Efter inspirationen har forladt bygningen.

Efter inspirationen har forladt bygningen.

4th October 2020 0 By Maj Johansen

Jeg vil starte med et Martin Luther King citat:
“Vær en busk hvis du ikke kan være et træ. Hvis du ikke kan være en landevej, så bare vær en sti. Hvis du ikke kan være en sol, så vær en stjerne. For det er ikke din størrelse der afgør om du vinder eller taber. Vær det bedste af, hvad du end er.”

Du får en række inspirerende links i dag. Lidt affødt af sidste uges opsang og spøg, med inspirationen der synes at komme og gå som et tidevandet i fra Helvede. Hold motivationen oppe.
I dag får du inspiration af andre kunstnere der har arbejdet med deres kreativitet i mange år. Her er meget materiale at hente, for du er bestemt ikke alene, når det kommer til ikke at være spændt til bristepunktet med inspiration og kreativitet hver evig eneste dag.

Chusk Close

På den anden side af inspirationen

Kunstneren Chuck Close har en meget professionel tilgang til det at male. Han siger: “Inspiration is for amateurs — the rest of us just show up and get to work,” // “Inspiration er for amatører – vi andre møder bare op og arbejder.” – Jeg elsker det! Det giver simpelthen Præstations Preben et gok i nøden. Hvis jeg ser mig selv som lidt mere blikkenslager og lidt mindre kunstner-kunstner, så er det bare så meget nemmere at finde farverne frem og gå i gang. Som det gamle ordsprog siger: “Hvis du skal spise en elefant, så skal du bare gå i gang i den ene ende”. Det er bare arbejde og det kan jeg godt finde ud af! Ud med de lyserøde briller og ind med en god kop kaffe og hygge podcast i ørerne, og så er det bare at tage én ting af gangen. Her er en bog om at tage små skridt: Mini Habits, bog. Forfatteren Stephen Guises blogindlæg om emnet.

 

 

 

 

“Mange bække små, gør en stor å.” gl. dansk ordsprog.

Bianca Severijns Protective Blanket

Et trick

Jeg bruger et trick når mit sind gør modstand og bare vil se Netfix fordi hun “simpelthen ikke er inspireret og bare ikke rigtig føler sig klar” – til at lave hvad hun forudser bliver til mere lort end lagkage. Jeg overtaler hende ved at lokke lidt. Bilder mig selv ind, at jeg bare kan smide det ud hvis det ikke bliver godt, at det er nok bare at blande en farve og sætte en enkelt streg eller to. Det tror hun så på, utroligt men sandt. Og det bliver som regel til en time eller to ved tegnebordet og det er helt vildt lækkert, ikke nødvendigvis flot-lækkert, men mere som efter en tur i Fitness World: “Jeg er ikke blevet åleslank, har fået større bryster og virkelig pæn hud, men jeg er fannanedme sej!” – og det er godt nok til mig. I hvert fald på dage der ellers let kunne blive til HBO & chokolade & uendelige kviksandstanker.

Hvis du kan, så fortæl dit usikre selv, (der er sikker på at hun bliver udstillet på Rådhuspladsen og latterliggjort i Deadline kl 22.30) -at det bare er for sjov, at det er en skitse, eller en prøve. Og lur mig, om ikke hun så alligevel er så sulten efter at mærke glæden ved at sætte streger på papiret, at hun går i gang.

Du kan alligevel ikke se forskel

Hvis du lytter til ham her, Niel Gaiman, så vil han fortælle dig, at når han er færdig med at skrive en roman, så kan han ikke se forskel på det han oplever som en dårlig dag versus en god dag. Super lækkert tænker jeg, og spidser blyanten. Så hvis du er god til at skabe hver dag, vil meget af din teknik nok redde dig på de dårlige dage. Men ellers så brug neder-dage på at præparere lærreder, organisere dine farveblyanter, byg nogle rammer, hvad ved jeg. Bare gør noget. Husk Nancy Hillis fra sidste indlæg? Hold motivationen oppe -bare dyp tåen i vandet, så du gør noget hver dag. Her kommer Niel:

 

 

Skift retning

Ham her Phil Hansen er virkelig inspirerende når det kommer til at fortsætte, selv når livet giver dig de vildeste benspænd:

 

Spørg hvad der sker

Hvad er det egentlig der sker inden i os, når vi ikke er motiverede. Hvis du spørger dig selv hvad der ligger bag din mis-motivation, så er det som regel en ret simpel ting, som at være bange for ikke at præstere. -og hvad så hvis det du laver er noget møg? Spørg dig selv om det, og du vil finde ud af at det er fordi det ikke er rart at lave noget der, i din øjne, ikke er godt nok. Men hvad er værre end ikke godt nok? Det er ikke at lave noget. Det er at bukke under for negative tanker.

Hold gang i stedet gang i lokomotivet ved at forholde dig nysgerrigt til det du skaber. En “Lad min nu lige se hvor det her fører mig hen” – attitude, kan virkelig åbne op for nye sider i dig selv, og hjælpe dig til at overvinde din angst for ikke at præstere. Det kan endda, ligesom i Phil Hansens tilfælde hjælpe dig til at få hul på den helt store kreativitet.
Faktisk kan man sige at dit liv, er én stor skitse. Du bliver aldrig færdig, du vil altid bevæge dig mod en anderledes udgave af den du er i dag. Anderledes er godt, det betyder at du ikke er død. Hvis du har en iky følelse inden i, mens du skaber, så er du stadig helt ok. Lad være med at tro på tankerne om, at du ikke er stærk nok til at klare en dag med “Iky” – selvfølgelig er du det! Du har helt sikkert oplevet langt værre ting i dit liv end at tegne en grim tegning, eller skrive en virkelig plat kærlighedssang. En krea-dag uden Den store idés luftkasteller, er en ok-god ting. husk på at den dag er dit næste skridt mod et mesterværk.

Jeg håber du skaber noget i dag, skriver et lille vers om regnvejr i oktober, maler et studie af våd asfalt, eller elsker dig selv nok, til i det mindste at gøre klar til de næste 10 værker ved at lave skitser til dit næste store værk.

Med ønsker om en rigtig dejlig kreativ dag …
Kærlige hilsner Maj

Bonus info: Hvis du kan lytte på engelsk er der en fremragende bog af Steven pressfield der hedder Turning Pro, -også selvom du er begynder eller ikke er professionel, er den et lyt værd. Her er linket til Audible Turning Pro, som er dem jeg bruger.