Category Archives: Prøver at forstå

Her er tekster om at prøve at forstå … ting.

Vi genkender favntag

Love.jpeg

“Jeg tipper døden til at være en erotisk ting, ligesom dengang man var ung og overgav sig. Når man hengav sig til en vildt fremmed, man ikke kendte, men kom til at kende i favntaget. Denne særlige tillid og fortrolighed er måske en form for uddannelse? Ligesom skabelsesakten.”     Suzanne Brøgger.

Er det ikke lækkert? Der er et link til hele teksten nederst.

Kreative favntag
Det der fanger mig er Brøggers fine, fine gengivelse af oplevelsen her: “Når man hengav sig til en vildt fremmed, man ikke kendte, men kom til at kende i favntaget.”
Wauh, og ja, og selvfølgelig. Det vidste jeg da godt, men jeg var ikke bevidst om det, før jeg læste brøggers tekst. EUREKA*
Se dér ligger hele grundlagt for kreativ udfoldelse. Det fører til åbenbaringer og bevidstgørelse om hvem vi er: Jeg er et menneske der kan genkende en vildt fremmed og mig selv som noget helt elementært – strippet for daglige pseudo-identiteter – i et ordløst “ego-løst” favntag.

Sådan har jeg det også med det kreative. Når jeg læner mig ind i det helt rene favntag, er der intet så nyt og ekshalterende, og intet så velkendt og gammelt-sandt som det.
Men før dét møde, danser og svanser jeg rundt, mellem det ene og det andet.
Hvad end jeg tegner, skriver, skuespiller eller møder nye mennesker, så er der nogle møder der ikke bare passere forbi, nogle møder skal udforskes yderligere, og dém genkender man på én eller anden måde.

Pludselig er der bid.
Når jeg tegner opdager jeg midt i mængden af streger på papir – en form som dukker op … én form der også har indhold – en historie – der, som Brøgger beskriver: “-man kommer til at kende i favntaget.”

Som skuespiller oplever man, at man må prøve en tekst og et arrangement igennem igen og igen, før det ligner noget, -der en dag kan lykkes. Før det fulde favntag kan opstås, og man kan læne sig helt ind, er der mange flere faktorer som skal gå op, end at være én tegner med ét stykke papir. (Selvfølgelig opstår der dagligt bidder og etapevise favntag) – men før den store dybe omfavnelse kan opnås, må skuespilleren /-spillerne gå og stå, sige teksten og gøre bevægelserne igen og igen, for at få forestillingens væsen, tiden og rummets Nu, til at arbejde i perfekt synkronicitet.
De favntag der findes hér, når de lykkes, er ubetalelige. De går fra skuespiller til skuespiller – forestilling til skuespiller – skuespiller til forestilling.

Hertil kommer den enkelte skuespillers favntag med publikum, der for mig, når jeg er publikum, er en af de mest uselviske-skte kærlighedserklæringer jeg kan opleve.
– Når det er godt, er jeg nødt til at tilføje … (-Og sikkert også derfor det er så frastødende når det er u-følt, slapt og dovent teater.) … men når det er godt teater, er en skuespillers favntag fra scenen, som en dyb healing af min sjæl. Tænk at der er nogen der vil bruge deres liv på at stille sig sådan til rådighed, på den måde? Hellige mennesker er de … både de sjove og de alvorlige.

Det sjælelige favntag
Der findes sjælfulde favntag mellem mennesker – fremmede og elskede. Men der findes også sjælelige favntag. Dem som er dybe men uden fysisk berøring.
Jeg fascineres af, at vi er en flok fremmede mennesker som sidder og ser på en skuespiller der formidler følelser og stærke ord, der langt overgår det vi selv har mulighed for at omsætte i sit eget liv … og på den måde favne og forløse os. (Eksempel: Skulle jeg  finde sig selv stående med hænderne under vandhanen ude af stand til at vaske blod af, tror jeg ikke, jeg kunne finde på andet at sige end: “det var satans.” … Hvorimod MacBeth udtrykker det så lækkert her:  “Will all great Neptune’s ocean wash this blood – Clean from my hand?” // “Kan hele Neptuns ocean vaske dette blod – rent af min hånd.”)

Gennem andre menneskers evne til at føle og udleve imaginærere karakterer på scenen, kan jeg som publikum, få lov til at “afmontere” nogle af de issues jeg har i mit eget liv. Det er da vildt, -og meget sjovere end terapi.

Det er spejlneuronernes skyld.
Spejlneuroner er : (kilde Peter Lund Madsen): “Kort fortalt er spejlneuroner nogle særlige hjerneceller i vores hjernebark, som er aktive under to forskellige forhold: 1) hvis vi udfører en bestemt handling, og 2) hvis vi ser et andet individ udføre den samme handling.
Spejlneuronerne tillader os derfor hurtigt og smertefrit at genkende andres personers bevægelser, og giver os dermed muligheden for at efterligne disse bevægelser selv. Betegnelsen “spejlneuroner” henviser naturligvis til denne egenskab, idet vi dermed er i stand til at “spejle” andres bevægelser med vores egen krop.”

(Majs Wiki: I en lidt mere kompliceret engelsk tekst(som jeg ikke kan finde) -har jeg lært at dette også gælder for smerte fysisk/psygisk mm. Og at det er et træk, der giver os medfølelse og empati. lærer os at passe på hinanden. – Visse psykologiske lidelser har dem ikke i så høj grad, andre slet ikke. (psykopati mv))

Det betyder at når en skuespiller står på en scene og gennemlever noget så gennemlever jeg det også gennem mine spejlneuroner, uden selv at have smerten.

Se dig selv
Vi er alle kreative. Skabelsesakten ligger i os alle: når vi mødes i favntag, så bliver den ene gravid og der opstår et nyt menneske, så sig ikke, at du ikke er kreativ.

Så ja, det er vel derfor vi skal udleve den kreativitet der ligger latent i os alle – for at vi kan kende hinanden og os selv, i nye favntag.

Jeg genkender mig selv gennem det du skriver, jeg ser mig selv i den film du laver, jeg oplever mig selv gennem det smil du sender … tak fordi du deler din favn med mig.

Gå og kram én eller anden lige nu, eller kram dig selv. Gå ud i verden gennem dig selv.

Det bedste til dig og dine knus Maj

Link til Suzanne Brøggers meget smukke ord, om ord.

EUREKA*: Heureka eller Eureka er et græsk udtryk, der betyder: “Jeg har fundet”. Det bruges som udråbsord for at fejre en opdagelse.

En bøn om at tage vare …

213206334_0178d47f34_o

Hvad end du er et erfarent menneske eller et nyere ét af slagsen, så vil der, hvis du er åben for det, gennem hele livet byde sig muligheder for, at lære noget grundlæggende nyt om hvem du også er.

Vi skifter ham
Når jeg får et helt nyt hold førsteårselever, der skal modtage Chekov træning, begynder jeg langsomt at etablere den verden de skal ind  og lære at manøvrere rundt i. Bevægelser, termer og sprog for det kropslige arbejde og for dét, at skulle tænke på sig selv som skuespiller og kunstner.
Men i virkeligheden, er det en dybt anderledes læring der sættes i gang. Idéen om hvem de er tager en helt ny drejning.
Der åbnes en dør langs den asfalterede vej og eleven har nu mulighed for, at fortsætte hen ad asfalten og kigge ind gennem ruden til den kreative verden og dets underlige tegn og gerninger. Eller træde ind gennem døren og kigge ud på den normale verden og dets underlige tegn og gerninger. To vidt forskellige udsyn at have i og på livet.

Skuespillerelevens første uger på træningsgulvet, går med at opleve hvordan og hvad de også er. Fra at være én der godt kan lide teater, til muligheden for at være én som er kunstner, sætter vilde tanker i gang. De går fra bare at være et menneske der virkelig – virkelig – godt kan lide teater, til at være et menneske som kalder sig: kunstner.  En sær frihedsfølelse, begynder at bruse i årerne.

Kunstnerens separation
Hvis man stiller det rigtig skarpt op, kunne man sige at kunstneren, efter hun har taget det endegyldige skridt ind i kreativiteten, nu i langt højere grad end før, er observatør til tilværelsen, fremfor hovedsageligt at være deltager. Der vil altid være en del af hende, der er mere eller mindre optaget af, at observere den verden hun skal portrættere. Det kommer nu, groft sagt, før dét, at leve livet.
Den adskillelse er, et langt stykke af vejen nødt til at være der. – Måske genkender du dét, at stå midt i et enormt livs-fuck og lige registre  hvad du føler og hvordan folk omkring dig reagerer? Jeg indrømmer blankt, at jeg har stået i både skilsmisse og  økonomisk deroute samtidig med at jeg liiiige tog noter på følelser, ansigtsudtryk og handlemønstre.

Nå, tilbage til eleven på gulvet. Tilbage til dig og mig, som konstant forsøger at erobre nye territorier, indre som ydre. Når den første glæde over den frihed der ligger i kreativ udfoldelse har lagt sig – når bolten i låsen smækkes, og døren der fører ud til normalitetens asfaltvej ikke bare lukkes men låses, så skal valget stå sin sande prøve: Det Jeg vi kender bliver mindre for en tid, og vi er uvante med det nye Jeg, der er ved at etablere sig inden i os.
Identitetsfølelsen begynder at smuldre. Den glade førsteårs elev bliver i tvivl og mister tilliden til det hun har oplevet som livets endegyldige sandhed.

Kærligheden til dig selv komme først
Jeg har set mange forskellige “slags”, -været tæt på børn, unge, voksne og ældgamle mennesker.  Der er mange, vi er mange, som ikke fik det dér med at tage vare på os selv lært. Vi lærte ikke at elske os selv, før vi elsker den næste. Jeg lærte, at kristne skulle elske sig selv som sin næste. Jeg lærte, at det betød, at jeg skulle elske min næste og først derefter håbe på, at der var lidt i overskud, så jeg måske kunne elske mig selv bagefter. Hmm …

Men jeg var på mange måder heldig, for jeg lærte en del derhjemme, omkring dét at være ok med at være den jeg er. (Ja, ja, selvfølgelig fik jeg også en pose mindreværd med, mere om det en anden gang.) -jeg vil fokusere på styrken og kærligheden som jeg også fik med, i stor stil. Mine forældre var ikke “hippier” – ingen kollektiver eller pædagoguddannelser i min familie, de var helt almindelige – og helt vildt ualmindelige, vilde, stærke og kreative. Så selvom jeg var igennem et ungdoms mørke, vidste jeg, at jeg inde bag det hele, var et grundliggende helt-i-orden menneske. Jeg havde fået en kreativitet og en autonomi med, der gjorde mig i stand til at holde fast i mit hjertes mål.

En bøn om at tage vare på dig selv og dermed “de andre”
Tilbage til førsteårseleven og dig som afprøver en ny udgave af dig selv. Når identiteten smuldre i kanten og skallen krakelere, skal der tages vare på dét som dukker op indefra. Det nye Jeg skal have ro og plads til at finde ind i sin form.
Det er et stort problem når du skal dele et kreativt udtryk, hvis du ikke tror på dig selv, -hvis du ikke kan mærke dig selv. Hvordan deler man noget man er i tvivl om, hvad er? -hvordan deler man, det man ikke kan mærke? – Man lærer at mærke efter. Man lærer, at det er ok at tage sin tid, og stole på intuitionen og lade den blide tillid tage over.
Min bøn om at tage vare, går på, at kramme dig selv og i samme favntag altså, at vise dem som er omkring dig, at dét er ok. At lære dig selv og andre, at det er ok at give udtryk, lige meget hvor klodset det så end er. Give plads til Fuck-ups af gigantiske proportioner, -i kreativitetens navn … især dine egne.

Om at danse i mørke
Når mine elever danser rundt på gulvet til vild musik, sammen med 12 andre elever der danser til vild musik, vil der være sammenstød, psykiske og fysiske. De knalder rundt som radiobiler på speed. Men giver man dem, og giver de sig selv, tid, -kan de pludselig manøvrere rundt i mørke, uden en skramme. Ud og ind, oppe og nede, hurtige og langsomme danser de rundt mellem hinanden som i et sirligt planlagt mønster. Det er det vildeste rush for alle i salen. Følelserne får frit løb, kraften bruser i årerne og universet er uendeligt og det er dit.
Det sker hvert år, at jeg har en flok elever liggende på gulvet efter dagens træning, -som små bunker glødende kul, trætte og gennembankede. Lettelsen over, at have været totalt-berusede af deres egen skønhed frigiver en latter, der kommer dybt indefra. Pludselig flammer én bunke kul op i en lille fnisende flamme der breder sig som løbeild rundt i de andre bunker, og bålene blusser op i latter og lettelse: “Jeg er ok, jeg er helt helt ok, A-L-T er ok,” siger latteren … se det er et eventyr. Det er herfra vores verdener skal gå, når vi arbejder kreativt. Alt er godt her.

Så elsk dig selv, din skønhed og din helt igennem i-orden-hed.
Knus og dejlig dag til alle.

Når gnisten springer

jack-sparrow-captain-jack-sparrow-37974096-400-274

 “The problem is not the problem. The problem is your attitude about the problem.” Jack Sparrow.

Et spring for at finde … mere.
Nu har jeg skrevet om det at skrive kreativt. Det er tid til, at udvide idéen om hvad kreativitet er, ved at skifte POV –  (Point Of View/Fortælle-/udgangs-punkt)
Selvom du er Skriver, er bloggen stadig for dig … også. Men nu åbner jeg op for flere kunstformers vej ind i dét: at skabe.
En dyb rodfæstet kreativitet er ikke forbundet med én kunstform, men med et nysgerrigt og undersøgende sind. Kreativitet er, for mig, at arbejde med sit udtryk gennem flere kanaler, på én gang. Derfor vil jeg, for en tid blogge om at tegne, at skuespille, at danse og være praktisk-spirituel uden nogen religion, i min søgen efter hvad det kreative menneske er. Meget passende starter jeg med miniudgaven af kvantespring.

Hvad er kvantespring?
Det har altid undret mig, at jeg er så langsom til at forstå det jeg har erfaret. Hvad er det der sker når vi oplever noget, og efterfølgende ikke helt kan forklare det. Når vores viden, bare er noget vi véd? – Ligesom når vi skaber kunst – så véd vi nogen gange bare at: “det er sådan her!”

Jeg har knoklet og knoklet uden at komme nogen vegne. Uden at knokle, har jeg fået en pludselig klar oplevelse af at verden var fundamentalt anderledes end den var for 2 sekunder siden.
Jeg taler ikke om at stå under bruseren og få en pludselig indskydelse til en fed replik. Jeg taler om en dyb indsigt i hvem jeg også er, eller hvad jeg også kan. Det behøver ikke være et glimt der fører til guru-oplysningsstadie, bare et lille ryk i min forståelse af hvem jeg er i verden. Et lille kvantespring.
-Som da jeg stod overfor et hav af glødende kul, der lå i et cirkelrundt bål med en diameter på 4 meter, og bare gik igennem det … 12 gange. Det flytter noget i ens bevidsthed.

Gregg Braden og Den Guddommelige Matrix
Jeg tror det vil give mening for mig – og måske dig – at introducere Gregg Braden, en velrenomeret brobygger mellem videnskab – spiritualitet og “den virkelige verden”, når jeg skal forklare hvad et kvantespring er for mig = et almindeligt menneske med en lille til en jævn IQ og udpræget praktisk begavelse.
(Jeg linker herunder til nogle meget letfordøjelig utube videoer, der forklarer hans bog: Den Guddommelige Matrix, oversat til dansk af Frank Robert Pedersen)

Gregg Braden forklarer os hvordan partikler ubesværet sender beskeder over lange afstande, sådan her:
“Universet er holografisk og det er vi en del af. Holografi er så kraftfuldt, fordi hver del reflekterer alle de andre dele af holografiet. Når en forandring sker ét sted, bliver forandringen altså spejlet alle andre steder.

Hvis vi laver en forandring i en partikel ét sted, sker der en forandring i den anden partikel, som befinder sig 22 kilometer væk. Hvordan lader det sig gøre?
Det er et trick spørgsmål. Som forklaret: Universet er holografisk. Hver del reflektere alle andre dele. Så når der sker en forandring i en partikel ét sted, er forandringen allerede til stede i den anden partikel, 22 kilometer væk.
Informationen behøver altså ikke rejse 22 kilometer gennem rum, for at registreres i den anden partikel. Den er allerede inkluderet/viklet ind i partiklens holografi. Signalet om forandringen er allerede alle steder.

Vores sprog omkring dette er, at bevidstheden bevæger sig fra punkt A til punkt B. Sandheden er, at vi tuner vores bevidsthed ind til dét sted som allerede er alle steder. (Også i os.) Vi bevæger os i virkeligheden ingen steder. Og det er den power, der er i dette princip.”

(*link til forståelse af, hvad bevidsthed er (kan være for nogen) – til slut.)

Kreative superpowers
Jarp! Indrømmet … den er lidt kringlet. Men det er dén idé jeg leder efter her. Det Gregg braden siger, betyder for mig, i mit kreative virke: At, i stedet for at skulle arbejde mig gennem det ene kreative problem efter det andet, ved hårdt fysisk arbejde, (ja det er hårdt at sidde på sin røv at skrive,)  – så kan jeg altså tune mig selv til svaret, fordi det allerede eksisterer i mig? Når jeg kan føle følelsen af løsningen, så er jeg tunet ind til den og jeg kan formulere eller materialisere den. Heureka! – Kan det virkelig passe – og er det så nemt, som det lyder?

Nej det er ikke nemt, at tune sig til kreative superpowers. Eller jo, i teorien er det. Men Jeg står i vejen. Mit sprog, det sprog jeg har fået til at forstå verden med, er slet ikke gearet til den slags forståelse af livet. Mit sprog er at jeg skal bevæge mig fra punkt A til punkt B … ved hårdt arbejde. Det Gregg Braden foreslår er at punkt A og B er samme sted. Der er ingen afstand fra tanke til handling/materialisering/realisering af min idé. Så for at citere Jack Sparrow igen: “The problem is not the problem. The problem is your attitude about the problem.”

Det lyder lidt tandfe-agitigt.
Men for mig er alt det her sandt. Jeg forstår ikke helt hvordan. Men jeg er sikker på at du, ligesom jeg, har stået i situationer hvor du pludselig bare vidste hvad der var det rigtige at gøre, sige, føle.

Har du ikke hørt dig selv sige ting, før du havde tænkt tanken til ende? Når vi forlader en kæreste, siger vi elsker nogen, pludselig siger vores job op, eller stille og roligt bare beslutter os for, at vi vil leve mere fredfyldt; så retfærdiggør / forklarer vi sommetider beslutningen med, at det er de og de erfaringer der har bragt os til den beslutning. Andre gange siger vi det lige ud: “Jeg aner ikke hvorfor. Pludselig kunne jeg bare mærke at jeg ville holde op med at ryge.”

Som kreativ tror jeg, at det er vigtigt at indstille sin tuner. Jeg øver mig i hvert fald på at indstille min idé  om at jeg ikke skal knokle, men tune mig ind i holografiet af den historie jeg er ved at skrive, for at få alle finesserne med.

God tur
Måske har du også fået lyst til at finde ud af mere omkring det at kvantespringe i stedet for at knokle … som sagt så gør vi det alle sammen hele tiden. Men hvad hvis vi blev mere bevidste om det. Hvad hvis vi kunne beslutte os for at forstå, i stedet for at rende rundt som høns uden hoveder og tilfældigt tumle ind i nye sider af os selv?

I hvert fald ønsker jeg dig en dejlig dag og rigtig god tur ind i holografiet af dit liv og din historie.

Link til Gregg Braden og hele serien om The Divine Matrix.

Hvis det interesserer dig, at studere hvor din bevidsthed er lokaliseret, kan du tjekke Deepak Chopra (indisk og amerikansk uddannet læge og spirituel guru) – ud. Han har skrevet en del bøger, der også er oversat til dansk og tilbyder nogle interessante studier omkring, hvad og hvor vores bevidsthed er lokaliseret. Her er en Utube video om bevidsthed med Chopra.

Rør mig

Hands.jpeg

Filosoffen og healeren Mark Nepo skriver i sin bog, Øjnene op for livet, – bl.a. om berøring: “Der er mange grunde til, at vi gerne vil røres ved. Den enkleste og mest dybtrækkende er, at berøring forløser og gør os hele. På samme måde som en vanddråbe mister spændingen og løber ud, når den bliver berørt, mister den smerte ved at leve, som vi bærer rundt på, spændingen og løber ud, når vi bliver holdt om og trøstet. Spændingerne ved at bære på tingene alene bliver forløst ved at blive rørt ved med oprigtighed og kærlighed.”

Om ikke at give udtryk
Hvad enten du skal danse, forme ler, male eller skrive så er berøring essentielt for kreativiteten, ligesom Nepo her beskriver, at den er for kroppen. Du har sikkert, lige som mig, stået i en situation hvor det kreative udtryk ikke kommer til dig. Du har sikkert, lige som mig, oplevet tider hvor ingenting synes at virke. Lige meget hvor gerne du end vil give udtryk, så er der noget i dig, som standser dig.
Nogen gange er det nok med en lur, før vi igen kan sige, gøre, være, det vi gerne vil give et udtryk. Andre gange skal der skrappere midler i brug, som for eksempel terapi, en is eller kærlighed.

Berøring er dejligt og en selvfølge når vi har det godt. Vi kan lade andre røre os, og vi har lyst til at røre andre. Når vi ikke har det godt, kan det være lige omvendt. Ingen skal røre os og vi vil ikke røre nogen. Ligesom vanddråben er vi bange for at sprænges og løbe ud på gulvet, ved en berøring. Bange for at nogen, som ikke må se vores sårbarhed, skulle få et indkig i hvordan det også er at være dig. (– Sjovt nok, er det jo lige netop dér vi virkelig kan mødes, i genkendelsen af at være sårbar. Når vi ser at andre har det lige som os, vækker det en dyb genkendelighed og dermed en dyb forankring til hinanden og til denne verden. – Men, helt ærligt, hvem vil berøres og forankres med verden på gulvet under Spot-hylden i Netto … ikke mig.)

Men det er klart at hvis vi tør dele og give udtryk når vi er allermest sårbare, grimme eller ikke helt stuerene, så er det en gave til resten af verden. En gave i den forstand at vi som kunstnere kan være et bindeled mellem det udtalte og det uudtalte.

Berøring gennem kreativitet
Når jeg skriver føler jeg mig dybt forbundet til den større del af mig – til hende der har forbindelserne i orden – hende som er nærværende og i berøring med meget mere end skrivende Maj er.
Når jeg redigerer gælder det samme … hvis altså jeg kan hvile i dét at redigere. Her bliver det tydeligt for mig, hvornår jeg er i stand til at forbinde mig til teksten og hvornår jeg ikke er. Hvornår jeg kan eller vil lade mig røre, og hvornår jeg hverken kan eller vil lade mig røre.

Tit udmønter mine benspænd sig i at jeg egentlig bare hellere ville lave noget mere tempofyldt … som at skrive en ny historie. Yay! … AKA: berøringsangst og sidespring.
Det er ikke et ukendt fænomen blandt forfattere, malere, dansere og skuespillere – og i kærligheden :-) – at projektet mister nyhedens interesse. Man får lyst til at hoppe af skuden og gå i gang med den næste idé. – Og ja, nogen gange skal vi hoppe af, andre gange skal vi blive, i sårbarheden. Angsten for ikke at lykkes kan jo kvæle enhver … hvad er det Anais Nin skriver – elskede den som ung voksen – og hvis jeg tør at blive i denne tanke, denne berøring, med et minde om mit unge Jeg, her sammen med dig, så finder jeg den og skiver den her – selvom Nerve Gerda råber at hun aldeles ikke vil dele noget så pladderromantsik. Men Maj siger: “Slap af Gerda, jeg har fundet den, se den er stadig fin”:
“Angst er kærlighedens største dræber. Den får andre til at føle, som du ville føle, hvis en druknende mand holdt fast i dig. Du vil gerne redde ham, men du véd, at han vil kvæle dig med sin panik.”    Anais Nin.

Hvorfor er det så sårbart at blive i berøringen?
Fordi vi skal indrømme at verden er, at vi er … uperfekte. For mig er redigering af en tekst ultimativt press. Jeg vil så gerne fortælle alt perfekt. Og det lader sig jo bare ikke gøre. Det er lidt ligesom når du starter i nyt job … eller yaiks … får en kæreste. Man må overgive sig til det faktum at – hvis man ikke vil fremstå som en komplet Tivolihat – så kan man ikke få fortalt A-L-T om sig selv første dag på jobbet, eller ved første møde. Der skal mere til. Meget mere.

Når jeg redigerer er det enormt vigtigt for mig at blive i nærværet, ord for ord, sætning for sætning og ikke bare skippe hen over siderne, simpelthen fordi det er så grimt at jeg ikke vil kendes ved det. – Hvilket kan være noget af en prøvelse når man har 4-500 sider man skal igennem. Sådan er det også hvis du dummer dig på det nye job, blandt nye kolleger. Man ønsker næsten ikke at kendes ved sin egen klodsethed.
I den nye kærlighed, har vi dog lige præcis: berøringen, der kan fjerne næsten alle nederlag. Et blik fra en medfølende kollega, kan også hjælpe dig ovenpå igen, efter du har væltet en kop kaffe ned i kopimaskinen.
Dit arbejde som kunstner kan være sårbart fordi den første – potentielt healende – berøring ligger så langt væk, i tid, eller i rum. Derfor er det vigtigt at elske sig selv og det man er i færd med at skabe.

Det er sårbart for mig at blive berørt af noget godt, som jeg nærmest ikke husker, at have skrevet, og det er dybt dejligt.
At røre ved noget jeg ikke kan lide, noget jeg ikke vil kendes ved, -enten et privat minde, pakket ind i andre karakterer eller situationer, eller simpelthen bare røv dårlig tekst, er dybt u-dejligt.
Som jeg sagde i indledningen, er berøring bare nogen gange ikke særlig rart, men nødvendigt. Det nytter ikke noget at mure sig selv inde i et tårn af tjørnebuske, fordi man dagen igennem prikker til spændte vandråber. Derfor har jeg, når jeg redigerer tekster som er sårbare for mig, som regel også noget let som jeg skriver på ved siden af, for at gøre min dag dejlig. -Det nytter jo ikke noget at sidde hele dagen og stirre på billedet af sin døde hund og påstå at man ikke er bange for døden, vel … man må ha’ sig en ny hundehvalp.

Klichéen
Det er essentielt for enhver kunstner at være i berøring med sig selv og med det stof hun arbejder med konstant. Det er dét der gør det så unikt at udtrykke sig kreativt – i livet og i kærligheden til livet. At kunne dét.

At vide, mens du modtager den perfekte berøring, at den ikke findes mere. At vide, mens du giver den perfekte berøring, at den findes ikke mere.
Du er uperfekt. Vi er uperfekte. Verden er ufærdig: den sker og forsvinder. Den kører i vild fart ind og igennem dig, snegler sig langsommere end baglæns afsted. Men den er aldrig det samme.
For mig handler alt det her med berøring om, at du og jeg er uprefekte. Hvor vildt er dét lige. En kliché, ja, ja, jeg kan godt selv høre det: “Perfektionen er en fastlåst polaroid af det som er væk. Uperfektion er bevægelse, udvidelse af idéen om hvem du er, hvad dit projekt er, hvad kærligheden til dig selv og andre rummer af muligheder … mere … mere … mere …” – kliché eller ej, det er fandme vildt nok.

God tur
Mit råd til dig, -hvis du har samme problem, som mig, og ham dér, og hende dér, og dem og os når det kommer til berøring … er at forestille dig: at det er ok, at du er ok, selvom du aldrig finder i mål. -At dét er det fede ved livet … bevægelsen og berøringen. Dyb uigenkaldelig berøring.