Du har mange stemmer

wxyubkjmeppxmqasllft

Man taler om at en forfatter skal finde sin stemme. Som om en forfatter har én stemme som er den sande stemme. Det synes jeg er noget vrøvl. Jeg har mange stemmer. Som søster, som mor, som veninde, som hader, som elsker, som kunstner.

Som dramatiker har jeg skrevet 3 teaterforestillinger. Mit første drama : Der døde DU! Er skrevet i et meget sort sprog. Mange grimme ord : Fuck, pisvrag, vaccumpumpende klynkemund, lort i mundvigen … du véd dén slags. Det er en ungdoms forestilling inddelt i 4 monologer.
Min anden forestilling, også en ungdomsforestilling : Søstre på kanten, er en nyfortolkning af Chekovs Tre søstre. Heller ikke et helt pænt sprog, men præmissen er ganske anderledes, fordi der, i forhold til Der Døde DU!, er et plot som skal gå op. Det er en liniær fortælling, med begyndelse, midte og en slutning. Her har jeg brugt almindelig daglig tale i dialogen.
Du Gode Menneske dog, min 3. Forstilling er en “mono-dialog”, der handler om et midaldrende par, i et rækkehus. Som du nok kan forestille dig, så ligger “min stemme” her et helt andet sted.

Når stemmen ryger
Der er flere fælder i forhold til at holde fast på den stemme man har valgt at skrive med. Du har helt sikkert en bestemt stemning eller følelse som du gerne vil videreformidle til din læser. Den er der måske ikke lige med det samme. Men dukker op undervejs, mens du skriver. Og ofte må man gå tilbage i sin tekst, for at rette den til, netop fordi man senere i processen har fundet et mere klart gennemgående sprog … som så skal integreres i de første kapitler.
Når du har skrevet din tekst færdig og begynder at redigere, ryger din kontakt til den atmosfære du har intention om at ramme, simpelthen fordi du er mere optaget af retning end af sprogligt flow. Det er normalt, cool og helt ok.
Det kan også være at du, læser en roman/ser en film/et teater stykke, der påvirker din måde at skrive på undervejs i skrive processen. Ikke fordi du bevidst “planker” den pågældende forfatter (kun en god idé som skriveøvelse … ellers nallerne væk, dit sprog er dit, og dermed fedt! Ingen grund til at lege copy cat. Du er Mester i din egen butik.)

Men når du skal lægge sidste hånd på værket er det selvfølgelig vigtigt at du udligner og ensretter sproget. Ikke soldatertakt : ét-to, ét-to, men som i : finder flow i din stemme, denne histories stemme.
Filmmagerne gør dét, at de colorgrader den færdige film, hvor scenerne jo er optaget forskellige dage med små nuancer i lyset og dermed i farverne. Derfor skal filmen igennem en kemisk proces der forbedre farverne., (Så den røde bluse har samme røde tone i alle scener.) – for at få et ensartet udtryk. Et enstemmigt udtryk.
Det skal du selvfølgelig også gøre med dit sprog. Det er ikke fedt hvis der er hele kapitler, afsnit eller bare en sætning, der har en helt anden tone end resten af bogen. Det er vigtigt for læseoplevelsen at din roman er “let” at læse, – ikke banal eller med et meget lavt lixtal, men derimod flydende og let, – hvad end du har valgt at skrive noget der tendere til musisk stakato, eller flydende og blidt som en sommerbrise.

Stemmer sproget?
Jeg er lige nu ved at redigere bog nummer 2 i min triologi. Uh ja, her kan det jo gå helt i hegnet. Det er over et år siden jeg slap den første bog, og selv om jeg er meget inde i mine karakerer og mit mijlø, så er jeg nødt til at læse den første bog igennem, for igen at fange den præcise tone, der er i den.

Her er det nemlig ikke kun sætninger og dialog der skal stemme overens hele romanen igennem. Fordi det er en opfølger på bog 1, skal jeg også fange selve historiens rytme. Jeg skal ind og ramme selv fortælleformen på den første bog. Det går jo ikke at jeg har skrevet en bog i et hæsblæsende tempo, og så skriver en drømmende bog som opfølger. De læsere der vender tilbage til historien, karaktererne og miljøet, skal have noget de genkender.

Nej, nej, nej! Det er ikke det samme som at lefle for, eller at popularisere det jeg skriver. Det er at honorere den kontrakt jeg har indgået med min læser.
Som fortæller, hvad end du er forfatter, skuespiller eller danser … så indgår du en kontrakt med dit publikum. Gennem de første scener af en roman slår du en tone an. Den skal du holde. Du kan kaste rundt med potter og pander, dekorere med blomster, men den stemme du har fortalt din læser at du fortæller med, skal du holde hele bogen igennem.
Forestil dig at du er ved at se en film om rokokotidens seksuelle intriger, og så introduceres der pludselig et økonomisk tema – med slips! Det er ikke fedt. Selvfølgelig har du lov til at overraske, men hold dig nogenlunde inden for de rammer du har stillet op, ellers kan din læser få en fornemmelse af, at hun er med i et spil hvor du – den almægtige hisotriefortæller – holder hende for nar, laver reglerne om som det passer dig, bare fordi du kan. Dén leg er der ikke mange der gider at læse videre i.

Fra roadmovie til vampyrfilm
Når dét er sagt kan det naturligvis gøres, at snyde din læser – og det kan gøres rigtig godt. Det kan simpelthen være din præmis, at vende alting godt og grundigt på hovedet, en eller flere gange undervejs. Men åh! Jeg har ikke læst bøger nok til at komme med et rigtig godt eksempel, hvor en forfatter lykkes med at ændre sprog eller tema undervejs i en roman … måske George Saunders Tenth of December. Han er for vild. Men det er en novellesamling så : gælds’ ikke helt. (Tiende december. på dansk. oversat af Jakob Leviensen.)

Der er én film der er lykkes rigtig godt med at overraske så meget at jeg slukkede for TV’et. Jep … en helt almindelig hyggelig action agtig film, blev for meget for Maj Johansen. Fornærmet var hun også … “det kan man da ikke!” var hendes sure kommentar, da hun stod og børstede tænder 5 minutter efter det enorme skift. Et år senere, lejede hun filmen igen for at se den færdig, gennem en sofapude og ti svedige fingre.
Du har sikkert gættet at det var Tarantinos, (en stor amerikansk film instruktør) From Dusk till Dawn. Han havde stort held med fuldstændig at fucke med seerens “forventningstanker”. En roadmovie blev pludselig til en vampyrfilm. Chok!

Inspiration til skift i fortællestil
Hvis du ikke har set de kendte tegnefilm af Hayao Miyazaki som : Chihiro og heksene, Det flyvende slot og Min nabo Totoro, så synes jeg du skal gøre det. Japanerne laver en helt anden kontrakt med deres publikum. Deres historiefortælletradition er så forskellig fra vores, at vi, som vesterlændinge bliver blæst bagover, af skiftene i handlingen. Især Chihiro og heksene, synes jeg har et overraskende flow. Jeg ved ikke engang om man kan sige at filmens plotstruktur er anderledes bygget op. Jeg véd ikke om de arbejder sådan … med plot og vendepunkter. Filmen Min ven Totoro, har nogle vidunderlige skift i fortællestil. Men fordi alt jo er tegnet i samme “streg” og spindes omkring én primær historie, binder det filmen sammen så alt virker naturligt og flydende. Fine fine film.

Jeg ønsker dig en dejlig tirsdag, og håber du véd at du har mange stemmer. For mig er det enkelt, jeg véd at der er hundredetusinder karaktere inde i mig, jeg er skuespiller. Alle har hvert deres POV på en historie.
Det har du også, mange karaktere med hver deres mening om historiens gang. Du har mange forskellige tråde inde i dig der fører dig ind i forskellige rum. Herfra kan du : råbe, synge, hviske, raspe, fnise historier ud … for du har mange stemmer.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s