Oprindelig besværgelsen blev ellers mest brugt som et slags viskelæder, vidste Sadia. Det var en besværgelse man kunne bruge når man havde lavet en fejl og ville tilbage til sit udgangspunkt. Men den virkede åbenbart også på Sniffere, for Maggie befandt sig pludselig midt i en grå røgsky. Hun gjorde tegnet for ‘brise’ mens hun hostede, så vinduet klaprede op og trak røgen med sig ud inden det lukkede sig igen. Det underlige væsen med den lange snude var virkelig ikke andet end røg. Både Sadia og Bjørn forsøgte at dreje hovedet for at se på hinanden, men de var kilet fast, det var kun deres øjne der mødtes. “Wauh.” signalerede de lydløst til hinanden. Så var den anden Sniffer pludselig bag Maggie, han sprang op på ryggen af hende og de tumlede ned af trapperne.

Det gav et ryk i begge de to hemmelige tilskuere længere oppe af bagtrappen.

“Vi skal væk herfra nu!” hviskede Sadia.

“Aurgh.” Bjørns hoved havde kilet sig fast mellem tremmerne, så Sadia måtte halvvejs op på ryggen af ham og trække i det ene øre for at få ham ud af klemmen.

“Hvorfor skal du også absolut være sådan en dreng.” hvislede hun og hakkede ham en lammer, lige på hans skulder før hun fortsatte i løb op af trappen. Hun kunne ikke længere holde tårerne tilbage. Det de var i færd med, var så uvirkeligt og så skræmmende, at ingen af Maggies grufulde godnathistorier kunne måle sig med det.

Der var Sniffere efter Maggie. Snifferne var værre end Guldknapperne. Sniffere kunne finde på at gennemtæske folk og nogle gange fik de også særlige mennesker til at forsvinde. De fleste af Guldknapperne var bare en flok helt almindelige panserbasser der gik rundt i uniformer og opretholdt loven. Nogle var ok søde, de lod krybskytterne sælge deres krypskyttekød, og de var heller ikke strikse, hvis nogen havde solgt eller byttet rationeringsmærker. Men Snifferne var de riges private vagtværn. De gjorde som det passede dem, og Uniformerne, som man kaldte Guldknapperne, så den anden vej.

Uden at ænse det skubbede Sadia den lem op, der førte ud på taget og krøb ud i den lune sommer nat. Måske havde en af de rige fra Plexibyen hørt at Maggie havde brugt magi. Det var ikke direkte forbudt, men man skulle have en tilladelse, og sådan en havde Maggie ikke. Alligevel gjorde hun det en sjælden gang i mellem, hvis folk havde virkelige store problemer. Men hun fortalte det aldrig til nogen, ikke engang dem hun hjalp. Hun fik det altid til at ligne en tilfældighed, en lille flaske med den rette medicin på et dørtrin, en person der dukkede op med en uventet gave, eller en hel bande der pludselig fik et monster grineflip midt i et overfald.

De få besværgelser Sadia havde lært, havde hun svoret på at hun aldrig, – aldrig nogensinde ville bruge når Maggie ikke holdt opsyn med hende … Sadias tanker gik i stå. Maggie havde fået hende til at sværge at hun ikke ville bruge sin magi med mindre det var virkelig nødvendigt. Men det var så længe siden at hun næste havde glemt det. Det var først nu at det gik op for hende, at Maggie måske havde lært hende det, fordi hun en dag skulle klare sig selv.

Hun trak hidsigt sin åndsvage pandehårs tot, om bag øret, mens hun stod og stirrede ud over kanten på taget. Der var længere ned end hun kunne huske. Stakken af gamle madrasser der skulle bøde faldet, var væltet og lå nu hulter til bulter, langt under hende.

“Shit.” tænkte hun. “Shit, shit, shit.”

Bjørn stod og gloede på hende. Det havde han nok gjort i et stykke tid, efter hans øjne at dømme, for de var smalle og hans øre var lagt helt tilbage. Sadia forsøgte at tage sig sammen, hun tørrede snot og tåre væk fra ansigtet. Han lignede én der havde lyst til at bide hende, men hun var ligeglad, hun havde allermest lyst til at vende sig om og løbe tilbage til Maggie, måske havde hun brug for hjælp. Men Bjørn vidste åbenbart allerede hvad hun pønsede på, for han stillede sig lige bag hende, mens han begyndte at brumme-knurre af hende.

Hun vendte sig om og så fortvivlet på ham, “men Bjørn det holder jo slet ikke det her. Vi klarer det aldrig.”

Han hørte overhovedet ikke efter. Han gav han hende bare et puf, med sit store hoved så hun røg baglæns ud over kanten på taget. Hun nåede lige at holde sig for munden for ikke at komme til at skrige. Heldigvis ramte hun to af de madrasser, der tilfældigvis stadig lå oven på hinanden. Det gjorde Bjørn desværre ikke, han landede på en af de helt tynde og fortsatte halvvejs gennem det rådne tag og sad fast.

“Årh din … din … klump!” rasede Sadia. Men så opdagede hun hvor ynkeligt han så ud, som han sad der, helt krøllet sammen i hullet. Det var kun hans hoved, forben og bagben der stak op gennem det ødelagte tag. “Vi har bare øvet det for mange gange, taget er noget gammelt lort!” Sagde hun og trak opgivende på skuldrene.

Bjørn nikkede så godt han kunne, og vrikkede med de lange kløer på forpoterne, for at få hende til at hjælpe ham op. Det var lidt svært, men til sidst fik de alligevel bakset ham op af hullet. Et rustent søm der stak ud af en af tagpladerne havde givet ham en ordentlig rift på det ene skulder, men han virrede bare med hovedet og sagde “Ermf.” hvilket betød noget alá, ‘lige meget’.

De begyndte at løbe hen over byens tage, på vej ud mod skoven de forbudte områder, her ville ingen mennesker finde dem.

“Lige meget hvad der sker!” havde de lovet og lovet og lovet Maggie, at de ville løbe, og blive ved med at løbe, indtil de var nået sikkert frem til skovhuset. Dér skulle de vente til der kom en løsning. “Og der kommer en løsning!” det havde hun også sagt, “der kommer helt sikkert en løsning på alt det her. Det er bare bedst hvis jeg ikke forklarer for meget endnu.”

“Hvorfor?” Spurgte Sadia.

“Hvis jeg fortæller dig hvorfor, stiller du bare hundrede nye spørgsmål, det ved jeg.

“Men jeg er allerede ved at revne af nysgerrighed.” protesterede Sadia.

“Præcis,” svarede Maggie mens hun rystede på hovedet af hende, “du må stole på mig Sadia, gør du det?!”

“Ja,” sukkede Sadia, “selvfølgelig stoler jeg på dig.” Men bagefter rullede hun med øjnene, da Maggie vendte ryggen til. Problemet var ikke, at Sadia ikke stolede på Maggie, problemet var at Maggie ikke stolede på Sadia. Hun blev ved med at behandle hende som en lille pige på syv.

Sadia løb gennem de velkendte mørke gader, hun vidste præcis hvilke veje hun skulle tage, og hvor hun kunne gemme sig hvis der kom nogen. Hun og Maggie havde boet i den pæne ende af Rakkerpakker byen i næste tre år nu. Før det havde de boet i et par andre byer, men der var også pludselig opstået problemer, og de havde været nødt til at flytte. Sadia kunne ikke helt huske det, men hun troede også nok at de engang havde boet ved en kæmpemæssig sø, der lignede et helt hav, engang. Men måske var det bare noget hun havde drømt, for Maggie ville ikke tale om det. “Når du bliver ældre,” sagde hun bare.

Sadia rev en vissen gren af et træ og kastede den så langt hun kunne. “Øv!” tænkte hun, ”hvornår vågner hun op, lige pludselig er det måske for sent. Hvad hvis der sker noget med Maggie i aften, så er det allerede for sent. Hvem pokker skal så fortælle mig hvad alt det her går ud på?!” tænkte hun vredt. Uh, hun kunne blive så rasende på Maggie, “urmf!” Sadia snublede over en fortovs flise der stak op af en sandbunke. Bjørn sendte hende et irettesættende blik og løb ind i en mørk gyde, mens han signalerede med et nik, at hun skulle sætte farten op. De var på vej gennem ambassade kvarterene nu, det var de gamle palæer fra før krigen, det var her alle udskuddene boede, de manglede alt, og var villige til at gøre hvad som helts for at få fat i det mindste. Så det var bedst at få denne del af turen overstået så hurtigt som muligt. Så snart de var kommet igennem det, skulle de bare planke gitterhegnet med krummelurerne, til parken, så var de i Plexibyen. Det var dem der havde penge, kom fra fine gamle familier, eller bare havde de rigtige forbindelser, der boede her. De havde bygget en slags plexiglas, og gummihuse, der kunne bevæge sig under rystelserne. Når Kloden kom ind i en periode med rystelser, var stenhusene, og især palæerne, ikke sikre. De rumlede og smuldrede fra hinanden. Nogen gange gik det så galt at et af de gamle huse revnede tværs igennem, væltede og sårede en masse mennesker.

Sadia kiggede sig over skulderen, inden hun greb fat i den sorte låge ind til parken, der var låst fire forskellige steder. De rige kunne ikke lide at få besøg. Men helt oppe i toppen var en af krummelurerne så store der præcist var plads nok til at hun kunne knibe sig igennem. Da hun var nede på jorden, på den anden side, trak hun op i den store pal der var stukket i jorden, skubbede en tværbjælke op og trak to splits ud, før hun åbnede lågen for bjørn, der valsede lige ind i den fine park. De talte ikke sammen, heller ikke ovre på den anden side af parken, hvor der var en sektion at hegnet der var så løst at Bjørn kunne løfte det du af hængslerne, så de kunne kravle over på den anden side og helt ind i Plexibyen. Så var det bare at håbe, at Snifferne ikke var på runde.

                                                                                                                     damask-style-text-dividers-11563033

Skovhuset

Det var lidt svært at få gitter sektionen op på plads igen uden Maggie til at hjælpe, men til sidst gik det, og de kunne begynde at snige sig ind mellem de fine huse.

Den første gang hun havde været der, havde været med Maggie da hun viste dem ruten den første aften. Uden at bemærke det selv, var Sadia stoppet op og havde stået og stirret på de store huse, man kunne se lige gennem dem.

“Kom så luntetrav.” Maggie gav hende et klap bagi for at få hende til at fortsætte.

“De ligner glaskasser med tissemyre i,” hviskede Sadia tilbage, og de havde leet alle tre.

Den aften var som en drøm. Maggie viste hende og Bjørn et gammelt glemt skovhus, der stod forladt på kanten af et af de store kratere, der var tre, fire kilometer uden for beboelsesområderne. Hun viste dem hvordan de kunne finde derud, selv i mørke som nu. Efterfølgende havde de øvet ruten derud igen og igen. Først med ord, og så i tankerne, hver aften inden de skulle sove.

“Jeg ved ikke om din lille størrelse faktisk ville kunne få huset til at vippe ud over dybet, men det er bedst ikke at prøve!” sagde Maggie, mens hun lettet gav Sadia et varmt klem. “Er det ikke et fint sted? Det er finere end vores gamle lejlighed inde i byen.” Maggie tog hende i hånden og viste hende et sted i skoven, hvor vandet piblede op af skovbunden. “Denne her kilde er ren, den kan man sagtens drikke af.”

Den tredje og sidste gang de havde været derude, havde de haft forsyninger med til at gemme i huset. Der var en lille sæk kartofler, knækbrød, skinke der kunne holde sig, to lightere, en lampe, masser af sterinlys, en gryde, og en kniv. Sadia havde bare stået og stirret da Maggie pakkede tasken ud. “Hvor har du alt det fra?”

“Fra rundt omkring.” Smilede Maggie

“Men det må ha kostet en formue.” Sadia rørte ved skinken, hendes tænder løb i vand.

“Jah jeg har byttet mig frem.”

“I hvor lang tid har du byttet?”

“Et par måneder vil jeg tro.” Maggie pakkede både skinken ind i plastic, og i nogle gamle tøjstykker, så trådte hun op på en stol og løsnede nogle sten i murværket. “Rækker du mig lige skinken?”

Sadia var målløs, “jeg ved ikke hvor mange gange jeg er gået sulten i seng, og så har du hele tiden haft en super saftig skinke liggende i tasken under sengen.”

“Nej skinken har jeg næsten lige købt.”

Sadia tog først selv en dyb indånding, inden hun lod Bjørn snuse til skinkepakken. “Vidste du godt at hun var sådan en snyder?” men Bjørn reagerede slet ikke på den lækre røgede duft, som fik Sadias mave til at råbe ‘giv en bid!’ Han luntede bare hen og rejste sig op af køkkenbordet for at kigge ud gennem vinduet.

“Han kan ikke lugte den.” Sadia var dybt forundret.

Maggie så fortroligt på hende og hviskede, “jeg er måske kommet til at kaste en lille besværgelse over ham.”

Sadia spærrede sine øjne op, “nej, det har du bare ikke gjort!”

Maggie trak på skuldrene, “hvad ville du have jeg skulle gøre, han snusede hele tiden rundt under den seng!”

“Du skulle have givet os et stykke! Mor, vi har været ved at dø af sult!”

“Ja ja, og alligevel står vi her. Giv mig så den skinke.” Maggie vippede utålmodigt frem og tilbage med sin hånd for at få Sadia til at aflevere, hvilket hun modstræbende gjorde. “En dag bliver du måske glad for at vi ikke har spist den.” Maggie trykkede pakken ind på plads før hun bad Sadia give hende en af stenene til at lukke hullet med.

Resten af dagen havde de brugt på at indrette sig rigtig hyggeligt i huset, de havde lavet mad over bål og Maggie havde endda givet hende lov til at prøve nogle af alle de besværgelser af, hun kun havde fået lov til at øve hjemme i lejligheden. Der havde de terpet hvilke ord, der hørte til hvilke bevægelser og tanker. Sadia havde gjort tegnene i luften, og sagt ordene, men aldrig samtidig. Men den dag ude i skovhuset havde hun fået lov til at tænde et stearinlys, og vaske op uden vand. Det havde været sådan en hyggelig dag, også selv om Sadia var kommet til at sætte ild til sin finger, fordi hun glemte at sende sin tanke over i vægen på lyset. I stedet havde hun fokuseret så meget på den bevægelse hun skulle gøre med hånden og fingeren, at der pludselig stod en flamme ud af hendes pegefinger.

“Kan du så snart forstå, at dine tanker er meget vigtige, når du sender en besværgelse af sted.” havde Maggie vrisset, mens hun forbandt hendes finger. “Det du tænker på, er det allervigtigste. Hvordan vil du have at jeg skal lære dig de svære besværgelser, når du ikke kan styre dine tanker?!”

“Men…”

“Det var meningen at du skulle være så dygtig nu at … at … argh glem det.” Maggie sukkede og rystede på hovedet. “Det her er umuligt.”

“Men mor …”

”Der er nogle besværgelser jeg har gjort så mange gange at jeg bare kan tænke på dem, så sker det helt af sig selv.”

Der løb et sus gennem Sadias mave. “Tror du også jeg kommer til at kunne det en dag.”

“Ja det håber jeg, det håber jeg virkelig.” sukkede Maggie. Hun lignede én der lige havde slugt en skrubtudse. Lidt rød om øjnene, og meget stram i betrækket.

“Men … “Sadia forstod det ikke helt.

“Stol nu bare på mig min lille musling. Det kan godt være at vi er lidt bagud med det hele. Men nogen gange er det bedst ikke at forstå for meget, vi skal vel bare stole på at det er en del af planen, og så lade verden om resten ok.”

Det hun sagde lige dér, det skulle have advaret Sadia om at det her var stort, at den her plan var noget hun skulle tage meget alvorligt. De talte om flugt, om at bruge magi uden tilladelse og om at skjule sig. Alligevel havde hun slet ikke fattet hvor seriøst det alt sammen var.

“Dummernik!” hun slog sig selv for panden mens de løb gennem byen. Heldigvis var der ingen spor af Sniffere. De var sikkert alle sammen inde i byen for at genere helt almindelige, søde og rare mennesker. ”åh …” Sadia kunne nærmest ikke trække vejret, så dum følte hun sig. Hun havde bare syntes, at det var superhyggeligt at Maggie brugte lidt af sin kostbare tid på at sidde og lytte til hendes remse inden hun skulle sove.

“Gyden bag gummi biblioteket, klemme mig gennem pladerne i hegnet, løbe langs med parkeringspladsen, ikke tværs over, dukke mig ned løbe foroverbøjet som en gammel kælling med en hund i hælene, under bannerreklamerne. Ind gennem den gamle kælderlem i det hus hvor ingen havde boet siden afspærringen blev sat op.” Det var den del af remsen de lige havde løbet.

Når hun så kom ned i bunden af haven, skulle hun krybe frem til hullet i hegnet mens hun hele tiden holdt øje med at Bjørn gjorde sig ekstra umage med at mase sig flad mod jorden. Så skulle de vente på lyskeglen som svajede forbi hvert femte minut, og først dér skulle de krybe gennem hullet. Hvis lysrobotten opdagede nogen form for bevægelse uden for hegnet, ville den slå alarm.

Sadia havde helt glemt tiden, Bjørn lå allerede fladt på maven, (så flad som en bjørn nu kan blive), i et hul der var cirka to meter fra hegnet. Sadia smed sig ned på maven og trak sig frem gennem græsset. En klam stank af råd og fordærv skød op i hendes næsebor som syle. I mørket, ved siden af sig, kunne hun skimte omridset af en død afmagret hund der lå foran kloakken. “Stakkels dumme hund. Alle ved da at man ikke skal drikke af vandet herude.” tænkte Sadia mens hun stumt lod sig dumpe ned ved siden af sin halvbror.

Da lyskeglen passerede det sted hvor de lå i skjul, krøb hun frem og stak forsigtigt hovedet ind gennem hullet, så lyttede hun intenst. Men hendes hørelse var ingenting mod Bjørns, han vidste allerede at der ikke var nogen i miles omkreds, så han gav hende et ordentligt puf bag i, så hun tumlede gennem hegnet.

“AU!” hissede hun, “skal du absolut blære dig med hvor meget du kan høre?!”

Bjørn afgav en af sine mere selvtilfredse guffelyde, før han selv begyndte at krybe gennem hullet. Sadia lod som om hun forsøgte at komme op at stå, men i stedet satte hun sig godt til rette på sine knæ lige foran hegnet med ryggen til Bjørn. Hun gjorde sig så bred som mulig, og stemte i med hænderne. Hun fyldte selvfølgelig ikke meget i hullet, men det var nok til at forvirre ham, så han fik vendt sig helt forkert.

“Euw!” brokkede han sig

“Hvad?” Sadia smilede og krøb lidt længere bagud, så det blev endnu sværere for ham at komme til. “Kan du ikke komme igennem?” hun skævede til den store bjørn, der ikke helt kunne se hvad det var der foregik. “Ej men du er altså også blevet lidt tyk i det, er du ikke.”

“Euff, aauuh. Huf” han afgav en hel række utilfredse smaske lyde, mens han ivrigt forsøgte, at klemme sig gennem hegnet.

Sadia kvalte en latter, da hun væltede sig til side, og han busede gennem hullet med sådan en fart at han slog en halv koldbøtte. Let som en orangutang fik den store bjørn væltet Sadia om på ryggen, hvor han klemte hendes skuldre fast mod jorden, inden han overslikkede hendes ansigt.

“Arh, hold op.” Sadia spruttede og lo, mens hun spjættede med arme og ben. Bjørn slog med hovedet, han var også glad, de var ovre den farligste del af ruten, det var gået let, og de var begge uskadte.

“Auf.” han gryntede og trak forsigtigt i Sadias ærme.

“Ja.” Sadia vidste hvad han mente. Lyskeglen ville vende tilbage om et par minutter, de måtte hellere se at komme af sted.

“Vi mangler bare at løbe gennem mosen, så er vi på stierne i skoven.” Sadia kløede Bjørn bag ørene, han guffede tilbage, og så satte de af i luntetrav gennem den sjappede mosebund. Lyskeglen kom sejlende et godt stykke til højre for dem, de kunne sagtens nå det.

Sadia knugede den bylt med tørt tøj Maggie havde givet hende med, ind til sig. Hun følte sig stærk. Bjørns tunge krop ved siden af hendes, forsikrede hende om at de godt kunne klare det her uden Maggie. Selvfølgelig kunne de det. Inden de lod sig opsluge af skovens dybe mørke, greb hun fat i hans tykke pels, og så løb de alt hvad de kunne. Sadia kunne ikke se en hånd for sig, og hun elskede det. Den måde han bevægede sine skuldre og brugte sin krop på, når han løb sammen med hende, var fantastisk. Han sendte hende hele tiden små signaler, der fortalte hende hvordan hun skulle løbe. Korte hurtige skridt betød at der var et spring lige om lidt, skuldrene fortalte hende hvor højt hun skulle springe. Lange svævende skridt, betød at der var fri bane, et langt stykke frem. Hun kunne mærke når han drejede hovedet for at fortælle hende at de skulle dreje til højre eller venstre. Hun adlød hver en bevægelse uden at tøve, det var som om de var ét væsen når de løb i mørket.

“Du er ikke tyk!”

Bjørn brummede utilfreds.

“Shh!” Sadia var ved at lægge sidste lag på af en pink neglelak, de havde fundet i en skuffe. Bjørn sad og viftede med sin højre pote sådan som hun havde sagt han skulle gøre. Han havde fået glimmergrøn på, men de var løbet tør allerede efter fire kløer. Nu sukkede han igen. Lige siden han var gået gennem taget havde han kværnet løs om hvor tyk han var. I forgårs var siderne på lænestolen så også flækket af, lige da han satte sig i den.

“Det er da utroligt at du gider blive ved med at brokke dig.” sukkede Sadia. “Jeg mente ikke det jeg sagde da siderne faldt lænestolen. Den er faktisk meget mere praktisk at sove i nu. Det var ikke din skyld.

“Jauhh.”

“Hvad vil du have jeg skal sige nu så? – undskyld at jeg er lille?! – Så undskyld.”

“Eruh!” han væltede om på siden, og lagde sit store hoved tungt på gulvet i det køkken de snart havde befundet sig, i over tre uger.

“Jeg keder mig da også, men du skal absolut være sådan en primadonna. Hvad vil du have jeg skal gøre, du er en teenage dreng i en Bjørnekrop. Selvfølgelig er du kæmpe stor.” Sadia smed sig baglæns på gulvet foran ham, og kom nok til at lande lidt for hårdt på hans mave, for han kom til at slå en prut af forbavselse.

“Jauhh!” sagde han igen, og blev endnu mere ulykkelig.

“Undskyld.” Sadia rakte op og klappede ham på maven, med bagsiden hånden, så neglelakken ikke blev gnedet ud. “Vi har snart ikke mere mad, ved du godt det.”

“Haun.”

“Ja, du kan gå ud og æde græs, men det gør jeg altså ikke.”

Bjørn brummede og kom igen med en af sine små tilfredse lyde.

“De bær er slet ikke modne! Jeg forstår ikke at du kan få dem ned, de er så mega sure at ens ansigt bliver til en tynd streg flere timer efter, man bare spiser én lille håndfuld,” vrængede Sadia.

Faktisk var Sadia rigtig god til at skyde med sin krydsbue. En mellemting mellem en bue og en slangebøsse. Men hun havde mest bare brugt den til at skyde til måls efter insekter, og Bjørns rumpe, for der var ingen dyr i denne del af skoven. Hvis der bare havde været vilde kaniner, ville hun sagtens have kunnet sørge for mad til sig selv og Bjørn. Men de havde ikke set et eneste dyr i skoven, siden de var ankommet. Dem som solgte krybskytte kød bag pakhusene gik heller aldrig på jagt her, de holdt sig til skovene mod øst.

“Det vrimler jo med mennesker i den forbudte skov på øst siden.” Havde Maggie sagt da Sadia spurgte hvorfor hun ikke havde valgt én af ruinerne på den anden side af byen.

“Men hvis og hvis og hvis, jeg nu bliver alene med Bjørn…”

“Det gør du ikke, sandsynligheden er så svimlende lille, det er kun for en sikkerheds skyld at du selv skal lære at finde vej,” afbrød Maggie hende. “Jeg skal bare lige ha’ sendt signalet, så tager vi alle sammen herud.”

“Men jeg ville være mere tryg på østsiden hvis nu …” argumenterede Sadia.

“Nej! Du er mest tryg herude hvor der ikke kommer andre mennesker. Mennesker elsker at snakke, og hvis der er en lille pige der bor alene i skoven med en bjørn…”

“Men du er jo sammen med os, vi skal netop ikke være alene … ” afbrød Sadia

“Forhåbentlig ikke.” Svarede Maggie tøvende.

“Sandsynligheden er så svimlende lille,” mindede Sadia hende om, og pustede til den hvide tot pandehår der altid hang og dinglede ned foran hendes øjne. Alt det her handlede slet ikke om noget Maggie havde gjort. Det handlede om Totten, det vidste hun godt inderst inde. Pludselig en dag så var den der bare, en helt hvid hårtot mellem alt det sorte. Maggie havde tabt et dejfad fuld af bolledej, den første morgen den hang der.

Den dumme tot havde gjort hendes liv til et rent helvede. Efter hun havde fået den, var de flyttet fire gange. Hun havde prøvet at skære den af, men det hjalp ikke en skid, den voksede bare ud igen, og den voksede hurtigere end alt det andet hår! På fire dage var den lige så lang som den altid havde været. Så hun havde opgivet det med at skære den af, det lignede alligevel bare at hun havde en hvid tot karse strittende dér midt i panden. Maggie havde forsøgt at farve den og binde farven med alskens besværgelser, men lige meget hjalp det. Næste morgen var den hvid som sne igen.

”Jogge siger at det er et djævletegn.” sagde Sadia en dag.

”Det er det aldeles ikke.” svarede Maggie og lod som om det ikke betød spor. Det var hun ikke særlig god til, – at lade som om noget der var vildt vigtigt, var en mini bagatel. Hun fik røde pletter på halsen af det.

”Men hvorfor stirre folk så sådan på den?” spurgte Sadia.

“Tyt” Snerrede Maggie og lagde en finger på hendes mund. “Jeg vil ikke høre mere om det, og du stiller ikke flere spørgsmål før der kan gives svar. Er det forstået.”

“Ja.” Mumlede Sadia og rullede med øjnene. Det var det mest åndsvage ved Maggie, – når hun brugte den der tone, så var det lige meget hvor ulogisk det hun sagde, var, så kunne man ligeså godt bare sige ja, forstået, ok, eller helt sikkert. For det eneste der kom ud af hende efter sådan et svar, var endnu mere surhed end de bær Bjørn gik og guffede i sig.

“Vi kunne stjæle noget mad fra nogen.” Sadia var kommet til at tænke på noget lækkert honning marineret kød af en slags, med kartofler stegt i mega meget smør til, fordi det var Maggies hofret.

Bjørn sagde ingenting.

“Nej det tænkte jeg nok,” sagde Sadia så. “Man skal ikke stjæle, det kan jeg heller ikke lide. Så hellere spise kogte kartofler til jeg kaster op.”

Der kunne næsten ikke blive mere stille i køkkenet, alligevel bredte der sig en stilhed i køkkenet, der krøb helt ind under huden på dem begge.

“Hvor mange er der egentlig tilbage i sækken?” Spurgte Sadia.

“Bjørn vippede tre kløer ud fra sin knyttede pote.

“Ok.” Sadia sank en klump. “Måske kan jeg prøve at koge noget af det der græs så. Argh! Jeg ville ønske den forbandede løsning snart kom.”.

Så blev der stille igen.

“Eller at Maggie pludselig var her,” sukkede hun, “tænker du også sommetider på det?”

Bjørn lagde sin store pote, lige oven på hendes ansigt, og trak vejret helt dybt som om han sov.

“Ej.” Sadia skubbede poten væk, med sin arm.

Så lagde han poten oven på hende igen, samtidig med at han slog sit bagben henover hendes mave, og så snorkede han helt vildt kunstigt igen.

“Ej min neglelak gnatter ud.” Sadia vred sig rundt for at komme fri uden at hendes negle kom i berøring med al hans tykke pels. Men han blev bare ved, og ved. Sådan boksede de lidt frem og tilbage, indtil Sadia gav sig. “Ok, ok, stop, jeg siger ikke mere om kedelige ting,” lo hun.

Bjørn rullede om på ryggen, og begyndte dovent at rode rundt i bøgerne der lå i bunker på gulvet. Fordi huset stod på en afgrund havde de besluttet sig for kun at opholde sig i køkkenet, i gangen og i soveværelset, for at være på den sikre side. Hvis Sadia gik ind i stuen, var det ok, men hvis Bjørn så meget som stod i døren begyndte huset at knage faretruende. Det var også det der havde gjort ham ekstra ked af det, han var ved at være en stor bjørn nu, så de havde besluttet sig for at ingen af dem måtte gå ind i stuen, heller ikke engang Sadia. For at være helt sikker på at bygningen ikke skulle tippe ud over kanten, havde hun endda flyttet hundredvis af bøger fra i reolerne inde i stuen, og ud i køkkenet og i gangen. De havde også bugseret to lænestole og en sofa ud gennem køkkenet og videre ind i soveværelset, der alligevel stod helt tomt. Så var det som om de følte sig mere trygge. Sadia sov i stolene og Bjørn sov på sofaen. Eller det vil sige, han startede altid med at sove på sofaen, men hver morgen lå han alligevel på gulvet.

Sadia tænkte nogen gange over det med at han var Maggies søn. Han var faktisk mere hendes søn, end hun var hendes datter. Hun kunne nok regne ud, at det var en eller anden der havde kastet en besværgelse, eller måske ligefrem en forbandelse over ham. Men Maggie ville ikke fortælle den mindste smule om det. Ikke et pip.

“Bjørn,” begyndte Sadia tøvende, “har Maggie egentlig nogensinde fortalt dig hvorfor du er en Bjørn?”

“Domk.” Bjørn lod en bog dumpe ned på Sadias mave.

“Auh!”

Han pikkede på omslaget med en glimmergrøn klo.

“Skal jeg læse?”

“Murf.” Bjørn trak en lille stak bøger ind under sit hoved, så han lå godt, og Sadia humsede sig lidt længere op på hans mave så hun bedre kunne holde den tykke bog han havde givet hende. Det var ok, hun kunne godt forstå at han ikke gad tænke på det med at han var en bjørn lige nu, når der var så meget andet.

damask-style-text-dividers-11563033

Legenden om Det Store Fald.

Hun åbnede bogen “Der er en masse sider der er faldet ud?” så lukkede hun den igen og læste på omslaget.

’Profetien og ægget.’ Sikke en mærkelig titel.” Så læste hun lidt i forvejen, uden at læse højt. “Men det er ikke en rigtig bog Bjørn, kan du ikke finde en anden, det her er en eller anden historiebog om tiden efter krigen og Det Store Fald, den er mindst tusind år gammel.”

Bjørn prikkede på forsiden med en grøn glimmerklo.

“Ja ok,” medgav Sadia, “den er skrevet af en Sejder, ’Gurid Vestar datter datter af Auloriens første folk’.”

Bjørn lavede utålmodige cirkler i luften, det havde han åbenbart allerede opdaget.

“Altså indledningen er væk, det ligner at der er nogen der har revet siderne ud. Men ok,” hun begyndte at læse. “Engang for mega længe siden blev der lavet et æg …”

Bjørn prikkede hende irettesættende på skulderen. Hun rømmede sig og læste igen.

“Engang for meget længe siden blev der skabt et æg som skulle advare menneskene hvis Sonoran, Den Ondeste af Onders Onder, som faldt for Eriths sværd i krigen år 2244, mod alle forventninger skulle genopstå.” læste Sadia. “Sonoran var den værste, grimmeste og den klammeste og ledeste troldkvinde verden nogensinde har set. Hun havde vorter og klamt hår der hang i kager ned ove…”

Bjørn brummede irriteret og puffede til Sadia.
“Skal du absolut rette mig hele tiden?” hun vendte sig halvt om og kiggede mindst lige så irriteret tilbage på ham.

Bjørn spidsede munden lidt, sådan som kun bjørne kan.

“Tror du ikke også jeg glæder mig til den dag hvor det er dig der skal læse højt for mig? Du er åbenbart mega meget bedre til det, sådan som du retter og retter.” Vrissede Sadia.

Han løftede øjenbrynene som om han da var ligeglad.

Heldigvis sagde han ikke mere, så hun gentog den sidste sætning, uden alle tillægsordene. “Hun var den værste troldkvinde verden nogensinde har set. Det var hende, og den hvide hær, der var skyld i at jorden blev sprunget i flere hundrede stykker.”

Sadia satte sig halvt op og stirrede på den tegning der var i bogen af Jordkloden og nogle kæmpemæssige landestykker der hang rundt omkring den. “Hey Bjørn, tror du på det der med at Kloden sprang i luften i under Den store kamp. Jeg mener, der er jo nogen der siger at Kloden ligner et kolossalt æble, som nogen har taget bidder af, og spyttet stumperne ud i universet.”

Han spilede øjnene op, som for at fortælle hende at hvis hun nu læste videre så kunne det jo være at hun fandt ud af det.

Men det gjorde hun ikke, “de siger at de store huller der er blevet sprunget ud af Jordkloden, hænger og svæver et sted ude i rummet, og at der bor mennesker som dig og mig derude. Eller som mig, men måske er der også bjørne og andre dyr derude.” Bjørn så mere og mere utilfreds ud. “- eller du er ikke dyr, det ved jeg, men du ved hvad jeg mener, hvad stod der …” Sadia bladrede tilbage i bogen, “jo det står her, ’Gurid Vestar af Auloriens første folk’. Tror du det er en rigtig bog? Altså tror du det er rigtigt at Aulorien er en ø ude i universet, tror du Kolonierne findes?”

Bjørn tog bogen fra hende og begyndte at læse for sig selv. Sadia forsøgte at hive den tilbage, “nej undskyld, nu skal jeg nok …” han så indgående på hende, “jeg sværger, jeg læser, det lyder virkelig spændende.”

Han gav hende modvilligt bogen, hun rømmede sig og så begyndte hun at læse igen; “En stor og mægtig kriger af Eriths slægt, slog hende ihjel.” Sadia holdt en finger på linjen, der hvor hun var kommet til, “det er hende Sonoran den Lede, eller hvad hun nu hed, som den der kriger har slået ihjel.”

“AARGGH!” bjørn udstødte et temmelig højt brøl.

Sadia mente ikke det var nødvendigt at sige mere, så hun læste bare; “For at være sikker på at troldkvinden, Sonoran den Ondeste af alle Onders Onde, ikke skulle genopstå, ved hjælp sin troldomskraft, hakkede man hende bagefter i tolv stykker, og begravede delene tolv forskellige steder på Aulorien, så verden aldrig igen skulle se hendes grimme fjæs.” Hun sukkede bare, da Bjørn prikkede hende på skulderen, fordi hun selv havde digtet det med ‘hendes grimme fjæs’. Hun hørte ikke længere hans beklagelser, det var som om bogen tog over. “Efter det store fald hvor Sonoran, den Ondeste af alle Onders Onder blev tilintetgjort, flygtede hendes tro tjener Diomedes og hendes hær af hvide djævlekvinder. Diomedes svor at hun ville hævne sin herskerinde, og djævlekvinderne svor på deres hvide knogler at de ville følge Diomedes til det hinsides og tilbage igen, for at hjælpe Sonoran med at genopstå fra de døde. Sidenhen har ingen dog set spor af dem, men det siges at man stadig kan høre dem synge Diomedes profeti når vinen hyler i natten.

Sonoran er uovervindelig,

Ingen kan tvinge hende under jorden,

I sorten muld mellem stjernerne,

flyder hendes blod for altid.

Hun vil bringe menneskene i knæ.

Faldet er uundgåeligt.

Ingen kvinde, ingen mand, intet barn af mennesket

kan tage hendes liv.

Hun evig.

Intet af denne verden vil kunne besejre hende.

Hun alene hersker over Mælkevejen.

”Wauh, det lyder vildt hva’, godt jeg aldrig har hørt hende Diomedes synge i vinden, hun lyder som en skrap kælling,” fnisede Sadia og læste videre. ”For at lave et værn mod denne profeti skabte man, ved hjælp af stor troldomskraft en løsning, der skulle advare menneskene, hvis Sonoran så meget som rørte en finger, i én af sine tolv grave …”
Sadia satte sig forvirret op. “Hov. Der starter en ny historie her, slutningen er væk.”

Bjørn hev bogen ud af hendes hænder, og bladrede frem og tilbage i bogen mens han brummede utilfreds “Auh? Emf!”

“Ja det siger jeg også, hvad er det for en løsning mon?”

Han tav og kiggede på Sadia.

“Ja!” hun sukkede, og kiggede ud af vinduet.

De kom begge to til at tænke på Maggie, hun havde også sagt at der kom en løsning. Men den var desværre også væk, præcis som siderne i bogen. Sadia knalde bogen sammen og smed den hen af gulvet. “JEG ER SULTEN!” råbte hun så højt at hun blev helt stiv i kroppen. Bjørn rejste sig opgivende op, så Sadia dumpede ned på det bare trægulv, og luntede ud af fordøren.

Der gik to dage hvor der ikke skete så meget, ud over at de var ved at krepere af sult. Det med ikke at bryde sig om at stjæle mad, viste sig at være en følelse der forsvandt jo mere sulten man blev.

Under deres to sidste måltider, som bestod af kartofler til Sadia og græs og bær til Bjørn, havde de lagt den perfekte plan.

Tidligt næste morgen sneg de sig af sted, først gennem skoven og mosen, så Plexibyen og ambassadekvarteret, til de kom til den pæne ende af Rakkerkvarterene. De vidste nemlig at bager Bugge leverede brød ’før fanden fik sko på’ hver morgen i Plexibyen. Men de vidste også, at om torsdagen, havde han ekstra varer med til Plexibyen, fra købmanden og fra slagteren, fordi han var den eneste der havde en bil med lad. Så Sadia og Bjørn lå på lur i Bugges baghave sammen med slagterens vagthund Maximus, der var en stor bidsk kamphund, – og én af Bjørns rigtig gode venner.

Det der havde været sværest ved at lægge den plan var at de skulle stjæle fra nogen de kendte. Det ville ha’ været meget mere behageligt at stjæle fra nogen de ikke kendte. Men i Plexibyen var alle steder med mad eller forsyninger bevogtet af Guldknapper med våben, netop fordi der var så mange der stjal.

Sadia tog en dyb indånding, de første to ture til vognladet var gået godt, de havde givet en pose med æbler, og en lille bakke æg. Købmanden der havde læsset alle sine vare op i Buges bil, var allerede kørt igen. Men slagteren var først lige kommet og havde netop sat fire kasser med kræs yderst på ladet. Nu var både han og Bageren gået ind i bagbutikken, så Sadia sprang lynhurtigt frem, løb over til lastbilen og greb ned i en af kasserne, fiskede et par ting op, og stoppede det ind under blusen uden at tage sig tid til at se efter hvad det var. Først bag brændeskuret tjekkede hun sin fangst. To røgede pølser, lækkert. Mens hun stoppede det ned i tøjbylten til de andre ting, kiggede hun over på Bjørn der sad i det dugvåde græs under et blommetræ, og talte med Maximus. Maximus sad med ryggen til gårdspladsen så han ikke kunne se hvad der foregik, hun kunne se at han logrede med halen, Bjørn kiggede næsten umærkeligt over mod Sadia, og trak sig i øret sådan som de havde aftalt, at han skulle signalere til hende hvis alt var ok. Maximus var nemlig mest vild med Bjørn, og ikke så vild med Sadia, eller rettere, hun hadede alle der gik på to ben.

Sadias mave drejede lige en hurtig omgang, “det er ikke helt fair det her,” tænkte hun og bed skammen i sig, før hun igen sneg sig frem for at snuppe bare én eller to ting mere inden de løb tilbage til skovhuset. De havde nemlig aftalt ikke at tage alt for meget. Hun nåede at stoppede et tungt glas syltede grønne tingester i den ene lomme, og en bøtte et eller andet i den anden, før hun hørte en stemme bag sig.

“Hej Sadia!”

Hendes hjerte holdt op med at slå i mindst ti sekunder før hun kunne svare.

“Hej Bugge.” Hun forsøgte at lyde glad, og fandt på at gribe fat i bilens lad, hvorefter og tog sin ene støvle af, og lod som om hun hældte grus ud. “Nå dér var lige en sten i min sko.” Peb hun, som om det var helt planlagt at hun stod der og gloede i hans gård. De tunge glas i hendes lomme tyngede hendes bukser så meget at de var lige ved at falde af.

“Du er måske på vej i skoven for at skyde noget?” han pegede på Krydsbuen der hang på hendes ryg.

“Men det er jo forbudt Bugge.” Hun sendte ham et indforstået smil. Hun var ikke ligesom de andre krybskytter, men en gang i mellem havde hun da skudt en kanin eller to. Dem de ikke selv spiste, brugte Maggie til at bytte med, det vidste Bugge godt.

“Hvis du nu rammer noget i dag så…”

“Jeg skyder bare til måls, jeg skal ikke ud på øst siden.” Afbrød hun ham, hun ville bare af sted så hurtigt som muligt.

“Lyder fornuftigt,” sagde Bugge, hans stemme lød underlig. “Det er der vidst ikke så mange der jager for tiden, Uniformerne er lidt oppe på dupperne for tiden.” Han rømmede sig, “hvor har du forresten gjort af Maggie? Jeg hørte I havde besøg af et par Sniffere.”

“Nej det var ikke os,” løj Sadia og tog sin støvle på igen “de skulle ind og lede efter noget inde hos Frans tror jeg det var, de tog fejl af opgangene.” Så drejede hun en finger rundt ved tindingen, “de er vidst helt oppe at ringe over et eller andet for tiden,” før hun stak hænderne i lommerne, for at det skulle se ud som om det var dem hun havde i lommerne og ikke stjålne glas.

“Bugge, jeg tror vi er ved at være klar nu.” Det var slagteren der råbte henne fra døren.

“Nå, men så hils Maggie når du ser hende, og sig at hun skal passe på, Uniformerne er temmelig hidsige lige nu, og der er flere Sniffere på gaden end nogen sinde før. Men det ved hun sikkert allerede.”

“Ork ja, vi snakker ikke om andet.” Sagde Sadia, og slog det hen med den højeste latter hun kunne mønstre. Det lød noget alá to forpustede mus der hopper i en plastikspand, temmelig spagt. Så slentrede hun over til brændeskuret for at snuppe sin bylt, mens Bageren gik tilbage til bageriets bagindgang.

“Pfiv, det var tæt på.” Sadia kiggede efter Bjørn, der allerede var på vej ud af gården, han havde hørt det hele. “Ok så langt så godt, nu skal vi bare gennem byen og ud i skoven uden at nogen opdager os. Hele byen ved åbenbart at vi har haft Sniffer besøg.” Sadia var allerede halvvejs gennem buskadset i baghaven da hun lugtede det nybagte brød der var blevet båret ud i gården. “Åh.”

Bjørn standsede også op, og vendte sig forsigtigt rundt uden at mase alt for mange hindbær. “Ehm!” han kom med så lille en lyd som muligt, men der var ingen tvivl om hvad han mente.

“Men det vil være perfekt sammen med alt det andet, det ville næsten være en skam ikke lige at snuppe et nybagt brød også.” Hviskede Sadia.

“Ehm … Ehm” Bjørn rystede på hovedet.

”Hvor er Maximus?”

Bjørn lagde hovedet på skrå og lukkede øjnene.

”Gør du nar, eller fortæller du mig at han sover?”

Bjørn lukkede øjnene hurtigt en gang til, hvilket betød at Maximus sov, men så spilede han sine øjne helt vildt op igen, for også lige at fortælle hende at hun var sindssyg, hvis hun troede hun kunne slippe af sted med også at stjæle et brød.

Sadia gav ham et totalt spejl, af hans åndsvage ansigt, “tager du lige bylten, så ses vi ved hullet i Parkeringspladsen.” Hun smed tøjbylten med alle de gode sager hen til ham, før hun løb tilbage til gården med det fristende brød.

“Auuh!” Sadia vred og drejede sig. Men bagerens hånd var som en jernlås omkring hendes nakke.

“Schlip!” hvislede han ud gennem sine låste kæber. “Slip så det brød nu!”

“Av, av, av. Slip selv!” tryglede Sadia.

Men Bageren sad desværre fast i den anden ende. Hun kastede med hovedet for at få sit åndsvage lange pandehår væk fra øjnene så hun kunne se hvor hans skinneben befandt sig, hun ville virkelig gerne give ham en ordentlig hakker, så han kunne forstå at hun mente det alvorligt. Men hendes hår var så møg beskidt at det bare dumpede ned foran ansigtet på hende som en tjavset fuglerede. “Jeg er virkelig sulten! Jeg har ikke spist i to dage!” Skreg hun.

Bageren ruskede hende endnu mere og trak så meget i det brød hun havde stjålet, at hun nu måtte holde fat i det med begge hænder.

“Du skal ikke lyve for mig din beskidte tyvetøs! Hvor er Maggie? Hun ville aldrig tolerere den slags! Slip så! Var det jer snifferne var efter, hvad har I gjort? Er det jer de leder efter?”

Sadia var helt skeløjet af at koncentrere sig om bagerens fingre, så hun hørte ikke helt hvad han sagde. Da hun var sikker på at fingrene var det eneste hun tænkte på, slap hun brødet med den ene hånd, lavede bevægelsen for ild, og hviskede hun ‘Pyros’.

“Ah uhu – for dén da!” råbte Bageren med en underlig lys stemme. Det var ikke meget ild der kom ud af hans fingre, men hans håndflader derimod, var der gået ild i. Nu stod han og klappede som en dreng på fire år, mens han pustede ind mellem klappene.

“Umpf!” Sadia ramte jorden så hårdt at hun var sikker på hun nu ville få et enormt blåt mærke midt på den ene balle. Men det var der ikke tid til at tænke over nu, hun kom hurtigt på benene igen og så løb hun alt hvad hun kunne.

“Kom tilbage din lille lort!” hvæsede Bugge bag hende, mens han klappede den sidste ild ud, mellem sine hænder. Han løb efter hende ned gennem baghaven, men han var temmelig tyk og kunne slet ikke følge med Sadias ben der var ekstra hurtige fordi hun var meget bange for hvad der ville ske hvis han fik fingrene i hende.

“Undskyld Bugge.” Råbte hun bagud, mens hun løb med høje knæløft gennem hans jordbærbede, der var ingen grund til at gøre ham mere vred end han var i forvejen, ved at trampe i hans jordbær. “Undskyld og tak, tusind tak.”

”WRRROOF”

”Pis.”

Det var Maximus der i hvert fald ikke sov til formiddag. Han stod med blottede tænder og smilede ondskabsfuldt til hende, al det rabalder de havde lavet i gården havde vækket ham.

Helt febrilsk begyndt hun at fumle rundt i sine lommer efter godbidder men de var tomme, Bjørn havde fået bylten med alle de lækre sager. Der var ikke noget at gøre, brødet ville hun ikke af med.

”Ok Maxi basse, hør her. Du må meget undskylde men jeg kan ikke så mange besværgelser.” -og lige i dét hunden sprang frem for at æde hende til morgenmad, råbte hun et halvkvalt ”spis op”. Lavede en perfekt bevægelse med fingrene og pegede på den kompostdynge der lå for enden af jordbærbedet.

”Wrap-wrap-wrap …” Maximus sendte hende et fortvivlet blik mens han gumlede jord og gammelt køkkenaffald i sig.

”Undskyld.” peb hun igen, ”Jeg ved præcis hvordan det er.” -og så løb hun med sit lune brød mod parkeringspladsen og hullet i hegnet, hvor Bjørn ville stå og vente på hende. Sadia snusede til brødet mens hun løb, men det hjalp ikke rigtig. Hun satte farten lidt ned, “det her det gør jeg bare ikke igen,” lovede hun sig selv. Det var meget mere ubehageligt at stjæle, end hun lige havde regnet med. Det føltes om at stikke hånden ned i en hel krukke med biller. Man kunne godt gøre det hvis det var, man døde jo ikke af det. Men man fik en underlig form for kvalme af det. Hun var heller ikke stolt af det hun havde gjort mod Maximus. Kompostdyngen var temmelig stor, selvom han var bidsk, havde han ikke fortjent at skulle æde det hele. Men hun kendte ingen modbesværgelse til ’spis op’ besværgelsen. Den eneste måde hun kunne stoppe en besværgelse på var at sende en ny en af sted mod ham, og hun havde ikke ligefrem lyst til at sætte ild til ham.

”Vent.” Sadia vendte om, og løb det lille stykke tilbage til haven. Hun kiggede ind over hegnet, og så at stakkels Maximus stadig stod og guffede skrald i sig. Hun tog en dyb indånding, hun vidste ikke om det ville virke, men det var forsøget værd. Hun skulle bare tage det helt roligt og fokusere alt hvad hun kunne på Maximus. Hun lukkede øjnene og tænkte på Maximus, mens hun lavede bevægelsen for ’oprindelig’ og hviskede ordet.

”FLUMP.” Pludselig stod der en lille bitte hundehvalp og nøs, midt i køkkenkomposten. Sadia smilede for sig selv, ”se nu dér, så farlig er den alligevel ikke.” Så vinkede hun til den og løb lettet af sted for at finde Bjørn.

“Ha! Ser man det, en bjørn her midt i ingenmands land.” Sadias hjerte gik i stå. Hun dukkede sig helt ned under et banner for at de ikke skulle få øje på hende. Hun var nået frem til Parkeringspladsen hvor Bjørn ganske rigtigt stod og ventede på hende. Desværre var der også to kvindelige Guldknapper der stod og ventede sammen med ham. Hun kiggede sig omkring, det lod ikke til at der var andre i nærheden. Parkeringspladsen var tom, bortset fra den lille pansrede golfvogn, Uniformerne kørte deres patruljer i. De to kvinder var næsten lige så brede som de var høje, og helt ens bortset fra at den ene var karseklippet og den anden havde solbriller på for at se cool ud. Det gjorde hun bare ikke, for de var alt for små, stængerne var kilet ind i huden ved hendes tindinger. Det var garanteret nogen hun havde fået i bestikkelse, for at overse en eller anden lyssky handel.

Den anden stod og prikkede til bjørn med en kæp, “gad vide om den kommer fra et omrejsende tivoli.”

“Helt sikkert.” Brægede den anden. “De træner børnene og dyrene til at stjæle fra ordentlige mennesker.”

“Hva’ har de ellers trænet dig til at kunne, hva’ basse? Den er godt nok stor hvar'” hende med karsehåret lo af Bjørn, “eller … du er vidst nærmere fed og doven. Kom så lille bamsebjørn, dans lidt for os.”

“Nej.” Råbte Sadias tanker så højt at hun var sikker på at Bjørn hørte det, han hadede den slags mennesker. Men han hørte hende ikke, han daskede ud efter kæppen og knurrede af dem.

Så tog hende med solbrillerne sin mobil op, og begyndte at spille musik, “uhu dans en lille dans for oooss …” sang hun, mens hun selv vuggede frem og tilbage med sin kæmpe bagdel, der var placeret oven på de to træstammer, der skulle forestille hendes ben.

“THIK! … THIK!” Bjørns ene bagben knækkede sammen under ham, og han udstødte et ynkeligt brøl.

Først nu så Sadia at det ikke var almindelige kæppe de to Guldknapper stod med. De havde slået deres stødstave ud. “THIK!” Karse dronningen gav ham et stød mere, så han satte sig helt ned på bagdelen. Han sagde ingenting denne gang, men Sadia kunne se at det gjorde ondt.

“Dygtig …” vrængede den ene kødklump i uniform, før hun gav ham et stød i brystet der fik ham til at trække sig tilbage så han kom helt op at sidde på bagdelen.

“Dans så for os dit dumme dyr” lo den anden hånligt af ham.

Sadia samlede en håndfuld af den sorte granit grus der lå hele vejen rundt om parkeringspladsen, og puttede det i lommen. Lige inden hun skød den første sten af fik hun øjenkontakt med Bjørn der så meget overrasket ud.

“TJAK!” stenen ramte fedtbillen lige mellem øjnene så hendes briller knækkede.

“Av! Av, av, av, av.” Råbte hun og bøjede sig forover mens hun holdt sig for panden.

Den anden kvinde stod helt stiv og stille mens hun lyttede intenst. “Hvem der!” råbte hun med en barsk stemme. “Hvem våger at angribe Folkets Guldknapper?!”

“Løb!” skreg Sadia til Bjørn der allerede var ved at komme op at stå på sine ømme ben.

“TJAK!” Sadia sendte endnu en sten af sted. Den ramte den kvinde på halsen, hvilket hun var ret stolt af, for den hals var så kort at der næsten ikke var plads mellem hendes hage og hendes skuldre til at kile en granit sten ind. Men hun vidste af erfaring at et skud på halsen gjorde herre nas, og var det der allermest mindede om at blive ramt af en pil. Hun fik ret, den brede faldt om, og skreg som en stukket gris. Hun var sikker på hun var blevet hårdt såret, og døden nær. Sadia var ligeglad, hun sendte lynhurtigt to sten, og så to sten mere af sted mod Uniformerne, mens hun løb langs med bagsiden af banner reklamerne. Bjørn sejlede af sted mod det gamle hus, på sine stakkels ben. Sadia blev ved med at sende en regn af hårde skarpe sten af sted mod Guldknapperne.

“Vi bliver angrebet.” De to kvinder lå og rullede rundt på parkeringspladsen, de anede ikke hvad det var der havde ramt dem. Den ene lå og råbte ind i sin mobil, mens hende med karsehåret forsøgte at komme på benene. ”Hvor skulle jeg vide det fra,” skreg hende med mobilen. ”Vi bliver angrebet af maskingeværer eller dræber bier, send forstærkning nu!”

Sadia var løbet tør for sten. Men hun var nået frem til deres lille latterlige kampvogn, hvor hun fandt en gummiknippel inde på førersædet. Hun have fået øje på tøjbylten med tyvekosterne, bag en gammel tønde der hvor de havde stået og chikaneret Bjørn. De skulle ikke slippe af sted med at behandle ham sådan, alle Uniformerne hjemme i rakker kvarteret vidste at han var en god bjørn. Og de skulle slet ikke forhindre Sadia i at få sine hårdt tjente tyvekoster med hjem. Det ville være ubærligt at tænke på at de havde stjålet fra Bugge, uden at der var kommet noget godt ud af det.

“FUMB! GOK!” Sadia gav karsedamen, der var kommet halvvejs op at stå, et slag med kæppen tværs over lårene, og så et lille gok i baghovedet, så hun faldt forover, uden at dø af det.

Den anden trådte hun bare på maven da hun løb hen over hende og snuppede bylten i farten.

“Send forstææææærkninger n … u!” brølede hun, da Sadias støvle trampede på hendes mave.

damask-style-text-dividers-11563033

Mørkemanden kommer

De løb tavse gennem mosen, Bjørn løb et godt stykke foran Sadia. Hun kunne se på den måde han løb på, at han var ked af det. Det var hun også, men hun ville ikke tude, det var mest synd for Bjørn. Ikke nok med at han var vildt ked af at han var blevet så stor, for slet ikke at tale om at han var en bjørn i stedet for en dreng. Men nu havde Sadia også reddet ham, det var på en måde det allerværste der kunne ske. For hvis der var noget han var stolt af, så var det når han reddede hende ud af en knibe.

“Hey Bjørn kan vi ikke lige holde en pause jeg er lidt træt,” hun lænede sig op af et træ. Måske hvis hun lod som om han var nødt til at bære hende, ville det hjælpe på hans humør. Bjørn vendte om og kom hen til hende.

“Pyh, åh, jeg har det ikke så godt.” Hviskede hun.

Han sagde ikke en lyd, han stod bare og snusede lidt til hende.

“Hvad med at vi lige hviler lidt, jeg tror måske jeg er ved at besvime.” Hun lod sig dumpe ned ved et bøgetræ.

”Ehhur!” Bjørn købte ikke hendes lille skuespil.

“Jeg tabte brødet. Men der er pølse og postej … ” hun åbnede bylten og viste ham alle de gode sager. Men han var totalt uinteresseret. “Bjørn … tag nu bare og spis.” Sukkede Sadia. “De var jo totalt dumme i hovedet de to.”

Men han vuggede bare lidt tøvende, og gik et par skridt tilbage.

“Årh kom nu … du skal da spise.”

Han fnøs af hende.

“Kom nu, tror du at du er den eneste der har det svært!” Hun forsøgte at række ud for at klø ham bag øret, sådan som han godt kunne lide det. Men pludselig stampede han i jorden foran hende og brølede så højt at hun tabte al maden ud i skovbunden. “Hold op!” råbte hun tilbage, men det lød temmelig spagt i forhold til hans bjørnebrøl.

“AAAAARRRRRRGGGHHH!” han brølede igen, denne gang var det endnu højere, og så stampede han helt tæt på hende og brølede én gang til, som om hun ikke havde forstået hans trusler første gang.

Sadia blev så forskrækket at hun, uden at tænke over det greb fat i en af de lavt hængende bøgegrene og svingede sig op i træet. Bjørn sagde ikke mere, men for en sikkerheds skyld kravlede hun lidt højere op, og satte sig til rette på en bred gren, hvor hun kunne sidde lidt indtil han var kølet lidt af. Hun skulle ikke nyde noget af at få et klap af en bjørnepote, det havde hun prøvet én gang før. Den følelse var ikke noget hun behøvede at få genopfrisket.

Det gav et sæt i Sadia. Der var noget der dunkede hårdt mod stammen. Det var Bjørn. Han havde ellers siddet helt stille og slikket paté bøtten ren, det sidste kvarter. En lyd der havde været ved at drive hende til vanvid fordi hun selv var så sindssygt sulten.

“Aun.” Hviskede Bjørn under hende. Han var på vagt, han sniffede til luften, og lagde ørene tilbage.

“Hvad er der nu?” hviskede Sadia surt ned til ham.

Han stod og spilede øjnene op, som om han sagde, “så fat det dog!”, hun skulle lige til at sige “hvad?” da hun endelig selv kunne høre noget oven over trækronerne. Det lød som en underlig slags susen, noget som blev trukket gennem luften, noget sejt. Men hun kunne ikke se noget. Bjørn stod bom stille og lyttede intenst til lyden.

“Sjuuk” der var noget som faldt ned på en gren højere oppe, og fik bladene til at rasle. Først kiggede Sadia op, men hun kunne ikke se noget. Så kiggede hun ned, Bjørn kiggede også op, så kiggede han på hende, og så op i mellem grenene igen.

“Ej nu er han direkte underlig!” tænkte Sadia og rystede på hovedet af ham.

“Jup.” Han kom med en lille lyd, og virrede med hovedet ad hende.

“Gør du nar?”

Men Bjørn så ikke ud til at han gjorde nar. Han gjorde bare dét der igen, med at kigge på Sadia og så længere op i træet igen.

“Hvad er der med dig? Er det lyden. Det var sikkert bare en fugl, der sked en virkelig stor …” Sadia tav, lyden kom igen. “Sjuk” denne gang var det ikke så højt. Hvad det så end var der var faldet ned i træet, så var det lige faldet lidt længere ned gennem trækronen. Bjørn var holdt op med at se på Sadia, i stedet stirrede han intenst på et sted oppe mellem grenene.

“Vil du virkelig have at jeg skal kravle op og se efter hvad det er!?” Bjørn stillede sig på alle fire igen, og … Sadia kunne ikke tro sine egne øjne, han vippede med halen, og gik en runde om sig selv. Han logrede med halen, det havde han ikke gjort i lang, lang tid. Det var ikke mere end to, tre vip, men det var nok til at Sadia kunne gætte at han var glad for et eller andet.

“Så du vil gerne have at jeg kravler op og ser hvad det er?”

Hun vendte sig om, kneb øjnene sammen og kiggede op mellem bladene. Dér, der var et eller andet som ikke hørte til i et træ, det var rødt eller orange, i hvert fald var det ikke grønt … eller en fuglelort. Hun rejste sig forsigtigt op og balancerede på den brede gren, så rakte hun ud og trak sig op på den næste gren, så den næste og den næste, indtil hun stod lige under den underlige tingest. Den susende lyd var væk, det var kun trætoppenes stile raslen med bladene man kunne høre. Hun greb fat i en gren for at holde balancen og kiggede ned til Bjørn. Han havde ikke rørt sig ud af stedet, han stirrede intenst på den rød orange flettede snor med en kvast for enden, som hang og dinglede på en kvist. Sadia stillede sig på tæer, rakte op og fik fat i snoren. Der var flettet to små perler ind i den, og så hang der en lille sølvklokke for enden midt i kvasten.

“Wauh!” sukkede hun og dinglede med den så Bjørn kunne se den.

“Wuuuh!” Bjørn stak i et hyl, så højt at Sadia nær var drattet ned fra den gren hun stod på.

“Ej! Lad være med at gøre mig forskrækket” udbrød hun og så strengt ned på ham. Men han var væk! Sadia glippede med øjnene, og kiggede ind gennem skoven, men han var allerede langt væk.

“Underlige dyr,” mumlede hun for sig selv, mens hun forsigtigt stoppede snoren ind under blusen, før hun begyndte at kravle ned igen. Måske kunne hun få penge for den. Måske kunne hun bytte perlerne for et par æbler, og klokken var så fin at hun nok kunne købe sig en skål suppe inde i Rakkerbyen. Da hun igen stod på jorden, trak hun snoren med kvasten frem for at se på den.

Den duftede af kanel og fremmede krydderier. “Hvor i alverden kommer den fra?” hun holdt vejret. “Hvordan?” hviskede hun.

Én gang i sit liv havde hun lugtet den slags krydderier før. Det var den dag hun havde fået den hvide stribe hår midt mellem alle de sorte. Det var den dag hun havde mødt Mørkemanden. En mand der ligesom hun, havde mørk hud og næsten helt sorte øjne. Før hun havde set ham, havde hun aldrig set et menneske der havde gylden hud. Der var selvfølgelig flere andre som havde sort hår og mørke øjne, men de var alle sammen hvide. Men så pludselig en dag, da hun var helt lille så hun Mørkemanden. De boede i en helt anden by, langt væk, hun havde kun lige set ham den ene dag, eller faktisk bare ti minutter. Han var der kun i den tid det havde taget ham at drikke en øl inde på den kro der var i byen, og dagen efter var hun og Maggie rejst til en ny by, så hun så ham aldrig igen. Men det betød ingenting, for fra den dag af, følte Sadia sig ikke helt så anderledes.

Sadia snuppede bylten, tog en bid af pølsen og stoppede den godt ned inden hun bandt den sammen med to hurtige knuder, og løb hjem mod skovhuset. Måske var det ham, måske vidste han noget om Maggie. Tænk hvis det var ham der var løsningen.

Det var en glohed sommer da Sadia, så ham første gang, hun stod midt på torvet og var i gang med at trække vand op af brønden, da han kom ridende ind på torvet på et mægtigt ridedyr, han standsede foran byens kro, Petters Hule. Dyret var så stort at han, med et spark, måtte udløse en lille rebstige med brede trin der var fastgjort til sadlen, så han kunne komme ned i støvet på torvet i Skovbyen, hvor Sadia stod.

Hun stod med åben mund og gloede på ham henne fra brønden. Hun kunne ikke tro sine egne øjne, han var mørk lige som hende, helt brun, med kroget næse og kulsort hår. Der var sølvgrå striber rundt omkring i hans lange lokker der var samlet i en hestehale, men der var ingen tvivl, de var samme slags. Hendes hjerte boksede rundt inden i hende. Det var på en måde enormt fedt, men også en lille smule skræmmende, for hun var kun syv år og hun havde aldrig set sådan én som ham før.

Spanden med det dyrebare vand gled ud af hendes svedige fingres greb, og sendte en kaskade af vand ud over hendes ankler. Hun gøs, – det var som om hun drømte. Han bar en tunge kappe og en mørkegrøn hat.

“Ulideligt i den varme,” tænkte Sadia, mens hun som i søvne, begyndte at følge efter ham ind i kroens kølige skygge. Hun gik en stor bue uden om det underlige dyr han havde bundet fast til en stolpe. Sadia gøs, den havde noget der lignede et bjerglandskab på ryggen, og så gloede den ned på hende som om hun var en lækkerbisken.

Hun havde aldrig været inde på kroen før. Folk var meget højrøstede, og der var helt tykt af røg, men da hun trådte ind blev der fuldstændigt stille. Alle stirrede på hende. En pige på 7 år var ikke noget man så hver dag derinde i mørket. Hun var temmelig lille blandt alle de voksne og rankede ryggen for at se større ud. Hendes tykke sorte pandehår med den nye hvide stribe dækkede det meste af hendes ansigt, så hun kastede med hovedet for at kunne se ordentligt, og stirrede trodsigt tilbage på alle de gabende munde. Så var der endelig en tatoveret mand der sagde noget.

“Nåe hva’ ska’ sår’n bette ski, herinde? Er hun faret vild”

Sadia kastede med hovedet igen, og forsøgte at se større ud. “Jeg har en aftale, der er en jeg skal mødes med!” Hendes lyse stemme hang i luften som en kolibri.

Uden selv at lægge mærke til det, trådte hun et halvt skridt tilbage i bare forskrækkelse over det hun lige havde sagt. Alle de måbende ansigter brølede af grin.

“Nåe, så du har måske en kæreste du skal sidde og kisse misse med ovre i hjørnet hva’?!” Fortsatte den tatoverede mand henne fra bordet, imens han kiggede rundt i krostuen, for at sikre sig at han stadig havde alles opmærksomhed, før han fortsatte. “Du er kogekonens rakkertøs, er du ikke. Hvad siger hun til at du sådan går på kro?”

Sadias øjne løb forvildet rundt i lokalet, for at finde Mørkemanden, men han var ingen steder at se. Så hun forsøgte at svare for sig, for at købe tid, han måtte være her et sted. “Jo, jeg er Maggies pige!” Sadia lagde tryk på Maggie, for hun kunne ikke lide den tone han brugte når han sagde kogekone, som om det ikke var fint nok. – og hun kunne slet ikke lide at blive kaldt en rakkertøs.

“Arh …” han trak på smilebåndet, og så slesk på hende. “Du er ikke rigtig Maggies pige vel?! Du er da vidst nærmere et hittebarn er du ikke?”

Sadia sagde ikke noget, han fortsatte i en lidt hårdere tone.

“Hvordan vil du ellers forklare at hun er hvid som sne, og du er brun som de svedne blade?!”

Sadia var lige ved at græde, og Mørkemanden var forsvundet som dug for solen. Hvis bare han havde været her, så havde ham den skiderik nok ikke turdet sige sådan nogen grimme ting.

“Nåe! Er du ægte eller uægte?!” Manden blev véd og véd, han ville have hende ned med nakken, og det var også lige ved at lykkedes at få hende til at tude, for alle de andre kiggede så nysgerrigt på hende mens de hviske tiskede. Men så fik hun pludselig øje på den mørke mand, han kom ud fra køkkenet, sammen med krofatteren Petter. Det gav Sadia nyt mod, nu var de to. Så hun rankede ryggen en gang til, og svarede hårdt tilbage.

“Ægte er man vel altid! Også selvom man ikke kender sit ophav!”

Uden at ane hvorfra hun fik modet, trådte hun selvsikkert to skridt længere ind i krostuens mørke, hun havde slet ikke lyst til at fornærme manden åbenlyst foran alle de andre, men hun kunne heller ikke lade ham tale så grimt om hende. Så hun lænede sig lidt frem mod ham, og sagde lavmælt,

” – og selvom man er vokset op i en normal familie og kalder sig et ægte barn, kan man alligevel godt ende sine dage herinde i mørket mens man forsøger at drikke sit liv op. Så fortæl mig hvad der er værst!?” sagde hun, mens hun holdt hans blik fast i en skruestik.

Hele krostuen må alligevel have hørt hvad hun sagde, for de udbrød i et latter brøl. Den tatoverede mand mumlede et eller andet tilbage til Sadia, men hun hørte det ikke. Krofatter og den mørke mand stod og snakkede sammen uden at snakke, men hun kunne se at de bevægede fingrene lynhurtigt, mens de nikkede til hinanden.

Så fik den mørke mand endelig øje på Sadia, det gav et gip i hende. Hans øjne var både vilde og helt rolige på en gang. Han klappede én gang på disken, nikkede til Petter og så gik han direkte hen og til Sadia. De andre i krostuen gloede på dem. Sadia ville gerne væk derfra, men Mørkemandens kappe duftede helt vidunderligt af stærk mad, krydderede parfumer, og skov. Et øjeblik blev hun helt svimmel. Han slog kappens ærmer tilbage i en hurtig bevægelse, tog hende let omkring hagen og løftede hendes ansigt op så han kunne se på hende.

“Godt at se dig mit barn” hviskede han, mens han strøg den nye hvide hårtot om bag ørerne.

Hun fattede ikke noget som helst af hvad der foregik. Hans stemme rungede i hendes hoved selvom han kun havde hvisket.

Dagen efter havde hun og Maggie fået et lift med en af kroens fragt biler. De skulle flytte til en ny by, og hun havde ikke set mørkemanden siden da.

Sadia bøjede sig forpustet ned og hvilede hænderne på knæene, for at komme til hægterne igen efter den lange løbetur. Alt dét med, ‘godt at se dig mit barn, ‘ som han havdesagt sidste gang hun så ham, det havde hun faktisk helt glemt. Hun huskede det først nu, hvor hun havde genkendt den krydderede lugt.

Da hun trådte ind i køkkenet, sad han allerede ved bordet og ventede på hende. Hans blik havde nær havde sendt hende i gulvet. Det var ham, Mørkemanden sad i hendes køkken. Hendes hjerte slog en kolbøtte.

Men hun var ikke bange for ham på samme måde, som hun havde været det første gang hun så ham. Lige nu følte hun kun et stik i brystet, over pludselig at længes efter at være en lille pige på syv igen. Men hun skød det hurtigt ud af hovedet uden at flytte blikket fra den fremmede. Han så træt ud, som om han havde været på en lang rejse. Var det en tåre i hans øjenkrog? Sadia undrede sig et øjeblik, men det var sikkert bare anstrengelse.

“Hvem er du? -og hvorfor er du tilbage?” Sadia så ingen grund til at pakke tingene ind, det gjorde manden åbenbart heller ikke.

“Jeg er Dommeren, og jeg er kommet for at tage dig med til Aulorien Sadia”

“Pokkers også!” tænkte Sadia, hun havde fuldstændig glemt hvor dyb hans stemme var. Hun huggede hænderne ind i siden, og trykkede et par ribben ind midt i kroppen. Hendes ben begyndte at ryste under hende. “Hvordan gjorde han det? – og hvorfor?” Hun var fuldstændig rystet igen, det var begyndt at suse for hendes øre.

Hun havde godt hørt at han sagde at han var dommer, hvad dét så end betød. Men havde han ikke også sagt at han var kommet for at tage hende med til Aulorien?! Hun grinede lidt skævt til ham og forsøgte at lyde rolig. ”Ha, ha, øh ikke for noget, men jeg tror helt bestemt du tager fejl”.

Manden så alvorligt på hende, men havde alligevel et slags smil i det ene øje. “Interessant. Jeg plejer ikke at tage fejl”

“Jeg kan regne og skrive til husbehov, men ellers er jeg temmelig værdiløs. Jeg har ikke nogle særlige evner som en dommer kan gøre brug af. Med mindre du skal bruge arbejdskraft, for jeg er god til at tage fat.”

Nu smilede han også med munden, og løftede det ene øjenbryn. “Det er rart at vide, det får du brug for, der hvor du skal hen…”

“Jeg ved godt det er uhøfligt at afbryde, men jeg har ikke tilbudt dig min arbejdskraft, så vidt jeg husker. Jeg har det udmærket her hvor jeg er, og jeg tror altså stadigvæk at du har taget fejl, jeg er et hittebarn … min mor fandt mig i en kurv engang. Faktisk kalder hun mig Sadia … Ingen-mands-datter.” Ingenmands datter sagde hun lidt langtrukkent, for at han bedre kunne høre hvad ordet betød, måske var han lidt døv. ”Jeg tror slet ikke på dét med Kolonierne.”

Nu rejste mørkemanden sig fra stolen, og trak ærmet fra sin kappe hen over bordet i en rolig bevægelse. Sadia fik et chok! Bordet var dækket med brød, mælk og den pølse hun havde stjålet fra Bugges vogn. Med tandmærker og det hele.

“Hva’?” hun kiggede ned i bylten.

“Der er ingen grund til at kigge der,” sagde han og begyndte at skære pølsen ud. “Du må være sulten, kom, sæt dig.”

Sadia åd og drak som om hun var bange for at maden skulle forsvinde ligeså hurtigt som den var opstået. Hun proppede munden med brød og pølse og drak store slurke af mælk for at kunne tygge det hurtigere.

“Såh, har du set en Bjørn heromkring.” Spurgte hun med munden fuld af mad.

“Bjørn?”

“Ja altså en rigtig bjørn, den er ikke farlig eller noget, det er bare så du ikke bliver forskrækket. Den er en slags … Ehm hvad skal man sige … en slags kæledyr.” Sadia lirede bare den historie af som hun altid lirede af, når der var nogen hun skulle forklare hvorfor hun altid fulgtes med en bjørn. “Han bor her sammen med mig.”

“Jeg er ikke sikker på at han er så vild med at du kalder ham for dit kæledyr.” Mørkemanden kiggede ud af køkkenvinduet. “Jeg har bedt ham vente udenfor, til vi er færdige med denne her lille snak.”

“Hvad mener du,” Sadia rejste sig hurtigt op og kiggede ud, hun kunne ikke se ham nogen steder. “Er han her?!”

“Ja, han sover bare lige nu, det er bedst sådan, han er lidt sur på mig, men det er en gammel historie.”

“Kender du ham?” Sadia så om muligt endnu mere åndsvag ud, end da han fremtryllede et bord fuld af mad. Netop fordi hun havde proppet det meste den mad ind i ansigtet.

“Ja, jeg ved hvem han er.”

“Såh … du ved at han ikke er en helt almindelig bjørn?”

“Ja Sadia, og jeg ved at du ikke er en helt almindelig pige. I skal begge to med mig i dag.”

Sadia lo så mælken løb ud af hendes mundvige, “ja, ja, til Aulorien dér, ikke?! Altså det er faktisk sjovt du siger det, for vi har lige læst lidt af en historie der foregik der på den der … hvad kalder man det egentlig en ø eller en planet?”

“Aulorien er en af kolonierne. Kolonierne er stadig en del af Klodens og Mælkevejens system, så man kalder dem for ø’ er. Har Maggie ikke lært dig noget som helst?”

Sadia holdt op med at tygge, “er du seriøs?” han så helt almindelig ud i hovedet, som om de sad og talte om forskellen mellem grøntsager og frugt. “Ej, det mener du ikke. Er det her noget Maggie har fundet på?” Hun rejste sig op igen og kiggede ud af vinduet for at se om Maggie og Bjørn stod derude og skraldgrinede af hende. Men det var kun de alt for velkendte træstammer der stod uden for vinduet. Pludselig gik der en prås op for Sadia, “ej så dum er jeg altså heller ikke, skulle du forestille at være løsningen?”

Nu var det hans tur til at le, “hvis der er nogen af os der er ‘løsningen’ så er det vidst dig mit barn.”

Sadia blev helt alvorlig igen, der var et eller andet ved ham der var vildt uhyggeligt, og det var ikke spor sjovt. “Hvad mener du?”

Hans mørke øjne så indgående på hende. “Hør her, det er Maggie der har sendt mig, eller på en måde er det mig der har sendt Maggie hertil, sammen med dig og bjørn.”

Han gik over for at lede mellem bøgerne, Sadia skubbede maden væk, hun var ikke sulten mere. “Den ligger der på bordet,” sagde hun og pegede på bogen med historien om Legenden om Det Store Fald. “Alle de bøger vi har læst ligger vi på bordet såh …”

Han fandt bogen og bladrede lidt rundt i den. “Ha, jah, det er typisk Maggie,” sagde han og lukkede nogen med et smæld, da han så alle de sider der manglede.

“Såh du ved måske hvor Maggie er?” Spurgte Sadia.

“Ja. Jeg ved præcis hvor hun er.” Han lød lidt gnaven.

“Hvor er hun så?”

Han ignorerede hendes spørgsmål, og slog op i bogen igen, “jeg er nok nødt til lige at fortælle dig lidt om hvem hun er, inden vi rejser. Der er så mange der véd hvem du er, og sådan …”

”Hvem taler du om.”

”Ja, alle ombord på mit skib, Flyvende Sommer, ved jo hvem du er. Så jeg synes det er mest fair, hvis du også får lidt at vide om, hvad det er der foregår. Nu det er dig, det hele står og falder med.”

Sadia sank tilbage i stolen, han så så underlig ud. Alvorlig men også lidt sur i det.

“Grunden til at du er her Sadia er at … kan du huske at der står her …” han gyngede med bogen, ” at Sonoran den Ondeste af alle Onders Onde, blev slået ihjel og delt i tolv stykker, som man begravede tolv forskellige steder?”

“Ja.”

“Ok, godt så.” Han trak sig i sin lange krogede næse, som om det skulle hjælpe ham med at huske. Så sukkede han, rystede på hovedet og begyndte, “der er sikkert en helt fornuftig grund til, at Maggie ikke allerede har fortalt dig om hvem du er, og hvad det er det er meningen du skal på Aulorien.”

“Ikke for noget, men jeg ved altså ikke om jeg tror på det der med Au…”

Mere nåede hun ikke at sige før Mørkemanden lagde en besværgelse over hende. ”Beklager men vi har ikke så meget tid inden … ” han tav.

Hun kendte udmærket godt den besværgelse, Maggie brugte den hele tiden. Hendes hørelse blev skærpet, og hun kunne ikke sige en lyd.

“Hør her,” begyndte han uden så meget som at bemærke, at hun rullede demonstrativt med øjnene. Det var meget svært at undgå at høre alt hvad han sagde, når hendes hørelse var så ugle-agtig.

“Dengang efter det store Fald, besluttede man sig for at lave et værn mod ondskaben. ’Løsningen’, som man kaldte den. Sejderne er kloge mennesker, så de brugte meget stor troldomskraft til at skabe et væsen der kunne komme udenom Diomedes profeti, kan du huske den. Den sagde at ‘Ingen kvinde, ingen mand, og intet barn af mennesket kan tage hendes liv. Intet af denne verden vil kunne besejre hende.’ Så de skabte et æg, med en skabning i, der efter sigende skulle være undfanget mellem stjerner.” Han rystede på hovedet, og mumlede for sig selv, “men hvem véd … I hvert fald så nedlagde de en trolddom i ægget der gjorde, at hvis den Onde af de Ondeste Onder, var ved at genopstå, på den ene eller den anden måde, så skulle det her æg slå en revne, og ud skulle der så komme et fantastisk væsen der kunne besejre Sonoran én gang for alle. Er du med?” han kiggede indgående på Sadia, der nikkede og pegede på sin mund for at få ham til at hæve besværgelsen, hun havde en hel del spørgsmål.

Men han rystede bare på hovedet og sagde, “nej ikke endnu, du ligner en der har en hel del spørgsmål.” Så fortsatte han, ”Men det gik hverken bedre eller dårligere end, at der ikke skete noget som helst. I århundreder lå ægget bare i en glasmontre uden at der skete noget som helst. Det var jo godt, for det kunne kun betyde, at det Onde af de Ondeste Onder ikke havde rejst sig fra de døde. Der gik så lang tid at alle glemte alt om det æg. Det blev flyttet op i et pulterkammer og ingen tænkte på det længere. – Indtil en dag, hvor en meget nysgerrig ung troldkvinde brød ind i dét selv samme pulterrum, fordi hun ville finde en eller anden ben-dims, som skulle være blevet konfiskeret fra hende, på grund af ulovlig brug. En ting var at hun brød ind, i selve Kastellets pulterkammer, en anden ting var at hun desværre også havde hun sin søn med, han var meget lille og havde lige lært at gå. Så det gik hverken værre eller bedre end at han tumlede rundt og pillede ved ting han ikke skulle pille ved. Det endte med at han væltede den ældgamle montre med ægget i.”

Sadia spilede øjnene helt vildt op.

“Ja,” manden nikkede, “præcis. Ægget revnede, eller … var det allerede revnet da drengen væltede montren?”

Sadia trak på skuldrene, og rystede på hovedet.

“Det er så her jeg kommer ind i historien, for jeg er, som jeg nævnte før, Dommeren …” Han rakte hånden over bordet for at introducere sig selv, “du kan bare kalde mig Griffin … ”

Sadia gav ham hånden, nikkede med hovedet og mimede et “Dav.” Så lavede hun en utålmodig cirkel i luften med hånden sådan som Bjørn altid gjorde når hun var for lang tid om et eller andet.

“Ja, nå men, det blev så mig der skulle dømme den sag. Vi var alle i dyb tvivl om, om det med Sejderne, profetien og Sonoran Den Ondeste af alle Onders Onde, var sandt. Det var en alvorlig sag, så jeg dømte troldkvinden til at tage sig af ægget, for en sikkerhedsskyld. Hun skulle vente og se om der rent faktisk kom noget ud af det, og passe godt på det, – hvis der gjorde. Jeg dømte også hendes dreng, som var skyld i at hele missæren, til at skulle … ” han tav et øjeblik, og skævede ud af vinduet, ” … ja altså, fordi han hed Bjørn, dømte jeg ham til … at skulle leve som en bjørn resten af sit liv.”

Sadia var nær faldet ned af stolen af forbavselse, men Griffin fortsatte bare.

“Det var først da troldkvindens mand Knokler kom til mig, og overtalte mig til at rejse ud, for at finde ud af om der var noget usædvanligt ved de tolv gamle gravsteder, hvor man havde begravet resterne af Sonoran den Ondeste af… ja du ved hvad jeg mener, at jeg helt forstod, hvad det var jeg havde gjort. Han ville have retfærdighed for sin søn. Hvis hans søn skulle leve som bjørn resten af sit liv, skulle det ikke være forgæves, sagde han. Han var overbevist om, at det ikke var hans søn der havde fået det æg til at revne. – og han havde en god pointe, – hvis det æg var forseglet med Sejdernes trolddom, så mente han ikke at en dreng på to skulle kunne slå det i stykker.” Griffin sukkede, ”det gav mig faktisk lidt dårlig smag i munden, så jeg indvilligede i at stille mit skib, og mit mandskab til rådighed, og vi drog af sted for at lede efter mistænkelige spor ved gravene.”

Maggie og bjørn rejste med. Hun passede på ægget, og styrede køkkenet, eller messen som det hedder om bord på et skib. Det første stykke tid skete der ikke noget. Men allerede da vi kom til det første gravsted, så vi at var græsset afsvedet flere kilometer rundt om graven. Ægget klækkede samme nat og du kom til verden. Det var så dér at vi rejste en lille omvej og satte dig, Bjørn og Maggie af på Kloden, for at skjule jer for eventuelle fjender på Aulorien. Vi ville sørge for at du var i sikkerhed, indtil du var stor nok til … ” han tav ”… ja det er så det vi ikke helt har styr på endnu. Men der er folk på Aulorien, som gennempløjer alle de gamle skrifter for at finde ud af, om der står noget om, hvordan det her kommer til at spille af.”

Han tog en dyb indånding, ”men altså, der er noget helt galt på Aulorien, som ellers er en af Koloniernes fredeligste ø’ er. De sidste mange år har ikke været lette. Det er mørke tider, på vores smukke ø. – og som du ved så har Maggie og du været nødt til at flytte igen, og igen, på grund af at de der Sniffere i har her, har fundet jer … vi er bange for at der måske er nogen, eller noget, der på en eller anden måde véd at du findes, -og at du er løsningen. Hvis det er sandt, er den gamle profeti måske ved at gå i opfyldelse.”

Sadia begyndte at slå i bordet, og kaste med brødstumper, mens hun pegede meget insisterende på sin mund.

“Ja, ja, men ikke råbe ok!” hans stemme var stadig nogenlunde rolig, “hvis du råber, så lukker jeg igen.” Så lavede han et klik med sin tunge og Sadia kunne tale igen.

“Er min Bjørn, dén dreng? Er min Maggie, dén troldkvinde? Hvad … hvad er jeg så?”

“Ja vi havde håbet på du var en stor drage, eller en kæmpe kyklop af en slags. Men du er altså en pige. Jeg tænker at der er en mening med det hele. De gamle Sejere der skabte dig, de er jo døde og borte for længst, så vi håber bare på…”

“Er du klar over hvor ked af det bjørn er, over at være en Bjørn?!” nu råbte Sadia alligevel, hun kunne ikke lade være.

“Ja, jeg er virkelig også meget ked af at jeg sådan lod mig rive med. Men det var en meget alvorlig sag dengang.”

Hvis Sadias tanker nogensinde havde fløjet rundt i hovedet på hende som fluer i en flaske så var det ingenting mod hvad de gjorde nu. Hun måtte holde fast i bordet for ikke at vælte omkuld, så svimmel var hun. – og hvad … hvad er det så lige I regner med at jeg skal?” fremstammede hun.

“Det ved vi ikke helt. Vi ved bare at overleveringerne siger at, når ægget revner så er det onde på vej. – og det er tolv år siden nu.” Han klappede hånden ned i bordet. ”Ægget der revnede, det var tegnet.”

Sadia bumpede tungt ned på stolen, hun kunne ikke holde sig oprejst længere. “Så nu regner du med at jeg bare tror på alt det der vrøvl, om at jeg skulle være kommet ud af et æg. Nej ved du nu hvad, jeg er bame for at…” hendes hoved knaldede ned i køkkenbordet, hun kunne slet ikke styre det. ” … jeg er bame for at jeg biver ’ødt til at bede dig om at tå … ermf…” Med en kæmpe kraftanstrengelse, brugte hun begge hænder, til at løfte sit hoved op for at se strengt på Mørkemanden.

Bordet var pludselig tomt igen, på nær en sidste pølsestump, som hun ikke havde spist. Så gik det op for hende hvad det var der var sket.

“Pømsen…” hun forsøgte at sige pølsen, men hendes tunge var helt hævet, og hun var så træt at hun knapt kunne åbne munden.

“Nej pølsen kom du selv med kære ven, det var mælken der var sovemiddel i.” Smilede Griffin. “Hvis du bare slapper helt af, så får du ikke så ondt i hovedet i morgen.”

Men Sadia hørte knapt hvad han sagde. I hendes tankers tåge vrimlede det med halve, og hele æggeskaller, stjerner og afsvedne græsmarker.

Hun mærkede, at hendes krop blev løftet op og båret af sted. ”Hvad sker der?” hendes øjenlåg var tunge som egetræslåger, hun kunne slet ikke holde dem åbne. I et langsomt glimt så hun Bjørn ligge i en kæmpe hundekurv, på en vogn. Hun ville råbe eller advare ham, men så var han pludselig væk igen, eller også havde hendes øjne lukket sig. Hun kunne ikke mærke noget, hendes sind stillede ikke flere spørgsmål. Hun lå i en bunke tæpper der duftede af vanilje og kaffe, hun ville bare sove nu.

One response »

  1. Pingback: Flot flot børnebog fra Carlsen | Forfatter Maj Johansen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s