Category Archives: September 2016

Rør mig

Hands.jpeg

Filosoffen og healeren Mark Nepo skriver i sin bog, Øjnene op for livet, – bl.a. om berøring: “Der er mange grunde til, at vi gerne vil røres ved. Den enkleste og mest dybtrækkende er, at berøring forløser og gør os hele. På samme måde som en vanddråbe mister spændingen og løber ud, når den bliver berørt, mister den smerte ved at leve, som vi bærer rundt på, spændingen og løber ud, når vi bliver holdt om og trøstet. Spændingerne ved at bære på tingene alene bliver forløst ved at blive rørt ved med oprigtighed og kærlighed.”

Om ikke at give udtryk
Hvad enten du skal danse, forme ler, male eller skrive så er berøring essentielt for kreativiteten, ligesom Nepo her beskriver, at den er for kroppen. Du har sikkert, lige som mig, stået i en situation hvor det kreative udtryk ikke kommer til dig. Du har sikkert, lige som mig, oplevet tider hvor ingenting synes at virke. Lige meget hvor gerne du end vil give udtryk, så er der noget i dig, som standser dig.
Nogen gange er det nok med en lur, før vi igen kan sige, gøre, være, det vi gerne vil give et udtryk. Andre gange skal der skrappere midler i brug, som for eksempel terapi, en is eller kærlighed.

Berøring er dejligt og en selvfølge når vi har det godt. Vi kan lade andre røre os, og vi har lyst til at røre andre. Når vi ikke har det godt, kan det være lige omvendt. Ingen skal røre os og vi vil ikke røre nogen. Ligesom vanddråben er vi bange for at sprænges og løbe ud på gulvet, ved en berøring. Bange for at nogen, som ikke må se vores sårbarhed, skulle få et indkig i hvordan det også er at være dig. (– Sjovt nok, er det jo lige netop dér vi virkelig kan mødes, i genkendelsen af at være sårbar. Når vi ser at andre har det lige som os, vækker det en dyb genkendelighed og dermed en dyb forankring til hinanden og til denne verden. – Men, helt ærligt, hvem vil berøres og forankres med verden på gulvet under Spot-hylden i Netto … ikke mig.)

Men det er klart at hvis vi tør dele og give udtryk når vi er allermest sårbare, grimme eller ikke helt stuerene, så er det en gave til resten af verden. En gave i den forstand at vi som kunstnere kan være et bindeled mellem det udtalte og det uudtalte.

Berøring gennem kreativitet
Når jeg skriver føler jeg mig dybt forbundet til den større del af mig – til hende der har forbindelserne i orden – hende som er nærværende og i berøring med meget mere end skrivende Maj er.
Når jeg redigerer gælder det samme … hvis altså jeg kan hvile i dét at redigere. Her bliver det tydeligt for mig, hvornår jeg er i stand til at forbinde mig til teksten og hvornår jeg ikke er. Hvornår jeg kan eller vil lade mig røre, og hvornår jeg hverken kan eller vil lade mig røre.

Tit udmønter mine benspænd sig i at jeg egentlig bare hellere ville lave noget mere tempofyldt … som at skrive en ny historie. Yay! … AKA: berøringsangst og sidespring.
Det er ikke et ukendt fænomen blandt forfattere, malere, dansere og skuespillere – og i kærligheden :-) – at projektet mister nyhedens interesse. Man får lyst til at hoppe af skuden og gå i gang med den næste idé. – Og ja, nogen gange skal vi hoppe af, andre gange skal vi blive, i sårbarheden. Angsten for ikke at lykkes kan jo kvæle enhver … hvad er det Anais Nin skriver – elskede den som ung voksen – og hvis jeg tør at blive i denne tanke, denne berøring, med et minde om mit unge Jeg, her sammen med dig, så finder jeg den og skiver den her – selvom Nerve Gerda råber at hun aldeles ikke vil dele noget så pladderromantsik. Men Maj siger: “Slap af Gerda, jeg har fundet den, se den er stadig fin”:
“Angst er kærlighedens største dræber. Den får andre til at føle, som du ville føle, hvis en druknende mand holdt fast i dig. Du vil gerne redde ham, men du véd, at han vil kvæle dig med sin panik.”    Anais Nin.

Hvorfor er det så sårbart at blive i berøringen?
Fordi vi skal indrømme at verden er, at vi er … uperfekte. For mig er redigering af en tekst ultimativt press. Jeg vil så gerne fortælle alt perfekt. Og det lader sig jo bare ikke gøre. Det er lidt ligesom når du starter i nyt job … eller yaiks … får en kæreste. Man må overgive sig til det faktum at – hvis man ikke vil fremstå som en komplet Tivolihat – så kan man ikke få fortalt A-L-T om sig selv første dag på jobbet, eller ved første møde. Der skal mere til. Meget mere.

Når jeg redigerer er det enormt vigtigt for mig at blive i nærværet, ord for ord, sætning for sætning og ikke bare skippe hen over siderne, simpelthen fordi det er så grimt at jeg ikke vil kendes ved det. – Hvilket kan være noget af en prøvelse når man har 4-500 sider man skal igennem. Sådan er det også hvis du dummer dig på det nye job, blandt nye kolleger. Man ønsker næsten ikke at kendes ved sin egen klodsethed.
I den nye kærlighed, har vi dog lige præcis: berøringen, der kan fjerne næsten alle nederlag. Et blik fra en medfølende kollega, kan også hjælpe dig ovenpå igen, efter du har væltet en kop kaffe ned i kopimaskinen.
Dit arbejde som kunstner kan være sårbart fordi den første – potentielt healende – berøring ligger så langt væk, i tid, eller i rum. Derfor er det vigtigt at elske sig selv og det man er i færd med at skabe.

Det er sårbart for mig at blive berørt af noget godt, som jeg nærmest ikke husker, at have skrevet, og det er dybt dejligt.
At røre ved noget jeg ikke kan lide, noget jeg ikke vil kendes ved, -enten et privat minde, pakket ind i andre karakterer eller situationer, eller simpelthen bare røv dårlig tekst, er dybt u-dejligt.
Som jeg sagde i indledningen, er berøring bare nogen gange ikke særlig rart, men nødvendigt. Det nytter ikke noget at mure sig selv inde i et tårn af tjørnebuske, fordi man dagen igennem prikker til spændte vandråber. Derfor har jeg, når jeg redigerer tekster som er sårbare for mig, som regel også noget let som jeg skriver på ved siden af, for at gøre min dag dejlig. -Det nytter jo ikke noget at sidde hele dagen og stirre på billedet af sin døde hund og påstå at man ikke er bange for døden, vel … man må ha’ sig en ny hundehvalp.

Klichéen
Det er essentielt for enhver kunstner at være i berøring med sig selv og med det stof hun arbejder med konstant. Det er dét der gør det så unikt at udtrykke sig kreativt – i livet og i kærligheden til livet. At kunne dét.

At vide, mens du modtager den perfekte berøring, at den ikke findes mere. At vide, mens du giver den perfekte berøring, at den findes ikke mere.
Du er uperfekt. Vi er uperfekte. Verden er ufærdig: den sker og forsvinder. Den kører i vild fart ind og igennem dig, snegler sig langsommere end baglæns afsted. Men den er aldrig det samme.
For mig handler alt det her med berøring om, at du og jeg er uprefekte. Hvor vildt er dét lige. En kliché, ja, ja, jeg kan godt selv høre det: “Perfektionen er en fastlåst polaroid af det som er væk. Uperfektion er bevægelse, udvidelse af idéen om hvem du er, hvad dit projekt er, hvad kærligheden til dig selv og andre rummer af muligheder … mere … mere … mere …” – kliché eller ej, det er fandme vildt nok.

God tur
Mit råd til dig, -hvis du har samme problem, som mig, og ham dér, og hende dér, og dem og os når det kommer til berøring … er at forestille dig: at det er ok, at du er ok, selvom du aldrig finder i mål. -At dét er det fede ved livet … bevægelsen og berøringen. Dyb uigenkaldelig berøring.

 

Om at finde – ikke søge

Binoculars 2.png

Nogen gange kan man i gode samtaler finde guld. Jeg havde en rigtig god veninde på besøg som – uden at jeg kan huske hvad vi talte om – citerede Picasso, der skulle ha’ sagt: “Jeg søger ikke, jeg finder.” Det var netop dét jeg gjorde. Jeg fandt den lille guldklump jeg skulle bruge, til at skrive dette blogindlæg. Yay!

Jeg har faktisk brugt nogle dage på at tænke over forskellen på, at søge og at finde. Det er åbenlyst at der er et pres bag sætningen: “jeg søger.” Det betyder at der er noget man mangler. Hvis man “finder” antyder det at man får en gave.
Vores egen Adam Oehlenschläger gik også ind for at finde og ikke søge. Han sagde at: Dem som som  higer og søger i gamle bøger, -ikke ville finde guldet. Det ville derimod den jævne kvinde, som … tjah, snubler og finder guldhornene.

Lyskeglen
Når jeg søger efter en løsning, så har jeg for en stor del defineret hvilket slags svar jeg ønsker, – og på en måde næsten prædestineret et smalt svar. Jeg ved ikke om det giver mening for dig. Måske hvis jeg forklarer det, med det billede jeg har af, at søge efter løsninger når jeg skriver. “Det er som at gå ind i et mørkt hus, (min historie) med en lommelygte, lyskeglen er min eneste mulighed for at finde det jeg søger. Men hvis jeg bare går ind i huset for at gå på opdagelse, så er det ikke mørkt, så ser jeg alt muligt – og finder på dén måde det jeg skal bruge.” – Giver det mening?
Tit og ofte finder jeg et bedre svar, hvis jeg går frem i verden i tillid, og lader svaret komme til mig. Jeg kan finde løsningen på mit plottwist, ved at tale med min gårdmand, der fortæller om én i hans familie der har oplevet: ditten datten, hvilket lader mig finde svaret uden jeg søgte.

Jeg siger det tit til mine elever, at de lige så godt kan lade være med at tænke over hvad de vil opnå med dagens træning. Deres (inclusive min) forudfattede hjerne – er fuld af forudindfattede meninger og mål – bygget op af, familie-skole-og- samfundsstrukturer. Hvilket er alt for snævert og forenklet til kreativt arbejde. Det de kan opleve hvis de lader kroppen styre, er langt mere mindblowing. Det samme gælder altså når vi skriver.

Så tak til min veninde, Oehlenschläger og Picasso. I stedet for at søge efter næste træk, så lad mig finde.

At finde ved at være
Det har du helt sikkert prøvet: at slippe en opgave fordi den driller » for så, en halv time senere, at stå med hænderne dybt begravet i blomsterbedet og finde en helt vildt skøn tanke som bare lyser din dag op.
At finde ved at kigge-glo
Hvad sker der når vi sidder på hovedbanen og kigger på folk der passerer forbi? Hvad finder vi når vi ser, virkelig ser på hende som langer kaffen over disken inde på Baresso?
Finde ved at lytte
Hvad gemmer der sig bag naboens bekymrede øjne? Hvem finder du når du lytter ind til din søsters historier om buskbom buske? Hvornår har du lyttet til, virkelig lyttet til dine egne historier om dig selv og din hverdag? Find svar dér.
At finde ved at nyde
Hvis du nu tog dig tid til at nyde et stykke chokolade. Til virkelig at dykke ind i hele sansningen af det mørke (eller lyse ;-)) guld på din tunge? Hvad finder du dér?

Ormehuller og vinkelklodser
Når vi skriver befinder vi os i en virkelighed der ligger mellem virkeligheden og os selv. Hvad sker der dér, når gnisten springer og der er forbindelse, -når broen opstår? Jo mere vi lærer at fokusere og have tillid til det vi er, det vi skriver, jo flere broer og underlige vinkelklodser finder vi. Fantasien, er som unikke stamceller der udfolder og åbner sig. Jo dybere vi kan læne os ind i tilliden, til det vi finder i mellemrummet, mellem virkelighederne, jo større er chancen for, at noget rent faktisk materialisere sig, helt her ind i vores virkelighed.
Som kunstnere skal vi ikke søge efter løsninger, -men finde ormehuller og stier der kan binde denne virkelighed sammen med ordløse verdner. Veje, der kan lede os ud i nye galakser. Udvide vores forståelse af hvem og hvad vi er. Her rækker det søgende sind kun så langt. Det åbne sind finder mere … det er jeg sikker på … og det er vel det, alt det her går ud på. Ekspantionen af universet.

Hvem søger
Det gør jeg, når mit ego fylder hele min bevidsthed og jeg tror, at jeg er så pisse klog, at jeg-mit-mig præcis véd hvad jeg leder efter. Hvor er det egentligt vildt, når nu vi ved hvor enormt universet er, at jeg kan tro at min lille hjerne (som jeg ikke engang bruger ret meget af) kan pinpointe det jeg mangler. Det er som at kaste en tændstik ud i universet for at få øje på noget brugbart. Snæversynet fristes jeg til at sige.
Faktisk kan jeg mærke det med det samme når jeg presser, leder efter eller søger svar i det kreative. Der opstår en spænding i min energi, og jeg er ikke for hellig til at sige, at sådan en lille jawert (snæversynet-ego-jawert-spænding) -kan jeg fint strunte rundt med i dage, før jeg opdager min egen røv-krampe-energi. Om så der stod 20 engle med basuner, kunne de ikke få et eneste budskab igennem til mig. “Hallo! Jeg søger efter svar, så vær’ venlig ikke at forstyrre mig!”
Andre gange opdager jeg det heldigvis hurtigt: helt fysisk læner jeg mig tilbage i stolen, eller rejser mig og laver noget andet, til spændingen er gået væk. (-en af grundene til at jeg meditere. Det giver mig ro nok i kroppen, -tillid til mig og min indre krea-skaber, til at mærke efter.)

Sådan nogle oplevelser har du garanteret også. Det har vi alle. Hvem har ikke søgt efter låget til tandpastaen, opgivet, lagt beskidte sokker i vasketøjskurven for at opdage at låget ligger på gulvet. Finde ikke søge … det er mit nye mantra.
Jeg ønsker dig rigtig god tur, må du finde lige dét, du ikke engang vidste du havde brug for.

Historien under isbjerget

1101543887_e7b98e4829_o.jpgMike Leigh, en filminstruktør der har lavet fabelagtige – meget karakter bårne – film eks.: Secrets and Lies (på dansk: hemmeligheder og løgne) bruger en, på mange måder, både intuitiv og konkret måde til at bygge sine historier op på. Jeg var så heldig, at opleve hvordan han hjælper sine skuespillere kreere karakterer, ved at bruge det de kender. Kort fortalt, skal spilleren tænke på en (ikke nær ven eller familie) de kender eller har set, og kopiere nogle af de fysiske og psykiske træk, og lade dem være udgangspunkt for den karakter de skal spille. (Se evt. link herunder.)

– En god idé, at flytte det vi skaber væk fra os selv, ud i 2. eller 3. led. På den måde vil der være mere frihed i det vi skriver, det er nemmere og mere ok at lyve-digte lidt.

Herunder har jeg skrevet en lille historie, hvor meget specifikke situationer, der er taget ud af mit eget liv: klister på kinden, samhørighed med naturen, lugte, venskab og en blommesten på afveje. Selve fortællingen her, er ikke noget jeg har oplevet, det er oplevelser jeg har stykket sammen, efterhånden som skriver. Billederne dukker op og pakkes ud:

Smagen af sten
Når man er en lille pige, med klister på kinden, der stikker lidt når man trækker på smilebåndet, ved man, at ting er levende. Sten, der har en pulserende grå farve, eller måske endda glitre som diamanter, når man holder den op i solen, -kan tale til én. Den kan bede én om, at putte den i lommen, og tage den med hjem. Den kender ikke den vindueskarm den kommer til at ligge i, men det er som om den véd, at pigen vil finde det dejligt, at have den liggende dér, i den sorte marmor-vindueskarm, der lugter lidt af støv. Derfor derfor kalder den på hende når hun går forbi, for dén vil finde det dejligt at hun har det dejligt.
De voksne siger at sten er kolde, at sten er hårde og tunge. Men hun hun véd noget andet. Hun véd, at hun er ét med dem.
Hun samler naturligvis stenen op, børster den fri for sand, spytter lidt på fingeren og gnubber en tangklat af, før hun putter den i lommen. Hun har lyst til at smage på den, men det vil hun vente med til hun kommer hjem. Ah, en dejlig følelse at have netop dén sten i lommen, tænker pigen, og glæder sig til hun skal sidde på bagsædet af bilen, og holde stenen i sin hule hånd. En ny ven.
Hun lægger stenen i vindueskarmen, der lugter lidt af støv. Når hun ser den, tænker hun på solen, stranden og den måge der også kiggede på stenen, den dag på stranden, sammen med hende. Da den blinkede, blinkede den til hende. Den hilste på hende, måske. Måske sagde den, at den også synes netop dén sten var smuk. Hun lader fingrene glide hen over kinden, der hvor candyflossen klistrede og lavede en skorpe. Kinden er blød nu, renvasket.
Så snart hun rører stenen med fingerspidserne, mærker hun en kildren, den taler til hende. Ikke med ord. Men med bevægelser og bølger. En fryd, næsten. Tanker forsvinder og ingenting opstår. Et dejligt Nu. Stenen og hende.
Hun fører den op til kinden og lader den kærtegne huden. Det er dejligt, køligt-blødt. Hun lukker øjnene og lader verden falde væk. Munden åbner sig let, læberne slapper af, ansigtet falder til ro. Hun sover ikke. Hun føler sig mere vågen end nogensinde.  Forsigtigt lader hun stenen glide hen over læberne. Alting kildre. Hun stikker tungen ud. Den smager salt og fortæller hende om rullende bølger, varme strande, sørøverskibe og bandeord. Hun holder af den lille sten, allerede, en god ven. Den minder hende om hvem hun er. Kærlighed. Stenen smutter ind på tungen, den er ikke så stor, men stor nok til at føles hård mod ganen. “Hah.” Hun kom til at synke, stenen sidder fast i halsen. “Hah.” “Hah.” Hun kan ikke få den op i munden igen. Det gør ondt, spænder. Hun forsøger at hoste. Men stenen sidder bare mere og mere fast. Nu har hun tårer i øjnene, løber hen mod døren. Mor er i køkkenet, var mor ikke i køkkenet? Nej. Pigen løber lidt nu, ind i stuen hvor gæsterne sidder. Panikken flyder ned over hende som varm maling. Huden prikker. Hun kan ikke få luft. Mor er oppe at stå, far trækker sig frem på sædet. Pigen kan ikke tale, sige hvad der er galt. Stuen er fuld af spørgsmål. Pigen bliver véd og véd med at klappe sig på halsen. De forstår at hun har noget halsen, men da mor stikker fingrene ind i hendes mund trækker hun hovedet væk. Mor må ikke presse stenen længere ned. Hun bliver svimmel, gæsterne og kaffekopperne danser for hendes øjne.
Pludselig hænger hun oppe i luften, far løfter hende i det ene ben, højre eller venstre? Hun har lige lært det, men lige nu kan hun ikke finde ud af hvilken hånd hun siger goddag med. Hele hendes krop ryster og er rundtosset. Hovedet hakker op og ned i takt med at far ryster hende. “Klak.” Stenen rammer den ene fortand, før den falder ud på gulvet. Læben bløder. Hun kan høre sig selv græde. Det gør forfærdeligt ondt i halsen. Hun kan trække vejret igen. Hivende og hylende gemmer hun sig i mors favn.

Dominoeffekten
Modsat Mike Leighs skuespiller metode, har jeg her brugt små hukommelser fra mit eget liv. Du kan også gøre det præcis som Micke leigh foreskriver: bruge karaktertræk, fra en bekendt, eller ham der sidder i kassen i Netto.
Ud fra devisen: “Du er hvad du tænker – dine tanker bliver til følelser – dine følelser skaber handlinger – dine handlinger danner identitet.” Hvordan former det så en karakter, der som barn, har haft sådan en oplevelse? Hvordan former det en famile og bror, – hvis stenen kvalte pigen, dér i stuen mellem gæterne.
Dét, at finde sådan én eller flere små situationer, fra din karakters liv, er en måde du kan skabe karaktertræk på … (Se eventuelt mine indlæg om koncentrationspunkter, – her er et klart koncentrationspunkt. Sten i halsen.) … Det er en måde at skrive en novelle eller en roman på. Jeg er fornylig gået i gang med et råt udkast til en roman om en produktionsskole. Her skrev jeg en masse små historier, om hvorfor eleverne var på skolen, for at lære dem at kende. Nu viser det sig så, at det slet ikke var dén historie jeg havde indeni mig, -i hvert fald er det ikke den der står forrest. Men én af de karakterer jeg skrev en historie om, er hovedkarakter i sin helt egen roman – og nu vælter stoffet, langsomt men sikkert frem, uhmmmm, livet er skønt.

Fjern presset
Hvis du angriber din historie på denne her måde, fjerner du noget af plot-presset, her er ikke noget drive, ingen steder du skal hen. Du kan kigge op i de drivende skyer, eller synke helt ned i en græsplæne, sammen med din karakter. Gør dét først, så vil jeg vædde på, at når du senere skal komponere romanen/novellen – skabe overblik og sammenhæng, så går det hele meget lettere.
Når du maler, skriver, synger eller danser, så er selve produktet – i hvert fald for kunstneren – altid det mindste af det. Alt det, som gør værket unikt, brilliant og pulserende, er dén del af isbjerget der ligger under havets overflade.

Der er uendeligt med isbjerge inden i dig. Hver en millimeter i dit liv er gjort af iskrystaller og sneskred, solskin og havoverflader.
Rigtig god tur.

Link til Mike Leigh.