Kunstnerens liv

Kunstnerens liv

28th June 2020 0 By Maj Johansen

Du skal læste dette indlæg hvis du tit går i stå med projekter du ellers virkelig virkelig troede på. Hvis du ind imellem overvældes og bare klikker dig ind på Netflix fordi det er nemmere end at leve dit liv. Hvis du undre dig over hvorfor f@‘*’en kunsten er så svær at leve med, og umulig at leve uden. (Og du kan på et hvilket som helst tidspunkt udskifte ordet kunsten med livet.)

Den Grimme ælling syndromet

Jeg har altid hadet den Grimme ælling. Jeg har hadet den lille skiderik der siger at: »Hvis du regner med at blive til noget særligt, så skal du også regne med at prisen bliver derefter!«

 

Du fortæller din egen historie

I mange år fandt jeg det ulideligt, når jeg faldt af vognen på en eller anden måde. Når jeg ikke var optimal, og måtte kæmpe, virkelig kæmpe, for at se resultater. For det betød at jeg lagde brænde på mit Grimme-ælling-bål.

Det betød, at min historie var med til at forstærke myten om: »-at man skal gå så grueligt meget igennem her i livet … Og hvis man går gennem alle tænkelige grueligheder, så bliver man til en svane …«

Ja tak. Hvis man da ikke er død forinden.

Jeg tror ikke på det der med, at hvis du ruller dig i brændenælder, så får du en smukkere hud end alle de andre, og en skønne dag vågner du op og er en hvid engel der sænker hovedet og får øje på dig selv i et vindstille vandspejl. Og først nu har du fortjent din nyvundne skønhed. (For skønhed er lig med lykke … det véd alle jo!)

Jeg tror det er en tanke vi vælger, fordi vi ikke véd hvor fantastiske vi er.

 

Hvorfor véd vi ikke hvor smukke vi er?

Jeg har virkelig lagt meget godt materiale (læs nedture) i den prøvelses-potte der skulle blive til guld for enden af regnebuen. På trods af, at jeg hadede den grimme lille lorte ælling.

Jeg troede på myten om at kunstnere som Amy Winehouse, Charles Bukowski, Van Gogh, selv H.C. – F*@#’ing – Andersen, kunne udlevede deres potientiale, var fordi de havde det dårligt, drak, tog stoffer var deprimerede, psykisk syge eller virkelig indebrændte. (Link til artikel om store kunstnere med sindslidelse)

Men jeg havde egentlig heller ingen drøm om, at jeg skulle ske at indeholde så stor en kunstner som nogen af de ovennævnte. (Og jeg tror i øvrigt heller ikke, at disse store kunstnere selv synes de var hverken guder … eller svaner.)

Alligevel bildte jeg mig selv ind at »kunst er svært«, »kreative mennesker lider«, »man må ofre sig for kunsten.«

Jo, det er ganske givet at store kunstnere, eller store personligheder, vælger det kreative udtryk netop fordi de er psykisk udfordret. Men rigtig mange psykisk udfordrede mennesker vælger også at blive revisorer, kassedamer eller skohandlere. Det er ikke det dette indlæg handler om, men nok om det …

 

Min pointe

Det er dybt interessant hvor ofte at, vores iboende potentiale for kreativ udfoldelse må vige pladsen for overbevisningen om at kunst er svært / kræver nedture / gør mig skør. Det er jo bare en tanke. Lige indtil vi finder ud af at det er sådan det hænger sammen. For når først den problemstilling er bevidstgjort, så er der en løsning. Den tager tid, måske endda en psykolog tid. Men den kan fikses.

 

Nye øjne

Med tiden begyndte jeg at se anderledes på problemet: Ællingen og mig. Det er sket i etaper. Men jeg husker specielt én gang, hvor jeg sad på en trappe og røg en smøg, for hundredetusinde gang. Pludselig besluttede jeg mig for at holde op med at forstå a-l-t.

Jeg havde i årevis forsøgt at regne livets kode ud, at gøre og opføre mig på bestemte måder for, at opnå bestemte resultater som altid endte med det samme resultat: En røvfuld.

Så jeg tænkte, »der er ikke noget at forstå. Hvis jeg holder op med at ville forstå alt det her, så er der ikke andet tilbage i mig end at være. Og når jeg bare Er, så er jeg faktisk ok.«

 

Nerve Gerda

Mit ego ding’ede straks ind med øredøvende nervelammelse. Lad os kalde hende, Nerve Gerda. Hun udbrød: »Du kan ikke bare holde op med at kæmpe. Du er nødt til at gøre dit og dat, vi kan ikke bare være. Du er bagud på point lille uduelige menneskeklump! …. Hallo! Du er nødt til at søge efter sandheden ellers dør du! Vi dør! Du kan ikke bare holde op med at kæmpe og knokle!”

Hun faldt lidt ned, men kun for at skifte taktik: “Kom nu vi fortsætter bare, pyt med i dag, det var en svipser … I går fandt vi én vej mere … ok, det var den forkerte, men kan du ikke mærke at vi er tættere på nu, end nogensinde! … Vi finder sandheden i morgen, det tror jeg helt sikkert … hør nu. Hvis du mister modet på livet som vi kender det så … så … så …«

Men jeg var holdt op med at høre efter. Hver gang jeg fik en negativ tanke ind i hovedet, sagde jeg bare: »hold mund.«

Til (store døde kreative drømme … og …. Økonomiske katastrofer med ild i ) -problemer sagde jeg bare: »hold mund.«

Nerve-Gerda blev véd og véd med at kalde på mig. Hvis jeg svarede hende, lød det sådan cirka sådan her: »Ok, så vis mig én god ting vi to har opnået sammen? … Hvad nytter det at knokle … Ikke en skid … Nej du, det her gider jeg ikke mere … du lover mig guld og grønne skove og hvad har du givet mig? Ikke en skid! … Nu tier både du og jeg stille i en rum tid, og så ser vi hvad der sker.«

Nerve Gerda peb : »Men du ved ikke hvad der er på den anden siden af stilheden. Det gør jeg til gengæld: Der er slemme piger og damer der spiser forkerte folks æbler. Alle adgangskort til alle klubber – også de dårlige – bliver slettet. Det er fuldt af toge der er kørt for længst. Der er økonomisk ruin. Alle slikbutikkerne er lukket på dén side af tilværelsen. LIVET ER AFLYST derovre!”

 

Stå fast

Her kommer et af de svar jeg gav hende i den periode: »Alt det du lige har nævnt er præcis dét jeg har oplevet sammen med dig. Du kender kun det du kender, og det keder mig. Jeg vil se hvad der er på den anden side af stilheden.”

Så holdt vi begge mund i nogle måneder. Nerve Gerda fik møvet sig ind i mit liv igen, blev skubbet ud igen, mange gange. Hun er her stadig. Hendes stemme er svagere, men den er der.

Hun er god til at finde fejl og bekymre sig. Jeg bruger hende til at hjælpe mig når jeg skal noget stort. Hun giver mig en liste over de ting jeg skal bekymre mig om. Jeg streger det meste af listen ud, og oversætter resten til »Ting jeg skal være opmærksom på.«

 

Stilhed

Jeg vidste godt at alt er smukt … at det kommer an på øjet der sér … men nu ved jeg det med kroppen ikke med hjernen. Men med hjertet om du vil.

Følelsen af at jeg er ok, kom ikke ud af mine handlinger, men af det jeg grundlæggende er. Jeg fandt ud af at jeg har en iboende værdighed. Jeg har lov at være her, jeg er ønsket og velkommen. Lige meget om jeg handler og gør-gør-gør eller bare Er. Lige meget om jeg trender på Insta, eller holder en episk havefest hvor alle er SÅ glade. Så er jeg ønsket og velkommen. Idéen om hvem jeg er, er min og mig. Grim eller smuk, det er op til mig … og deri ligger forvandlingen fra at være et menneske der er kreativ og gerne vil være smuk og elsket, til kunstneren der véd … at hun er smuk og at hun elsker sit Selv. Hvad end hun laver marmelader, maler eller cykler virkelig pænt … så har hun en iboende værdighed og viden om at være helt ok. -og således vinder H.C. denne standoff. Svanen var der hele tiden, inden i mig. Jeg kunne bare ikke se hende for al min tvivl og indlærte normer. En kunstners liv er svært og det er ikke svært, lige indtil det er ingen af delene.

 

Historien ligger i dramaet

Når dét er sagt, så er det jo sandt at vi skaber gennem diversitet. Der er en vis gejst i frustration og forurettelse. Forskellighederne i samfundslag, holdninger og dysfunktionalitet er det der giver os lyst til at udtrykke følelser.

At være nysgerrig på blades forskellige strukturer er også et lille drama, omend lidt mildere.

Så lad os være kreative skabende mennesker, og nyde at vi er helt almindelige mennesker med trang til udtryk. Hvad genierne angår, så håber jeg, at også de en dag kan få lov til at være store kunstnere inden for deres felt, uden at det skal gøre så forbandet ondt.

Der findes en bog, Tortured Artists skrevet af Christopher Zara, hvis du har lyst til at dykke ned i emnet.

Nyd dagen, jeg håber du skaber noget i dag. Måske en pæn rugbrødsmad til dig selv eller én du holder af.

De bedste hilsner Maj

PS, Vinderen af “The Present” er fundet

Jeg kontakter vedkommende direkte og sender et lille værk afsted. Hvis du kunne tænke dig at få et lille originalt værk ganske gratis så klik dig op og udfyld formularen.

 

Til Toppen