Hvorfor laver vi overspringshandlinger?

Hvorfor laver vi overspringshandlinger?

19th July 2020 0 By Maj Johansen

(Post feature: On a Hurdle af Wacław Piotrowski, 1928.)

-og hvordan kommer vi uden om dem?
Dette indlæg hjælper dig med at overvinde trangen til at springe over hvor løfterne sætter ud.
Du vil læse at jeg, ligesom dig, ikke er andet end en sæk fuld af kartofler i dynejakker, der hellere vil putte med HBO (min hemmelige kæreste) – i stedet for at gå i retningen af mine mål.
Du finder ledetråde der har hjulpet mig med at undgå sorte huller og smalle sprækker hvor små piger sidder og synger … “imorgen, imorgen … du gør du i morgen.”

 

Pisken eller guleroden

Fordi jeg i sidste uge opfordrede dig til at slippe og slappe af. Gav dig værktøjer til at finde ind til inspirationen gennem afstresning og afslapning, kan du lige nu sidde og tro, at jeg skriver fra samme skuffe i dag. At der er et lille kindkys på vej, og et “det skal nok gå altsammen …”

Men ligesom livet, er kreative processer fuld af sure æbler. Man kan ikke bare danse rundt i bløde sutsko og regne med at valse udenom overspringene.

-nogen gange skal man ha’ et los i R**en.

 

Så det får du af mig i dag: Tag dig sammen! Det er dig der tager alle beslutninger i dit liv. Ingen anden. Ikke din fortid, ikke din fremtid, men dig, lige nu og her. Du skal tage dig sammen og for en gang skyld gøre noget godt for dig selv. Noget langtidsholdbart-godt, ikke café-latte-plaster-godt.

 

Er det sådan du bliver motiveret til at gå efter dine mål, med en løftet pegefinger foran næsen. Eller vil du hellere ha’ et kram der bedøver dig og får dig til at glemme dine længsler et par uger? Indtil du igen vågner op til uindfriede løfter om at starte til keramik.

 

Hvad bruger du som undskyldning?

Roden til alt ondt stikker dybt. Den sidder og sutter inde i dit indre og får næring af dine dårlige undskyldninger. Men hvad ligger der bag dine undskyldninger?

Her er et par undskyldninger jeg gennemgår, hvis ikke dagligt, så ugentligt : “jeg er for træt til at være kreativ” – “Jeg er sulten” – “hvis jeg rydder op, er her dejligere, så tegner jeg pænere.”

Oversat til dansk: “Det er omgivelsernes skyld at jeg ikke kan fokusere!”

– det er her roden har sæde. Det er her vi skal have fat.

Hvis jeg virkelig ser på den sætning: “Det er omgivelsernes skyld at jeg ikke kan fokusere!”, så er kan jeg ikke gøre ret meget for at ændre på situationen.

Jeg er nødt til at vende den rundt, for at finde den egentlige årsag til at jeg ikke får gang i det jeg gerne vil have kreeret: “Jeg er skyld i og ansvarlig for mine overspring. Jeg er enevældig Dronning i Slapsvanseland og det er kun mig der kan ændre situationen.”

Det er mig der skal ville det nok, til at komme forbi alle de dårlige undskyldninger der står i vejkanten og lokker mig væk fra mit projekt med luftkasteller og blålys. Det kræver fokus. (Tidligere indlæg om fokus)

 

Følelsen af sand mellem fingrene …

Du kan sagtens fokusere.

-du har bare glemt hvordan

Kan du også huske dengang, helt enkle oplevelser kunne fylde hele din opfattelsesevne? Kan du huske hvordan det var at være så fokuseret på en mariehønes fødder, mens den var på vej op af din finger? De illi-billi-milli-meter-bitte-små fodaftryk, der kunne fylde hele din krop med kriblende forundring.

 

Jeg kan huske lykke over hygge i en papkasse.  Selve rummet er rart og klart defineret. Lugten af brunt pap, er dejlig. Hvis man klemmer sig sammen, er der måske også plads til en kop mælk og en tallerken med et par småkager på. Papkassens altomsluttende hygge er ubetalelig  når du er barn.

Hvornår begyndte overspringshandlingerne at definere dig?

Hvornår blev dit liv så fuld af mobil-absencer og Google-vigespor at du endte med gang på gang at give efter for insta-fiks og sukker trips.

Jeg er kommet frem til at det starter med egoets indtog i dit liv. Det starter med at, en lille dreng eller pige får at vide, “du er sød når du børster tænder og smiler imens.” – “og ikke sød når du stikker tandbørsten ind i øjet på mor.” – egoet er det vi lærer vi er.

 

Hvad er ego?

Ja, se det er der skrevet tykke tykke bøger om. Her kommer en meget lille definition: Jeg’et/ego’et fungerer som en bro mellem driften og vores indlærte idealer og normer. Egoet dækker over logikken og fornuften. (link til wiki-definitionen på ego.)

I den virkelige verden ser det sådan her ud:

 

Jeg synes – indsæt dine indlærte idealer og normer som eksempelvis: “Kreative mennesker er de cooleste og stærkeste mennesker.” (Sådan vil jeg også være.)

Jeg er – indsæt en iboende frygt som: “Jeg er bange for ikke at passe ind i flokken.” (Sådan vil jeg ikke være.)

 

Her står du altså midt i en kamp mellem indlærte idealer og normer, versus drift/angst for tab og tilintetgørelse. Kan du se, nu er overspringshandlinger ikke bare et uskyldigt lille dameblads påfund. Det er en kamp mellem egoets liv eller død.

Driften til kreativitet skal have plads.

 

-bare for en tid. Bare for at vise dit ego, at der skal være plads til både ego og drift inden i dig.

Når du har ladet din drift mod skabelse og nydelse fylde i dit liv i et stykke tid, så den får mere sul på kroppen, så begynder der at ske noget helt af sig selv.
Ved at gennemføre kreative tiltage i dit liv bliver egoets gamle indlærte idealer og normer skiftet ud med nye og stærkere idealer som: “Jeg er en kvinde der nyder at skabe.” “Jeg er en mand der går i vilde farver.” “Jeg er et friluftsmenneske.” “Jeg er et menneske der udtrykker mig ved at male.” “Jeg er ….” -indsæt selv.

 

Follow af Maj Johansen

Drømmer du for stort?

Der er mange grunde til at vi laver overspring. Alt for mange til at jeg kan liste dem alle her. Men her kommer en stor én:

Noget af det som bremser mange af os, er at vi vil det perfekte. Det er meget logisk egentlig. “Hvis jeg er blevet inspireret til at male, ved at se en lækker Instagram profil, skal jeg også ha’ en lækker kunstner-insta-profil for at være perfekt.”

Eller, hvis du læser dette med en forretningsbaggrund kan det lyde cirka sådan her: “Hvis jeg er blevet inspireret af Mister Bad-Ass-six-pack, der laver online videoer og sælger sit eget health-brand. Så skal jeg jo først ha en pænere hud, tage et buissness-online-kamera-kursus, og hvis min overkrop skal, bare i nærheden af et kamera, er jeg nødt til at tage i Fitness mindst 4 gange om …” – Og dér blev du så overvældet at du gav op. Det bliver for meget, du springer over hvor gærdet er lavt og klikker dig ind på Youtube for at se endnu en Bad-Ass-six-pack video. Og endnu en søndag eftermiddag er det ikke dine biceps der vokser, men din Colavom.

 

Tag ét mikro skridt

Tag mindre skridt i retningen af dit mål og find ud af om det overhovedet er noget for dig, eller om det egentlig mest er toldfri-tanker uden bund.

Her giver jeg dig en video fra Mel Robbins. Hun er amerikansk inspirational speaker som det hedder. Bær over med emnet “want to become a fashion and beauty blogger” – og indsæt dit eget dilemma eks.: “Vil gerne være søndags-kurvefletter” – “Vil gerne male akvareller” – “Vil gerne sy mit eget tøj.”Stort eller småt, overspring er overspring og Mel Robbins er værd at lytte til. Hendes gennembrud var bogen “The five second rule” – 5 sekunders reglen. (lån den på e-reolen)

 

Syv metoder til at finde vej

Her er syv forskellige veje som jeg benytter mig af  på forskellige tidspunkter, for at undgå overspring :

 

•  Meditation

Hvis bare du sidder 5-10 før dagen går i gang, og har fokus på din vejrtrækning, så vil du opleve enorme forandringer. Tanker vil dukke op, mens du sidder og trækker vejret. Når du opdager de er der, så vend stille og roligt tilbage til at registre din vejrtrækning. Det er faktisk let. Fordelene er mums!

•  Rutiner

Gør det samme hver gang. Sid det samme sted. Spil det samme stykke musik, til opvarmning. Lav en krussedulle-skitse før du tager det fine papir i brug. Gå i gang på samme tidspunkt på dagen.

Rutiner er gnister der kickstarter den kreative ild, så den brænder helt af sig selv.

•  Tid

Sig til dig selv, og hold løftet: -at det kun er en halv time det drejer sig om. Sæt en timer på en halv time af, hold en pause på 10 minutter. Lav en ny aftale, hvis du har lyst til at gå videre. Mal igen i en halv time osv. Gentag.

•  Belønninger

Giv dig selv en gave hver gang du er færdig med dagens kreative tiltag. Lov dig selv en belønning når du er færdig. En gå tur, spis en is, tag en tur i svømmeren, (eller alle 3. ;-))

•  Studer de bedste

Find nogen du synes er dygtige, lad dem hjælpe dig med at være motiveret. Læs om dem, se videoer, hør podcasts osv. Der er ingen undskyldning, for ikke at kunne finde information om en person eller en teknik du gerne vil lære. Mærk hvordan det vækker din lyst til at komme i gang. (Her er eksempelvis Debbie Milmans podcast side, Design Matters. Den er spækfuld af interessante og dybdegående interviews med kreative mennesker. Lyt eksempelvis mens du tegner eller syr noget pænt til din mor.)

•  Brug kroppen

Når vi går en tur, løber eller cykler, klarer vi vores tanker. Stresshormonerne falder til ro. Det er en slags meditation. Vi får skrællet alt det mentale skidt af, og mærker tydeligt hvor vores fokus bør ligge. Vi er bedre i stand til at tage gode sunde beslutninger for vores liv.

•  Visualiser dit mål

Visualiser dit mål, se det for dit indre øje. Skriv det ned. Hver en detalje om hvad du vil opnå ved at tegne 2 timer hver anden aften. -og visualiser det igen og igen, skriv det igen, mærk følelsen af at have nået dit mål.

Er der den positiv side?

Har du vundet guld i “Overspringshandlinger for overkompenserende-medarbejder 2020”, så er det måske i virkeligheden et godt tegn, at smutte ned genem de smalle gyder til Slap-nu-af-land en gang i mellem. Når bare du gør det med god samvittighed.

En helt anden vej at gå, er at sige, at overspringene er et sundhedstegn. Her er en artikel af Jim Nydam Bjerregård: “Glemmer vi overspringshandlingerne?”

Han siger, kort fortalt, at det er et affaldsprodukt af vores indlærte stress-niveau-normer, der gør os oversprings-forskrækkede. Det giver jeg ham helt ret i at det også er. Læs hans indlæg, det er ret dejligt.

 

I indeværende indlæg forsøger jeg netop at opfordre dig til at bruge din lyst til kreativitet som en slags positiv “overspringshandling” fra hverdagens krævende gøremål, i stedet for at se TV eller Google rundt i cirkler bare fordi du ikke kan tage dig sammen til at støvsuge.

Lad være med at støvsuge, men lad også være med at se tv. Tegn en støvsuger på de fine hvide krus du købte på loppemarkedet i stedet. Gør dem til dine. Her får du et link til Porcelæns maling tusser. -så gør det nu bare, det bliver helt sikkert sjovt … (Maries idéer viser her hvor pænt det kan blive.)

 

Gyngerne og karrusellerne

Jeg håber du har fået inspiration til at se lidt anderledes på din kreative side denne sommer. At du har fået mod på at prøve nogle ting af og måske endda gennemføre et projekt eller to, uden alt for mange overspring.MEN den aller vigtigste erfaring jeg kan give videre er: hav tillid til processen. Følelsen af lethed i arbejdet varierer. Nogen gange kræver det et los bag i, andre gange trænger man bare til at have en sofa på ryggen. Træk på skuldrene, læg dig godt til rette og spring over “ville, burde skulle,” og sig “Pyt” til dig selv. “Det er bare sådan det er …  lige nu.”

Men hvis du kan, så vær’ lidt kreativ hver dag, – også på de trætte dage, det holder musklerne i gang. (Træthed kan faktisk hjælpe. Det gør det nemmere at lade det uperfekte lede vejen.)

 

Så kom der alligevel et lille sidste skub på. Nu tier jeg stille.

… rigtig god søndag dag til alle.

 

Kærlig hilsen Maj