Category Archives: Juni 2016

Disciplin’ – disciplin – frem for alt!

Posted on

latest

Allerførst vil jeg sige mange mange mange tak, for alle de af jer der har kigget ind i de forgangne uger, trofast og tålmodigt uden at få gevinst. Jeg har netop arbejdet med den 3. måske (hvis jeg er heldig) – 2. sidste gennemskrivning af min næste roman. Derfor har jeg været nødt til at droppe bloggen, for udelukkende at fokusere på min Ilddåb – som den kære lille ny, hedder. Men skønt at se så mange klik og kig på siden, trofaste læser. Tak for det.

I halen på mit altomsluttende/altudelukkende skrivefokus, handler ugens indlæg selvfølgelig om disciplin og komfortzoner.

Disciplin’ – disciplin’ – frem for alt!
General Hathi fra Junglebogen, som du ser på billedet herover, er vild med disciplin. Det er jeg for så vidt også, men nogen gange går det bare galt. Som i Elefanternes March, der ledes af selvsamme General Hathi, får jeg ikke altid, drejet af i tide og ender med at få hele flokken af elefanter i nakken. Dér var lige én ting til, at huske, når du skriver din huskeliste for dagen: lad være med at fokusere så meget på at gøre-gøre-gøre, at du bliver blind for omgivelserne.

Når man går all in på disciplin, lukker øjnene, træder speederen i bund og bare hakker opgaver af, som en mejetærsker der spytter bigballer ud, så ender man med at male sig selv op i et hjørne. Nej … lad mig omformulere: Man ender med at mure sig selv inde i væggen.
Men inden du lukker hullet helt til, mørtler, spartler og cementere dit farvel til denne verdens sollys, så tænk dig om, træk vejret og vent.

Er din gøre-gøre-gøre-comfortzone blevet et fængsel?
Når vi taler om komfortzoner, tænker vi ofte på en lille tyk kvinde, inde bag et hvidt stakit. Hun står og læner sig lidt op af riven, mens hun drømmer om dét, der sker ude på de store åbne vidder bag stakittet. Vi indeholder hende alle. Hun vil rigtig gerne gå til springgymnastik, men er bange for trampoliner. Det er ikke hende jeg taler til her. Jeg taler til: plæneklipperen – buskrydderen – grønthøsteren: Kvinden som hakker sin To-do-liste i småstykker med sin spidse kuglepen. Kvinden der skriver, læser, retter og skriver noget mere på bekostning af familie, venner og det bankende hjerte, der længes efter at være en lille tyk kvinde bag et hvidt stakit, med nybagte blåbærtærter på køl i vindueskarmen. Kvinden, hvis komfortzone er: at gøre. Kvinden som har så travlt med at lykkes at hun har glemt at det er nok, bare at være til.

Sand kreativ disciplin er ikke, at gøre: skrive – researche – skrive – plotte – skrive – læse – skrive – notere – skrive – ogsåvidereogsåvidere.
Dét der ligger bag en god sund kreativ disciplin, er altid: Motivation. Motivationen er diciplinen. Ikke: at motivere sig selv til disciplinen: at gøre, men at være disciplineret i at holde motivationen oppe. – med fokus på at være.

Gammel bro
Jeg har set gamle dygtige skuespillere blive sejere og coolere med årerne. Jeg har set gamle dygtige skuespillere ryste mere end de unge, med årerne.
Jeg skal ikke kunne sige om jeg nærmer mig en cool gammel kunstner, eller om jeg bare ikke har oplevet rigtigt press endnu. Men jeg ryster ikke længere på hænderene når stormen fra deadlinens røde snor pisker mig i ansigtet fra mållinjens skarpe streg. Jeg har lært mig at forbinde mig til min motivation for at skrive, før jeg skriver. Hvis jeg glemmer det, og bare skriver for at skrive, er det ok, hvis ikke der er noget pres. Hvis ikke jeg skal nå i mål inden klokken slår. Men hvis jeg er presset for tid, så er det sindssygt vigtigt for mig, netop at tage mig tid. Tid til at mærke dén krog jeg har ind min motivation. Når jeg husker at mærke hvorfor jeg skriver, så går det hele meget, meget lettere. Hvis jeg skriver fordi fordi fordi – jeg skal skal skal – ellers kommer sgu’-manden og han slår sgu’ hårdt, så er det meget svært at holde dampen oppe i 4-6 uger op til en deadline.

Rarhed
Min motivation er: En rar følelse indeni. Fingrene på tasterne har i mange situationer, givet mig fred og frihed. Den følelse går ikke væk, heller ikke selvom jeg har en kniv for struben. – Selve dét at finde på historier, er en dejlig lease fra mit daglige liv. – At mærke karaktererne og høre hvad de har lyst til at sige, føles helt vildt rart. Jeg har i mit daglige skrivevirke, etableret et stærkt anker, der holder mig på plads under pres.
Der er mange ting der er min motivation for at skrive, men inde i kernehuset af det hele ligger frøet: rarhed.
Jeg kan skrive under press, fordi jeg, når jeg er kommet 10 minutter ind i opgaven får det rart. Alting falder væk. – Også selvom jeg, når jeg skriver ikke laver andet. Jeg skriver, sover 20 minutter, skriver lidt igen, spiser en mad, skriver, sover og skriver. Min opvask vokser, komfuret stinker af stegefedt, og vasketøjet begynder at boble over i kurven. Men det kan jeg kun fordi jeg har skabt et anker. (og fordi jeg har glemt det så mange gange, at jeg véd, at kasteop-grænsen ligger lige om hjørnet, hvis ikke jeg har det, bare nogenlunde rart.)

Disciplinér din evne til at være, mens du gør.
Hvordan gør man det? Hvordan kan man lukke familie, venner og vasketøj, ude i en uge eller en måned?
Svaret er igen: motivation.
Jeg plejer at sige til mine skuespillerelever, “hvis du er motiveret nok, kan du gå til Tyskland.”

At holde ild i sin kreative fakkel, er som at pleje et kærlighedsforhold. Der skal være tid, ro og rum til at mærke nærheden, kærligheden og varmen i hverdagen, så, når man går ind i en periode, med press og deadlines, så kan forholdet også sagtens klare de sure sokker og take-away, øjenmænd og fedtet hår.
Det er sådan du disciplinere dig selv kreativt, ikke ved at være en militærelefant AKA: General Hathi ét-to-ét-to taktik-krakiler, men ved at dyrke din motivation – hver dag – som en disciplin.

Tak fordi du læser med. Dette bliver så også mit sidste rigtige indlæg inden jeg holder sommerferie i hele juli og første uge af august. Så næste indlæg dukker op igen den tirsdag d. 9. august.

Rigtig god sommer til alle

kærlig hilsen Maj

Den grimme ælling og Nerve Gerda

Posted on

Den grimme ælling

Jeg har altid hadet den Grimme ælling. Hadet at : Hvis du stiler efter at blive til noget særligt, så skal du også regne med at prisen bliver derefter! … vi er noget særligt! sådan er vi født!

Du fortæller din egen historie
I mange år fandt jeg det ulideligt når jeg faldt af vognen, på en eller anden måde. Når jeg ikke var optimal, og måtte kæmpe – virkelig kæmpe – for at få resultat. For det betød at jeg lagde brænde på mit grimme ælling bål.
Det betød, at min historie var med til at skabe myten om den grimme ælling. Jeg var med til at genfortælle historien om at : man skal gå så grueligt meget igennem her i livet … Og hvis man går grueligt nok igennem, så bliver man til en svane … ja tak. Hvis man da ikke er død forinden.

Jeg tror ikke på det der med, hvis du ruller dig i brændenælder så får du en finere hud end alle de andre og en skønne dag vågner du op og er en svane … og først nu har du fortjent din nyvundne skønhed … (for skønhed er lig med lykke … det véd alle jo!) jeg tror det er noget vi vælger, fordi vi ikke véd hvor fantastiske vi allerede er.

Jeg har virkelig lagt meget godt materiale (læs nedture) i den prøvelses-potte der skulle blive til guld for enden af regnebuen … på trods af, at jeg hadede den grimme lille lorte ælling … og måske derfor hadede jeg den lille skiderik … hvem véd hvad der kom først … ællingen eller ægget?

Nye øjne
Med tiden er jeg begyndt at se anderledes på det, den og mig. Det er sket i etaper. Men jeg husker første gang jeg sad på en trappe – hvor jeg havde røget en helvedes masse smøger – og røg en smøg. Pludselig besluttede jeg mig for at holde op med at forstå a-l-t.
Jeg havde i årevis forsøgt at regne livets kode ud, at gøre og opføre mig på bestemte måder for, at opnå bestemte resultater som altid endte i det samme resultat : En røvfuld.
(Trivia : Einsteins udlægning af sindssyge er : når en person gentager samme handling igen og igen og forventer et nyt resultat.)
Så jeg tænkte : Jeg holder op med at forstå det her, der er ikke noget at forstå. Hvis jeg holder op med at forstå så er der ikke andet tilbage i mig end at være. Og når jeg bare Er, så er jeg faktisk ok.

Nerve Gerda
Mit ego ding’ede ind med øredøvende nervelammelse, lad os kalde hende – Nerve Gerda : “Du kan ikke bare holde op med at kæmpe. Du er nødt til at gøre dit og dat, vi kan ikke bare være. Du er bagud på point lille uduelige menneskeklump! …. Hallo du er nødt til at søge efter sandheden ellers dør du-vi-JEG! HALLO!! Du kan ikke bare holde op med at kæmpe og knokle. Kom nu vi fortsætter bare, pyt med i dag, det var en svipser … I går fandt vi én vej mere … ok, det var den forkerte, men kan du ikke mærke at vi er tættere på nu, end nogensinde! … Vi finder sandheden i morgen, det tror jeg helt sikkert … hør nu! Hvis du mister modet på livet så … så … så …”

Men jeg var holdt op med at høre efter. Hver gang jeg fik en negativ tanke ind i hovedet, sagde jeg bare : hold mund.
Til problemer (store … og …. Økonomiske!) … sagde jeg bare : hold mund.
Nerve-Gerda blev véd og véd med at kalde på mig. Hvis jeg svarede hende, lød det sådan cirka sådan her : “Ok, så vis mig én god ting vi to har opnået sammen? … Hvad nytter det at knokle! … Ikke en skid! … Nej du, det her gider jeg ikke mere … du lover mig guld og grønne skove og hvad har du givet mig? Ikke en skid! … jeg har løbet op og ned, til højre og venstre … jeg er løbet IND i ting, for God sake … og det har ikke givet svar. Jeg har solgt mit hjerte, spist middag med djævelen. INTET af det har virket. INTET af det har givet mig en lykkefølelse der har varmet mere en pis ned ad benet på en kold vinterdag. Nu tier både du og jeg stille i en rum tid, og så ser vi hvad der sker.”

Nerve Gerda peb : “Du ved ikke hvad der er på den anden siden af ikke-gøren. Men det gør jeg. Der er : slemme piger, alle adgangskort til alle klubber – også de dårlige – bliver slettet. Der er toge der er kørt for længst. Der er økonomisk ruin. Alle slikbutikkerne er lukket på dén side af tilværelsen. LIVET ER AFLYST derovre!”
“Alt dét du lige har nævnt er dét jeg har oplevet sammen med dig. Du kender kun det du kender, og det keder mig. Jeg vil se hvad der er på den anden side af stilheden.” Svarede jeg.

Så holdt vi begge mund i nogle måneder. Nerve Gerda fik møvet sig ind, i mit liv igen, blev skubbet ud igen. Hun er her stadig. Men hendes stemme er svag men den er der.
Hun er god til at finde fejl og bekymre sig. Jeg bruger hende til at hjælpe mig når jeg skal noget stort … som nu hvor jeg er ved at lægge sidste hånd på min 2. Roman.
Hun giver mig en liste over “Ting jeg skal bekymre mig om,” jeg oversætter den til : “Ting jeg skal være opmærksom på.”

Jeg er smuk du er smuk.
Jeg vidste godt at alt er smukt … at det kommer an på øjet der sér … men fra dén dag på trappen, med smøgen, vidste jeg det med kroppen. Ikke med hjernen men med hjertet. Følelsen af at jeg var ok, kom ikke ud af det jeg gjorde, men det jeg var. Jeg fandt ud af at jeg har en iboende værdighed. Jeg har lov at være her, jeg er ønsket og velkommen. Lige meget om jeg gør eller Er. Idéen om hvem jeg er er min og mig. Grim eller smuk, det er op til mig … og deri ligger forvandlingen fra at være et menneske der er kreativ og gerne vil, til kunstneren der véd … at hun er smuk … og forhåbentlig vidste den gode Hans Christian også hvad det vil sige at være en svane og føle sig smuk, indefra og ud, så vel som ude fra og ind.

Hvad end kunstneren laver marmelader, maler eller cykler virkelig pænt … så har hun en iboende værdighed og en viden om at: at være er nok.