Historien under isbjerget

1101543887_e7b98e4829_o.jpgMike Leigh, en filminstruktør der har lavet fabelagtige – meget karakter bårne – film eks.: Secrets and Lies (på dansk: hemmeligheder og løgne) bruger en, på mange måder, både intuitiv og konkret måde til at bygge sine historier op på. Jeg var så heldig, at opleve hvordan han hjælper sine skuespillere kreere karakterer, ved at bruge det de kender. Kort fortalt, skal spilleren tænke på en (ikke nær ven eller familie) de kender eller har set, og kopiere nogle af de fysiske og psykiske træk, og lade dem være udgangspunkt for den karakter de skal spille. (Se evt. link herunder.)

– En god idé, at flytte det vi skaber væk fra os selv, ud i 2. eller 3. led. På den måde vil der være mere frihed i det vi skriver, det er nemmere og mere ok at lyve-digte lidt.

Herunder har jeg skrevet en lille historie, hvor meget specifikke situationer, der er taget ud af mit eget liv: klister på kinden, samhørighed med naturen, lugte, venskab og en blommesten på afveje. Selve fortællingen her, er ikke noget jeg har oplevet, det er oplevelser jeg har stykket sammen, efterhånden som skriver. Billederne dukker op og pakkes ud:

Smagen af sten
Når man er en lille pige, med klister på kinden, der stikker lidt når man trækker på smilebåndet, ved man, at ting er levende. Sten, der har en pulserende grå farve, eller måske endda glitre som diamanter, når man holder den op i solen, -kan tale til én. Den kan bede én om, at putte den i lommen, og tage den med hjem. Den kender ikke den vindueskarm den kommer til at ligge i, men det er som om den véd, at pigen vil finde det dejligt, at have den liggende dér, i den sorte marmor-vindueskarm, der lugter lidt af støv. Derfor derfor kalder den på hende når hun går forbi, for dén vil finde det dejligt at hun har det dejligt.
De voksne siger at sten er kolde, at sten er hårde og tunge. Men hun hun véd noget andet. Hun véd, at hun er ét med dem.
Hun samler naturligvis stenen op, børster den fri for sand, spytter lidt på fingeren og gnubber en tangklat af, før hun putter den i lommen. Hun har lyst til at smage på den, men det vil hun vente med til hun kommer hjem. Ah, en dejlig følelse at have netop dén sten i lommen, tænker pigen, og glæder sig til hun skal sidde på bagsædet af bilen, og holde stenen i sin hule hånd. En ny ven.
Hun lægger stenen i vindueskarmen, der lugter lidt af støv. Når hun ser den, tænker hun på solen, stranden og den måge der også kiggede på stenen, den dag på stranden, sammen med hende. Da den blinkede, blinkede den til hende. Den hilste på hende, måske. Måske sagde den, at den også synes netop dén sten var smuk. Hun lader fingrene glide hen over kinden, der hvor candyflossen klistrede og lavede en skorpe. Kinden er blød nu, renvasket.
Så snart hun rører stenen med fingerspidserne, mærker hun en kildren, den taler til hende. Ikke med ord. Men med bevægelser og bølger. En fryd, næsten. Tanker forsvinder og ingenting opstår. Et dejligt Nu. Stenen og hende.
Hun fører den op til kinden og lader den kærtegne huden. Det er dejligt, køligt-blødt. Hun lukker øjnene og lader verden falde væk. Munden åbner sig let, læberne slapper af, ansigtet falder til ro. Hun sover ikke. Hun føler sig mere vågen end nogensinde.  Forsigtigt lader hun stenen glide hen over læberne. Alting kildre. Hun stikker tungen ud. Den smager salt og fortæller hende om rullende bølger, varme strande, sørøverskibe og bandeord. Hun holder af den lille sten, allerede, en god ven. Den minder hende om hvem hun er. Kærlighed. Stenen smutter ind på tungen, den er ikke så stor, men stor nok til at føles hård mod ganen. “Hah.” Hun kom til at synke, stenen sidder fast i halsen. “Hah.” “Hah.” Hun kan ikke få den op i munden igen. Det gør ondt, spænder. Hun forsøger at hoste. Men stenen sidder bare mere og mere fast. Nu har hun tårer i øjnene, løber hen mod døren. Mor er i køkkenet, var mor ikke i køkkenet? Nej. Pigen løber lidt nu, ind i stuen hvor gæsterne sidder. Panikken flyder ned over hende som varm maling. Huden prikker. Hun kan ikke få luft. Mor er oppe at stå, far trækker sig frem på sædet. Pigen kan ikke tale, sige hvad der er galt. Stuen er fuld af spørgsmål. Pigen bliver véd og véd med at klappe sig på halsen. De forstår at hun har noget halsen, men da mor stikker fingrene ind i hendes mund trækker hun hovedet væk. Mor må ikke presse stenen længere ned. Hun bliver svimmel, gæsterne og kaffekopperne danser for hendes øjne.
Pludselig hænger hun oppe i luften, far løfter hende i det ene ben, højre eller venstre? Hun har lige lært det, men lige nu kan hun ikke finde ud af hvilken hånd hun siger goddag med. Hele hendes krop ryster og er rundtosset. Hovedet hakker op og ned i takt med at far ryster hende. “Klak.” Stenen rammer den ene fortand, før den falder ud på gulvet. Læben bløder. Hun kan høre sig selv græde. Det gør forfærdeligt ondt i halsen. Hun kan trække vejret igen. Hivende og hylende gemmer hun sig i mors favn.

Dominoeffekten
Modsat Mike Leighs skuespiller metode, har jeg her brugt små hukommelser fra mit eget liv. Du kan også gøre det præcis som Micke leigh foreskriver: bruge karaktertræk, fra en bekendt, eller ham der sidder i kassen i Netto.
Ud fra devisen: “Du er hvad du tænker – dine tanker bliver til følelser – dine følelser skaber handlinger – dine handlinger danner identitet.” Hvordan former det så en karakter, der som barn, har haft sådan en oplevelse? Hvordan former det en famile og bror, – hvis stenen kvalte pigen, dér i stuen mellem gæterne.
Dét, at finde sådan én eller flere små situationer, fra din karakters liv, er en måde du kan skabe karaktertræk på … (Se eventuelt mine indlæg om koncentrationspunkter, – her er et klart koncentrationspunkt. Sten i halsen.) … Det er en måde at skrive en novelle eller en roman på. Jeg er fornylig gået i gang med et råt udkast til en roman om en produktionsskole. Her skrev jeg en masse små historier, om hvorfor eleverne var på skolen, for at lære dem at kende. Nu viser det sig så, at det slet ikke var dén historie jeg havde indeni mig, -i hvert fald er det ikke den der står forrest. Men én af de karakterer jeg skrev en historie om, er hovedkarakter i sin helt egen roman – og nu vælter stoffet, langsomt men sikkert frem, uhmmmm, livet er skønt.

Fjern presset
Hvis du angriber din historie på denne her måde, fjerner du noget af plot-presset, her er ikke noget drive, ingen steder du skal hen. Du kan kigge op i de drivende skyer, eller synke helt ned i en græsplæne, sammen med din karakter. Gør dét først, så vil jeg vædde på, at når du senere skal komponere romanen/novellen – skabe overblik og sammenhæng, så går det hele meget lettere.
Når du maler, skriver, synger eller danser, så er selve produktet – i hvert fald for kunstneren – altid det mindste af det. Alt det, som gør værket unikt, brilliant og pulserende, er dén del af isbjerget der ligger under havets overflade.

Der er uendeligt med isbjerge inden i dig. Hver en millimeter i dit liv er gjort af iskrystaller og sneskred, solskin og havoverflader.
Rigtig god tur.

Link til Mike Leigh.

About Maj Johansen

Hi I'm an artist living in Copenhagen Denmark. Thanks for stopping by

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s