Category Archives: Redigering

Scrivener 2 – easy peasy

Posted on

Her finder du nogle af de mere strukturelle features i Scrivener – stadig suuuuper let at gå til-

God fornøjelse ;-)

 

Rør mig

Hands.jpeg

Filosoffen og healeren Mark Nepo skriver i sin bog, Øjnene op for livet, – bl.a. om berøring: “Der er mange grunde til, at vi gerne vil røres ved. Den enkleste og mest dybtrækkende er, at berøring forløser og gør os hele. På samme måde som en vanddråbe mister spændingen og løber ud, når den bliver berørt, mister den smerte ved at leve, som vi bærer rundt på, spændingen og løber ud, når vi bliver holdt om og trøstet. Spændingerne ved at bære på tingene alene bliver forløst ved at blive rørt ved med oprigtighed og kærlighed.”

Om ikke at give udtryk
Hvad enten du skal danse, forme ler, male eller skrive så er berøring essentielt for kreativiteten, ligesom Nepo her beskriver, at den er for kroppen. Du har sikkert, lige som mig, stået i en situation hvor det kreative udtryk ikke kommer til dig. Du har sikkert, lige som mig, oplevet tider hvor ingenting synes at virke. Lige meget hvor gerne du end vil give udtryk, så er der noget i dig, som standser dig.
Nogen gange er det nok med en lur, før vi igen kan sige, gøre, være, det vi gerne vil give et udtryk. Andre gange skal der skrappere midler i brug, som for eksempel terapi, en is eller kærlighed.

Berøring er dejligt og en selvfølge når vi har det godt. Vi kan lade andre røre os, og vi har lyst til at røre andre. Når vi ikke har det godt, kan det være lige omvendt. Ingen skal røre os og vi vil ikke røre nogen. Ligesom vanddråben er vi bange for at sprænges og løbe ud på gulvet, ved en berøring. Bange for at nogen, som ikke må se vores sårbarhed, skulle få et indkig i hvordan det også er at være dig. (– Sjovt nok, er det jo lige netop dér vi virkelig kan mødes, i genkendelsen af at være sårbar. Når vi ser at andre har det lige som os, vækker det en dyb genkendelighed og dermed en dyb forankring til hinanden og til denne verden. – Men, helt ærligt, hvem vil berøres og forankres med verden på gulvet under Spot-hylden i Netto … ikke mig.)

Men det er klart at hvis vi tør dele og give udtryk når vi er allermest sårbare, grimme eller ikke helt stuerene, så er det en gave til resten af verden. En gave i den forstand at vi som kunstnere kan være et bindeled mellem det udtalte og det uudtalte.

Berøring gennem kreativitet
Når jeg skriver føler jeg mig dybt forbundet til den større del af mig – til hende der har forbindelserne i orden – hende som er nærværende og i berøring med meget mere end skrivende Maj er.
Når jeg redigerer gælder det samme … hvis altså jeg kan hvile i dét at redigere. Her bliver det tydeligt for mig, hvornår jeg er i stand til at forbinde mig til teksten og hvornår jeg ikke er. Hvornår jeg kan eller vil lade mig røre, og hvornår jeg hverken kan eller vil lade mig røre.

Tit udmønter mine benspænd sig i at jeg egentlig bare hellere ville lave noget mere tempofyldt … som at skrive en ny historie. Yay! … AKA: berøringsangst og sidespring.
Det er ikke et ukendt fænomen blandt forfattere, malere, dansere og skuespillere – og i kærligheden :-) – at projektet mister nyhedens interesse. Man får lyst til at hoppe af skuden og gå i gang med den næste idé. – Og ja, nogen gange skal vi hoppe af, andre gange skal vi blive, i sårbarheden. Angsten for ikke at lykkes kan jo kvæle enhver … hvad er det Anais Nin skriver – elskede den som ung voksen – og hvis jeg tør at blive i denne tanke, denne berøring, med et minde om mit unge Jeg, her sammen med dig, så finder jeg den og skiver den her – selvom Nerve Gerda råber at hun aldeles ikke vil dele noget så pladderromantsik. Men Maj siger: “Slap af Gerda, jeg har fundet den, se den er stadig fin”:
“Angst er kærlighedens største dræber. Den får andre til at føle, som du ville føle, hvis en druknende mand holdt fast i dig. Du vil gerne redde ham, men du véd, at han vil kvæle dig med sin panik.”    Anais Nin.

Hvorfor er det så sårbart at blive i berøringen?
Fordi vi skal indrømme at verden er, at vi er … uperfekte. For mig er redigering af en tekst ultimativt press. Jeg vil så gerne fortælle alt perfekt. Og det lader sig jo bare ikke gøre. Det er lidt ligesom når du starter i nyt job … eller yaiks … får en kæreste. Man må overgive sig til det faktum at – hvis man ikke vil fremstå som en komplet Tivolihat – så kan man ikke få fortalt A-L-T om sig selv første dag på jobbet, eller ved første møde. Der skal mere til. Meget mere.

Når jeg redigerer er det enormt vigtigt for mig at blive i nærværet, ord for ord, sætning for sætning og ikke bare skippe hen over siderne, simpelthen fordi det er så grimt at jeg ikke vil kendes ved det. – Hvilket kan være noget af en prøvelse når man har 4-500 sider man skal igennem. Sådan er det også hvis du dummer dig på det nye job, blandt nye kolleger. Man ønsker næsten ikke at kendes ved sin egen klodsethed.
I den nye kærlighed, har vi dog lige præcis: berøringen, der kan fjerne næsten alle nederlag. Et blik fra en medfølende kollega, kan også hjælpe dig ovenpå igen, efter du har væltet en kop kaffe ned i kopimaskinen.
Dit arbejde som kunstner kan være sårbart fordi den første – potentielt healende – berøring ligger så langt væk, i tid, eller i rum. Derfor er det vigtigt at elske sig selv og det man er i færd med at skabe.

Det er sårbart for mig at blive berørt af noget godt, som jeg nærmest ikke husker, at have skrevet, og det er dybt dejligt.
At røre ved noget jeg ikke kan lide, noget jeg ikke vil kendes ved, -enten et privat minde, pakket ind i andre karakterer eller situationer, eller simpelthen bare røv dårlig tekst, er dybt u-dejligt.
Som jeg sagde i indledningen, er berøring bare nogen gange ikke særlig rart, men nødvendigt. Det nytter ikke noget at mure sig selv inde i et tårn af tjørnebuske, fordi man dagen igennem prikker til spændte vandråber. Derfor har jeg, når jeg redigerer tekster som er sårbare for mig, som regel også noget let som jeg skriver på ved siden af, for at gøre min dag dejlig. -Det nytter jo ikke noget at sidde hele dagen og stirre på billedet af sin døde hund og påstå at man ikke er bange for døden, vel … man må ha’ sig en ny hundehvalp.

Klichéen
Det er essentielt for enhver kunstner at være i berøring med sig selv og med det stof hun arbejder med konstant. Det er dét der gør det så unikt at udtrykke sig kreativt – i livet og i kærligheden til livet. At kunne dét.

At vide, mens du modtager den perfekte berøring, at den ikke findes mere. At vide, mens du giver den perfekte berøring, at den findes ikke mere.
Du er uperfekt. Vi er uperfekte. Verden er ufærdig: den sker og forsvinder. Den kører i vild fart ind og igennem dig, snegler sig langsommere end baglæns afsted. Men den er aldrig det samme.
For mig handler alt det her med berøring om, at du og jeg er uprefekte. Hvor vildt er dét lige. En kliché, ja, ja, jeg kan godt selv høre det: “Perfektionen er en fastlåst polaroid af det som er væk. Uperfektion er bevægelse, udvidelse af idéen om hvem du er, hvad dit projekt er, hvad kærligheden til dig selv og andre rummer af muligheder … mere … mere … mere …” – kliché eller ej, det er fandme vildt nok.

God tur
Mit råd til dig, -hvis du har samme problem, som mig, og ham dér, og hende dér, og dem og os når det kommer til berøring … er at forestille dig: at det er ok, at du er ok, selvom du aldrig finder i mål. -At dét er det fede ved livet … bevægelsen og berøringen. Dyb uigenkaldelig berøring.

 

Du har mange stemmer

wxyubkjmeppxmqasllft

Man taler om at en forfatter skal finde sin stemme. Som om en forfatter har én stemme som er den sande stemme. Det synes jeg er noget vrøvl. Jeg har mange stemmer. Som søster, som mor, som veninde, som hader, som elsker, som kunstner.

Som dramatiker har jeg skrevet 3 teaterforestillinger. Mit første drama : Der døde DU! Er skrevet i et meget sort sprog. Mange grimme ord : Fuck, pisvrag, vaccumpumpende klynkemund, lort i mundvigen … du véd dén slags. Det er en ungdoms forestilling inddelt i 4 monologer.
Min anden forestilling, også en ungdomsforestilling : Søstre på kanten, er en nyfortolkning af Chekovs Tre søstre. Heller ikke et helt pænt sprog, men præmissen er ganske anderledes, fordi der, i forhold til Der Døde DU!, er et plot som skal gå op. Det er en liniær fortælling, med begyndelse, midte og en slutning. Her har jeg brugt almindelig daglig tale i dialogen.
Du Gode Menneske dog, min 3. Forstilling er en “mono-dialog”, der handler om et midaldrende par, i et rækkehus. Som du nok kan forestille dig, så ligger “min stemme” her et helt andet sted.

Når stemmen ryger
Der er flere fælder i forhold til at holde fast på den stemme man har valgt at skrive med. Du har helt sikkert en bestemt stemning eller følelse som du gerne vil videreformidle til din læser. Den er der måske ikke lige med det samme. Men dukker op undervejs, mens du skriver. Og ofte må man gå tilbage i sin tekst, for at rette den til, netop fordi man senere i processen har fundet et mere klart gennemgående sprog … som så skal integreres i de første kapitler.
Når du har skrevet din tekst færdig og begynder at redigere, ryger din kontakt til den atmosfære du har intention om at ramme, simpelthen fordi du er mere optaget af retning end af sprogligt flow. Det er normalt, cool og helt ok.
Det kan også være at du, læser en roman/ser en film/et teater stykke, der påvirker din måde at skrive på undervejs i skrive processen. Ikke fordi du bevidst “planker” den pågældende forfatter (kun en god idé som skriveøvelse … ellers nallerne væk, dit sprog er dit, og dermed fedt! Ingen grund til at lege copy cat. Du er Mester i din egen butik.)

Men når du skal lægge sidste hånd på værket er det selvfølgelig vigtigt at du udligner og ensretter sproget. Ikke soldatertakt : ét-to, ét-to, men som i : finder flow i din stemme, denne histories stemme.
Filmmagerne gør dét, at de colorgrader den færdige film, hvor scenerne jo er optaget forskellige dage med små nuancer i lyset og dermed i farverne. Derfor skal filmen igennem en kemisk proces der forbedre farverne., (Så den røde bluse har samme røde tone i alle scener.) – for at få et ensartet udtryk. Et enstemmigt udtryk.
Det skal du selvfølgelig også gøre med dit sprog. Det er ikke fedt hvis der er hele kapitler, afsnit eller bare en sætning, der har en helt anden tone end resten af bogen. Det er vigtigt for læseoplevelsen at din roman er “let” at læse, – ikke banal eller med et meget lavt lixtal, men derimod flydende og let, – hvad end du har valgt at skrive noget der tendere til musisk stakato, eller flydende og blidt som en sommerbrise.

Stemmer sproget?
Jeg er lige nu ved at redigere bog nummer 2 i min triologi. Uh ja, her kan det jo gå helt i hegnet. Det er over et år siden jeg slap den første bog, og selv om jeg er meget inde i mine karakerer og mit mijlø, så er jeg nødt til at læse den første bog igennem, for igen at fange den præcise tone, der er i den.

Her er det nemlig ikke kun sætninger og dialog der skal stemme overens hele romanen igennem. Fordi det er en opfølger på bog 1, skal jeg også fange selve historiens rytme. Jeg skal ind og ramme selv fortælleformen på den første bog. Det går jo ikke at jeg har skrevet en bog i et hæsblæsende tempo, og så skriver en drømmende bog som opfølger. De læsere der vender tilbage til historien, karaktererne og miljøet, skal have noget de genkender.

Nej, nej, nej! Det er ikke det samme som at lefle for, eller at popularisere det jeg skriver. Det er at honorere den kontrakt jeg har indgået med min læser.
Som fortæller, hvad end du er forfatter, skuespiller eller danser … så indgår du en kontrakt med dit publikum. Gennem de første scener af en roman slår du en tone an. Den skal du holde. Du kan kaste rundt med potter og pander, dekorere med blomster, men den stemme du har fortalt din læser at du fortæller med, skal du holde hele bogen igennem.
Forestil dig at du er ved at se en film om rokokotidens seksuelle intriger, og så introduceres der pludselig et økonomisk tema – med slips! Det er ikke fedt. Selvfølgelig har du lov til at overraske, men hold dig nogenlunde inden for de rammer du har stillet op, ellers kan din læser få en fornemmelse af, at hun er med i et spil hvor du – den almægtige hisotriefortæller – holder hende for nar, laver reglerne om som det passer dig, bare fordi du kan. Dén leg er der ikke mange der gider at læse videre i.

Fra roadmovie til vampyrfilm
Når dét er sagt kan det naturligvis gøres, at snyde din læser – og det kan gøres rigtig godt. Det kan simpelthen være din præmis, at vende alting godt og grundigt på hovedet, en eller flere gange undervejs. Men åh! Jeg har ikke læst bøger nok til at komme med et rigtig godt eksempel, hvor en forfatter lykkes med at ændre sprog eller tema undervejs i en roman … måske George Saunders Tenth of December. Han er for vild. Men det er en novellesamling så : gælds’ ikke helt. (Tiende december. på dansk. oversat af Jakob Leviensen.)

Der er én film der er lykkes rigtig godt med at overraske så meget at jeg slukkede for TV’et. Jep … en helt almindelig hyggelig action agtig film, blev for meget for Maj Johansen. Fornærmet var hun også … “det kan man da ikke!” var hendes sure kommentar, da hun stod og børstede tænder 5 minutter efter det enorme skift. Et år senere, lejede hun filmen igen for at se den færdig, gennem en sofapude og ti svedige fingre.
Du har sikkert gættet at det var Tarantinos, (en stor amerikansk film instruktør) From Dusk till Dawn. Han havde stort held med fuldstændig at fucke med seerens “forventningstanker”. En roadmovie blev pludselig til en vampyrfilm. Chok!

Inspiration til skift i fortællestil
Hvis du ikke har set de kendte tegnefilm af Hayao Miyazaki som : Chihiro og heksene, Det flyvende slot og Min nabo Totoro, så synes jeg du skal gøre det. Japanerne laver en helt anden kontrakt med deres publikum. Deres historiefortælletradition er så forskellig fra vores, at vi, som vesterlændinge bliver blæst bagover, af skiftene i handlingen. Især Chihiro og heksene, synes jeg har et overraskende flow. Jeg ved ikke engang om man kan sige at filmens plotstruktur er anderledes bygget op. Jeg véd ikke om de arbejder sådan … med plot og vendepunkter. Filmen Min ven Totoro, har nogle vidunderlige skift i fortællestil. Men fordi alt jo er tegnet i samme “streg” og spindes omkring én primær historie, binder det filmen sammen så alt virker naturligt og flydende. Fine fine film.

Jeg ønsker dig en dejlig tirsdag, og håber du véd at du har mange stemmer. For mig er det enkelt, jeg véd at der er hundredetusinder karaktere inde i mig, jeg er skuespiller. Alle har hvert deres POV på en historie.
Det har du også, mange karaktere med hver deres mening om historiens gang. Du har mange forskellige tråde inde i dig der fører dig ind i forskellige rum. Herfra kan du : råbe, synge, hviske, raspe, fnise historier ud … for du har mange stemmer.

Rediger din tekst effektivt.

skov

Ej men altså! – jeg ville gerne ha’ fundet dig et lækkert citat, fra en anden af mine yndlingsforfattere. Men igen er det Stephen (King) jeg må ty til. Ingen har sagt det lækrerer’ en ham : “Når du skriver en bog, bruger du dag efter dag, på at scanne og identificere træerne. Når du er færdig, er du nødt til at træde tilbage og se på skoven.” … Ah, det er lækkert ikke?

I dag handler min blog om at effektivisere redigeringen af din tekst. Her er min vej til at komme (nogenlunde) smertefrit gennem en redigeringsproces.

Det var ikke før jeg hørte en Finsk cruiseliner-over-kathytsjomfru fortælle om hvordan man mest effektivt rengjorde en kahyt, at jeg fattede hvordan man slipper nemmest igennem en rengøring. Mit liv, før det kloge råd så nogenlunde sådan her ud: Jeg begyndte at rydde op i stuen, flyttede ting frem og tilbage, fandt en bog som skulle i soveværelset, inde i soveværelset, stillede jeg bogen på lads, hvorefter jeg redte sengen. Fandt noget vasketøj og gik i gang med at samle mere vasketøj, på vejen samlede jeg lige nogle beskidte håndklæder op fra badeværelsesgulvet … og mens jeg var dér hældte jeg lige toiletrens i toilettet … så var det tid til at vaske. Men da jeg kom ind i stuen for at lede efter vaskenøglen, opdagede jeg, at jeg jo stadig ikke havde ryddet op dér.
Sådan blev det ved. 2/3 inde i processen var min lejlighed mere rodet og beskidt end da jeg begyndte. Ofte men ikke tit, blev jeg slet ikke færdig med at gøre rent. Jeg samlede bare mine ting i nye bunker … pæne bunker … jeg fik aldrig ryddet ordenligt op, fordi jeg brugte ikke tiden særlig smart.
Men så var det jeg stenede den her dokumentar om et krydstogtsskib. Det var som om kahytsjomfruen talte direkte til mig. Hun sagde : “jeg véd godt det virker tillokkende at gøre lidt af det hele på én gang, men det er ineffektivt. Du skal gøre ét arbejde færdigt, før du begynder på det næste. Andet kan ikke betale sig. Det er min erfaring.”  … Ikke noget hvorfor … ikke nogen smart forklaring. Konen trak bare let på skuldrene, vindblæst og glad. Livet var simpelt for hende.
“Ok!” tænkte jeg. “Det skal prøves.” Siden har jeg været meget god til dét med at rydde op og gøre rent.

Ja, du kan sikkert gætte hvor jeg vil hen : redigering. Det kan virke logisk lige at rette lidt, her og dér, når du alligevel læser teksten igennem. At gøre lidt af det hele på én gang … men det er … præcis som den finske cruiseliner-over-kathytsjomfru siger : ineffektivt!

Hvorfor gør vi det? Lidt af det hele på én gang? Hvorfor er det så svært at træde tilbage og se skoven. – Fordi det er rart at redde noget der er grimt. Det er lækkert at gøre noget lækkert mere lækkert. Det er med et koldt sus i maven, nogen gange, at vi sletter en grim sætning eller et plat ordvalg – “inden nogen ser det.” Men guys and gals … det er forfængelighed og tidsspild. (Kram og kærlighed til dig. Jeg gør det stadig, selvfølgelig, det lille urolige hjerte har brug for at pynte lagkagen nogen gange … også selv om der er 14 dage til fødselsdagen. )
Det handler om at turde træde tilbage, se krat og lysninger, spor og veje der løber gennem skoven. Først når du har nogenlunde overblik over det der er vokset frem på siderne, er det tid til at finde buskrydder, motorsav frem … og først nu må den lille grensaks komme på banen … før vi finder en Bonzai saks frem til nuldr og nips.

Sådan her redigere du din tekst effektivt :
1 : Print og læs teksten helt igennem. Det er vigtigt, synes jeg, at have den foran dig. For at kunne se og mærke den. Nu skal du finde ud af om der er en hel sektion du (eller teksten) kan undvære. – Måske har du delt romanen ind i 3 dele. Hvis der er én der kan undværes, så skal den – UD.
2 : Den næststørste ting i en tekst du kan fjerne er en karakter. Enhver karakter, hvis handlinger og ord, kan overtages af en anden skal  – UD.
3 : Streg hele kapitler – UD.
Print og læs hele teksten igennem igen.
4 : Streg sider og sektioner af kapitler – UD.
Print og hvis du har lyst og tid, så læs hele teksten igennem igen. Gennemskriv din tekst igen.
5 : Streg afsnit – UD.
6 : Så er vi kommet til at strege sætninger – UD.
Print og læs teksten igennem.
7 : Streg halve sætninger og ord – UD.
8 : Gennemgå teksten for stavefejl og tegnsætning.

“Jeg må være en mega dårlig forfatter hvis min tekst er så dårlig at den skal igennem alle de trin.” Tænker du måske med krøllede tæer. Nøh! Sådan er det bare. Faktisk er det Hemmingway him self, der har givet disse anvisninger. Så der må være noget om snakken.

Selvfølgelig er det ikke sikkert du skal gennem mere end 4 eller 5 af trinnene. Og som jeg nævnte tidligere, er jeg bestemt også tilbøjelig til at gennemse og rette – især – de første kapitler minutiøst, længe før det er tid. Simpelthen fordi det beroliger mig.
Når jeg gør det, er det for at forsikre mig selv om, at hvis bare jeg får tid nok, så skal det nok gå alt sammen … jeg kan godt.

Det er jeg sikker på at du også kan. Jeg ønsker dig held og lykke med dit projekt. Tro nu bare på dén tekst … den er der … det er du også … et skridt ad gangen.