Når man skal finde sit flow

Posted on
Når man skal finde sit flow

At finde sit skriveflow kan være både tricky og smertefuldt

Jeg bygger broer
Når jeg begynder på en tekst, eller skal tilbage til en tekst, jeg har skrevet på for et stykke tid siden, tager det mig minimum 3 dage at komme helt ind til opgaven. Eller faktisk, kun til udkanten af opgaven – der er stadig langt ind til midten. Men jeg bevæger mig inden for opgavens cirkel, i løbet af en halv uges tid.
Det er en underlig tid, de 3-4 dage. Dage jeg i forvejen véd, ikke er særlig frugtbare, rent tekst mæssigt. Det eneste de er gode til er at fungere som bro ind til den cirkel, jeg sådan længes efter at stå midt i.
Så ja, det er pinsomt for mig at begynde at skrive, eller plotte historien ud, hvis det er det der er opgaven. Jeg ved ikke om det egentlig er så meget fordi jeg stræber efter det perfekte – det tror jeg ikke – det tror jeg virkelig ikke – jeg bryder mig i bund og grund ikke om perfekt, (den gængse idé om perfekt – noget uden fejl) – det er for glat og upersonligt på en måde. (Der er et andet indlæg om ‘perfekt’ … så du kan læse hvad perfekt er for mig) … men nej, det er ikke min stræben efter det perfekte, der gør det pinsomt. Det der er pinsomt er fraværet af en følelse, en helt fysisk følelse, der endnu ikke svare til min forventning – mens jeg bygger broen – der skal føre mig ind i den forbandede cirkel hvor alt er rart og nok skal gå. Herinde er der ingenting der er pinsomt.
(At søge en bestemt følelse, kan naturligvis også kaldes for en form for stræben efter det perfekte. Men følelser er for mig, mere udenfor resultat. Det er helt anderledes end at vælge korrekte ord, sætningsstrukturer, og jage bestemte plots, for at opnå en litterær perfektion.)

Lego klodser
Når jeg bygger min bro er det som om jeg kun har Lego til rådighed. – Ja der er virkelig mange former for firkantet, og mange farver og muligheder. Men i et landskab, eller en flage birkebark er der bare så mange flere muligheder for historier. Flere overraskelser.
Så mens jeg sidder i tre dage med mine glatte klodser i ens farver – gul er gul – grøn er grøn – og klodser noget sammen der skal forestille en historie, så længes jeg efter skæve former og overraskende farvespil. Jeg ved de findes inden i mig – men jeg har kun Lego til rådighed, broen er endnu ikke klar. Jeg er mildest talt træt af det hele.
Nu skal vi heller ikke glemme, at forud for denne kluntede opstartsproces, ligger der flere måneder, og mindst en uges meget aktiv mental opvarmning, som tilløb, til overhovedet at gå i gang med den aktive proces – at skrive noget ned. Som en højdespringer løber jeg hen til overliggeren, for at hoppe over. ”Nu skriver jeg”, tænker jeg mens jeg løber hen for at springe. Men i sidste øjeblik fortryder jeg, vender om. Tager endnu en tur i manegen, tager tilløb igen, sætter af – fortryder. Som en jubel idiot i alt for korte shorts håber jeg, mens jeg igen løber hen mod overliggeren, at nu, begynder jeg at skrive mig en bro. Men så var der lige en opvask, eller en telefon der skulle tjekkes.

Forventninger
Med årene har jeg lært at buddhisterne har ret i mange ting – jeg har især bidt mig fast i én lærersætning, “forvent intet.” Det er ikke nemt at efterleve, men ind i mellem husker jeg på, ikke at forvente et bestemt resultat. Det redder mig virkelig når jeg skal ind til mit skrive, – eller plotflow.
Med den sætning i baghovedet kan jeg bedre bygge broer uden at længes – uden at forvente at få en bestemt følelse, eller et fint udført fundament til min bro. Sandsynligheden for; at det fundament jeg bygger i de tre dage, -er alt for firkantet, -ensfarvet og skrøbeligt, er svimlende. Det er her det er meget let at give op. Det er her jeg har givet op, hundredvis af gange.
Det jeg har redigeret på de tre, fire dage, skal helt sikkert redigeres igen, det jeg har skrevet, er lige til at putte i blenderen. – og dog. Hvor klodset det end er, har det banet vejen for det som jeg har længtes efter. Med rystende hænder, der hænger som sultne fugle hen over alfabetet, der tålmodigt bliver på deres pladser, mens de tænker “come on, hvad havde du regnet med? At vi skulle gøre det her alene?” -så begynder jeg at skrive … klik … klik … klakklak … ét ord på skærmen, flere og flere kommer til, hvis jeg ellers kan lade være med at tænke, og i stedet tro på at fejlene er perfekte til det de skal bruges til – nemlig at finde flow – så får Lego klodserne langsomt men sikkert de skønneste kummelure, kniks, og bluffs, og jeg står i kanten af cirklen – inden for – og er lige ved at skrige, for nu kan jeg mærke det – flow –

Det forbandende flow
På en måde har jeg lyst til at købe kager, eller cykle til Tyskland, for at fejre det, når jeg har fundet flow. – og det har jeg også gjort, da jeg var yngre, mere naiv. (Jeg har købt mange hundrede kager) Men flow er ikke noget man skal spøge med, det forsvinder som dug for solen hvis du begynder på noget andet.
… men hvis du har sat din røv på den stol i de dage du skulle, og har arbejdet som den lille hest du er, så er det ikke helt forfra, hvis du kommer til at købe en kage i glæde over du har fundet dit flow. – så er der måske kun en lille halv time, eller ti minutter med fingrene på tasterne, før du igen bliver inviteret inden for i cirklen.
For mig er det en følelse af et stille sus, som jeg ikke kan beskrive. For dig er det noget andet. Men en ting har vi til fælles, og det er at vi hver har vores flow. Kreaflow, -skrive, -plot, -cykle, -lave mad, – få det hele til at hænge totalt meget sammen – flow. Det er et skønt sted at være.

Der er naturligvis meget mere at sige om flow, hvis du har lyst til at vide mere, er der skrevet flere gode bøger om emnet.

Bo Skjoldborg er en dansk forfatter der holder kurser i flowskrivning. Han har desuden skrevet en god bog om emnet. “Flowskrivning”. Den er nem at overskue, og fuld af fede fifs og hjælp til at finde sit flow. På hans hjemmeside kan du hente et uddrag af bogen.Klik.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s