Følg din frygt

7254207742_9b388a6373_z

Min helt Peter Bastian, har lavet nogle podcasts som er et øre værd. Bastian er musiker og filosof, og han vækker liv og lykke i mig, når jeg lytter til hans stemme og hans historier.

I en podcastet Mands minde, fortæller han fabulerende og levende i 9 episoder og om at leve, og have et kreativt liv i det hele taget.
I episoden “gå aldrig ned fra scenen”, fortæller han bl.a. om nervøsitet og angst, og det at skulle præstere foran andre mennesker. Her var der specielt én sætning, som gav genlyd, langt ind i min kreative sjæl. Den lyder cirka sådan her : ” … før man skal på scenen kan man føle sig totalt angst. Men følelsen af angst ligger meget tæt op af en følelse af spænding: svedige håndflader, hjertebanken og vilde tanker. Og det er jo en helt anden sag at skulle gå på scenen, med en følelse af at være spændt, i stedet for at være angst for det.”
GENIALT! Siger jeg bare.
Det er nok ikke nødvendigt at fortælle dig, at Peter Bastians ord har reddet min arbejdsdag som skuespiller mere end en million gange.

Det er ikke svært at tage den historie med over i skrive arbejdet. Da jeg for eksempel begyndte at skrive, gik det hele fint. Det var sjovt, og nemt, og tjah … en leg. Det er amatørens privilegie. Men da jeg begyndte at lægge guld på vægten, jetoner på spillepladen, da jeg satsede, om ikke alle mine heste, så i hvert fald de bedste jeg havde, begyndte spændingen at vokse.
Da jeg begyndte at tænke, at jeg virkelig gerne ville skrive – sådan rigtigt. – Efter jeg satte mig for at øve mig, hver dag, så jeg kunne blive god til det (det umulige mål.) Begyndte spændingen at bide, nervøsiteten kradse sig ind i min lethed … uuh, og efter jeg første gang havde solgt og udgivet noget. – Efter jeg forsøgte mig med at mumle “jeg er forfatter”, dukkede nervøsiteten først for alvor op. Jeg var gået fra at være let og legende til at være nervøs når jeg arbejdede.

Nu var der noget på spil. Frydefuldt : Yaiks! – Nervøst : Yaiks!

Da jeg havde trukket min enhjørning ud af drømmen og ind i virkeligheden, begyndte mit hjerte at slå, ikke af nervøsitet men i spænding. Pludselig betød det jeg skrev noget. Ikke for min løn-chek, et forlag eller en læser. Men for mig. Jeg begyndte at identificere mig med at være forfatter. Og når man identificere sig med noget, hvad som helst, så er man potentielt på skideren. For identitet er ikke noget vi har lyst til at tabe på gulvet. Læs evnt. mit indlæg :  At være eller ikke at være … dum.

Nogle dage, blev spændingen til angst. Nogle dage, hang mine fingre svævende over tasterne, sitrende som vilde svaler uden hjemstavn. Flimrende og rystende, vippede mine fingre for enden af hånden, ude af stand til at at dykke ned og nyde tasternes magi.

Hvad gør man i sådan en situation? Rejser sig og går? JA! Men det hjælper ikke, for man bliver uforklarligt rystende nervøs igen, lige om lidt. Så, nej det gør man ikke.
Man beroliger sit urolige hjerte, med søde ord, og luftkram. Og så bliver man ellers siddende, med vippende hænder og ånder gennem et buldrende bryst, mens man plukker håbløst uduelige ord ned på skærmen. Omvendte ordstillinger, bogstavsbyt og usammenhængende sætningskonstruktioner, til siden fyldes. Langsomt begynder hjertet at falde til ro, langsomt, er fingrene knapt så stive, langsomt begynder der at dukke mening op på linjerne.

Jeg har aldrig forstået hvad det var jeg var så bange for, ikke helt. Tidligere tiders nederlag måske, frygt for at lykkedes, eller frygten for at mislykkes. I dag er jeg blevet for gammel til at lede efter hvorfor’erne, gamle minder fra fortiden som kan bruges til at finde logik i nutidige sår. De psykologiske grunde til nederlag er ikke altid brugbare. Jeg er mere interesseret i at nyde det nyvundne land.

Det var ikke dét, at det jeg skrev, langsomt blev til noget der var læselig, der var så stort for mig. Dét der var stort var, at jeg var kommet ud gennem Nerve-Gerdas tjørnehæk … Igen. Jeg skulle stadig krydse den enorme pløjemark, der ligger bag hendes have. Der er stadig arbejde at gøre når du slipper gennem nervøsitet og angst. Men det betyder knapt så meget. Det er et stort øjeblik at gå gennem angstens slør.

Det er lige meget om din angst er, at du skal fange en edderkop, springe bungee jump fra et køkkenbord, eller dele ud af din kreativitet. Hvis du går gennem Nerve Gerdas tjørnehæk tit nok, så opstår der et hul i hækken!
Jeg kan ikke huske hvem der har sagt det, men det er klogt, så : “Jo mere frygt vi føler omkring et specifikt job, eller en idé, jo større chance er der for, at det vil bringe os lykke.”

Jeg ønsker at du må få evnen til at skelne mellem angst og spænding … og at du får gå på mod nok til at gå gennem din tjørnehæk … igen og igen.

 

About Maj Johansen

Hi I'm an artist living in Copenhagen Denmark. Thanks for stopping by

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s