Fiks en “færdig” historie

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Jeg har knækket, brækket, forvredet og forstuvet mine knæ så tit at jeg ikke længere har antal på indlæggelser og operationer. Men min Gud hvor jeg har haft det sjovt. Jeg har danset, spillet, trænet, og for at det ikke skal være løgn – afslappet mig ind i knæskader. Ak og ve. Tud og brøl. Forestillinger og teatre, kolleger og medstuderende har hjulpet, båret og grædt sammen med mig. Det har været en stor tragedie i mit liv, og til sidst løsningen på mit liv. Da jeg kom til skade på den ultimative fede forestilling, på scenen! – med publikum på! – gik det op for mig, at der var noget jeg skulle fatte. En ny spiller blev sat til at spille min rolle og jeg gik i opløsning.

Min identitet hang og svævede uden for mig, og jeg begyndte at slippe min idé om at blive en stor skuespillerinde. Alt det jeg troede var mig, skuespilleren, begyndte at sive ud af mig som hviden på et krakkeleret æg. Men blommen blev heldigvis hængende derinde. En sætning begyndte at tage form : “Kreativitet er kreativitet er kreativitet er kreativitet er kreativitet er …” Sætningen gentog sig igen og igen i dagevis, til jeg til sidst sagde “OK, jeg har fattet det!”
Jeg forstod, at det som var vigtigst for mig var, at leve kreativt. Jeg havde tidligere ernæret mig som reklametegner, men jeg ville ikke tegne. Pottemager! Det er kreativt. Det kunne jeg også blive. Men det var ikke helt så let at gå til som … at skrive! Jeg elskede at skrive og havde også skrevet nogle forskellige små historier, i årenes løb, så hvorfor ikke.
Efter 2 uger i sygesengen, humpede jeg over til min store stationære PC, knoklede mit ben op på en skammel, og begyndte at skrive. -Resten er historie …”

Hvis din roman er kommet til skade, halter lidt eller ligger i komatilstand i din skuffe på 3. År … så er der hjælp at hente. Du kan hjælpe den med at finde sin sande eller en ny identitet.

Din roman er næsten færdig
Lad os sige du har en roman som er OK, sådan bare ok … altså den er ok, den mangler en gennemskrivning mere, men ellers er den ok … den er da ok? Er den ikke?
Tsk, tsk, tsk … den går jo ikke. Din roman skal føles : gibende, gysende, grænseoverskridende fantastisk. Her er OK bare ikke nok!
Så : hvis det er lidt svært at finde romanens puls når du stikker fingeren i jorden – indeni dig – så er der noget helt galt. Det er ikke hverken nemt, eller fedt at indrømme. Uger, måneder, måske års arbejde flimre rundt i dit indre som natsværmere uden et lys at flakse om.
Hvor er det gået galt? Er det en karakter der skal have kniven, er det sproget, er det tiden … tidslinjen … 1.-2.-3. Person … plottet … dig … mig?

Før du trækker dig selv ud i lokummet.
Der er en ganske enkel vej til at finde fejlen(e) og få den fede følelse tilbage. Du kan skrive din roman som en novelle. Uden at se dig tilbage, kan du, med så mange detaljer du husker, fortælle din roman i novelleform.  På den måde vil du være tvunget til at finde hovedtrækkene frem, skære fra og droppe dumme detaljer. På den måde kan du mærke hvad der virkelig er vigtigt for din historie. Du vil opdage at hovedtemaet skærpes. Temaer der falder ud, karakterer der bliver til dialog,  dialog der bliver til handling, handling der bliver til dialog osv. osv.

Hvis du har skrevet en mega roman, med mange karakterer eller mange plots og sub-plots, kan du skrive 2-3 noveller over samme historie.

Processen kan være pinefuld. – helt sikkert ikke en tur i tivoli. Det er lidt som at drikke petrolium og sluge en Zippo. (Men hey! Det her gør det så meget lettere at fin-tune eller skrive din synopsis.)

Der er guld for enden af regnbuen
Når du har din novelle, eller dine 2-3 noveller, har du også en fornemmelse af hvor den store historie – din roman – skal strammes eller skæres. Du vil finde ud af nye ting omkring dine karakterer og dit plot. Ting du ikke kan tænke dig til. Elementer du kun kan skrive frem, kigger ud fra skyggerne. Måske bliver der kastet lys på en bestemt del af din roman, som du ellers holder meget af, men som du nu kan se mere objektivt på. Du kan nu, med dit knivskarpe blik, skære den helt væk, fordi den ikke tjener historien. Dine Darlings … dine små elsklinger … var måske svære at inkorporere i novellen, og du kan nu se at de faktisk helt kan undværes.

Det samme kan naturligvis lade sig gøre, med de enkelte dele, eller bare et kapitel af historien. Hvis du har et kapitel der ikke hænger sammen, så tag 10 procent af dit word-count, og brug det som ramme for din kapitel-suppeterning. Når du har den, kan du skrive kapitlet igen, ud fra en klar kerne.

Jeg håber du kan finde ud af at bruge det du har skrevet og konstruere noget nyt og bedre ud fra det. Husk på : “kreativitet er kreativitet er kreativitet.” “En fortælling er en fortælling er en fortælling er …”

Rigtig god fornøjelse.

2 responses »

  1. Pingback: Forfatter-tricks: Overblik er din omvej til en genvej – Sally Sharf

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s