Category Archives: Karakterarbejde

Karakterarbejde koncentrationspunkt 2

Posted on

2450854982_8f308e28df_z

I anledningen af mit andet blogindlæg, om karakterarbejde gennem koncentrationspunkter, vil jeg starte med et smukt citat om imagination af J.K. Rowling (Som jeg har forsøgt at oversætte længere nede) Men her først originalen :

“Imagination is not only the uniquely human capacity to envision that which is not, and, therefore, the foundation of all invention and innovation. In its arguably most transformative and revelatory capacity, it is the power that enables us to empathize with humans whose experiences we have never shared.” J.K. Rowling

Min “so-so” ok oversættelse : “Imagination er ikke bare den unikke menneskelige evne til at forestille sig det som ikke er, og, derfor, fundamentet for al opfindelse og innovation. Med imaginationens definitive kapacitet til at transformere og åbenbare, er den, dén kraft der gør det muligt for os at føle empati, med mennesker, hvis oplevelser vi aldrig har delt.” J.K. Rowling

– Vidunderligt intet mindre!

Fantasi frem for tanker
Jeg talte lidt om det sidste gang, dét med at jeg mener at imaginationen er et langt stærkere værktøj, end liniært tænkte tanker.
Du kender det fra dine drømme : mærkelige konstellationer af mennesker der dukker op ud af det blå og maler dig gul i ansigtet. Dyr der taler, telepatere eller smiler til dig osv.
Det giver ikke umiddelbart mening, MEN det giver en klar følelse. – Og følelser i drømme kan skifte på et split sekund.
Der skal en langt længere beskrivelse til i din roman, hvis du skal give din læser den samme følelse som de kan få ved at drømme en drøm, læse et digt, eller høre en bestemt sang.

Din roman har selvfølgelig den fordel at den ikke er så underlig som en drøm eller et digt og det ville blive en virkelig lang sang, hvis man satte musik til din 250 siders kærlighedsroman.
Det jeg vil fem til er naturligvis at tilføre dine karakterer klare følelsesmæssigt genkendelige træk, gennem bevægelser og dialog, der er opstået et mere mystisk sted end i dine tanker som, i hvert fald hos mig, ofte er lidt for lige-ud-af-landevejen-to-plus-to-agtiget-forudsigelige-og-næsten-kommunalt-kedelige. Så du, ligesom den gode Rowling siger i det ovenstående, kan dele karakterens oplevelser med din læser.

Share-button til uoplevede oplevelser
Michael Chekov, (nevø til Anton Tjekov) og ophavsmand til bl.a. Koncentrationspunkter, var elev af den meget berømte teaterpædagog Konstantin Stanislavskji. Stanislavskij “opfandt” dét at bruge egne oplevelser, for at virkeliggøre karaktererne på scenen. Hvilket han havde stor succes med. (Du har sikkert hørt om en udvikling af “Stanislavskij metoden” der kaldes “Method acting” – hvor store ikoner som Robert De Niro og Marlon Brandon, fuldstændig påtager sig den rolle de skal spille, dag og nat. – Og efterfølgende deler helt personlige oplevelser.)

Michael Chekov er kendt for at stille spørgsmål ved denne teknink : “Hvordan skal jeg bruge min egen oplevelse af sorg, ved min fars grav, hvis han ikke er død?” spørger han … og det blev grundlaget for Michael Chekov metoden.
Jeg synes det er værd at tænke over som forfatter også. Hvordan deler vi oplevelser som vi reelt ikke ved noget om? Vi har kun de ord og oplevelser som vi har tilegnet os gennem et forholdsvis kort liv. Det giver, i hvert fald fantasy forfattere store problemer, lad os sige det sådan. Cool med mig hvis du selv synes du har totalt styr på hvordan det er at ligge med Cancer i kroppen, fordi du har haft en virkelig hård influenza da du var 23. ;-) – Nej vel … her er research godt.

Dit ubevidste skriver med
Hvis vi nu siger at du har researchet kræftpatienter til din roman. Så er det stadig ikke præcis din karakter der fortalte om sygdommen. Lad os sige at din karakter har kørt sin egen hund over da hun var 18, og derfor har et virkelig anstrengt forhold til manden med leen (Basicly fordi hun tror det er hende selv.) – hun vil altid have  unikt forhold, til dét at være terminal patient.  Hvilket er en god grund til at give hende et koncentrationspunkt.
Som nævnt i første lektion, så skal du måske prøve nogle forskellige billeder af, før du finder et der virkelig virker for dig, og som nærmest kan skrive historien for dig.

Simpelt forslag til kct. Pt. for kræftpatient:
Den unge kvinde har kræft, og skal måske, måske ikke dø. Hvis du lægger en lille pose med maddiker, i en lærredspose der er mør af fugt og kan springe når som helst, ned i hendes mave, så er jeg sikker på at der kommer nogle klare følelser frem. Måden hun taler til den overbærende sygeplejerske, og måden hun spiser sin mad på, vil få en klar afsmitning i din tekst. Den ligger til højrebenet.

Kct. Pt. med Positiv og negativ pol.
En udvidelse af arbejdet med koncentrationspunkt, er at give det både en positiv og en negativ pol.

Lad os sige at kvindes koncentrationspunkt er et sol-varmt sødt, blødt kirsebær, hjemme fra hendes mormors kirsebærtræ. Det sidder stadig på grenen, der har en smuk hvid blomst. Det er hendes håb. Det er det punkt der er aktivt, når hun tror på livet. Når hun husker og elsker alt det hun Er.

Det er naturligvis vigtigt at du giver dig selv tid til virkelig at mærke punktet. Gå i detaljer og mærk de følelser der opstår i dig når du forestiller dig at være den kvinde der har et kirsebær på kvist siddende i dit bryst.
Nu kan du tilføje en gradvis transformation af punktet. En hveps lander på grenen. Det er foruroligende. Den kravler lidt rundt, men koncentrere sig om blomsten, før den summer videre. Karakterens uro forsvinder.

Nu vender hvepsen tilbage. Denne gang kryber den ned på det dyrebare bær. Med sine skarpe kæber begynder den at gnave et lille stykke af kirsebærret. Lille smerte, stor uro, lille væmmelse. Hvepsen flyver videre. Karakteren bliver igen lettet, men kan ikke helt vende tilbage til den samme ro. Hun véd at en hveps kan vende tilbage igen og igen, for at hente mere af det søde kirsebærkød.

… Og sådan bliver du ved. Det yderste punkt af denne negative pol kunne se således ud : grenen er fuld af krybende og kravlende hvepse. Grenen kan næsten ikke bære de mange dyr, der vrimler rundt ovenpå og under hinanden. Alt kødet på kirsebærret er næsten spist, om lidt falder stenen ud, og når det sker, er det slut. Herfra er der kun mørke.
Din karakter er nu næsten sindsyg af angst for at miste, sig selv, sin familie og sit eget liv.

Øvelse i kct. Pt. Med 2 poler :
Sid lidt med fornemmelsen af din karakter omkring dig. Små og store bidder af informationer : udseende, lys, lyde, lugte, fornemmelser og svage antydninger, om hende og det miljø hun er i, er nok.

Den positive pol:
Forestil dig at din karakter har en silkesnor siddende inde i det ene håndled/begge. Den sidder lige under huden, og er bundet fast om musklerne. Enderne af snoren kommer ud gennem huden, de flagre lidt i vinden. Det er rart. Det giver din karakter en stærk fornemmelse af at være empatisk og følsom. Hun føler sig smuk, og at snoren gør hende til noget specielt.
Arbejd lidt med den fornemmelse. Forestil dig at du er denne karakter. Gå helt fysisk igang med en aktivitet. Lav en kop kaffe, gå på toilettet, tag på indkøb.

Vær konkret:
Hvordan føles det, inde i håndledet?
Hvilken afsmitning får det på dine bevægelser, og dit humør?
Hvor lange er snor-enderne der stikker ud?
Falder de ned i håndvasken så du tapper vand til kaffen? Ligger de stoppet op i jakkeærmet, mens du er på indkøb, eller kan du godt lide de hænger lidt ud af ærmet.
Hvilken afsmitning får det på resten af kroppen?
Hvordan er det at blive rørt ved?
Hvordan er det at tage én i hånden?

Modsat pol:
Hver gang din karakter ikke er glad, strammes snoren. Sådan har det været fra hun var barn. Det er ikke noget hun kan styre. Selv når hun lader som om hun er glad, men ikke er det, så strammes den. Kun ved at være rigtig glad i flere dage, kan hun mærke at snoren holder op med at stramme. Den er dejlig igen. Noget som er specielt, som er hendes.
Vi kommer til en konflikt i din fortælling. Snoren strammes.
Hvordan føles det?
Skifter snoren karakter? Bliver den til strikkegarn eller falmer den?
Skifter den temaratur?
Kan der gå ild i den?
Kan karakteren finde på, selv at stramme snoren, hvis hun er deprimeret, eller vred på sig selv?

Den yderste pol:
Hvad sker der hvis snoren strammes ultimativt. Vil den stoppe blodforsyningen til hånden?
Bliver den så blå?
Visner hånden?
Kan den ske at falde af?
Hvad sker der med den elskede snor, hvis hånden falder af?
Hvad vil hun være mest ked af at miste, hånden eller snoren?

Jeg håber du, bare ved at læse om øvelsen, kunne mærke følelserne bevæge sig i dig.
Nu venter jeg lige lidt, før jeg går videre med flere koncentrationspunkt øvelser. – Husk på at du, ligesom skuespilleren har en hemmelighed. Det er ikke nødvendigt at fortælle læseren om snoren, bien eller bærret. Det er det, der gør din læser nysgerrig på karakteren. De kan lugte at der er noget mere under isen … og vil rigtig gerne læse mere.

Som afslutning vil jeg bare sige, hav tillid til din intuition. Giv dig selv lov til at søge helt ind i de følelser din karakters koncentrationspunkt giver. – Og hav også tillid til, at der altid er et ny billede du kan bruge hvis ikke det første virker. (Eller bliver slidt, det kan faktisk også ske.) Imaginationens verden er uendelig. Tro på den og på dig.

En tillidsfuld sjæl, er en kreativ sjæl.

Karakterarbejde – koncentrationspunkt 1

Posted on

15571527389_000fea4c38_z

Mange forfattere skriver lange baggrundshistorier om deres karakterer. Hvor kommer de fra, hvor er de på vej hen, hvad ønsker de at opnå i livet, hvad har de behov for i livet … skriver historier om karakterens mødre, fædre, klamme onkler, og hyggelige Bedstemødre. Listen er uendelig.
Som skuespillere bliver vi bedt om det samme, når vi skal udvikle en karakter.
“Hvor kommer du fra, nu, lige før du træder ind i denne scene?”
– Eleven begynder at væve omkring karakterens rejse i livet : “- hun er i vildrede, og håber at finde svar, når hun møder sin elskede bror.”
“Nej jeg mener, hvor kommer karakteren fra, helt fysisk … lige nu?” Spørger læreren.
Eleven er tavs en tid. (Det står ikke i manus … heller ikke mellem linjerne.)
“Maj?”
Eleven peger bagud med tomlen, “øh altså jeg stod lige ude på bagscenen og snakkede med Benny …”

Lineær versus cirkulær tankeform.
Det er udemærket, for mange, også for mig, at skrive og uddybe karakterens baggrundshistorie. Men jeg kender en genvej, der er nem, sjov og meget mere lige til. Du får en bid af den i dag, og lidt mere næste tirsdag.

Det er vigtigt at kunne relatere meget præcist til din karakter, så hendes reaktioner og dialog, bliver så troværdig som muligt. Her kan det hjælpe at skrive sig helt ind i hendes barndom og ungdom, prøvelser og sejre. Det kan give dig stof til at beskrive måden hun er på, måden hun lever på. Stof til at finde ud af hvorfor hun vælger en Kinesisk restaurant frem for en Italiensk.
For mig bliver det for mentalt. Jeg mener : som de rigtige mennesker vi er, du og jeg, så gør vi noget virkelig vildt shit ind i mellem. Der er simpelthen foregået så meget i mit liv, at ingen kan tænke det frem. Det sker bare. Myriader af oplevelser lægger grund til mine valg : blikke og berøringer – ikke berøringer – tyndskid – sommerkjoler – julestjerner – blyanter – øl – første flækkede negl – smagsløg …
Det vi kan skrive os frem til, i forhold til en karakters baggrundshistorie er ok, og kun godt nok til at opstille et simpelt skelet ud fra. Bum! Et skellet der er rart at have, helt sikkert. Men det er skabt af min lineære hjerne og derfor, alt, alt for simpelt i forhold til den omni-presente-karakter jeg fortæller historie om.
Cirkler er langt stærkere end linjer, i min bog … hvis det giver mening?

Introduktion af koncentrations punkt
Jeg er metode skuespiller. Jeg har trænet Michael Chekov metoden meget koncentreret i 3 år, og efterfølgende arbejdet med den on-off i 20 år.
Nu vil jeg, for første gang, forsøge at omskrive den – ellers meget fysiske skuespillermetode – til en non-fysisk forfattermetode.
Som en kort introduktion kan jeg fortælle at et koncentrationspunkt, er et sted på karakterens krop hvorfra fokus går. Når du er fuldt og helt fokuseret på dette punkt, vil du opleve “magi”. Det giver nemlig en afsmitning, på både psyke og fysik. Du vil opleve en ændring i din karakters fysiske fremtoning. Ændring af stemmeleje og et ændret ordvalg/sprogbrug.
Koncentrationspunktet kan være en hel konkret genstand, som vi genkender fra vores fysiske verden. Eller en abstrakt form, der er lavet af et kendt stof som : metal, træ, silke eller jah … gelé. Det kan være en genstand der har bevægelse, eller en statisk genstand.

Øvelse 1, sommerfuglen :
Jeg går ud fra, at du ved hvordan din karakter ser ud, bare nogenlunde. (Det kan ændre sig nu… og har egentlig ikke den store betydning) Men som udgangspunkt ved du nogenlunde hvordan hun ser ud. Høj/lav, lys/mørk, tyk/tynd osv. – Bare vælg noget.
Forestil dig at hun har en sommerfugl på skulderen. Sid eller stå lidt med den idé/billedet af at du/din karakter har en sommerfugl på skulderen.
Vær konkret:
Hvor stor er den?
Hvilken farve har den?
Er den varm eller kold?
Er det rart at den er der, eller er det væmmeligt?

Allerede nu, burde du have en ny fornemmelse i kroppen.
Forestil dig, at alt hvad karakteren siger eller gør får en afsmitning fra sommerfuglen. Hvordan bevæger hun sig, når den sidder dér. Hvordan ser hun ud når hun drejer hovedet? Hvordan føles hendes arme og ben?
Virker hun som en stærk personlighed? Eller virker hun som en hun vævende og irriterende person på andre mennesker? (På nogle.)

Skriv nogle sætninger hun kan lide at bruge. Det behøver ikke at give mening :
“Marmelade … marmelade … boysenbærmarmelade …”
“Klapre den låge altid så hårdt? Klapre .. Klapre … klapre den låge altid!”

Hvis billedet og følelsen i din krop, af at have sommerfuglen siddende der, er stærk, kan du skrive herfra i uger eller måneder.

Realismens irrelevans
Realisme har ikke rigtig nogen relevans her. Jeg har eksempelvis spillet en advokat, der som koncentrationspunkt havde smukt dekorerede Romerske benskinner på læggene. Det gav mig/hende en meget fokuseret gang, stærk jordforbindelse, og fordi mit koncentrationspunkt var af metal, også et enormt klart sind. Der var ikke meget der kunne slå hende ud af kurs. Vi improviserede live, lige dér, foran publikum, i den forestilling. Mit koncentrationspunkt gav mig mange dejligt skarpe replikker. Yay!

Øvelse 2, træpladen :
Jeg går ud fra, at du ved hvordan din karakter ser ud, bare nogenlunde. (Det kan ændre sig nu… og har egentlig ikke den store betydning) Men som udgangspunkt ved du nogenlunde hvordan hun ser ud. Høj/lav, lys/mørk, tyk/tynd osv. – Bare vælg noget.
Forestil dig at han har en træplade siddende inde i venstre side af kroppen.
Sid eller stå lidt med den idé/billedet af at du/din karakter har en træplade siddende i brystet.
Vær konkret:
Hvor stor er den?
Hvilken farve har den?
Er den varm eller kold?
Er det rart at den er der, eller er det væmmeligt?
Er den fast og hård, er den smuldrende og blød?

Allerede nu, burde du have en ny fornemmelse i kroppen.
Forestil dig, at alt hvad karakteren siger eller gør får en afsmitning fra træpladen. Hvordan bevæger han sig, når den sidder dér. Hvordan ser han ud når han drejer hovedet? Hvordan føles hans arme og ben?
Virker han som en stærk personlighed? Er han svagelig eller dominerende?

Skriv nogle sætninger han kan lide at bruge. Det behøver ikke at give mening :
“Træfsikker … træfsikre skudsmål … skyder … træfsikkert.”
“Av, av, av … tryk … det trykker … det trykker så … trykker i mit hjerte … av, av, av.”

Hvis billedet og følelsen i din krop, af at have pladen siddende dér, er stærk, kan du skrive herfra i uger eller måneder.

Skift punktet ud
Du kan meget let og simpelt skifte mellem disse to koncentrations punkter mens du skriver. Der er ikke umiddelbart nogen logik i forhold til hvor, hvem eller hvad der sker i scenen, men lur mig om ikke din intuition har fået lov at finde det bedste frem til dig.
Hvis ikke, det du “får” af billedet på karakterens koncentrationspunkt virker, så lav et nyt.

Jeg anbefaler også at bruge forskellige koncentrationspunkter til én karakter i forskellige situationer.
Du kan eks. skrive om en cool detektiv, som har en rusten kniv siddende i det ene skulderblad. Det giver en klar afsmitning i personlighed, stemme og kropssprog. Men når han så er samme med sine børn, aktivere du/han, en lille rapand i en glaskugle på venstre hånd. Det vil hjælpe ham til at være mere varsom og kærlig i sin fremtoning.

Jeg fortsætter arbejdet med koncentrationspunkter næste tirsdag … indtil da, rigtig god tur.

Tal til mig – at arbejde med karakterer.

16336501656_ecd1888229_z

Kan du huske hvordan det var at lege. At forsvinde helt, glemme tid og sted og bare være en pirat, en balletdanser eller en hund?

“Skal vi ikke lege haj?”
“JA!” Jeg elskede den leg.
Vi havde en pejs, der var muret op midt i vores stue, (indtil min far fik den geniale idé at mure en blomsterkrybbe op, mellem pejsen og væggen.) Før dét, var pejsen super fed, fordi man kunne løbe rundt og rundt om den. Så havde vi også et meget stabilt brunt korkbord, man kunne hoppe op på med stor fart … hvis man huskede samtidigt at dukke hovedet, så man ikke dunkede det ind i den store brune keramiklampe der hang ned fra loftet. (Jep jeg var barn i 70’erne)
Bordet var vores skib, gulvet havet, pejsen … noget man kunne bruge til at løbe rundt om, når man skulle løbe/svømme væk fra en haj … og hvis man var virkelig sej, kunne man kravle helt op oven på pejsen, som om det var en klippe midt i havet, og så kunne de andre svømme ud for at redde en.
Vi kunne forsvinde dybt ind i det piratunivers, hvor vi bare løb og løb, og hoppede op på bordet før vi løb lidt igen. Det eneste der kunne ødelægge den fede fede leg var, når vi begyndte at konstruere alt for indviklede regler … så døde den.

Halvcirklen
Når jeg skriver, forsøger jeg ikke at blande mig i den vilde, frit flyvende kreativitet. I stedet forsøger jeg, at følge med karaktererne så godt jeg kan, også selvom de foreslår nogle temmelig ulogiske træk ind i mellem. Jeg forsøger at have tillid, at lytte og lege, uden at tænke.
Hvordan gør man så det? … jeg ved ikke hvordan “man” gør, men jeg kan fortælle om én af de ting jeg gør for at holde fortællingen levende.
Jeg kan ikke helt huske hvornår eller hvordan det opstod. Men som skuespiller opdagede jeg en dag, at der bag mig sad en stor halvcirkel af mennesker. Jeg kunne ikke se deres ansigter, de lå i skygge. Men knæ og fødder var oplyst af det lys jeg stod i. Der var ingen tvivl, jeg stod i et oplyst rum fyldt med spil levende karakterer. Mit hjerte begyndte at banke lidt hårdere i brystet på mig, én af silhuetterne bag mig rejste sig. Det var helt klart en selvstændig personlighed … det var én som kunne hjælpe mig med at blive til den karakter jeg skulle spille.
Det var en kvinde, hun kom op bag mig og trådte ind gennem min ryg. Her stod vi så lidt. Jeg begyndte at bevæge mig sammen med hende …. Og hun var med i dagens prøver. Dagen efter gentog vi processen. (Jeg sover altså ikke med min karakter på. Den træder ud så snart jeg er færdig med dagens prøver.)
– Når jeg skulle lokke en ny karakter frem fra den skyggefulde halvcirkel, lukkede jeg øjnene og trak vejret med de informationer, jeg havde fra teksten, og instruktøren. Uden undtagelse har de været der for mig, nogen gange kom der mere end én frem, andre gange har jeg måtte bede karakteren om at træde tilbage og lade en ny komme frem, fordi den ikke lige passede ind.

Ind på land
Selvom jeg ikke længere spiller teater, så bruger jeg stadig rummet med alle mine karakterer. Jeg har fuld tillid til at de er der alle sammen. Det foregår selvfølgelig ikke helt på samme måde. Karakteren kommer ikke helt ind i mig, den er omkring mig, hvisker til mig, viser mig hvad den ville gøre eller sige, i den situation jeg er ved at skrive om. Det er som om jeg er inde i dén, i  stedet for omvendt. (Hvis det giver mening)
Det er som om jeg kigger ud gennem karakterens øjne, taler med hendes mund, og mærker hendes puls slå.
Når jeg skriver en historie er det ikke alle karaktererne der er dukker op på én gang. Der er en eller to. Langsomt træder flere og flere karakterer ind i lyset og begynder at tale med, – og interagere med de karakterer der allerede er til stede i rummet. Nu kan jeg bevæge mig ind og ud mellem dem, træde helt ind i en karakter for at opleve hans POV (Point of View) på en situation, eller mærke en reaktion.

Når jeg er kommet ud af legen på de vilde våger, starter jeg på redigeringen. Her begynder jeg at strømline, finde retning, trække spændingen ud osv. Jeg har det som om jeg skal oversætte det interne sprog, jeg har modtaget fra mine karakterer. Jeg skal gøre det forståeligt for de mennesker der er i denne verden, vores verden. Mit hemmelige univers som jeg har opbygget sammen med karaktererne skal omformes til termer og idéer af denne virkelighed.

Tal til mig
I denne del af processen kan jeg miste den tætte kontakt jeg havde med mine karakterer. Plottet og sproget får helt naturligt større vægt … det er her legen har stor chance for at dø. Regler og retninger, kan kvæle noget der ellers lige var så sjovt.
Jeg lytter simpelthen ikke når jeg eks.: – trækker Ana ud af en køkkenscene. Jeg flytter hende fordi det er praktisk. (Der er måske noget hun ikke må høre) -og det bliver i første omgang lidt klumpet alá : “nå men jeg er træt, tror jeg tager mig en lur.” Ana går ud.
Men hvis jeg nu lyttede til Ana, samtidig med at jeg holder fast i at hun skal ud af det køkken, så hjælper hun mig. Det kunne se sådan her ud : “Hvad?” Ana ser på Benji der smiler indforstået til Tomas. “Du ligner en der har kødsovs på kinden,” smiler Tomas og prikker hende på næsen.
Ana der har været på jagt, bliver klar over at hun har blod i hovedet og går ud for at vaske blod af ansigtet. (Alá-cirka-omtrent-noget i den retning)
Når jeg træder ind i Ana, mens hun står sammen med Benji og Tomas, husker jeg pludselig at hun 4 sider tidligere har stået i en kamp, hvor hun fik blod i hovedet. Jeg mærker måske også at hun ikke gider deres indforståethed, og bare har lyst til at skride, kødsovse-joken er den perfekte undskyldning.

Der er meget meget mere at sige til dét at arbejde med karakterer. Der er flere metoder som jeg flytter fra min skuespiltræning og over i mit skriveri. Her var bare en lille bid.

Tak fordi du læste med. Stil gerne spørgsmål eller fortæl hvordan du arbejder med dine karakterer. Rigtig dejlig dag til dig.

%d bloggers like this: