Drama – Du gode menneske dog!

Frans

En monodialog for to spillere, støttet af Statens kunstfond der aldrig blev opført. Doris og Frans søger altså et teater. Manus er udgivet på Forlaget Drama.

Det oprindelige hold bag projektet, som stod mig bi under redigering og reading-processen var :
Skuespiller Tina Gylling Mortensen som Doris
Skuespiller Anders Hove som Frans
Scene instruktør Bente Kongsbøl fungerede både som dramaturg og instruktør på readingen, der blev afholdt på D.kgl. teater, maj 2010

Se nederst for en tekstbid.

Til interesserede teatre
Jeg mener at en stor del af jeres publikum vil finde det forløsende at møde Doris. Det vil helt sikkert give anledning til at få luft for egne erfaringer med plejesektoren, samt at opleve hvad det vil sige at arbejde i et lavindkomst job, med højt syge fravær. –og hvad det vil sige at skulle tilbringe sine sidste dage i plejesektorens effektive klø’er.
Karakteren Doris er et menneske som repræsenterer ’bunden af Danmark’. Hun taler i et sprog som kommer ud af den almindelige danskers ordforråd, men hendes (ofte ubevidste) indsigt i livet og de situationer hun som hjemmehjælper har oplevet, giver hende en særlig mulighed for at fortælle om livet fra en vinkel, vi ikke ser særlig ofte på de danske scener. Formålet med denne stemme er at klarlægge en almindelige danskers liv og deroute. Det skal stå  helt klart for publikum at hun gennem hele livet har haft et valg, og at hun stadigvæk har mulighed for at blive et bedre menneske, men at hun ikke vælger det, fordi hun ikke kan, eller fordi hun ikke vil. Hun tager stilling til mange ting, men tager aldrig stilling til sig selv og egne valg. Hun vælger som mange af os at ’slå den blinde vinkel til’.

Vellykket reading på Du gode menneske dog!
Med støtte fra Statens Kunstråd, af holdt vi i maj 2010 en reading på det kgl. Teater. Her opnåede vi en respons fra publikum, som lå langt over forventning.
Instruktør Bente Kongsbøl og skuespillerne Tina Gylling og Anders Hove, fik stærk respons fra publikum, der chokeres over, at se og høre hvad det egentlig vil sige at tage sig af en handicappet mand. De kunne ligestille det med deres egne historier om  forældre på plejehjem, eller egen angst for at ’ende sine dage’ i hjemmeplejen.

Bl.a. starter stykket med at Frans ligger på gulvet foran hoveddøren, fordi han er faldet ud af sin kørestol. Doris kommer hjem fra en indkøbstur, og træder uden at tænke over det, hen over ham mens hun sludre og ordner en del praktiske ting, inden hun hjælper ham op.
Publikum grinede over det groteske i situationen, men efterhånden som forestillingen skred frem stivnede smilet, -og de så at lignende situationer gentog sig, -de vænnede sig til det groteske, og begyndte at have medfølelse med Doris’ livsvilkår.

Om teksten og forestillingen :
Doris Larsen har arbejdet i plejesektoren i 34 år, da hendes mand Frans køres over af en overlæge. De modtager en stor erstatning der giver dem mulighed for at komme ud af ”lavindkomstens dødsdrom.”
Men nu hvor det høje økonomiske gærde pludselig er lavere, kan  Doris så springe over det sociale skæl, og blive venner med kommunalpolitikeren Holger, som også handler i Irma? Eller er hun bundet til Frans som hver dag, i de sidste 34 år, har trukket sig selv ud i toilettet?  Nu hvor hun ikke skal bekymre sig om penge og et alt for hårdt arbejdspres, hvem er hun så?!

Dokumentarisk
Fundamentet for at skrive ”Du gode menneske dog” kommer ud af mine to  et halvt år, som fuldtids plejehjems assistent, og hjemmehjælper vikar. De historier som her er  inkluderet i Doris’ fortælling er egne oplevelser.

Den sociale velfærd
Jeg stiller spørgsmål ved om vi, med  de nuværende ’høje sociale standarder’ overhovedet kan forstå hvad det vil sige at tage sig af andre mennesker.  Doris siger i stykket ”Tro mig Frans du får ikke en SOSU medhjælper der har gået på Herlufsholm! …det betyder ikke man er god til at give omsorg, -bare fordi man var dårlig i skolen!!”.
Den danske standard for social velfærd, gøres ikke op i evnen til nærvær, eller omsorg. Den gøres op i købekraft og økonomisk lavkonjunktur, – konsekvensen er fravær af medfølelse og empati.

Genre
Genren er helt bevidst valgt som komedie. Det er min klare intention at ’åbne’ publikum, samt at skabe tillid gennem brugen af humor, for derefter at lade dem indtage både hovedkarakteren Doris’ og hendes mand Frans’ uundgåelige nedtur. Jeg vil skabe genkendelse, men jeg ønsker på ingen måde at hænge nogen ud. Netop fordi jeg har arbejdet i hjemmeplejen og som Doris siger ”Selv har gjort … ting”, kan jeg fortæller om – os alle sammen – jeg bryder mig i særdeleshed ikke om teater der ’trækker bukserne af sit publikum’!
Jeg søger at skabe en åbenhed omkring en historie vi er fælles om, -angsten for at blive efterladt af vores kære, -eller angsten for ikke at have kræfterne til at blive hos vores kære, når det virkelig gælder.

Jeg fortæller med humor,  så vi kan holde ud at se og høre Doris’ historie, -så selvindsigten bliver nemmere at bære, for der er en del at bære.
Jeg ønsker at skabe forståelse, for de valg karaktererne tager i stykket.

Mål
Med denne opsætning ønsker  jeg, at give publikum en sjælden indsigt i dét at tage sig af sig selv og hinanden. En indsigt i at være ufaglært, og uden sociale kompetencer til at komme ud af indlærte mønstre. En fortælling som ikke kun ’bunden’ af Danmark kan lære noget af,  ’de veluddannede’ er i lige så høj grad ufaglærte når det kommer til omsorg og medfølelse, de har også, -en blind vinkel eller to, der bør tages op til revision når det kommer til en mere helstøbt opfattelse af velfærd, den ydre og den indre.

Tekstprøve

DORIS : “Men ok Frans hvis du virkelig gerne vil smage alderdommens fodlænke i en alder af 62, så ringer jeg da gerne til Lykkebo! De sender helt sikkert Lisbeth, hun kan tage dig med til en lille stue hvor du bliver overmedicineret og skrinlagt.

Forstår du ingen må se Danmark dø. Det er derfor de ansætter de dummeste til at holde stanken nede. For vi kender ikke til andet, vi ved ikke at det er for dårligt!? Vi kan ikke huske rentesatser, indextal og dobbelte bankaftaler med trusler om at nok, er nok. Vi ved ikke hvem vi skal ringe og klage til, det er jo regeringens lejesvende der sidder på kommunen og sender én rundt i telefonsluserne, til man bliver så svimmel at man opgiver, og bare cykler videre, videre og videre med sine 420 visiterede minutter på en detaljeret to-do liste. Vender, løfter, og tørrer…røv.

Tro mig Frans! Du får ikke en SOSU assistent der har gået på Herlufsholm, og de billeder du har set fra Lykkebo … med de gamle som sidder i haven og nyder morgenkaffen i solen … til ære for fotografen. Undskyld men jeg véd det faktisk, jeg var selv med til at knokle dem derud! Der er da ingen hvide mennesker der gider skubbe en kørestol gennem vådt græs!

”Desværre du kan ikke komme ud i dag hr. Larsen, vi er underbemandede og resten sidder og drikker kaffe og ryger smøger, de er så trætte!” Selv Bubber bliver træt! -og han laver TV!

Nej, nu må jeg simpelthen også lige ha luft!!!”

(Doris er på en bustur til Vadehavet)

DORIS: “Jeg er med dem der, (peger længere frem) de er bare mere i par, jeg er alene, så jeg … ja sæderne var pludselig helt fyldte. Kender du det … vupti så var dén plads holdt, og dér sneg der sig lige en størrelse 36 ind under din arm, og så var der en der hed ‘Vipse’, de sagde det var min mande-ven Holgers søster … meen … nå men hun skulle i hvert tilfælde sidde ved siden af ham, fordi hun ikke forstod et pip Sønderjysk, og der var faste pladser, fra nu af …  så … sjovt hvordan man skal være vågen med sådan noget, det har man skullet siden folkeskolen ikke? … ikke satse for meget på én person, men det glemte jeg lige i farten, jeg ville jo ha siddet lige så godt overfor ham, som ved siden af. Men det glemte jeg, jeg satsede på ét bestemt sæde, det skulle jeg ikke ha gjort, skulle ha været mere åben.

Det er jo klart at det var kommunalpolitikkerne i øvrigt, der fik de gode sæder der midt i bussen, 2 og 2 med borde imellem. Joh …  de kendte reglerne det kunne man mærke, som ulve der arbejder i flok. Klik klik klik og klik! Som dominobrikker gik det, ”Desværre alt optaget.” Er det også derfor du sidder her, yderst?                                              

Kan du se ham der i den dushblå vindjakke, det er min ven Holger. Kommunalpolitikeren kalder jeg ham. Aah ikke når han høre det, for ham er det jo normalt, så kan man ikke det. De andre dér er hans venner, dem skal jeg nok nå at lære at kende, på den her tur. Taler du sønderjysk, det er åbenbart super godt at kunne! Har du set sort sol før?

Det har jeg ikke, jeg har været hjemmehjælper … men nu starter mit liv på ny, med denne her tur. Utroligt hvad man kan i dag ikke. Høj og lav i samme bus … to fra ”de varme lande”, har du set dem? Dér. Det er dem med farver på tøjet. Jo, jo, klasseudligningen har ikke været forgæves, det har den ikke, lige bortset fra de handicappede de mangler at komme med os andre. Nu er min mand handicappet, så jeg ved hvad jeg snakker om.”