Læseprøve …enjoy

Kapitel 1

Tomas lå på sofaen i stuen og shufflede rundt på sin tablet, da Benji smed et print på sofabordet.
”Jeg tror, der er én, du leder efter, på det her billede,” sagde han og nikkede.
Han stod som sædvanlig med armene over kors og havde nær mistet balancen, da han sparkede til Tomas’ fod. Benji var en typisk mørk gran*, de skarpe øjenbryn og det glatte sorte hår, der altid hang ned over hans skæve øjne, fik ham til at se tillukket ud. Tomas kunne ikke regne ud, om han gjorde nar, eller om han rent faktisk var glad.
Tomas tog billedet og gloede på det. Det var fra en retssag nede i København et sted. Han genkendte nogle af de folk, som stod i forgrunden.
”Ja, og?”
”Her!” Benji kastede en lille håndscanner over til ham, og Tomas begyndte mistænksomt at trække den ned over fotoet.
”What?” Han kørte scanneren ned over fotoet igen og igen. “Er det hende?”
”Det ser sådan ud!”
”Jamen …”
”Tro nu bare på det mand!” Benji slog sig ned i sofaen og gav Tomas et venskabeligt skub.
”Fuck, hvor er det vildt! CESPI*? Det kan sgu da overhovedet ikke lade sig gøre!” Tomas’ hjerne loopede rundt i tomme labyrinter.
Benji havde allerede fundet Center of Exrasensory Perception Investigation* på tabletten.
”Ok, deres Seere står listet her.”
Han klikkede sig ind til oversigten over de ordinarys*, der fungerede som Seere for CESPI. Det var et sideprojekt PET havde kørende, hvor politi fra ind- og udland kunne komme og søge hjælp, når alle deres traditionelle efterforskningsmetoder gik i nul.
”Men …” Tomas var målløs. ”Hvordan kan det være hende? Vi har en klar aftale med dem, de kan ikke bare beholde hende. Hvorfor er hun ikke kommet hjem? Hun må da vide …”
”Følg nu bare med,” afbrød Benji, mens han tastede ad-gangskoden – for en kriminalkommissær Karin Hedegård – ind i kodefeltet.
Tomas gad ikke engang spørge, hvor han havde den fra. Benji var en kamæleon. Det var hans humør desværre også, men det var der ingen grund til at fundere for meget over, lige nu var han på Tomas’ side.
”All right. Se her!” Benji gav Tomas en albue i siden. ”Selvfølgelig er hun ikke ansat som almindelig Seer*. Hende her …” sagde han og tastede sig igennem et par adgangskoder mere, ”skal man have kode for at komme ind til, og se! Så er der bare en silhuet med Fotografen er på vej-mig i røven! Hør lige teksten: Rose Lund, udelukkende konsultation efter aftale. Det véd du godt, hvad betyder! Hun hedder Rose Lund, ha! Gad vide om det er noget, hun selv er kommet op med, eller om det var det navn, kroppen havde, og så har hun bare beholdt det?”
“Men, havde de ikke hende … hvad hed hun, med ørerne?”
“Nej, hun fandt jo en kæreste i en af de Østeuropæiske familier. Det er længe siden.”
Tomas rejste sig, gik over og stillede sig i den åbne terrassedør. Han spændte armene ud imellem skydedørene og tog en dyb indånding.
”Det her er jo mega … B! Tænk, hvis det er hende? Det ville jo være …”
”Mega fedt!” sagde Benji og gik ned mod Anées kontor. ”Pak et jakkesæt, så er vi på vej! Jeg er chauffør*, du er for ustabil!”

Anées ringede allerede inden, de havde fået flyet i luften.
Benji grinede og tastede på ”medhør”, mens han riggede cockpittet til.
”Anées!”
”Hvor er I?”
”Vi er ved at rigge Strandbaronen til, vi skal lige have set på Baronessen, hun er …”
”Jeg er ikke interesseret i, hvilket fly I tager! Jeg er interesseret i hvorfor! Hvad skal dét betyde: Er tilbage om tre dage? Det er en helt uacceptabel lille seddel! Som om I er smuttet ind til byen for at få en øl!” Anées kørte på med sin allermest faderlige tone.
Benji elskede det. ”Se nu på fotoet inden du …”
”Ja, hvad er det for et foto? I skal ikke ind på CESPI, uden at have en aftale først! Og du skal ikke prøve at binde mig en historie på ærmet, Benji, det kan jeg godt sige dig!”
”Jeg smider bare Tomas af nede hos Signe og Ragner. Jeg er tilbage i aften, Anées! Kør lige scanneren ned over fotoet. Der sidder en lille kvinde helt i baggrunden, hun har sådan noget lyst hår, der er lidt rødt i det. Kan du se hende? Hun taler med én i en blå bluse.” Han tav og ventede på, at Anées skulle få øje på den næsten usynlige afgrænsning af lys, der var rundt omkring Ana.
Sådan en ring* havde de alle, det var et slags fingeraftryk. Anas ring havde en lys violet nuance. De kunne endnu ikke være helt sikre på, at det rent faktisk var hende. Det kunne være en anden, som havde næsten den samme farve. Først når Tomas var i samme rum som hende, kunne han være sikker. Så ville han helt fysisk kunne mærke, at det var hende.
”Jamen, for pokker da!” udbrød Anées. ”I tror da ikke, at det dér er Ana?”
”Hvem skulle det ellers være?” spurgte Tomas nervøst, mens han kiggede på sin hånd, der hele tiden åbnede og lukkede sig. ”Den eneste, der nærmer sig dén nuance, er hende Elise fra den Sydeuropæiske familie. Og hun har aldrig arbejdet for CESPI, vel?” Hans knoer var helt hvide. ”Jeg må se at falde ned,” tænkte han og pustede lidt til sin knyttede næve. ”Hvis det her er endnu et vildspor, så kan vi næsten ligeså godt opgive med det samme … igen.” Han holdt vejret, der var frygteligt stille i cockpittet. ”Hvad mener du, Anées?”
”Jo, jo, det er rigtigt men …” svarede han endelig.
Tomas lukkede øjnene og pustede ud. Igen var der stille i den anden ende. Selvom Anées var en af de Ældste*, så kunne det stadig lade sig gøre at bringe ham ud af fatningen.
”Hvad så, Gamle. Det er da ikke tårerne, du kæmper med?” drillede Benji.
”Åh! Må jeg være fri!” kom det prompte fra Anées, men hans stemme lød grødet. Han rømmede sig. ”Sig til Ragner og Signe, at de bliver i hytten, indtil Tomas og Ana er i sikkerhed hos dem. Og du er tilbage her i aften unge mand!”
”Ja far!” grinede Benji.
”Og Tomas …”
”Ja?”
”Pas nu på!” advarede han. ”Vi véd ikke, hvad der er sket med hende. Der er helt sikkert en grund til, at hun ikke er vendt tilbage. Du må ikke skræmme hende, gå forsigtigt frem.”
”Vi har været gennem det hundrede gange, Anées!”
”Og du bliver nede på første sal! Hvis Viktor Svendsen eller nogle af de andre oven fra …” Han tav.
”Anees, vi er ved at være klar til at lette …” brød Benji ind.
”Jeg er krafteddermar’ så vred, at jeg ikke kan formulere mig!” råbte Anées i den anden ende af medhøret. Men så besindede han sig, og Tomas kunne høre, at han tog en dyb vejrtrækning.
Det var næsten utænkeligt, at CESPI kunne have hende i deres organisation uden at vide, at det var hende – så det Anées oplevede lige nu, var lunken pis, der løb ned af hans ryg.
Den Skandinaviske familie havde en stående kontrakt med centret for ekstrasensorisk efterforskning. De lod familien være dem, de var. Til gengæld jagtede og nedlagde familien dem, de ikke kunne kontrollere med det almindelige politi og de love, de ellers havde til rådighed. CESPI havde lige brudt den kontrakt big time, hvis det var Ana, de havde.
“Lad mig nu lige tjekke, at det er hende.” Tomas forsøgte at berolige familiens overhoved. “Måske er det en Seer uden familie, som vi ikke kender til. Måske tager vi fejl.” Hans hjerte sank i brystet på ham bare ved tanken.
Det lød, som om at Anées kastede et eller andet gennem rummet. “Lige meget hvad, så er de nogle røvhuller. Hvis de begynder at ansætte deres egne … “Anées tav. “Det ville passe fint ind i Viktors kram, hvis han fik held til at starte sin helt egen familie. Så kunne han lukke os ned. Hvem ved, hvad der så sker?”
Benji blev lidt stiv i sædet.
“Rolig nu, Gamle, der er ingen grund til at male fanden på væggen. Vi ved mere om et par døgn.”
Der lød en utilfreds brummen i den anden ende.
”Vi er klar til take-off …” gentog Benji.
”Tomas! Hvis du bliver genkendt, bliver du bænket, og hvis du bliver bænket, svarer jeg ikke for konsekvenserne!” Aneés prustede i røret. ”Bare få hende ud derfra, ok? Så ordner jeg det formelle med de øverste etager senere!”
“Anées,” Benji brugte sin allermest myndige stemme. Det var sjældent, at Anées blev bragt sådan ud af fatningen, sandt at sige var det ikke videre betryggende. ”Jeg fikser en sagsmappe og en identitet til ham, ingen vil overhovedet overveje, at der sider en jæger* i deres venteværelse i morgen eftermiddag!” Så slukkede han for mobilen og hjulene på familiens lille Beech Baron 55 var på vej hen over den grusbelagte landingsbane.

(Der findes en ordbog bag i bogen)

Kapitel 2

”For God sake! Hvem prøver de at narre?” Jeg tværede læbestiften af med et lommetørklæde fra en gyselig lille dametaske, der åbenbart hørte til det outfit, jeg var klemt ned i. De insisterede altid på, at jeg skulle se præsentabel ud, når jeg skulle ud på house calls. I dag havde de så lagt en kjole frem på sengen og sandaler! ”Tumper!” Jeg trådte ind i elevatoren, trykkede på knappen til foyeren og vinkede opgivende til spejlbilledet af mit spejlbillede på den modsatte side af elevatoren. Hundrede genspejlinger af en ukendt kvinde vinkede synkront til mig inde i det lille røgfarvede fængsel. ”Yaiks! Hvor du ligner den lort, du er!” vrængede jeg af mig selv.
Den eneste grund til, at jeg stod her, var, at når vi bliver bestilt til et hjemmebesøg, så kommer vi ikke bare en tur ud i byen, så får vi også, som de veltrænede hunde vi er, en selvvalgt godbid, når vi kommer tilbage til centret. Det var den eneste grund til, at jeg ikke havde faket et sindssygt anfald af udmattelse efter aftensmaden. Min godbid er mere flow*!
Ej, det var også fordi, jeg vidste, at det ville blive et kærkomment afbræk i at få billeder ind på nethinden af døde mennesker, der manglede en morder og et motiv. Jeg kendte lidt til pigen, som jeg skulle Se på, Nini. Hun var kun tretten år gammel, og før hun for nogle måneder siden blev bragt ind i min konsultation første gang, havde hun været ved at dø af meningitis. Efter hun var blevet rask, var hun begyndt at få nogle voldsomme hysteriske anfald, der resulterede i at hun mistede bevidstheden. Hun var tvær, og ville ikke tale om sine problemer. Nu håbede man så åbenbart, at jeg kunne Se noget mere … noget godt. Alle håbede altid på godt nyt.
Det vendte sig i min mave. De mennesker, jeg fik lov at Se på, havde sjældent godt nyt i vente, ikke engang børnene. Nini var en underlig pige, meget fjern, næsten uhyggelig. Jeg var spændt på, hvad jeg ville få at Se. Hun mindede om et stankelben, meget fin og spinkel, og lige så tilpas fræk, at man fik lyst til at proppe hende ned i en rygsæk og tage hende med hjem. Men jeg kendte desværre også hendes far, Viktor Svendsen, manageren for hele CESPI! Han er min chef og lige så kold i røven som en alligators hjerne.

Jeg viftede lidt med kjolen. Føj, hvor var det indelukket i den her snegleelevator! Jeg lovede mig selv ikke at tænke mere, aldrig mere! Jeg fik kvalme af det. I det hele taget havde jeg haft det vildt underligt, lige siden en ung olivenfarvet efterforsker noget fortumlet havde forladt min konsultation i eftermiddags. Tomas Persson hed han. En meget cool oliven* ellers, men jeg gør mig ikke i kolleger, så jeg forsøgte at ignorere ham efter bedste evne. Det var så en plan der slet ikke lykkedes.
”Rose Lund?” havde han fremstammet med en sandet stemme i venteværelset.
”Denne vej …” peb jeg, mens jeg nærmest løb ned af gangen mod mit hvide helvede af en konsultation.
Da jeg viste ham ind, insisterede han på at give mig hånden, det er ellers ikke noget, jeg sådan gør. Et lyn løb igennem min arm, da han tog min hånd. Jeg tror endda, jeg snappede lidt efter vejret, men det opdagede han ikke, for han snublede selv over dørtrinnet. Vi var kun alene i ti minutter, alligevel kunne jeg ikke få ham ud af mit hoved.
Det var også fordi, jeg ikke kunne Se ham – jeg var ellers kendt for at være en bad ass Seer, men ham her! Jeg fik ikke en eneste lille gnist*. Jeg fuckede totalt op.
Fuldstændig ud af det blå trak jeg hans hoved virkelig hårdt bagover, inden vi overhovedet var kommet i gang med sagen. Så kan jeg ikke huske det næste, der skete, men da jeg åbnede øjnene igen, lå han på gulvet foran reolen – og han indberettede mig ikke. Jeg syntes nærmere, at jeg kunne spore et lille dæmpet smil på hans guddommelig smukke læber, da han bakkede ud af døren.

”Av!” En vildfaren øjenvippe havde sat sig på tværs i mit øje. Jeg lænede mig frem mod spejlet for at pille den ud. ”Lorte makeup!”

Næsten umærkeligt skifter min hudfarve fra at være fregnet og lys til at blive gylden. Jeg trækker ansigtet lidt ud fra spejlet og drejer hovedet, mine øjne forsvinder næsten helt under et par stramme, skæve øjenlåg, mit hår bliver sort, glat og langt. En gran? Shit! Langsomt bliver min profil lige og skarp, og mine øjne begynder at bule ud, grønne og dystre. Jeg er oliven. Jeg ser mig selv åbne munden af forbløffelse. Men så mister mine læber sin fylde, de bliver smallere for øjnene af mig! Uvilkårligt lukker jeg munden og fører hånden op til læberne, huden på hånden er kridhvid. Jeg er birk* igen, men det er ikke mit eget fregnede ansigt, der stirrer tilbage; hende, der kigger ud på mig, er et år eller to yngre end mig, seksten måske sytten. Hun glor forbløffet på mig med et par mørke og indtagende øjne. Tårerne springer frem i mit blik, jeg blinker. Da jeg igen åbner øjnene, er jeg en smuk chokoladebrun mahogni*. ”What?” Jeg hører min egen stemme dirre imellem panelerne i glaskassen og griber fat i en tot hår, der hviler på hendes skulder. Det er ikke bare synsbedrag! Håret er kruset og tykt imellem fingerspidserne på mig. Der er ikke noget at tage fejl af, sådan ville mit eget hår aldrig føles.

”Shit!” Jeg kneb øjnene hårdt sammen og støttede mig til spejlet med begge hænder. Jeg hev vejret ind gennem næsen og bøjede nakken. ”Shit! Shit! Shit!”.
Det hele sejlede, så jeg måtte bruge al min kraft for at blive stående oprejst, mine knæ var tomme, som det sug jeg havde i maven. ”Jeg lover, lover, lover, at skære ned på min flow!” Jeg talte ud i rummet, så jeg var sikker på, at jeg hørte, hvad jeg selv sagde.

”Ding”, elevatoren havde endelig fået jordforbindelse. Forsigtigt løftede jeg hovedet, åbnede øjnene og fik til min store lettelse øje på mit eget spejlbillede. Det var ellers ikke noget, jeg plejede at være specielt glad for at se, men selv med en mascaraløber under venstre øje var det et kærkomment syn! Noget genkendeligt. Mit hjerte hamrede i brystet under den tynde kjole, jeg var tydeligvis ved at blive sindssyg.
Jeg grinede underligt af elevatordørene, der venligt gled til side som et metallisk tæppe for at slippe mig ud i virkelighedens foyer. Jeg havde tit overvejet at stikke af fra CESPI, men den her slags oplevelser var én af grundene til, at jeg ikke turde. Her var der vagter og sygeplejersker, der passede på os 24-7, det var der ikke ude på den anden side af glasfacaden, der ville jeg være alene.

“Skal du ud i aften?” Det var Henrik, en af vores vagthunde i receptionen. Den sødeste dobermann i verden.
“Ja, kan du ikke se, at jeg er klædt ud?” Jeg nejede for ham.
“Du ser træt ud.”
Jeg gik hen og gav hans fremstrakte hånd et sidelæns klem. “Jeg er stærk,” sagde jeg og slap hans hånd.
“Jah, det er du,” sagde han og hold fast. “Jeg sværger: En dag befrier jeg dig fra det her glasslot prinsesse.” Han smilede varmt, der var ingen tvivl om, at han mente det.
“Du er gammel nok til at være min far,” vrængede jeg tilbage.
“Er det så ikke også min pligt at beskytte dig mod død og ødelæggelse?”
“Meget apropos,” jeg lænede mig ind over skranken og hviskede: “der ligger en midaldrende kvinde på intensiv … fundet i nat.”
Jeg måtte selvfølgelig ikke fortælle, om hvad jeg Så, men Henrik havde holdt mig ved selskab så mange søvnløse nætter, at jeg ikke længere havde tal på dem. Der var ikke meget, han ikke vidste, om det jeg havde Set, siden jeg blev bragt ind.
“Hvor længe har hun været holdt i live?” spurgte han.
“6 uger mener man. Helsingør, fundet i en klublejlighed.”
Fuldstændig ud af det blå rejste mine små nakkehår sig. Der stod nogen og lurede på mig ovre i det ene hjørne af foyeren. Min vejrtrækning gik amok, jeg måtte gispe for at få vejret. Henrik var lynhurtigt ude af døren til sin kube.
“Hey … “Han holdt om mig. “Vi skal heller ikke snakke om den slags nu. Shh …” Han strøg mig over håret. Mine øjne søgte febrilsk rundt i alle kroge af det lille indgangsparti. Lokalet var tomt bortset fra Henrik og mig. Jeg tog en dyb indånding.
“Du skulle slet ikke arbejde så hårdt.” Henrik sukkede og så bekymret på mig.
Der lød et drøn fra hornet i bilen, der holdt og ventede på mig udenfor.
“Jeg må hellere gå,” hviskede jeg og gav ham et hurtigt klem. “Tak.”
At Se var dét, der gav mig liv, og dét, der slog mig ihjel. Min Akilleshæl.
Blodet susede rundt i mine årer, da jeg krydsede fortovet. Aftenen var kølig, så jeg trak i den jakke, jeg havde bundet om livet, og gned mig i ansigtet, inden jeg satte mig ind i bilen, der skulle køre mig ud til managerens hus nord for København.
Idiot 1 og Idiot 2 sad allerede i bilen og så komplet latterlige ud. De var klædt i ens sorte jakkesæt med hvide skjorter og sorte slips. De lignede to oppustelige pingviner, – ikke videre attraktive. Men de skulle være der, de skulle sørge for, at jeg opførte mig ordentligt.
Jeg sad bag i bilen sammen med Idiot 2. Jeg lænede mig frem og puffede til den tykke dør ind til den lille cooler, der var imellem forsæderne. En fjeder fik den til at springe op. Der lå to colaer og to øl på køl … som sædvanlig. De var kun til pynt, det vidste jeg, men jeg trængte virkelig til en kold øl.
”Øl til os og en cola til dig …?” sagde jeg henvendt til idiot 1, mens jeg stirrede ligegyldigt ud gennem den tonede forrude. Idiot 2 spidsede munden, han godt kunne overtales. Men Idiot 1 var ikke nummer 1 for ingenting, det var selvfølgelig ham, der sad på førersædet.
”Det er imod reglerne!” mumlede han ligeså ligegyldigt tilbage til mig.
”Nu du siger regler … Morten? Det er da dét, du hedder, er det ikke … ? ”Der blev meget stille i bilen. ”Er det så ikke noget med, at gifte mænd bør nøjes med at knalde deres koner?” Jeg lod, som om jeg kiggede bagud efter en eller anden, der kom gående på gaden. “Eller er det mig, der tager fejl …? Du er måske gift med hende kosteskaftet fra Regnskab?”
Han spærrede øjnene overdrevent op. ”Jeg hader bare, når vi skal lufte hende dér!” Han så på mig i bakspejlet, med sine usympatiske ilderøjne, og snerrede: ”Du må jo være skæv eller sådan noget.”
”Præcis!” svarede jeg sarkastisk. Jeg var så ligeglad. Jeg havde lige modtaget et syn, der inkluderede mig selv for fire minutter siden, det var aldrig sket før. Når jeg Så, handlede det altid om andre og aldrig om mig selv. Så jeg greb ud efter en øl, trykkede splitten i bund og skålede med Idioten bag rattet.
”Åh … man bør ikke drikke alene.” Idiot 2 tog den anden øl og blinkede til mig.
Jeg skålede, lydløst, og så taknemmeligt på ham, før jeg igen vendte blikket mod gaden for at få lidt fred. Det var alt for længe siden, jeg sidst havde været alene. Ærlig talt må jeg også indrømme, at jeg ikke havde lyst til at være alene. Jeg var ikke godt selskab. Tårerne pressede på, livet på gaden gled lydløst forbi, og mit hoved føltes som en forseglet bankboks, som ingen kendte koden til. Den episode med den mystiske oliven i eftermiddags havde tippet noget ud over kanten af min bevidsthed. En klynge billeder fra min fortid hang og svævede midt i ingenting. Jeg vidste, at jeg burde pille mindst ét ud og se på det, men jeg orkede det ikke. Eller jeg turde ikke, same-same! De havde forbindelse til et virkeligt blødt punkt dybt i min mave.
”What?” Da vi drejede om hjørnet, fik jeg øje på ham den olivenfarvede efterforsker, han stod og hang inde i en port. Han børstede nonchalant noget af sin jakke og gik frem mod fortovskanten, som om han slet ikke bemærkede os. Men lige idet, vi kørte forbi, var det, som om han løftede sin pegefinger og hilste i vores retning, inden han steg ind i en taxa.
Kunne han se ind gennem de mørke ruder? Hilste han på mig? Nej, han havde nok nærmere holdt øje med bilen. Hvad fanden var han ude på? Jeg rettede blikket stift fremad, jeg ville ikke have, at de to pingviner skulle opdage noget.

 

2 responses »

  1. kommer der aldrig en bog 2 ? :)

    Like

    Svar
    • Hej Janni – JO! tak fordi du spørger. Jeg føler mig (næsten) som en vis hr. Martin eller Patric Rothfuss … den er på vej, og har været længe om at blive færdig. Lige nu sidder jeg og gennem redigere for sidste sidste gang. -inden den ryger til korrektur, jeg håber at få den ud inden jul – hvis du har lyst vil jeg, som jeg har tilbudt de andre der har skrevet til mig, også tilbyde dig at blive betalæser på den. Dvs du får lov at læse inden korrektur og de sidste rettelser. Men skriv til mig på smallpocketsofwind@gmail.com – hvis det har interesse så fortæller jeg lidt om betalæsning. Fortsat godt forår :-) Maj

      Like

      Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s