Noveller

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg har skrevet en novellesamling, der hedder Familien Nielsens liv i mellemtakt.

Den handler om forskellige medlemmer af famillien Nielsen, som en dag mister deres: far/bror/onkel/søn.

Fortællingerne handler om kærlighed, længsel og håb.

Tekstuddrag:

Jeg vil, jeg vil ikke, jeg vil

Hun vidste det udmærket godt, hun gad bare ikke, gad overhovedet ikke konfronteres med hans smasken og ubarberede underansigt. Aaargh! Hvis hun kom for tæt på, så var der også ånden at tage højde for; -og det var bestemt ikke ånden, som i ånd og sjæl, for den slags ånd var da helt sikkert gået ham ram forbi.
Det var hans tablet ånde. Medicinrester, som væltede ud mellem de tænder, som aldrig nogensinde blev børstet, -mere end en gang om ugen, -når han sov på mændenes hjem.
Lørdag, det var om lørdagen han tog derhen, ligesom andre tog i biografen med en kæreste, eller spiste hos nogle venner, så tog hendes far hen på mændenes hjem og fik sig et varmt måltid, et bad, og skrubbede sine tænder med en engangstandbørste.
Øv-øv-øv hvor hun bare ikke gad. Hun kom til at tænke på den der Allan Olsen sang, Jeg vil, jeg vil ikk’, jeg vil ikk’..jeg vil!…for selvfølgelig ville hun da se til ham, når han nu var blevet indlagt. Det var bare….åh.
Husene flaksede forbi udenfor vinduet i S-toget, mellem Vangede og Emdrup var der bare sådan nogle kæmpe kasser i store haver. Hun boede selv i en lille etværelses sammen med Henrik, som havde knaldet hende her til morgen, det var dejligt, uhm morgen sex, hun elskede det, varmt og dovent.
Men så havde telefonen ringet, hendes far var blevet bragt på hospitalet, fordi han var faldet ned af en stejl trappe i Frederiksberg Have. Vor herre bevares…hun kunne ikke være mere ligeglad, men hun kunne heller ikke finde ud af at afvise den velmenene sygeplejerskes gode morgenintention.
-Goddag, jeg hedder Helle Hansen jeg ringer fra Frederiksberg hospital….
Lone var kommet til at fnise kort, fordi hun allerede godt vidste, at det bare var noget om hendes far, og fordi det regnede udenfor, og så hed sygeplejersken Helle Hansen. Hun kunne sgu’ lige så godt ha sagt,
-Godmorgen jeg hedder Helly Hansen, jeg ringer for at sige, at du skal huske at tage regntøj på i dag.
Lone kom til at fnise, hun kunne godt li’ ord. Hun havde stået med kondomet i en knude på fingeren, og fnisede mens hun sagde hej, -fordi dét jo også var en lille regnhætte, -til den lille rødhætte, der havde vovet sig ud i skoven her til morgen…ej men altså! Lone blev faktisk oprigtigt, ked af sit fnis, så hun undskyldte.
-Undskyld?!
Sygeplejersken gentog sin første sætning.
-Godmorgen, jeg hedder Helle Hansen, jeg ringer som sagt fra Frederiksberg hospital, det er ikke noget alvorligt, men din far er desværre kommet til skade. Han blev bragt her ind til vores akutte modtagelse, for et par timer siden, og nu spørger han efter dig.
-Tak skal du ha’ Helle Omsorgsfuld Hansen.
Røg det ud af hende. Hendes frækhed ville da heller ingen ende ta’ her til morgen!
-Undskyld?, Hva’be’har’?
Sygeplersken var stadig helt tillidsfuld.
-Nej det er mig der undskylder, sarkasmen undslipper mig ind imellem, det var min far? Jeg kommer selvfølgelig med det samme, hvilken afdeling var det du sagde?
Nu sad hun fast på Ryparken, og vidste udmærket godt at hun ikke rigtig gad på grund af den fysiske afsky, men hun vidste også udmærket godt, at hun ville blive glad for at se sin far. Nu var det bare støvregn. Han var sådan et varmt menneske, som en stor Sankt Bernharder.  Tillidsvækkende og hjertelig, rummelig og kær.

Enklaver af eksem

Simon var ved at gå i opløsning allerede på vej hen til daten, han kunne slet ikke koncentrere sig, han havde ellers sådan glædet sig. Men nu havde satin bokserne kilet sig fast mellem ballerne, og hans nye jeans forhindrede ham i at kræve spalten tilbage. Der var simpelthen ikke plads til, at han kunne få fat i noget som helst inde bag de ’Tight Fit’ jeans ekspedienten fra Mister havde insisteret på han skulle ha’.

Satinnen med de påtrykte smily’s var varm og virkelig generende. Desværre havde han fået et lille udbrud af eksem, øverst og lidt inde i sprækken på højre balle, den lille enklave sad lige der hvor der var aller mest pres på. Simon svedte og kæmpede med sin selvkontrol. Han ville ikke give efter, han ville ikke domineres af et par røde boksere med gule smilyes, så han lod dem kysse eksemen mellem hans baller, igen og igen, skridt for skridt.
Da hun havde sagt ja til at mødes, havde han købt 4 nye skjorter. 2 pakker, 2 paks i Bilka. God kvalitet, mest bomuld med lidt elastan og polyester så de var strygefri. Der var stræk effekt henover ryg og mave, så vidste han de var behagelige. Så var han gået ind i Mister, for at finde et par kvalitetsbukser, jeans , ikke lærreds eller buisness, han ville se smart ud. Måske ikke ligefrem street smart, selvom han skisme ellers havde lyst til at købe en eller anden halskæde i lædersnor, med et fedt symbol for håb eller frihed, måske et anker. Sådan et smykke som han aldrig havde købt på charter tur, fordi han vidste at han bare ville falde til patten og blive sig selv, så snart han ramte hovedbanegården. Leverpostej.
Men hans hovede var ikke helt fyldt med ballongas, han havde nøjes med at købe nogle virkelig smarte sorte jeans, der fremhævede den bagdel han havde været stolt af siden gymnasiet. Halskæden kunne vente til den første sol, så ville han, hvis han stadig var sammen med hende, finde en halskæde inde på strøget, og nulre den lidt så den så slidt ud, som om det var et smykke han altid gik med om sommeren. På den måde kunne han også sondere terrænet inden..inden…inden hvad?

Morfars Hjerteknuser

Han knugede det lille pigebarn ind til sig som han aldrig havde knuget noget i sit liv. Hun var tavs og varm. Han trak hende ud og kiggede på hende som for at se om hun levede, skønt han vidste med sikkerhed at hun levede, for han kunne mærke hendes lille hjerte slå mod sit eget gamle tikke værk. En hjerteknuser havde hans mor kaldt det, når man fik et knus hjerte til hjerte.
Nu stod han så her og holdt hende ud fra sig for at se om hun var ok, men det var ikke til at se, hun var fuldstændig tavs og uden mimik, helt usædvanligt for en pige på to et halvt. Han tænkte at han en dag ville lære hende det udtryk, en hjerteknuser, det ville på den måde være hendes oldemor som havde givet hende ordet og måske ville hun give det videre.
Tænk hvis hun fik en lille dreng en dag, på den måde var livet så uendeligt synes han. Tænk sig alle de generationer han holdt i sin favn. Knud lod en tåre slippe ned af kinden men fangede den lynhurtigt med pegefinger knoen. Det var det eneste hun ikke behøvede at se. Morfar der græder, nej det ville han ikke, så hellere bide det i sig indtil hun sov. Hun sov vel til middag, en pige på to et halvt? Han måtte spørge en sygeplejerske til råds, han måtte lave sig en liste over ting som var vigtige at vide.
Men han ville heller ikke lyde for hjælpeløs, tænk hvis de synes han var for gammel til det ansvar, og besluttede at beholde hende på en eller anden børneafdeling. Nej han ville ikke spørge om for meget, heller ikke det med middagsluren, det var sådan noget man burde vide. De havde lige været sammen en hel uge i sommerferien, men han kunne sgu ikke huske om hun sov både om formiddagen, og om eftermiddagen. Han blev på en mærkelig måde i bedre humør af sin uvidenhed og kom til at smile lidt åbenbart, for nu smilede den lille tilbage til ham.

Lily med ét l, det var et underligt navn nu om stunder, men det var Hanne ligeglad med, det var åbenbart nærmest fedt at det var anderledes.
De havde de mistet Hannes mor da hun var tre år. Så det var ikke første gang i sit liv, han havde stået og knuget et barn ind til sit bryst og forsøgt ikke at græde.