Category Archives: Oktober ’16

Energiens valuta

8224861457_feae0718d2_o

Hvis du eskalerer: (skærer af i trafikken. Agressiv-på-vagt-agent, frustreret over din chef-mood) har du lige tilføjet (negativ) energi ind i samtalen.
Hvis du eskalerer: (glædesfyldt entusiasme, et knus, opmuntrende ord) har du lige tilføjet (positiv) energi ind i samtalen.
Når energi er tilføjet, er den nødt til at bevæge sig et sted hen. Det sker ofte, at den person du taler med, kaster energien tilbage til dig, eller endda: – øger den.

Seth Godin.

(Entrepenør og forretningsmand af høj kaliber, ret fed dude.)

Dragen vågner
Nogen gange er det bare facinerende hvordan ting vågner i én. Idéer mener jeg. Jeg har længe gået og tænkt på hvordan jeg lader (som i elektrisk ladning) -min dag med gode og dårlige indstillinger til det jeg gør. Du véd … sure Maj eller glade Maj. -Og så møder jeg Seth Godin, (online) som tænker på en helt vildt fed måde. Blandt andet om dét med selv at byde ind med god energi.

Jeg har nemlig gået og lagt mærke til en ting: Når jeg køber ind, tænker jeg på, at jeg heller ikke får motioneret i dag. Når jeg laver mad, kommer jeg for sent i gang og hakker mig uskønt gennem grøntsagerne. Jeg spænder i lår og baller når jeg sidder i bussen, som om det kunne få bussen til at kører hurtigere. Så … gik der tid med det. TIL HVILKEN NYTTE!

Brokke Betty
Jeg har det sidste års tid, i gode samtaler, hørt mig selv sige, om det at have det godt: -at det også er en form for økonomi. Valutaen ses ikke nødvendigvis på bankkontoen (endnu) men den mærkes i høj grad på energikontoen.
Det er simpelthen gået hen og blevet en rigtig dårlig investeringsdeal for mig, at have en dag med alt for mange trælse elementer.
Men mine vaner var stærke//er stærke. Det sker ikke så tit mere, men det sker, at jeg tænder for: Brokke Betty.
Det er hende der ser deller i stedet for flødekager, skilsmisser i stedet for kærlighed, og helt sikkert græs der er grønnere alle andre steder end lige der hvor hun står. (Det er klart, alting visner omkring Brokke Betty. Lige meget hvor hun går og står så er der altid en brun plet, der ikke engang føler sig brun på den helt rigtige måde.)

Min rejse er kun lige begyndt
Du kender godt historien med de to drager du har inden i … den ene advokere for alt der kan gå galt og peger på alt det der er gået galt. Den anden taler for at alt er ok, og at alt er perfekt, præcis som det er. – Hvilken drage vokser sig stor og stærk inden i dig – Det gør den som du fodre. -Den drage du giver mest opmærksomhed.

Jeg oplever at min evne til at leve positivt, går ind i en anden fase nu. Pludselig ser jeg hovr meget mere positivt jeg kan leve. Selvom jeg faktisk troede at jeg var mere end ok-positiv.
Måske er det naturligt, når man tror man har regnet dén ud og har fundet sig rigtig godt til rette med en måde at se verden på, -at så slår verden en sløjfe på én og siger: “nå så det tror du? Men her er mere min skat, meget mere.” – Verden viser mig en film af to situationer.
Film 1:
“Maj der cykler, tager sine høretelefoner af, vil lægge dem i kurven, ledningen snor sig om hånden.
>>  Majs mave bliver sur hun tænker: “Typisk.” Maj ryster hånden, ledningen vipper ud over cykelkurvens kant,
>>  “for fuck sake, kan man lige få lov at være her!” tænker Maj
>>   ledningen er lige ved at svinge ind i hjulet, Maj begynder at slingre på cyklen.
>>  “Ja for helvede! -dings da rundt på cykelstien, super dag at blive kørt ned på!”
Osv osv … du kan selv regne ud hvor dét humør ender.
Men det er ok. Maj er vandt til det, hun er et positivt menneske. Så hun lægger det bag sig og smiler igen. Lige indtil hun bliver ramt af endnu en situation, “der slet ikke er hendes skyld,” -og oplever en variant af præcis det samme lille mønster af sur-utilfredshed eller utilstrækkelighed. Videre og videre i Brokke Bettys illusoriske rille.

Eureka*
(ja, et af mine yndlingsudtryk, link hvis du følger bloggen véd du det er et af mine absolutte yndlingsudtryk, for tiden.)
For et par dage siden oplevede jeg verden i slowmotion. Jeg oplevede den anden film af: “høretelefon i cykelkurv situation” og fangede energislugeren inden hun nåede at strejfe kanten af en tanke.
Film 2:
>>  Maj der cykler, tager sine høretelefoner af, vil lægge dem i kurven, ledningen snor sig om hånden.
>>  Brokke Betty havde knapt slået et øje op, før jeg havde lagt høretelefonerne i cykelkurven og smilede til den smukke efterårsmorgen, der smilede tilbage med gule grønne og røde fregner.

Sagen var dén at ledningen snoede sig jo stadig fast om min hånd, men i stedet for at tænke “lorte-typisk mig” så nåede jeg, at rette automat-tanken til: ledningen sidder fast, det er det hele: ledningen sidder fast. Jeg kunne uden besvær trække hånden bagud af den snoede blå ledning og dét var dét. Jeg havde ingen behov for at ryste hånden, tænke grimt eller have ondt af mig selv.

Packmans i dit kredsløb
Underlig lang historie om “ingenting” jeg véd det, men lige for tiden oplever jeg hundrede af dem om ugen. Potentielle faldgruber, der kunne få mig til at generere mere dårlig energi ind i den samtale jeg er i gang med at føre med min tilværelse. Bitte bitte små opspændinger, der bliver afspændte og uvæsentlige, eller endda til positive øjeblikke med dyb afspænding.
Åh, pyt-pjat kunne du sige, hvad gør dét med lidt modstand, det er den del af livet, du overdramatisere, det er da bare at ryste sådan nogle småting af sig.
Ja, jeg er enig. -Og det er det jeg gør, ryster dem af som myrer. Så jeg ikke eskalerer ophobningen af energi-ædende Packmans i min energi-bank.

Hold dit kredsløb omkring en situation Åbent
Pludselig er det klart som dagen for mig: energi skal være i bevægelse, den skal arbejde for mig og ikke i mod mig.
Hvis jeg brokker mig, eller er træt af mig selv fordi jeg er ved at komme for sent på job, og nu sidder hørertelefon-ledningen også fast i min hånd! – Så lukker kredsløbet. Energien stivner, eller nærmere flowet vendes til at arbejde i mod mig. (Fordi jeg beder den om det – se lige tiltrækker lige – kvantefysik indlæget: Når gnisten springer.) – kredsløbet lukker sig om sig selv.
Men hvis jeg holder energien flydende, holder jeg kredsløbet åbent, og ledningen er bare en ledning og ikke en led Packman der er ude på at gøre det af med mig, ved at æde al mit overskud.

Jeg ønsker dig en rigtig dejlig dag, og håber at – også du – sætter energi-valuta ind på din feel-good-karma-konto, dagen lang. (eller i hvert fald så meget som du kan. – hvem ved hvor mange mennesker det kan påvirke, at du og jeg, let og elegant træder uden om brokke Bettys brune pletter, så tit vi nu kan.)

Alt det bedste fra havet til dig og dine
Kærligst Maj

*Heureka eller Eureka er et græsk udtryk, der betyder: “Jeg har fundet”. Det bruges som udråbsord for at fejre en opdagelse.

Vi genkender favntag

Love.jpeg

“Jeg tipper døden til at være en erotisk ting, ligesom dengang man var ung og overgav sig. Når man hengav sig til en vildt fremmed, man ikke kendte, men kom til at kende i favntaget. Denne særlige tillid og fortrolighed er måske en form for uddannelse? Ligesom skabelsesakten.”     Suzanne Brøgger.

Er det ikke lækkert? Der er et link til hele teksten nederst.

Kreative favntag
Det der fanger mig er Brøggers fine, fine gengivelse af oplevelsen her: “Når man hengav sig til en vildt fremmed, man ikke kendte, men kom til at kende i favntaget.”
Wauh, og ja, og selvfølgelig. Det vidste jeg da godt, men jeg var ikke bevidst om det, før jeg læste brøggers tekst. EUREKA*
Se dér ligger hele grundlagt for kreativ udfoldelse. Det fører til åbenbaringer og bevidstgørelse om hvem vi er: Jeg er et menneske der kan genkende en vildt fremmed og mig selv som noget helt elementært – strippet for daglige pseudo-identiteter – i et ordløst “ego-løst” favntag.

Sådan har jeg det også med det kreative. Når jeg læner mig ind i det helt rene favntag, er der intet så nyt og ekshalterende, og intet så velkendt og gammelt-sandt som det.
Men før dét møde, danser og svanser jeg rundt, mellem det ene og det andet.
Hvad end jeg tegner, skriver, skuespiller eller møder nye mennesker, så er der nogle møder der ikke bare passere forbi, nogle møder skal udforskes yderligere, og dém genkender man på én eller anden måde.

Pludselig er der bid.
Når jeg tegner opdager jeg midt i mængden af streger på papir – en form som dukker op … én form der også har indhold – en historie – der, som Brøgger beskriver: “-man kommer til at kende i favntaget.”

Som skuespiller oplever man, at man må prøve en tekst og et arrangement igennem igen og igen, før det ligner noget, -der en dag kan lykkes. Før det fulde favntag kan opstås, og man kan læne sig helt ind, er der mange flere faktorer som skal gå op, end at være én tegner med ét stykke papir. (Selvfølgelig opstår der dagligt bidder og etapevise favntag) – men før den store dybe omfavnelse kan opnås, må skuespilleren /-spillerne gå og stå, sige teksten og gøre bevægelserne igen og igen, for at få forestillingens væsen, tiden og rummets Nu, til at arbejde i perfekt synkronicitet.
De favntag der findes hér, når de lykkes, er ubetalelige. De går fra skuespiller til skuespiller – forestilling til skuespiller – skuespiller til forestilling.

Hertil kommer den enkelte skuespillers favntag med publikum, der for mig, når jeg er publikum, er en af de mest uselviske-skte kærlighedserklæringer jeg kan opleve.
– Når det er godt, er jeg nødt til at tilføje … (-Og sikkert også derfor det er så frastødende når det er u-følt, slapt og dovent teater.) … men når det er godt teater, er en skuespillers favntag fra scenen, som en dyb healing af min sjæl. Tænk at der er nogen der vil bruge deres liv på at stille sig sådan til rådighed, på den måde? Hellige mennesker er de … både de sjove og de alvorlige.

Det sjælelige favntag
Der findes sjælfulde favntag mellem mennesker – fremmede og elskede. Men der findes også sjælelige favntag. Dem som er dybe men uden fysisk berøring.
Jeg fascineres af, at vi er en flok fremmede mennesker som sidder og ser på en skuespiller der formidler følelser og stærke ord, der langt overgår det vi selv har mulighed for at omsætte i sit eget liv … og på den måde favne og forløse os. (Eksempel: Skulle jeg  finde sig selv stående med hænderne under vandhanen ude af stand til at vaske blod af, tror jeg ikke, jeg kunne finde på andet at sige end: “det var satans.” … Hvorimod MacBeth udtrykker det så lækkert her:  “Will all great Neptune’s ocean wash this blood – Clean from my hand?” // “Kan hele Neptuns ocean vaske dette blod – rent af min hånd.”)

Gennem andre menneskers evne til at føle og udleve imaginærere karakterer på scenen, kan jeg som publikum, få lov til at “afmontere” nogle af de issues jeg har i mit eget liv. Det er da vildt, -og meget sjovere end terapi.

Det er spejlneuronernes skyld.
Spejlneuroner er : (kilde Peter Lund Madsen): “Kort fortalt er spejlneuroner nogle særlige hjerneceller i vores hjernebark, som er aktive under to forskellige forhold: 1) hvis vi udfører en bestemt handling, og 2) hvis vi ser et andet individ udføre den samme handling.
Spejlneuronerne tillader os derfor hurtigt og smertefrit at genkende andres personers bevægelser, og giver os dermed muligheden for at efterligne disse bevægelser selv. Betegnelsen “spejlneuroner” henviser naturligvis til denne egenskab, idet vi dermed er i stand til at “spejle” andres bevægelser med vores egen krop.”

(Majs Wiki: I en lidt mere kompliceret engelsk tekst(som jeg ikke kan finde) -har jeg lært at dette også gælder for smerte fysisk/psygisk mm. Og at det er et træk, der giver os medfølelse og empati. lærer os at passe på hinanden. – Visse psykologiske lidelser har dem ikke i så høj grad, andre slet ikke. (psykopati mv))

Det betyder at når en skuespiller står på en scene og gennemlever noget så gennemlever jeg det også gennem mine spejlneuroner, uden selv at have smerten.

Se dig selv
Vi er alle kreative. Skabelsesakten ligger i os alle: når vi mødes i favntag, så bliver den ene gravid og der opstår et nyt menneske, så sig ikke, at du ikke er kreativ.

Så ja, det er vel derfor vi skal udleve den kreativitet der ligger latent i os alle – for at vi kan kende hinanden og os selv, i nye favntag.

Jeg genkender mig selv gennem det du skriver, jeg ser mig selv i den film du laver, jeg oplever mig selv gennem det smil du sender … tak fordi du deler din favn med mig.

Gå og kram én eller anden lige nu, eller kram dig selv. Gå ud i verden gennem dig selv.

Det bedste til dig og dine knus Maj

Link til Suzanne Brøggers meget smukke ord, om ord.

EUREKA*: Heureka eller Eureka er et græsk udtryk, der betyder: “Jeg har fundet”. Det bruges som udråbsord for at fejre en opdagelse.

En bøn om at tage vare …

213206334_0178d47f34_o

Hvad end du er et erfarent menneske eller et nyere ét af slagsen, så vil der, hvis du er åben for det, gennem hele livet byde sig muligheder for, at lære noget grundlæggende nyt om hvem du også er.

Vi skifter ham
Når jeg får et helt nyt hold førsteårselever, der skal modtage Chekov træning, begynder jeg langsomt at etablere den verden de skal ind  og lære at manøvrere rundt i. Bevægelser, termer og sprog for det kropslige arbejde og for dét, at skulle tænke på sig selv som skuespiller og kunstner.
Men i virkeligheden, er det en dybt anderledes læring der sættes i gang. Idéen om hvem de er tager en helt ny drejning.
Der åbnes en dør langs den asfalterede vej og eleven har nu mulighed for, at fortsætte hen ad asfalten og kigge ind gennem ruden til den kreative verden og dets underlige tegn og gerninger. Eller træde ind gennem døren og kigge ud på den normale verden og dets underlige tegn og gerninger. To vidt forskellige udsyn at have i og på livet.

Skuespillerelevens første uger på træningsgulvet, går med at opleve hvordan og hvad de også er. Fra at være én der godt kan lide teater, til muligheden for at være én som er kunstner, sætter vilde tanker i gang. De går fra bare at være et menneske der virkelig – virkelig – godt kan lide teater, til at være et menneske som kalder sig: kunstner.  En sær frihedsfølelse, begynder at bruse i årerne.

Kunstnerens separation
Hvis man stiller det rigtig skarpt op, kunne man sige at kunstneren, efter hun har taget det endegyldige skridt ind i kreativiteten, nu i langt højere grad end før, er observatør til tilværelsen, fremfor hovedsageligt at være deltager. Der vil altid være en del af hende, der er mere eller mindre optaget af, at observere den verden hun skal portrættere. Det kommer nu, groft sagt, før dét, at leve livet.
Den adskillelse er, et langt stykke af vejen nødt til at være der. – Måske genkender du dét, at stå midt i et enormt livs-fuck og lige registre  hvad du føler og hvordan folk omkring dig reagerer? Jeg indrømmer blankt, at jeg har stået i både skilsmisse og  økonomisk deroute samtidig med at jeg liiiige tog noter på følelser, ansigtsudtryk og handlemønstre.

Nå, tilbage til eleven på gulvet. Tilbage til dig og mig, som konstant forsøger at erobre nye territorier, indre som ydre. Når den første glæde over den frihed der ligger i kreativ udfoldelse har lagt sig – når bolten i låsen smækkes, og døren der fører ud til normalitetens asfaltvej ikke bare lukkes men låses, så skal valget stå sin sande prøve: Det Jeg vi kender bliver mindre for en tid, og vi er uvante med det nye Jeg, der er ved at etablere sig inden i os.
Identitetsfølelsen begynder at smuldre. Den glade førsteårs elev bliver i tvivl og mister tilliden til det hun har oplevet som livets endegyldige sandhed.

Kærligheden til dig selv komme først
Jeg har set mange forskellige “slags”, -været tæt på børn, unge, voksne og ældgamle mennesker.  Der er mange, vi er mange, som ikke fik det dér med at tage vare på os selv lært. Vi lærte ikke at elske os selv, før vi elsker den næste. Jeg lærte, at kristne skulle elske sig selv som sin næste. Jeg lærte, at det betød, at jeg skulle elske min næste og først derefter håbe på, at der var lidt i overskud, så jeg måske kunne elske mig selv bagefter. Hmm …

Men jeg var på mange måder heldig, for jeg lærte en del derhjemme, omkring dét at være ok med at være den jeg er. (Ja, ja, selvfølgelig fik jeg også en pose mindreværd med, mere om det en anden gang.) -jeg vil fokusere på styrken og kærligheden som jeg også fik med, i stor stil. Mine forældre var ikke “hippier” – ingen kollektiver eller pædagoguddannelser i min familie, de var helt almindelige – og helt vildt ualmindelige, vilde, stærke og kreative. Så selvom jeg var igennem et ungdoms mørke, vidste jeg, at jeg inde bag det hele, var et grundliggende helt-i-orden menneske. Jeg havde fået en kreativitet og en autonomi med, der gjorde mig i stand til at holde fast i mit hjertes mål.

En bøn om at tage vare på dig selv og dermed “de andre”
Tilbage til førsteårseleven og dig som afprøver en ny udgave af dig selv. Når identiteten smuldre i kanten og skallen krakelere, skal der tages vare på dét som dukker op indefra. Det nye Jeg skal have ro og plads til at finde ind i sin form.
Det er et stort problem når du skal dele et kreativt udtryk, hvis du ikke tror på dig selv, -hvis du ikke kan mærke dig selv. Hvordan deler man noget man er i tvivl om, hvad er? -hvordan deler man, det man ikke kan mærke? – Man lærer at mærke efter. Man lærer, at det er ok at tage sin tid, og stole på intuitionen og lade den blide tillid tage over.
Min bøn om at tage vare, går på, at kramme dig selv og i samme favntag altså, at vise dem som er omkring dig, at dét er ok. At lære dig selv og andre, at det er ok at give udtryk, lige meget hvor klodset det så end er. Give plads til Fuck-ups af gigantiske proportioner, -i kreativitetens navn … især dine egne.

Om at danse i mørke
Når mine elever danser rundt på gulvet til vild musik, sammen med 12 andre elever der danser til vild musik, vil der være sammenstød, psykiske og fysiske. De knalder rundt som radiobiler på speed. Men giver man dem, og giver de sig selv, tid, -kan de pludselig manøvrere rundt i mørke, uden en skramme. Ud og ind, oppe og nede, hurtige og langsomme danser de rundt mellem hinanden som i et sirligt planlagt mønster. Det er det vildeste rush for alle i salen. Følelserne får frit løb, kraften bruser i årerne og universet er uendeligt og det er dit.
Det sker hvert år, at jeg har en flok elever liggende på gulvet efter dagens træning, -som små bunker glødende kul, trætte og gennembankede. Lettelsen over, at have været totalt-berusede af deres egen skønhed frigiver en latter, der kommer dybt indefra. Pludselig flammer én bunke kul op i en lille fnisende flamme der breder sig som løbeild rundt i de andre bunker, og bålene blusser op i latter og lettelse: “Jeg er ok, jeg er helt helt ok, A-L-T er ok,” siger latteren … se det er et eventyr. Det er herfra vores verdener skal gå, når vi arbejder kreativt. Alt er godt her.

Så elsk dig selv, din skønhed og din helt igennem i-orden-hed.
Knus og dejlig dag til alle.

Når gnisten springer

jack-sparrow-captain-jack-sparrow-37974096-400-274

 “The problem is not the problem. The problem is your attitude about the problem.” Jack Sparrow.

Et spring for at finde … mere.
Nu har jeg skrevet om det at skrive kreativt. Det er tid til, at udvide idéen om hvad kreativitet er, ved at skifte POV –  (Point Of View/Fortælle-/udgangs-punkt)
Selvom du er Skriver, er bloggen stadig for dig … også. Men nu åbner jeg op for flere kunstformers vej ind i dét: at skabe.
En dyb rodfæstet kreativitet er ikke forbundet med én kunstform, men med et nysgerrigt og undersøgende sind. Kreativitet er, for mig, at arbejde med sit udtryk gennem flere kanaler, på én gang. Derfor vil jeg, for en tid blogge om at tegne, at skuespille, at danse og være praktisk-spirituel uden nogen religion, i min søgen efter hvad det kreative menneske er. Meget passende starter jeg med miniudgaven af kvantespring.

Hvad er kvantespring?
Det har altid undret mig, at jeg er så langsom til at forstå det jeg har erfaret. Hvad er det der sker når vi oplever noget, og efterfølgende ikke helt kan forklare det. Når vores viden, bare er noget vi véd? – Ligesom når vi skaber kunst – så véd vi nogen gange bare at: “det er sådan her!”

Jeg har knoklet og knoklet uden at komme nogen vegne. Uden at knokle, har jeg fået en pludselig klar oplevelse af at verden var fundamentalt anderledes end den var for 2 sekunder siden.
Jeg taler ikke om at stå under bruseren og få en pludselig indskydelse til en fed replik. Jeg taler om en dyb indsigt i hvem jeg også er, eller hvad jeg også kan. Det behøver ikke være et glimt der fører til guru-oplysningsstadie, bare et lille ryk i min forståelse af hvem jeg er i verden. Et lille kvantespring.
-Som da jeg stod overfor et hav af glødende kul, der lå i et cirkelrundt bål med en diameter på 4 meter, og bare gik igennem det … 12 gange. Det flytter noget i ens bevidsthed.

Gregg Braden og Den Guddommelige Matrix
Jeg tror det vil give mening for mig – og måske dig – at introducere Gregg Braden, en velrenomeret brobygger mellem videnskab – spiritualitet og “den virkelige verden”, når jeg skal forklare hvad et kvantespring er for mig = et almindeligt menneske med en lille til en jævn IQ og udpræget praktisk begavelse.
(Jeg linker herunder til nogle meget letfordøjelig utube videoer, der forklarer hans bog: Den Guddommelige Matrix, oversat til dansk af Frank Robert Pedersen)

Gregg Braden forklarer os hvordan partikler ubesværet sender beskeder over lange afstande, sådan her:
“Universet er holografisk og det er vi en del af. Holografi er så kraftfuldt, fordi hver del reflekterer alle de andre dele af holografiet. Når en forandring sker ét sted, bliver forandringen altså spejlet alle andre steder.

Hvis vi laver en forandring i en partikel ét sted, sker der en forandring i den anden partikel, som befinder sig 22 kilometer væk. Hvordan lader det sig gøre?
Det er et trick spørgsmål. Som forklaret: Universet er holografisk. Hver del reflektere alle andre dele. Så når der sker en forandring i en partikel ét sted, er forandringen allerede til stede i den anden partikel, 22 kilometer væk.
Informationen behøver altså ikke rejse 22 kilometer gennem rum, for at registreres i den anden partikel. Den er allerede inkluderet/viklet ind i partiklens holografi. Signalet om forandringen er allerede alle steder.

Vores sprog omkring dette er, at bevidstheden bevæger sig fra punkt A til punkt B. Sandheden er, at vi tuner vores bevidsthed ind til dét sted som allerede er alle steder. (Også i os.) Vi bevæger os i virkeligheden ingen steder. Og det er den power, der er i dette princip.”

(*link til forståelse af, hvad bevidsthed er (kan være for nogen) – til slut.)

Kreative superpowers
Jarp! Indrømmet … den er lidt kringlet. Men det er dén idé jeg leder efter her. Det Gregg braden siger, betyder for mig, i mit kreative virke: At, i stedet for at skulle arbejde mig gennem det ene kreative problem efter det andet, ved hårdt fysisk arbejde, (ja det er hårdt at sidde på sin røv at skrive,)  – så kan jeg altså tune mig selv til svaret, fordi det allerede eksisterer i mig? Når jeg kan føle følelsen af løsningen, så er jeg tunet ind til den og jeg kan formulere eller materialisere den. Heureka! – Kan det virkelig passe – og er det så nemt, som det lyder?

Nej det er ikke nemt, at tune sig til kreative superpowers. Eller jo, i teorien er det. Men Jeg står i vejen. Mit sprog, det sprog jeg har fået til at forstå verden med, er slet ikke gearet til den slags forståelse af livet. Mit sprog er at jeg skal bevæge mig fra punkt A til punkt B … ved hårdt arbejde. Det Gregg Braden foreslår er at punkt A og B er samme sted. Der er ingen afstand fra tanke til handling/materialisering/realisering af min idé. Så for at citere Jack Sparrow igen: “The problem is not the problem. The problem is your attitude about the problem.”

Det lyder lidt tandfe-agitigt.
Men for mig er alt det her sandt. Jeg forstår ikke helt hvordan. Men jeg er sikker på at du, ligesom jeg, har stået i situationer hvor du pludselig bare vidste hvad der var det rigtige at gøre, sige, føle.

Har du ikke hørt dig selv sige ting, før du havde tænkt tanken til ende? Når vi forlader en kæreste, siger vi elsker nogen, pludselig siger vores job op, eller stille og roligt bare beslutter os for, at vi vil leve mere fredfyldt; så retfærdiggør / forklarer vi sommetider beslutningen med, at det er de og de erfaringer der har bragt os til den beslutning. Andre gange siger vi det lige ud: “Jeg aner ikke hvorfor. Pludselig kunne jeg bare mærke at jeg ville holde op med at ryge.”

Som kreativ tror jeg, at det er vigtigt at indstille sin tuner. Jeg øver mig i hvert fald på at indstille min idé  om at jeg ikke skal knokle, men tune mig ind i holografiet af den historie jeg er ved at skrive, for at få alle finesserne med.

God tur
Måske har du også fået lyst til at finde ud af mere omkring det at kvantespringe i stedet for at knokle … som sagt så gør vi det alle sammen hele tiden. Men hvad hvis vi blev mere bevidste om det. Hvad hvis vi kunne beslutte os for at forstå, i stedet for at rende rundt som høns uden hoveder og tilfældigt tumle ind i nye sider af os selv?

I hvert fald ønsker jeg dig en dejlig dag og rigtig god tur ind i holografiet af dit liv og din historie.

Link til Gregg Braden og hele serien om The Divine Matrix.

Hvis det interesserer dig, at studere hvor din bevidsthed er lokaliseret, kan du tjekke Deepak Chopra (indisk og amerikansk uddannet læge og spirituel guru) – ud. Han har skrevet en del bøger, der også er oversat til dansk og tilbyder nogle interessante studier omkring, hvad og hvor vores bevidsthed er lokaliseret. Her er en Utube video om bevidsthed med Chopra.