Når du kvæler sensitiviteten

Når du kvæler sensitiviteten

9th October 2020 0 By Maj Johansen

Nu har jeg skrevet et par indlæg om dét i dig – og i mig – der bare skal se at tage sig sammen, sluge tudekiksen og den indbildte træthed. Men livet er asfalteret med modsætninger og vigespor af paradokser. Så denne søndag vil jeg hylde sensitiviteten. Jeg vil tage en alvorlig snak med det i dig, der ikke tør favne kærlighedens mirakel. Den del der ikke kan give slip på havets brusen, fordi hun er bange for den tsunami af undertrykte følelser konformitetens dæmning holder tilbage.

Katie Evans, brick-2

Du skal se dig selv i øjnene.

Jeg vil tale til den del af dig, der tror at du holder sensitiviteten i en armslængde ud fra dig. Den del der ikke engang gør sig den ulejlighed lige at tjekke ind, for at mærke hvordan hun egentlig har det, simpelthen fordi det er upraktisk og skræmmende at vedkende sig sensitiviteten i visse situationer. Hende der tror at sensitivitet er svaghed, at svaghed er noget der bor i andre mennesker og i hvert fald uden for dig. Det gør den ikke. Den bor inden i dig – og i mig – og den skal, må, bør have en ventil.
Vi bilder os selv ind at den bor nede af en sidegade i et skummelt kvarter lidt uden for byen. I de situationer hvor det er bekvemt, henter vi så lidt frem og vinder lige nok sympati til at passere gennem porten til det almindelige. Men guess what? -det er porten ind til illusionens paradis. Du er ikke usårlig, det er der ingen der er. Du er svag, hvis det er et ord du bruger. Du er uduelig, kedelig og middelmådig. Det er ok, det er alle. Ingen – i-n-g-e-n – er Pretty Woman hele tiden, ikke engang Julia Roberts.

Aykut Aydogdu, Bush // Valentine11
Sensitiviteten er kærligheden, sødmen, og dybden i livet. Det findes inden i os alle sammen. Når vi fortrænger den overvældes vi af verdens paradokser: glæde, frihed, overflod og tryghed, børn der sulter, ulykker, mænd og kvinder der slår og tirrer hinanden til døde, mens de græder alene om natten. Ensomhed der er så fortærende, at de ikke længere genkender det som mangel på kontakt med sig selv, men kalder det stress, overvægt og “de andres skyld”.

Og når andre menneskers meninger og måder bliver for overvældende, skræmmende og for ufatteligt smukke, så husk på det Ram Dass siger: “Vi følger i virkeligheden bare hinanden hjem.” // “We are really just walking each other home.”

Forstå hvem du er.

Fra manden i kiosken der sidder i et baglokale hele dagen og ryger smøger og ser fodbold, i time-, dage-, og årevis, så der er åbent klokken 22, når jeg har besluttet at kaste Sund livsstil ind under bussen. Klokken 22.05 kommer han ud gennem plastikforhængets barder, som Jonas fra hvalens bug, siger hej med trætte øjne og sælger mig 17cm chokolade-trøst. Jeg elsker ham. – Til hende der sender en verbal spytklat i hovedet på sin femårige dreng klokken 16.47 i Netto. Jeg hader hende måske ikke ligefrem, men jeg lukker øjnene, holder vejret og sluger al smerten, hendes, drengens og min egen. -og dét hader jeg. Alle dem jeg elsker og hader, godt kan li’, ikke så godt kan li’, de følger mig hjem. De hjælper mig med at forstå hvem jeg er.

Jeg er taknemmelig over at Kiosk 34 på Godthåbsvej sælger King Size Sneakers kl 22.05. Jeg er en person der elsker chokolade og godt kan lide at forkæle mig selv.
Men jeg er også en person der bedøver mig og hader mig selv klokken 22.10, fordi jeg ikke kan finde ud af at stoppe denne overflod af TVlammelse, og derfor gang på gang MÅ sluge en anakonda af nødder og karamel, så jeg bliver så bevidstløs at jeg endelig kan falde i søvn.

Hvis vi vågner op og ser vores egne paradokser i øjnene, så er det ikke kun andre mennesker der viser os hvem vi er. Vi viser os selv vejen hele tiden. Du er lige nu ved at følge dig selv hjem. Du læser og synes noget, der får dig til at tage valg. Jeg skriver og synes også noget. Mit valg er at jeg inspireres, og vil gerne dele.

Kim Leutwyler, Cole 2018

Dit panser vokser og vokser

Vi vokser alle op med en vis portion modgang, skuffelse og trauma. Ja der er dybe unævnelige traumer, der heldigvis ikke rammer os alle. For ikke at støde nogen vil jeg bare nævne, at jeg her, taler om de almindelige situationer vi kan have i vores barndom som er relative og som opleves gennem et barns perspektiv. Der er altid niveauer af modgang, det betyder bare ikke, at vi ikke kan relatere til hinandens historier.

Når vi er børn er vi nødt til at opbygge et panser mod verdens fortrædeligheder. Men vi er børn, det er forståeligt, vi skal beskyttes. For at overleve med et barns perspektiv, kan vi tro at den eneste måde vi kan overleve på er, at skjule og fortrænge, følelser og traumer.
Nu er du ung voksen, og hvis du ikke ser disse sår du har inde bag dit panser, så bliver de boblende betændte og sværere at holde inde. Du reagere med vrede eller depression, og pådrager nu dig selv flere sårede følelser og traumer du skal skjule. Panseret forstærkes.

Eric Lefaure, animation I.

Verden er ladet med … lort

Det er ikke kun dit lille liv der gennem årerne giver dig mere vægt på skuldrene, verden er voldsom. Det er så meget stigmatisering af mennesker der stikker ud på Tv og de sociale medier, at du bliver nødt til at lade panseret vokse, ellers bliver du til én af dem de alle sammen peger fingre af.
Dine barndoms sår fortæller dig, at det med at stå og tude midt på gaden skal man passe på med, for ellers bliver du smidt ud af flokken uden en chance for overlevelse på egen hånd.
De sårede følelser har den alder de havde dén dag du fik dem. Din indre 7årige pige, er virkelig virkelig ked af at hendes hund døde. Sorgen er ubærlig.
Mens du vokser og fortsætter livet, sætter du nogle ting fri, men bliver ved med at såre dig selv, eller dine nærmeste, hvilket skærer nye huller inden i dig. Din kæreste forlader dig, -fordi du er en selvoptaget skinke. Sorgen er ubærlig. Panseret vokser sig tykkere og tykkere og til sidst er det så tungt vi ikke kan bære det mere. Vi bryder bogstaveligt talt sammen under dets vægt.

Du behøver ikke en synlig rystetur på et rehabiliteringscenter for at opleve et sammenbrud. Usynlige sammenbrud er hvermands byrde. Det er helt normalt at være slukket på alle de vitale kontakter som Nærvær, Kærlighed og Medfølelse. Vores venner, familie og værst af alt vores børn accepterer denne tilstand fra os. WTF!? – – –
Jeg erklærer mig selv for død, når jeg tager mig selv i alt for mange ubevidste og automatiske handlinger og holdninger. Så er det tid til at reboote systemet, opdatere min software. Og første skridt er at finde stilheden inden i.

Fabio Viale, What is going to be left after us?

Hvad er ved at følge dig hjem lige nu?

Ligesom Jonas i Kiosk 34, har du også gennemlevet ting der tilsyneladende var ubærlige, men du bar dem og de bar dig, – hertil hvor du er i dag med skønhedspletter og skamfulde ar. Du er hele tiden ved at følge dig selv, din nabo og mig hjem til dem vi også er.
Den du også er, skabes i et væk, af det ene øjeblik efter det andet. Nu, nu, nu.

Fotograf: U.S. Navy / Maj. R.V. Spencer, UAF

Forsker i skam Brené Brown

Brené Brown, fortæller her om at have et panser der beskytter os mod verden:

“Fra vi er 30 til nok i vores 60’er, midt i livet, oplever folk ikke en krise, men en brutal optrevling. Det er her universet kommer ned og tager os blidt om skuldrene, og siger: “det her er ikke for fuking sjov!” – og begynder at tvinge panseret åbent, mens hun siger, “Jeg har givet dig alle de her gaver og muligheder … … alt det vi troede var det der beskyttede os, holder os tilbage fra at avancere i jobbet, være den bedste kone/kæreste, forældre, de mennesker vi gerne vil være”

Brené brown siger, at hun i sin forskning kun har set to former for respons fra folk der får besøg af Universet, den ene er: “Fuck dig, bare kom an! – eller den anden: “… de bliver ekstra vedholdende omkring deres eget shit, udlever mere benægtelse, og sender mere smerte ud i verden.”

Du skal ikke smide hele dit panser og gå i procession gennem byen. Det er ikke det hun mener. Men det du kan erstatte dit panser med er nysgerrighed. Du kan undersøge, lære og finde nye ting at putte ind i dit system.”

Shefali Ranthe, Joy of life

Den mest sårbare følelse er glæde

Brené siger også en anden fantastisk ting: “It is som much easier to offload pain than to feel pain” // Det er så meget nemmere at sende smerte videre, end det er at føle den.”

Hendes tal fortæller os, at den mest sårbare følelse er at vise glæde. Et barometer for at fortælle os hvor sårbare vi er villige til at være er: “hvis du opnår noget stort eks.: Den store kærlighed – hvor længe kan du så være glad? og hvornår begynder du at afspille din indre film: Hvornår går det her galt? Vi er bange for at noget skal komme og tage vores glæde fra os. Det her kan ikke vare for evigt.”
Hendes forskning viser at dem som bruger deres glæde til at gennemgå skrækscenarier, er dem der er mest bange for deres sårbarhed. Dem der tør læne sig ind i deres sårbarhed er dem der, når de oplever noget godt, opremser hvad de er taknemmelige for.

Gør hvad alt hvad du kan

SÅ kære kunstnersjæl: Det er nu vi skal skrive og synge uden at tænke på i morgen. Være taknemmelig for at du har arme og ben, et hjem, venner og familie – for hvis du kan indrømme hvor sårbar du er – ikke mindst i disse migrant og katastrofe år hvor vi alle bliver mindet om, at alt det her så let kan blive taget fra os. – Så vær taknemmelig for at du har en halv time til at tegne i når ungerne er lagt. De har fået mad og de har en seng at sove i. Brug ikke tiden på at ønske dig to timer, gå All-in på den halve du har! Ja du er sårbar og skrøbelig, men du er også stærk fordi dit våben mod svaghed er nysgerrighed og livslyst.

Så sig til hende: “Ja det kan godt være at jeg ryster på hænderne, måske tvivler jeg og bliver nærig med papir og farver i perfektionismens navn. Ja! jeg bliver glemsom, distræt og nogen gange urimelig og irritabel. Det betyder ikke, at jeg ikke har ret til at skabe – Men jeg er konstant spændt ud mellem himmel og jord her. Kejserinden og Klovnen og så mig der står og ryster midt i mellem. – Og jeg er nødt til at skabe, jeg må og ved Gud jeg bør skabe. Bare fordi jeg kan.”

Og bare lige et PS – hvis du er en der motiveres af og søger drømmen om berømthedens fripas.
Som et forsøg, så træk lige dén ud af ligningen for nu, og søg om bagved hende der tror lykken ligger der. OG hey, træk ikke offerhatten frem, fordi du gerne vil tjene penge på din kunst og nu bliver peget ud som en uspirituel grisk and med et svingende intellekt. Det er ikke særlig brugbart. Tænk på det sådan her: Hun søgte engang efter lykken dér. Det var da også det mest indlysende sted at lede. Alle de rige og berømte ser jo så fucking glatte og cool ud. Hun søgte dér, fordi hun ikke vidste bedre. Hun troede penge og spotlys ville lette panserets bidende smerte og forvandle sårskorperne til englehud.
Men lykken er ikke at blive rig og berømt det siger jo sig selv.

Lykken ligger i oplevelsen: at skabe. Jeg lover dig at hvis du skaber herfra, fra oplevelsen af stemmen, stregen eller bevægelsen, så opnår du det mål du har sat dig for. At være lykkelig helt ind forbi knoglemarven og længere ud end stjernehavet. Lykkelig med uendelighed i ascendanten.

Jeg ønsker dig god tur og god søndag

Kærlig Hilsen Maj

Tjek Om at finde kreativ frihed hvis du vil se nærmere på frihed.

Post image:
Arseny Vesnin in Advertising, April 16, 2018 by

Bonus info. Her kommer klippet med Brené Brown og nederst Russel Brand :