Tal til mig – at arbejde med karakterer.

16336501656_ecd1888229_z

Kan du huske hvordan det var at lege. At forsvinde helt, glemme tid og sted og bare være en pirat, en balletdanser eller en hund?

“Skal vi ikke lege haj?”
“JA!” Jeg elskede den leg.
Vi havde en pejs, der var muret op midt i vores stue, (indtil min far fik den geniale idé at mure en blomsterkrybbe op, mellem pejsen og væggen.) Før dét, var pejsen super fed, fordi man kunne løbe rundt og rundt om den. Så havde vi også et meget stabilt brunt korkbord, man kunne hoppe op på med stor fart … hvis man huskede samtidigt at dukke hovedet, så man ikke dunkede det ind i den store brune keramiklampe der hang ned fra loftet. (Jep jeg var barn i 70’erne)
Bordet var vores skib, gulvet havet, pejsen … noget man kunne bruge til at løbe rundt om, når man skulle løbe/svømme væk fra en haj … og hvis man var virkelig sej, kunne man kravle helt op oven på pejsen, som om det var en klippe midt i havet, og så kunne de andre svømme ud for at redde en.
Vi kunne forsvinde dybt ind i det piratunivers, hvor vi bare løb og løb, og hoppede op på bordet før vi løb lidt igen. Det eneste der kunne ødelægge den fede fede leg var, når vi begyndte at konstruere alt for indviklede regler … så døde den.

Halvcirklen
Når jeg skriver, forsøger jeg ikke at blande mig i den vilde, frit flyvende kreativitet. I stedet forsøger jeg, at følge med karaktererne så godt jeg kan, også selvom de foreslår nogle temmelig ulogiske træk ind i mellem. Jeg forsøger at have tillid, at lytte og lege, uden at tænke.
Hvordan gør man så det? … jeg ved ikke hvordan “man” gør, men jeg kan fortælle om én af de ting jeg gør for at holde fortællingen levende.
Jeg kan ikke helt huske hvornår eller hvordan det opstod. Men som skuespiller opdagede jeg en dag, at der bag mig sad en stor halvcirkel af mennesker. Jeg kunne ikke se deres ansigter, de lå i skygge. Men knæ og fødder var oplyst af det lys jeg stod i. Der var ingen tvivl, jeg stod i et oplyst rum fyldt med spil levende karakterer. Mit hjerte begyndte at banke lidt hårdere i brystet på mig, én af silhuetterne bag mig rejste sig. Det var helt klart en selvstændig personlighed … det var én som kunne hjælpe mig med at blive til den karakter jeg skulle spille.
Det var en kvinde, hun kom op bag mig og trådte ind gennem min ryg. Her stod vi så lidt. Jeg begyndte at bevæge mig sammen med hende …. Og hun var med i dagens prøver. Dagen efter gentog vi processen. (Jeg sover altså ikke med min karakter på. Den træder ud så snart jeg er færdig med dagens prøver.)
– Når jeg skulle lokke en ny karakter frem fra den skyggefulde halvcirkel, lukkede jeg øjnene og trak vejret med de informationer, jeg havde fra teksten, og instruktøren. Uden undtagelse har de været der for mig, nogen gange kom der mere end én frem, andre gange har jeg måtte bede karakteren om at træde tilbage og lade en ny komme frem, fordi den ikke lige passede ind.

Ind på land
Selvom jeg ikke længere spiller teater, så bruger jeg stadig rummet med alle mine karakterer. Jeg har fuld tillid til at de er der alle sammen. Det foregår selvfølgelig ikke helt på samme måde. Karakteren kommer ikke helt ind i mig, den er omkring mig, hvisker til mig, viser mig hvad den ville gøre eller sige, i den situation jeg er ved at skrive om. Det er som om jeg er inde i dén, i  stedet for omvendt. (Hvis det giver mening)
Det er som om jeg kigger ud gennem karakterens øjne, taler med hendes mund, og mærker hendes puls slå.
Når jeg skriver en historie er det ikke alle karaktererne der er dukker op på én gang. Der er en eller to. Langsomt træder flere og flere karakterer ind i lyset og begynder at tale med, – og interagere med de karakterer der allerede er til stede i rummet. Nu kan jeg bevæge mig ind og ud mellem dem, træde helt ind i en karakter for at opleve hans POV (Point of View) på en situation, eller mærke en reaktion.

Når jeg er kommet ud af legen på de vilde våger, starter jeg på redigeringen. Her begynder jeg at strømline, finde retning, trække spændingen ud osv. Jeg har det som om jeg skal oversætte det interne sprog, jeg har modtaget fra mine karakterer. Jeg skal gøre det forståeligt for de mennesker der er i denne verden, vores verden. Mit hemmelige univers som jeg har opbygget sammen med karaktererne skal omformes til termer og idéer af denne virkelighed.

Tal til mig
I denne del af processen kan jeg miste den tætte kontakt jeg havde med mine karakterer. Plottet og sproget får helt naturligt større vægt … det er her legen har stor chance for at dø. Regler og retninger, kan kvæle noget der ellers lige var så sjovt.
Jeg lytter simpelthen ikke når jeg eks.: – trækker Ana ud af en køkkenscene. Jeg flytter hende fordi det er praktisk. (Der er måske noget hun ikke må høre) -og det bliver i første omgang lidt klumpet alá : “nå men jeg er træt, tror jeg tager mig en lur.” Ana går ud.
Men hvis jeg nu lyttede til Ana, samtidig med at jeg holder fast i at hun skal ud af det køkken, så hjælper hun mig. Det kunne se sådan her ud : “Hvad?” Ana ser på Benji der smiler indforstået til Tomas. “Du ligner en der har kødsovs på kinden,” smiler Tomas og prikker hende på næsen.
Ana der har været på jagt, bliver klar over at hun har blod i hovedet og går ud for at vaske blod af ansigtet. (Alá-cirka-omtrent-noget i den retning)
Når jeg træder ind i Ana, mens hun står sammen med Benji og Tomas, husker jeg pludselig at hun 4 sider tidligere har stået i en kamp, hvor hun fik blod i hovedet. Jeg mærker måske også at hun ikke gider deres indforståethed, og bare har lyst til at skride, kødsovse-joken er den perfekte undskyldning.

Der er meget meget mere at sige til dét at arbejde med karakterer. Der er flere metoder som jeg flytter fra min skuespiltræning og over i mit skriveri. Her var bare en lille bid.

Tak fordi du læste med. Stil gerne spørgsmål eller fortæl hvordan du arbejder med dine karakterer. Rigtig dejlig dag til dig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s