Category Archives: Forfatter tips og tanker

Gid glæden må blive dit fundament i 2017

a-magi

“Vi formes af vores omgivelser og for alt for mange mennesker er frygt, alt for dominerende i disse omgivelser. Specielt den kunstigt skabte frygt der genereres af medierne og markedsføring af alle slags.” – Shawn Achor

Hønen og ægget
I anledningen af at det nye år står og tripper spændt forude … vil jeg dele lidt glæde ud. Det er Happiness forsker / glædesforsker Shawn Achor der inspirere mig og er denne måneds helt her på bloggen. Med på vejen får du 5 gode råd der beviseligt fylder glæde ind i dit liv.

Det Shawn Achor har bevist er, at den gamle idé vi har om, at vi sil se det før vi tror det, ikke duer. Du kender det godt … når jeg får en federe lejlighed bliver jeg lykkelig. Eller, -når jeg taber mig 5 kilo bliver alting godt. Og sidst men ikke mindst krea-menneskets credo: Når verden opdager mit talent, så bliver jeg virkelig lykkelig … seriøst! Det mener jeg … så tænder alle lysene i butikken, musikken spiller og lykken vil ingen ende tage. Men Shawn Achor og hans team har fundet ud af at det er lige omvendt.

Vores programmering er, som Shawn siger i min indledning, langt hen af vejen frygtbaseret. Vi er designet til at forudse fare og undgå skuffelser. Hjernen er som en trofast hund. Når vi kaster en pind hvorpå der står: forudse fejl, så er det præcis dét hunden kommer hjem med. Tanker om ting der kan gå galt, fylder vores tilværelse fordi vi tænker “bare jeg ikke kommer for sent til bussen, bare min kollega ikke er dum i dag.  Hvis nu jeg havde en flottere mere forstående kæreste, så ville mit liv være mere spændende. Hvis bare jeg ikke skulle betale mine regninger, så kunne jeg virkelig skrive gode bøger.” Osv osv

Ok, ok, måske er det ikke helt så slemt, men du genkender garanteret mønsterene. Dét jeg så tænker er : hvis det kan virke den ene vej, kan det vel også virke den anden vej. Hvad nu hvis jeg, hver dag, kastede en pind hvorpå der stod: “find fem fede oplevelser i dag”, så ville min hunde-hjerne begynde at søge efter positive oplevelser i stedet for de negative.
Som jeg skrev i sidste blogindlæg – Med dig selv som indsats – er det præcis dét Hal Elrod (og mange andre) – foreslår vi lægger ind i vores daglige rutine. Vi kan simpelthen træne vores hjerne til at minde os om de fede ting i livet, ved at bruge visualisering og at skrive positive hændelser ned hver dag.

Rosenrøde briller skaber en glad krea-tilværelse
Måske synes du det er underligt at en kunstner som mig er så optaget af succes og glæde. Måske er du af den overbevisning at succes er noget som amerikanerne er alt for optaget af og at det ikke er nødvendige for et godt liv. Når bare man kan få lov at være kreativ og alt det jazz. – At denne evige higen og søgen kun giver uro og stress i hverdagen: Zen versus Succes.
“Jamen det er jo det jeg siger …” svarer jeg så.
“Hvorfor ikke bare nyde dét som er?” Spørger du så.
“Det er jo det jeg gør …” svarer jeg så.
“Interessant! Fortæl mig mere …” siger du så.
Det må jeg hellere lade Shawn Achor gøre :

“Glæde er ikke tilfredsstillelse. Det er den fryd du føler når du bevæger dig hen imod dit potentiale. Tilfredsstillelse kan skabe selvtilfredshed, men glæde skaber kreativ vækst.”
Ha! -Ja, det er de sidste fire ord jeg gerne vil have dig til at bemærke: glæde skaber kreativ vækst. Se, så bliver det interessant at finde lykken ikke? Det er dén succes jeg søger. Den der vokser ud af glæde.

Han siger også en anden fed ting, som jeg helt sikkert er enig med ham i … at det ikke er virkeligheden der danner os. Men den linse, eller de briller vi bruger til at se på virkeligheden med.  Og tjah … du véd jo hvor mange samtaler, jeg har haft med Nerve Gerda som bliver ved med at advare mig om hvor utrolig dumt det er, at gå udenfor have lågen, uden bekymringsbrillerne på. Men de linser finder da helt sikkert ikke andet end nederlag.

Flyt fokus
Jeg tror på at det er super vigtigt, at vi gør det til en vane at opleve glæde i vores liv. Men også at det er noget vi er nødt til at opøve og bevidst lægge vægt på i hverdagen. Jeg tror også på at det er noget som kræver lidt tid at øve sig i, fordi bekymring/utilfredsheds vaner kan være meget dominerende. Men med bare lidt øvelse breder glæden sig i livet, hvis du vil det nok. Hvis du tør slå den blinde vinkel til bekymringerne. Det kan hjælpe dig til at sprænge glasloftet og eliminere dét som holder dig under et vist præstationsniveau. Dét som holder dig fra din succes. (Læs om glasloft her.)

Det Shawn Achor og hans team er kommet frem til i deres forskning er nemlig at lykke ikke er et biprodukt af succes, det er fundamentet. WOUH! Hold lige fast i armlænene og læs det én gang til: lykke er ikke et bi produkt af succes, det er fundamentet for succes.”
Holdet bag glæde-forskningen har en hel bunke beviser for at succes, næsten lige meget hvordan du definere den, spires af glæde, hvilket betyder at glæde er godt for bundlinjen såvel som sjælen.
Han beviser faktisk, at chancen for succes med dit foretagende bliver potentielt meget større … noget med 70% … Hvis du er lykkelig før du søger succes. Der er fundet bevis for at folk der oplever eksplosiv succes, flatliner på lykke, eller i hvert fald holder samme niveau som de havde før succesen.
Hvorimod folk som er lykkelige inden de oplever succes, formår at få deres lykke til at stige proportionelt med succesen.

Jeg synes du skal gøre dig selv glad ved at se denne TED talk med Shawn Achor (der vitterlig er skide sjov) – men før du smutter og jeg ønsker dig et rigtig rigtig godt nytår så lister jeg her, som lovet, lige 5 gode råd til at få gang i glæden:

Her er 5 vaner der skaber glæde fra Shawn Anchor:
Vi kan udvikle vaner der laver nye forbindelser i vores hjerner og genopretter vores liv, så det ikke bliver overløbet af frygt OG vi kan give dette sundere sind til andre ved at smitte med vores nye mindset … gennem vores spejlneuroner der trådløst forbinder sig til andre mennesker (Se mit PS herunder for mere info om trådløse forbindelser.)
1. Værdsættelse
Skriv hver dag 3 ting ned som du værtsætter (træner din hjerne til at lede efter de gode ting. Så du har noget at skrive ned hver aften.)
2. Brug to minutter på at beskrive en meningsfuld oplevelse du har haft de sidste 24 timer. Det fordobler din oplevelse af oplevelsen. (Din hjerne kan faktisk ikke kende forskel på en genoplevet og en nu-oplevet ‘meningsfuld oplevelse’.)
3. 15 minutters sjov fysisk aktivitet. (Starter endorfin-delfinerne in din hjerne. Wuiih … )
4. Meditation. (Brug 2 minutter på bare at observere dit åndedræt. Det neutralisere de negative effekter multitasking har på din hjerne.)
5. En bevidst venligheds-gerning (act of kindness) – brug 2 minutter på at skrive en email, ringe til en ven eller kollega og fortæl dem om noget du godt kan lide ved dem.(Det styrker din idé om/ din følelse af at du er i en relation – relationer er supervitaminer for en følelse af lykke og samhørighed.)

Jeg ønsker alt det bedste til dig og din kreativitet i 2017 og i al evighed i øvrigt kh Maj

PS: – et link til mere Shawn Anchor, der taler på Google.

Her taler han om spejlneuroner, som jeg tidligere har nævnt i indlægget : Når gnisten springer  … virkelig et spændende emne for krea-mennesker. Shawn Achor går i Google oplægget videre endnu og siger, at vores hjerne ikke er forbundet af “ledninger” men at vi fungere som om vi var. Vi fungerer via wireless forbindelser, og at det også gælder dem vi omgiver os med.
Helt kort fortalt er det derfor smil smitter. Du kan simpelthen ikke nå stoppe de motoriske neuroner i at strække sig ud i et smil, fordi du tror du allerede smiler … på grund af spejlneuronerne. Yay … elsker det. Tjek ham ud.

Tirsdag den 31 januar ’17, ses vi igen til et livgivende indlæg …

Med dig selv som indsats

a.jpeg

“Repetition is the mother of learning, the father of action, which makes it the architect of accomplishment.”  Zig Ziegler.
Hjemmelavet oversættelse: “Gentagelse er lærings moder, -fader til handling, hvilket gør gentagelsen til realisationens Arkitekter.”

Du er din egen indsats på livets spilleplade. Der kommer ikke nogen og giver dig en bunke erfaringer, kys og kærlighed hvis du ikke selv tager initiativ til noget her i livet.
Det er vel det det går ud på. Aktion-reaktion. Gode erfaringer og dårlige erfaringer.
Hvis du vil leve et kreativt liv, får du meget frihed forærende. Skønt. Tak det vil jeg gerne. Med friheden kommer friheden til at gøre hvad som helst … også ingenting. Du skal altså hver dag vælge, selv at gøre en indsats … for dig og for din kreativitet.

Gentagelse er Gud … og tankens død
I et interview siger min ven Mr. Stephen King:”At skrive er hypnose.”  Det han mener er at det at skrive, for ham, er gentagelse af det samme mønster dag ud og dag ind.
Som skuespiller gentager man aften efter aften de samme bevægelser, replikker, mimiker, ind og udgange. Endda før man går på scenen ligger der en lang række gentagelser. Sommetider er det bare: kaffe-smøg-kost&mask*-ind i lyset.

Andre gange er det langt mere omstændigt, -som en gang jeg arbejdede på Operaen. Her fik jeg en ret tidlig tid i sminken, (jo højere dit navn står på plakaten, jo mere medbestemmelse har du over hvornår du møder ind i sminken. Jeg stod ikke på plakaten :-)) Nå, men det betød at jeg havde en række ting jeg skulle før jeg skulle have paryk og sminke på. Og at der var nogle bestemte spillere(her sangere) jeg sad i sminken samtidig med, jeg havde en bestemt sminkør og når jeg var færdig, med at få snørklet hår og malet bryn var det op i garderoben for at tage kostume på. Før jeg ville blive kaldt ned på scenen. På vejen op i garderoben hørte jeg sangere der varmede stemmer op ved klaveret. Fik en hurtig kop kaffe og varmede selv min stemme op. Turen ned på bagscenen, mørket, kroppene i kostumer og kedeldragter der kun var silhuetter der passerede mig i mørket. Setstykkerne der stod som sovende dinosauerer der først ville vågne når lyset ramte dem inde på scenen, lyden af musikken fra orkestergraven, osv. osv.

Hvor har jeg altid elsket gentagelsen. Den har sin helt egen skønhed. Dét at søge at mestre et pennestrøg, er fantastisk. Som grafiker har jeg tegnet bogstavet ‘a’ igen og igen. Forsøgt at kontrollere pensel nr. 1 (en meget lille pensel) dyppet i sort blæk (der er parfumeret for at skjule lugten af fisk) i en perfekt bue.
I gentagelsen finder du Gud / livet. Og fraværet af tanke … netop dette fravær af tanke, er kreativitetens sprække. Det er her dén kan klemme sig ind i og ud gennem dig.

En ny mineskakt
Der er ikke andet at gribe eller gøre i end at finde stoffet til vores kreative udtryk inde i os selv. Det er også bare supert, når der er masser af guld i minen. Men når vi kommer til perioder hvor guldåren ikke bare flyder med honning fra det forjætede land. Når vi skal til at hakke og skrabe efter det stof der skaber nye universer, så er det rart at have et mønster at følge, noget der kan lede os på vej … synes jeg.

Som forfatter har jeg ikke skuespillerens mineskakt af garderobe, sminke, kostume, lys og smøger til at lede mig ind på sporet af dét at skrive. Det har jeg forsøgt at skabe, i årevis. Nu tror jeg den er der.
Jeg kan endnu ikke leve af at skrive, det vil sige at jeg har job som handicaphjælper, hvilket betyder at jeg nogle morgner skal på job, andre igen – kommer jeg hjem fra job, og så er der mine elskede hverdage, hvor jeg hverken er på vej ud eller ind, men bare er hjemme. De er mine til at skrive og finde på.

Jeg har endelig fundet en morgen-rutine jeg tror jeg holder ved. Noget jeg kan gøre hvad end jeg er på vej ud eller ind, eller bare er hjemme. – En slags opvarmning. Noget jeg gør igen og igen, for ligesom at sætte mig selv op til dét at skulle være krea. – Men først om en fem ti år ved jeg vel om den varer ved, så jeg kan ikke love noget. Men jeg kan fortælle lidt om hvad det er.

Men først en lille havfrue
Strategien kommer fra en amerikansk business coach, så her er først en disclaimer … en lille dansk fedtskummer, der søger at skumme fedtet fra den gode kraftsky i bunden:
De amerikanske succes strategiers dommedags profetier fanger mig / os ikke helt, -og så alligevel.

Der er noget træls ved det dér med:  hvis du vil opnå dine mål så skal du gøre sådan og sådan. -Så opnår du både dine mål – og de vildeste drømme – som er masser af penge og masser af penge og helt vildt mange penge.
Jeg ved ikke med dig, men jeg kan næsten kun se den trussel der ligger og lurer mellem løfterne: Hvis ikke du higer efter penge og succes, er du en død sild. Du kommer til at leve et liv i hverdagens leverpostejshelvede. Pludselig har du rødkål på ryggen, det er jul igen, og du blev igen i år ikke verdens største succes. Fordi du ikke var målrettet og strategisk nok, blev du ikke til en lækker laksemad med Noma-molyklær-kaviar formet som englevinger mellem skulderbladene klokken tolv nytårsaften. -Hvis du bare havde brugt 99.99 dollar, på den dér online businessmodel, så boede du slet ikke i denne her latterlige lille galaxe mere. Mælkevejen er så Passé.

Men hvad hvis vi ikke behøver ‘ofre alt’ for at opnå succes. Hvad hvis vi ikke behøver at være havfruer der sælger vores sjæle til en havhekse for at finde kærligheden … som så alligevel smutter med en anden. Hvad hvis vi kan opnå en følelse af succes som giver os overskud og kærlighed til os selv, både på den korte, men især på den lange bane. Så vi på dén måde kan opleve en succes i livet?
(Decemberbloggen kommer faktisk til at handle om lykke. Her får du at vide hvorfor formularen: ‘Hårdt arbejde’ ikke skaber succes. Og hvorfor lykkelige mennesker opnår succes.)

Hals Mirakel morgen – min power morgen
Jeg er begyndt at nyde mig en power morgen, inden jeg gør noget andet overhovedet. Det er super fedt, og det kan reguleres alt efter hvilken morgen jeg har til rådighed. Lang, kort, ultra kort morgen, det betyder ikke noget, jeg når det jeg når. Men jeg når det.
Jeg hypnotisere mig selv, til at få lyst til at være produktiv. Hvilket betyder at jeg rent faktisk er nede på at have en arbejdsdag (skrive dag) på kun 4 timer. Hvor jeg tidligere kunne trække mig selv rundt i manegen hele dagen, og ikke få skrevet eller redigeret nær så meget som jeg gør nu. YAY. Man skulle tro det var løgn. Men det er det ikke.

Mine pomodoro-tidsintervaller (se forrige indlæg) og guleroden om at være færdig med dagen klokken 14, er mere end rigeligt til at jeg kan holde skruen i vandet.
Det er en ung fyr ved navn Hal Elrod –
(hvis du har amerikaner-allergi så lad være med at klikke på linket. Der er meget succes strategi. Men hvis du er sådan én som selv kan ryste sien og finde guldkorn og kraftsky så kig ind på hans side, -han er god nok. -eller gå direkte i gang med det Utube foredrag jeg poster herunder.)

-Og jeg må sige at det er en fed ting for mig at gøre at gennemføre hans Miracle morning … som han kalder dem. Det var noget han fandt på efter han kom ud for en ulykke … blev knust på alle leder og kanter og … nej jeg synes du skal se hans foredrag for at få hele historien med.

Her får du bare det korte af det lange: Det han mener er, at man skal/kan gøre de ting som man så gerne vil have gjort på en dag … fra morgenstunden af. De dér motion, meditations ting som … jeg siger ikke alle, heller ikke mig eller dig, men nogen springer dem over og bruger store dele af deres liv på at være utilfredse med sig selv. Det Hal foreslår, er at holde op med at krumme sengen til, med tudekiks og komme i gang med at gøre det man gerne vil for pokker.

Hvor mange gange har du ligget i din seng om aftnen og tænkt: i morgen mediterer jeg, i morgen løber jeg en tur, i morgen spiser jeg kun grøntsager. Men dagen efter æder timerne din motivation for forandring, og langsomt men sikkert, kryber du under dynen og nynner en dig i søvn til en lille Annie: der kommer en da’ i morgen … I morgen I morgenI morgen

Det der sker når jeg gennemfører min power-morgen er virkelig underligt. Normalt, når der er nogen der siger at der er noget jeg skal, skulle eller burde, så vågner mit indre pindsvin og stritter med alt hvad stritte kan. Men efter jeg er holdt op med at snooze mit vækkeur, springer jeg ud af sengen og glæder mig til at gøre mig selv glad.
Jeg glæder mig til en dag hvor jeg ved at jeg får gjort, ikke bare én god ting for mig selv, men en hel række gode ting. Og der er flere på vej.
Det Hal foreslår er 6 små rutiner. Jeg vælger at lave en rutine af 3 ting:

10 min. Motion (yoga) (cykler eller går evnt. senere på dagen)
10 min. Meditation
20 min. Morgensider (Skrive positive ting ned i en notesbog.)
40 minutter i alt … uh, ja. Præcis den samme længde som mine Pomodoros har.

Kig ind på linkene til Hals side, hvis du vil have en udførlig guide ellers kig med på foredraget her, som i sig selv er en ret spændende rejse:

Næste indlæg om happiness … glæde … lykke kommer d. sidste tirsdag i december. d. 27.12.16

(*Kost og mask / kostume og sminke)

Energiens valuta

8224861457_feae0718d2_o

Hvis du eskalerer: (skærer af i trafikken. Agressiv-på-vagt-agent, frustreret over din chef-mood) har du lige tilføjet (negativ) energi ind i samtalen.
Hvis du eskalerer: (glædesfyldt entusiasme, et knus, opmuntrende ord) har du lige tilføjet (positiv) energi ind i samtalen.
Når energi er tilføjet, er den nødt til at bevæge sig et sted hen. Det sker ofte, at den person du taler med, kaster energien tilbage til dig, eller endda: – øger den.

Seth Godin.

(Entrepenør og forretningsmand af høj kaliber, ret fed dude.)

Dragen vågner
Nogen gange er det bare facinerende hvordan ting vågner i én. Idéer mener jeg. Jeg har længe gået og tænkt på hvordan jeg lader (som i elektrisk ladning) -min dag med gode og dårlige indstillinger til det jeg gør. Du véd … sure Maj eller glade Maj. -Og så møder jeg Seth Godin, (online) som tænker på en helt vildt fed måde. Blandt andet om dét med selv at byde ind med god energi.

Jeg har nemlig gået og lagt mærke til en ting: Når jeg køber ind, tænker jeg på, at jeg heller ikke får motioneret i dag. Når jeg laver mad, kommer jeg for sent i gang og hakker mig uskønt gennem grøntsagerne. Jeg spænder i lår og baller når jeg sidder i bussen, som om det kunne få bussen til at kører hurtigere. Så … gik der tid med det. TIL HVILKEN NYTTE!

Brokke Betty
Jeg har det sidste års tid, i gode samtaler, hørt mig selv sige, om det at have det godt: -at det også er en form for økonomi. Valutaen ses ikke nødvendigvis på bankkontoen (endnu) men den mærkes i høj grad på energikontoen.
Det er simpelthen gået hen og blevet en rigtig dårlig investeringsdeal for mig, at have en dag med alt for mange trælse elementer.
Men mine vaner var stærke//er stærke. Det sker ikke så tit mere, men det sker, at jeg tænder for: Brokke Betty.
Det er hende der ser deller i stedet for flødekager, skilsmisser i stedet for kærlighed, og helt sikkert græs der er grønnere alle andre steder end lige der hvor hun står. (Det er klart, alting visner omkring Brokke Betty. Lige meget hvor hun går og står så er der altid en brun plet, der ikke engang føler sig brun på den helt rigtige måde.)

Min rejse er kun lige begyndt
Du kender godt historien med de to drager du har inden i … den ene advokere for alt der kan gå galt og peger på alt det der er gået galt. Den anden taler for at alt er ok, og at alt er perfekt, præcis som det er. – Hvilken drage vokser sig stor og stærk inden i dig – Det gør den som du fodre. -Den drage du giver mest opmærksomhed.

Jeg oplever at min evne til at leve positivt, går ind i en anden fase nu. Pludselig ser jeg hovr meget mere positivt jeg kan leve. Selvom jeg faktisk troede at jeg var mere end ok-positiv.
Måske er det naturligt, når man tror man har regnet dén ud og har fundet sig rigtig godt til rette med en måde at se verden på, -at så slår verden en sløjfe på én og siger: “nå så det tror du? Men her er mere min skat, meget mere.” – Verden viser mig en film af to situationer.
Film 1:
“Maj der cykler, tager sine høretelefoner af, vil lægge dem i kurven, ledningen snor sig om hånden.
>>  Majs mave bliver sur hun tænker: “Typisk.” Maj ryster hånden, ledningen vipper ud over cykelkurvens kant,
>>  “for fuck sake, kan man lige få lov at være her!” tænker Maj
>>   ledningen er lige ved at svinge ind i hjulet, Maj begynder at slingre på cyklen.
>>  “Ja for helvede! -dings da rundt på cykelstien, super dag at blive kørt ned på!”
Osv osv … du kan selv regne ud hvor dét humør ender.
Men det er ok. Maj er vandt til det, hun er et positivt menneske. Så hun lægger det bag sig og smiler igen. Lige indtil hun bliver ramt af endnu en situation, “der slet ikke er hendes skyld,” -og oplever en variant af præcis det samme lille mønster af sur-utilfredshed eller utilstrækkelighed. Videre og videre i Brokke Bettys illusoriske rille.

Eureka*
(ja, et af mine yndlingsudtryk, link hvis du følger bloggen véd du det er et af mine absolutte yndlingsudtryk, for tiden.)
For et par dage siden oplevede jeg verden i slowmotion. Jeg oplevede den anden film af: “høretelefon i cykelkurv situation” og fangede energislugeren inden hun nåede at strejfe kanten af en tanke.
Film 2:
>>  Maj der cykler, tager sine høretelefoner af, vil lægge dem i kurven, ledningen snor sig om hånden.
>>  Brokke Betty havde knapt slået et øje op, før jeg havde lagt høretelefonerne i cykelkurven og smilede til den smukke efterårsmorgen, der smilede tilbage med gule grønne og røde fregner.

Sagen var dén at ledningen snoede sig jo stadig fast om min hånd, men i stedet for at tænke “lorte-typisk mig” så nåede jeg, at rette automat-tanken til: ledningen sidder fast, det er det hele: ledningen sidder fast. Jeg kunne uden besvær trække hånden bagud af den snoede blå ledning og dét var dét. Jeg havde ingen behov for at ryste hånden, tænke grimt eller have ondt af mig selv.

Packmans i dit kredsløb
Underlig lang historie om “ingenting” jeg véd det, men lige for tiden oplever jeg hundrede af dem om ugen. Potentielle faldgruber, der kunne få mig til at generere mere dårlig energi ind i den samtale jeg er i gang med at føre med min tilværelse. Bitte bitte små opspændinger, der bliver afspændte og uvæsentlige, eller endda til positive øjeblikke med dyb afspænding.
Åh, pyt-pjat kunne du sige, hvad gør dét med lidt modstand, det er den del af livet, du overdramatisere, det er da bare at ryste sådan nogle småting af sig.
Ja, jeg er enig. -Og det er det jeg gør, ryster dem af som myrer. Så jeg ikke eskalerer ophobningen af energi-ædende Packmans i min energi-bank.

Hold dit kredsløb omkring en situation Åbent
Pludselig er det klart som dagen for mig: energi skal være i bevægelse, den skal arbejde for mig og ikke i mod mig.
Hvis jeg brokker mig, eller er træt af mig selv fordi jeg er ved at komme for sent på job, og nu sidder hørertelefon-ledningen også fast i min hånd! – Så lukker kredsløbet. Energien stivner, eller nærmere flowet vendes til at arbejde i mod mig. (Fordi jeg beder den om det – se lige tiltrækker lige – kvantefysik indlæget: Når gnisten springer.) – kredsløbet lukker sig om sig selv.
Men hvis jeg holder energien flydende, holder jeg kredsløbet åbent, og ledningen er bare en ledning og ikke en led Packman der er ude på at gøre det af med mig, ved at æde al mit overskud.

Jeg ønsker dig en rigtig dejlig dag, og håber at – også du – sætter energi-valuta ind på din feel-good-karma-konto, dagen lang. (eller i hvert fald så meget som du kan. – hvem ved hvor mange mennesker det kan påvirke, at du og jeg, let og elegant træder uden om brokke Bettys brune pletter, så tit vi nu kan.)

Alt det bedste fra havet til dig og dine
Kærligst Maj

*Heureka eller Eureka er et græsk udtryk, der betyder: “Jeg har fundet”. Det bruges som udråbsord for at fejre en opdagelse.

Vi genkender favntag

Love.jpeg

“Jeg tipper døden til at være en erotisk ting, ligesom dengang man var ung og overgav sig. Når man hengav sig til en vildt fremmed, man ikke kendte, men kom til at kende i favntaget. Denne særlige tillid og fortrolighed er måske en form for uddannelse? Ligesom skabelsesakten.”     Suzanne Brøgger.

Er det ikke lækkert? Der er et link til hele teksten nederst.

Kreative favntag
Det der fanger mig er Brøggers fine, fine gengivelse af oplevelsen her: “Når man hengav sig til en vildt fremmed, man ikke kendte, men kom til at kende i favntaget.”
Wauh, og ja, og selvfølgelig. Det vidste jeg da godt, men jeg var ikke bevidst om det, før jeg læste brøggers tekst. EUREKA*
Se dér ligger hele grundlagt for kreativ udfoldelse. Det fører til åbenbaringer og bevidstgørelse om hvem vi er: Jeg er et menneske der kan genkende en vildt fremmed og mig selv som noget helt elementært – strippet for daglige pseudo-identiteter – i et ordløst “ego-løst” favntag.

Sådan har jeg det også med det kreative. Når jeg læner mig ind i det helt rene favntag, er der intet så nyt og ekshalterende, og intet så velkendt og gammelt-sandt som det.
Men før dét møde, danser og svanser jeg rundt, mellem det ene og det andet.
Hvad end jeg tegner, skriver, skuespiller eller møder nye mennesker, så er der nogle møder der ikke bare passere forbi, nogle møder skal udforskes yderligere, og dém genkender man på én eller anden måde.

Pludselig er der bid.
Når jeg tegner opdager jeg midt i mængden af streger på papir – en form som dukker op … én form der også har indhold – en historie – der, som Brøgger beskriver: “-man kommer til at kende i favntaget.”

Som skuespiller oplever man, at man må prøve en tekst og et arrangement igennem igen og igen, før det ligner noget, -der en dag kan lykkes. Før det fulde favntag kan opstås, og man kan læne sig helt ind, er der mange flere faktorer som skal gå op, end at være én tegner med ét stykke papir. (Selvfølgelig opstår der dagligt bidder og etapevise favntag) – men før den store dybe omfavnelse kan opnås, må skuespilleren /-spillerne gå og stå, sige teksten og gøre bevægelserne igen og igen, for at få forestillingens væsen, tiden og rummets Nu, til at arbejde i perfekt synkronicitet.
De favntag der findes hér, når de lykkes, er ubetalelige. De går fra skuespiller til skuespiller – forestilling til skuespiller – skuespiller til forestilling.

Hertil kommer den enkelte skuespillers favntag med publikum, der for mig, når jeg er publikum, er en af de mest uselviske-skte kærlighedserklæringer jeg kan opleve.
– Når det er godt, er jeg nødt til at tilføje … (-Og sikkert også derfor det er så frastødende når det er u-følt, slapt og dovent teater.) … men når det er godt teater, er en skuespillers favntag fra scenen, som en dyb healing af min sjæl. Tænk at der er nogen der vil bruge deres liv på at stille sig sådan til rådighed, på den måde? Hellige mennesker er de … både de sjove og de alvorlige.

Det sjælelige favntag
Der findes sjælfulde favntag mellem mennesker – fremmede og elskede. Men der findes også sjælelige favntag. Dem som er dybe men uden fysisk berøring.
Jeg fascineres af, at vi er en flok fremmede mennesker som sidder og ser på en skuespiller der formidler følelser og stærke ord, der langt overgår det vi selv har mulighed for at omsætte i sit eget liv … og på den måde favne og forløse os. (Eksempel: Skulle jeg  finde sig selv stående med hænderne under vandhanen ude af stand til at vaske blod af, tror jeg ikke, jeg kunne finde på andet at sige end: “det var satans.” … Hvorimod MacBeth udtrykker det så lækkert her:  “Will all great Neptune’s ocean wash this blood – Clean from my hand?” // “Kan hele Neptuns ocean vaske dette blod – rent af min hånd.”)

Gennem andre menneskers evne til at føle og udleve imaginærere karakterer på scenen, kan jeg som publikum, få lov til at “afmontere” nogle af de issues jeg har i mit eget liv. Det er da vildt, -og meget sjovere end terapi.

Det er spejlneuronernes skyld.
Spejlneuroner er : (kilde Peter Lund Madsen): “Kort fortalt er spejlneuroner nogle særlige hjerneceller i vores hjernebark, som er aktive under to forskellige forhold: 1) hvis vi udfører en bestemt handling, og 2) hvis vi ser et andet individ udføre den samme handling.
Spejlneuronerne tillader os derfor hurtigt og smertefrit at genkende andres personers bevægelser, og giver os dermed muligheden for at efterligne disse bevægelser selv. Betegnelsen “spejlneuroner” henviser naturligvis til denne egenskab, idet vi dermed er i stand til at “spejle” andres bevægelser med vores egen krop.”

(Majs Wiki: I en lidt mere kompliceret engelsk tekst(som jeg ikke kan finde) -har jeg lært at dette også gælder for smerte fysisk/psygisk mm. Og at det er et træk, der giver os medfølelse og empati. lærer os at passe på hinanden. – Visse psykologiske lidelser har dem ikke i så høj grad, andre slet ikke. (psykopati mv))

Det betyder at når en skuespiller står på en scene og gennemlever noget så gennemlever jeg det også gennem mine spejlneuroner, uden selv at have smerten.

Se dig selv
Vi er alle kreative. Skabelsesakten ligger i os alle: når vi mødes i favntag, så bliver den ene gravid og der opstår et nyt menneske, så sig ikke, at du ikke er kreativ.

Så ja, det er vel derfor vi skal udleve den kreativitet der ligger latent i os alle – for at vi kan kende hinanden og os selv, i nye favntag.

Jeg genkender mig selv gennem det du skriver, jeg ser mig selv i den film du laver, jeg oplever mig selv gennem det smil du sender … tak fordi du deler din favn med mig.

Gå og kram én eller anden lige nu, eller kram dig selv. Gå ud i verden gennem dig selv.

Det bedste til dig og dine knus Maj

Link til Suzanne Brøggers meget smukke ord, om ord.

EUREKA*: Heureka eller Eureka er et græsk udtryk, der betyder: “Jeg har fundet”. Det bruges som udråbsord for at fejre en opdagelse.

Rør mig

Hands.jpeg

Filosoffen og healeren Mark Nepo skriver i sin bog, Øjnene op for livet, – bl.a. om berøring: “Der er mange grunde til, at vi gerne vil røres ved. Den enkleste og mest dybtrækkende er, at berøring forløser og gør os hele. På samme måde som en vanddråbe mister spændingen og løber ud, når den bliver berørt, mister den smerte ved at leve, som vi bærer rundt på, spændingen og løber ud, når vi bliver holdt om og trøstet. Spændingerne ved at bære på tingene alene bliver forløst ved at blive rørt ved med oprigtighed og kærlighed.”

Om ikke at give udtryk
Hvad enten du skal danse, forme ler, male eller skrive så er berøring essentielt for kreativiteten, ligesom Nepo her beskriver, at den er for kroppen. Du har sikkert, lige som mig, stået i en situation hvor det kreative udtryk ikke kommer til dig. Du har sikkert, lige som mig, oplevet tider hvor ingenting synes at virke. Lige meget hvor gerne du end vil give udtryk, så er der noget i dig, som standser dig.
Nogen gange er det nok med en lur, før vi igen kan sige, gøre, være, det vi gerne vil give et udtryk. Andre gange skal der skrappere midler i brug, som for eksempel terapi, en is eller kærlighed.

Berøring er dejligt og en selvfølge når vi har det godt. Vi kan lade andre røre os, og vi har lyst til at røre andre. Når vi ikke har det godt, kan det være lige omvendt. Ingen skal røre os og vi vil ikke røre nogen. Ligesom vanddråben er vi bange for at sprænges og løbe ud på gulvet, ved en berøring. Bange for at nogen, som ikke må se vores sårbarhed, skulle få et indkig i hvordan det også er at være dig. (– Sjovt nok, er det jo lige netop dér vi virkelig kan mødes, i genkendelsen af at være sårbar. Når vi ser at andre har det lige som os, vækker det en dyb genkendelighed og dermed en dyb forankring til hinanden og til denne verden. – Men, helt ærligt, hvem vil berøres og forankres med verden på gulvet under Spot-hylden i Netto … ikke mig.)

Men det er klart at hvis vi tør dele og give udtryk når vi er allermest sårbare, grimme eller ikke helt stuerene, så er det en gave til resten af verden. En gave i den forstand at vi som kunstnere kan være et bindeled mellem det udtalte og det uudtalte.

Berøring gennem kreativitet
Når jeg skriver føler jeg mig dybt forbundet til den større del af mig – til hende der har forbindelserne i orden – hende som er nærværende og i berøring med meget mere end skrivende Maj er.
Når jeg redigerer gælder det samme … hvis altså jeg kan hvile i dét at redigere. Her bliver det tydeligt for mig, hvornår jeg er i stand til at forbinde mig til teksten og hvornår jeg ikke er. Hvornår jeg kan eller vil lade mig røre, og hvornår jeg hverken kan eller vil lade mig røre.

Tit udmønter mine benspænd sig i at jeg egentlig bare hellere ville lave noget mere tempofyldt … som at skrive en ny historie. Yay! … AKA: berøringsangst og sidespring.
Det er ikke et ukendt fænomen blandt forfattere, malere, dansere og skuespillere – og i kærligheden :-) – at projektet mister nyhedens interesse. Man får lyst til at hoppe af skuden og gå i gang med den næste idé. – Og ja, nogen gange skal vi hoppe af, andre gange skal vi blive, i sårbarheden. Angsten for ikke at lykkes kan jo kvæle enhver … hvad er det Anais Nin skriver – elskede den som ung voksen – og hvis jeg tør at blive i denne tanke, denne berøring, med et minde om mit unge Jeg, her sammen med dig, så finder jeg den og skiver den her – selvom Nerve Gerda råber at hun aldeles ikke vil dele noget så pladderromantsik. Men Maj siger: “Slap af Gerda, jeg har fundet den, se den er stadig fin”:
“Angst er kærlighedens største dræber. Den får andre til at føle, som du ville føle, hvis en druknende mand holdt fast i dig. Du vil gerne redde ham, men du véd, at han vil kvæle dig med sin panik.”    Anais Nin.

Hvorfor er det så sårbart at blive i berøringen?
Fordi vi skal indrømme at verden er, at vi er … uperfekte. For mig er redigering af en tekst ultimativt press. Jeg vil så gerne fortælle alt perfekt. Og det lader sig jo bare ikke gøre. Det er lidt ligesom når du starter i nyt job … eller yaiks … får en kæreste. Man må overgive sig til det faktum at – hvis man ikke vil fremstå som en komplet Tivolihat – så kan man ikke få fortalt A-L-T om sig selv første dag på jobbet, eller ved første møde. Der skal mere til. Meget mere.

Når jeg redigerer er det enormt vigtigt for mig at blive i nærværet, ord for ord, sætning for sætning og ikke bare skippe hen over siderne, simpelthen fordi det er så grimt at jeg ikke vil kendes ved det. – Hvilket kan være noget af en prøvelse når man har 4-500 sider man skal igennem. Sådan er det også hvis du dummer dig på det nye job, blandt nye kolleger. Man ønsker næsten ikke at kendes ved sin egen klodsethed.
I den nye kærlighed, har vi dog lige præcis: berøringen, der kan fjerne næsten alle nederlag. Et blik fra en medfølende kollega, kan også hjælpe dig ovenpå igen, efter du har væltet en kop kaffe ned i kopimaskinen.
Dit arbejde som kunstner kan være sårbart fordi den første – potentielt healende – berøring ligger så langt væk, i tid, eller i rum. Derfor er det vigtigt at elske sig selv og det man er i færd med at skabe.

Det er sårbart for mig at blive berørt af noget godt, som jeg nærmest ikke husker, at have skrevet, og det er dybt dejligt.
At røre ved noget jeg ikke kan lide, noget jeg ikke vil kendes ved, -enten et privat minde, pakket ind i andre karakterer eller situationer, eller simpelthen bare røv dårlig tekst, er dybt u-dejligt.
Som jeg sagde i indledningen, er berøring bare nogen gange ikke særlig rart, men nødvendigt. Det nytter ikke noget at mure sig selv inde i et tårn af tjørnebuske, fordi man dagen igennem prikker til spændte vandråber. Derfor har jeg, når jeg redigerer tekster som er sårbare for mig, som regel også noget let som jeg skriver på ved siden af, for at gøre min dag dejlig. -Det nytter jo ikke noget at sidde hele dagen og stirre på billedet af sin døde hund og påstå at man ikke er bange for døden, vel … man må ha’ sig en ny hundehvalp.

Klichéen
Det er essentielt for enhver kunstner at være i berøring med sig selv og med det stof hun arbejder med konstant. Det er dét der gør det så unikt at udtrykke sig kreativt – i livet og i kærligheden til livet. At kunne dét.

At vide, mens du modtager den perfekte berøring, at den ikke findes mere. At vide, mens du giver den perfekte berøring, at den findes ikke mere.
Du er uperfekt. Vi er uperfekte. Verden er ufærdig: den sker og forsvinder. Den kører i vild fart ind og igennem dig, snegler sig langsommere end baglæns afsted. Men den er aldrig det samme.
For mig handler alt det her med berøring om, at du og jeg er uprefekte. Hvor vildt er dét lige. En kliché, ja, ja, jeg kan godt selv høre det: “Perfektionen er en fastlåst polaroid af det som er væk. Uperfektion er bevægelse, udvidelse af idéen om hvem du er, hvad dit projekt er, hvad kærligheden til dig selv og andre rummer af muligheder … mere … mere … mere …” – kliché eller ej, det er fandme vildt nok.

God tur
Mit råd til dig, -hvis du har samme problem, som mig, og ham dér, og hende dér, og dem og os når det kommer til berøring … er at forestille dig: at det er ok, at du er ok, selvom du aldrig finder i mål. -At dét er det fede ved livet … bevægelsen og berøringen. Dyb uigenkaldelig berøring.

 

Om at finde – ikke søge

Binoculars 2.png

Nogen gange kan man i gode samtaler finde guld. Jeg havde en rigtig god veninde på besøg som – uden at jeg kan huske hvad vi talte om – citerede Picasso, der skulle ha’ sagt: “Jeg søger ikke, jeg finder.” Det var netop dét jeg gjorde. Jeg fandt den lille guldklump jeg skulle bruge, til at skrive dette blogindlæg. Yay!

Jeg har faktisk brugt nogle dage på at tænke over forskellen på, at søge og at finde. Det er åbenlyst at der er et pres bag sætningen: “jeg søger.” Det betyder at der er noget man mangler. Hvis man “finder” antyder det at man får en gave.
Vores egen Adam Oehlenschläger gik også ind for at finde og ikke søge. Han sagde at: Dem som som  higer og søger i gamle bøger, -ikke ville finde guldet. Det ville derimod den jævne kvinde, som … tjah, snubler og finder guldhornene.

Lyskeglen
Når jeg søger efter en løsning, så har jeg for en stor del defineret hvilket slags svar jeg ønsker, – og på en måde næsten prædestineret et smalt svar. Jeg ved ikke om det giver mening for dig. Måske hvis jeg forklarer det, med det billede jeg har af, at søge efter løsninger når jeg skriver. “Det er som at gå ind i et mørkt hus, (min historie) med en lommelygte, lyskeglen er min eneste mulighed for at finde det jeg søger. Men hvis jeg bare går ind i huset for at gå på opdagelse, så er det ikke mørkt, så ser jeg alt muligt – og finder på dén måde det jeg skal bruge.” – Giver det mening?
Tit og ofte finder jeg et bedre svar, hvis jeg går frem i verden i tillid, og lader svaret komme til mig. Jeg kan finde løsningen på mit plottwist, ved at tale med min gårdmand, der fortæller om én i hans familie der har oplevet: ditten datten, hvilket lader mig finde svaret uden jeg søgte.

Jeg siger det tit til mine elever, at de lige så godt kan lade være med at tænke over hvad de vil opnå med dagens træning. Deres (inclusive min) forudfattede hjerne – er fuld af forudindfattede meninger og mål – bygget op af, familie-skole-og- samfundsstrukturer. Hvilket er alt for snævert og forenklet til kreativt arbejde. Det de kan opleve hvis de lader kroppen styre, er langt mere mindblowing. Det samme gælder altså når vi skriver.

Så tak til min veninde, Oehlenschläger og Picasso. I stedet for at søge efter næste træk, så lad mig finde.

At finde ved at være
Det har du helt sikkert prøvet: at slippe en opgave fordi den driller » for så, en halv time senere, at stå med hænderne dybt begravet i blomsterbedet og finde en helt vildt skøn tanke som bare lyser din dag op.
At finde ved at kigge-glo
Hvad sker der når vi sidder på hovedbanen og kigger på folk der passerer forbi? Hvad finder vi når vi ser, virkelig ser på hende som langer kaffen over disken inde på Baresso?
Finde ved at lytte
Hvad gemmer der sig bag naboens bekymrede øjne? Hvem finder du når du lytter ind til din søsters historier om buskbom buske? Hvornår har du lyttet til, virkelig lyttet til dine egne historier om dig selv og din hverdag? Find svar dér.
At finde ved at nyde
Hvis du nu tog dig tid til at nyde et stykke chokolade. Til virkelig at dykke ind i hele sansningen af det mørke (eller lyse ;-)) guld på din tunge? Hvad finder du dér?

Ormehuller og vinkelklodser
Når vi skriver befinder vi os i en virkelighed der ligger mellem virkeligheden og os selv. Hvad sker der dér, når gnisten springer og der er forbindelse, -når broen opstår? Jo mere vi lærer at fokusere og have tillid til det vi er, det vi skriver, jo flere broer og underlige vinkelklodser finder vi. Fantasien, er som unikke stamceller der udfolder og åbner sig. Jo dybere vi kan læne os ind i tilliden, til det vi finder i mellemrummet, mellem virkelighederne, jo større er chancen for, at noget rent faktisk materialisere sig, helt her ind i vores virkelighed.
Som kunstnere skal vi ikke søge efter løsninger, -men finde ormehuller og stier der kan binde denne virkelighed sammen med ordløse verdner. Veje, der kan lede os ud i nye galakser. Udvide vores forståelse af hvem og hvad vi er. Her rækker det søgende sind kun så langt. Det åbne sind finder mere … det er jeg sikker på … og det er vel det, alt det her går ud på. Ekspantionen af universet.

Hvem søger
Det gør jeg, når mit ego fylder hele min bevidsthed og jeg tror, at jeg er så pisse klog, at jeg-mit-mig præcis véd hvad jeg leder efter. Hvor er det egentligt vildt, når nu vi ved hvor enormt universet er, at jeg kan tro at min lille hjerne (som jeg ikke engang bruger ret meget af) kan pinpointe det jeg mangler. Det er som at kaste en tændstik ud i universet for at få øje på noget brugbart. Snæversynet fristes jeg til at sige.
Faktisk kan jeg mærke det med det samme når jeg presser, leder efter eller søger svar i det kreative. Der opstår en spænding i min energi, og jeg er ikke for hellig til at sige, at sådan en lille jawert (snæversynet-ego-jawert-spænding) -kan jeg fint strunte rundt med i dage, før jeg opdager min egen røv-krampe-energi. Om så der stod 20 engle med basuner, kunne de ikke få et eneste budskab igennem til mig. “Hallo! Jeg søger efter svar, så vær’ venlig ikke at forstyrre mig!”
Andre gange opdager jeg det heldigvis hurtigt: helt fysisk læner jeg mig tilbage i stolen, eller rejser mig og laver noget andet, til spændingen er gået væk. (-en af grundene til at jeg meditere. Det giver mig ro nok i kroppen, -tillid til mig og min indre krea-skaber, til at mærke efter.)

Sådan nogle oplevelser har du garanteret også. Det har vi alle. Hvem har ikke søgt efter låget til tandpastaen, opgivet, lagt beskidte sokker i vasketøjskurven for at opdage at låget ligger på gulvet. Finde ikke søge … det er mit nye mantra.
Jeg ønsker dig rigtig god tur, må du finde lige dét, du ikke engang vidste du havde brug for.

Disciplin’ – disciplin – frem for alt!

latest

Allerførst vil jeg sige mange mange mange tak, for alle de af jer der har kigget ind i de forgangne uger, trofast og tålmodigt uden at få gevinst. Jeg har netop arbejdet med den 3. måske (hvis jeg er heldig) – 2. sidste gennemskrivning af min næste roman. Derfor har jeg været nødt til at droppe bloggen, for udelukkende at fokusere på min Ilddåb – som den kære lille ny, hedder. Men skønt at se så mange klik og kig på siden, trofaste læser. Tak for det.

I halen på mit altomsluttende/altudelukkende skrivefokus, handler ugens indlæg selvfølgelig om disciplin og komfortzoner.

Disciplin’ – disciplin’ – frem for alt!
General Hathi fra Junglebogen, som du ser på billedet herover, er vild med disciplin. Det er jeg for så vidt også, men nogen gange går det bare galt. Som i Elefanternes March, der ledes af selvsamme General Hathi, får jeg ikke altid, drejet af i tide og ender med at få hele flokken af elefanter i nakken. Dér var lige én ting til, at huske, når du skriver din huskeliste for dagen: lad være med at fokusere så meget på at gøre-gøre-gøre, at du bliver blind for omgivelserne.

Når man går all in på disciplin, lukker øjnene, træder speederen i bund og bare hakker opgaver af, som en mejetærsker der spytter bigballer ud, så ender man med at male sig selv op i et hjørne. Nej … lad mig omformulere: Man ender med at mure sig selv inde i væggen.
Men inden du lukker hullet helt til, mørtler, spartler og cementere dit farvel til denne verdens sollys, så tænk dig om, træk vejret og vent.

Er din gøre-gøre-gøre-comfortzone blevet et fængsel?
Når vi taler om komfortzoner, tænker vi ofte på en lille tyk kvinde, inde bag et hvidt stakit. Hun står og læner sig lidt op af riven, mens hun drømmer om dét, der sker ude på de store åbne vidder bag stakittet. Vi indeholder hende alle. Hun vil rigtig gerne gå til springgymnastik, men er bange for trampoliner. Det er ikke hende jeg taler til her. Jeg taler til: plæneklipperen – buskrydderen – grønthøsteren: Kvinden som hakker sin To-do-liste i småstykker med sin spidse kuglepen. Kvinden der skriver, læser, retter og skriver noget mere på bekostning af familie, venner og det bankende hjerte, der længes efter at være en lille tyk kvinde bag et hvidt stakit, med nybagte blåbærtærter på køl i vindueskarmen. Kvinden, hvis komfortzone er: at gøre. Kvinden som har så travlt med at lykkes at hun har glemt at det er nok, bare at være til.

Sand kreativ disciplin er ikke, at gøre: skrive – researche – skrive – plotte – skrive – læse – skrive – notere – skrive – ogsåvidereogsåvidere.
Dét der ligger bag en god sund kreativ disciplin, er altid: Motivation. Motivationen er diciplinen. Ikke: at motivere sig selv til disciplinen: at gøre, men at være disciplineret i at holde motivationen oppe. – med fokus på at være.

Gammel bro
Jeg har set gamle dygtige skuespillere blive sejere og coolere med årerne. Jeg har set gamle dygtige skuespillere ryste mere end de unge, med årerne.
Jeg skal ikke kunne sige om jeg nærmer mig en cool gammel kunstner, eller om jeg bare ikke har oplevet rigtigt press endnu. Men jeg ryster ikke længere på hænderene når stormen fra deadlinens røde snor pisker mig i ansigtet fra mållinjens skarpe streg. Jeg har lært mig at forbinde mig til min motivation for at skrive, før jeg skriver. Hvis jeg glemmer det, og bare skriver for at skrive, er det ok, hvis ikke der er noget pres. Hvis ikke jeg skal nå i mål inden klokken slår. Men hvis jeg er presset for tid, så er det sindssygt vigtigt for mig, netop at tage mig tid. Tid til at mærke dén krog jeg har ind min motivation. Når jeg husker at mærke hvorfor jeg skriver, så går det hele meget, meget lettere. Hvis jeg skriver fordi fordi fordi – jeg skal skal skal – ellers kommer sgu’-manden og han slår sgu’ hårdt, så er det meget svært at holde dampen oppe i 4-6 uger op til en deadline.

Rarhed
Min motivation er: En rar følelse indeni. Fingrene på tasterne har i mange situationer, givet mig fred og frihed. Den følelse går ikke væk, heller ikke selvom jeg har en kniv for struben. – Selve dét at finde på historier, er en dejlig lease fra mit daglige liv. – At mærke karaktererne og høre hvad de har lyst til at sige, føles helt vildt rart. Jeg har i mit daglige skrivevirke, etableret et stærkt anker, der holder mig på plads under pres.
Der er mange ting der er min motivation for at skrive, men inde i kernehuset af det hele ligger frøet: rarhed.
Jeg kan skrive under press, fordi jeg, når jeg er kommet 10 minutter ind i opgaven får det rart. Alting falder væk. – Også selvom jeg, når jeg skriver ikke laver andet. Jeg skriver, sover 20 minutter, skriver lidt igen, spiser en mad, skriver, sover og skriver. Min opvask vokser, komfuret stinker af stegefedt, og vasketøjet begynder at boble over i kurven. Men det kan jeg kun fordi jeg har skabt et anker. (og fordi jeg har glemt det så mange gange, at jeg véd, at kasteop-grænsen ligger lige om hjørnet, hvis ikke jeg har det, bare nogenlunde rart.)

Disciplinér din evne til at være, mens du gør.
Hvordan gør man det? Hvordan kan man lukke familie, venner og vasketøj, ude i en uge eller en måned?
Svaret er igen: motivation.
Jeg plejer at sige til mine skuespillerelever, “hvis du er motiveret nok, kan du gå til Tyskland.”

At holde ild i sin kreative fakkel, er som at pleje et kærlighedsforhold. Der skal være tid, ro og rum til at mærke nærheden, kærligheden og varmen i hverdagen, så, når man går ind i en periode, med press og deadlines, så kan forholdet også sagtens klare de sure sokker og take-away, øjenmænd og fedtet hår.
Det er sådan du disciplinere dig selv kreativt, ikke ved at være en militærelefant AKA: General Hathi ét-to-ét-to taktik-krakiler, men ved at dyrke din motivation – hver dag – som en disciplin.

Tak fordi du læser med. Dette bliver så også mit sidste rigtige indlæg inden jeg holder sommerferie i hele juli og første uge af august. Så næste indlæg dukker op igen den tirsdag d. 9. august.

Rigtig god sommer til alle

kærlig hilsen Maj

Jeg, Mig, Vi, OS

Posted on

4378423585_edafe37110_o

De dage hvor man tog sig en uddannelse og lærte sig et fag, fandt en arbejdsplads og blev dér resten af livet, er ikke mere. Ikke hos særlig mange i hvert fald. – Og hvis man er blevet i samme job, skifter man som oftest arbejdsplads mindst én gang. Lommeuret der takker for de 30 trofaste år, uddeles næsten aldrig mere. Den tid er forbi. Mange uddanner sig som unge, som voksne, som ældre voksne, som gamle. Nogle gør det gennem de traditionelle kanaler, som skoler, universiteter. Andre gennem private kurser og årelange uddannelser … coach, managemet, smykke designer, indretningsarkitekt, pilefletter, ørredrøgeri, bistader, mountainbiking … and on and on … the list grows long.

JEG kan – JEG vil.
Dagens blogindlæg spekulerer over hvad vi gør med vores VI når vi udvikler vores JEG. Mit JEG har efterhånden taget en del spring. Mit JEG er uddannet reklametegner, skuespiller på først én skole, derefter en anden, derefter har JEG taget coach kurser, undervist intenst, sat mig ind i hvordan man skriver drama’er. Hollywood modeller og stream of consciousness, ledte mig til at tage en fuld clairvoyance uddannelse, for bedre at kunne mærke det JEG skrev.  Da mit JEG havde forstået, bare nogenlunde, hvordan man skriver dramaer til teateret og til filmen, så ville hun pludselig hellere skrive en hel roman, så det gjorde hun. En ny proces skulle læreres, da det var gjort, ville hun selv udgive bogen, for hun kunne jo selv alt det grafiske, sjovt at gøre dét igen … og det med at have sin egen lille forlagskøbmandsbutik var simpelthen så tiltalende … så dén båd satte hun da også lige i vandet. Jamen altså sikke det JEG kan.

JEG har lovet mit MIG at JEG ikke finder på mere … lige foreløbig. Nu skal JEG vokse sig stærk og slå rødder blandt ord. MIG-VI-OS skal ha’ mere plads.

Hvor er VI?
Jeg har været heldig, jeg er heldig. Mit JEG er omgivet af en forstående familie og JEG’er der også elsker at udvikle mere JEG. Det er ok at forsvinde, i uger og måneder, at aflyse aftale efter aftale – fordi JEG er totalt meget i process. Det er ikke alle der er helt ok cool med dén måde at være sammen på.
Når du beslutter dig for at skrive en roman, videruddanne dig eller begynde på en hobby der kræver mere tid og flere færdigheder end at lægge kabaler, så kommer det til at koste på familie og venne fronten. Du skal ofre noget af din VI følelse. Og dit VI skal være villig til at give dig plads til at udvide dit JEG.
Det at tage en efteruddannelse, eller at gå i gang med et gigantisk projekt, som at skrive en roman, handler dybest set om at JEG’et vil vide mere om sig selv.

Lad naturen komme til orde
Det er helt naturligt for mennesket at ville udvide sig. Vi har alle en iboende nysgerrighed der gør os kreativt tænkende. Det kan godt skabe lidt bulder i familien, eller mellem vennerne når dit JEG pludselig begynder at prioritere anderledes.
Men det er ikke altid nysgerrighed, det kan også være kedsomhed, der driver dit JEG til at ville skrive, sy, eller male akvareller i sydfrankrig i bar røv og stråhat. Hverdagen er blevet til en leverpostejsmad med surt, og JEG trænger til lidt mere højtbelagt smørrebrød i livet … med Champagne til!

Hvad JEG og MIG har godt af at tænke over
Det kan det være en god idé at se på de spørgsmål jeg har listet herunder, før, under og efter du går igang med at fodre dit JEG …
– og inden du går i gang med næste projekt, så tjek lige igen med dine VI’er. Det kan være, at de kan bære over med 6 måneder eller et år, hvor du danser rundt og nyder dit JEG liv. Men hvad tænker de når du tænker “det går sgu da meget godt, jeg snupper lige en omgang MIG mere.”

Hvor meget JEG er der plads til i dit familie-VI?
Hvor meget JEG er der plads til i dit venne-VI?
Hvor meget vil du give væk/undvære af dine VI’er for at få mere JEG?

Hvor meget JEG vil du ofre for at bevare et VI?

Er dit JEG helt blevet erstattet med et OS?

Er JEG klar til at slippe noget af det JEG elsker, for at få plads til mere JEG?

Lav en prioriteret rækkefølge på hvad JEG er klar til at smide over bord:
TV, rengøring, skifte bilen ud med cyklen = motion. Erstat aftensmaden med grød og rugbrøds dage. Lav en børne bytte aften med andre voksne der trænger til MIG, – skab tid til JEG. Bliv skilt og få fri fem dage hver anden uge. Slip tøjlerne – lad andre gøre arbejdet (Mad, vasketøj, osv.), sælg sommerhuset / lad græsset gro, skær ned på arbejdet, drop karrieren og få et nemmere job der kan betale regningerne …

Nyd dagen du dejlige JEG.

Karakterarbejde koncentrationspunkt 2

Posted on

2450854982_8f308e28df_z

I anledningen af mit andet blogindlæg, om karakterarbejde gennem koncentrationspunkter, vil jeg starte med et smukt citat om imagination af J.K. Rowling (Som jeg har forsøgt at oversætte længere nede) Men her først originalen :

“Imagination is not only the uniquely human capacity to envision that which is not, and, therefore, the foundation of all invention and innovation. In its arguably most transformative and revelatory capacity, it is the power that enables us to empathize with humans whose experiences we have never shared.” J.K. Rowling

Min “so-so” ok oversættelse : “Imagination er ikke bare den unikke menneskelige evne til at forestille sig det som ikke er, og, derfor, fundamentet for al opfindelse og innovation. Med imaginationens definitive kapacitet til at transformere og åbenbare, er den, dén kraft der gør det muligt for os at føle empati, med mennesker, hvis oplevelser vi aldrig har delt.” J.K. Rowling

– Vidunderligt intet mindre!

Fantasi frem for tanker
Jeg talte lidt om det sidste gang, dét med at jeg mener at imaginationen er et langt stærkere værktøj, end liniært tænkte tanker.
Du kender det fra dine drømme : mærkelige konstellationer af mennesker der dukker op ud af det blå og maler dig gul i ansigtet. Dyr der taler, telepatere eller smiler til dig osv.
Det giver ikke umiddelbart mening, MEN det giver en klar følelse. – Og følelser i drømme kan skifte på et split sekund.
Der skal en langt længere beskrivelse til i din roman, hvis du skal give din læser den samme følelse som de kan få ved at drømme en drøm, læse et digt, eller høre en bestemt sang.

Din roman har selvfølgelig den fordel at den ikke er så underlig som en drøm eller et digt og det ville blive en virkelig lang sang, hvis man satte musik til din 250 siders kærlighedsroman.
Det jeg vil fem til er naturligvis at tilføre dine karakterer klare følelsesmæssigt genkendelige træk, gennem bevægelser og dialog, der er opstået et mere mystisk sted end i dine tanker som, i hvert fald hos mig, ofte er lidt for lige-ud-af-landevejen-to-plus-to-agtiget-forudsigelige-og-næsten-kommunalt-kedelige. Så du, ligesom den gode Rowling siger i det ovenstående, kan dele karakterens oplevelser med din læser.

Share-button til uoplevede oplevelser
Michael Chekov, (nevø til Anton Tjekov) og ophavsmand til bl.a. Koncentrationspunkter, var elev af den meget berømte teaterpædagog Konstantin Stanislavskji. Stanislavskij “opfandt” dét at bruge egne oplevelser, for at virkeliggøre karaktererne på scenen. Hvilket han havde stor succes med. (Du har sikkert hørt om en udvikling af “Stanislavskij metoden” der kaldes “Method acting” – hvor store ikoner som Robert De Niro og Marlon Brandon, fuldstændig påtager sig den rolle de skal spille, dag og nat. – Og efterfølgende deler helt personlige oplevelser.)

Michael Chekov er kendt for at stille spørgsmål ved denne teknink : “Hvordan skal jeg bruge min egen oplevelse af sorg, ved min fars grav, hvis han ikke er død?” spørger han … og det blev grundlaget for Michael Chekov metoden.
Jeg synes det er værd at tænke over som forfatter også. Hvordan deler vi oplevelser som vi reelt ikke ved noget om? Vi har kun de ord og oplevelser som vi har tilegnet os gennem et forholdsvis kort liv. Det giver, i hvert fald fantasy forfattere store problemer, lad os sige det sådan. Cool med mig hvis du selv synes du har totalt styr på hvordan det er at ligge med Cancer i kroppen, fordi du har haft en virkelig hård influenza da du var 23. ;-) – Nej vel … her er research godt.

Dit ubevidste skriver med
Hvis vi nu siger at du har researchet kræftpatienter til din roman. Så er det stadig ikke præcis din karakter der fortalte om sygdommen. Lad os sige at din karakter har kørt sin egen hund over da hun var 18, og derfor har et virkelig anstrengt forhold til manden med leen (Basicly fordi hun tror det er hende selv.) – hun vil altid have  unikt forhold, til dét at være terminal patient.  Hvilket er en god grund til at give hende et koncentrationspunkt.
Som nævnt i første lektion, så skal du måske prøve nogle forskellige billeder af, før du finder et der virkelig virker for dig, og som nærmest kan skrive historien for dig.

Simpelt forslag til kct. Pt. for kræftpatient:
Den unge kvinde har kræft, og skal måske, måske ikke dø. Hvis du lægger en lille pose med maddiker, i en lærredspose der er mør af fugt og kan springe når som helst, ned i hendes mave, så er jeg sikker på at der kommer nogle klare følelser frem. Måden hun taler til den overbærende sygeplejerske, og måden hun spiser sin mad på, vil få en klar afsmitning i din tekst. Den ligger til højrebenet.

Kct. Pt. med Positiv og negativ pol.
En udvidelse af arbejdet med koncentrationspunkt, er at give det både en positiv og en negativ pol.

Lad os sige at kvindes koncentrationspunkt er et sol-varmt sødt, blødt kirsebær, hjemme fra hendes mormors kirsebærtræ. Det sidder stadig på grenen, der har en smuk hvid blomst. Det er hendes håb. Det er det punkt der er aktivt, når hun tror på livet. Når hun husker og elsker alt det hun Er.

Det er naturligvis vigtigt at du giver dig selv tid til virkelig at mærke punktet. Gå i detaljer og mærk de følelser der opstår i dig når du forestiller dig at være den kvinde der har et kirsebær på kvist siddende i dit bryst.
Nu kan du tilføje en gradvis transformation af punktet. En hveps lander på grenen. Det er foruroligende. Den kravler lidt rundt, men koncentrere sig om blomsten, før den summer videre. Karakterens uro forsvinder.

Nu vender hvepsen tilbage. Denne gang kryber den ned på det dyrebare bær. Med sine skarpe kæber begynder den at gnave et lille stykke af kirsebærret. Lille smerte, stor uro, lille væmmelse. Hvepsen flyver videre. Karakteren bliver igen lettet, men kan ikke helt vende tilbage til den samme ro. Hun véd at en hveps kan vende tilbage igen og igen, for at hente mere af det søde kirsebærkød.

… Og sådan bliver du ved. Det yderste punkt af denne negative pol kunne se således ud : grenen er fuld af krybende og kravlende hvepse. Grenen kan næsten ikke bære de mange dyr, der vrimler rundt ovenpå og under hinanden. Alt kødet på kirsebærret er næsten spist, om lidt falder stenen ud, og når det sker, er det slut. Herfra er der kun mørke.
Din karakter er nu næsten sindsyg af angst for at miste, sig selv, sin familie og sit eget liv.

Øvelse i kct. Pt. Med 2 poler :
Sid lidt med fornemmelsen af din karakter omkring dig. Små og store bidder af informationer : udseende, lys, lyde, lugte, fornemmelser og svage antydninger, om hende og det miljø hun er i, er nok.

Den positive pol:
Forestil dig at din karakter har en silkesnor siddende inde i det ene håndled/begge. Den sidder lige under huden, og er bundet fast om musklerne. Enderne af snoren kommer ud gennem huden, de flagre lidt i vinden. Det er rart. Det giver din karakter en stærk fornemmelse af at være empatisk og følsom. Hun føler sig smuk, og at snoren gør hende til noget specielt.
Arbejd lidt med den fornemmelse. Forestil dig at du er denne karakter. Gå helt fysisk igang med en aktivitet. Lav en kop kaffe, gå på toilettet, tag på indkøb.

Vær konkret:
Hvordan føles det, inde i håndledet?
Hvilken afsmitning får det på dine bevægelser, og dit humør?
Hvor lange er snor-enderne der stikker ud?
Falder de ned i håndvasken så du tapper vand til kaffen? Ligger de stoppet op i jakkeærmet, mens du er på indkøb, eller kan du godt lide de hænger lidt ud af ærmet.
Hvilken afsmitning får det på resten af kroppen?
Hvordan er det at blive rørt ved?
Hvordan er det at tage én i hånden?

Modsat pol:
Hver gang din karakter ikke er glad, strammes snoren. Sådan har det været fra hun var barn. Det er ikke noget hun kan styre. Selv når hun lader som om hun er glad, men ikke er det, så strammes den. Kun ved at være rigtig glad i flere dage, kan hun mærke at snoren holder op med at stramme. Den er dejlig igen. Noget som er specielt, som er hendes.
Vi kommer til en konflikt i din fortælling. Snoren strammes.
Hvordan føles det?
Skifter snoren karakter? Bliver den til strikkegarn eller falmer den?
Skifter den temaratur?
Kan der gå ild i den?
Kan karakteren finde på, selv at stramme snoren, hvis hun er deprimeret, eller vred på sig selv?

Den yderste pol:
Hvad sker der hvis snoren strammes ultimativt. Vil den stoppe blodforsyningen til hånden?
Bliver den så blå?
Visner hånden?
Kan den ske at falde af?
Hvad sker der med den elskede snor, hvis hånden falder af?
Hvad vil hun være mest ked af at miste, hånden eller snoren?

Jeg håber du, bare ved at læse om øvelsen, kunne mærke følelserne bevæge sig i dig.
Nu venter jeg lige lidt, før jeg går videre med flere koncentrationspunkt øvelser. – Husk på at du, ligesom skuespilleren har en hemmelighed. Det er ikke nødvendigt at fortælle læseren om snoren, bien eller bærret. Det er det, der gør din læser nysgerrig på karakteren. De kan lugte at der er noget mere under isen … og vil rigtig gerne læse mere.

Som afslutning vil jeg bare sige, hav tillid til din intuition. Giv dig selv lov til at søge helt ind i de følelser din karakters koncentrationspunkt giver. – Og hav også tillid til, at der altid er et ny billede du kan bruge hvis ikke det første virker. (Eller bliver slidt, det kan faktisk også ske.) Imaginationens verden er uendelig. Tro på den og på dig.

En tillidsfuld sjæl, er en kreativ sjæl.

Hold ild i din kreative fakkel

Posted on

iStockphotoThinkstock-dogsled-2-e1350332968814

Hvordan bliver man véd og véd og véeed med at holde gang i den kreative ild?
Vi kender det allesammen. Kreativiteten blusser op, varmer og fodre os, lige indtil nogen pisser på den. Det kan være din familie, samfundet eller dig selv.
Der er forskellige scenarier for vores møde med vores kreative indre. Og så er der forskellige scenarier der kan kvæle dem. Her er et par stykker, måske genkender du nogle af dem :

Scenarie A : Stjernekasteren.
En morgen står den dejligste idé pludselig og banker på døren og siger “hey! Skal vi ikke lave noget fedt sammen?”
Som det glade barn du er, smiler du og siger : “JoDa!”
I starten går det meget godt. Venskabet varer nogle timer, måske endda dage eller uger. Andre gange går der kun 45 sekunder før inspirationen smutter igen … fyrværkeriet falmer og bliver til en træt stjernekaster … fzzzz …. du står alene i entréen, med en underlig lugt i næsen og et lille stykke forkullet ståltråd i hånden. Du kan ikke få ild i lortet igen, lige meget hvad du gør.
Kreativiteten har forladt dig og du er overladt til dig selv og din egen viljestyrke, hvis du skal have gennemført dit projekt. Det er ok, for du er stærk. Din skaberkraft har fået et slag, men du fortsætter.

Scenarie B : Den falske ven.
Andre mennesker ser underlige ud i hovedet når du fortæller om din idé. Måske er der endda nogen der siger .. “Aah … tror du nu det er en god idé med et ostemejeri … nu du er laktoseintolerant?”
Når du på 7 måned ikke kan ses med dine venner fordi “du lige har gang i noget enormt vigtigt!”- forsvinder alle de opmuntrende ord der var som vind i dine sejl … tavshedens kolde vind fra familie og venner er somme tider mere barsk end ord.
Realiteter, tidspres og andre kedelige faktorer sander din fine fakkel til. Du står igen alene entréen, denne gang med fødderne begravet i sand.
Verden har forladt dig og du er overladt til dig selv og din egen viljestyrke, hvis du skal have gennemført dit projekt. Det er ok, for du er stærk. Din skaberkraft har fået et hak, men du fortsætter.

Scenenarie C : Dødsstemmen.
Endelig er der din egen døds-stemme. Du kender den godt :
“hey Idiot!” – “ja dig! Det er dig jeg taler til!”
“Hvad har du gang i!” –
“hvad tror du ikke de andre tænker?”
“Det dér!… ha, ha … det bliver aldrig til noget!”
Inspirationen forlod dig for flere måneder siden, din sidste ven har lige skåret dig af sin Facebook liste. Dødsstemmen har overtaget indersiden af din hjerne. Tårerne triller ned af dine blege kinder mens du står i entréen og spidser den knækkede blyant.
Stoltheden har forladt dig og du er overladt til dig selv og din egen viljestyrke, hvis du skal have gennemført dit projekt. Det er ok, for du er stærk. Din skaberkraft har fået et spark i skridtet, men du fortsætter.

Ind på scenen træder den værste og den allermest snedige fjende. Den 13. fe …
(Hun er iøvrigt et wild card, der kan dukke op når som helst, og hvor som helst i processen. Før, efter, eller hele vejen gennem et projekt.)

Scenarie D : Klynkemunden.
“Åh please ikke idag … ikke nu … måske om lidt.”
“Mand hvor er jeg træt, måske er jeg syg.”
“Please … bare en halv time på sofaen.”
Vi holder løfter overfor (de fleste) andre mennesker, vi lyver ikke (så tit) overfor andre mennesker og vi møder op på jobbet (næsten) hver dag, – bare fordi det er sådan det er.
Men når klynkemunden giver genlyd inden i os, er det tæt på umuligt, at holde de løfter vi har givet os selv i kreativitetens navn.
Stoltheden har forladt dig og du er overladt til dig selv og din egen viljestyrke, hvis du skal have gennemført dit projekt. Det er ok, for du er stærk. Din skaberkraft har fået en skovl i ansigtet, men du fortsætter.

MEN hvis Klynkemunden får overtaget mister du dig selv. Din viljestyrke kvæles, og både du og dit projekt dør. Det er ikke ok.

Det er meget moderne at tage vare på sig selv, at lytte til sit indre barn og … ikke presse sig selv for hårdt. Det er helt ok med mig.
Det er helt ok, bare at slippe overpræstations-samfundets-pligt-tøjler og forlænge sin arm, med en fjernbetjening, HBO og en stor skål slik. Selvfølgelig.
Men venner! Der er stor forskel på Klynkemunden og “det sårede indre barn”.
Det indre barn skal have varm mælk med honning (og i terapi, hvis det bliver véd og véd og vèeed med at sige “please, jeg trænger til en pause.”)
Klynkemunden skal have fingeren. Du er stærk. Din skaberkraft ukuelig. Og inspirationen vender altid tilbage … ikke til en fuser … men til dig!

Så her kommer den helt brandfarlige sætning : Det er ok at ignorere sine følelser.
Klynkemunden har kun lov til at få 2 minutter af din tid. Resten af piberiet skal bare stoppes!

Derfor skal du altid, i din entré have en skuffe med følgende remedier :

  • Gaffa
  • En hjelm
  • En hundeslæde
  • – og syv vilde hunde.

Så når du står i entréen og Klynkemunden banker på, lukker og låser du døren. Taper brevsprækken over og spænder hjelmen! Se så at komme hen over isen! Fuck følelserne!

Her er tre ting som kan holde Klynkemunden fra døren :

Gør noget aktivt, hver dag, for at holde dit projekt vibrerende og levende :
1 : Tænk på projektet som perfekt og færdigt. Drøm, lyv, gæt og sovs dig ind i fede vibrationer af at være færdig på den bedste måde.
2 : Løb, dans, cykel’! – Få din træthed, ugidelighed, eller din præstationsangst svedt ud gennem kroppen. Der er ingenting som hjerteslag, der kan tømme overstimulerede nervebaner for dårlig juice. Efter en god gang motion, (måske bare en gåtur) er din krop og hjerne mere klar.
3 : Luk øjnene og mærk efter hvad det var der gav dig en fed følelse, sidst du arbejdede på dit projekt.
– Var det tanken om det færdige resultat?
– Var det selve processen?
– Var det en “jeg skal vise verden at jeg godt kan!” – fed følelse.

Når vi skaber handler det altid – ikke kun nogen gange – men altid! – Om at vi gerne vil have gode følelser flydende rundt i kroppen. – Og Klynkemunden er ikke en god følelse. Hun er bare irriterende. Så klap hende kærligt men hårdt på kinden, send hende på charterferie. Du har vigtigere ting at tage dig til end at bygge en bro til ingenmandsland sammen med hende.

Synes du jeg er for hård ? … Læg en kommentar … og/eller læs … blogindlæget “Lyt når hjertet taler.”