Category Archives: teknik

Teknik bøger

Posted on

Der findes meget ligegyldig forfatterfaglitteratur. Her anbefaler jeg nogle af dem der ligger helt i toppen …

Scrivener 2 – easy peasy

Posted on

Her finder du nogle af de mere strukturelle features i Scrivener – stadig suuuuper let at gå til-

God fornøjelse ;-)

 

Et fedt skriveprogram

Posted on

Hvad end du skal holde styr på skoleopgaver – skriver noveller – romaner –  eller går og brygger på en marmeladeopskriftskogebog – så er Scrivener svaret på alle dine bønner. Det er et super fleksibelt og nemt at bruge … professionelt og stærkt.

Historien under isbjerget

1101543887_e7b98e4829_o.jpgMike Leigh, en filminstruktør der har lavet fabelagtige – meget karakter bårne – film eks.: Secrets and Lies (på dansk: hemmeligheder og løgne) bruger en, på mange måder, både intuitiv og konkret måde til at bygge sine historier op på. Jeg var så heldig, at opleve hvordan han hjælper sine skuespillere kreere karakterer, ved at bruge det de kender. Kort fortalt, skal spilleren tænke på en (ikke nær ven eller familie) de kender eller har set, og kopiere nogle af de fysiske og psykiske træk, og lade dem være udgangspunkt for den karakter de skal spille. (Se evt. link herunder.)

– En god idé, at flytte det vi skaber væk fra os selv, ud i 2. eller 3. led. På den måde vil der være mere frihed i det vi skriver, det er nemmere og mere ok at lyve-digte lidt.

Herunder har jeg skrevet en lille historie, hvor meget specifikke situationer, der er taget ud af mit eget liv: klister på kinden, samhørighed med naturen, lugte, venskab og en blommesten på afveje. Selve fortællingen her, er ikke noget jeg har oplevet, det er oplevelser jeg har stykket sammen, efterhånden som skriver. Billederne dukker op og pakkes ud:

Smagen af sten
Når man er en lille pige, med klister på kinden, der stikker lidt når man trækker på smilebåndet, ved man, at ting er levende. Sten, der har en pulserende grå farve, eller måske endda glitre som diamanter, når man holder den op i solen, -kan tale til én. Den kan bede én om, at putte den i lommen, og tage den med hjem. Den kender ikke den vindueskarm den kommer til at ligge i, men det er som om den véd, at pigen vil finde det dejligt, at have den liggende dér, i den sorte marmor-vindueskarm, der lugter lidt af støv. Derfor derfor kalder den på hende når hun går forbi, for dén vil finde det dejligt at hun har det dejligt.
De voksne siger at sten er kolde, at sten er hårde og tunge. Men hun hun véd noget andet. Hun véd, at hun er ét med dem.
Hun samler naturligvis stenen op, børster den fri for sand, spytter lidt på fingeren og gnubber en tangklat af, før hun putter den i lommen. Hun har lyst til at smage på den, men det vil hun vente med til hun kommer hjem. Ah, en dejlig følelse at have netop dén sten i lommen, tænker pigen, og glæder sig til hun skal sidde på bagsædet af bilen, og holde stenen i sin hule hånd. En ny ven.
Hun lægger stenen i vindueskarmen, der lugter lidt af støv. Når hun ser den, tænker hun på solen, stranden og den måge der også kiggede på stenen, den dag på stranden, sammen med hende. Da den blinkede, blinkede den til hende. Den hilste på hende, måske. Måske sagde den, at den også synes netop dén sten var smuk. Hun lader fingrene glide hen over kinden, der hvor candyflossen klistrede og lavede en skorpe. Kinden er blød nu, renvasket.
Så snart hun rører stenen med fingerspidserne, mærker hun en kildren, den taler til hende. Ikke med ord. Men med bevægelser og bølger. En fryd, næsten. Tanker forsvinder og ingenting opstår. Et dejligt Nu. Stenen og hende.
Hun fører den op til kinden og lader den kærtegne huden. Det er dejligt, køligt-blødt. Hun lukker øjnene og lader verden falde væk. Munden åbner sig let, læberne slapper af, ansigtet falder til ro. Hun sover ikke. Hun føler sig mere vågen end nogensinde.  Forsigtigt lader hun stenen glide hen over læberne. Alting kildre. Hun stikker tungen ud. Den smager salt og fortæller hende om rullende bølger, varme strande, sørøverskibe og bandeord. Hun holder af den lille sten, allerede, en god ven. Den minder hende om hvem hun er. Kærlighed. Stenen smutter ind på tungen, den er ikke så stor, men stor nok til at føles hård mod ganen. “Hah.” Hun kom til at synke, stenen sidder fast i halsen. “Hah.” “Hah.” Hun kan ikke få den op i munden igen. Det gør ondt, spænder. Hun forsøger at hoste. Men stenen sidder bare mere og mere fast. Nu har hun tårer i øjnene, løber hen mod døren. Mor er i køkkenet, var mor ikke i køkkenet? Nej. Pigen løber lidt nu, ind i stuen hvor gæsterne sidder. Panikken flyder ned over hende som varm maling. Huden prikker. Hun kan ikke få luft. Mor er oppe at stå, far trækker sig frem på sædet. Pigen kan ikke tale, sige hvad der er galt. Stuen er fuld af spørgsmål. Pigen bliver véd og véd med at klappe sig på halsen. De forstår at hun har noget halsen, men da mor stikker fingrene ind i hendes mund trækker hun hovedet væk. Mor må ikke presse stenen længere ned. Hun bliver svimmel, gæsterne og kaffekopperne danser for hendes øjne.
Pludselig hænger hun oppe i luften, far løfter hende i det ene ben, højre eller venstre? Hun har lige lært det, men lige nu kan hun ikke finde ud af hvilken hånd hun siger goddag med. Hele hendes krop ryster og er rundtosset. Hovedet hakker op og ned i takt med at far ryster hende. “Klak.” Stenen rammer den ene fortand, før den falder ud på gulvet. Læben bløder. Hun kan høre sig selv græde. Det gør forfærdeligt ondt i halsen. Hun kan trække vejret igen. Hivende og hylende gemmer hun sig i mors favn.

Dominoeffekten
Modsat Mike Leighs skuespiller metode, har jeg her brugt små hukommelser fra mit eget liv. Du kan også gøre det præcis som Micke leigh foreskriver: bruge karaktertræk, fra en bekendt, eller ham der sidder i kassen i Netto.
Ud fra devisen: “Du er hvad du tænker – dine tanker bliver til følelser – dine følelser skaber handlinger – dine handlinger danner identitet.” Hvordan former det så en karakter, der som barn, har haft sådan en oplevelse? Hvordan former det en famile og bror, – hvis stenen kvalte pigen, dér i stuen mellem gæterne.
Dét, at finde sådan én eller flere små situationer, fra din karakters liv, er en måde du kan skabe karaktertræk på … (Se eventuelt mine indlæg om koncentrationspunkter, – her er et klart koncentrationspunkt. Sten i halsen.) … Det er en måde at skrive en novelle eller en roman på. Jeg er fornylig gået i gang med et råt udkast til en roman om en produktionsskole. Her skrev jeg en masse små historier, om hvorfor eleverne var på skolen, for at lære dem at kende. Nu viser det sig så, at det slet ikke var dén historie jeg havde indeni mig, -i hvert fald er det ikke den der står forrest. Men én af de karakterer jeg skrev en historie om, er hovedkarakter i sin helt egen roman – og nu vælter stoffet, langsomt men sikkert frem, uhmmmm, livet er skønt.

Fjern presset
Hvis du angriber din historie på denne her måde, fjerner du noget af plot-presset, her er ikke noget drive, ingen steder du skal hen. Du kan kigge op i de drivende skyer, eller synke helt ned i en græsplæne, sammen med din karakter. Gør dét først, så vil jeg vædde på, at når du senere skal komponere romanen/novellen – skabe overblik og sammenhæng, så går det hele meget lettere.
Når du maler, skriver, synger eller danser, så er selve produktet – i hvert fald for kunstneren – altid det mindste af det. Alt det, som gør værket unikt, brilliant og pulserende, er dén del af isbjerget der ligger under havets overflade.

Der er uendeligt med isbjerge inden i dig. Hver en millimeter i dit liv er gjort af iskrystaller og sneskred, solskin og havoverflader.
Rigtig god tur.

Link til Mike Leigh.

Skriv, stille og roligt, bare skriv

4324132785_0f0cc13160_o.jpg
Så jeg vendte snuden hjem, jeg stak tomlen ud, blev taget op af den første bil med en jydekrog, fyren bød mig på en smøg, og jeg ku’ bare ryge fra pakken, indtil han så mit tøj, og sa’ hva er det der sker med farven på dine øjenlåg, jeg svarede den er sort, som prisen på dine smøger, uden banderole på. Så begyndte vi at snakke, ikke tale, bare snakke …

Den sidste metode, jeg bruger, handler om dét Peter Sommer synger om, i sin sang Valby bakke: Bare at skrive. Ikke skabe – bare skrive, ikke finde på – bare skrive, ikke præstere – bare skrive …

Tiden, samfundet, skolen lære os, at være produktive, rationelle og skabe resultater.  Vi skal nå egne eller andres mål, være procesorienterede. VIRKELIG! Processen er sat i system. Selve dét at være i Nu’et, er en præstation!
Det har taget noget om sig, siden jeg var barn for 30-40 år siden. Der er ikke et område i vores liv, i vores hverdag, der ikke er blevet dissekeret af velmenende eksperter. Søvn, mad, sex, relationer, arbejde, familie og motion … alt er sat ind i kontekster og systemer. Effektiviseret liv. Alt skal eller kan forstås. Du behøver ikke være særlig ihærdig for at finde en løsning på dit fordøjelses besvær, dine motions vaner – eller manglen derpå. Du kan søge hjælp online eller hos en terapeut, hvis der er knas i … jah, hvad som helst. Hvis du tvivler lidt på din kreativitet, er der et væld af muligheder for, at udvide og udvikle den og dig, også. Det er faktisk lidt noget lort.

I dag vil jeg slå et slag for ikke at skulle – ikke at ville, andet end bare, at skrive. Her er det umuligt ikke at nævne Julia Cameron, aka: bogen: Kreativitet. Hvis du ikke har den stående på din bogreol, så skriv den på din ønskeliste, eller skynd dig at købe den. Den er Genial. Det er den eneste af hendes bøger der findes på dansk. På engelsk er der en heeel masse flere af hendes bøger. The Right to Write, er en anden god bog af hendes, om at skrive kreativt og intuitivt. Måske du har hørt om hendes ide: at skrive ‘morgensider’.
At skrive morgensider, går ud på bare at skrive 2-3-4 sider – i hånden – hver morgen. Sætte pennen til papiret og bare skrive … ikke tale bare snakke. Ikke finde på … bare skrive. Det er ret lækkert.
Nathalie Goldberg, er en anden forfatter og kreativ lærer der anbefaler morgensider. Hun er også en fantastisk fortolker af, at leve et kreativt liv, med pennen som udgangspunkt.

(Et PS, midt i det hele: Jeg er stor stor lydbogsfan. Så hvis du forstår bare nogenlunde engelsk vil jeg her anbefale Audible.com. Det er en amerikansk lydbogsservice, ala Storytel. Jeg lytter cirka 2-3 bøger om måneden, alt efter om det er en roman på 6 timer eller 17  timer. Det koster mig omkring 150,- kr. I abonnement for 2 bøger. -Og så er der nogen der læser højt for mig! Yay! Jeg cykler, gør rent, nusser eller ligger og feder den mens jeg lytter. Det er fabelagtigt. 1 bog pr. Måned koster 100,- kr.

Nå men tilbage til dét at lytte, og bare skrive dét ned som kommer til os. Ikke at tænke og være fuld af retning mod et mål, med det vi skriver. Men at lytte, ikke tænke på i morgen … eller den næste sætning. Wordcount er udelukket. Bare lyt, og skriv!
“Åh, men altså, det er bare vrøvl og krusseduller der dukker op på siden.” Ja, det er det nok, men som alt andet, så er flow-skrivning noget der kræver tid og tillid. Forfatteren Niel Gaiman (ja jeg smider om mig med navne i dag.) – siger, at en ung forfatter har én million ord der skal ud, før der kommer noget godt … måske ikke, måske når du frem til noget lækkert inden da. (Forhåbentlig, én million er fand’me mange ord, apropos det indlæg jeg skrev sidste tirsdag – ca. 1.100 romaner.)
“Tilbage på sporet Maj!” Jeps: Udgangspunktet for at skrive, må altid være dét: at skrive. Ikke producere. Bare skrive.

Det er meget let, som nævnt i indledningen, at ville noget, med det man skriver. Derfor er det også meget fristende at forsøge at kontrollere det man skriver. Men kære ven, læser, skriver … træk lige vejret en gang. Det, der kommer før metode og teknik er at skrive. Det er simpelt, ingen teknik kan holde din historie hvis du ikke sætter bogstaver sammen, danner sætninger, lære at lytte til det dit hjerte synger til dig. Problemet er bare, at det er vi ikke så vandt til: At lytte til hjertet, og følge den melodi der kommer derfra.
Når vi først begynder at skrive det som lige umiddelbart er inde i vores hoveder, maver – hjerter, så er det tit de helt nære ting som: min kæreste gjorde sådan og sådan i dag, eller jeg skal have frikadeller til aften og jeg har tænkt mig at putte feta i dem … trivielle ting. Det vi leder efter, når vi skriver, ligger bag det umiddelbare. Bag frikadellerne og kæresterne, eller inden i dem.

Lad mig komme med et eksempel: jeg skrev engang på en synopsis til en film. Pigen var indlagt på hospitalet og ville på en springtur, med en fyr som også var indlagt på livstid. Da hun inde på sygeplejerskens kontor, åbnede en skuffe for at finde nøglen til medicinskabet, så hun (og jeg) en skalpel kniv ligge under nogle papirer. Jeg (forfatter-mig) fattede ikke hvorfor den poppede sådan ud i det billede jeg var ved at beskrive, jeg havde jo bestemt mig for, at hun skulle finde den forbandede nøgle. Men kniven blev véd og véd og véd med at dukke op, selvom jeg ignorerede den i stor stil, mens jeg skrev videre på min synops. Indtil … HA! … indtil jeg kom til slutningen af filmen/synopsen. Pigen skulle bruge skalpel kniven til at redde sin ven! Bum. Det var virkelig et *Heureka moment for mig. Jeg forstod pludselig hvad det ville sige at lytte mens jeg skrev.
Jeg forstod, at dét jeg gjorde som skuespiller når jeg bare vidste hvor i rummet det var bedst at stå, hvordan mit stemmeleje skulle være, hvor hurtig eller langsomt min karakter skulle bevæge sig … det var det samme, som det jeg lige havde oplevet som forfatter. Jeg så det for mig, jeg vidste det, jeg kunne mærke sandheden i det. Det var bare sådan det var. Sådan er det også når du bare skriver, ikke tænker, men bare skriver. “Uden helt at vide hvorfor, snuppede hun også skalpel kniven …”

Så, øvelsen er: at lytte og skrive det du hører, se og skrive det du ser, mærke og skrive det du mærker.  -Og det ér en øvelse, det er noget der kan trænes. Der ér noget inden i dig, som kan trækkes op i gennem al den slagger, du har i dit system af hverdag og virkelighed: må-skulle-burde-metoder og teknik. Og dét som kommer frem vil sætte dig fri. Det er sandheden, intet mindre. Du er unik, der er kun en af dig i hele universet. Skulle dét du har inden i dig ikke være fantastiskt? Jo da-Yoda! Det kan ikke være anderledes.

Det kan lyde svært, underligt, fremmed. Men jeg véd, at når DU kommer frem på siden, så ved du det godt. Du kan mærke det: det er let.
Faktisk, er det let, bare at snakke, ikke tale, bare snakke.

Kærligst Maj

*Heureka eller Eureka er et græsk udtryk, der betyder: “Jeg har fundet”. Det bruges som udråbsord for at fejre en opdagelse.

Her er et link til Julia Cameron.

Og til Nathalie Goldberg der læser sine egne bøger højt, med den skønneste Chicago accent, på Audible.

Ælle bælle mig fortælle-tælle-tælle

tal

Da jeg begyndet at skrive, blev jeg ærlig talt lidt overvældet over, at skulle holde overblik over, det jeg havde skrevet OG hvor meget jeg skulle skrive OG hvor meget tid jeg brugte på at skrive OG hvor mange ord jeg egentlig skrev pr. dag OG hvor mange ord en roman var – burde – skulle – være OG hvornår på dagen jeg skrev bedst OG hvor meget af min skrivetid der var effektiv skrive tid OG, OG, OG … Jeg læste og U-tubede mig til en masse svar. Alt sammen metoder, der i følge forfatteren eller U-tuberen, var: lifesaveres, hvis jeg skulle gøre mig nogle forhåbninger om, at gøre en hel roman færdig. – Men tiden jeg brugte på at undersøge tal og metoder, var i virkeligheden bare tidsrøvere der gjorde, at jeg heller ikke fik skrevet, det jeg gerne ville dén dag.

Mit resultat får du her: Jeg kom frem til at én metode virker til ét projekt og en anden metode virker til et andet projekt. Projektet har i høj grad et væsen og et pulsslag der er med til at bestemme: hvem, hvad, hvornår, hvor mange og hvordan.

Tal hjalp mig – og nu, måske dig
En ting der drev mig frem, i starten, var pludselig at opdage, at der var ‘regler’ for hvor mange ord en hel roman skulle-burde-kunne være. Jeg lærte også, at man kunne tælle ord i scener. Det hjalp mig, at vide hvornår det var ok, at stoppe op og begynde på en ny situation – en ny scene –bryde billedet – for at slutte en situation, eller gemme – uh, spændende – slutningen på en scene, til senere i bogen. Det var faktisk afgørende for, at jeg kunne færdiggøre min første roman. Så haleluja! Derfor deler jeg nu nogle af de tal, jeg har samlet gennem årerne: ( – og ja! Krea-hatten klapre op og ned på bordet, her ved siden af mig, for at sige: “Intet er sat i sten, disse tal er kun retningslinjer, intet véd bedre end romanen selv og din intuition, hvor lang en scene, et kapitel eller din roman skal være.”)

Ca. tal for romaner, i ord:
Korte romaner for børn: 30.000 ord.
Børne og ungdom: 45-75.000 ord.
Voksen: 75.-100.000 ord.
George R.R. Martin: 284.000 ord eller mere.
Harry Potter: ligger mellem, 76.944 og 257.045 ord.

(I fantasy tillader man som regel et højere ‘word count’/antal ord, end i normale romaner, fordi, der i fantasy, er brug for det man kalder ‘worldbuildning’. -Forfatteren skal bruge plads til at forklare en helt ny idé om hvordan verden hænger sammen, magi, væsner, osv.

Hvor lang tid tager det så at skrive en roman?
Hvis du bare skriver 500 ord om dagen, 6 dage om ugen, bliver det til 3.000 ord om ugen og du har en roman på 90.000 ord, på 7,5 mdr. Og så skal der redigeres. Hvilket kan tage lige så lang tid, eller længere. (PS  … 1000 ord om dagen halverer tiden og du kan have en roman klar på under et år. Yay!)

Tal pr. side i din trykte bog
Ca. tal for ord pr. side, i en trykt bog, ligger mellem 250 og 350 ord pr. side. Akademiske bøger kan komme helt op på 500 ord pr. Side. (Giver dig mulighed for at udregne hvor mange bogsider din roman kommer til at fylde, når den er trykt. (Alt efter hvor stort fysisk format i ‘mm x mm’, romanen skal trykkes i samt punkt størrelsen på bogstaverne.)

Hvor mange ord pr. Scene?
Det siger sig selv, at korte scener giver spænding, og lange scener giver mere dybde og indføling. Jeg vil sige, mindste antal ord for korte scener er 600 ord pr. Scene, og max. længde for lange scener er 3.000 ord pr. scene. Børnebøger har kortere scener.
Da Vinchi + Inferno forfatteren: Dan Brown, er dog kendt for at skrive scener, på helt ned til 50-200 ord. – som i øvrigt udgør et kapitel! (Mester i spænding.)
En tommelfingerregel er, at man bør have ca. lige mange ord pr. Kapitel, gennem hele bogen. -but who’s counting?

Hvis du laver plotkort/scenekort:
Hvis du er en plotter, eller en næsten plotter, der laver små plotkort over hver scene inden du går i gang, så er der også en bunke tal her:
Du har besluttet at din roman skal være 90.000 ord lang ,med en gennemsnitlig scene-længde på 1.200 ord. Det giver denne udregning. 90.000 : 1.200 = 75 scener i din roman.

Jeg synes det kan være ok-smart at lave et groft overblik, via plotkort, før man begynder at skrive. Især hvis man skriver spænding, med vendepunkter og twists i historien. Det kan hjælpe at planlægge en – i hvert fald en nogenlunde – scene-plan ud på forhånd, som man så kan afvige fra og bruge til at finde tilbage på sporet igen, via sine små plotkort eller scenenoter.

Bare for sjov ligger jeg her, et billede ind af berettermodellen/Hollywood modellen, så du kan se hvordan man inddeler en film i dele. – alá den Hauge model jeg skrev om sidste tirsdag. På hans hjemmeside, er der, i hans gennemgang af modellen, procentsatser for hvert trin, så du helt præcist kan regne ud hvor mange scener eller sider hvert trin skal fylde. Men her bare et billede af Berettermodellen. Måske kan du sjusse dig frem til hvor mange scener du synes du har brug for, i de forskellige dele af din roman, alt efter om du skriver spænding, mystik eller kærligheds romaner.

Berettermodellen

Ord pr kapitel
Et kapitel kan, som nævnt, være meget kort. Men for meget ungdoms litteratur ligger de mellem: 3-5.000 ord pr. Kapitel.
For voksen er gennemsnittet 5.000, men kan selvfølgelig også være dobbelt så lange, altså 10.000 ord pr. kapitel. – igen for børn er det kortere kapitler.

(Dividér  ord pr. Side med din kapitel længde og du har antal sider pr. kapitel. Eks: 5.000 ord : 250 ord pr. Side = et kapitel på 20 trykte bogsider.) – Du kan eventuelt gå hen og hente 2-3 af dine yndlings bøger på din reol og tælle ord pr. side samt sider pr. kapitel, og se hvordan det passer med det du har tænkt dig, eller er i gang med at skrive.

Lav din egen ‘skitse udregning’ hvis tal tænder dig
Nu skulle det være rimelig lige til, at regne ud hvor mange scener du ca. har brug for til et kapitel, -scener pr. Roman, -kapitler pr. Roman, osv, osv … Du kan selv regulere i forhold til genre, alder og spændingsniveau.

Som sagt, er alle disse tal, kun krykker. Ordene skal skrives, siderne skal redigeres og  kapitlerne skal have en rækkefølge. Men måske, du lige som mig, en gang i mellem har brug for en rød snor, til at holde tungen lige i munden. Så kan det være ok at trække lidt på tallene.
Hvis jeg eksempelvis har haft en laaang scene med forklaringer og uddybning af en situation, så véd jeg, at jeg gerne selv, vil læse mindst én, gerne to-tre korte rappe scener efterfølgende. Og vise versa.

Til slut en note om, at projektet er et væsen der har sin helt egen sjæl. Forsøg du blot at tøjle den, så den ikke render livet af dig, men forvent afvigelser og uopdagede områder på landkortet når du skriver dig ind gennem historien.

Rigtig god tur ud i det ukendte, med eller uden tal.

Støttehjul er ok!

3464660057_8eb7e8b51d_o.jpg

Som kreative mennesker bliver vi tudet ørerne fulde af ord som: hvad føler du for? – hvad mærker du? – brug din intuition – lad det flyde – slap af – træk vejret – nyd – hav tillid – tag imod. Men Fuck altså! Hvad gør man når man ikke kan hverken, se, høre eller føle, hvor historien er på vej hen?
– Man finder sig et par støttehjul og cykler videre.

Metode
Jeg er oprindeligt uddannet metode-skuespiller. Det vil sige, at jeg i 3 år blev undervist i den samme teknik: Michael Chekov Metoden. Vi modtog også undervisning i andre fag, som stemmetræning, fægtning og Thai Chi – osv. Derudover underviste min mester Per Brahe, hver dag, ud fra Chekov metoden – improviserede over den – havde sin helt egen stil. Men hver dag i 3 år, koncentrerede vi os om, at udforske og fordybe os i én metode. Det har gjort, at jeg fik et meget solidt fundament at gå ud fra, i mit arbejde som skuespiller.
Den blåstemplede skuespillerskole ved Odense Teater, hvor jeg efterfølgende gik 4 år, gav mig indblik i mange forskellige metoder og gav mig dermed mulighed for at vælge andre tekniknikker og genre. Men jeg har stadig det bedste forhold til Chekov metoden, selvfølgelig, fordi det er den jeg har fået helt ind under huden.
Når det er sagt, så går jeg ikke ind for slavisk overgivelse til metoder. Slet ikke. Jeg nævner det fordi jeg i dag, og de næste to tirsdage, vil introducere skrive-metoder/skrive skabeloner, her på bloggen.

Smid krykkerne
Lige meget hvordan man vender og drejer det, så er en metode en krykke: det handler om at lære at bruge den, og så slippe den. Alexander Jochved ved Teatret Blå Hest i Århus – En anden mester jeg har arbejdet under, som jeg vidst nævnte sidste tirsdag også, har forklaret det dér med metode sådan her: “Jeg brugte 7 år på, at lære at mime. Derefter brugte jeg 7 år på, at glemme alt om at mime. Først derefter kunne jeg mime.”

Lad kreativiteten lede dig
Så dét at jeg her kort introducere et skriveskellet for dig i dag, er kun ment som en opfordring til at undersøge, om det kan hjælpe dig til at få et plot til at udfolde sig, eller en historie til at rulle. Når du har din skitse og dit plot, så skal du ikke længere bruge trinnene.
Jeg afviger faktisk tit fra disse Michael Hauge trin, men de er aldrig langt væk, når jeg skriver. For eksempel kan jeg være aaaalt for lang tid om at introducere konflikten og så er det dejligt, lige at skimme trinnene og på den måde få et lille skub til, hvordan jeg kommer videre. Andre gange, springer jeg let og (mere eller mindre) elegant hen over et af trinnene, fordi min kreativitet og mine følelser, har mere at skulle ha’ sagt end dét at følge nogle bestemte trin.

Michael Hauge
Du kender sikkert, eller har hørt om: Hollywood modellen. Hauges trin her, ligger meget tæt op af Hollywood modellen, men jeg bruger hans trin, simpelthen fordi han forklare det så enkelt og lækkert at jeg føler mig fri, når jeg plotter ud fra dem. (Link til hans side længere nede.)

Anslaget: Her skal du inddrage din læser i historiens oprindelige situation. Du skal vise den hverdag som din heltinde har levet/lever. Du skal skabe en identifikation med hendens liv ved at gøre hende sympatisk, truet, elskelig, sjov og/eller kraftfuld.

Muligheden: 1. Vendepunkt: Heltinen skal præsenteres for en mulighed, der skaber et nyt  – synligt ønske. (Stærkere på engelsk. Desire: Ønske med længsel/begær) – og som bliver afsæt for heltindens rejse.
Vær opværksom på at ønsket der skabes i muligheden, ikke er det specifikke mål, der definere dit historie-koncept, men nærmere et ønske/længsel om at bevæge sig videre ind i:

Ny situation: Hovedkarakteren reagere på den nye situation. Hun  akklimatisere sig  til sine nye omgivelser, prøver at regne ud hvad det er der foregår, eller danner/formulere en specifik plan, der skal hjælpe hende med at opnå hendes overordnede mål. Ofte med en følelse af spændig og glæde.

Ændring af planerne: 2. Vendepunkt: En fjerdedel inde i historien skal der ske noget for din heltinde, der transformere hendes oprindelige ønske til et specifikt synligt punkt/mål. Dette er scenen/scenerne hvor dit historie-koncept defineres klart, og din heltindes ydre motivation afsløres.
(Vigtigt her, ikke at forveksle den ydre motivation, men heltindens indre rejse. Fordi, meget af det vi reagere på emotionelt, kommer ud af heltindens længsler, sår, frygt, mod, – fokusere vi ofte på disse elementer mens vi udvikler vores historie. Men disse usynlige karakterkomponenter kan opstås mest effektivt, hvis de vokser ud af et simpelt synligt ønske/længsel.)

Fremgang: Din heltindes plan ser ud til at lykkes, efterhånden som hun handler på, at opnå sit mål. (Her er stadig konflikter, men de løser sig.)

Ingen vej tilbage/Point of no return: 3. Vendepunkt: Præcis i midten skal din heltinde forpligte sig fuldstændigt til sit mål. Indtil dette punkt, har hun haft mulighed for, at vende tilbage eller give op, for at vende tilbage til det liv hun levede før rejsen begyndte. Men nu må hun brænde alle broer. Hun tager en langst større risiko ved at fortsætte, og som resultat, må hun konfronteres med:

Højt spil og større komplikationer: Det synlige mål bliver langt sværere at opnå, og heltinden har meget mere at miste hvis hun fejler. Konflikten bygges op, men det ser ud som om at succesen er inden for rækkevidde, da hun lider …

Stort nederlag/tilbageskridt/setback: Vendepunkt 4: Der skal nu ske noget for heltinden der får læseren til at tro at alt er tabt. Disse katastrofale begivenheder efterlader heltinden med én mulighed: hun må gøre et sidste, alt eller intet forsøg, da hun træder ind i …

Sidste skub/sidste træk: fuldstændig udpint og forslået, må din heltinde bruge de sidste kræfter –  give de sidste dråber blod-sved-tårer, for at opnå hendes ultimative mål: Gennem dette stadie af manus er konflikten overvældende, tempoet er accelereret og alt modarbejder heltinden, indtil hun når:

Klimaks: 5. Vendepunkt: Der skal ske flere ting i klimax: heltinden skal møde den hidtil største forhindring i hele historien, hun skal her fuldstændig, tage skæbnen i egne hænder, og den ydre motivation skal forløses én gang for alle.
(Klimax kan ske 10 sider før slutningen, eller på den sidste side.) Placeringen fastsættes af den plads du har brug for til:

Afrunding/Aftermath: Her afrundes historien og eventuelle løse ender lukkes.

Bloggens aftermath
Det var, i korte træk, en introduktion af Hauges 10 trin. Pil lidt rundt i trinnene, skriv en kort historie, eller plot et tændstiks-figur-agtigt-manus ud fra dem – hvis de siger dig noget. Det kan virke helt abstrakt til at begynde med, men som med billeder eller intuitioner, så bare lad vejledningerne simre i baghovedet, mens du skriver. Eller hvis du bruger dem til at plotte ud fra, så gå mere metodisk til værks, og skriv et stift skellet, der kan give dig en synops, eller hjælp til at skrive første udkast.
Herefter kan du skrive mere frit gennem manus og eventuelt vende tilbage for at bruge trinnene som guide, ved en ny gennemskrivning. Du kan også prøve at se om de passer ind i en historie du har liggende, måske kan de hjælpe dig til at skærpe dit plot.

Mere, mere, mere …
Har du fået blod på tanden, og vil du vide mere, så er her et link til Michael Hauges egen side, Story structure, hvor han er mere detaljeret i fremlægningen af trinnene. Han kommer også med fine eksempler fra film, så forklaringen af stadierne uddybes. Siden er virkelig et kig værd.

Nyd din dag og husk på, at du ikke har brug for metoder. Du har en iboende kreativitet, som altid er klar til at lede dig. Nogen gange kan det dog være dejligt at følge en metode, simpelthen fordi den kan overdøve en eventuel usikkerhed, præstationsangst eller en lille stress, der er forstyrrende når du skal skrive. Men kreativiteten og indpirationen må altid være afgørende for den vej din historie skal tage. Altid.
I hvert fald: Rigtig god tur gennem din historie.

Karakterarbejde koncentrationspunkt 2

Posted on

2450854982_8f308e28df_z

I anledningen af mit andet blogindlæg, om karakterarbejde gennem koncentrationspunkter, vil jeg starte med et smukt citat om imagination af J.K. Rowling (Som jeg har forsøgt at oversætte længere nede) Men her først originalen :

“Imagination is not only the uniquely human capacity to envision that which is not, and, therefore, the foundation of all invention and innovation. In its arguably most transformative and revelatory capacity, it is the power that enables us to empathize with humans whose experiences we have never shared.” J.K. Rowling

Min “so-so” ok oversættelse : “Imagination er ikke bare den unikke menneskelige evne til at forestille sig det som ikke er, og, derfor, fundamentet for al opfindelse og innovation. Med imaginationens definitive kapacitet til at transformere og åbenbare, er den, dén kraft der gør det muligt for os at føle empati, med mennesker, hvis oplevelser vi aldrig har delt.” J.K. Rowling

– Vidunderligt intet mindre!

Fantasi frem for tanker
Jeg talte lidt om det sidste gang, dét med at jeg mener at imaginationen er et langt stærkere værktøj, end liniært tænkte tanker.
Du kender det fra dine drømme : mærkelige konstellationer af mennesker der dukker op ud af det blå og maler dig gul i ansigtet. Dyr der taler, telepatere eller smiler til dig osv.
Det giver ikke umiddelbart mening, MEN det giver en klar følelse. – Og følelser i drømme kan skifte på et split sekund.
Der skal en langt længere beskrivelse til i din roman, hvis du skal give din læser den samme følelse som de kan få ved at drømme en drøm, læse et digt, eller høre en bestemt sang.

Din roman har selvfølgelig den fordel at den ikke er så underlig som en drøm eller et digt og det ville blive en virkelig lang sang, hvis man satte musik til din 250 siders kærlighedsroman.
Det jeg vil fem til er naturligvis at tilføre dine karakterer klare følelsesmæssigt genkendelige træk, gennem bevægelser og dialog, der er opstået et mere mystisk sted end i dine tanker som, i hvert fald hos mig, ofte er lidt for lige-ud-af-landevejen-to-plus-to-agtiget-forudsigelige-og-næsten-kommunalt-kedelige. Så du, ligesom den gode Rowling siger i det ovenstående, kan dele karakterens oplevelser med din læser.

Share-button til uoplevede oplevelser
Michael Chekov, (nevø til Anton Tjekov) og ophavsmand til bl.a. Koncentrationspunkter, var elev af den meget berømte teaterpædagog Konstantin Stanislavskji. Stanislavskij “opfandt” dét at bruge egne oplevelser, for at virkeliggøre karaktererne på scenen. Hvilket han havde stor succes med. (Du har sikkert hørt om en udvikling af “Stanislavskij metoden” der kaldes “Method acting” – hvor store ikoner som Robert De Niro og Marlon Brandon, fuldstændig påtager sig den rolle de skal spille, dag og nat. – Og efterfølgende deler helt personlige oplevelser.)

Michael Chekov er kendt for at stille spørgsmål ved denne teknink : “Hvordan skal jeg bruge min egen oplevelse af sorg, ved min fars grav, hvis han ikke er død?” spørger han … og det blev grundlaget for Michael Chekov metoden.
Jeg synes det er værd at tænke over som forfatter også. Hvordan deler vi oplevelser som vi reelt ikke ved noget om? Vi har kun de ord og oplevelser som vi har tilegnet os gennem et forholdsvis kort liv. Det giver, i hvert fald fantasy forfattere store problemer, lad os sige det sådan. Cool med mig hvis du selv synes du har totalt styr på hvordan det er at ligge med Cancer i kroppen, fordi du har haft en virkelig hård influenza da du var 23. ;-) – Nej vel … her er research godt.

Dit ubevidste skriver med
Hvis vi nu siger at du har researchet kræftpatienter til din roman. Så er det stadig ikke præcis din karakter der fortalte om sygdommen. Lad os sige at din karakter har kørt sin egen hund over da hun var 18, og derfor har et virkelig anstrengt forhold til manden med leen (Basicly fordi hun tror det er hende selv.) – hun vil altid have  unikt forhold, til dét at være terminal patient.  Hvilket er en god grund til at give hende et koncentrationspunkt.
Som nævnt i første lektion, så skal du måske prøve nogle forskellige billeder af, før du finder et der virkelig virker for dig, og som nærmest kan skrive historien for dig.

Simpelt forslag til kct. Pt. for kræftpatient:
Den unge kvinde har kræft, og skal måske, måske ikke dø. Hvis du lægger en lille pose med maddiker, i en lærredspose der er mør af fugt og kan springe når som helst, ned i hendes mave, så er jeg sikker på at der kommer nogle klare følelser frem. Måden hun taler til den overbærende sygeplejerske, og måden hun spiser sin mad på, vil få en klar afsmitning i din tekst. Den ligger til højrebenet.

Kct. Pt. med Positiv og negativ pol.
En udvidelse af arbejdet med koncentrationspunkt, er at give det både en positiv og en negativ pol.

Lad os sige at kvindes koncentrationspunkt er et sol-varmt sødt, blødt kirsebær, hjemme fra hendes mormors kirsebærtræ. Det sidder stadig på grenen, der har en smuk hvid blomst. Det er hendes håb. Det er det punkt der er aktivt, når hun tror på livet. Når hun husker og elsker alt det hun Er.

Det er naturligvis vigtigt at du giver dig selv tid til virkelig at mærke punktet. Gå i detaljer og mærk de følelser der opstår i dig når du forestiller dig at være den kvinde der har et kirsebær på kvist siddende i dit bryst.
Nu kan du tilføje en gradvis transformation af punktet. En hveps lander på grenen. Det er foruroligende. Den kravler lidt rundt, men koncentrere sig om blomsten, før den summer videre. Karakterens uro forsvinder.

Nu vender hvepsen tilbage. Denne gang kryber den ned på det dyrebare bær. Med sine skarpe kæber begynder den at gnave et lille stykke af kirsebærret. Lille smerte, stor uro, lille væmmelse. Hvepsen flyver videre. Karakteren bliver igen lettet, men kan ikke helt vende tilbage til den samme ro. Hun véd at en hveps kan vende tilbage igen og igen, for at hente mere af det søde kirsebærkød.

… Og sådan bliver du ved. Det yderste punkt af denne negative pol kunne se således ud : grenen er fuld af krybende og kravlende hvepse. Grenen kan næsten ikke bære de mange dyr, der vrimler rundt ovenpå og under hinanden. Alt kødet på kirsebærret er næsten spist, om lidt falder stenen ud, og når det sker, er det slut. Herfra er der kun mørke.
Din karakter er nu næsten sindsyg af angst for at miste, sig selv, sin familie og sit eget liv.

Øvelse i kct. Pt. Med 2 poler :
Sid lidt med fornemmelsen af din karakter omkring dig. Små og store bidder af informationer : udseende, lys, lyde, lugte, fornemmelser og svage antydninger, om hende og det miljø hun er i, er nok.

Den positive pol:
Forestil dig at din karakter har en silkesnor siddende inde i det ene håndled/begge. Den sidder lige under huden, og er bundet fast om musklerne. Enderne af snoren kommer ud gennem huden, de flagre lidt i vinden. Det er rart. Det giver din karakter en stærk fornemmelse af at være empatisk og følsom. Hun føler sig smuk, og at snoren gør hende til noget specielt.
Arbejd lidt med den fornemmelse. Forestil dig at du er denne karakter. Gå helt fysisk igang med en aktivitet. Lav en kop kaffe, gå på toilettet, tag på indkøb.

Vær konkret:
Hvordan føles det, inde i håndledet?
Hvilken afsmitning får det på dine bevægelser, og dit humør?
Hvor lange er snor-enderne der stikker ud?
Falder de ned i håndvasken så du tapper vand til kaffen? Ligger de stoppet op i jakkeærmet, mens du er på indkøb, eller kan du godt lide de hænger lidt ud af ærmet.
Hvilken afsmitning får det på resten af kroppen?
Hvordan er det at blive rørt ved?
Hvordan er det at tage én i hånden?

Modsat pol:
Hver gang din karakter ikke er glad, strammes snoren. Sådan har det været fra hun var barn. Det er ikke noget hun kan styre. Selv når hun lader som om hun er glad, men ikke er det, så strammes den. Kun ved at være rigtig glad i flere dage, kan hun mærke at snoren holder op med at stramme. Den er dejlig igen. Noget som er specielt, som er hendes.
Vi kommer til en konflikt i din fortælling. Snoren strammes.
Hvordan føles det?
Skifter snoren karakter? Bliver den til strikkegarn eller falmer den?
Skifter den temaratur?
Kan der gå ild i den?
Kan karakteren finde på, selv at stramme snoren, hvis hun er deprimeret, eller vred på sig selv?

Den yderste pol:
Hvad sker der hvis snoren strammes ultimativt. Vil den stoppe blodforsyningen til hånden?
Bliver den så blå?
Visner hånden?
Kan den ske at falde af?
Hvad sker der med den elskede snor, hvis hånden falder af?
Hvad vil hun være mest ked af at miste, hånden eller snoren?

Jeg håber du, bare ved at læse om øvelsen, kunne mærke følelserne bevæge sig i dig.
Nu venter jeg lige lidt, før jeg går videre med flere koncentrationspunkt øvelser. – Husk på at du, ligesom skuespilleren har en hemmelighed. Det er ikke nødvendigt at fortælle læseren om snoren, bien eller bærret. Det er det, der gør din læser nysgerrig på karakteren. De kan lugte at der er noget mere under isen … og vil rigtig gerne læse mere.

Som afslutning vil jeg bare sige, hav tillid til din intuition. Giv dig selv lov til at søge helt ind i de følelser din karakters koncentrationspunkt giver. – Og hav også tillid til, at der altid er et ny billede du kan bruge hvis ikke det første virker. (Eller bliver slidt, det kan faktisk også ske.) Imaginationens verden er uendelig. Tro på den og på dig.

En tillidsfuld sjæl, er en kreativ sjæl.

Karakterarbejde – koncentrationspunkt 1

Posted on

15571527389_000fea4c38_z

Mange forfattere skriver lange baggrundshistorier om deres karakterer. Hvor kommer de fra, hvor er de på vej hen, hvad ønsker de at opnå i livet, hvad har de behov for i livet … skriver historier om karakterens mødre, fædre, klamme onkler, og hyggelige Bedstemødre. Listen er uendelig.
Som skuespillere bliver vi bedt om det samme, når vi skal udvikle en karakter.
“Hvor kommer du fra, nu, lige før du træder ind i denne scene?”
– Eleven begynder at væve omkring karakterens rejse i livet : “- hun er i vildrede, og håber at finde svar, når hun møder sin elskede bror.”
“Nej jeg mener, hvor kommer karakteren fra, helt fysisk … lige nu?” Spørger læreren.
Eleven er tavs en tid. (Det står ikke i manus … heller ikke mellem linjerne.)
“Maj?”
Eleven peger bagud med tomlen, “øh altså jeg stod lige ude på bagscenen og snakkede med Benny …”

Lineær versus cirkulær tankeform.
Det er udemærket, for mange, også for mig, at skrive og uddybe karakterens baggrundshistorie. Men jeg kender en genvej, der er nem, sjov og meget mere lige til. Du får en bid af den i dag, og lidt mere næste tirsdag.

Det er vigtigt at kunne relatere meget præcist til din karakter, så hendes reaktioner og dialog, bliver så troværdig som muligt. Her kan det hjælpe at skrive sig helt ind i hendes barndom og ungdom, prøvelser og sejre. Det kan give dig stof til at beskrive måden hun er på, måden hun lever på. Stof til at finde ud af hvorfor hun vælger en Kinesisk restaurant frem for en Italiensk.
For mig bliver det for mentalt. Jeg mener : som de rigtige mennesker vi er, du og jeg, så gør vi noget virkelig vildt shit ind i mellem. Der er simpelthen foregået så meget i mit liv, at ingen kan tænke det frem. Det sker bare. Myriader af oplevelser lægger grund til mine valg : blikke og berøringer – ikke berøringer – tyndskid – sommerkjoler – julestjerner – blyanter – øl – første flækkede negl – smagsløg …
Det vi kan skrive os frem til, i forhold til en karakters baggrundshistorie er ok, og kun godt nok til at opstille et simpelt skelet ud fra. Bum! Et skellet der er rart at have, helt sikkert. Men det er skabt af min lineære hjerne og derfor, alt, alt for simpelt i forhold til den omni-presente-karakter jeg fortæller historie om.
Cirkler er langt stærkere end linjer, i min bog … hvis det giver mening?

Introduktion af koncentrations punkt
Jeg er metode skuespiller. Jeg har trænet Michael Chekov metoden meget koncentreret i 3 år, og efterfølgende arbejdet med den on-off i 20 år.
Nu vil jeg, for første gang, forsøge at omskrive den – ellers meget fysiske skuespillermetode – til en non-fysisk forfattermetode.
Som en kort introduktion kan jeg fortælle at et koncentrationspunkt, er et sted på karakterens krop hvorfra fokus går. Når du er fuldt og helt fokuseret på dette punkt, vil du opleve “magi”. Det giver nemlig en afsmitning, på både psyke og fysik. Du vil opleve en ændring i din karakters fysiske fremtoning. Ændring af stemmeleje og et ændret ordvalg/sprogbrug.
Koncentrationspunktet kan være en hel konkret genstand, som vi genkender fra vores fysiske verden. Eller en abstrakt form, der er lavet af et kendt stof som : metal, træ, silke eller jah … gelé. Det kan være en genstand der har bevægelse, eller en statisk genstand.

Øvelse 1, sommerfuglen :
Jeg går ud fra, at du ved hvordan din karakter ser ud, bare nogenlunde. (Det kan ændre sig nu… og har egentlig ikke den store betydning) Men som udgangspunkt ved du nogenlunde hvordan hun ser ud. Høj/lav, lys/mørk, tyk/tynd osv. – Bare vælg noget.
Forestil dig at hun har en sommerfugl på skulderen. Sid eller stå lidt med den idé/billedet af at du/din karakter har en sommerfugl på skulderen.
Vær konkret:
Hvor stor er den?
Hvilken farve har den?
Er den varm eller kold?
Er det rart at den er der, eller er det væmmeligt?

Allerede nu, burde du have en ny fornemmelse i kroppen.
Forestil dig, at alt hvad karakteren siger eller gør får en afsmitning fra sommerfuglen. Hvordan bevæger hun sig, når den sidder dér. Hvordan ser hun ud når hun drejer hovedet? Hvordan føles hendes arme og ben?
Virker hun som en stærk personlighed? Eller virker hun som en hun vævende og irriterende person på andre mennesker? (På nogle.)

Skriv nogle sætninger hun kan lide at bruge. Det behøver ikke at give mening :
“Marmelade … marmelade … boysenbærmarmelade …”
“Klapre den låge altid så hårdt? Klapre .. Klapre … klapre den låge altid!”

Hvis billedet og følelsen i din krop, af at have sommerfuglen siddende der, er stærk, kan du skrive herfra i uger eller måneder.

Realismens irrelevans
Realisme har ikke rigtig nogen relevans her. Jeg har eksempelvis spillet en advokat, der som koncentrationspunkt havde smukt dekorerede Romerske benskinner på læggene. Det gav mig/hende en meget fokuseret gang, stærk jordforbindelse, og fordi mit koncentrationspunkt var af metal, også et enormt klart sind. Der var ikke meget der kunne slå hende ud af kurs. Vi improviserede live, lige dér, foran publikum, i den forestilling. Mit koncentrationspunkt gav mig mange dejligt skarpe replikker. Yay!

Øvelse 2, træpladen :
Jeg går ud fra, at du ved hvordan din karakter ser ud, bare nogenlunde. (Det kan ændre sig nu… og har egentlig ikke den store betydning) Men som udgangspunkt ved du nogenlunde hvordan hun ser ud. Høj/lav, lys/mørk, tyk/tynd osv. – Bare vælg noget.
Forestil dig at han har en træplade siddende inde i venstre side af kroppen.
Sid eller stå lidt med den idé/billedet af at du/din karakter har en træplade siddende i brystet.
Vær konkret:
Hvor stor er den?
Hvilken farve har den?
Er den varm eller kold?
Er det rart at den er der, eller er det væmmeligt?
Er den fast og hård, er den smuldrende og blød?

Allerede nu, burde du have en ny fornemmelse i kroppen.
Forestil dig, at alt hvad karakteren siger eller gør får en afsmitning fra træpladen. Hvordan bevæger han sig, når den sidder dér. Hvordan ser han ud når han drejer hovedet? Hvordan føles hans arme og ben?
Virker han som en stærk personlighed? Er han svagelig eller dominerende?

Skriv nogle sætninger han kan lide at bruge. Det behøver ikke at give mening :
“Træfsikker … træfsikre skudsmål … skyder … træfsikkert.”
“Av, av, av … tryk … det trykker … det trykker så … trykker i mit hjerte … av, av, av.”

Hvis billedet og følelsen i din krop, af at have pladen siddende dér, er stærk, kan du skrive herfra i uger eller måneder.

Skift punktet ud
Du kan meget let og simpelt skifte mellem disse to koncentrations punkter mens du skriver. Der er ikke umiddelbart nogen logik i forhold til hvor, hvem eller hvad der sker i scenen, men lur mig om ikke din intuition har fået lov at finde det bedste frem til dig.
Hvis ikke, det du “får” af billedet på karakterens koncentrationspunkt virker, så lav et nyt.

Jeg anbefaler også at bruge forskellige koncentrationspunkter til én karakter i forskellige situationer.
Du kan eks. skrive om en cool detektiv, som har en rusten kniv siddende i det ene skulderblad. Det giver en klar afsmitning i personlighed, stemme og kropssprog. Men når han så er samme med sine børn, aktivere du/han, en lille rapand i en glaskugle på venstre hånd. Det vil hjælpe ham til at være mere varsom og kærlig i sin fremtoning.

Jeg fortsætter arbejdet med koncentrationspunkter næste tirsdag … indtil da, rigtig god tur.

Du har mange stemmer

wxyubkjmeppxmqasllft

Man taler om at en forfatter skal finde sin stemme. Som om en forfatter har én stemme som er den sande stemme. Det synes jeg er noget vrøvl. Jeg har mange stemmer. Som søster, som mor, som veninde, som hader, som elsker, som kunstner.

Som dramatiker har jeg skrevet 3 teaterforestillinger. Mit første drama : Der døde DU! Er skrevet i et meget sort sprog. Mange grimme ord : Fuck, pisvrag, vaccumpumpende klynkemund, lort i mundvigen … du véd dén slags. Det er en ungdoms forestilling inddelt i 4 monologer.
Min anden forestilling, også en ungdomsforestilling : Søstre på kanten, er en nyfortolkning af Chekovs Tre søstre. Heller ikke et helt pænt sprog, men præmissen er ganske anderledes, fordi der, i forhold til Der Døde DU!, er et plot som skal gå op. Det er en liniær fortælling, med begyndelse, midte og en slutning. Her har jeg brugt almindelig daglig tale i dialogen.
Du Gode Menneske dog, min 3. Forstilling er en “mono-dialog”, der handler om et midaldrende par, i et rækkehus. Som du nok kan forestille dig, så ligger “min stemme” her et helt andet sted.

Når stemmen ryger
Der er flere fælder i forhold til at holde fast på den stemme man har valgt at skrive med. Du har helt sikkert en bestemt stemning eller følelse som du gerne vil videreformidle til din læser. Den er der måske ikke lige med det samme. Men dukker op undervejs, mens du skriver. Og ofte må man gå tilbage i sin tekst, for at rette den til, netop fordi man senere i processen har fundet et mere klart gennemgående sprog … som så skal integreres i de første kapitler.
Når du har skrevet din tekst færdig og begynder at redigere, ryger din kontakt til den atmosfære du har intention om at ramme, simpelthen fordi du er mere optaget af retning end af sprogligt flow. Det er normalt, cool og helt ok.
Det kan også være at du, læser en roman/ser en film/et teater stykke, der påvirker din måde at skrive på undervejs i skrive processen. Ikke fordi du bevidst “planker” den pågældende forfatter (kun en god idé som skriveøvelse … ellers nallerne væk, dit sprog er dit, og dermed fedt! Ingen grund til at lege copy cat. Du er Mester i din egen butik.)

Men når du skal lægge sidste hånd på værket er det selvfølgelig vigtigt at du udligner og ensretter sproget. Ikke soldatertakt : ét-to, ét-to, men som i : finder flow i din stemme, denne histories stemme.
Filmmagerne gør dét, at de colorgrader den færdige film, hvor scenerne jo er optaget forskellige dage med små nuancer i lyset og dermed i farverne. Derfor skal filmen igennem en kemisk proces der forbedre farverne., (Så den røde bluse har samme røde tone i alle scener.) – for at få et ensartet udtryk. Et enstemmigt udtryk.
Det skal du selvfølgelig også gøre med dit sprog. Det er ikke fedt hvis der er hele kapitler, afsnit eller bare en sætning, der har en helt anden tone end resten af bogen. Det er vigtigt for læseoplevelsen at din roman er “let” at læse, – ikke banal eller med et meget lavt lixtal, men derimod flydende og let, – hvad end du har valgt at skrive noget der tendere til musisk stakato, eller flydende og blidt som en sommerbrise.

Stemmer sproget?
Jeg er lige nu ved at redigere bog nummer 2 i min triologi. Uh ja, her kan det jo gå helt i hegnet. Det er over et år siden jeg slap den første bog, og selv om jeg er meget inde i mine karakerer og mit mijlø, så er jeg nødt til at læse den første bog igennem, for igen at fange den præcise tone, der er i den.

Her er det nemlig ikke kun sætninger og dialog der skal stemme overens hele romanen igennem. Fordi det er en opfølger på bog 1, skal jeg også fange selve historiens rytme. Jeg skal ind og ramme selv fortælleformen på den første bog. Det går jo ikke at jeg har skrevet en bog i et hæsblæsende tempo, og så skriver en drømmende bog som opfølger. De læsere der vender tilbage til historien, karaktererne og miljøet, skal have noget de genkender.

Nej, nej, nej! Det er ikke det samme som at lefle for, eller at popularisere det jeg skriver. Det er at honorere den kontrakt jeg har indgået med min læser.
Som fortæller, hvad end du er forfatter, skuespiller eller danser … så indgår du en kontrakt med dit publikum. Gennem de første scener af en roman slår du en tone an. Den skal du holde. Du kan kaste rundt med potter og pander, dekorere med blomster, men den stemme du har fortalt din læser at du fortæller med, skal du holde hele bogen igennem.
Forestil dig at du er ved at se en film om rokokotidens seksuelle intriger, og så introduceres der pludselig et økonomisk tema – med slips! Det er ikke fedt. Selvfølgelig har du lov til at overraske, men hold dig nogenlunde inden for de rammer du har stillet op, ellers kan din læser få en fornemmelse af, at hun er med i et spil hvor du – den almægtige hisotriefortæller – holder hende for nar, laver reglerne om som det passer dig, bare fordi du kan. Dén leg er der ikke mange der gider at læse videre i.

Fra roadmovie til vampyrfilm
Når dét er sagt kan det naturligvis gøres, at snyde din læser – og det kan gøres rigtig godt. Det kan simpelthen være din præmis, at vende alting godt og grundigt på hovedet, en eller flere gange undervejs. Men åh! Jeg har ikke læst bøger nok til at komme med et rigtig godt eksempel, hvor en forfatter lykkes med at ændre sprog eller tema undervejs i en roman … måske George Saunders Tenth of December. Han er for vild. Men det er en novellesamling så : gælds’ ikke helt. (Tiende december. på dansk. oversat af Jakob Leviensen.)

Der er én film der er lykkes rigtig godt med at overraske så meget at jeg slukkede for TV’et. Jep … en helt almindelig hyggelig action agtig film, blev for meget for Maj Johansen. Fornærmet var hun også … “det kan man da ikke!” var hendes sure kommentar, da hun stod og børstede tænder 5 minutter efter det enorme skift. Et år senere, lejede hun filmen igen for at se den færdig, gennem en sofapude og ti svedige fingre.
Du har sikkert gættet at det var Tarantinos, (en stor amerikansk film instruktør) From Dusk till Dawn. Han havde stort held med fuldstændig at fucke med seerens “forventningstanker”. En roadmovie blev pludselig til en vampyrfilm. Chok!

Inspiration til skift i fortællestil
Hvis du ikke har set de kendte tegnefilm af Hayao Miyazaki som : Chihiro og heksene, Det flyvende slot og Min nabo Totoro, så synes jeg du skal gøre det. Japanerne laver en helt anden kontrakt med deres publikum. Deres historiefortælletradition er så forskellig fra vores, at vi, som vesterlændinge bliver blæst bagover, af skiftene i handlingen. Især Chihiro og heksene, synes jeg har et overraskende flow. Jeg ved ikke engang om man kan sige at filmens plotstruktur er anderledes bygget op. Jeg véd ikke om de arbejder sådan … med plot og vendepunkter. Filmen Min ven Totoro, har nogle vidunderlige skift i fortællestil. Men fordi alt jo er tegnet i samme “streg” og spindes omkring én primær historie, binder det filmen sammen så alt virker naturligt og flydende. Fine fine film.

Jeg ønsker dig en dejlig tirsdag, og håber du véd at du har mange stemmer. For mig er det enkelt, jeg véd at der er hundredetusinder karaktere inde i mig, jeg er skuespiller. Alle har hvert deres POV på en historie.
Det har du også, mange karaktere med hver deres mening om historiens gang. Du har mange forskellige tråde inde i dig der fører dig ind i forskellige rum. Herfra kan du : råbe, synge, hviske, raspe, fnise historier ud … for du har mange stemmer.

%d bloggers like this: