Askebarnet, YA gys

Aske lille

Askebarnet er et manus jeg har skrevet til tv/radioteater, som jeg planlægger atomskrive til en YA thriller-roman.

Her ligger jeg et udkast til 1 episode ud, enjoy:

ASKEBARNET

-Tre døgn i dødens ventesal.
En ung kvinde der lever i grænselandet mellem det virkelige og det uvirkelige, må sande at hendes evne til at tale med de døde, er det eneste der kan holde hende i live.

Bare fødder størrelse 37 dapper dovent gennem huset. Haven og villakvarteret er stille som gaven.

INTRO CLARA:
“Fucking fuck.” Tænker Clara og tænder lyset over emhætten. Snupper et glas i skabet, og drikker et halvt glas vand. Imellem myldret af tanker, tæller hun til tre, så stikker hun en hurtig finger i halsen. Pillen dumper ned i vasken med en lille smule af vandet. Med bagsiden af hånden tørre hun sig om munden. Mellem tre fingre fanger hun den glatte pille, og gemmer den under noget papir i skraldespanden. Det stinker i køkkenet. Bacon.
“Aah.” En sød smerte i dellen i siden minder hende om at hun findes. Med et fast ikke for hårdt tryk, presser hun udenpå forbindingen.
“Aah, sweet.” Hun havde glemt hvor godt et anker det er. Hun tager en dyb indånding, der fordeler smerten i resten af kroppen, før hun grådigt drikker resten af vandet i glasset. Det løber ved siden af og kildre hende på halsen. Hun smiler. Det er længe siden hun har skåret sig, så det er ok. Mere end ok. “Man kan sige at jeg har fejret at jeg ikke har skåret mig.” Tænker hun og blinker dovent af sin egen stupiditet. Så knalder hun glasset i bordet, og går ud af hoveddøren for at få luuuft.

Havefliserne er kolde, mosset er blødt under fødderne. Dejligt og lidt ulækkert. Det er næsten fuldmåne, eller også har det lige været.
“Who knows’n, who cares.” Tænker hun og tripper lidt ud på det fugtige græs. Gåsehud.
Vinduet på første sal går op, Clara ser olmt på en busk, som om det er den der har røbet hende.
“Clara?”
“Det er ikke noget.”
Hendes far hører som obo
“Skal jeg komme ned?”
“Jeg går bare en tur, tror jeg.”
“Du har ingen sko på …”
“Det er der sgu da så mange der ikke har.”
Claras øjne søger til højre. Der står nogen. Man kan ikke se, se, ham. Men hun ved han er der. Hun mere end fornemmer det. Hun kan se ham med sit indre blik. Med sit normale syn, ser hun bare Syrenerne. Lysende hvide.
“Sov nu bare videre far. Du fatter jo alligevel ikke en skid.”
Uden at tænke over det kommer hun til at trække ned i sin T shirt. En plet blod er sevet igennem forbindingen, og blusen.
Vinduet lukkes på første sal. Clara nikker til personen som ikke er der, men som helt sikkert er der. Lige der ved siden af hende, så tæt at hun kan høre hans åndedrag. Hun smiler og nikker, før hun sætter af i en spurt.

Hun løber som ind i helvede hurtigt. Springer over naboens hæk, pløjer gennem to bede og en urtehave. Der er nogen efter hende. Hun drejer skarpt til højre, omkring Frederiksens skur. Omkring komposten, han er lige i hælene på hende. Hun finder ud på Klokkevej, og spunser ned ad asfalten på bare fødder. Hendes forfølger har også bare fødder, man kan høre deres fodslåler klaske mod asfalten.
Så er han oppe på siden af hende, presser hende, de løber tæt, –langs med en husgavl. Så tæt at deres albuer rører ved hinanden. De puster begge højlydt. Clara smiler, han er tungere end hende, og ved at køre træt.
“Dunk.”
Med sin skulder puffer han hende hårdt ind mod væggen. Hun løber et par skridt mere, hendes albue skraber mod muren.
“Så!”
Et sidste stød og han har hende. Presser hende hårdt op af muren, med en albue på tværs af hendes bryst.
“Ikke flere spil. Det lovede du.” hendes far læner panden mod den overarm som holder hende fast. Så kigger han op på hende med et træt ansigtsudtryk.
Hun har tåre i øjnene, og ryster tavst på hovedet.
“Han findes ikke. Vi havde en aftale.”
Clara ser sammenbidt på ham, og vil sige noget, gøre indsigelser. Men bider det al ligevel i sig. Så hun bider bare kæberne endnu hårdere sammen.
“Det er bedst sådan.” Han løser sit greb, “det er over et år siden.”
Claras øjne flakker, fanger noget og fæstner sig et øjeblik på noget bag sin far. Så hvisker hun, “Ok.”
Han purre op i hendes hår i nakken, og tager hendes hånd. De begynder at gå hjemad.
“Lad mig se.” Han trækker lidt ud i hendes T-shirt.
“Hold nu op.”
“Du gør mig sgu’ nervøs du gør.”
“Store stærke politimand.” Hun smider drillende til ham.
“Kriminal-efterforsker.” Svare han med myndig stemme.
Hun ler.
“Jeg tror vi skal finde et andet arbejde til dig.”
“Ej hold nu kæft med det der. Jeg er ikke tosse.”
“Jeg mener det …”
”Lotte er helt alene derude.”
Faren ryster opgivende på hovedet.
“I det mindste lad mig blive til de har fået lidt mere styr på det.” Hun griber fat om hans arm og klemmer den lidt. “Så søger jeg job i en børenehave. Fuld af små englebørn. Jeg lover.”

Faren smiler lidt vemodigt i mørket. De går arm i arm ned af Sirenevej, iført boksere og T-shirts. Natten er køligklam. Der går en ung mand ved siden af Clara, ingen andre kan se, høre … lugte ham. Han dufter af noget lækkert, noget der kildre i hele hendes krop. Det har han altid gjort. Han var hendes bedste ven, hendes kæreste, måske hendes elskede – hvis man kan ha sådan én når man er så ung. Han er død. hun tager ham i hånden, De går alle tre midt på vejen: Far,  Clara og Mick.
#

PARALLEL VERDEN (Gamle dage)
En enkel melodi synges langtrukket af lyse barnestemmer, de blandes med tungere og tungere musik.

En lille pige trækkes af et kobbel sorte hunde gennem skoven en tidlig morgen.

“Bro bro brille, og Lul, lul rokken går,” Det antager næsten umærkeligt en ubehagelig karakter. Lyden af en hestevogn blander sig med “Sov dukke-lise, sov og bliv stor, medens du sover våger din mor. Slet intet ooondt din vugge skal nå, mor er jo hos dig hun passer på.”

#

INTRO DAVID:
En forsigtig tap, tap, lyd mod soveværelsesvinduet, får sengen til at knirke igen. Puden bliver puffet hårdere ind under en tyk kind. David pruster. Små bløde barneknoer banker på ruden. Han vender sig besværet rundt i sengen, han er noget så overvægtig, så det kræver fire hums, at komme over på den højre side. Engang kunne han vende sig i en bevægelse, det er længe siden.
Den lille finger prikker insisterende på ruden igen. Kort efter kan han også høre knoen banke. De kan næsten ikke nå.
“En dreng og en pige.” Tænker han og trækker puden ud under hovedet, og klemmer den fast over øret. Men det nytter ikke. Der er ingen pude der er tyk nok til at lyden ude, der hvor de kommer fra.
Der er mange børn nu. Fingrene der prikker er næsten legende, de danser mod ruden. Men stemmerne er ulykkelige. Pige og drenge stemmer blander sig mellem hinanden. De hvisker.
“Hallo er her nogen. Kan du mon hjælpe os.”
David drømmer ikke, og han ved det. For ham er stemmerne der svæver midt mellem lys og mørke, lige så virkelige som Statoils horrible benzin priser.
“Hrmf.” Han vender sig endnu engang, i håb om at de opgiver, så han kan falde i søvn igen.
“Der er ingen der kan se os her?” Et par af børnene begynder at klynke. “Her er så mørkt. Undskyld …”
David lukker øjnene fastere i. Det skærer ham i hjertet. Alt andet, bare ikke børn.
“Kan du mon hjælpe os? Den mørke mand lover hende guld og glemsel. Vi kan ikke komme fri …”

Davis sukker som en bjørn der vækkes af sit vinterhi. Han slår dynen til side og tøffer ud i køkkenet. “Mælk og honning, det må da lige være noget der passer sådan nogle små kræ.” Han kaster et blik over mod en tom hundekurv. “Nå, har de også vækket dig?
Han hælder mælk op i et krus og sætter det ind i microovnen. Så finder han en flaske whisky frem fra skabet med mel og sukker. “Mælk til børnene og Whisky til mig, det må være en fair kombi.”
Skabet ved køkkenvasken klapre. Han smiler skævt til siden. “Nåe, du vil også ha’?”
Han høre en glad guffelyd.
“Ja, ja da. Men du bliver tyk! Og du ved det.”
David finder to hundekiks frem fra skabet og kaster dem over i kurven. Miroovnen ding’ er, han tager den varme mælk ud, kommer en teskefuld honning i, spæder op med Whisky og rører rundt, mens han taler med hunden som ikke er der.
“Jeg troede bare jeg skulle ud og rense et gammelt plejehjem for et par godmodige ånder.”
Hundekurven knirker højlydt.
“Ja jeg kan godt forstå dig gamle, jeg kan heller ikke lide når der er børn involveret. Men jeg vil altså blive glad hvis du tager med.”
Kurven knirker. Døren til stuen vippes op, og klikker forsigtigt i igen. David står alene ved vasken og drikker sin toddy. “Nå ikke? Hrmf.”
#

CLARA PÅ JOB PÅ PLEJEHJEMMET CAROLINE AMALIE:

Clara stikker hovedet ind til Lotte der står i køkkenet. “Jeg er kommet.”
“Clara…”
“Jeg klæder lige om ok!” hun småløber ned af gangen. “Jees kan man lige få lov at møde ind.”
Clara kigger på uret der hænger på gangen, “den er kun to minutter over.” Tænker hun og dykker ind i depotet, hvor de plejer at klæde om. Mick står allerede derinde.
“Vend dig om!”
Mick smiler skævt og læner sig op af dørkarmen.
“Det kan godt være at du rent faktisk har set det hele, men det her er anderledes. Du har jo tøj på hele tiden, det er … ej men det er bare ikke til at forklare. Selvom du er død, kan du godt respektere mine grænser. Jeg gider ikke have dig til at se mig uden tøj på.”
Mick siger ikke noget, han vender bare rundt og går bare over og piller ved nogle lagner, så han står med ryggen til.
“Ej ok, gider du ikke godt bare at gå ud?” Mugger Clara.
Han trækker på skulderen og går over til døren. Dørhåndtaget vipper ned helt af sig selv.
“Uhu, hvor er du blevet dygtig.” Driller Clara. Mick siger ikke noget, men døren går op og lukker sig bag ham da han går ud.
To sekunder senere går døren op igen. Clara står i bh, og når lige at dække sig til med blusen.
“Hey!”
Det er Lotte, der stikker hovedet ind, “hvornår er du blevet så sart?”
“Nå hej … jeg troede lige…”
“Du tager ikke din mobil.”
“Sorry den ligger derhjemme.”
“Hva’ fanden er det.” Lotte kommer ind i rummet og rækker ud efter den forbinding hun har i siden.
Clara skynder sig at trække arbejds T-shirten ned over den, “ha, ha ja jeg gik ind i noget pileflet, min far har gang i for tiden.
“Av, for fanden. Gjorde det ikke ondt? Det er blødt igennem.”
“Nej det er fint.”
Lottes Blik skifter. Hun bliver helt rolig-alvorlig. “Dotty døde i går aftes.”
“Ha, ha, funny.”
“Nej, hun er død.”
Clara går i stå. “Hvad? Hun var jo super frisk.”
“Ja det hele er…”
“Hvad sker der for det her sted?!”
“Altså jeg er nødt til at spørge …”
“Nej! Det her er min 7 ekstravagt.”
“Janne har sagt op, og alle vikarbureauerne har blacklistet os.”
“Pis.”
“Jeg kan faktisk godt forstå dem, er du ikke også…”
“Er du sindssyg, jeg har gøjseren over det her sted.”
“4 døde på under en måned.”
“Hvordan har din mor det egentlig?”
“Stadig sygemeldt, men hun har gang i kommunen. Jeg talte med en eller anden socialforvaltnings gut, i morges på hans hjemme nummer. Min mor er helt oppe i det røde felt.”
Clara stikker i sine hvide arbejdssneakers. “Ok, jeg bliver, de må jo snart komme op med en løsning. ”
“Ja, min mor truede med at ham der socialforvaltnings gutten, selv skulle komme og følge Vera på toilettet.”
“Ej så vil jeg sgu hellere selv klare det her. Jeg gider ikke have nogle idioter rendende der ikke kender stedet. Så skal vi bruge tid på at forklare alting ti gange, samtidig med vi skal klare vores egne ting.”
“Ja ikke? Sådan har jeg det også.”
Clara træder forbi Lotte, og skubber døren op bag hende. “Var det min far?”
“Ja undskyld, jeg vidste ikke hvem jeg ellers skulle ringe til. Han kom i nat.”
En gammel dame, som i sine unge dage var høj, men som nu er kroget og underlig skæv, kommer trillende hen af gangen med sin rollator.
“Hej.”
Clara der stadig er paf over at hendes far er på job, på hendes job, m mumler fraværende, “hej Henny …”
Lotte ignorere Henny, “der er jo blevet ringet til politiet før, men de er bare pisse lige glade.
“Men min far?”
Henny har nu fået trillet rollatoren helt rundt så hun står lige foran Clara og Lotte, “jeg smutter lige i Kvikly, skal I ha’ noget med?”
Clara er fuldstændig kortsluttet inde i hovedet. Henny vil altid i Kvikly, hvilket er komplet latterligt eftersom Plejehjemmet ligger midt i en skov. “Jeg får snart selv demens,” tænker Clara. “Hvis ikke snart mit liv bliver normalt, så bliver jeg sindssyg.”
Hendes far kommer ud fra tv stuen længere nede af gangen. Lotte forsøger at aflede Hennys opmærksomhed, “Henny dit skab er fyldt med småkagepakker, går du ikke lige ned og tæller dem…”
“Nå?” Henny vender sig møjsommeligt rundt igen, og begynder at tøffe ned mod sit værelse.
Claras far kommer hen mod hende. “Clara …”
“Far …”
“Du skal ikke gå ind i TV stuen.” Så drejer han hånden rundt i luften med en strittende kommando. som Clara kender alt for godt. “Man må kunne låse …?” siger han og kigger på Lotte.
“Ja selvfølgelig. Kan du sige noget allerede nu?” siger Lotte helt pligtopfyldende glad.
Clara rører sig ikke ud af stedet, hun står bare og stirre tomt på sin far. “Gider du lige forklare mig hvad du laver her.”
“Det ligner jeg ved ikke hvad derinde.” Forklarer Lotte. “Clara, det her er fedt.”
Så får Clara et hak i hælen. Det er Hennys rollator. “Hej …” Henny smiler forventningsfuldt.
“Arh, for helvede en dag!” mumler Clara.
“Jeg smutter lige i Kvikly, skal I have noget med?”
Lotte griber fat om skuldrene på Henny, vender hende rundt og leder hende tilbage mod værelset. “Vi skriver lige en indkøbsliste først ikke…” så ser hun bedene på Clara som om hun skal redde det hele.
Clara flytter sit blik over på sin far, “nok ikke pisse smart at det er dig de har sendt, når det tydeligvis spøger her.”
“Det kunne faktisk godt ligne et ganske almindeligt mord.”
“Lad os håbe du har ret. Jeg siger bare … her foregår noget mærkeligt shit.”
“Aah!” Han får et chok da hans mobil ringer.
“Uhu!” Clara ler. “Du passer jo perfekt ind her farmand.”
Han tager mobilen, “Lorentzen!” lægger hånden hen over mikrofonen og hvisler “du passer bare dit arbejde, så passer jeg mit!”
“Åh hvor jeg håber du bliver bidt i røven af en ånd.” Hun løfter øjenbrynene og ser alvorligt på ham, “for de er her far. Det er fyldt med dem.”
Han smiler skævt til hende, “jeg har hørt dine historier. – og ham her …” han peger på mobilen og siger triumferende. “Han er medie.”
Clara er fuldstændig målløs. “What?”
“Ja. Lad os nu se hvad der sker.”
#

DAVID:
David sidder i sin 00 bil, han har en sammenklemt cremesnegl i samme hånd som han holder om rettet med. I den anden hånd har han en kop kaffe som han forsøger at drikke af samtidig med han drøner ud af en lang landevej. GPS’ens rolige kvinde stemme guider ham, mens han taler med Claras far, Lorentzen på mobilen.
“213 Skindersøvej, ikke? – og så ind af Gurrevej … jeg har allerede kørt tre fire kilometer.”
Lorentzens stemme lyder let forvrænget gennem medhøret. Forbindelsen er ikke helt stabil. “Jah det er længere ude end man lige regner med. Tro mig du er ikke kørt fordi. Man kan ikke undgå at se det. Caroline Amalie Hjemmet, plejecenter. Der kommer et stort skilt.”
“Og du er kriminalassistent fra Nordsjællands politi?”
“Jo, det var os der blev kaldt ud i går … på en måde. De har haft ringet et par gange før. Men det er jo ikke noget vi normalt rykker ud for at se på. Ting som flytter sig og nattevagter med en livlig fantasi såh…”
“Men nu ringer i pludselig efter mig?” David undre sig, “-er det noget du selv har fundet på eller hvordan hænger det sammen?”
“Jah, jeg fik dit nummer af gamle Clausen. Jeg tænkte at det måske var en god idé, jeg har hørt en del om det her sted.”
“Drej til højre om halvfjerds meter.” Meddeler GPS’en.
“Nåe selvfølgelig.” Udbryder David, og snupper en bid af creme sneglen. “Clausen, ha, ja! Så forstår jeg. Politiet har ikke ringet tilmig i årevis.”
Lorenzens stemme lyder tøvende, “der er lidt modstand på mit initiativ oppe fra, det ved jeg.”
“Ja det kunne jeg tænke mig.” David smiler skadefro.
“Jeg er heller ikke meget for at indrømme det, men der er måske et eller andet her der ikke er til at forkarle”
“Drej til højre om ti meter.”
David overhører GPS’en, “hvad er der sket da?”
Lorentzen rømmer sig og mumler, “det ligner mord.”
“Drej til Højer om tre meter.”
“Mord?!”
“Ja det er lidt uforklarligt, og du er jo nævnt i forbindelse med nogle temmelig bemærkelsesværdige sag…”
“Så for satan, nu kørte jeg sgu forbi alligevel.”
“Nå?”
David tager den sidste stump snegl i munden og møver papirkoppen ned i en slap kopholder på instrumentbrætet. Kaffen skvulper ud over det hele.
“Beregner ny rute, drej til højre ved næste af kørsel.”
“For helvede.” David bander indæt.
“Ja det dukker op lige pludselig ikke?”
“Beregner ny rute, drej til højre…” GPS’en forsøger stadig at få David på rette spor. David brummer og drejer arrigt ind af en skovvej.
Lorentzen stemme lyder som om den kommer langt væk fra, “Jeg drønede også lige forbi i nat. Der kommer en skovvej der fører op til Gurre slotsruin, der kan du vende.
“Vend om. Kør ti meter. Vend om. Beregner ny rute…”
David hamre stumpt sin finger rundt på GPSens skærm, men den respondere ikke. “Hvordan slukker man for det lort!”
“Vend om …” Kvindestemmen fortsætter insisterende.
Lorentzen forsøger også at hjælpe, mens David humper af sted på en meget fugtig græsvej. “Men pas på du ikke kører fast, det er en gammel mose, der er temmelig mudret.”
Bilen hopper og går i stå. “Tak det siger du ikke.” Brummer David. Han holder helt stille på en mark omgivet af tuer og græssende køer. Kopholderen knækker helt af, og den sidste kaffe siler langsomt ned over gearstangen. David sidder bare og ser på at det sker.

#

LOTTE:
En meget lille gammel dame, sidder i en lænestol. Hun har et stort gråhvidt hår, der sidder som en hjelm omkring hendes ansigt. Hun er bleg og sygeligt tynd. Hendes knogler står frem mellem de mørke årer der løber henover hendes håndrygge. Hun holder godt fast i armlænene, som om hun er bange for at falde ud af den dybe stol.
Pludselig vender hun hovedet let, hun lytter intenst. Hun kan høre et åndedræt, først på den ene side af hende så p dåen anden side. Lyden er raspende og tung.
” Eeeh Raaah, Eee raa, Eeeh …”
Hun er rædselslagen, stemmen er tæt på nu. Hun famler efter snoren der er fastgjort til stolen, og trækker endnu engang i den. “Hvor bliver de af?” tænker hun, og kigger hen mod den lukkede dør. Men så kan hun høre stemmen igen. Denne gang er det næsten som om den er helt inde i hedes hoved.
Vera kalder fortabt ud i den lille stue. “Åh nej, hallo, er der nogen, kan du høre mig. Jeg tror jeg falder. Aah kunne nogen være så sød at hjælpe mig, jeg tror nok jeg falder om et øjeblik.”
Lotte kommer ind, hun bliver stående i døren, hun har travlt. “Vera, du har ringet?”
“Åh, søde du. Jeg har det vidst meget dårligt.”
“Men Vera, det kan jeg ikke hjælpe dig med nu. Sygeplejersken siger at du har det fint.”
Vera drejer hovedet og lukker øjnene. Hun hører noget.
“Eeeerah Raaaah.”
“Ååh! Der var det Inge Jeg falder. Jeg falder snart.”
Lotte sukker og går ind på værelset til Vera. “Men du sidder jo i din stol ven. Du falder skam ingen steder.”
“Vil du ikke holde mig lidt i hånden?” Veras vandige øjne er fulde af tåre.
“Åh, men det har jeg ikke til di l. Vi skal snart spise. – og vi er ikke så mange til at dække opgaverne.”
Vera ser forskrækket på Lotte som om hun kommer i tanke om noget. “Hvor er din mor?”
“Hun har jo brækket benet.”
“Nå?”
“Hun faldt ned af trappen, kan du ikke huske det?”
“Åh jo, undskyld.”
Lotte smiler og klapper den gamle på hånden, der stadig holder krampagtigt fast i armlænet, som om hele stolen hænger ned fra Lotte, og hun hvert minut kan falde ud.
Vera ser bedende op på hende, “tror du jeg skubbede hende?”
Lotte ler for første gang i dag. “Ha, ha, aah Vera, det har du vidst slet ikke kræfter til.
Vera lukker munden og ser betuttet på Lotte. “Jeg kan blive meget vred.”
Lotte slår det hen, “Nyd nu solen, og lad mig passe mit arbejde.”
Lotte ruller med øjnene og lukker drøne bag sig, den gamle kone bliver ved med at klynke.
“Hvor går du hen, bliv hos mig. Jeg falder meget, meget snart.”
#
KASPER LORENTZEN (Claras far)
Kasper taler i mobil. Kigger på skærmen, taler lidt højere, “ja forbindelsen er lidt sløv. Jeg står midt i en skov. Hva’? Nej jeg er ikke i skoven, jeg er på et plejehjem…”
Lotte kommer ud fra Veras værelse, Kasper griber fat i hendes arm og mimer, ‘vent’ med en fremstrakt hånd. “Kan du ikke lige tale med ham her, det er mediet, han sidder fast ved slotsruinen.”
“Hej det er Lotte.

Kasper dumper mobilen ned i lommen, og kigger spørgende på Lotte … jeg er …” hun ser både smilende og lidt bekymret på Kasper, “jeg er dagligleder …” hun kommer uvilkårligt til at fnise. “Du sidder fast ude ved slottet. Ha, ha, ja vi kalder det Bermuda trekanten. Caroline Amalie her, grusvejen og så urtehaven. Mellem de tre steder, glemmer folk tiden, bliver væk, eller kører fast … er det ikke underligt?”

David står helt træt ved siden af sin bil, og venter på den unge dame har plapret færdig, men da det går op for ham at hun kan blive ved, afbryder han. “Kunne vi skippe høflighederne til vi ses!”
“Ja, nå ja, undskyld. Hvis du følger stien gennem skoven, så kommer du til en stor gammel havemur, det er Caroline Amalie Hjem…”
Lotte løfter mobilen ud fra øret, og kigger over på Kasper.
“Han er en af landets bedste medier…”
Lotte rækker ham mobilen, “han er en diva.”
“Jeg skulle finde det gamle grovkøkken?”
“Nåe ja, der ligger faktisk nogle gamle grensaks der nede, og sådan nogle ting. Du må gerne tage det med, vi bruger det alligevel aldrig.”
Kasper ser meget undrende ud.
“Ja altså til dit pileflet.” Lotte ser indgående på ham.
“Pileflet? Ha, ha, der vidst noget slang jeg skal have samlet lidt op på.” Han smiler til Lotte, og forsøger ikke at lyde alt for fordomsfuld. “Det var nede i kælderen I også havde observeret at ting flyttede sig ikke sandt?”
“Jo nogle af de faste…”
“Det er en anden ting, der er kun dig og Clara tilbage?” Han rynker brynene og ser forarget ud, “Det er jo… det er jo helt, helt…”
“Nej nattevagterne er her jo også. Belinda og Kirstine. De er super seje, de går ingen steder. Tror du på ånder?”
Lorentzen kigger sig distræt omkring på gangen, “nu ser vi ..:”
“Du skulle høre noget af det Belinda og Kirstine har oplevet.”
“Mmm.”
“Der er et eller andet, det er der!”
“Ja men … nej selvfølgelig, det tror jeg også, Clara har jo fortalt… ” han ryster frustreret på hovedet. “Det er virkelig frustrerende at det her sker, hvor gammel er du egentlig. Clara er kun 17. Det kan virkelig ikke være rigtig at der ikke kommer nogle voksne og tager over.”
“Jeg er 24, og helt ærlig Lorentzen, eller Kasper eller Claras far, hvem skulle de sende, der var bedre end os der kender de gamle og alle deres særheder. De kan blive temmelig vanskelige hvis man ikke lige ved hvordan man skal takle dem.”
“Men det er simpelthen for dårligt.”
“Hvem skulle de sende?”
“Hjemmeværnet hvad ved jeg?!”
“Ha, ha, ok, ja, det skulle nok fucke det hele op.” Hun trækker ham lidt i ærmet og ser på ham så modent og voksent hun kan. “Prøv og hør, Clara er super cool til det her, nattevagterne er her. Vi er det eneste fire der tør arbejde her. Hvis du bare finder ud af om Dotty virkelig er blevet myrdet, så finder vi ud af at få nogle flere til at tage vagterne her. Min mor er i gang. ”
“Ja ok, KTC har sagt ja til at assistere så…”
“KTC?”
“Københavns Tekniske Center. De sender i første omgang en retsmediciner. Jeg tror på jer, det er lidt usædvanligt men, ja vi får styr på det, som du siger. Det håber jeg.” Han ser distræt på sin mobil for at tjekke klokken.
“Du skal ned af trappen der. Grovkøkkenet ligger bagerst i kælderen. Først kapellet, så fyrkælder, vaskeri og så …”
“Grovkøkkenent. Tak.”
“Hey, hvad synes du er mest uhyggeligt, hvis hun er blevet myrdet af en der bor her på hjemmet, eller en fra den anden side?”
“En fra den anden side af hvad?”
“En ånd.”
#

PARALLEL VERDEN (Gamle dage)
Skoven er beg sort. Natten er stille. I glimt driver skyerne forbi, og lader månens lys, spille mellem de mørke træer. I landet mellem virkeligheden og døden, lyder en dyb lyd af en drone, der gennemryster en lille pige Petrine er 9 år gammel, hun kan ikke finde vej. Alle retningerne forsvinder, hun går i ring. Verden er ikke som hun kender den.
“Jeg kan ikke lide at være her. Jeg vil gerne ud.”
Det Onde, sender stemmer ud i mørket omkring hende. “Du bliver miiin … aah, aha, haa …”
“Vi laver en handel så ? Hvis jeg holder dine hunde … får jeg flere kræfter … og så .. Hvad så?”
“Du bliver miiin …”
“Og så skal jeg ikke møde hende?”
“Aaa …” det Ondes vejrtrækning bliver tungere og mere raspende, lyden kommer og sår, som om noget slår ind foran lyden.
“Lover du … så skal jeg ikke møde hende?”
“Haa … aah!”
“Du kommer og tager hundene tilbage … ?”
Lyden af den dybe drone forsvinder, Petrine kan kun høre lyden af træerne der svajer i vinden. Skoven er sort. Men pludselig kan hun skimte blodrøde øjne der stirre på hende inde mellem træerne. Først til den ene side, så til den anden side. Hun hvirvler rundt, og ser at der også står nogen bag hende. “Såh, rolig.” Hvisker hun til de sorte hunde der lurer på hende. “Rolig nu.” Hendes hjerte slår afsindigt rundt i brystet på hende. Hvis hun ikke allerede var død, ville hun tro at hun skulle dø, så bange er hun. Hun kan se at en af hundene nærmer sig, med sænket hovede og et stille blik, et alt for stille blik.
“ZAPP!”
“AAH!” et voldsomt slag mod hendes håndled.
“ZAPP! ZAPP! ZAPP!”
Stramme lædersnørrer snor sig hårdt omkring hendes håndled, “AARGH!” hun forsøger at gøre modstand, men de svier og strammer bare hårdere og hårdere omkring begge hendes hænder. Hundene begynder at lunte gennem skovens mørke stammer. De trækker Petrine efter sig, hun falder, og hives af sted gennem bladene. Kommer op at stå igen. Tumler så godt hun kan efter bæsterne.

#

CLARA:
Clara knokler med at få et bur med skraldeposer ind i en baggård. Den er tung og besværlig at rulle med. Mick, kommer og hjælper hende med at holde døren.
“Tak.”
Mick smiler til hende. Hun smiler lidt sammenbidt tilbage. “Det er stadig underligt at du er her.”
“Hvorfor?”
“Ja måske fordi der ikke er nogen andre der kan se dig.”
Han smiler sit velkendte skæve smil og trækker på skuldrene.
“Det er lidt usædvanligt at ha’ en hemmelig ven når man er 17 ikke? Hvis jeg var fem måske?”
Clara har fået vognen over til en stor grøn container, Mick holder låget oppe.
“Vent!” Clara stiller skraldeposen fra sig og tager fat i låget, og lukker containeren. Så skæver hun op mod vinduerne. For andre ser det ud som om container låget, hænger og svæver i den blå luft, hun vil ikke have at der er nogen er ser at hun får hjælp af Mick, hendes usynlige ven. “Ok.” Hun nikker til Mick der vippende og gyngende får løftet låget igen.
“Hvornår er du egentlig begyndt at kunne flytte ting?”
“Sejt ikke?” Mick smiler stolt.
“Jo.”
“Men eg kan ikke figtig få ting til at svæve ler noget kun …”
En vind blæser op, blæser støv ind i hendes Joe “Uh! Hvad var det?” hun tager sig til øjet, det gør pisse ondt. Mick taber containerlåget ned over hendes hånd. “Av! Av for fanden.” Hun trækker hånden til sig og skraber sit håndled, der er klemt fast i containeren.
“Undskyld.” Mick tager forskrækket hendes hånd og ser på den.
Hun trækker den til sig, “jeg er ok.”
“Undskyld, jeg ved ikke. Pludselig havde jeg ikke fat alligevel, jeg ved ikke…”
“Glem det.”
Clara får øje på noget væske der løber ud af et gammelt skur der står i gråden. “Hvad er det?”
Mick går undrende hen og åbner døren til det faldefærdige skur.
Clara kommer hen og kigger ind, men trækker hurtigt hovedet til sig igen. “Fy for helvede.”
Der står nogle gamle tønder med 00 logo på i to store stabler inde i skuret. Tønderne er rustne og tærede i bunden.
“Benzin” Clara ser på Mick.

#
DAVID :
David går gennem den gamle skov oppe ved Gurre Slot. Han har en rygsæk hen over den ene skulder. Træerne er gamle og krogede. Skovbunden er tyk af visne blade. Skyerne trækker sammen over trækronerne, vinden blæser op og sender en ulmende mørk fornemmelse ind i hans knogler. En fornemmelse han genkender. Det varsler ikke godt. Han begynder at gå hurtigere. Der er en kløft foran ham, han kan begynder at skimte noget gult dybt inde i skoven. “Det må være den havemur hun talte om.” Han tager fat i en bidsk og bevæger sig forsigtigt mod bunden af den lave kløft. Bladene ligger tykt, de er glatte, på grund af hans anseelige vægt slipper busken sit tag i jorden og David trimler ned af skrænten. Kløften er meget dybere end han først troede. “Au, åh, Argh!” han skrider sidelæns ned vender halvvejs rundt og lander på ryggen i en bunke blade. “Av for satan da også!” han ømmer sig højlydt.
Men pludselig tier han, og lytter intenst. Der er helt stille i skoven, alt for stille. Ikke en vind rører sig, der er ingen lyde af fugle eller andre dyr. Det er som om han er tumlet ind i et lukket land. Så pludselig, ud af ingenting, hører han lyden af hundeglam, langt langt væk. “Shit.” Tænker han. Hans forslåede rygsøjle fryser til is. Den lyd er ikke af denne verden. Mere gøen af vilde hunde. David får vendt sig rundt, bladene rasler, han står helt stille mens han nærmest står på alle fire. Han lytter intenst. Armene støtter på den høje skrænt der nu er hans næste forhindring. “Jo den er god nok. Pis!” hundene kommer nærmere. Han begynder febrilsk at bestige skrænten, for at kæmpe sig op i skoven igen, han skal ud af det hul og det skal være nu!
Han skrider, og griber fat i gamle rødder der stikker ud af skrænten, og får under stort besvær kæmpet sig op til kanten af kløften. Vinden tager igen fat i træernes kroner, der suser som en ildevarslende skovbrand over ham. Men han kan stadig høre lyden af hundeglam fra den anden side.
Han begynder at løbe, tyk som han er i fuld firspring gennem skoven, med armene flagrende ti hver sin side. Alt hvad han kan få fat i af buske og grene bruger han til at hive sig frem i, og til at hove balancen. Der er ikke tid til han falder igen. Han skal for alt i verden frem til Caroline Amalie hjemmet, inden hundene når ham.
“Uuuahaahh …. Uuuahaah …” hans mobil synger en uhyggelig melodi der engang var sjov, i hans brystlomme. Mens han pruster og løber alt hvad remmer og tøj kan holde, får han fumlet mobilen frem. “For fanden da … åh, pyh, jeg… åh,” han kigger på displayet, hans lunger er begyndt at afgive en høj lyd, der afsløre hans monumentale dårlige lungekapacitet. Det er kriminel assistent Lorentzen der ringer. “Åh … pyh … pruh … nej det er for pin … ligt.” Han stopper under stort besvær mobilen i lommen igen, og sætter farten op så godt han kan. “Jeg … spiser … aldrig mere … wienerbrød …” klynker han.
Lyden af de vilde hunde er ved at være så tæt på nu at han kan høre dem brase gennem buskads og blade. Han er tæt på den lange gule mur der omslutter Caroline Amalie Hjemmets store have. Men der er ingen dør at se. David begynder at løbe langs med muren for at finde en dør. Han er fuldstændig hvidspættet i hovedet af anstrengelse, hans lunger skriver på luft, David selv råber mod himmelen, “kan man få lidt hjælp her!!!”
Så vender han rundt og begynder at løbe langs med muren den anden vej. “Åh … pruh … lorte job.” Han ser sig tilbage, der er endnu ingen. Han kigger ind mellem træerne, heller ingen. Det er umuligt at bedømme hvorfra lyden af hundene kommer. “Lorte, lorte lorte! Job!”
David snubler, slår sin hånd. Kommer op at stå igen. Dér er døren, bare tyve meter mere, så er han inden for muren. “De kan ikke komme derind,” tænker han for sig selv og gyser. “Det håber jeg i hvert fald ikke.”

#

CLARA:
Clara står i skraldegården sammen med Mick. “Jeg siger det lige til Lotte. Vi må få nogen til at komme og hente de tønder, det er jo farligt.”
“Ja tænk hvis nogen tændte en stjernekaster.” Griner Mick. ” Så ville du være fri for at gå på arbejde.”
“Du er ikke sjov!” Clara ser surt på ham. “Hvordan havde du tænkt dig at vi skulle nå at få alle de gamle ud hvis det begyndte at brænde.”
Pludselig isner det i hendes bryst. “Hvad er det?” han vender sig hurtigt rundt mod skuret, det er som om der står nogen og kig er på hende. “Er her nogen.” Skraldeburet løber fra hende og ruller skramlende hen over gården, ned mod døren. “Mick!” kalder Clara. Men Mick er væk.
Det er som om der står nogen inde i skuret, hun kan ikke se noget, men det føles helt klart som om der er andre end hende i den lille gård. Hun kigger op mod vinduerne der heller ikke nogen. De stirre bare tomme og sorte tilbage på hende. Vinden blæser op, skyerne trækker tungt hen over himlen. Hun fryser. “Mick.” Kalder hun igen, men hun er alene.

#
PARALLEL VERDEN (Gamle dage)
Der lyder et langt pift i skoven. Et kobbel hunde gør langt væk. En skikkelse går raskt gennem skoven, åndedrættet er friskt og stærkt. Det er den lille Petrine, hun er ikke bange mere, hun har hundene. Hun synger. “En jæger gik at jaaage al ud i skoven grøn … ” der lyder endnu et langt pift.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s