Category Archives: filosofi

Hvad er lykke?

Posted on

Deepak Chopra er en mand der filosofere over hvad et menneske er, og her, hvad lykke er …

Noget der ligger mit hjerte nært …

En af de ting jeg stadig er meget opsat på selv at forstå og få unge, som gamle til at forstå … kunstnere, kreative bogholdere, marmeladeartister og jah … mennesker er, at kunne forholde sig objektivt til sit-dit-mit-vores subjekt.

Nyt år – nye veje

snake-2

Jeg plejer at fejre årsskiftet med et overdådigt indkøb af lækre notesbøger, gode skrive-penne, kalendere, tegnepapir og en indgående undersøgelse af hvem jeg kunne tænke mig at blive til … nu. Det er som at gå ind i et klæd-ud-skab fuld af nye identiteter. Mums

… eller for at være helt ærlig· både Yaiks og mums.

Jeg bruger altid nytåret som afsæt til at afprøve en ny måde at være på, at leve på. Nye måder at dyrke min kreativtet på, indfører systemer der skal gøre det nemmere at få tid til kreativ udfoldelse. Jeg mæsker mig i muligheder for hvad der kan ske i det nye år. Noget af det holder længe, en masse skraldes allerede af i løbet af marts-april. Kender du det? … Sikkert.
Men én ting er helt sikkert: jeg bliver altid en lille smule anderledes år for år, min idé om mig er i konstant forandring. Det bliver især tydeligt for mig omkring et årsskifte. Det elsker jeg at blive gjort opmærksom på.
Det her blogindlæg er til dig, der ligesom mig, gerne vil gå nye veje, men véd at det ikke er hele vejen der er belagt med Bamseline-velour.

Bevidst forandring
Når vi arbejder bevidst med kreativitet, sker der mange ting med vores energi og identitet. Èn af de ting er, at vi hele tiden skal regulere den relation vi har til vores ego. Kreativiteten kræver nemlig plads og råderum.

Egoet har en masse pseudo identiteter aka: mønstre og måder vi handler på og overlevelses mekanismer. Når man har brugt lang tid på at oparbejde disse mønstre og måder at se verden på kan det være frustrerende og direkte angstprovokerende at introducere nye og kreative – måske endda meget frit flydende idéer – om os selv.
Idéer der den ene dag går til højre og den næste dag til venstre. Det kan egoet ikke lide. Det har det bedst med at cykle den samme vej hver dag, og ikke spise alt for spicy mad … hvis det er det Ego’et er vandt til.

Ro rytme og renlighed, er det regelmæssige menneskes moto. Men ikke det vilde barns, ikke kreativitetens moto. (Kreativitet behøver ikke være Pippi-beskidt og vildt. Den kan også være stille og poetisk. Men fælles for al sand kreativitet er, at den aldrig nogensinde går den samme vej, på den samme måde. Kreativiteten er ikke liniær. Den er omnipotent, alt-favnende og allesteds værerende.)

Når du skifter ham
… Nej der mangler ikke et (ud) … der står slange-ham.
Når du begynder at leve mere i dit kreative hjørne end i dit TV-hjørne, kan du let opleve at dit sind begynder at rapportere historier tilbage til dig om uro ved fronten. Du kan føle dig presset eller overvældet. Uden du kan forbinde det direkte til det du laver kreativt, kan du opleve en uro og en ustabilitets følelse i dit liv generelt.
Egoet – hende som er gjort af ro, rytme og renlighed – kender nemlig dit indre ganske godt, hun har været med fra starten – så hun ved hvor hun skal trykke på bremsen og aktivere  de alarmer der kan få dig til at falde tilbage i de gamle vaner igen. Tilbage til der hvor hun har det godt. Dén udgave af dig hvor hun er borgmester i dit liv. Men Egoet er ikke dig …

Kreativitet i blodet
Det du skal huske på er, at du er gjort af ren kreativitet.
“Ej, altså skal du være så underlig. Jeg er bare et menneske af kød og blod.”
“Ja, det véd jeg. Men tænk lige over det: én celle forbinder sig til en anden celle : Æg & Sæd hedder de. De to bliver til fire, bliver til 16, bliver til 256, bliver til 65536, der skabes en krop med lunger, hjerte, arme og ben. Hvornår bliver du tilsat?”
“Eh…”
“Præcis. Jeg fatter det heller ikke. Det er da den vildeste kreativitet!”

Jeg vil påstå at kreativitet er det stof du virkelig er gjort af. Det er dét du grundlæggende Er. Egoet har bare bygget veje og sat skilte op. Kreativiteten er dit åndedrag og dit hjerteslag. Så når du føler uro ved forandring, så træk vejret dybt og fortsæt ad den vej du har besluttet dig for at gå, her i det nye år.
Tag den dér fine nye sti man knapt kan ane, der fører væk fra de asfalterede veje af vaner og ind i det projekt du så gerne vil gennemføre. Når Egoet så begynder at blinke med lamperne og true med at slukke lyset, så lad hende dog gøre det. Det går over.

Når ego’et knurrer
Halv og hel depressive tilstande kan forekomme når vi søger andre veje. Vrede og aggression? … Pffiit! Ja da. Hvad har vi ellers? Sorg … jeps. Træthed ikke mindst. Du kan opleve alt muligt emotionelt lort der vælter op gennem kloakkerne, når du begynder at gå den kreative vej – en mere intuitiv vej. Husk på det lille ego der sidder i centralnerve-styrelsen og trykker på knapper og faldlemme der skal få dig tilbage i gamle vaner. Men tag det roligt, hun har ikke meget stamina. hun falder snart til patten. Især hvis du tillader flere og flere positive oplevelser, selvom du tilsyneladende har det svært med din nye identitet. Du vil uden tivvl også opleve klare stærke følelser af: glæde, eufori, dyb viden, fornemmelse af at høre til, tryghed, blidhed, nærvær, fnise-hygge, totalt-tilfredsheds-tilstand. Jo, jo, det er godt at skabe nye stier.

Du skal vide at de gamle identifikationer og måder at være på, er nødt til at træde tilbage for at du kan træde frem og ind i dit eget lys. Ind i dit kreative selv. Selvfølgelig vil der være et tomrum, mens du bevæger dig mellem de to stadier af: dig. Selvfølgelig vil der gå noget tid før din nye identitet er fuldt integreret i dig selv.

Noget skal dø for noget andet kan leve
Det kan forekomme absurd at skulle slappe af og trække vejret, når alting i én vil stramme op og holde fast på det gamle Jeg. Men det er det bedste middel – at trække vejret. Vær tålmodig, og fortsæt med din nye måde at leve på. Fortsæt med din undersøgelse af hvem du også er.

Det er lidt som at drukne i dejlig varmt vand, -der viser sig at være en renere og mere livgivende luft.

Jeg har set det hundredvis af gange, du bliver hel igen, ok igen. Mere end ok. Og hvis du ikke er ok, så er det på tide at kontakte en terapeut. (Det er aldrig ok ikke at have det godt i længere tid af gangen, selvfølgelig.)
Og så slemt er det altså heller ikke. Det er jo ikke noget, vi ikke alle sammen har prøvet: at miste en kæreste, et job, eller et menneske. Det skal der selvfølgelig tales og tudes over, -hvis det napper for meget i hjertekulen.
Men hvis vi tuder (længe) over at miste det vi satte os selv for at miste. Så er det bare ærgerligt Kong Volmer. Du har selv bedt om en anderledes tilværelse fordi den gamle kedede dig. Stol nu lidt på dine egne idéer.

Kompasset hænger altid i vatter i hjertets hvælving, så på med vanten, propellen i vandet og hånden på roret. Du kan godt, det véd jeg … også selvom turen kun går til Marts eller april, så ønsker jeg dig rigtig god tur, næste år når vi nok helt frem til september eller måske endda December, og dér midt i januar venter endnu en ny identitet.

De Bedste hilsner Onkel rejsende Maj

NÆSTE INDLÆG KOMMER TIRSDAG DEN 28. FEBRUAR

Gid glæden må blive dit fundament i 2017

a-magi

“Vi formes af vores omgivelser og for alt for mange mennesker er frygt, alt for dominerende i disse omgivelser. Specielt den kunstigt skabte frygt der genereres af medierne og markedsføring af alle slags.” – Shawn Achor

Hønen og ægget
I anledningen af at det nye år står og tripper spændt forude … vil jeg dele lidt glæde ud. Det er Happiness forsker / glædesforsker Shawn Achor der inspirere mig og er denne måneds helt her på bloggen. Med på vejen får du 5 gode råd der beviseligt fylder glæde ind i dit liv.

Det Shawn Achor har bevist er, at den gamle idé vi har om, at vi sil se det før vi tror det, ikke duer. Du kender det godt … når jeg får en federe lejlighed bliver jeg lykkelig. Eller, -når jeg taber mig 5 kilo bliver alting godt. Og sidst men ikke mindst krea-menneskets credo: Når verden opdager mit talent, så bliver jeg virkelig lykkelig … seriøst! Det mener jeg … så tænder alle lysene i butikken, musikken spiller og lykken vil ingen ende tage. Men Shawn Achor og hans team har fundet ud af at det er lige omvendt.

Vores programmering er, som Shawn siger i min indledning, langt hen af vejen frygtbaseret. Vi er designet til at forudse fare og undgå skuffelser. Hjernen er som en trofast hund. Når vi kaster en pind hvorpå der står: forudse fejl, så er det præcis dét hunden kommer hjem med. Tanker om ting der kan gå galt, fylder vores tilværelse fordi vi tænker “bare jeg ikke kommer for sent til bussen, bare min kollega ikke er dum i dag.  Hvis nu jeg havde en flottere mere forstående kæreste, så ville mit liv være mere spændende. Hvis bare jeg ikke skulle betale mine regninger, så kunne jeg virkelig skrive gode bøger.” Osv osv

Ok, ok, måske er det ikke helt så slemt, men du genkender garanteret mønsterene. Dét jeg så tænker er : hvis det kan virke den ene vej, kan det vel også virke den anden vej. Hvad nu hvis jeg, hver dag, kastede en pind hvorpå der stod: “find fem fede oplevelser i dag”, så ville min hunde-hjerne begynde at søge efter positive oplevelser i stedet for de negative.
Som jeg skrev i sidste blogindlæg – Med dig selv som indsats – er det præcis dét Hal Elrod (og mange andre) – foreslår vi lægger ind i vores daglige rutine. Vi kan simpelthen træne vores hjerne til at minde os om de fede ting i livet, ved at bruge visualisering og at skrive positive hændelser ned hver dag.

Rosenrøde briller skaber en glad krea-tilværelse
Måske synes du det er underligt at en kunstner som mig er så optaget af succes og glæde. Måske er du af den overbevisning at succes er noget som amerikanerne er alt for optaget af og at det ikke er nødvendige for et godt liv. Når bare man kan få lov at være kreativ og alt det jazz. – At denne evige higen og søgen kun giver uro og stress i hverdagen: Zen versus Succes.
“Jamen det er jo det jeg siger …” svarer jeg så.
“Hvorfor ikke bare nyde dét som er?” Spørger du så.
“Det er jo det jeg gør …” svarer jeg så.
“Interessant! Fortæl mig mere …” siger du så.
Det må jeg hellere lade Shawn Achor gøre :

“Glæde er ikke tilfredsstillelse. Det er den fryd du føler når du bevæger dig hen imod dit potentiale. Tilfredsstillelse kan skabe selvtilfredshed, men glæde skaber kreativ vækst.”
Ha! -Ja, det er de sidste fire ord jeg gerne vil have dig til at bemærke: glæde skaber kreativ vækst. Se, så bliver det interessant at finde lykken ikke? Det er dén succes jeg søger. Den der vokser ud af glæde.

Han siger også en anden fed ting, som jeg helt sikkert er enig med ham i … at det ikke er virkeligheden der danner os. Men den linse, eller de briller vi bruger til at se på virkeligheden med.  Og tjah … du véd jo hvor mange samtaler, jeg har haft med Nerve Gerda som bliver ved med at advare mig om hvor utrolig dumt det er, at gå udenfor have lågen, uden bekymringsbrillerne på. Men de linser finder da helt sikkert ikke andet end nederlag.

Flyt fokus
Jeg tror på at det er super vigtigt, at vi gør det til en vane at opleve glæde i vores liv. Men også at det er noget vi er nødt til at opøve og bevidst lægge vægt på i hverdagen. Jeg tror også på at det er noget som kræver lidt tid at øve sig i, fordi bekymring/utilfredsheds vaner kan være meget dominerende. Men med bare lidt øvelse breder glæden sig i livet, hvis du vil det nok. Hvis du tør slå den blinde vinkel til bekymringerne. Det kan hjælpe dig til at sprænge glasloftet og eliminere dét som holder dig under et vist præstationsniveau. Dét som holder dig fra din succes. (Læs om glasloft her.)

Det Shawn Achor og hans team er kommet frem til i deres forskning er nemlig at lykke ikke er et biprodukt af succes, det er fundamentet. WOUH! Hold lige fast i armlænene og læs det én gang til: lykke er ikke et bi produkt af succes, det er fundamentet for succes.”
Holdet bag glæde-forskningen har en hel bunke beviser for at succes, næsten lige meget hvordan du definere den, spires af glæde, hvilket betyder at glæde er godt for bundlinjen såvel som sjælen.
Han beviser faktisk, at chancen for succes med dit foretagende bliver potentielt meget større … noget med 70% … Hvis du er lykkelig før du søger succes. Der er fundet bevis for at folk der oplever eksplosiv succes, flatliner på lykke, eller i hvert fald holder samme niveau som de havde før succesen.
Hvorimod folk som er lykkelige inden de oplever succes, formår at få deres lykke til at stige proportionelt med succesen.

Jeg synes du skal gøre dig selv glad ved at se denne TED talk med Shawn Achor (der vitterlig er skide sjov) – men før du smutter og jeg ønsker dig et rigtig rigtig godt nytår så lister jeg her, som lovet, lige 5 gode råd til at få gang i glæden:

Her er 5 vaner der skaber glæde fra Shawn Anchor:
Vi kan udvikle vaner der laver nye forbindelser i vores hjerner og genopretter vores liv, så det ikke bliver overløbet af frygt OG vi kan give dette sundere sind til andre ved at smitte med vores nye mindset … gennem vores spejlneuroner der trådløst forbinder sig til andre mennesker (Se mit PS herunder for mere info om trådløse forbindelser.)
1. Værdsættelse
Skriv hver dag 3 ting ned som du værtsætter (træner din hjerne til at lede efter de gode ting. Så du har noget at skrive ned hver aften.)
2. Brug to minutter på at beskrive en meningsfuld oplevelse du har haft de sidste 24 timer. Det fordobler din oplevelse af oplevelsen. (Din hjerne kan faktisk ikke kende forskel på en genoplevet og en nu-oplevet ‘meningsfuld oplevelse’.)
3. 15 minutters sjov fysisk aktivitet. (Starter endorfin-delfinerne in din hjerne. Wuiih … )
4. Meditation. (Brug 2 minutter på bare at observere dit åndedræt. Det neutralisere de negative effekter multitasking har på din hjerne.)
5. En bevidst venligheds-gerning (act of kindness) – brug 2 minutter på at skrive en email, ringe til en ven eller kollega og fortæl dem om noget du godt kan lide ved dem.(Det styrker din idé om/ din følelse af at du er i en relation – relationer er supervitaminer for en følelse af lykke og samhørighed.)

Jeg ønsker alt det bedste til dig og din kreativitet i 2017 og i al evighed i øvrigt kh Maj

PS: – et link til mere Shawn Anchor, der taler på Google.

Her taler han om spejlneuroner, som jeg tidligere har nævnt i indlægget : Når gnisten springer  … virkelig et spændende emne for krea-mennesker. Shawn Achor går i Google oplægget videre endnu og siger, at vores hjerne ikke er forbundet af “ledninger” men at vi fungere som om vi var. Vi fungerer via wireless forbindelser, og at det også gælder dem vi omgiver os med.
Helt kort fortalt er det derfor smil smitter. Du kan simpelthen ikke nå stoppe de motoriske neuroner i at strække sig ud i et smil, fordi du tror du allerede smiler … på grund af spejlneuronerne. Yay … elsker det. Tjek ham ud.

Tirsdag den 31 januar ’17, ses vi igen til et livgivende indlæg …

Vi genkender favntag

Love.jpeg

“Jeg tipper døden til at være en erotisk ting, ligesom dengang man var ung og overgav sig. Når man hengav sig til en vildt fremmed, man ikke kendte, men kom til at kende i favntaget. Denne særlige tillid og fortrolighed er måske en form for uddannelse? Ligesom skabelsesakten.”     Suzanne Brøgger.

Er det ikke lækkert? Der er et link til hele teksten nederst.

Kreative favntag
Det der fanger mig er Brøggers fine, fine gengivelse af oplevelsen her: “Når man hengav sig til en vildt fremmed, man ikke kendte, men kom til at kende i favntaget.”
Wauh, og ja, og selvfølgelig. Det vidste jeg da godt, men jeg var ikke bevidst om det, før jeg læste brøggers tekst. EUREKA*
Se dér ligger hele grundlagt for kreativ udfoldelse. Det fører til åbenbaringer og bevidstgørelse om hvem vi er: Jeg er et menneske der kan genkende en vildt fremmed og mig selv som noget helt elementært – strippet for daglige pseudo-identiteter – i et ordløst “ego-løst” favntag.

Sådan har jeg det også med det kreative. Når jeg læner mig ind i det helt rene favntag, er der intet så nyt og ekshalterende, og intet så velkendt og gammelt-sandt som det.
Men før dét møde, danser og svanser jeg rundt, mellem det ene og det andet.
Hvad end jeg tegner, skriver, skuespiller eller møder nye mennesker, så er der nogle møder der ikke bare passere forbi, nogle møder skal udforskes yderligere, og dém genkender man på én eller anden måde.

Pludselig er der bid.
Når jeg tegner opdager jeg midt i mængden af streger på papir – en form som dukker op … én form der også har indhold – en historie – der, som Brøgger beskriver: “-man kommer til at kende i favntaget.”

Som skuespiller oplever man, at man må prøve en tekst og et arrangement igennem igen og igen, før det ligner noget, -der en dag kan lykkes. Før det fulde favntag kan opstås, og man kan læne sig helt ind, er der mange flere faktorer som skal gå op, end at være én tegner med ét stykke papir. (Selvfølgelig opstår der dagligt bidder og etapevise favntag) – men før den store dybe omfavnelse kan opnås, må skuespilleren /-spillerne gå og stå, sige teksten og gøre bevægelserne igen og igen, for at få forestillingens væsen, tiden og rummets Nu, til at arbejde i perfekt synkronicitet.
De favntag der findes hér, når de lykkes, er ubetalelige. De går fra skuespiller til skuespiller – forestilling til skuespiller – skuespiller til forestilling.

Hertil kommer den enkelte skuespillers favntag med publikum, der for mig, når jeg er publikum, er en af de mest uselviske-skte kærlighedserklæringer jeg kan opleve.
– Når det er godt, er jeg nødt til at tilføje … (-Og sikkert også derfor det er så frastødende når det er u-følt, slapt og dovent teater.) … men når det er godt teater, er en skuespillers favntag fra scenen, som en dyb healing af min sjæl. Tænk at der er nogen der vil bruge deres liv på at stille sig sådan til rådighed, på den måde? Hellige mennesker er de … både de sjove og de alvorlige.

Det sjælelige favntag
Der findes sjælfulde favntag mellem mennesker – fremmede og elskede. Men der findes også sjælelige favntag. Dem som er dybe men uden fysisk berøring.
Jeg fascineres af, at vi er en flok fremmede mennesker som sidder og ser på en skuespiller der formidler følelser og stærke ord, der langt overgår det vi selv har mulighed for at omsætte i sit eget liv … og på den måde favne og forløse os. (Eksempel: Skulle jeg  finde sig selv stående med hænderne under vandhanen ude af stand til at vaske blod af, tror jeg ikke, jeg kunne finde på andet at sige end: “det var satans.” … Hvorimod MacBeth udtrykker det så lækkert her:  “Will all great Neptune’s ocean wash this blood – Clean from my hand?” // “Kan hele Neptuns ocean vaske dette blod – rent af min hånd.”)

Gennem andre menneskers evne til at føle og udleve imaginærere karakterer på scenen, kan jeg som publikum, få lov til at “afmontere” nogle af de issues jeg har i mit eget liv. Det er da vildt, -og meget sjovere end terapi.

Det er spejlneuronernes skyld.
Spejlneuroner er : (kilde Peter Lund Madsen): “Kort fortalt er spejlneuroner nogle særlige hjerneceller i vores hjernebark, som er aktive under to forskellige forhold: 1) hvis vi udfører en bestemt handling, og 2) hvis vi ser et andet individ udføre den samme handling.
Spejlneuronerne tillader os derfor hurtigt og smertefrit at genkende andres personers bevægelser, og giver os dermed muligheden for at efterligne disse bevægelser selv. Betegnelsen “spejlneuroner” henviser naturligvis til denne egenskab, idet vi dermed er i stand til at “spejle” andres bevægelser med vores egen krop.”

(Majs Wiki: I en lidt mere kompliceret engelsk tekst(som jeg ikke kan finde) -har jeg lært at dette også gælder for smerte fysisk/psygisk mm. Og at det er et træk, der giver os medfølelse og empati. lærer os at passe på hinanden. – Visse psykologiske lidelser har dem ikke i så høj grad, andre slet ikke. (psykopati mv))

Det betyder at når en skuespiller står på en scene og gennemlever noget så gennemlever jeg det også gennem mine spejlneuroner, uden selv at have smerten.

Se dig selv
Vi er alle kreative. Skabelsesakten ligger i os alle: når vi mødes i favntag, så bliver den ene gravid og der opstår et nyt menneske, så sig ikke, at du ikke er kreativ.

Så ja, det er vel derfor vi skal udleve den kreativitet der ligger latent i os alle – for at vi kan kende hinanden og os selv, i nye favntag.

Jeg genkender mig selv gennem det du skriver, jeg ser mig selv i den film du laver, jeg oplever mig selv gennem det smil du sender … tak fordi du deler din favn med mig.

Gå og kram én eller anden lige nu, eller kram dig selv. Gå ud i verden gennem dig selv.

Det bedste til dig og dine knus Maj

Link til Suzanne Brøggers meget smukke ord, om ord.

EUREKA*: Heureka eller Eureka er et græsk udtryk, der betyder: “Jeg har fundet”. Det bruges som udråbsord for at fejre en opdagelse.

En bøn om at tage vare …

213206334_0178d47f34_o

Hvad end du er et erfarent menneske eller et nyere ét af slagsen, så vil der, hvis du er åben for det, gennem hele livet byde sig muligheder for, at lære noget grundlæggende nyt om hvem du også er.

Vi skifter ham
Når jeg får et helt nyt hold førsteårselever, der skal modtage Chekov træning, begynder jeg langsomt at etablere den verden de skal ind  og lære at manøvrere rundt i. Bevægelser, termer og sprog for det kropslige arbejde og for dét, at skulle tænke på sig selv som skuespiller og kunstner.
Men i virkeligheden, er det en dybt anderledes læring der sættes i gang. Idéen om hvem de er tager en helt ny drejning.
Der åbnes en dør langs den asfalterede vej og eleven har nu mulighed for, at fortsætte hen ad asfalten og kigge ind gennem ruden til den kreative verden og dets underlige tegn og gerninger. Eller træde ind gennem døren og kigge ud på den normale verden og dets underlige tegn og gerninger. To vidt forskellige udsyn at have i og på livet.

Skuespillerelevens første uger på træningsgulvet, går med at opleve hvordan og hvad de også er. Fra at være én der godt kan lide teater, til muligheden for at være én som er kunstner, sætter vilde tanker i gang. De går fra bare at være et menneske der virkelig – virkelig – godt kan lide teater, til at være et menneske som kalder sig: kunstner.  En sær frihedsfølelse, begynder at bruse i årerne.

Kunstnerens separation
Hvis man stiller det rigtig skarpt op, kunne man sige at kunstneren, efter hun har taget det endegyldige skridt ind i kreativiteten, nu i langt højere grad end før, er observatør til tilværelsen, fremfor hovedsageligt at være deltager. Der vil altid være en del af hende, der er mere eller mindre optaget af, at observere den verden hun skal portrættere. Det kommer nu, groft sagt, før dét, at leve livet.
Den adskillelse er, et langt stykke af vejen nødt til at være der. – Måske genkender du dét, at stå midt i et enormt livs-fuck og lige registre  hvad du føler og hvordan folk omkring dig reagerer? Jeg indrømmer blankt, at jeg har stået i både skilsmisse og  økonomisk deroute samtidig med at jeg liiiige tog noter på følelser, ansigtsudtryk og handlemønstre.

Nå, tilbage til eleven på gulvet. Tilbage til dig og mig, som konstant forsøger at erobre nye territorier, indre som ydre. Når den første glæde over den frihed der ligger i kreativ udfoldelse har lagt sig – når bolten i låsen smækkes, og døren der fører ud til normalitetens asfaltvej ikke bare lukkes men låses, så skal valget stå sin sande prøve: Det Jeg vi kender bliver mindre for en tid, og vi er uvante med det nye Jeg, der er ved at etablere sig inden i os.
Identitetsfølelsen begynder at smuldre. Den glade førsteårs elev bliver i tvivl og mister tilliden til det hun har oplevet som livets endegyldige sandhed.

Kærligheden til dig selv komme først
Jeg har set mange forskellige “slags”, -været tæt på børn, unge, voksne og ældgamle mennesker.  Der er mange, vi er mange, som ikke fik det dér med at tage vare på os selv lært. Vi lærte ikke at elske os selv, før vi elsker den næste. Jeg lærte, at kristne skulle elske sig selv som sin næste. Jeg lærte, at det betød, at jeg skulle elske min næste og først derefter håbe på, at der var lidt i overskud, så jeg måske kunne elske mig selv bagefter. Hmm …

Men jeg var på mange måder heldig, for jeg lærte en del derhjemme, omkring dét at være ok med at være den jeg er. (Ja, ja, selvfølgelig fik jeg også en pose mindreværd med, mere om det en anden gang.) -jeg vil fokusere på styrken og kærligheden som jeg også fik med, i stor stil. Mine forældre var ikke “hippier” – ingen kollektiver eller pædagoguddannelser i min familie, de var helt almindelige – og helt vildt ualmindelige, vilde, stærke og kreative. Så selvom jeg var igennem et ungdoms mørke, vidste jeg, at jeg inde bag det hele, var et grundliggende helt-i-orden menneske. Jeg havde fået en kreativitet og en autonomi med, der gjorde mig i stand til at holde fast i mit hjertes mål.

En bøn om at tage vare på dig selv og dermed “de andre”
Tilbage til førsteårseleven og dig som afprøver en ny udgave af dig selv. Når identiteten smuldre i kanten og skallen krakelere, skal der tages vare på dét som dukker op indefra. Det nye Jeg skal have ro og plads til at finde ind i sin form.
Det er et stort problem når du skal dele et kreativt udtryk, hvis du ikke tror på dig selv, -hvis du ikke kan mærke dig selv. Hvordan deler man noget man er i tvivl om, hvad er? -hvordan deler man, det man ikke kan mærke? – Man lærer at mærke efter. Man lærer, at det er ok at tage sin tid, og stole på intuitionen og lade den blide tillid tage over.
Min bøn om at tage vare, går på, at kramme dig selv og i samme favntag altså, at vise dem som er omkring dig, at dét er ok. At lære dig selv og andre, at det er ok at give udtryk, lige meget hvor klodset det så end er. Give plads til Fuck-ups af gigantiske proportioner, -i kreativitetens navn … især dine egne.

Om at danse i mørke
Når mine elever danser rundt på gulvet til vild musik, sammen med 12 andre elever der danser til vild musik, vil der være sammenstød, psykiske og fysiske. De knalder rundt som radiobiler på speed. Men giver man dem, og giver de sig selv, tid, -kan de pludselig manøvrere rundt i mørke, uden en skramme. Ud og ind, oppe og nede, hurtige og langsomme danser de rundt mellem hinanden som i et sirligt planlagt mønster. Det er det vildeste rush for alle i salen. Følelserne får frit løb, kraften bruser i årerne og universet er uendeligt og det er dit.
Det sker hvert år, at jeg har en flok elever liggende på gulvet efter dagens træning, -som små bunker glødende kul, trætte og gennembankede. Lettelsen over, at have været totalt-berusede af deres egen skønhed frigiver en latter, der kommer dybt indefra. Pludselig flammer én bunke kul op i en lille fnisende flamme der breder sig som løbeild rundt i de andre bunker, og bålene blusser op i latter og lettelse: “Jeg er ok, jeg er helt helt ok, A-L-T er ok,” siger latteren … se det er et eventyr. Det er herfra vores verdener skal gå, når vi arbejder kreativt. Alt er godt her.

Så elsk dig selv, din skønhed og din helt igennem i-orden-hed.
Knus og dejlig dag til alle.

Når gnisten springer

jack-sparrow-captain-jack-sparrow-37974096-400-274

 “The problem is not the problem. The problem is your attitude about the problem.” Jack Sparrow.

Et spring for at finde … mere.
Nu har jeg skrevet om det at skrive kreativt. Det er tid til, at udvide idéen om hvad kreativitet er, ved at skifte POV –  (Point Of View/Fortælle-/udgangs-punkt)
Selvom du er Skriver, er bloggen stadig for dig … også. Men nu åbner jeg op for flere kunstformers vej ind i dét: at skabe.
En dyb rodfæstet kreativitet er ikke forbundet med én kunstform, men med et nysgerrigt og undersøgende sind. Kreativitet er, for mig, at arbejde med sit udtryk gennem flere kanaler, på én gang. Derfor vil jeg, for en tid blogge om at tegne, at skuespille, at danse og være praktisk-spirituel uden nogen religion, i min søgen efter hvad det kreative menneske er. Meget passende starter jeg med miniudgaven af kvantespring.

Hvad er kvantespring?
Det har altid undret mig, at jeg er så langsom til at forstå det jeg har erfaret. Hvad er det der sker når vi oplever noget, og efterfølgende ikke helt kan forklare det. Når vores viden, bare er noget vi véd? – Ligesom når vi skaber kunst – så véd vi nogen gange bare at: “det er sådan her!”

Jeg har knoklet og knoklet uden at komme nogen vegne. Uden at knokle, har jeg fået en pludselig klar oplevelse af at verden var fundamentalt anderledes end den var for 2 sekunder siden.
Jeg taler ikke om at stå under bruseren og få en pludselig indskydelse til en fed replik. Jeg taler om en dyb indsigt i hvem jeg også er, eller hvad jeg også kan. Det behøver ikke være et glimt der fører til guru-oplysningsstadie, bare et lille ryk i min forståelse af hvem jeg er i verden. Et lille kvantespring.
-Som da jeg stod overfor et hav af glødende kul, der lå i et cirkelrundt bål med en diameter på 4 meter, og bare gik igennem det … 12 gange. Det flytter noget i ens bevidsthed.

Gregg Braden og Den Guddommelige Matrix
Jeg tror det vil give mening for mig – og måske dig – at introducere Gregg Braden, en velrenomeret brobygger mellem videnskab – spiritualitet og “den virkelige verden”, når jeg skal forklare hvad et kvantespring er for mig = et almindeligt menneske med en lille til en jævn IQ og udpræget praktisk begavelse.
(Jeg linker herunder til nogle meget letfordøjelig utube videoer, der forklarer hans bog: Den Guddommelige Matrix, oversat til dansk af Frank Robert Pedersen)

Gregg Braden forklarer os hvordan partikler ubesværet sender beskeder over lange afstande, sådan her:
“Universet er holografisk og det er vi en del af. Holografi er så kraftfuldt, fordi hver del reflekterer alle de andre dele af holografiet. Når en forandring sker ét sted, bliver forandringen altså spejlet alle andre steder.

Hvis vi laver en forandring i en partikel ét sted, sker der en forandring i den anden partikel, som befinder sig 22 kilometer væk. Hvordan lader det sig gøre?
Det er et trick spørgsmål. Som forklaret: Universet er holografisk. Hver del reflektere alle andre dele. Så når der sker en forandring i en partikel ét sted, er forandringen allerede til stede i den anden partikel, 22 kilometer væk.
Informationen behøver altså ikke rejse 22 kilometer gennem rum, for at registreres i den anden partikel. Den er allerede inkluderet/viklet ind i partiklens holografi. Signalet om forandringen er allerede alle steder.

Vores sprog omkring dette er, at bevidstheden bevæger sig fra punkt A til punkt B. Sandheden er, at vi tuner vores bevidsthed ind til dét sted som allerede er alle steder. (Også i os.) Vi bevæger os i virkeligheden ingen steder. Og det er den power, der er i dette princip.”

(*link til forståelse af, hvad bevidsthed er (kan være for nogen) – til slut.)

Kreative superpowers
Jarp! Indrømmet … den er lidt kringlet. Men det er dén idé jeg leder efter her. Det Gregg braden siger, betyder for mig, i mit kreative virke: At, i stedet for at skulle arbejde mig gennem det ene kreative problem efter det andet, ved hårdt fysisk arbejde, (ja det er hårdt at sidde på sin røv at skrive,)  – så kan jeg altså tune mig selv til svaret, fordi det allerede eksisterer i mig? Når jeg kan føle følelsen af løsningen, så er jeg tunet ind til den og jeg kan formulere eller materialisere den. Heureka! – Kan det virkelig passe – og er det så nemt, som det lyder?

Nej det er ikke nemt, at tune sig til kreative superpowers. Eller jo, i teorien er det. Men Jeg står i vejen. Mit sprog, det sprog jeg har fået til at forstå verden med, er slet ikke gearet til den slags forståelse af livet. Mit sprog er at jeg skal bevæge mig fra punkt A til punkt B … ved hårdt arbejde. Det Gregg Braden foreslår er at punkt A og B er samme sted. Der er ingen afstand fra tanke til handling/materialisering/realisering af min idé. Så for at citere Jack Sparrow igen: “The problem is not the problem. The problem is your attitude about the problem.”

Det lyder lidt tandfe-agitigt.
Men for mig er alt det her sandt. Jeg forstår ikke helt hvordan. Men jeg er sikker på at du, ligesom jeg, har stået i situationer hvor du pludselig bare vidste hvad der var det rigtige at gøre, sige, føle.

Har du ikke hørt dig selv sige ting, før du havde tænkt tanken til ende? Når vi forlader en kæreste, siger vi elsker nogen, pludselig siger vores job op, eller stille og roligt bare beslutter os for, at vi vil leve mere fredfyldt; så retfærdiggør / forklarer vi sommetider beslutningen med, at det er de og de erfaringer der har bragt os til den beslutning. Andre gange siger vi det lige ud: “Jeg aner ikke hvorfor. Pludselig kunne jeg bare mærke at jeg ville holde op med at ryge.”

Som kreativ tror jeg, at det er vigtigt at indstille sin tuner. Jeg øver mig i hvert fald på at indstille min idé  om at jeg ikke skal knokle, men tune mig ind i holografiet af den historie jeg er ved at skrive, for at få alle finesserne med.

God tur
Måske har du også fået lyst til at finde ud af mere omkring det at kvantespringe i stedet for at knokle … som sagt så gør vi det alle sammen hele tiden. Men hvad hvis vi blev mere bevidste om det. Hvad hvis vi kunne beslutte os for at forstå, i stedet for at rende rundt som høns uden hoveder og tilfældigt tumle ind i nye sider af os selv?

I hvert fald ønsker jeg dig en dejlig dag og rigtig god tur ind i holografiet af dit liv og din historie.

Link til Gregg Braden og hele serien om The Divine Matrix.

Hvis det interesserer dig, at studere hvor din bevidsthed er lokaliseret, kan du tjekke Deepak Chopra (indisk og amerikansk uddannet læge og spirituel guru) – ud. Han har skrevet en del bøger, der også er oversat til dansk og tilbyder nogle interessante studier omkring, hvad og hvor vores bevidsthed er lokaliseret. Her er en Utube video om bevidsthed med Chopra.

Rør mig

Hands.jpeg

Filosoffen og healeren Mark Nepo skriver i sin bog, Øjnene op for livet, – bl.a. om berøring: “Der er mange grunde til, at vi gerne vil røres ved. Den enkleste og mest dybtrækkende er, at berøring forløser og gør os hele. På samme måde som en vanddråbe mister spændingen og løber ud, når den bliver berørt, mister den smerte ved at leve, som vi bærer rundt på, spændingen og løber ud, når vi bliver holdt om og trøstet. Spændingerne ved at bære på tingene alene bliver forløst ved at blive rørt ved med oprigtighed og kærlighed.”

Om ikke at give udtryk
Hvad enten du skal danse, forme ler, male eller skrive så er berøring essentielt for kreativiteten, ligesom Nepo her beskriver, at den er for kroppen. Du har sikkert, lige som mig, stået i en situation hvor det kreative udtryk ikke kommer til dig. Du har sikkert, lige som mig, oplevet tider hvor ingenting synes at virke. Lige meget hvor gerne du end vil give udtryk, så er der noget i dig, som standser dig.
Nogen gange er det nok med en lur, før vi igen kan sige, gøre, være, det vi gerne vil give et udtryk. Andre gange skal der skrappere midler i brug, som for eksempel terapi, en is eller kærlighed.

Berøring er dejligt og en selvfølge når vi har det godt. Vi kan lade andre røre os, og vi har lyst til at røre andre. Når vi ikke har det godt, kan det være lige omvendt. Ingen skal røre os og vi vil ikke røre nogen. Ligesom vanddråben er vi bange for at sprænges og løbe ud på gulvet, ved en berøring. Bange for at nogen, som ikke må se vores sårbarhed, skulle få et indkig i hvordan det også er at være dig. (– Sjovt nok, er det jo lige netop dér vi virkelig kan mødes, i genkendelsen af at være sårbar. Når vi ser at andre har det lige som os, vækker det en dyb genkendelighed og dermed en dyb forankring til hinanden og til denne verden. – Men, helt ærligt, hvem vil berøres og forankres med verden på gulvet under Spot-hylden i Netto … ikke mig.)

Men det er klart at hvis vi tør dele og give udtryk når vi er allermest sårbare, grimme eller ikke helt stuerene, så er det en gave til resten af verden. En gave i den forstand at vi som kunstnere kan være et bindeled mellem det udtalte og det uudtalte.

Berøring gennem kreativitet
Når jeg skriver føler jeg mig dybt forbundet til den større del af mig – til hende der har forbindelserne i orden – hende som er nærværende og i berøring med meget mere end skrivende Maj er.
Når jeg redigerer gælder det samme … hvis altså jeg kan hvile i dét at redigere. Her bliver det tydeligt for mig, hvornår jeg er i stand til at forbinde mig til teksten og hvornår jeg ikke er. Hvornår jeg kan eller vil lade mig røre, og hvornår jeg hverken kan eller vil lade mig røre.

Tit udmønter mine benspænd sig i at jeg egentlig bare hellere ville lave noget mere tempofyldt … som at skrive en ny historie. Yay! … AKA: berøringsangst og sidespring.
Det er ikke et ukendt fænomen blandt forfattere, malere, dansere og skuespillere – og i kærligheden :-) – at projektet mister nyhedens interesse. Man får lyst til at hoppe af skuden og gå i gang med den næste idé. – Og ja, nogen gange skal vi hoppe af, andre gange skal vi blive, i sårbarheden. Angsten for ikke at lykkes kan jo kvæle enhver … hvad er det Anais Nin skriver – elskede den som ung voksen – og hvis jeg tør at blive i denne tanke, denne berøring, med et minde om mit unge Jeg, her sammen med dig, så finder jeg den og skiver den her – selvom Nerve Gerda råber at hun aldeles ikke vil dele noget så pladderromantsik. Men Maj siger: “Slap af Gerda, jeg har fundet den, se den er stadig fin”:
“Angst er kærlighedens største dræber. Den får andre til at føle, som du ville føle, hvis en druknende mand holdt fast i dig. Du vil gerne redde ham, men du véd, at han vil kvæle dig med sin panik.”    Anais Nin.

Hvorfor er det så sårbart at blive i berøringen?
Fordi vi skal indrømme at verden er, at vi er … uperfekte. For mig er redigering af en tekst ultimativt press. Jeg vil så gerne fortælle alt perfekt. Og det lader sig jo bare ikke gøre. Det er lidt ligesom når du starter i nyt job … eller yaiks … får en kæreste. Man må overgive sig til det faktum at – hvis man ikke vil fremstå som en komplet Tivolihat – så kan man ikke få fortalt A-L-T om sig selv første dag på jobbet, eller ved første møde. Der skal mere til. Meget mere.

Når jeg redigerer er det enormt vigtigt for mig at blive i nærværet, ord for ord, sætning for sætning og ikke bare skippe hen over siderne, simpelthen fordi det er så grimt at jeg ikke vil kendes ved det. – Hvilket kan være noget af en prøvelse når man har 4-500 sider man skal igennem. Sådan er det også hvis du dummer dig på det nye job, blandt nye kolleger. Man ønsker næsten ikke at kendes ved sin egen klodsethed.
I den nye kærlighed, har vi dog lige præcis: berøringen, der kan fjerne næsten alle nederlag. Et blik fra en medfølende kollega, kan også hjælpe dig ovenpå igen, efter du har væltet en kop kaffe ned i kopimaskinen.
Dit arbejde som kunstner kan være sårbart fordi den første – potentielt healende – berøring ligger så langt væk, i tid, eller i rum. Derfor er det vigtigt at elske sig selv og det man er i færd med at skabe.

Det er sårbart for mig at blive berørt af noget godt, som jeg nærmest ikke husker, at have skrevet, og det er dybt dejligt.
At røre ved noget jeg ikke kan lide, noget jeg ikke vil kendes ved, -enten et privat minde, pakket ind i andre karakterer eller situationer, eller simpelthen bare røv dårlig tekst, er dybt u-dejligt.
Som jeg sagde i indledningen, er berøring bare nogen gange ikke særlig rart, men nødvendigt. Det nytter ikke noget at mure sig selv inde i et tårn af tjørnebuske, fordi man dagen igennem prikker til spændte vandråber. Derfor har jeg, når jeg redigerer tekster som er sårbare for mig, som regel også noget let som jeg skriver på ved siden af, for at gøre min dag dejlig. -Det nytter jo ikke noget at sidde hele dagen og stirre på billedet af sin døde hund og påstå at man ikke er bange for døden, vel … man må ha’ sig en ny hundehvalp.

Klichéen
Det er essentielt for enhver kunstner at være i berøring med sig selv og med det stof hun arbejder med konstant. Det er dét der gør det så unikt at udtrykke sig kreativt – i livet og i kærligheden til livet. At kunne dét.

At vide, mens du modtager den perfekte berøring, at den ikke findes mere. At vide, mens du giver den perfekte berøring, at den findes ikke mere.
Du er uperfekt. Vi er uperfekte. Verden er ufærdig: den sker og forsvinder. Den kører i vild fart ind og igennem dig, snegler sig langsommere end baglæns afsted. Men den er aldrig det samme.
For mig handler alt det her med berøring om, at du og jeg er uprefekte. Hvor vildt er dét lige. En kliché, ja, ja, jeg kan godt selv høre det: “Perfektionen er en fastlåst polaroid af det som er væk. Uperfektion er bevægelse, udvidelse af idéen om hvem du er, hvad dit projekt er, hvad kærligheden til dig selv og andre rummer af muligheder … mere … mere … mere …” – kliché eller ej, det er fandme vildt nok.

God tur
Mit råd til dig, -hvis du har samme problem, som mig, og ham dér, og hende dér, og dem og os når det kommer til berøring … er at forestille dig: at det er ok, at du er ok, selvom du aldrig finder i mål. -At dét er det fede ved livet … bevægelsen og berøringen. Dyb uigenkaldelig berøring.

 

At hvile i hverdagen

Hammac.jpg

Sri Sri Ravi Shankar, spirituel leder af The Art of Living Foundation, gør mit hjerte glad med denne udlægning af balance : Aktivitet og hvile er to vitale aspekter af livet. At finde balance i dem er en evne i sig selv. Visdom er, at vide hvornår du skal hvile, og hvornår du skal være i aktivitet, og hvor meget af hver du har brug for. At finde dem i hinanden – aktivitet i hvile og hvile i aktivitet – er den ultimative frihed.

Hvile er livsnødvendigt.
Ikke bare sove-hvile, men ferie-hvile. Væk-fra-hverdagen-hvile. Nye-omgivelser hvile. Glemme-at-tjekke-mobilen-hvile. Droppe-motionen-hvile. Nyde-hvile.
Jeg har selv oplevet det som skuespillerelev og senere som skuespiller, hvordan pauser modner den lagrede viden vi optager i hverdagen. Pauser – ferier – (knæskader) giver næring til en ny oplevelse af, hvem du er og hvad du kan udrette som kunstner. Efter lang tids ledighed som skuespiller, kunne jeg i en teaterproduktion opleve at, en ellers udtalt generthed, var væk. Pist forsvundet. Ingen problemer med at gå direkte i kødet på teksten.

Jeg har set vidunderlige transformationer i de skuespillerelever der har stået på mit gulv til Chekov træning. Hofter, der ikke var meget for at bevæge sig før ferien, er pludselig frie og sensuelle, psykiske barrierer er forsvundet, stemmen flyder frit, selvglæden er dybere og langt mere forankret.

Pausen er uvurderlig for den kreative udvikling. Uvurderlig. I en meget presset produktion af Federico Garica Lorcas fabulerende forestilling: Publikum, oplevede jeg for første gang, den helt store gevinst ved pausen, i dagligdagen. Vores instruktør Alexander Jochved, en stor scenekunstner, insistrede på, at vi holdt fri hver søndag, helt op til premieren. Det var meget usædvanligt for os, vi var vandt til at knokle os selv til ukendelighed, og især op til premieren arbejdede vi uden at se os tilbage. Men han var stærk i sin overbevisning om, at vi ikke ville opnå noget ved at knokle 24-7. Det var en enorm gave, han gav os dér. Arbejdet lørdag gik lettere, fordi vi vidste at vi havde fri søndag, og mandagen var fuld af glæde og lyst til at komme i gang, fordi søndagen havde givet plads til at trække vejret, bare nogenlunde frit.

Aktivitet i hvile.
Ferie er godt, hverdag er bedre, jeg siger det bare. Jeg elsker at holde ferie, for det betyder at de projekter jeg har gang i, får lov at hvile og udvikle sig, uden min indblanding. Man kan næsten sige, at de hviler aktivt, i mig. Det er altid magisk at vende tilbage til en historie som har ligget lidt, – eller længe. Det er som om historien gærer og vokser. Plottet og karaktererne træder tydeligere frem, når jeg ser dem med nye øjne. Ting som ikke giver mening kan tjukkes ud – uden de stor følelsesmæssige kanoner fyres af. Ting der kun giver lidt mening, men som der ér en mening bag, kan udvides og udvikles. Hele afsnit, man troede var døden nær, står lysende klare, og er helt ok. Det sker kun efter hvile, at perspektivet forandres på den måde. Man tændes igen.

Hvile i aktiviteten : at skrive.
“Du må aldrig være bange for ikke at vide hvor du ender.” Jeg husker ikke hvilken forfatter der har sagt det. Men det er klogt. Når du skriver første udkast er det logisk, at det er en god øvelse at hvile i processen, at lade historien udfolde sig mens du skriver. Vente, mærke, skrive – uden at tænke – At hvile i aktiviteten: at skrive. Når du vender tilbage til et projekt efter en ferie, gælder det samme. Stoffet er nyt på en måde, der skal skrives videre på historien, eller den skal skrives igennem igen.
Efter en ferie er det oplagt at se på teksten med nye øjne, faktisk er det nødvendigt. Du kan ikke søge tilbage til det gamle sted du skrev fra, det findes ikke mere. Træet er fældet, bænken er flyttet, det har været vinter mens du var væk, foråret har bragt nye blomster. Du må skrive fra et nyt sted. Du må tage udgangspunkt i dit nuværende nu. Selvfølgelig skal du læse og finde projektets atmosfære og skrivestil, og følge op på det, det er ikke det jeg taler om. Jeg taler om at slippe idéen om hvor du skal hen … nu. – Lige nu, mens jeg skriver dette indlæg er jeg ikke sikker på hvor jeg ender. Jeg er ikke sikker på, at jeg har nogen genial konklusion eller, at det på nogen måde hænger sammen. Måske kommer det til at hænge sammen, måske må jeg tilgive mig selv og lade dette første indlæg efter ferien, være lidt fragmenteret og rodet.

At arbejde kreativt, er at arbejde med dig selv.
Anton Chekov siger om skuespillerarbejdet: “Hvis du vil arbejde med dit skuespil, skal du arbejde med dig selv.” Det gælder også for forfattere. Det gælder for alt liv, men især det kreative liv.
Efter en ferie, er der en brilliant mulighed for at opleve sig selv på en ny måde. Der er mulighed for at indføre nogle af de drømme og idéer, du har om din hverdag. Ting, de mindste ting, kan være svære at indføre når først det store familie-job-tog ruller hen ad skinnerne.

Måske er det nu du kan indføre hvile i aktivitet og aktivitet i hvile. Efter ferien er det muligt, at du kan forsøge med en ny måde at starte dagen på – 10 minutters meditation, eller at cykle en omvej på vejen hjem, der giver 10 minutters ekstra motion. At skrive 20 minutter før du tager på arbejde, eller/og 20 minutter i løbet af dagen. At være standhaftig med sine lørdag formiddage, som er dedikeret til at skrive. Lad familien og vennerne vente. Efter ferien er der plads til en ny start, plads til at gennemføre forandringerne du længes efter. – og gennemføre dem.
Mit sommer-nytårsfortsæt er, at jeg kun skal se TV når jeg er på job og i weekenderne. Altså ingen hverdags TV. Det er en stor ting, for mig. TV-serier er min sutteklud. – Min ven der altid har tid til mig. – Min ultimative overspringshandling. Jeg aner ikke hvem jeg bliver til når jeg holder op med at se 2-3 timers tv hver dag. Jeg glæder mig til at se hvor jeg ender.

Jeg ønsker dig velkommen tilbage til hverdagen, her er rart at være. Især hvis du kan slippe din idé om hvor du er på vej hen, især hvis du kan hvile i dine aktiviteter og være aktiv i din hvile. God tur <3

Disciplin’ – disciplin – frem for alt!

latest

Allerførst vil jeg sige mange mange mange tak, for alle de af jer der har kigget ind i de forgangne uger, trofast og tålmodigt uden at få gevinst. Jeg har netop arbejdet med den 3. måske (hvis jeg er heldig) – 2. sidste gennemskrivning af min næste roman. Derfor har jeg været nødt til at droppe bloggen, for udelukkende at fokusere på min Ilddåb – som den kære lille ny, hedder. Men skønt at se så mange klik og kig på siden, trofaste læser. Tak for det.

I halen på mit altomsluttende/altudelukkende skrivefokus, handler ugens indlæg selvfølgelig om disciplin og komfortzoner.

Disciplin’ – disciplin’ – frem for alt!
General Hathi fra Junglebogen, som du ser på billedet herover, er vild med disciplin. Det er jeg for så vidt også, men nogen gange går det bare galt. Som i Elefanternes March, der ledes af selvsamme General Hathi, får jeg ikke altid, drejet af i tide og ender med at få hele flokken af elefanter i nakken. Dér var lige én ting til, at huske, når du skriver din huskeliste for dagen: lad være med at fokusere så meget på at gøre-gøre-gøre, at du bliver blind for omgivelserne.

Når man går all in på disciplin, lukker øjnene, træder speederen i bund og bare hakker opgaver af, som en mejetærsker der spytter bigballer ud, så ender man med at male sig selv op i et hjørne. Nej … lad mig omformulere: Man ender med at mure sig selv inde i væggen.
Men inden du lukker hullet helt til, mørtler, spartler og cementere dit farvel til denne verdens sollys, så tænk dig om, træk vejret og vent.

Er din gøre-gøre-gøre-comfortzone blevet et fængsel?
Når vi taler om komfortzoner, tænker vi ofte på en lille tyk kvinde, inde bag et hvidt stakit. Hun står og læner sig lidt op af riven, mens hun drømmer om dét, der sker ude på de store åbne vidder bag stakittet. Vi indeholder hende alle. Hun vil rigtig gerne gå til springgymnastik, men er bange for trampoliner. Det er ikke hende jeg taler til her. Jeg taler til: plæneklipperen – buskrydderen – grønthøsteren: Kvinden som hakker sin To-do-liste i småstykker med sin spidse kuglepen. Kvinden der skriver, læser, retter og skriver noget mere på bekostning af familie, venner og det bankende hjerte, der længes efter at være en lille tyk kvinde bag et hvidt stakit, med nybagte blåbærtærter på køl i vindueskarmen. Kvinden, hvis komfortzone er: at gøre. Kvinden som har så travlt med at lykkes at hun har glemt at det er nok, bare at være til.

Sand kreativ disciplin er ikke, at gøre: skrive – researche – skrive – plotte – skrive – læse – skrive – notere – skrive – ogsåvidereogsåvidere.
Dét der ligger bag en god sund kreativ disciplin, er altid: Motivation. Motivationen er diciplinen. Ikke: at motivere sig selv til disciplinen: at gøre, men at være disciplineret i at holde motivationen oppe. – med fokus på at være.

Gammel bro
Jeg har set gamle dygtige skuespillere blive sejere og coolere med årerne. Jeg har set gamle dygtige skuespillere ryste mere end de unge, med årerne.
Jeg skal ikke kunne sige om jeg nærmer mig en cool gammel kunstner, eller om jeg bare ikke har oplevet rigtigt press endnu. Men jeg ryster ikke længere på hænderene når stormen fra deadlinens røde snor pisker mig i ansigtet fra mållinjens skarpe streg. Jeg har lært mig at forbinde mig til min motivation for at skrive, før jeg skriver. Hvis jeg glemmer det, og bare skriver for at skrive, er det ok, hvis ikke der er noget pres. Hvis ikke jeg skal nå i mål inden klokken slår. Men hvis jeg er presset for tid, så er det sindssygt vigtigt for mig, netop at tage mig tid. Tid til at mærke dén krog jeg har ind min motivation. Når jeg husker at mærke hvorfor jeg skriver, så går det hele meget, meget lettere. Hvis jeg skriver fordi fordi fordi – jeg skal skal skal – ellers kommer sgu’-manden og han slår sgu’ hårdt, så er det meget svært at holde dampen oppe i 4-6 uger op til en deadline.

Rarhed
Min motivation er: En rar følelse indeni. Fingrene på tasterne har i mange situationer, givet mig fred og frihed. Den følelse går ikke væk, heller ikke selvom jeg har en kniv for struben. – Selve dét at finde på historier, er en dejlig lease fra mit daglige liv. – At mærke karaktererne og høre hvad de har lyst til at sige, føles helt vildt rart. Jeg har i mit daglige skrivevirke, etableret et stærkt anker, der holder mig på plads under pres.
Der er mange ting der er min motivation for at skrive, men inde i kernehuset af det hele ligger frøet: rarhed.
Jeg kan skrive under press, fordi jeg, når jeg er kommet 10 minutter ind i opgaven får det rart. Alting falder væk. – Også selvom jeg, når jeg skriver ikke laver andet. Jeg skriver, sover 20 minutter, skriver lidt igen, spiser en mad, skriver, sover og skriver. Min opvask vokser, komfuret stinker af stegefedt, og vasketøjet begynder at boble over i kurven. Men det kan jeg kun fordi jeg har skabt et anker. (og fordi jeg har glemt det så mange gange, at jeg véd, at kasteop-grænsen ligger lige om hjørnet, hvis ikke jeg har det, bare nogenlunde rart.)

Disciplinér din evne til at være, mens du gør.
Hvordan gør man det? Hvordan kan man lukke familie, venner og vasketøj, ude i en uge eller en måned?
Svaret er igen: motivation.
Jeg plejer at sige til mine skuespillerelever, “hvis du er motiveret nok, kan du gå til Tyskland.”

At holde ild i sin kreative fakkel, er som at pleje et kærlighedsforhold. Der skal være tid, ro og rum til at mærke nærheden, kærligheden og varmen i hverdagen, så, når man går ind i en periode, med press og deadlines, så kan forholdet også sagtens klare de sure sokker og take-away, øjenmænd og fedtet hår.
Det er sådan du disciplinere dig selv kreativt, ikke ved at være en militærelefant AKA: General Hathi ét-to-ét-to taktik-krakiler, men ved at dyrke din motivation – hver dag – som en disciplin.

Tak fordi du læser med. Dette bliver så også mit sidste rigtige indlæg inden jeg holder sommerferie i hele juli og første uge af august. Så næste indlæg dukker op igen den tirsdag d. 9. august.

Rigtig god sommer til alle

kærlig hilsen Maj